You want my help? - Kirt.

Sted: Corpsewind Cemetery.
Vejr: Køligt og tåget.
Omgivelser: Der er indimellem nogle besøgende og en gravpasser.
Tid:23:25

Blair var ikke ligefrem det mest sociale menneske for tiden. Hun havde ikke den store lyst til at snakke med andre, folk havde det med at prikke til hendes sårbare sider. Det irriterede hende voldsomt, hun ville ikke snakke om det med nogen. Så hvorfor i alverden skulle folk hele tiden prikke til hende og prøve at få hende til at tale. Hun orkede det ikke. Blair sad mellem to gravsten. De tilhørte hendes afdøde kæreste og datter. De havde været døde i godt og vel et år, det var dog stadig hårdt. Hun var taget væk i et forsøg på at komme sig over det, men det var ikke gået så godt. Mest af alt var savnet endnu størere. Men hun prøvede at komme videre, hun prøvede ikke at glemme dem, men bare at komme videre. Blair havde fået nogle nye våben som lå ved hendes side. Så hun var praktisk talt afvæbnet. Hvilket måske ikke var så smart, men hun var ret så ligeglad på det tidspunkt. Hun ville bare gerne ære Lucy og Alian, huske dem, græde over dem og så komme videre. Men en fornemmelse hun havde, sagde det ikke ville blive så let. Blair havde sine ben trukket op til hendes hage og nogle tårer forlod hendes øjenkrog og landede på hendes knæ og løb ned af hendes lår. Hun havde hendes hænder snoget om hendes knæ, så hendes ansigt nærmest var gemt i hendes skød. Hun havde før spurgt hendes fars grav når hun havde det svært. Nu var det Alians grav der havde den rolle. Hun spurgte om råd, hvis hun ikke vidste hvad hun skulle gøre. Hun lagde en hånd på hendes læber og kyssede dem, for så at ligge dem på Alians navn.

"Det er svært uden dig. Du var min beskytter, den jeg gik til med problemer. Nu har jeg dig ikke mere, men vil jeg nogensinde kunne finde en der vil beskytte mig som du vil? Vil jeg nogensinde komme videre?"

Kirt kom gående med sin pistol i hånden, ikke fordi han skulle bruge den, men fordi han var igang med at tjekke om det hele nu var i orden.. Patronerne var i, den kunne sagtens affyre, men.. Hvorfor skulle han egentlig tjekke om den virkede? Det så ikke ud til at der ville komme mere fare, nu hvor han var et menneske.. Eller, halvt menneske.. Han gjorde alt for at opføre sig normalt, selvom det var svært når han ikke rigtig kendte til så meget..
han måtte indrømme, at han syndes nogen mennesker opførte sig en smule.. Sært.. Nogen af dem stod og trykkede deres læber imod hinanden, andre råbte ord efter fremmede også var der dem som puttede ting ind i munden.. De kaldte det vist.. Mad og vand..
Kirt sukkede og puttede sin pistol ned i sit våbenbælte.
Verden var forvirrende, men mon ikke han nok skulle lærer den at kende.. Han manglede bare en som kunne vise ham verden.. En som kunne være en slags lære..
Han kom forbi en gravsten, hvor en pige sad næsten helt krøllet sammen.. Ud af hendes øjne trillede der små dråber af vand..
Kirt satte hovedet en smule på skrå og gik hen mod hende, med rolige og stille bevægelser.. Han satte sig halvt ned og kiggede på gravstenen hun kiggede på.. Hvad betød det? Hvorfor stod der navne på stenene?
Han smilte forsigtigt til pigen..

Blair havde stadig hendes hånd lagt på Alians navn. Hun håbede mest af alt at hun ikke ville føle så stor sorg. Hun ville aldrig glemme ham, men hun ville gerne videre i sit liv. Blair hørte nogle skridt nærme sig, det fik hende til at se op. Hun gengældte hans forsigtige smil med et betryggende smil. Hun vidste ikke helt om det var forsigtigt fordi hun sad og var sørgende. Det ville give mest mening for hende. Men man kunne aldrig vide med alt der kunne fungere i den verden hun for få år siden blev præsenteret for.

