Eventyret om prinsen og prinsessen.... Med et lille twist - Penny

Benjamins verdens syn havde hermed ændret sig permanent.
Det var officielt.
På en måde havde han altid vidst, der var flere verdenener end Jorden, det var der nødt til. Jorden kunne simpelthen ikke være den eneste planet, den eneste verden.
Og han havde haft ret. Præcis som altid.
Det fjollede, blonde pigebarn havde fortalt alting. Det havde nemt, næsten alt for nemt. Først han drukket hun mere fuld - ikke fordi hun havde brug for meget hjælp - og så havde hun snakket som et vandflad om 'Underworld', som hgun kaldte og 'portalen', sted, tidspunkt. Alle oplsyninger var strømmet ud af hende.
Et svagt smil spillede om hans læber. Og han åbnede øjnene.
Hans opgivelser så ikke meget anderledes ud, men den han lige havde forladt. Smilet fik en hurtig død. Langsomt gik han rundt i den lysning, han befandt sig i. Det var mørkt. Koldt. Den eneste forskel var, at her skinnede månen, klart og kraftigt med en ensomt, tavst lys. Ingen stjerne kunne ses fra... 'Underworld's himmel.
… (Verden var gået i stykker. Naturlovenen var ophævet. Tid og sted forsvandt. Hans syn blev revet i stykker, verden gik i stykker, blev trukket ud og sat helt forkert sammen.
Det var portalen, det var han sikker på. Den hivede alting ind i sig og opsusede alt. Det var ingen illusion. En kraft trak personerne tættere på den lysende og cirkel og så) …
Planterne, træerne, alting lignede det på Jorden.
Benjamins øjenbryn kom tættere på hinanden. Var det her Jorden? Var han virkelig kommet til en anden verden? Eller havde blondien været lige så skør som hun havde set ud til? Måske. Måske ikke. Spørgsmål, ingen svar.
Dæmonens vandring fortsatte gennem den korte kant af træer. På den anden side dækkede lys op og Benjamins ører opfangede latter og høj folkemusik. Det var ikke der forbandede pladder til pop musik, mere... en sømands sang? Grove mandestemmer flakkede natten idyliske stilhed.
*Forbandet være nysgerrig* tænkte Benjamin og kig tættere på den bygning, som måtte antages for at være et gammelt værthus.

Huset var en gammel, faldefærdig træbygning med tre vinduer og en enkel dør. På hver side af døren sad der en lygte, som lyste svagt op.
Cirka hundred meter væk fra en havn. Det højlydte, og total falske, sømandssang havde åbenbart overdøvet havets plasken og da ingen vind blæste havde han ikke opfanget havluften.
På den lill ehavn lå der kun to både.
Den ene var en lille, halv-ødelagt, gammel ro båd med årer. Ved dens side lå en perle af et skib; det kunne selv Benjamin se og han var ingen ekspert. Det var sort og lignede mest af alt, de piratskibe man se på film eller på gamel billeder. To lygter var stadig tændt, så han kunne se noget af dækket. Det var stort, virkelig stort. Det var et gammeldags skib. Den eneste mangel var af en galionfigur.
Det havde tre maste, den midterste med en udkigspost. Det var udstyret var en række kanoner og var sikkert også godt lastet med kryudt og rom.
Måske man skulle stjæle det?

En folk fulde, unge mænd stormede grinende ud fra kroen og ud på den vuggende bro. Så vendte de om, Benjamin var meget overrasket over de ikke væltede, og så fik de øje på Benjamin og stod halvt gemt i skyggerne(Benjamin var igen overrasket). Det var altid siden, han havde været overrasket. Folken bevægede sig hen i hans retning.
Nogle meter fra ham, gav hver en af dem ham elevatorblikket. Så grinede lederen og sagde nogle uforståelig ord, som Benjamin troede betød: 'Hvem er du? Hvad ***** du ***? ** øl..?'.
Og hvem var han til at afslå en skør, fuld mand?
Så Benjamin tog sig sammen og smilede sit bedste smil. Det virkede godt nok på de fulde mænd. De stak ad helvede til. * Måske man skulle have afslået * Men i hvert fald, forsvandt flokken + dæmondrengen ind på baren.
I det øjeblik de trådte ind, vendtes alle blik mod dem, mod den fremmed, mod Benjamin.
Med undtagelse af et.

Den enes blik der ikke vendte sig mod, den nyankomne på kroen var, en ung pige, eller det så hun ud til at være. Egentlig var hun flere hundrede år gammel, men forældelsen af kroppen stoppede da hun var i en alder af nitten.
Det lange røde hår bølgede ned over hendes kinder, og de grøn, blå øjne skinnede under hatten.
Hun var altid mystisk, og det var få der turde komme i nærheden af hende, da der var mange rygter i omløb, især på sådan en lille havn som denne, men det nød hun nu godt af.
Pigen Hed Alítheia, og kom meget på kroen, da den lå tæt på havet, og hun var stærkt knyttet til det.

