First meeting(Ribanalon)

//tak tak, men ja du skal passe lidt på angående at skrive i godmode //

Hendes smil blev større da han begyndte at tale om at gå hver sin vej, han var nu sød var han ikke? Hun lod sine hænder blive på hofterne hvorefter hun gik 5 skridt frem af uden at holde øje med Dust, hendes højehæle gav igen en klakkende lyd, og alt imens hun tog skridtene svang hendes lange sorte hår i bølger hen af hendes slanke ryg. HUn stoppede op og vendte sig så halvt mod ham så hun stod med siden til ham igen. "Og alligevel lader du mig bestemme om vores samtale skal sluttes" Et lysskær gik igennem hendes øjne som om nogen havde lyst ind i dem og en refleks som hos dyr var gået igennem dem. Hun smilede nu breder så hendes tænder nu blottede sig, smilte kunne betegnes som enden drilsk eller lumsk. "Forresten" hun holdte en kort pause, "Jeg er Ribanalon" hun nejede anerkendende og nikkede samtidig svagt med hoved da hun præsenterede sig selv. Hvis han havde hørt om Klusisskaerne ville han helt klart genkende hendes navn nu, Klusisskaer var ikke nogle man skulel spøge med.

Dust virkede fuldstændig uvidende om klussisskaerne for han reagerede ikke det mindste på hendes navn da hun præsenterede sig selv han havde ikke interesseret sig for alting i denne tid og klussiskaerne var en af de ting der aldrig havde fanget hans interesse eller opmærksomhed. Men som en fin gestus bukkede han let med hovedet som et slags hilsende nik "Dust!" var det eneste der undslap hans læber hvilket betød at dette spøjse simple ord var hans navn det var måske ikke meget men det var meget passende for en der kunne virke som støv i vinden en ting man sjældent lægger mærke til medmindre denne støv samlede sig i større mængder eller pludselig valgte at være farlig for dem det kom i nærheden af. Dust gik roligt hen til væggen lænede sig med ryggen mod den og en fod mod den så han var klar til at sætte af mod væggen og sværdet i samme position som sædvanligt og han stod lige foran hende "Make your choive Ribanalon!" sagde han roligt "Skal vi fortsætte vores samtale et andet sted eller skal vor veje skilles her?" spurgte han så.

HUn bukkede hoved svagt imens hun stadig smilte lumsk, hun så ham i øjnene nu selvom at han dækkede sit ar som hun havde anet tidligere da månelyset havde afsløret starten af det. "Jeg har hele natten til at tage valg" sagde hun lignte et der faktisk morede sig, det var dejligt for en gangs skyld at modparten bevægede sig rundt, normalt var det hende fordi hun ikke kunne holde ud at være det samme sted alt for længe, det blev hurtigt kedeligt for hende hvis man bare stod og lignte 2 æsler der stod go tyggede drog. Hun tog venstre hånd fra sin hofte og knibsede med fingerne. Hvorefter hun løftede hoved igen. "Du vil måske ikke selv tage valget" sprugte hun med et overlegen stemme, men man skulle ikke tage det så tungt, hun mente intet med hendes stemmeleje lige angående overlegenthed... Det der betød noget var kropssproget. HUn gik mod ham så hun ville komme tættere på men forventede at han ikke ville have det og ville pege sit våben mod hende som en hentydning at hun ikke skulle komme nærmere. Hun så stadig i hans øjne, hendes øjne blev mere lysegrå nu som om at hun kigged direkte bag hans øjne, de blev hurtigt metalliske grå igen, men hun havde stadig det samme udtryk.

