Eventyret der ikke ender lykkeligt.-Neal

Dag/dato: 16/6
Tid: 14.20
Sted: Nede ved Aquener havnen.
Vejr: Solrigt, med få skyer, dog en let brise.
Omgivelser: en brolagt gade, få mennesker der går rundt, et par kroer og andre butikker. Store skibe, og vand.
Emne status: Privat- Neal

Alítheia gik rundt nede på havnen, for at få stanken fra gaderne væk, og den behagelige lugt af havet til sig, hun havde altid kunne finde fred ved havnen, da der var noget hjemmevandt ved den.
Hun kom forbi en lille bænk ude foran en butik, de fleste ville tænke det er bare en gammel slidt bænk men sådan var Alítheias tankegang ikke helt, for der var minder ved netop denne bænk, der gjorde at hun ikke bare kunne gå forbi den, så hun satte sig forsigtigt på den, og kom mod sin vilje til at tænke tilbage på den gang, den historie denne bænk havde.
Det var to tre år siden det skete, Alítheia, levede stadig i stor fattigdom, som da hun var lille, men en person ændrede dette, hun havde mødt denne unge dreng, ved navn Neal.
Hun havde mødt ham en dag nede på havnen, og fandt hurtigt ud af at han var en rigmand. Og som hun var prøvede hun ihærdigt at forføre ham for hans penge, og det lykkedes, hun fik ham forført, og fik penge ud af ham, hun forlod ham også, kold og følelses løs, eller egentlig ikke helt følelses løs, for noget havde ændret sig i hende dengang, ingen havde før behandlet så godt og været så venlig overfor hende, og dog havde hun forladt ham.
Hun kom til sig selv igen og rystede på hovedet *De tanker er ikke noget værd, det er længe siden og det betød ikke noget*
Hun rejste sig op og begyndte at gå længere hen ad gaden, det var en stille og fin havn, ikke som Minotaris, der var mere luset, skibende i denne havn, var flotte og mere velholdte.
Alítheia gik rundt og holdt øje med skibende og kiggede efter nogle, der så ud til at have nogle penge i deres pung, for måske lige at kunne tjene nogle hurtige penge, og imod hende, kom en ældre herre gående, med en del penge i en gammel pung.
Helt tilfældigt stødte hun ind i ham, og fik vristet pungen fra ham. Hun kiggede forsigtigt i pungen, og så snart der lå en del penge. *Så er der råd til et par ting* Tænkte hun muntert for sig selv. Desværre havde den ældre mand opdaget hun havde taget pungen, og råbte snart efter politiet.
Alítheia styrtede kort efter hen ad den brolagte gade, med de lange læderstøvler trampene hen ad gaden, og den hvide skjorte der flagrede.
Da hun drejede om det ene hjørne lød der et bump, og hun faldt til jorden.

Gaderne var aldrig rigtig travle på denne tid af dagen. Folk var de steder de skulle være og derfor var der ingen der flakkede omkring på gaden. Nogen få der købte ind rundt omkring og ellers butikker og hvad man ellers fandt.
Det var ikke hver dag Neal tog herud, og slet ikke for småting, men idag havde han faktisk planer her. Noget om noget gambling han havde haft gang i med en båd ejer, og som altid, endte han med at vinde en masse penge til sig selv, hvilket efterlod en sur og tvær båd ejer i gang med at tælle penge op.
"Hand em' over" Smilede Neal triumferende i den lille gyde de stod i.
"Ja ja, jeg tæller stadig!" Vrissede den ældre mand surt.
Neal var iført et par fine sorte bukser og en hvid skjorte hvor ærmerne var smøget op, udover det havde han et par blanke sorte sko på. Som altid bar han en stor sølv ring med familie emblemet på fingeren og generelt skilte han sig bare ud i det hårde miljø der var tæt på havnen i hans blanke hvide skjorte.
Han havde et arrogant smil om læben da han tog imod pengene fra manden og begyndte at tælle igennem for at være sikker. I modsætning til båd ejeren så talte Neal meget hurtigt og rutineret, som var det noget han havde gjort mange gange. Neal rettede på den cigar han havde i munde, vippede den lidt med tænderne og tog den så ud med sin frie hånd.
"nej nej nej ! Sagde jeg ikke at halvdelen skulle være i---" Mere nåede han ikke inden noget ramlede ind i ham bagfra og sendte ham trillende hen af jorden.
"Hey ! Se dig for din lille mide!" Udbrød han og fik sat sig op inden han puttede pengene i lommen. Så kiggede han sig rundt efter hvad der havde ramt ham.

