Keep your hands off me -(Kirt)-

Tid: Hen af aftnen, så klokken er vel ti om aftnen
Sted. Kroen det brændende træ
Omgivelser: En masse væsner har fra klokken syv til nu strømmede til, enten bestiller de et værelse ellers sidder og snakker, samtidig med at de får sig en drink eller to
Vejr: Det er mørkt og solen var nede ved syv tiden, så der er mørkt, men lettere varmt rundt omkring. Der er fuldt op i kroen og dejlig varmt
Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Sko: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] (de sorte)

Af alle stedet valgte hun endnu en aften at tilbringe et par timer på denne kro, den var ikke helt det samme som det vilde svin, eller hvad den nu blev kaldt, dette var roligere eller nej der sad stadig folk som drak sig godt i hegnet, mere end de englelig burde og kunne tåle for den sags skyld. Dog sad de fleste af dem der tømte det ene krus efter det andet, i en lille gruppe hen i hjørnet, så alle havde vel en chance for at undgå dem, hvis det var det de nu ønskede, der var jo ingen der sagde man skulle gå hen til dem eller direkte blive overfaldet af dem.
Den svage lyd af hendes høje hæle gav genlyd i den store kro, dog var der ingen der vendte sig om for at se på hende, da de nok var blevet vant til at døren stort set i det hele åbnede og lukkede sig konstant. Det havde været sådan længe og ville nok også være sådan hele aften og langt ud på natten, før der til sidst kom ro i lejren og alle begav sig til køjs for så at sove hele aftnen ud og så tage afsted dagen efter. Det var vel sådan systemet fungerede på disse kroer, man kom, overnattede, blev højst en dag eller to før man igen var på landevejen og videre hen til den næste by eller den næste kro.
Hendes slankeskikkelse, som tydeligvis var et bevis på at hun ikke kunne tage på, da hun var åleslank, men samtidig også bar skønheden som enhver vampyr ville og i hendes tilfælde enhver blue blood. Alle blue bloods kunne spise menneske mad, men de ville aldrig tage på og var man buttet før forvandlingen, ville efterfølgerne typisk være at man med et begyndte at tape sig hurtigt og efter måske en uge til fjorten dage, ville man være som de andre blue bloods slanke og smukke.
Hun ville havde bevæget sig op mod baren, da en hånd greb fat om hendes håndled, hvilket resultede i at Schuyler med et vendte sig om, for så at stå ansigt til ansigt med en lidt for fuld mand "giv slip" beordrede hun, men som forventet forstod han hverken hoved eller hale i de ord hun netop havde befalet ham. Han vaklede svagt, men havde alligevel en styrke der var større end et menneskes og derved også meget større end hendes. Hun mistænke ham for at være alt andet end et menneske, da hun selv havde en styrke der lå over menneskers, så ham her måtte være en fuld dæmon. Hun prøvede at vride sig fri af hans greb, men dette fik blot hans greb til at strammes hårdere og hun gispede svagt af smerte "nu giver du slip" hvæsede hun og blottede tænder i en arrig knurren, der var alt for dyrisk til at kunne komme fra en menneske strube.

P: En skjorte og et par cowboybukser.