Dust rakte sværdet frem mod hende så spidsen af bladet var ud for hendes strube og hun blev stoppen med en afstand lig hans højde fra ham "Hvis du kun har tænkt dig at lege med mig tager jeg gerne valget for dig!" sagde han roligt og lagde hovedet på skrå mens hætten stadig dækkede hans ansigt "Jeg tilbød dig valget af ren gensidig venlighed for nu har jeg valgt at tage dig med mig og derved fortsætte vores samtale og derfor mente jeg at det ville være rimeligt at du valgte denne gang!" han satte roligt sværdet mod jorden igen og satte af mod væggen hoppede op mellem murene indtil han kom op og landede på taget igen "Men hvis du selvfølgelig stadig vil nyde godt af denne samtale kan du jo komme med mig!" sagde han roligt "Jeg har måske ikke noget at lave denne nat men det betyder ikke at jeg bliver stående som en anden bunden hest! Så føl dig velkommen til at følge med mig!" Dust begyndte roligt at gå hen af tagende i en ny retning da han hele tiden valgte tilfældige veje så man ikke kunne forudse hvor hans næste holde punkt var henne.

Da han havde vendt ryggen til hende og gik hen af taget var hun allerede væk fra sin palds på jorden nede i gården. En tid var der stille og Ribanalon dukkede ikke op nogle steder. Natten var ikke nat her i byen, hele tiden var der nogle steder der var lys eller ild der var tændt så mørket ikke kunne herske, Det var et trist syn syntes Ribanalon nogle gange, hvordan de svage væsner holdte mørket væk på den måde, men de skulle vil også beskytte sig selv. Lidt efter lød et stærkt bump lidt fra Dust eller rettere lidt foran ham. Ribanalon havde kommet ud af ingenting og havde nu ødelagt tagstenene hun havde landt på hendes hår skjulte nu hendes ansigt og havde man været en lille engel eller menenske ville det se ret så uhyggeligt. HUn løftede hun og smilte for sig sig, hun kom hurtigt op og stå og så så afventende på Dust. "Er du bange siden du ikke vil være samme sted lang tid af gangen" hendes smil var skævt., Hun prøvede ikke at provokere ham, men der var en hvis fasade fra hans side af....Måske også et klogt valg. Han var nu dejlig at være i nærheden af så hvorfor skulle hun lade ham gå lige nu.

Dust stoppede roligt da hun dukkede op foran ham og betragtede hende rette sig op og spørge ham. Dust var nød til at vildlede andre væsner hele tiden han kunne ikke lade alle og en hver lære ham at kende selvom han dog havde tilladt nogle godhjertede væsner det men det var trossalt også kun den del af ham som han med stolthed fortalte andre nemlig hans historie og ikke ting der var ham personlige og hemmelige for andre "Jeg føler kun vrede frygt er en følelse der lige som alle andre følelser end vrede forblænder dit blik og gør dig svag samtidig!" sagde han roligt "Jeg holder mig i bevægelse af den simple grund at jeg ikke har noget at lave og derfor meget simpelt var på vej hjem da du så mig! Jeg bevæger mig altid tilfældigt rundt før jeg går hjem når jeg er alene bare for at forvirre mulige forfølgere og sørge for at de taber sporet af mig!"

HúN Lyttede opmørksomt på hans ord. Hun så meget tænkende ud da han stoppede med at snakke, "Ja så" sagde hun og bakkede 1 skridt tilbage. Nogle mennesker var begyndt at røre på sig der nede mest af alt fordi nogle af tegstenene var faldet ned på gaden. "Hallo er der nogen?" råbte en mand, og så fra gaden op der op" Ribanalon så mod taget kant selvom at hun viste hun ikke ville se andet end taget.... "Jeg forstår dig" sagde hun og nikkede og så så tilbage på Dust. "Nogle typer skal man helst ikke komme i kontakt med her inde" sagde hun og hentydede til at han havde sagt at han vildledte folk når han skulle hjem. Endnu engang var hun glad for at hendes hjem lå ude i en is ørken. Levende væsner ville ikek overleve der ude særlig længe hvis ikke de fik hjælp. Hun lavede et knæk med narken og så så stift på Dust igen... "Prøv at hæv dit sværd mod mig" sagde hun og strakte armen svagt ud som om hun bød ham noget, selvom at der intet var i hendes hånd. Hun slikkede sig over læberne imens hun nu lod sine øjne hvile på sværdende eller det hun kunne se af sværderne som var på hans ryg.