"Hvem er du her for at besøge?"

Hun så sig omkring, for at se om der var nogle gravstene som kunne være en han besøgte. Nogle af dem så gamle ud. Men han kunne også være gammel, det var vel ikke unaturligt. Der var dæmoner og vampyrer der havde levet i flere 100 år. Det kunne være han var en af dem, men først ville hun tænke han var menneske eller en menneskehybrid.

Alian stod der på stenen.. Hvorfor stod der disse navne på dem? havde de navngivet sten eller stod de for en eller anden slags helligdom.. uanset hvad, så forstod Kirt det ikke, men der var jo også meget han skulle lære.. Ikke mindst skulle han lærer at være et mennske.. Han måtte holde lav profil med sin baggrund, man kunne jo aldrig vide hvordan folk ville reagere når han fortalte at han havde dræbt vampyre.. Det han var mest bange for, var nok at der en dag skulle komme en flok vampyre efter ham eftersom de måske ønskede hævn over ham..
Han kiggede rundt omkring på de andre sten..
Besøge? Skulle man besøge disse sten?
"Ikke nogen," svarede han og kiggede hen på hende igen. "Jeg tænkte bare at jeg ville se hvad du kiggede på," Han løftede på skuldrene og pegede på stenen. "Hvorfor står der navne på dem?" Han spurgte stille og rolig..

Blair var vant til at alle kendte til det grundlæggende om at være et menneske. De fleste væsener kendte til det at være et menneske. Men ham her virkede meget forvirret omkring det. Men Blair tænkte at han måske var opvokset i en af de mange trosretninger der nu var. En af de mere alternative, der måske ikke havde begravelser? Men inderste inde vidste hun godt at det ikke var så let. Det ville være for nemt, for kedeligt til at eksistere i en verden som den. Blair sendte ham et smil og så hen på Alians sten da han pegede på den.

"Jo.. Når en person dør vil de blive begravet. Man laver en kiste til dem hvor man ligger de døde ned i. Så vil de blive grevet ned og man pynter deres grav med blomster og sten for at vise man stadig tænker på dem. Så er der også en religiøs grund. Men jeg er ikke religiøs."

Hun gik hen foran graven og gik hen på den første sten der skulle symbolisere hans fødder.

"De sten der er her, viser hver især en kropsdel. Fødder, mave, hjerte, hoved."

Død.. Det var altså døde personer som lå under jorden, under stenene? Stenene var til at symbolisere døden eller så han det helt forkert?
han kiggede på stenen med hovedet på skrå, imens han lyttede til hvert et ord hun sagde.
"Deres grave," mumlede han og måtte indrømme at det var meget forvirrende, men på en måde kunne han godt forstå det. Et væsen døde, dem som holdte af væsen begravede det for at eklære sin "kærlighed" eller hvad det nu kaldes.
han lyttede interesseret med til hvert et ord og fulgte hende med øjnene, da hun fortalte om hvor kropsdelene var henne.. Han rejste sig og kiggede ned på jorden..

Blair forstod stadig ikke hvordan han ikke kunne vide hvad en grav var, det virkede som en så udbredt ting at alle vidste det. Men hun vidste også at der sikkert var en god grund. Hun vendte om og gik tilbage til ham, hun vidste ikke om der var så meget mere at fortælle. Personligt kendte hun ikke til de lange historier og myter der var omkring begravelser og grave, så hun ville ikke kunne lære ham om den slags. Blair gik hen til et træ og plukkede en enkel gul blomst der stod nedenunder. Hun gik tilbage til ham og rakte ham blomsten.

"Hvis du ligger den her på en grav, vil det vise at du savner en person. Har du mistet nogen?"

Blair var nysgerrig over ham, han virkede så udvidende på helt almindelige ting. Det virkede bare underligt, hun havde aldrig mødt nogen lige som ham.