Han gik afslappet imod kroen, uden egentlig at vide hvad han ville. Tingene så meget lyse ud for tiden, eller egentlig så de ud som de plejede, men han kunne ikke forhindre sig selv i at tænke at tingene så meget lyse ud. Der var ingen herre, ingen skade og end til videre, havde han hellere ingen fjender som han skulle stikke af fra. Lige nu, handlede tingene om at han skulle finde ud af hvem han var, før han blev D12, og han skulle samtidig lærer hvordan det var at være en menneske. De fleste ting havde han lært, men der var LANG vej endnu. Men, de vigtigste ting vidste han godt, det med mad, sove og overleve! Var der overhovedet mere han skulle lærer?
Han kom ind i kroen, så sig omkring, inden han gik ind og lod døren lukke bag ham. Der var ingen der lå mærke til at han kom, men det var vel meget normalt, eftersom der var så mange væsner i kroen og alle så ud til at have dere egne ting at tænke på. Kirt bemærkede hver en omgivelse, det var han nød til, da han til tider havde oplevet vampyrer angribe ham, eftersom de kunne huske ham som vampyrjægeren D12. I aften så det dog ikke sådan ud, så han kunne roligt slappe af og gå hen til baren, uden at skulle tænke på at blive angrebet.
Nu giver du slip, vrissede en stemme, hvilket fik Kirt til at kigge hen imod den kvinde som havde vrisset. Nysgerrigt satte han hovedet på skrå, det var tydeligt at denne kvinde ikke ønskede at denne mand skulle have fat i hende. Pludselig gik han derhen imod, uden egentlig at være sikker på hvorfor, men det var allerede forsent, for nu stod han og så alvorligt på manden.
"Lad hende være i fred," sagde han og nikkede til pigen, for at henvise at det var hende han mente. Kirt var både høj og muskuløs, så man kunne se på ham at han ikke var en man skulle ligge sig ud med, eller at han var en af dem man ikke lige kunne ligge ned med det samme.

Hun så overrasket op mod den høje mand der pludselig gjorde dem med selvskab, den første tanke der fløj igennem hoved på hende var at de to sikkert arbejede sammen og den voldtægt hun havde troet tidligere hun ville få, ville så blive til en gruppevoldtægt. Dog vidste sig helt modsat og den unge mand tog hende fuldkommen med stort da han bad dæmonen om at lade hende være i fred, hvilket han bare ikke kunne lide.
Han rystede i hende i et forsøg på at gøre så meget skade på hende, give hende mere smerte end den hun allerede havde omkring håndledet "du skal sgu bare blande dig uden om" sagde han hæst, flyttede sin hånd fra hendes håndled, der allerede havde fået et mærke fra hans hårde greb, i stedet lod han sine fingre, flette sig ind i hendes brune hår og rev hendes hoved bagover, hvilket gav hende til at give et lille støn af smerte fra sig.
De dybe brune øjne, fik hurtigt et helt blåt skær og hun hvæsede af ham, flakkede med øjnene mod den ny ankommende mand, næsten som et råb om hjælp, et råb hun håbede han ville besvarer.
For nok havde hun oplevet meget i de andre liv, men aldrig noget som dette. Hun var blevet udsat for pesten sygdomme, da hun levede sit liv som Gabriella, hun blev tæsket og tortureret som Susannah og til sidst myrdet som Rose...faktisk blev hun myrdet hver eneste gang, men vendte så tilbage til livet igen, men hun var aldrig behandlet så ydmygende som dette.
Hun pev svagt, da han næsten rev hårene af hende, mens han holdte fast i hende og gav sig til at nedstirre den fremmede mand.

Det gjorde bare Kirt endnu mere vred ved synet af den måde han rykkede hende i håret på. Nok var han ikke den klogeste omkring et normalt væsen skulle opføre sig, men han vidste udmærket godt at den form for opførsel ikke var noget der var tilladt. Med øjnene på stilke, greb han fat i dæmonens hår og trak ham tilbage, langt væk fra pigen. Han rykkede så hårdt at dæmonen sandsynligvis ville give slip på pigens hår. Uden så meget som at tøve, kastede han ham hen af bordet, hvilket forudsagde at alle glassene derpå faldt ned på gulvet og delte sig i tusind stykker. Alle kiggede forskrækket hen på Kirt, der bare stod med et udtryksløst blik i sine mørke øjne. Et par af mændene rejste sig truende op, men Kirt ignorerede dem blot og kiggede spørgende hen på pigen. Han sagde ikke et ord til hende, kun i hans øjne kunne man læse at han spurgte hende om hun klarede den. Lyden af dæmonen der fik rejst sig op, fik ham til at dreje hovedet hen imod ham og se nysgerigt på ham. Hverken frygt eller respekt var over Kirt. Det var tider som denne at man kunne fornemme på ham hvad han var..