Dust så i retning af stemmerne og spændte sit greb om sværdets skaft han så en mulig trussel hvis de opdagede at han var der oppe Dust havde trossalt en stor dusør på hans hoved og han var villig til at dræbe en hver der forsøgte at nedlægge ham for at få dusøren om så det kostede ham livet at dræbe dem. Dog kiggede han på Ribanalon da hun bad ham om at hæve sit sværd mod hende "Jeg hæver som regel ikke mit sværd på andres kommando medmindre jeg bliver betalt for det!" sagde han roligt mens han tog om sværdets skaft med den ene hånd og løftede det op så skaftet fulgte hans arm og bladet var hævet direkte mod hende med siden op af som om han ville angribe i en roterende bevægelse "Hvis vi venter meget længere kan de blive mistænkelige så hvad end du har tænkt dig at gøre må det gerne ske hurtigt ellers håndtere Samehada dem og det bliver ikke lige just et særligt kønt syn at se på!" sagde han roligt og hentydet til det indbundne sværd der sad på hans ryg som var lavet af hajskind og derfor kunne save gennem hvad end der nu skulde komme i vejen for den når den blev svunget. Dust så roligt mod kanten af taget da han kunne høre dem der nede snakke igen og Dust så ud til at være lige på kanten til at trække Samehada hoppe udover kanten af taget og lave en mindre blods massakra ud af hvem end der skulle stå der nede når han landede.

Hun så afventene på ham og da han hæftede sværdet mod hende blev det skæve smil der nu var på hendes læber større, imens han snakkede om at hun skulle skynder lod hun den strakte arm lige så stille komme tættere og tættere på, med en pludselig hurtigt bevægelse. Hun førte sin hånd direkte igennem sværdet spids. Blodet begyndte at løbe ned af hånden og dryppe ned på tagstenene. Hun så ikke ud til at føle smerten som nogle vampyrer kunne gøre. Men det var for det meste også de lidt yngre. Hun lukkede øjnene og trak så hånden med en fast og hurtig bevægelse til hvor hun så studerende på den blødende hånd. Hun så op på Dust igen og nikkede med en stor bevægelse. Hans våben var misanten en godt våben, tænd hvad der kunne ske med det våben hvis det kom i det forkerte hænder. HUn knyttede hånden og lod den falde ned til siden. "Lad os komme væk...jeg orker ikke menneskene lige nu" i det samme vendte hun sig om begyndte endnu engang at løbe over tagene der var mere éller mindre var halvrådne eller gamle. Små blodsten fløj rundt i starten og landte hist og her men såret begyndte at heale hurtigt og snart var der kun det halvstørket blod der var i hendes håndflade der viste at der havde været et sår.

Dust så blot på hende mens hun sårede sig selv med hans sværd. Hvis det havde bevæget sig mod hende kunne hun risikere at hun havde mistet en del af hånden men da hun snakkede til ham snappede han ud af sine tanker og så på hende mens hun snakkede og da hun bevægede sig videre svingede han hendes blod af bladet og fulgte efter hende han hoppede behændigt hen over husene og var lige i hælene på hende hele tiden. Dog kom han op ved siden af hende og så kort på hende mens de bevægede sig fremad "De virker meget interesseret i mine våben jeg håber for deres egen skyld at de ikke har tænkt sig at stjæle eller vinde dem fra mig!" sagde han roligt. Hun havde fuldstændig ret i at disse våben kunne være farlige i de forkerte hænder men det var næsten før de var mere farlige i hans for han vidste hvordan man skulle bruge dem og hans krop var istand til det.

Hun var i et afslapped tempo hvilket gjorder at Dust kunne komem op på siden af hende. Hun stoppede brat op i et sekundt og så sig rundt hvorefter hun fortsatte i en anden retning. Hun havde hørt hans ord og ville nu løbe videre i den retning hun ville hen, først når han havde indhentet hende denne gang ville hun svare på hans ord...som faktisk lød som et sprøgsmål. De var nået hen i den fine del af byen nu og det kunne tydeligt ses på tagstenene på husene, fine håndlavede og dyre..... Ja de folk der levede her var nogle livsnyderer og det var dem der var allerbedst til at være underholdning for hende, når hun skulle have føde. Når hun skulle dræbe dem troede de sommetider at de kunne give hende penge for at hun ikke sjkullle suge livet ud af dem....Men de tog så gruligt fejl. Penge var ingenting mere. Det var kun en fasade som hun nogle gange brugte til at være en del af samfundet eller være en ting der var i samfundet. Hvis hun ville have noget skulle hun nok få det om det så var blod, magt eller ting. De var noget til rådhuset som havde nogle store tårne og i det hun lagde et spring fra det sidste almindelige hus så hun kunne kravle op af rådhus tårnet, Så hun sig tilbage efter Dust.