Før denne dreng var kommet ind, havde der været larm og indbyrdes mundhuggeri, den sleske og utyske Hr. Charlson, sad som altid og prøvede at få smigret sig ind på Alítheia, men det gik dog aldrig godt, da hun bare ignorerede hans tilstedeværelse og tog og koncentrerede sig om den drink hun nu havde foran sig.
Hun havde haft sin gang på denne kro i mange år, i starten havde hun syntes den var forfærdelig, men det var den eneste kro der gad lukke hende ind, nu holdt hun faktisk helt af den.

Nå men, Alítheia sad der og nippede til sin rom og prøvede at ignorere tilstedeværelsen af Charlson, men det gik dog ikke så godt, for efter at have givet ham en knytnæve i ansigtet, da det blev for meget, rykkede han tættere på hende og lagde sin store arm rundt om hende. Hun prøvede igen at skubbe ham væk, men endte så med at blive trykket ind til ham, så lugten fra ham, af bræk og spiritus trængte ind i hendes næse.
Endelig fik hun skubbet sig fri, og denne gang, kom han ikke bare trængende på igen med det samme, han havde travlt med at kigge på noget andet.
Alítheia begyndte igen at drikke sin rom. Da hun sad det hørte hun nogle mænd komme ind, der talte højt om en eller anden de havde fundet nede ved havnen, som da lige skule have en øl. Alítheia, gad ikke vende sig om, da det sikkert bare var en lille hjælpeløs stakkel, der snart ville ende i et slagsmål, han alligevel ikke ville vinde. *Stakkels fyr, men det er nu hans egen skyld, tåbelige mænd* Sad hun og tænkte sagte for sig selv.

Den lille gruppe, hvor den nye dreng var i blandt, kom n op til baren for at få sig noget at drikke. Og som altid var det øl og rom der blev valgt. Og snart efter da mange af mændene var blevet tilstrækkeligt fulde skete det, slåskampen kom. Denne gang var den startet fordi en var faldet om, og ramte en anden.
”På klokkeslaget, nå, lad os nu se hvor længe den nye holder” Mumlede Alítheia for sig. Hun vendte sig langsomt om, for at se slåskampen, og se hvor længe denne nye holdt ud.
Da hun endelig fik øje på den nye, var der noget hun genkendte i ansigtet, denne person mindede om en, der var i hendes lille bog, om den familie og slægt hun nu havde, men det kunne jo ikke være en hun var i familie, med, det ville være for sært.

Alítheia skød hurtigt tanken fra sig, og så til slåskampen, mange var allerede blevet slået ud, eller var faldet om, fordi de simpelthen var for fulde. Dog var nogle af de største og mest voldsomme tilbage, og iblandt dem Charlson, men den underlige ting var at den unge dreng også var der, han var ikke blevet fældet endnu og klarede sig godt i kampen.

