Cortez ~ what do you want from me?

T; omkring ni om aftenen
S; shadowflame district
O; sne, kulde og...sne
V; det sner voldsomt, og blæser.

Vreden var én ting. Smerten en anden.
Hun havde ventet i en uge, for at se om Sean havde opgivet. Men nej. Ingen Sean. Intet.
Hun var iført stramme jeans med flænger på lårerne, og en stor hættetrøje. Hun gemte sig en smule. Hun gad ikke bleve set af Sean. Han havde slagtet det meste af hendes gamle familie, og hun var røget med i faldet.

Hun sad på en bænk, og stirrede ned på sine fødder.
Makeuppen havde hun droppet for længst, det løb jo bare ned af hendes kinder ved hendes vanlige tudeturer.

Lige nu, sneede det ualmindeligt meget. Hun frøs voldsomt, men gad ikke rejse sig. Un gad intet. Der var ikke mere hun egentlig kunne gøre...
Nu ventede hun bare på at følelsesløsheden i fødder og hænder overtog resten af kroppen.

Ude i sneen kom en sort skikkelse med lige så hvid hud som sneen. Skikkelsen var af en fyr, Cortez. Han stoppede op få meter fra Nephtys og stod roligt og stirrede på hende, et kort sekundt lignte det han ville gå videre, han tog et skridt frem men vendte sig så mod hende igen, hvorefter han gik mod hende og satte sig. Han så ikke længere på hende men stirrede bare ned i sneen der var ved at blive ca. 8 cm på den frosne jord. Han så hvordan den ukendte kvindes fødder så småt var dækket af den kolde sne... Eller det regnede han med den var, han kunne ikke mærke kolden som sådan, det var mere en slags fornemmelse man havde når man når man nu ikke havde et bankende hjerte mere. Sneen fuede svagt og i det sorte hår samlede der sig mange små snefnug som fik det sorte hår til at se helt frosen og stift ud. De smeltede ikke engang når de hang sig fast i hans øjenvipper og hår og når de landte på hans hud forblev de små snefnug intakte. Manden havde sort tøj og en gammel punker agtig læderjakke der ikke så ud til at kunne holde på meget varme.

Hn sad der bare, og lod kulden trænge længere og længere ind i hendes krop.
Hn ønskede ikke at rejse sig, eller at se på den fremmede der havde sat sig ved hende.
I to korte sekunder havde hun kigget på ham med tomme øjne, i håbet om at det havde været Sean. Men hun tog fejl, igen. Endnu en fremmet. Endnu en ung mand. Endnu en hun sldrig ville kende.
Hun så ned og trak vejret i et kort gisp. Hun ville ikke dette mere. Hun savnede ham så frygteligt. Så utroligt meget. Hun var alene nu. Ingen Sean, ingen Dean... Kun hende. Og hun vidste at hun ville dø, sådan. Alene.

Egentlig burde hun rejse sig. Men hun gad ikke. Hun ville fryse ihjel, og bare forsvinde i sneen.

Cortez sad selv som forstenet. Men efter en tid så han op på pigen uden at sige noget stirrede bare på hende imens hun sad i en bitre og dyster hjertesorg. Foran dem voksede en blomst langsomt op en solsikke, snart begyndte græs at vokse og hvad var det man kunne høre fuglesang?? Ja en solsort sang oppe i et af de træer der stod i nærheden af bænken. Byen som de før havde været i var nu forsvundet og var blevet til natur og sommer. Cortez blev ved med at stirre, alt imens han uden at vise sin handlign duftede til hende, hun duftede af baby. Havde hun mistet sit barn? død ved fødslen eller? Solsikken var nu udvokset og solen skinnede, man kunne nærmest mærke varmen fra den. Men dette var Cortez evne, at manipulere med psyken hos andre. Bag evnen var sneen der stadig og kolden. En farlig evne hvis man ønskede ens fjender skulle dø eksempelvis af kolden eller af hedeslag.