//Flashbacket kommer i næste svar //

Alítheia opdagede snart at hun var stødt ind i en ung mand, men det var ikke hvilken som helst ung mand. Det var Neal, den unge mand hun havde forført for de få år siden. Den person hun mindst ventede nogensinde og håbede på aldrig at se igen.
Det var de værste minutter for Alítheia hun havde oplevet i hele sit liv. Efter bare at have siddet og gloet tomt på ham i flere minutter, rejste hun sig og sagde som om det var en hun aldrig havde kendt ”Du kan jo bare lade være at stå i vejen”. Hun sendte ham et sidste blik, et koldt blik, som om det var ham, der havde gjort det onde, som om det var hans skyld, hun forlod ham dengang, og vendte sig derefter om. Hun traskede væk med hurtige stive skridt. Hun endte snart efter ude på den brolagte gade igen, hvor hun havde glemt alt om politiet. Så snart hun kom ud på gaden blev hun fat i med et hårdt greb, af en stor mand klædt i uniform. Hun prøvede ihærdigt at komme fri fra grebet, hun ville ikke ende i fængsel, hun ville bare væk fra dette sted, så langt væk herfra som muligt i dette øjeblik. ”Kære betjent vil de ikke nok slippe mig” Sagde Alítheia med en sukkersød og trist stemme til politimanden. Han så en anelse venligere ud, men løsnede dog ikke grebet, men sagde dog i stedet. ”Kære frue, den ældre herre derhenne, mener at du tog hans pung, og derfor vil jeg bede dig følge med hen på stationen”. Alítheia stod stille i et stykke tid, egentlig mest for at finde på en eller anden undskyldning.
”Kære betjent, ligner jeg en der har stjålet fra ham, eller er han en paranoid gammel mand, der beskylder unde kvinder, der lever et hårdt liv, tror du virkelig jeg ville stjæle fra ham” sagde hun med en stemme hun prøvede at få til at lyde ulykkelig.
Betjenten tog det åbenbart til sig, for han gav slip og så ud til at have en anelse skyldfølelse. Og de han havde sluppet hende helt styrtede hun igen væk, med kun en tanke i hovedet, at komme væk før Neal ville finde hende, og begynde at tale ti hende.
Hun endte snart efter ude på en lille bro i havnen, der førte ned til en masse smukke både og forenden, kunne man se det dybe blå hav. Alítheia gik hen for enden og satte sig ned og begyndte at betragte det blå hav, og mærkede brisen der kærtegnede hendes hud.

Neals isblå øjne ramte den pige der havde støt ind i ham og alt frøs. De røde bølgede hår var brændt ind i hans hukommelse. Ikke at man kunne se det på ham. Han så stadig irriteret og fornærmet ud, men indeni kørte en film.

"Du mangler penge siger du? Jeg har nok, hvor mange har du brug for?" Smilede han til den rødhårede pige der sad ved siden af ham på den gamle bænk. Han strøg en hånd igennem hendes hår og for bare et sekund var hans smil ikke højrøvet eller arrogant, men bare, tilfredst..

"Alitheia ! Vent! Du kan ikke gå nu! Du fatter ikke så meget jeg gjorde for dig!" Regnen skyldede ned og synes ikke at tage hensyn til at de stod mit på havnen. Ikke at det betød noget, hans opmærksomhed var ikke på regnen, men på pigen foran ham der var på vej væk.


Pigen rejste sig op og løb afsted. Det slog ham ud af hans tankegang og han opdagede igen hvor han var. Han sad stadig på jorden med et måbende blik. Der blev han siddende et par sekunder inden han fik øje på noget hvor hun havde siddet. en brun stof pung tydeligvis med en god del penge i.
Neal rejste sig op imens han tog pungen op. Han fnøs. Tydeligvis en hun havde nakket.
"Altid en fornøjelse at handle med dig Bistan. " Sagde han koldt til båd ejeren og gik med rolige skridt i retning af hvor pigen var løbet.

Der gik et stykke tid.. 10 minutter.. Måske en halv time, måske mere, hvor han bare fulgte sine fødder. Bare gik, og snart kunne han skimte en skikkelse siddende på en bro ikke langt væk. Han nåede han til skikkelse og lænede sig op af broens rækværk og smed med en elegant bevægelse den brune stofpung ned til pigen.
"Du tabte den her." Sagde han og kiggede ikke på hende, men ud på havet. Solen var ved at gå ned og malede himlen orange-rød.
Neal sagde ikke mere, men tændte bare en cigar mere og tog et sug af den.

Alítheia havde siddet længe på broen nu, og solen var ved at gå ned over det blå hav. Himmelen havde fået den bløde orange røde farve, fra solen og havet så dybt blåt ud, med nogle røde glimt i. Hun hørte ikke andet end bølgerne og så ikke andet end himmelen og havet. Hun havde heller ikke hørt de fod skridt der kom hen imod hende.
Først da pungen blev smidt lidt væk fra hende, og hun hørte den dybe stemme tale.
Alítheia vente sig forskrækket om, og så at der få meter væk var en person, Neal, der havde fulgt efter hende. Hun rejste sig hurtigt op og gik hen og tog pungen. ”Jeg kan se at du stadig giver penge til de fattige”. Var det eneste hun kunne sige, det fløj bare ud af hendes mund, men dårlig samvittighed fik hun ikke, der skulle alligevel noget til, før hun fik det.
Hun gik videre hen ad broen, til hun kom tilbage til den velkendte gade. Hun gik videre indtil hun fandt en lille mørk gyde at gå ind ad. For her kunne han da ikke finde hende, her ville hun kunne komme væk.
Alítheia mærkede en brændende slimet, ubehagelig fornemmelse på den ene arm, hvor politi betjenten havde holdt hende. Hun havde ikke tænkt over det før, da tankerne havde svirret om sammenstødet med Neal, og om at komme væk. Men nu mærkede hun det, de små bakterier på hendes arm, der krøb slimet fremad, på hendes krop, op mod munden, hvor de ville kravle ind.
Alítheia havde en fobi for når andre rørte ved hende, hun følte slimede hænder og bakterier over det hele når det var sket, og hun havde lyst til at kradse huden af sig selv.
Hun vidste ikke selv hvornår denne ”fobi” begyndte, men forfærdelig var den.
Hun kunne ikke stå i denne gyde, hun måtte ind et sted, hvor hun kunne få skrubbet det væk, et hus en butik hvilket som helst sted.
Det letteste ville selvfølgelig være havnen, men hun ville ikke gå derned, til at starte med, men til sidst var fornemmelsen så slem at hun løb derned, ned på en bro, dog ikke den samme som før, og begyndte at plaske vand, fra havet op på armen og skrubbe.
Fornemmelsen begyndte forsigtigt at gå væk, og blev erstattet af en rolig sikker fornemmelse, og armen var stille blevet kølet ned.