Dust havde fulgt med hende selv da hun pludselig drejede af og da han kunne se at hun var på vej mod rådhuset havde han fortsat direkte mod det hoppet op mellem tårnene og i en hurtig reaktion ramte han med begge fødder mod det ene tårn kastede sit skarpretter sværd direkte mod et andet så det borede sig direkte ind i tårnet og sad fast før Dust hoppede direkte hen på sværdet mens han greb Samehada således at bindet der dækkede bladet fløj af og afslørede bladet der var utroligt smukt lavet af hajskind og med et ujævnt blad på grund af hajskinds savtakkerne han borede sværdet direkte ind i tårnet ved siden af skarpretter sværdet og landede på skaftet "Værsgod et ubemærkeligt stå sted vi kan opholde os indtil videre!" sagde han roligt og lavede en gestus mod skarpretter sværdet hvor der var god plads til at hun kunne stå ved siden af ham der stod på skaftet af Samehada. Dust tog roligt en smøg frem satte den i mundvigen og tændte den fuldt bevidst om at så længe de stod her oppe gemt i mørket var der ikke nogen der ville lægge mærke til dem medmindre de vidste hvordan de skulle spotte Dust og Ribanalon eller havde set dem komme derop.

I et kraftfuldt spring landte hun på det tynde blad fra sværdet. Hun stod allerede som var hun på jorden igen. "Lad os kravle videre" sagde hun og begyndte at kravle som var hun en edderkop op af en mur og forsvandt ind i tårnet som var øverst. I tårnet hvor hun var, var der mørkt som døden selv. Men kun væsner af hendes karakter ville kunne se hvad der gemte sig. Ribanalon havde skjult sig i mørket der inde for at Dust kunne finde hende. Hun ventede roligt på ham imens hun nu var næremst et med mørket. HUn de lyse metalliske grå øjne var noget man kunne fange hende på her i mørket. Hun var stille som døden selv og var også et dødens væsen som fik lov til at terroisere i mørket og natten, inden viste sig sikre med sådan nogle som hende, de eneste der kunne værelidt trygte var folk som Duft, dæmoner.....og selvfølgelig folk med våben og som kunne styre dem mod en hurtigt farlig vampyr.

Dust betragtede hende kravle ind i tårnet, før han greb fat om håndtagene på hans sværd, satte fødderne mod muren og trak dem ud således at Samehada lavede sin savende lyd, og Dust hoppede i retning af det andet tårn. Igen hoppede Dust mellem tårnene uden den mindste frygt for at falde ned, og kom derved op til vinduet som han ligge akkurat kunne komme igennem uden at ramme ved siden af. Dust landede på gulvet, i en let glidende bevægelse henover gulvet, efter at have kommet ind sidelæns, og med sværdende lige efter sig så han lignede en yndefuld danser, der lige havde afsluttet en dans. Nærmest som i slowmotion, kiggede han direkte på hende mens han rettede sig op, og satte skarpretter sværdet på ryggen før han begyndte at binde Samehadas savtakkede blad ind "Jeg har altid fundet vampyre interessante!" sagde han roligt "Jeres skygge er som regel, en delikatesse for sådan en som mig, men i min tid findes der næsten kun elders, så det er som regel dem der lige er blevet vampyre inden for en 50-100 år der smager bedst, da de så stadig smager sødt med et touch af død over sig!"