Han stod med rank ryg og kiggede ned på graven, imens han havde placeret en hånd under sin hage, han var ikke helt sikker på hvorfor, men det var bare noget som han havde gjort helt automatisk. En gammel vane måske, fra før han blev lavet om til en robot.
Da hun kom hen til ham, vendte han sig om mod hende og smilte til hende, da hun rakte ham blomsten, selvom han ikke var helt sikker på hvorfor hun gav ham den, lige indtil hun bad ham om at ligge den ved en af stenene som han havde kært. Problemet var bare, der var ingen af dem som han havde kært.
Han kiggede rundt som et forvirret dådyr.
"jeg har ingen at ligge den ved," sagde han og kiggede forsigtigt hen på hende, imens han stadig havde blomsten i sin hånd, men lignede en som ville lægge den hvis han kunne. Han sendte hende et venligt smil.

Blair så sig omkring, hun vidste at hvis hun så på ham ville hun konstant prøve at finde ud af hvad der var med ham. Så hun prøvede at lade noget andet fange hendes blik. Men der var ikke noget der ligefrem var spændende, bare gravsten og natur. Ikke noget særligt. Så hun lod hendes blik falde på ham igen og rigtigt nok var hendes blik undrende. Blair lod hendes blik falde ned på blomsten i hans hænder mens hun prøvede at finde på hvor han kunne ligge den.

"Du må gerne ligge den her."

Hun førte en arm frem mod Alians grav, for at gøre det sikkert hvilken grav hun mente. Det varede dog ikke længe før hun fik en anden idé.

"Har du aldrig mistet nogen? Familie, venner, noget?"

Han kunne ikke undgå at føle sig en smule utilpas, ikke pga. af hendes nærvær, men mest pga. han ikke havde et sted at ligge denne blomst, han havde ingen anelse om hvordan det var at miste nogen. Han havde kun mistet sin herre og det havde ikke ligefrem gjort meget ondt på ham, eftersom herren havde behandlet ham som snavs.
Han kiggede rundt ligesom hende, men hans blik faldt hurtigt på hende igen, med et skævt smil og et beroligende glimt i de mørkebrune øjne. Da hun pegede hen mod stenen, smilte han taknemeligt og lagde den ved stenen som hun havde givet ham lov til.. Han rettede sig op igen og kiggede hen på hende, da hun spurgte ham om noget andet.
"Nej," svarede han og rystede på hovedet. "Ser du.. min fortid er kompliceret, men jeg kender ingen som er døde,"

Blair så smilende til da han lagde blomsten på Alians grav. Blair og Alian havde næsten kun hinanden, hun havde ikke set andre besøge hans grav og vidste heller ikke hvem der skulle gøre det. Han virkede ikke til at have nogle tætte venner eller noget familie han havde kontakt med. Så at se andre ligge en genstand på hans grav rørte hende. Blair var ikke kommet sig over Alian, det ville hun ikke sige, men hun var kommet videre. Hun var ikke så trist længere, ikke som hun havde været.

"Men det er da dejligt. Døden er ikke rar. Jeg mener... Det sker for os alle, vil jeg mene, men det er altid hårdest på dem de efterlader."

Hun sendte ham et smil igen, normalt ville hun prøve at få ham til at fortælle om hans fortid, men noget sagde hende at han gemte på en hel del, mere end hun kunne forstille sig. Så hun vidste ikke helt om hun ville vide det.

Han troede helt og aldeles på at døden ikke var rar.. det måtte ikke være rart at miste nogen man holdte af.. Selv havde han mærket et lille stik, da sin herre døde, men det var ikke et særlig hårdt stik, nærmest kun som en lille prik og følelse af at der manglede et eller andet. Men, nu var han kommet videre og fokuserede nu på at være fri og gjorde alt hvad han kunne for at lærer et menneskes adfærd, da det nok var den race han kom tættest på, selvom han havde en vampyrs styrke.
Han smilte venligt til hende og satte hovedet på skrå.
"Hvad er dit navn?" spurgte han med en stemme som var ligeså varm og venlig som smilet. "Jeg hedder Kirt,"

Blair var inderligt irriteret over at han var så svær at dreje. Hun ville gerne vide mere om ham, men at spørge ham direkte var for ubehøvlet, hun ville hellere komme med hentydninger og prøve at få ham til at fortælle det selv. Blair så ned da det gik op for hende at hun ikke havde præsenteret sig selv. Hvor dum kunne hun være? Hun plejede altid at præsentere sig, hvis de virkede venlige i hvert fald. Hun rakte en hånd frem imod ham og så op på ham igen.