Neal fnøs og blev bare stående da hun rejste sig og tog pungen. "Nej det er jeg stoppet med, jeg har bare ikke brug for at beholde dine." Svarede han hånligt uden at se på hende. Han tog ikke så meget på at hun flygtede igen, for hans skyld kunne hun smutte så langt væk hun ville, han håbede bare skylden nærede hende.
Neal tog et godt hiv af sin cigar og pustede røgen ud over broen. Røgen formede sig sjovt og pludselig var den væk. Sådan stod han en tyve minutters tid og røg færdig. Så begyndte han selvtilfredst at spadsere hen af molen ved havnen igen. Som altid bar han ikke præg af noget, men lignede præcis hvad han var, en arrogant nar.. Dog i et mere tænksomt humør end ellers.
Han var ikke overrasket da han spottede hen længere nede af havnen. Igang med noget der lignede at panisk plaske vand på sig.. En ulykke kom vel sjældent alene.
"Rejs dig da op.. Du ser ynkelig ud sådan der.. " Sagde han roligt og plantede sine blege hænder i lommerne.

Der var stille på havnen nu, helt stille, de fleste var gået indenfor, da det var tid til aftensmad.
Få var udenfor, det var Alítheia der havde stoppet den paniske plasken af vand op på armene, for at få den slimede fornemmelse væk.
vinden begyndte at blæse køligt ind fra havet, og en let gysen løb igennem hendes krop, da den blæste ind på den våde arm. Hun gned sig forsigtigt med hånden på den våde arm, for at få kulden væk.
Alítheia vendte sig mekanisk om da hun hørte den velkendte stemme bag sig, talte så roligt og nedværdigende, og så det blik, det blik der så ud som om han var bedre end hele verden, hun hadede det. ”Måske ser jeg ynkelig, og hvorfor skulle du bekymre dig om det, det er i det mindste ikke mig der går rundt og ser tåbelig ud hver eneste dag af mit liv.” svarede hun med en kold stemme, og sendte ham et blik, der kunne dræbe, hvis det var muligt.
Hun gik nu helt hen til ham og stirrede ham lige i øjnene mens hun hviskede med en kold og nedværdigende stemmestemme. ”Hvad laver en sådan fin rigmand dog på sådan en havn, vi kan jo ikke have han træder i noget skidt, nu hvor der ikke er en tjener til at fjerne det.”.
Alítheia sendte ham et sidste hånligt blik før hun gik videre, men da hun var gået et skridt var der noget der standsede hende, hun kunne ikke gå videre.

Neal flyttede sig ikke, men slog bare ud i et kort og kontant grin der ikke rummede nogen form for morskab, mere sarkasme og irritation. Han kiggede hende bare tilbage ind i øjnene og havde den største trang til at slå hende, men så lav var han ikke.. At slå en pige.
"Jamen kære Alitheia... Du burde tale pænt.. Sidst jeg tjekkede var det dig der stod i gæld til mig..." Svarede han roligt og smilede stadig nedværdigende. Det havde nok været første gang han sagde hendes navn i 2 år.
Da hun stoppede tog han bare tre skridt bagud og stod på siden af hende igen, med front imod hende. "Forretning.. Ikke at du ville forstå det..." Fortsatte han bare og studere hende. Hun havde ikke ændret sig.. Altid så smuk, men alt for spydig i munden.
Hans blik faldt på hendes arm.. Den var våd og sikkert også kold. Han smilede bredere og kørte en finger hen langs hendes kind, vidste at hun ville hade det.
"Det ser koldt ud.. Jeg ville gerne låne dig min jakke, men ville ikke risikere at du stak af med den.." Hans stemme var nu fuld af morskab, men holdt sin rolige og faste tone.