Hun grinte let og lystigt imens hun kom til side ikke oppe på en af bjælkerne der holdte tårnet. "Tja, så min skygge var et vammel fund" hun lavede et skævt smil imens hun så ned på ham nu hvor han stod på gulvet. Hun tog et skridt ud i luften og faldt så ned af, en landte som intet var hent på sine 2 ben, et perfekt faldt uden skrammer. HUn havde nu sin hænder sammen foldet over kors. Hun gik nu frem imod ham, "Dæmon har nu også sin egen charme" sagde hun og gav ham nu et elevator blik. De mørkerøde læber havde et smil på sig, hvilket var noget af en underdrivelser af hvad hun havde at byde på. Hun stoppede 1 meter ca fra ham samme afstand som sidste han havde pararet for at hun ikke skulle komme nærmere, hun tog sin hånd frem og kiggede nu på den. Den som før havde været gennemboret af hans våben, hun grinte lidt og holdte den så op i luften. HUn sagde intet til det, emn såret var healet hurtigt og det lignte nu at der aldrig havde været nogen igennem hånden.

Dust havde et tomt smil på sine læber da han betragtede hende stoppe en meter fra ham, og efter at have bundet Samehada ind og sat sværdet på sin ryg, så han hende i øjnene stadig med sit tomme smil på læben "Åhh du forstår slet ikke min smag for skygger, ser du selvom jeg finder en ung vampyrs skygge lækker som en godbid, så nyder jeg stadig en god elder vampyr, den herlige smag af død og forhærdet ondskab findes ikke bedre, end i en som dig!" Sagde han roligt, og slikkede sig kort om læben "Vampyre kan næsten sammenlignes med vin, efter de første 100 år bliver i bedre med tiden!" Dust lagde armene over kors mens han betragtede hende, og tænkte lidt over hvad hun sagde om dæmoner "Og hvad monstro er dette for en charme, hvorom du omtaler?" Spurgte han roligt, og så sig lidt omkring mens de snakkede, for at tjekke tårnet lidt ud. Det virkede gammelt, beskidt og lettere slidt hvilket måtte betyde at der ikke kom mange heroppe, og den tanke behagede Dust da han ikke ville forstyrres. Han rettede sit blik mod Ribanalon igen, og afventede hendes svar.

Hun smilte skævt imens hun tog langsomme, elegante og til en hvis grad inpuls udsendende trin imod ham. Hun havde et skævt smil på de røde læber imens hun så ind i de lysene gule øjne. Hun var bestemt ikke bange for ham og han burde ikke være bange for hende lige nu. Det sorte hår svejede blidt i bølger imens hun gik der i mørket. "Din" sagde hun og løftede hoved noget svagt imens hun stadig kiggede på ham, Hendes hage var flot markeret i denne krops stilling, hendes hænder hvilede roligt på på hofterne imens de svejede som blade på en roligt blæsende dag. Først den ene side så den anden og så den ene side og så den anden, hendes hofter dansede nærmest. Hun stoppede op meget tæt på ham. Men stod dog sådan at hun stadig havde hagen hæved op af da Dust var en del højere end hende.

En let latter startede fra hans mellemgulv, den startede svagt ud men tog hurtigt til, mens han betragtede hende med en lettere galskab i øjnene. Hans latter var direkte isnende, det var som at lytte til ren ondskab, der var intet morskab at spore i hans latter, kun hårrejsende, kold, ren ondskab af den slags man aldrig ønskede at møde, og som hos flere væsner sikkert ville bore sig ind i deres ører, og efterlade dem med mange nætters mareridt "Du ser charme de underligste steder lille vampyr, jeg er ikke andet end et selvstændigt, mordlystent våben med bevidsthed!" Sagde han roligt, da han endelig stoppede med at grine "Jeg har ikke grinet en eneste gang siden jeg kom her til, i hvert fald ikke før nu! For en gangs skyld more nogen mig, og jeg havde godt nok ikke forventet at du ville være årsagen!" Dust så hende direkte i øjnene, og tog de sidste få skridt mellem dem mens han så hende direkte i øjnene. Han ville skam ikke gøre hende noget ondt det stod stadig klart i hans ellers tomme øjne, men han smilede stadig af hende "Jeg kan mærke mørket der lure i dig, det er stærkt men tro mig jeg er ikke charmerende!" Sagde han roligt.