"Jeg hedder Blair."

Hun sendte ham et smil og førte en tot hår om bag hendes øre, men så snart hun bevægede sig, faldt den tilbage til samme sted og dækkede en smule af hendes ene øje.

Da hun rakte en hånd frem mod ham, så han pludselig ud som om man havde bedt ham om at løse en af Eisteins gåder. Hvorfor rakte hun hånden ud til ham? Var det meningen at han skulle se om den var i orden eller skulle han give hende et af sine våben? Han lagde hovedet en anelse på skrå, hvor han derefter rakte sin egen hånd tøvende frem og placerede den i hendes. Hendes hånd var så lille i for alt til hans, det var helt underligt for ham at have en andens persons hånd i sin.. Det var som om hendes var skrøbbelig, men det var nok bare noget som han forstillede sig op i stit hoved.
"Hej Blair," sagde han med et venligt smil og en beroligende stemme.

Blair hævede blidt et øjenbryn for at forstå hvorfor han virkede så uvidende, hun prøvede at forstå det, men det var svært når hun ikke vidste hvad der foregik. Det var lige før Blair tog hans ene hånd og lagde den i hendes, men hun nåede det ikke før hans store hånd lå i hendes. Hun var vant til at hendes hånd var mindre end mænds. Hun rystede hans hånd en enkelt gang og slap så hans hånd. Hun sendte ham et smil og havde et spørgsmål til at ligge på tungen, det ville være uhøfligt at spørge om, men hun kunne ikke lade vær. Hun lod ordene forlade hendes læber i en vældig fart, hun snublede over ordene.

"Undskyld jeg er så direkte, men jeg er virkelig nysgerrig. Du virker så.. Uvidende. Jeg mener, alle jeg kender ved hvad et gravsted er. Hvordan kan de være du ikke gør?"

Hun sagde det i et roligt toneleje, selvom hun snublede over ordene, Blair prøvede ofte på ikke at være uhøflig, men det blev alligevel uhøflig. Hun stod stadig smilende for at bevare den positive stemning.

han tog sin hånd til sig igen, så snart hun gjorde, det var i hvert fald det han regnede med at han skulle gøre, eftersom han selv syndes det ville være lidt mærkeligt at stå og blive ved med at have sin hånd svingende i luften.
Han smilte venligt til hende, ligesom hun gjorde til ham og det at hun spurgte ham om det, gjorde ham egentlig ikke noget, han var godt klar over at han ikke var den skarpeste kniv i skuffen.. Han var mere den uslebne kniv.
Han kløede sig i nakken og kiggede rundt, inden han kiggede hen på hende igen med det samme venlige smil og varme glimt i sine øjne.
"Joh ser du," sagde han og tykkede lidt på sine ord, for at det ikke skulle lyde for forvirrende. "Jeg er ikke et menneske som sådan, jeg har levet hos en professor som skabte mig til sit eget brug for at dræbe vampyrer, så jeg er en halv robot, derfor ved jeg ikke så meget om mine omgivelser,"

Blair stod stadig smilende og fulgte hans bevægelser med blikket, hun havde det altid med at skulle give andre hendes fulde opmærksomhed, hvis hun var venligsindet over for dem. Hun lyttede interesseret til ham og blev målløs over hans historie, meget havde hun været udsat for og mange væsener, men en halv robot havde hun aldrig mødte. Blair tog sig kort til munden, men lod hurtigt hendes hånd falde ned langs hendes side igen. Hun nikkede som hvis hun havde besluttet sig for noget.

"Kirt. Jeg vil lære dig alt jeg ved om at være menneske. Jeg tror jeg vil starte med følelser. Kender du dem?"

Blair anede ikke hvor meget han vidste, så hun måtte prøve at starte et sted. Han måtte vel vide noget, måske mest om at dræbe og jagte, eftersom han var skabt til at dræbe dem. Åbenbart.

