We All Go a Little Mad Sometimes.. ~Kirt~

Valerie kom slæntrende hen imod det lille hus og gik indenfor. DEt varede ikke længe før Vanil også var derhenne oppe på siden af hende. Der var ikke ryddet op som der plagede der var for stille, alt for stille. Ikke en tid, Valerie gik ud i laboritoriet heller ingen professer... Hvor var han henne?..
*Vanil tjek soveværelset!* Råbte hun igennem tankerne og Vanil løb ind i professerens soveværelse men intet.. Var ham og D12 bare rejst uden hende?..
Valerie gik ind på hendes seng og satte sig kort ned for at samle tankerne, havde de virkelig bare forladt hende alene.. Godt nok havde hun Toshiba og det var hun tanknemlig for det var hun virkelig.. Men hun havde ikke regnet med de bare ville forlade hende.
Vanil reagerede på noget som var på vej hen imod dem, og rejste sig op og knurrede lidt.

Kirt...
Det var hans navn nu, Kirt Dun Twelve.. Det var det første han lavede om efter sin herres død.. Sit navn og ikke mindst skiftede han tøj.. Det var rart ikke længere at have en tung uniform på, men i stedet en let skjorte og et par cowboybukser.. Men, han havde dog taget noget med sig fra sin uniform, sit våbenbælte.. han gik ingen steder uden det våbenbælte.. De våben betød ligeså meget for ham, som pelsen var vigtig for en kat..
Men, i hvert fald, nu var han på vej tilbage til laboratoriet, ikke blot for at køle ned, men også for at tjekke om Valerie var der.. Han måtte indrømme at han var en smule nervøs for at fortælle hende at herren var død.. De var begge alene nu.. Eller, Kirt var ikke sikker på om hun havde nogen familiemedlemmer, men han ville give hende besked lige meget hvad..
Han åbnede døren indtil huset og lukkede den forsigtigt efter sig, så der ikke skulle falde glas ned fra hylerne der så let som ingen ting kunne falde om.
"Valerie?" råbte han og kiggede rundt. "Er du her?"

Vanil stoppede med at knurre da en velkendt stemme råbte. Han luntede derud for at være først. Valerie kiggede op og rejste sig op på hendes ben og gik forsigtigt ud imod hoveddøren. Hun lagde foldet armene overbrystet og kiggede op på ham, det tøj det var helt underligt at se ham idet. Hvor var hans uniformhenne, dog havde han våbenbæltet.
Valerie kiggede op på ham.
"Hej.." Sagde hun forsigtigt.. "Jeg troede lige i havde forladt mig." Svarede hun og gik nærmere ham og smilte lidt skævt.
Hun kiggede på ham nøje. Han virkede mere menneskelig end hun nogenside havde set ham før. Men noget var helt anderledes hans herre professeren hvor var han henne?

Kirt kunne med det samme genkende den smukke hvide løve, som kom luntende ind til ham med den store man baskende om hovedet på den.
Kirt bøjede sig ned og ruskede kærligt i hans pels.
"Hej Vanil," sagde han med et smil og løftede hans hoved, så han kiggede op på ham. "Har du set Valerie?"
Han vidste god at Vanil ikke kunne svare ham, men han fandt det på en måde normalt at snakke til ham, det var næsten ligeså normalt for ham som det var for Valerie. Et par lette trin mod gulvet, fik ham til at rette sig op igen og rette blikket hen mod den unge Valerie.
"Hej," sagde han og for første gang, sendte han hende et smil.. Et smil så varmt og oprigtigt. "Selvfølgelig ikke.. Men, der er noget jeg må fortælle dig," Hans smil forsvandt pludselig og stemingen blev mere alvorlig.

Hun var glad for at se ham og kom op foran ham. Hun havde aldrig set ham smile sådan til hende før. Valerie smilte til ham og Vanil satte sig ned. Hun smlte varmt tilbage til ham men bemærkede hans smil forsvandt.
"Hvad er det?" Spurgte hun stille og fik et bekymret blik i øjne.. Hun kiggede ham op i øjne og sank en klump..
"Hvad er der sket?"Spurgte hun og kiggede rundt.. Vanil lagde hovedet lidt på skrå og forstod det heller ikke selv.