Hun stod med med armene over kros imens hun blidt så på ham. Hans latter fik hende til at få et skævt smil på hendes læber, og hendes øjne blev blide og rolige som om at det virkede helt afklarende på hende at han grinte over hendes ord. Han skulle vide hvilket mørke hun kom fra, det ville de fleste løbe skrigende bort fra hvis de så. "Mørket, ligefrem" sagde hun og bukkede sit hoved lidt forover så det sorte hår faldt ned over hendes ansigt, så man kun kunne så halvdelen af det. Men hun så nu Dust direkte ind i de gule øjne som han endnu engang, hun kunne skimte det ar der løb i hans ansigt. Det skramte hende ikke, istedet fik det hende til at ville vide mere. "Tro mig selv mørket er Charmerende, og vi kan jo ikke vælge hvad andre synes er.... charmerende" hun løftede hoved igen så håret faldt på plads, alt imens hun vendte sig om og tog 3-4 skridt væk fra Dust og ind i mørket igen. Der stod hun nu, imens de metalliske grå øjne lyste svagt op i tårnet de nu var i. Hun havde vendt sig i mørket så hendes front igen var mod Dust.

"Nej... Nej det kan vi ikke, men i mine øjne må det at du finder mig charmerende, betyde at du lige som mig, har mørket gemt dybt i dig!" sagde han roligt, mens han begyndte at gå lidt rundt i tårnet og studere omgivelserne. Han stoppede da han stod ved vinduet de var kommet ind af, så han stod lidt i skyggerne og var svær at se ude fra, men selv havde god udsigt udover området. Han drejede blikket væk fra udsigten, for at rette sine øjne mod Ribanalon igen, hvilket fik hans ravgule øjne til at blinke lidt i det svage skær der brød ind udefra.
"Mørket er min følgesvend, jeg føler mig måske aldrig tryg nogen steder, men når mørket omslutter mig, kan jeg ikke have det bedre!" sagde han roligt, og lagde hovedet på skrå, så hans blålige hår dækkede lidt over hans ar, der dog på grund af dets tykkelse, og markante røde farve var tydeligt igennem hans hår, da de 2 farver havde forskellige markante kontraster.
"Hvis ellers du tillader det, så lad mig spørge om en enkelt ting!" sagde han roligt "Hvordan kan det være, at en vampyr som dig vælger at fortsætte en samtale, med en dæmon som mig? Jeg går ikke ud fra, at du har brug for de ting jeg normalt kan tilbyde, for ellers havde vores samtale været helt anderledes, i forhold til hvad den er lige nu!"

Ribanalons øjne var pludselig væk fra det stod avr hun havde stået og dukkede nu op på den bjælke der var i tårnet. Hun stod oppe på den og så ned på Dæmonen som faktisk havde givet et rigtig godt spørgsmål til hende. Hun grinte svagt imens hun med armene over kors begyndte at vandre på bjælken. "Ja.... min kære...." sagde hun og lod blikket kort gå fra Dust og over på tårnets bærebjælke, hvorefter hendes øjne vendte tilbage på Dust, hun stoppede op og lod armene falde ned langs siden. "Jeg har hørt ting i byen om dig...." HUn slikkede sig over de mørkerøde læber, hvorefter hun sprang ned foran Dust og landte utroligt nok helt elegant på benene som havde gulvet var blødt at lande på. "Og jeg saa ville jeg se om denne kriger jeg havde hørt om virkelig var sit ry hver" hun kiggede nu op og ned af Dust som om hun skulle tjekke en ekstra gang om hvordan han så ud. "Og jeg må sige... ryet er ikke helt usandt" hun havde et roligt men også ret så dystert smil.