Ville hun lærer ham det?
Det ville jo være skønt, måske som en slags lærer eller noget i den stil, mester eller.. Ja, bare en der kunne lærer ham alt muligt.
Følelser, han kendte til følelsen af at være vred og en lille anelse om hvordan det er at være skuffet, han havde f.eks. aldrig selv troet at hans egen herre ville forsøge at dræbe ham, men ellers alle de andre følelser var han meget uviden om. Der var vist mange af dem, så han havde en del at lærer kunne han fornemme.
"Jeg kender til det at være vred," fortalte han og kiggede hen på hende. "Og skuffet, men ellers er jeg i tvivl om andre følelser," Han gik hen til hende så han stod ved siden af hende, med et venligt smil. "Kan du da lærer mig alle de andre følelser?" Han lagde hovedet på skrå.

Blair ville ikke have let ved at forklare følelserne, men hun ville forklare dem godt nok til at han ville vide hvad det var når han følte det. Hun ville starte med de positive følelser, det var altid et godt sted at starte. Hun så stadig smilende på ham. Hendes blik havde en stor begejstring, hun elskede at hjælpe andre, så at hjælpe ham glædede hende.

"Jeg kan prøve. Men kun nok til at du vil vide hvordan det er når du prøver det. Jeg kan ikke fortælle dig præcis hvordan det føltes, det kan være meget individuelt."

Hun fugtede forsigtigt sine læber, hun håbede mest han ikke lod mærke til det.

"Der er en følelser der kaldes glæde. Det er når man bliver glad, så hvis du får en gave f.eks. vil du blive glad. Hvis gaven er god, ellers vil du blive skuffet. Så er der forelskelse. Det er når du holder ekstra meget af en person, det er typisk en af dit eget køn, men det kan godt være en af dit eget køn. Når du er forelsket vil du føle at du har en behagelig, stikkende fornemmelse i maven, du vil få det varmt hvis hun siger du ser godt ud, eller at du er sød. Det er en rigtig skøn følelse, men den kan også være negativ. Hvis hun ikke føler det samme for dig vil din forelskelse være det man kalde en håbløs forelskelse. Det vil få dig til at føle at hele din verden braser sammen om ørene på dig. Men det gør den ikke, det føltes bare sådan. Så forelskelse er både godt og dårligt."

Blair kunne sagtens fortælle mere, men hun ville starte stille ud.

Det var ikke en anelse forvirrende for ham, det var meget forvirrende for ham. Glæde havde han også på en måde følt, men den var ikke nær så forvirrende som den anden hun fortalte om. Forelskelse, i det andet køn eller nogen gange det samme køn? men, hvorfor blev man forelsket? var det noget alle blev og hvordan kunne man være sikker på at det blev gengældt? Kirt havde en hel del spørgsmål, men var ikke sikker på om han skulle stille dem, da det nok ville være for meget på en gang, så i stedet lyttede han opmærksomt med til hvert et ord hun fortalte. Det var faktisk spændende på sin egen måde, menneskerne levede hvis på deres helt egen måde og han kunne ikke vente med at lærer den bedre at kende.
"Så, hvordan kan man være sikker på at de føler det samme?" spurgte han og kiggede spørgende på hende. Han besluttede sig for at stille bare et af sine spørgsmål, om hun så ville svarer på det var også et spørgsmål.

Blair ville hellere end gerne svare på hans spørgsmål, hun kunne ikke vide hvad han tænkte, så hans spørgsmål var mere end velkomne. Hun elskede selv forelskelse, når det var gengældt, det smil hun havde plantet på læberne ville blive der indtil de skulle til at snakke om sorg, så ville hun blive mindet om Alian og Lucy og hun ville ikke virke helt så smilende. Hans spørgsmål kom ikke bag på hende, han måtte have en masse spørgsmål.

"Du spørger dem. Måske ikke så direkte, men når du har kendt hende et stykke tid vil hun kysse dig. Eller måske vil hun, det kommer an på hvor genert hun er. Men hvis hun føler det samme som dig vil hun.."

Blair vidste ikke hvordan hun skulle forklare det, forelskelse var bare en forvirrende følelse. Hun kunne måske vise ham det i stedet for.