Hun kunne se på det smil han havde i ansigtet at han vidste hun ikke kunne fordrage at han rørte ved hende, og alligevel gjorde han det, hun blev mere og mere glad for, at hun havde forladt ham dengang.
”Forretninger siger du, eller at tage folks penge ja det kan jeg godt se, forretninger. Og desuden er det ikke spor koldt, mere forfriskende.” sagde hun med en spydig stemme, og kiggede ind i de isblå øjne. Det var dem hun altid bedst havde kunnet lide ved ham, de blå øjne så kolde og gennemborende, og så smukke, han havde dog aldrig fået det at vide.
Alítheia gik nu stille tættere på ham, indtil hun stod helt opad ham og kiggede ham ind i øjnene. Hun tog stille sin hånd op imod hans bryst og lagde den på det. Egentlig ikke fordi hun følte sig tiltrukket sig af ham i nogen grad, mere for ikke at lade ham få nydelsen af at se hende bukke under, hendes ansigt var stramt og øjnene kolde, han skulle ikke se hun var ved at gå i panik over at han rørte ved hendes kind, så den slimede fornemmelse skule komme igen, så hellere give ham igen.
Alítheia stillede sig forsigtigt på tå og hviskede ind i hans ører. ”Kære ven jeg vil aldrig stå i gæld til dig”.
Hun stoppede så med at stå på tå og kiggede igen ind i hans øjne med et flabet glimt i sine egne.

Han havde plantet hænderne i lommerne. Ikke fordi det var koldt som han før havde hentydet til, men mere for at hun ikke skulle se at han koncentrerede sig om ikke at knyttede sine hænder i foragt.
"At tage folks penge? er det ikke mere din forretning end min sweetheart?" Gav han spydigt igen og flyttede sig ikke det mindste da hun kom tættere på.
Åh hvor han dog hadede hende, og den måde det fik hans nakkehår til at rejse sig at hun viskede i hans øre. Dette var bare alt sådan noget han måtte overvinde i denne tavse og aldeles underholdene magtkamp. Hun var måske en af de eneste personer der kunne give ham en magtkamp til stregen, nemlig fordi denne kamp ikke omhandlede status eller penge.
Hvor meget han end lystede at skubbe hende væk så blev han hvor han var og løftede bare sin hånd op fra lommen for denne gang at køre den igennem det rødligt bølgende hår. "You already do" var det eneste han svarede.
Endelig kiggede han væk fra hende og skød en sidste kommentar af: "Du er bare for fej til at indrømme det"

Hun vidste nu magtkampen i den grad var begyndt, og langt fra vundet. Men give op ville hun ikke, lige meget hvor meget han anstrengte sig for at irritere hende, for en ting vidste hun, og det var at hvis han vandt denne magt kamp, ville han pine og plage hende med det resten af hendes allerede søle liv.
Da han begyndte at køre hånden igennem hendes hår, var det hårdt for hende at beherske sig, og undgå at smække ham en på siden af hovedet, selvom det måske ville være godt for ham.
”Sweetheart, kære ven det ved vi hvis begge ikke er et godt ord at bruge, og jeg har og vil aldrig stå i gæld til dig” svarede hun med en spydig stemme, hvor en vis arrigskab lå gemt i.
Mens han havde kørt hånden gennem hendes hår, havde det sitret let i hendes krop, da hun både nød det, og følte trangen til at få den slimede fornemmelse væk. Alítheia håbede for alt i verden at Neal ikke havde opdaget dette, for så ville hun snart se et alt for tilfredst smil.
De sidste ord han havde sagt til hende, havde gjort hende så rasende at hun næsten havde givet ham den lussing, at kalde hende fej, var ikke noget hun brød sig om, selvom hun måske kunne være det. Hendes hånd havde automatisk løftet sig, til at give ham en lussing, men hun beherskede sig, og aede ham forsigtigt på den ene kind og fjernede kort efter hånden, så han ikke skulle opdage hendes vrede.
”Min kære, fej, ha nu må jeg le, kan du give mig en grund til at jeg står i gæld til dig, en god grund?” sagde hun hviskende med en dyb stemme, og trådte stille et skridt væk fra ham.

Egentlig, elskede han konkurrence, lidt modspil inden modparten blev slået ud, måske var det det han den gang havde været så vild med, at hun ikke bare gik ud i køkkenet og lavede en sandwich når han sagde hun skulle, men dette var alligevel anerledes. Der blev trykket på knapper som der virkelig ikke burdes trykke på ved dem begge og han var sikker på hun også kunne mærke det.
"Så du vil hellere bruge ordet 'kære' ? Hvor sødt, virkelig" Det sidste blev sagt med et fnys og et håndligt smil, et smil han vidste hun hadede.
Det var ikke fordi han ikke vidste at hun havde løftet den hånd for at slå ham, men den brændene fornemmelse der opstod da hun strejfede hans kind gjorde det temmelig svært at fokusere på det og slet ikke handle på det. Han havde lyst til at flytte den, skube hende hårdt væk og bare løbe sin vej, too bad at hans stolthed aldrig ville tillade det.
Han lyste op i en overraskende latter.. En god grund til at hun stod i gæld? Nu måtte han da le, men det var også lige det han gjorde.
"En god grund? Kæreste, du må da have den værste hukommelse. Hvis jeg ikke husker forkert... Sidst vi sås, hvor mange penge stak du af med?" Svarede han med et overlegent smil der gemte på mere end det viste.
Han fangede hendes hånd da hun løftede den fra hans ansigt og holdt den i håndledet lige imellem dem, ikke tale om hun skulle løbe nu.