Han kløede sig i nakken, og begyndte så småt at gå rundt i laboratoriet... Alle de eliksire skreg nærmest til ham, som beskyldte de ham for at have dræbt sin herre.. Han rystede på hovedet, det var bare noget han forstillede sig.. Glas og eliksiere kunne da ikke tale..
"Herren," sagde han og tøvede en anelse, da han ikke vidste hvordan han skulle forklare hende det. "Herren er død Valerie," Han kiggede hen på hende med et roligt blik fra de mørkebrune øjne. "Det var ikke min mening at han skulle dø, men han løb hen imod mig og faldt ud fra en klippe og før jeg kunne hjælpe ham op så," Han holdte en kort pause og kiggede ned i jorden. "Så faldt han ned,"

Hun fik bag ham, men stoppede op og kiggede på ham med store tomme øjne. Død.. var han død?... Han kiggede hende i øjne med hans brune øjne, hvordan kunne han være roligt?! Faldt ned.. Valerie kiggede ned i jorden, og begyndte at græde.. Han havde jo passet hende ligeså længe hun kunne huske.. Hun hulkede halvt og og tørrede sine øjne men nye tårer faldt hurtigere end forventet. Vanil kom frem og gned sig op af hendes ben.

Tåre faldt ned ad hendes kinder ligeså hurtigt som en stærk strøm i en flod.. Han kiggede på hende med et bekymret blik.. Han forstod stadig ikke rigtig hvad det ville sige når der kom vand ud af folks øjne, men han havde så småt forstået at det ikke førte noget godt med sig.. Vand kom der kun hvis de var triste og smil kom kun frem hvis de var glade..
Han gik forsigtigt tættere på hende og bøjede hovedet, for at få øjenkontakt med hende..
"Det skal nok gå," sagde han en anelse tøvende. "Vi skal nok klarer den," Han smilte endnu engang, men denne gang ikke så bredt som før, men mere tøvende og skævt..

Selvom han snakkede kunne hun ikke lide det, hun kunne ikke lide at miste en som havde haft så stor betydning.. Han havde jo været som en bedste far for hende.. Hun kiggede op på ham..
"Hvordan det, hvis jeg bliver ved med at miste folk omkring mig.." Svarede hun med en lidt forvrænget stemme hun kiggede på ham... Hun kiggede lidt ned men så op igen, og tørrede øjne. Hun pustede ud, man måtte tage sig sammen i denne verden for ikke at være svag.. Valerie kiggede på ham..
"Hvordan overlevetr du så D12?" Spurgte hun mere normalt.. Hun havde jo ingen anelse om at han havde kaldt sig ved sit menneske navn.

Han satte bare hovedet på skrå...
han forstod ærgeligtalt ikke hvorfor der kom vand ud af hendes øjne, det betød at hun var trist ja, men hvordan kunne hun få vand ud af øjnene pga. en som hans herre? Han var jo.. Forfærdelig for at sige det lige ud, han fik Kirt til at dræbe uskyldige vampyre og ikke nok med det, han straffede ham ved næsten at lade ham dø inde i et rum hvor der var varmt.. herren havde nok bare aldrig opført sig sådan overfor Valerie.. Hun havde været en lille øjesten nærmest, en han ikke kunne straffe..
"Jeg er her stadig," sagde han roligt og kom i tanke om at han endelig skulle køle ned.. Derfor begyndte han langsomt at gå hen mod kølemaskinen. "Herren ville dræbe mig til at starte med, han spændte mig fast til et bål for at lade mine systemer kortslutte," Han kiggede hen på hende og tog sin skjorte af, viste ingen tegn på blufærdighed. "Men, jeg blev reddet af Nille, en shapeshifter, hun befriede mig," Han tog det sidste af sit tøj af og nåede lige at sige en sætning mere til hende, inden han gik ind i maskinen. "Du kan kalde mig Kirt nu," Han lukkede døren til maskinen med et smil.

Hun puste ud og kiggede væk da han ikke havde meget tøj på. Valeri ryddede op i nogle af papirene.. Hun lyttede imens han talte.
"Godt," Svarede hun ti lat han blev.. "Vill han dræbe dig? Hvorfor?" Spurgte hun og blev ved med at rydde op. Hun vidste godt at han skulle køle ned og derfor satte hun sig på en stol og strøj Vanil langs manken. Hun sukkede svagt.
"Det var godt du blev reddet, det må jeg inrømme." Sagde hun.. "Men du ved ikke meget, men jeg har kendt ham helle mit liv.. Han har passet mig, og for et menenske som ikke vidste hvor hun kom fra har det været noget helt særligt." Sagde hun stille og kiggede ned på Vanil som lagde sit hovede på hendes skød.
"Men jeg fandt min halvbror.." Sagde hun..