"Så ville hun måske gøre sådan her.."

Blair aede ham forsigtigt over armen og så på ham med længselfyldte øjne. Det forklarede det bedre end ord. Hun kunne selvfølgelig godt vise mere, men hun ville ikke overvælde ham.

"Hvis du har nogle spørgsmål, så spørg endelig."

Spørge dem, skulle man spørge om de følte det samme? om de havde den samme mærkelige fornemelser i kroppen? kirt fandt det underligt, men hvis det var sådan de gjorde det, skulle han vel ikke lave om på det. Mon ikke at han også ville forstå det en dag, det ville nok langsomt komme til ham.
Hvert et ord hun fortalte ham, lyttede han opmærksomt med på, det var som hvis man lige havde sat sit barn i skole for første gang. En helt ny verden skulle åbne sig for Kirt, en verden han måtte forstå for at overleve.
Da hun ville vise ham det, kiggede han nysgerrigt med og kiggede hende i øjnene, så snart hun sendte ham det blik.. Han kunne godt se forskellen på blikkene.. Det var som om at de udtrykte noget helt forskelligt.
"Bliver alle forelsket eller kan man forhindre det?" han så spørgende på hende med sine mørke brune øjne. Hvis man kunne forhindre denne følelse, hvordan i alverden kunne man så det?

Blair lod hendes blik blive 'normalt' igen da han så ud til at have forstået det, hun fjernede også sin hånd igen da hun ikke længere følte hun behøvede at vise det. Hun var ikke den bedste til at lære fra sig, men hun prøvede alligevel, han så ud til at være en i tyverne, men var det sikkert ikke, hun mente bare han skulle vide hvad det betød at være menneske, han var menneske nu, selvom han havde noget robot i sig. Hun sendte ham et smil og kunne sagtens forstå hans spørgsmål.

"Man kan ikke forhindre sine følelser. Næsten alle vil føle forelske, men det er en følelse man ikke nødvendigvis vil føle. Vrede og glæde f.eks. er nogle følelser det er meget svært ikke at føle. Det er med til at være menneske."

Hun følte ikke hun lærte ham så meget, men hvis han intet vidste måtte han da lære noget af det. Hun sendte ham et skævt smil.

Man kunne ikke forhindre det.. kattens, hvad nu hvis han ikke ønskede at have denne følelse? Hvad nu hvis han fandt den ubehagelig? Var det så slet ikke muligt for ham at skubbe den væk, så han ikke længere ville føle den? Følelser var nok noget af det sværeste han skulle lærer, mente han selv, man kunne ikke styrer dem og kunne ikke få dem til at gå væk. Forhåbenlig var de andre ting han skulle lærer ikke så besværlige. Han smilte skævt da hun gjorde og gav sig langsomt til at gå rundt, imens han sparkede lidt til en sten.
"Det er da træls at man ikke selv kan styrer det," mumlede han og kiggede ned i jorden, men kiggede hurtigt op på hende igen. "Hvis man nu ikke ønsker at have den, ville det være meget praktisk at kunne skubbe den væk," Han sendte hende det skæve smil, for at vise at han mente det godt. "Men, tak for at du vil fortælle mig om det," Han sendte hende et varmt smil, hvor han derefter kiggede ned på stenen og sparkede til den igen.

Blair afskyede også følelser engang imellem, det havde ødelagt en masse i hendes liv. Følelser havde skabt voldsomt mange problemer, men hun kom igennem det. Et smil fandt endnu engang sted til hendes læber.

"Det kunne være praktisk ja. Man kan godt vælge at ignorere dem, men det vil næsten altid give bagslag."

Hun ville gerne hjælpe ham, det var noget man skulle vide. Følelser var svære at forstå, det var sværest at spotte andres følelser. Blair lod en hånd glide igennem hendes hår for at udrede det.

"Det skal du ikke tænke på. Jeg synes du burde vide det."

Blair kom til at tænke over noget, hvis en vampyr havde levet i flere 100 år, kunne man så også leve mindre og se ældre ud? Hun overvejede at spørge ham hvor gammel han var, men valgte ikke at gøre det.