Normalt var hun bare kold over for alt og alle, men ved ham var det anderledes, hun kunne ikke bare ignorer ham, på samme måde, hvilket irriterede hende grænseløst. Hvorfor skulle han også lige dukke op nu, nu hvor hun gik og havde det så fint, så skulle han lige komme ind i hendes liv igen.
Da han greb om hendes håndled faldt noget af hendes pandehår ned foran øjnene og dækkede de vredestårer der var i dem. *Kan han da ikke bare løbe hjem til sin lille højrøvede familie hvor han hører hjemme* tænkte Alítheia arrigt, mens hun prøvede at beherske sig så meget hun kunne tale til ham. ”Du overvejede vel ikke at der var en grund til at jeg gik min vej, og de penge betød alligevel ikke meget, du har jo så mange. Så gæld vil jeg ikke kalde det” Sagde hun med en spydig stemme, der gemte på en del vrede og sorg.
På den ene side ønskede hun, at han ville tage hende ind til sig og kærtegne hende som før i tiden, men på den anden side ville hun ønske han bare løb hjem til sit hus og blev der. Hun ønskede mest han løb væk, da hun var for stadig til at ville indrømme det andet for sig selv.
Alítheia trak sin hånd til sig og bakkede længere væk fra ham, men inden kom hun med en sidste kommentar til ham, som hun egentlig håbede ville sætte ham på plads, og ville lade hende vinde denne magtkamp. ”Kæreste Neal, det eneste du elsker er de penge, og det eneste folk elsker ved dig og det eneste de nogensinde vil elske ved dig er dine penge, så gå nu bare hjem til dem, en dag gifter i jer måske, kontakt mig når i gør” Sagde hun som en sidste kommentar med den mest hånlige stemme hun kunne, og stod bare der med et tilfreds smil.

Han svarede ikke på det første. At hun ikke ville stå i gæld var vel forståeligt, når man i forvejen intet havde var det vel ikke fristende at skylde væk, ikke at han nogensinde havde været i den situation.
Selvom de rødlige lokker forsøgte at skjule vredestårene, så var de lette at se og egentlig ville han drille hende nu. Håne hende med næsten at græde, men han kunne ikke få sig selv til det.
Hun skød igen. Under bæltestedet... Synd at han ikke vidste det i forvejen. Derfor måtte han stadig indrømme den sved, bare ikke overfor hende.
"Tak fordi du pointere det åbenlyse, men helt ærligt så er det jo ikke nyt for mig." Svarede han og tog bare et skridt hen imod hende i takt med at hun bakkede væk. Hvis hun ville skyde skarpt så var det lige det de skulle, også skulle han ikke være bleg for at ramme hvor det gjorde ondt.
"Men Alitheia, du stiller det helt forkert op. Folk elsker mig for mine penge og det var derfor vi var så gode sammen dengang. For det eneste du elsker er penge. Det eneste du elsker folk for er deres penge.. Guess we're even.. Hvor synd du skred så tidligt.. Jeg havde mange flere mønter at tage af.. " Hans stemme var skarpere nu og han havde tørret smilet af. Hans stemme var lettere hævet, men stadig ikke nok til at han råbte. Selvkontrol havde han stadig.

De ord ramte hende hårdt, så kold oh kontante. Det var egentlig ikke så meget ordene, det var mere ham, der gjorde at de var hårde. Kampen var blevet til en krig, hvor kun en kunne vinde, og den der tabte slaget ville tabe stort og meget.
Alítheia stod helt stille nu, rørte sig ikke, men kiggede bare ind i de isblå øjne han havde. Hendes øjne gemte både på sorg og vrede. Men så kom de, hun havde ikke tænkt over det, men vreden pulsede rundt i hele hendes krop, skønt hun så, så rolig ud. ”Ja du har ret, måske skulle jeg være blevet længere for pengene, men det var ikke det værd, du var for uudholdelig, og jeg er vidst heller ikke den eneste her der udnytter andre” lød det koldt fra hendes mund, hun var godt på vej til at råbe nu, men måtte beherske sig.
Det var egentlig ikke helt sandt det med grunden til, at hun forlod ham. Der havde været en anden grund, der ville lyde langt ude, derfor sagde hun det aldrig.
Grunden havde kort og simpel været en evig trækken og kalden fra havet. Den havde været der så længe hun kunne huske, men hun havde aldrig fortalt om den.
Det var den vind der kom og kærtegnede huden og duften fra havet, der kildede i næseborene, når den kom måtte af sted, og hun kunne ikke blive. Godt nok havde Alítheia også mest gået efter hans penge, fordi han havde så mange penge.
Igen havde hun stået længe og bare tænkt, uden egentlig at vide hvor hun var og hvad hun lavede. Da hun kom til sig selv, røg en sidste bemærkning ud, før hun ville vende sig om og gå længere ned ad broen. ”Neal søde, du brugte mig kun fordi jeg var køn, ellers havde du jo aldrig nærmet dig en uden penge, det ved vi alle, du brugte også mig, så pengene var vel bare en løn for at hoppe med på din idé” lød det spydigt og hånligt fra Alítheias mund.