Den rødhårede pige havde vækket
Benjamin opmærksomhed og nysgerrig. Ikke mindst fordi hun ikke bare
var en pige. Som han kom tættere på hende, fik han mere og mere
mistanke om, at hun var overnaturlig. Ikke mindst fordi hun var så
køn som hun var.
En af de fulde mænd lagde en hånd på
hans skulder, men Benjamin viftede den nemmere end han vifter støv
af sit tøj. De fulgte ham alligevel op til kroværten og bestilte
nogenlunde det samme som han selv. Rom og øl lå øverts på
hitlisten. Han hev en kande op af sin taske, som var slynget over
skulderen,(Han havde ikke opdaget før nu). Kanden var en normal
termokande, men fik en masse skulen alligevel.
Den hadefulde væskebeholder blev sat
på bartenderens bord og der blev beordret rom i en dæmpet
stemmeføring. Snakken med de fulde beboere var ikke genoptaget
endnu, og de fulgte hans mindste bevægelse og overhørte alt, hvad
han sagde.
Pigen sad nogle stole væk fra ham og
ud af øjnekrogen så han hende nippe til sin drink. Hun ignorede
tydeligt den mand som sad ved hendes side, mens han plaprede løs.
Benjamin smillede svagt.
Rommen blev sat hårdt foran ham.
Hverken ham eller bartenderen sagde noget, eller værdigede den anden
med et blik. Sådan er mænd nogle gange. Kakaoen var ikke så varmt
som den kunne have været, men den gik an. Kanden var udstyret med en
kop, kakaoen med chili og kanel blev hældt i og rom flugte hurtigt
trop.
Den dejlige væske blev hældt i
dæmonens hals og denne sukkede af nydelse.
Snakken var så småt begyndt igen.
Hvilket Benjamin var fuldt tilfreds med.
Slagsmålet var ikke starten af de
normale omstændigheder: En kede sig og skubbede til en anden, anden
ville gerne score ens kæreste. Der var intet af det. Dette var en
forfærdelig god grund til at være der. En stor mand, fuldt med
muskler og have et fuldskæg, skubbede til Benjamin, som spildte sin
kakao. Se? Forfærdelig god grund.
Langsomt vendte han sig mod sin
modstander og gav ham denne verdens mest onde skulen. Hvis blik
kunne dræbe.
Ja, så havde der
ligget en stor, sorthåret mand ligge død, gennemhulet utallige
steder, på trægulvet.
Manden, hvis navn
faktisk var Sveinur, gav Benjamin et dovent blik. Et lige højre
sendte ham i gulvet. De besøgenes blikke blev trukket til Benjamin
igen, som var han en magnet. Umodelig langsomt rejste Sveinur sig og
kiggede på drengen. Troede han. For stakkels, store, dumme Sveinur
var allerede fanget i Benjamins illusion sammen de fleste andre i
krostuen. Krostuen var omkring otte meter bred og løgnen tog fem med
sig.
Folk rejste sig og
gik ind i kampen mellem den fremmed og den indfødte. De troede de
havde taget på ham, de troede de var vandt.
Benjamin stod lige
ved siden af dem med et ansigt som var flakket et stort grinagtigt
smil.
Dumme, uvidende
mennesker.
Dumme, uvidende
alle.
Kampen var begyndt
at udvikle sig; alle var nu med i den.
Pigen også være
fanget af illusionen. Lige nu så hun, hvis hun gad kigge en fok
fordrukne mænd slå løs på en fremmed fra en anden verden. Hun
kunne hjælpe ham, men Benjamin vidste hun ikke ville. At gøre sådan
ligger ikke til dæmoner.

Slåskampen var nu godt i gang. Der var ikke en eneste der ikke deltog, eller faktisk var der stadig en, der bare sad og kiggede på, Alítheia. Hun havde stadig ikke blandet sig ind i kampen, men ikke længere fordi, hun ikke gad hjælpe nogle, mere forvirringen, det at hun hele tiden så i glimt at denne nye dreng først stod og slåssede med en masse mænd og så lidt efter så ham stå med et tilfreds smil og kigge på en vant ganger på kroen, der stod og blev tæsket.
Den forbandede nysgerrighed at være, hun kunne ikke bare side der og kigge mere, hun måtte finde ud af hvad der foregik, og hvordan sådan en krøbling som ham drengen, stadig kunne stå op.
Det første træk var måske et sært valg, men som altid, valgte hun at holde sig ude af slåskampen, da hun hellere ville se på de fulde tumper slå sig selv i jorden. Hun gik hen, til mand/ dreng eller hvem det nu var, der længe havde stået med det smil på læben.
Hun gik derhen, med hurtige lette skridt, til hun stod lige ved siden af manden eller hvem det nu kunne være. Nu drejede hun stille hovedet og hviskede ind i ørene på personen ”Hvem er du egentlig, og hvad foregår der?” Alítheia, var ikke sikker på at få et godt svar nu, da det kunne være hun blev set for sindssyg, men hun måtte tilfredsstille sin nysgerrighed, og derfor spurgte hun.
Alítheia stod længe og ventede på et svar, men der ikke kom noget blev hun bare irriteret. Tankerne måtte dog snart ændre kurs, for nu bevægede slåskampen sig hen imod hende, og hvis hun ikke skyndte sig ville hun ende midt inde i den.
Denne gang var hun så uheldig, for hun nåede ikke at komme væk og snart var hun omringet af en stor flok af fulde og stærke mænd, der var noget højere end hende selv. Kampen gik snart vildt for sig, for alle sigtede efter den samme, manden bag Alítheia, eller som det viste sig at være, Den ”Nye dreng”. Af en mystisk grund, hun ikke engang selv kendte til, begyndte Alítheia selv at slås mod disse mænd, for at hjælpe ham. Mange blev overasket over hendes styrke, for det var ikke svært for hende at få væltet de store mænd omkuld, desværre rejste de sig bare lidt for hurtigt igen. I starten slog de ikke ud efter hende, det ændrede sig dog også, for efter hun havde slået dem flere gange med en knytnæve i ansigtet fandt de sig ikke i det mere, snart fløj de store knyttede hænder mod hende, det var et held hun var så smidig og hurtig som hun var. Utrænet i kamp var Alítheia ikke, for allerede som lille havde det været godt at kunne nogle tricks for at forsvare sig selv, hvis man da skulle have en god chance for at overleve.
Der var mange nu og kampen var den værste i lang tid, der var ikke en der ikke deltog i den, selv kroværten var gået ind i kampen, men desværre var der ikke nogle på Drengens og Alítheias side.
Hun kunne snart ikke klare mere, og måtte vælge flugtvejen, og igen følte hun at hun af en eller anden irriterende måde også burde få drengen ud herfra. Hun greb snart efter fat om hans ene håndled, slog nogle mænd ud, og styrtede ud ad kroen, med drengen på slæb, og så også lige med en mindre hær af fulde, men dog stærke mænd efter sig.