Han kunne sagtens høre alt hvad hun sagde inde i maskinen, men han var i tvivl om hun ville kunne høre ham hvis han talte, derfor ventede han med at sige noget til hende og lukkede bare øjnene, imens hun fortalte.. Han kunne godt lide lyden af hendes stemme.. Den var så varm og beroligende.. Valerie var en af dem han var sikker på at have et venskab, eller hvad man nu kaldte det, med.. Han havde ikke lyst til at forlade hende faktisk.. Han ville blive og passe på hende..
Da han kunne mærke at systemerne var kølet ned, åbnede han igen øjnene og gik med rolige bevægelser ud af maskinen.. Tøjet tog han på igen og gik hen ved siden af Valerie med rolige bevægelser.
"Han ville dræbe mig fordi jeg var blevet for menneskelig," fortalte han og kiggede ned på de paire hun havde rodet med. "Han var skuffet over mig.." Han kiggede op på hende igen, de mørkebrune øjne fik kontakt med hendes. "det gør mig ondt på dine vejne så," Hans stemme var varm og rolig.. "En halvbror?" Han lagde hovedet på skrå.

Hun kiggede kort op på ham da han sagde at han var blevet for menneskelig og at det var på grund af det og skuffelse..
"Du skal ikke sige det hvis du ikke mener det, men ja.. Jeg vil gerne hjælpe dig.. Altså med at forstå, du er jo lidt som min lillebror det bare ser ældre ud end mig." Sagde hun og små grinte lidt.
"Ja en halvbror, øhm.. Hvordan forklare man det.. Vi har ikke den samme mor."
Prøvede hun at forklare men viste godt det ik var så nemt for at ham at forstå.
"Men bare spørg hvis du vil vide noget eller der nået som du ikke forstår."

Ikke mente det...
Hvorfor skulle han sige noget, som han ikke mente? Det gav abosulut ingen mening, hvis man sagde noget skulle man da også mene det, var der over hovedet andet man kunne gøre? Var der væsner som sagde noget de ikke mente?
"Jeg mener det skam," sagde han og løftede på et øjenbryn, da han var en smule forvirret over hvad hun mente med at han ikke mente det. "Jeg ved hvor glad for ham og derfor har jeg medfølelse med dig.. havde han også været sådan overfor mig, havde jeg nok også følt at der manglede noget,"
Han smilte til hende og gav sig til at gå lidt rundt.. En lillebror, var han som en lillebror? Det var underligt, hun var da yngre end ham på udseende ikke? Han kiggede hen på hende.
"Tak Valerie," han sendte hende et varmt smil.

Hun kiggede op på ham med et smil, hun var jo ikke klar over hvor menenskelig han enlig var.. Måske var det derfor hun tænkte at han ikke mente. Men han overbeviste hende, hun stolede faktisk på ham.
"Okay," Sagde hun og forsatte med at rydde op, så alt stod perfekt eller næsten da. Valerie kiggede over på Kirt imens han gik rundt.
"Tak for hvad?" Spurgte hun og foldede armene over brystet og kiggede op på ham.
Hun smitle varmt til ham.

Laboratoriet var utrolig rodet... herren ryddet aldrig op for sig, han havde intet imod at bo i en svinesti.. Men, det kunne vel også være lige meget når det eneste han fokuserede på var sine opfindelser.. Og at Kirt fuldførte sine missioner rigtig nok.. Hvis ikke så.. Kirt skimtede kort over mod det rum, hvor hans tidligere herre havde puttet ham ind i når han skulle straffes.. Om Valerie havde vist noget om det, var ikke godt at vide.. Han fik kuldegysninger, men rystede dem hurtigt væk og kiggede hen på valerie igen, med det samme varme smil..
"For at du vil hjælpe mig," sagde han og kiggede endnu engang rundt. "Denne verden er jo så stor og forvirrende, så jeg er på en måde glad for at du vil hjælpe mig,"

Valerie nåede et følge hans blik ind imod et eller rum, som hun aldrig havde vist hvad var. Han havde altid sagt at det var unødvendig viden. Valerie tog nogle skridt derover imod, da Kirt skælvede. Hun kom op på siden af ham og kiggede derind imod.
"Hvad er der derinde?" Spurgte hun stille og kiggede op på ham igen.. Hun var en smule nervøs for at høre svaret.
Hun kom forsigtigt med et varm smil.
"JEg vil hjælpe dig hvis du har brug for den." Svarede hun og lagde sit hoved på hans arm.