Av... Hun kunne lige så godt have givet ham en lussing. Ikke at hendes ord betød noget for ham nu. Han var ligeglad nu, eller det fortalte han sig selv. Men ordene ramte dog hans jeg for 2 år siden. Det jeg der havde siddet ude i regnen i flere timer og ventet på at hun kom tilbage, det jeg der ikke havde spist i flere dage og det jeg der havde spejtet ud over havet hver gang det gjorde sig muligt, for at få et glimt af det røde hår i horizonden. Han havde jo godt vidst det, men et eller andet sted havde han håbet der var mere i det end pengene, too bad he was wrong.
"Du har ret.." Svarede han bare og tog et skridt væk.
"At du gik med til at lege prostituret i så lang tid overraskede mig lidt.. Men ikke desto mindre har du ret, det forhold var et udbytte af din krop og mine penge" At komme til den konklusion var ikke hård, den havde ligget under overfladen længe og alt hun behøvede var at sige det. Om det så ikke havde været helt sandt fra hans side så var det underordnet.
"Og nu er du blevet en ynkelig tyv og jeg er blevet en arrogant nar... Sjovt hvor verden tager folk hen" Han snakkede ikke så meget til hende mere.. Han havde allerede vent ryggen til og stil sig lænet op af rælingen for at se ud over vandte igen.

De ord Neal lige havde sagt overraskede Alítheia mere end noget andet, der stod han og gav hende ret, af alle stædige mennesker kendte hun ikke nogle værre end ham, og så stod han der og sagde til hende at hun havde ret.
Glæden over den sejr hun havde fået i denne magtkamp blev dog hurtigt erstattet af en enorm vrede, han havde lige stået og kaldt hende prostitueret dengang hun var sammen med ham, og det ville hun ikke finde sig i, ikke nu, og at han så bare bildte sig ind at opgive denne diskussion.
Alítheia gik hen til ham med stive skridt og vendte ham om med lethed og stak ham en lussing lige midt på kinden, hun havde ikke kunnet beherske vreden denne gang, så før hun vidste hvad hun gjorde var det endt med at hun havde givet ham et stort rødt mærke på den ene kind, kort efter åbnede hun munden og det fløj ud af hende, uden hun kunne nå at standse det.”Så tag dig dog sammen, du er ynkelig. Hvis du endelig vil være meget ynkelig så vær det, men så stop for guds skyld det skuespil, ja du er rig godt for dig, kan du ikke smutte hjem til snobbenby og lade mig i fred!”. Da hun opdagede hvad hun havde gjort,det var ikke fordi hun var bange for at hun sårrede ham, det var mere det at han nu havde noget at håne hende med.
Alítheua var gået for vidt egentlig var det normalt for hende at være uvenlig, men i denne sag, var det at gå over stregen.

Hun mærkede snart den slimede fornemmelse de steder Neal havde rørt hende, og panikken greb fat, hun måtte væk, få sig vasket, skrubbet bakterierne væk. Væk fra ham og alle de problemer han skabte.
Alítheia, gik hurtigt forbi Neal nu og tog flugten væk derfra og håbede det ville ende nu.

Det ene øjeblik var han blevet snurret rundt og fået et wake up call i særklasse i form af en syngene lussing. Tiden stod stille lidt imens de frøs. Hun var kogt over.. Hun havde mistet kontrollen. Han havde vundet og hun vidste det. Lige der.
Hans overraskede blik blev erstattet af et ligegyldigt et og han tog sig til den brændene kind. Hun havde snurret rundt, men hun nåede ikke at tage et skridt inden hans frie hånd havde grebet om hendes håndled. "Hvad er galt Alitheia? Kan du ikke styre dig.. Kommer jeg dybere under huden end du vil indrømme?" Han smilede stort nu, men ikke på den glade måde, men sin sædvandlige højrøvede måde. Han havde ikk tænkt sig at lade dette gå fordi.
"Hvis jeg tog tilbage til Snobbenby, hvem skal jeg så grine hånligt af når de falder?" Han slap hende igen, som havde han brændt sig ved at røre ved hende.

Hans isblå øjne søgte øjenkontakt, men ikke ret længe. Han gned sin kind igen og lod sin hånd falde ned langs siden, hvorfor blev han ved med at være her? Hvorfor ikke bare smutte nu og undgå at dette gik videre..

Den lussing, hun skulle aldrig have givet ham den, hans ego blev bare tændt igen så, hvorfor havde hun gjort det, hun vidste jo godt at han bare ville begynde fornærmelserne igen, men så let skulle han ikke få det, ikke den højrøvede nar til Neal, hvis han ønskede krig så skulle han få det.
Alítheia havde intet til rest for ham nu, hun ville hellere se ham lægge døende end at røre ved ham.
”Men søde kære Neal da, hvis du kigger i et spejl så vil du have noget af grine af, du vil så se et håbløst tilfælde af en person der kun kan gøre alt forkert” lød det arrigt og koldt fra Alítheias mund. Hendes øjne begyndte at slå gnister, og det røde hår flammede.
”Neal hvorfor bilder du dig ting ind, tror du kan ramme mig, tror du ved hvem jeg er, men i virkeligheden er du bare for hovmodig til at se at der er få ting du egentlig ved” lød det igen hakkende og kontant fra hendes mund. Hendes øjne stod i vand, ikke fordi hun var ked af det, men fordi hun var så rasende, over hans hovmodighed og det højrøvede smil som om han var den bedste i denne forbandede verden.
De kunne måske begge to ligeså godt have stået på en slagmark og skudt med bomber efter hinanden. De valgte bare at skade det indre i stedet for det ydre.