Slåskampen var godt i gang. Alle mænd var kommet ud på dansegulvet. Ingen var særlig gode til det, men i den berusede tilstand tog ingen sig af det. Udover Benjamin.
Illusionen var kampenes centrum. Alle ville slå på ham. Han tog imod og slog en sjælden gang igen. Benjamin var glad for sig selv, men ikke dum. Hvis en fremmed pludselig kom og kunne tæske en hel kro fuld af stærke mænd ville det vække mistanke og der ville blive snakket om det. Og selvom han ikke kendte noget til disse mænd, til denne by, til denne verden, var opmærksom næppe en god ting,
når man ingen allierede havde.
Derfor lod han illusionen blive tæsket. Tæsket så meget, at det faktisk var imponerende, at han stadig stod op; ti mænd havde han kæmpet mod det sidste stykke tid. Og det kom flere endnu. Denne var
by var ikke glade for fremmed konkludere Benjamin.
Bag den rigtige Benjamin sad den rødhårede dæmonpige med rom i hånden og flugte kampen med øjnene. Hvis han havde kigget, ville han have set forvirring løbe over hendes ansigt og gennem hendes øjne, derefter for at blive erstattet af en ny følelse.
Det var sjovt, det her, besluttede Benjamin med et tilfreds grin. At se, hvor dumme mennesker egentlig er. Han tryllede en flaske rom frem for øjnene af en anden mand, som gloede på den, og nu løb rundt
efter den. Den tykke krofatter havde gemt sig under sin disk og kulede flasker efter tilfældige mænd med nogle minutters mellemrum.
Pigen med det røde hår sad stadig på sin flade, lagde han mærke til, mens han flugte manden som jagtede øllen. Hun havde et overvejende blik i øjnene. Der var noget ved hende. Normalt, når
han måtte nogen fejede han dem af. De var ubetydningsfulde. Ligegyldige. Uvidende og ubrugelige.
Hvorfor, og hvordan, var hende her anderledes?
Tanken var visket ud med en hurtig, mental bevægelse. Det var ikke tiden. Slet, slet ikke. Og det ville det heller aldrig blive. Han intresserede sig ikke for andre. Aldrig. Nogensinde. Ikke på
Jorden, ikke på... denne verden.
Larmen og støjen var var tæskerierne var overdøvende, så han lagde ikke mærke til, at den mystiske pige rejste, gik gennem kampen og hen mod ham, før hun hviskede han i øret.

”Hvem er du egentlig, og hvad foregår der?”

Benjamin snurrede rundt på hælene og stod nu til ansigt til ansigt med dæmonen. Et par centimeter til og deres brystkasser ville røre hinanden. Han knep øjnene sammen og skulede til hende.
Hendes øjne var isblå.
Hvad bildte hun sig egentlig? Hvem troede hun, hun var? Ærlig talt! Tankerne fløj rundt i hans hoved; Hvorfor kunne hun se ham?; Hvad der var med hende?; Hvem var hun?
Men uanset, hvor stor forvirringen var for ham, måtte den være hundred gange større for bøndemændene. At tæske slås på 'den nye dreng' mere end godt var, og han stadig stod, var én ting, men, at han pludselig forsvandt, noget helt, helt andet.
Et højt råb lød bag Benjamin, han hørte ikke, hvad der blev sagt, men det måtte være noget i stil med 'Han er her!', for alle kiggede pludselig på ham. Den rigtige ham. Han måtte havde mistet kontrollen over evnen.
*Pokkers, pokkers, pokkers!*
Mændene råbte mange, og høje, krigsråb og styrtede over mod ham. Han slog en velrettet knytnæve ramte den første i ansigtet. Ud af øjenkrogen så han pigen gå i action. Hun hjælp
ham. Hans øjne udvidede sig en anelse, før et uventet smil spillede hen over hans læber. Alle var nu mod dem. Og smilet blev større.
De kæmpede sig over mod udgangen, han kunne mærke sig selv bliver mere træt. Den ukendte pige greb hans håndled og trak ham mod døren. Benjamin smilede stort til mængden over råbte over larmen
”Farvel, folkens! Det var rart, at tæske jer sønder og sammen! Vi ses forhåbentlig aldrig igen!”. Og så tog han benene på nakken sammen med pigen.
De løb og løb, måske mod havnen. Han vidste det ikke.