Han kiggede ned på hende med et smil, da hun lagde sit hoved mod hans arm.. Det føltes på en måde rart at have en som bekymrede sig så meget om en.. Eller, om hun bekymrede sig var han ikke sikker på, men han havde en fornemmelse om at hun mente det med at ville hjælpe ham.. Hvorfor skulle hun ikke også mende det? Iegn , hvorfor skulle man sige noget man ikke mente?
Han kiggede hen mod varmerummet igen..
"Der puttede herren mig ind hvis jeg ikke havde været lydig," fortalte han og pludselig forsvandt hans smil.. "Han skruede varm så højt op at jeg var ved at kortslutte, men før det skete stoppede han det.. Det var min straf.."

Hun stoppede selv med at smile da hun fik grunden serveret.. Som en klam aftensmad, som man ikke havde lyst til at spise.. Nu forstod hun hvorfor hun ikke måtte vide det, for Valerie havde jo været total modstander af sådanne strafe. Hun kiggede op på ham med et medfølende blik, og uden det var med vilje fik hun set det minde fra ham.. Men rystede på hovedet for at få det ud.. Men det gad ikke forsvinde, det blev ved med at komme igen og igen. Forfærdeligt..
"Det jeg ked af.." Svarede hun stille..

Han kunne stadig mærke varmen derfra, mærke hvordan den omklamrede ham, ville kvæle ham med alt hvad den kunne, som havde den kastet en snor om hans hals og stramte til.. Men, han havde nægtet at give op.. Nægtet at give slip på livet.. Der var så meget at se, så han nægtede at give op og før han kunne se sig selv ligge død på jorden, havde herren slukket for varmen og ladet ham leve..
han rystede tanken væk og kiggede kort ned på hende.
"Det kan du ikke gøre ved," sagde han og kiggede hen på maskinen igen. "Det var herren som gjorde det ved mig,"

Hun havde ikke nogle ting fra Kirt hukomelse i øjne ligenu, gudskelov.. Frygtlige ting kunne spimpelthen få hende til at føle at hun stod foran og ikke kunne hjælpe.
Hun kiggede op på ham.
"Jo hvis jeg havde vidst det kunne jeg have stoppet det.." Svarede hun stille og kiggede på døren til rummet. Vanil trippede ind på hans og Valeries værelse og lagde sig til at sove. Valerie kiggede stadigvæk på døren, hvad mon ellers han havde holdt hemmeligt for hende..

Han bakkede et skridt bagud, for at gå lidt væk fra maskinen og betragtede den med et koldt blik fra de mørkebrune øjne.. Den maskine.. Han kunne ikke vise andet end had til den.. han følte pludselig en trang til at ødelægge den.. Smadre den, så den aldrig mere ville kunne bruges..
han rystede tanken ud af hovedet, eftersom han var blevet en smule forskrækket over sin pludselig ødelæggelses trang..
"han vil have gjort det alligevel Valerie," sagde han og sukkede, hvor han derefter kiggede hen på hende med et roligt blik. "Jeg var uduelig for ham,"

Valerie kiggede på ham da han gik lidt tilbage.
"Måske men jeg ville have forsøgt at få ham til at lade hver." Svarede hun og gik et skridt tætere på ham, med venlige bevægelser.
"Hvis du har udulig havde han ikke beholdt dig i tre måndeder," Svarede hun stille.

Han smilte skævt og tænkte over det hun sagde..
Beholdt ham i tre måneder.. Ja.. Han var egentlig ikke mere en tre måneder gammel hvis man tænkte rigtig over det.. Eller, han havde ikke været i live end mere end tre månder.. i live.. Hans tidligere liv!?
"Valerie," sagde han hurtigt og vendte sig om imod hende, med et ivrigt blik. "Jeg har haft et liv før jeg blev D12, vil du hjælpe mig med at finde ud af hvem jeg var?" Det ville være en hel åbenbaring for ham at finde ud af hvem han engang var, inden hans herre gjorde ham til en maskine..