Han slog ud i et sarkastisk grin.. Bare skønt.. Hvad gik de i , 3 klasse? Dette var jo noget små børn gjorde.. Stod og fornærmede hinanden. Alligevel kunne han ikke stoppe sig selv i at blive ved og køre det videre.
"Noget må jeg da have gjort rigtig i at slippe af med dig og sove i en seng istedet for en romtønde" Skød han igen og kneb øjnene lidt sammen. Vreden begyndte for alvor at komme nu. Han mistede sine kolde tilbagelænede attitude og stod tilbage med fornærmelser og dødsblikke.
"Fordi kære Alithieia, jeg kender dig bedre end så mange andre.. husker du? Eller har du glemt det ligesom du har glemt de penge du stak af med?" Han var rasende på hende. Hans næver hang anspændt ned langs siderne med knyttede næver, men hans stemme var stadig i en nogenlunde rolig tone når han bed tænderne sammen.

Vreden i Alítheia blev større og større, det han havde kostet hende, den tid hun havde spildt på ham i dag, Neal var ikke det værd, og alligevel kunne hun ikke gå væk, ikke være den kolde Alítheia der var som lavet af is, for han havde fået smeltet den, den ellers så kolde is. Hun følte sig som en vulkan, en gloende vulkan der snart ville gå i udbrud, og lavaen ville være hendes tårer, hun sikkert kort tid efter hun var tømt for dem, ville tænke for spildt.
Hun hadede disse sentimentale øjeblikke, hvor to tidligere stod og skændtes, eller når folk holdt i hånden, for helt ærligt det var for plat, og alligevel stod hun i noget der kunne minde om det nu, et af disse øjeblikke der i film ville slutte med et kys. Sådan ville denne historie sikkert ikke ende.
Vreden pulsede rundt i hendes krop, og hun trådte nærmere Neal og hviskede med en vred og hæs stemme, da hun ville holde de overflødige tårer tilbage.” Åh Neal, bare fordi du bor i en luksus villa betyder det ikke at alle dem der har et sted at bo behøves det. Jeg bor faktisk et sted, der ikke er i en tønde. En ting til forresten, ja du kender mig bedre end andre,men det betyder ikke at du nødvendigvis kender mig godt, for det gør du ikke”
Da hun havde talt helt færdigt gik hun væk fra ham igen og vendte sig om, med en glidende bevægelse for at gå ned mod vandet, det stille rolige vand der aldrig havde forrådt hende, ydmyget hende eller gjort hende nogle skader, det eneste hun vidste hvor hun havde lige nu.

Neal sagde ikke mere. Han var bange for at hvis han gjorde dte ville det bare gå over gevind og han ville snart miste kontrollen fuldstændig. Istedet, da hun vendte rundt, tog han en dyb indånding og snurrede også rundt for at gå sin vej. Han ville bare hjem. Hjem i et hus med tjenere der talte til ham med den respekt han fortjente og hvorhan kunne få et glas vin og sove på. Livet der ingen overraskelser var i.
Neal nåede ikke at tage et skridt før han løftede blikket og fik øje på to betjente lidt væk i selvskab med en ældre herre. De diskuterede frem og tilbage, en gang imellem pegede den gamle mand forbi Neal og noget han ville skyde på var Alitheia.
De 3 mænd gik lige forbi Neal og da han vendte sig om, så han ganske rigtigt at de gik hen ca 2 meter fra ham, til Alitheia.
"Undskyld jeg forstyrre igen frøken, men vi vil gerne have lov at tjekke om de har denne herres pung.." Sagde den ene betjent med en dyb stemme og blokere vejen for hende så hun ikke ville kunne løbe.

Stilheden lagde sig endelig ved den lille bro, den egentlig latterlige diskussion var endelig stoppet og erstattet med en total stilhed, der var ulidelig, ikke nogle skridt at høre, han gik ikke videre, stod sikkert bare der og kiggede. Stilheden blev dog hurtigt brudt igen, for snart kom 3 mænd stampende hen ad broen mod Alítheia, og ikke med gode hensigter, eller lykkeønskninger, nej dette ville ende galt for hende, meget galt.
Alítheia havde stået og kigget på vandet, og derfor ikke opdaget mændene i god nok tid til at stikke af. Det var politimanden og ham den ældre herre hun havde stjålet pungen fra, og de havde endnu en på slæb, en ung mand i den samme politiuniform som den anden. De havde spærret vejen ind mod gaden, så det ville være svært for hende at flygte, denne gang var der ingen vej udenom. Mod al sin vilje lo hun dem visiterer sig og igen, var hun uheldig, denne dag var ikke ligefrem med hende, den ønskede virkelig det værste for hende. ”Unge dame du må følge med os på stationen nu, da de tydeligvis har stjålet fra manden her” Sagde den ældste af de to betjente med en stemme der viste han tog sig selv meget højtidelig.
Hvis det ikke havde været for det der var sket før med Neal havde hun højest sandsynligt leet af denne mand.
Alítheia vred sig hurtigt løs af det løse greb manden havde om hendes hånd og prøvede flugten mod vandet, desværre for hende, var disse politimænd ikke ligeså langsomme som de fleste andre hun havde haft med at gøre. De fik hurtigt fat i hende og denne gang havde begge politimænd fat i hende og de holdt godt fast. Alítheia havde nu ikke noget andet valg end at følge med dem.
Hun blev nærmest trukket hen ad jorden af dem, og måtte små løbe for at følge med. Normalt havde hun set op med et hovmodigt og rankt udtryk, sådan var det ikke denne gang, hun kiggede ned i jorden, og ville for alt undgå Neal, hun gad ikke engang se det smil der sikkert var i hele hans ansigt nu, en enkel tårer gled ned af hendes kind, hvorfor vidste hun ikke, men irriterede hende, det gjorde det. *Alle andre tidspunkter end nu, ikke foran ham, nu syntes han sikkert han har ret i alt, hvorfor skulle han komme tilbage med den pung* tænkte hun vredt for sig selv, og borede neglene ind i sine håndflader så den slimede fornemmelse ville gå væk, det endte dog med at hun gjorde det så hårdt at der begyndte at løbe små striber af blod ned langs med fingrende.