Dust betragtede hende mens hun bevægede sig rundt i tårnets rummelige infrastruktur, som de nu engang befandt sig i, og der var noget over hans øjne der normalt var følelsesløse, men lige nu mens hun svarede på hans spørgsmål, var der et eller andet der ikke helt var til at sætte fingeren på, som kunne ses i hans ravgule øjne. Dog da hun sagde at hans ry ikke virkede helt usand, sitrede hele overfladen på hans krop ja nærmest bølgede, som var han en vandballon der fik et moderat dask, så der blev lavet bølger i vandet indeni, som afspejlede sig i vandballonens overflade. Hvis hun havde hørt nok om ham, ville hun måske have en ide om hvorfor han kunne bølge sådan i overfladen, det skyldtes nemlig at han var lavet af sand, en ting der var sket efter han havde spist en djævlefrugt, men hvorfor han bølgede i overfladen i dette korte øjeblik, var næsten umuligt at vide hvis ikke man kendte ham.
"Jeg ved ikke om jeg skal føle mig smigret, eller om jeg burde tage det faktum at du har fundet mig, for at følge op på hvad du har hørt om mig, som et farligt faktum!" sagde han roligt, med en tænkende undertone i hans stemme "Men eftersom jeg ikke føler andet end vrede, kan jeg vel lige så godt udelukke det faktum, og jeg er nu stadig nysgerrig omkring dig! For eksempel tænker jeg lidt på, om du måske ville se om jeg levede op til mit ry, fordi du kunne bruge et væsen af min karakter, til noget der er lidt udover det sædvanlige?"

"hmhm" grinte hun da han var færdig med sin tale...."Ser du... jeg har faktisk ledt efter dig af en grund. Hun så imod hans ansigt, hun havde svagt opfanget starten af hans ar i ansigtet, men hun gjorder ikke synderligt mere ved det da hun selv viste hvordan man kunne blive stirret på af andre folk. Hun stod nu lidt tættere på ham end før. "Jeg har brug for en der kn skaffe mig infomationer dog uden at røbe at det er mig som skal bruge dem" Et nu mere dystert ansigts udtryk kom frem på det ellers så smukke ansigt. HUn så nu mere udfordende på ham som var et tegn på at dette nu mere handlede om noget mere alvorligt end at fjante rundt og snakke med ham. Hendes metallsike grå øjne gav små gnister fra sig imens hun så afventende på ham... "Er du en mand for det?" hun blev dyster i sine mine som om at det ellers så smukke og flirtende væsen faktisk bare var en fasade for det der faktisk var inden i hende.

Nu begyndte de, at komme ind til sagens kerne, hele grundlaget for denne samtale, og hvorfor dette møde blev holdt, på et sted så diskret som dette klokketårn, og da hun nævnte missionens indehold, smilede Dust koldt, og trådte frem mod hende, så de stod utroligt tæt på hinanden, og han så hende direkte i øjnene, med et dybt blik i øjnene.
"Diskretion er en del af min jobbeskrivelse, og de er skam ikke en undtagelse, så nu er der kun få ting, der skal afklares før jeg tager opgaven!" sagde han roligt, og lagde hovedet let på skrå "Hvem er målet, hvad søger jeg for informationer, og hvor stramme sidder mine tøjler? Åh ja og hvor meget værd, er den information de søger?" hun havde fået fat i en, af de mere professionelle typer, og han udstrålede det i den grad, han gik højt op i at udføre sine opgaver ordentligt, og intet skulle stå i vejen, for at han gjorde dette ordentligt.

Et bredt skummelt smil kom frem jo mere han talte. De stod helt tæt imens han snakkede. hun studerede han træk nu hvor han endelig havde ladet sig komme så tæt på hende. Hans ord var som sød musik.... "Informationen er nok hver til at du kan blive ven af klusisskerne og 2-3poser guldmønter ?" hun så afventende på ham som om at hun ville se hvad hans reagtion var på dette. "Dit mål der imod.... er en helt anden sag..." hun slikkede sig over højre hjørnetand." Sakref mordalin, er dit bytte i denne sag, men jeg tvivler at du skal gå direkte efter ham da han er ret så..... magtfuld.... tag hans små kompaner istedet, giv mig alt den infomation du kan få" hun førte en hånd til sin mund og lod den køre hen over hendes læber imens hedesn anden hånd støttede på albuen. "Dine tøjler.... forbliv uset og hvad end du gør så, har du ikke snakket med mig..." hendes smil forsvandt helt da hun sagde at han aldrig måtte nævne hende.