Cortez var stadig tavs, hvorefter han igen kiggede ned på sine slidte sko. og pigen bare fødder.

"Lad være med at manipulere med mig, vampyr." Hendes stemme var skælvende. En blanding af træthed, gråd og tomhed fyldte stemmen.
Hun vidste hvad han var, grundet hans duft. Vampyrer, den race hun havde levet så længe under.
Hun vidste at han manipulerede hendes sind. At solsikken ikke var ægte, at varmen ikke var ægte. At hun stadig sad på den iskolde bænk, med fødderne dækket af sne.

Hun ønskede ikke varmen. Ej heller ønskede hun solens lys. Hun ønskede mørke, fred. Men hun ville ikke flytte ind på kroen igen... De kendte hende, og kendte til både Sean og Dean. De ville blive mistænksomme hvis de så hende sådan her.

Cortez lukkede øjnene og lænede sig tilbage i bænken imens han hørte på hvad hun havde at sige til ham. Det var ikke for hendes skyld at han havde gjort dette. Langsomt begyndte alt at forsvinde, som om en hvid tåge langsomt kom frem foran dem. Tågen blev kraftigere og kraftigere og tilsidst lignte det et hvidt rum der bare fortsatte ud i det uendelige. Han sank en klump imens han så ud til at nyde hendes selvskab, kulden, ensomheden og sorgen strømmede ud af hende hvilket han nød ubegrænseligt meget. Det var lang tid siden han havde mødt et levende væsen der havde følt så meget sorg og så stadig var i live. Han åbnede dem igen og stirrede med sine metalliske grå øjne direkte ud i ingenting. En rød plet foran dem svævede i det hvide, det var en blod dråbe. pludselig var der 2 og pludselig mange flere, de formede sig blev til et menneske eller en menneskeskikkelse. Han førte en hånd mod hendes arm og snittede hende med sin ene negl, han slikkede det af og nyd den eksotiske smag som hun shapestifters havde. I det samme formede blodmassen sig til den såkaldte Sean som pige barnet savnede så dybt, Cortez selv kunne skabe dette mind ved at have smagt ´1 dråbe af hendes blod.

Hun så hurtigt ned, og skar tænder. Hun kunne mærke halsen snørre sig sammen.
"Hvad end du prøver på, så hold dig ude af mit hoved!" Snerrede hun sammenbidt.
Hun tog sig stille til hovedet, og trak benene op under sig. Med panden placeret på hendes knæ begyndte hun stille at græde. Ikke noget man ville kunne se på hende, hvis hun havde vist sit ansigt.
Hn savnede haså frygteligt meget. Men hun hadede ham også for det med Dean.
Hun kunne ikke klare det meget længere, intet sf det. Min gud, hvor ville hun bare gerne dø, og forsvinde fra alt det hun savnede så meget.

Cortez sad fortsat med lukkede og lyttede til intetheden omkring dem, langsomt blev det hvide lys sort og de befandt sig i mørke. Kun kulden var tilbage nu, den havde han givet liv til at komme ind i hans manipulation. Han pustede ud men der kom ingen damprøg som der ville være når normale levende væsner trak vejret i dette kolde vejr. "Det sjældent jeg har mærket sådan en sorg" det var første gang han sagde noget til hende, men han sad som forstenet og lignte nærmest en der nød situationen lige nu, kulden sorgen, selvdestruktionen. Han åbnede de metalliske grå øjne og stirrede så direkte på hende. Hans øjne var levende og fuldt med en levende energi, de var både levende og helt igennem døde, lige som hans søskendes øjne var. Han sorte hår begyndte at få sne på sig igen og inden længe sad de igen ude i sneen der snart ville blive til en snestorm. Hun ville snart få forfrysninger hvis ikke kun kom ind, Cortez kunne se hendes læber var blå og han kunne se at hendes krops tempratur var ved at falde kraftigt.