Neal havde ikke rykket sig ud af flækken. Han stod rank hvor han var og kiggede på situationen. Han måtte holde et grin inde.. Hvor var det perfekt.. Først hendes ynkelige flugtforsøg og nu blev hun slæbt væk. Han løftede en hånd op for munden for at skjule sit smil, men opdagede til sin overraskelse at han faktisk ikke smilede. Istedet havde han et neutralt udtryk da han fulgte dem forbi ham med øjnene. Han havde øjnene på hende og det var tydeligt hun ikke ville have øjenkontakt, hvilket var forståeligt.
Det var nu han bare skulle gå og lade som om intet var hent.. Lade hende ryge i fængsel eller miste en hånd for tyveri .. Gå tilbage til sit liv og denne gang være sikker på at de sidste rester fra hans fortid var slettet.. Det skulle han have gjort, og det var derfor han ikke fattede hvad han selv gjorde.
Før han selv nåede at reagere havde han pladseret en fast hånd på den gamle mands skulder og han var stoppet op, det samme var de to betjente.
"De fik deres pung gjorde de ikke? Hvis den nu blev 4 guldmønter tungere kunne de så ikke overtales til at droppe alle anklager?" Sagde Neal så. hans selvsikre smil var genfundet da han viftede 4 guldmønter for næsen af den ældre herre. Manden brummede noget uforståeligt og tog mønterne hvorefter han viftede med hånden til en betjent. De kiggede skeptisk på hinanden, men slap Alitheia. Knap nok nåede de at slippe inden Neal havde fat i hendes arm og havde hevet hende væk med hurtige skridt.
Så snart de drejede ind i en gade og uden for synsvinkel slap han hende, men stoppede ikke op, "Hvis du ikke kan huske din gæld til mig, kan det vel være du kan huske denne her" Sagde han roligt og fortsatte hen af vejen.

Lige pludselig stoppede politimændene bare med et, Neal havde talt, hjulpet hende ud af denne situation, men hvorfor havde han gjort det, de havde jo lige stået og nærmest ønsket hinanden døde og så fik han hende reddet fra politimænd. Det var et hårdt slag for Alítheia, hun var så forvirret hun slet ikke lagde mærke til at Neal fik slæbt hende væk fra stedet, og ført hende ind i en lille gade. Hun kom først helt til sig selv da hans mørke stemme begyndte at lyde. Det han sagde tog et stykke tid for hende egentlig helt at opfange. Gæld, hun stod nu i gæld til ham, og denne var der ingen smutvej ved. Endnu et slag, gælden hun hadede at stå i gæld til nogle, og normalt ville hun bare gå sin vej og lade være at betale denne gæld, men det kunne hun selvfølgelig ikke denne gang. *Hvorfor skulle han betale, jeg var sikkert bedre tjent uden* Tænkte hun fortabt og muggent for sig selv.
Da Neal havde sluppet sit tag i hende, ar hun sunket ned på jorden, og sad der og kiggede efter ham. Alítheia fik skuppet sig op at stå, og skulle til at gå væk, og tvinge sig selv til at glemme denne forbandede gæld, men da hun skulle til at vende sig om og gå frøs hun fast og stedet åbnede hendes mund sig. ”Jeg betaler gælden nu” lød hendes mumlende stemme. Da hun var klar over hvad hun havde sagt håbede hun Neal ikke havde hørt det. Igen uheldig for det havde han, eller det måtte han have hørt for han var stoppet op og så ud som om han lyttede, nu var det for sent, og hun kunne ligeså godt få det overstået. Hun gik op på siden af ham, og sagde så igen ”Jeg betaler gælden nu” denne gang var stemmet mere fast og myndig, og blev efterfulgt af en lang stilhed.
Alítheia åbnede så munden igen, for hun ville nødig af med de penge hun havde fået fat i, selvom der var nok til at betale ham igen. ”Men du ved ligeså godt som mig at jeg ikke kan gøre det med mønter, så lad mig betale gælden igen på en anden måde”. Den sidste del hun sagde, var mere lav, fordi hun ikke brød sig om det, men hellere at hun måtte gøre noget for ham, end give hendes elskede penge væk.