What do you want? - Migel og Nille

Migel havde taget en af sine små turer i skoven de var fortiden blevet en dagligdags ting da der næste ingen kom angående hans ansøgning. Efter lidt vandren kom han til et stort tykt træ. En skikkelse for træets fod fangede hans opmærksomhed. Det var en pige *men hvad var det hun lavede?* Migels nysgerrighed tog over og han trådte nærmere pigen. "Hallo" sagde han roligt "Er de okay?"

Hopla! Uh! HØJRE! NEJ VENSTRE! Grr... Hun rev lidt i sit hår. Hvorfor kunne hun ikke koncentrere sig?! Hun rystede på hovedet, og sukkede. Hun sad tæt ved vandet, og prøvede at styre det... Men det lykkedes bare ikke. Hun havde prøvet at lave en slags vandhest, og styre den... Men det var alt for svært. Hun rejste sig op, og kiggede rundt. En stemme... En dreng... Hun følte sig usikker. Hun skiftede form til en panter med kulsort pels, og tre hvide striber på ryggen. Hun hoppede op i et træ, og gemte sig bag nogle blade... Hun så ned på dem. En dreng, og en pige. Pigen havde noget sort bind om øjnene... Hvorfor nu det? Hun rystede sin pels lidt. De kendte hvis ikke hinanden siden drengen virkede som en der ikke vidste det... Hun snerrede lavt for sig selv.. Og hoppede så ned. Hun så nysgerrig på dem, men vidste ingen tegn på at ville angribe. Hun lagde sig ned, og kiggede på dem. Hun rullede rundt, og gav et lille venskabeligt brøl fra sig. Hun var legesyg. Hun tog en gren, og traskede hen til drengen. Hun gav ham den, og opførte sig nærmest som en hund. Hun lagde sig halvt ned, og prøvede at logre med sin hale. Det lykkedes næsten. Hun rullede igen rundt, og gav et lille lykkeligt brøl fra sig.

Pigen var smuk selv om det var lidt underligt at hun havde et sort bånd foran øjnende.
"Hvis man på spør..." Han nåede ikke at sige noget før en sort panther sprang ned fra et træ i nærheden. I starten skulle han til at gøre sig klar til at forsvare sig, men da han så hvad det var panteren havde gang i og at den slet ikke var fjendtlig skiftede situationen. Der var et eller andet der tiltalte ham ved denne panter. Han mærkede pludselig dyret komme frem i ham og blev næsten selv lege syg, men holdte følelsen tilbage. Han rakte hånden hen bag øret på panteren og begyndte at klø den.

Han kiggede hurtigt over på pigen ved hans side og undrede sig over hvorfor pigen ikke havde taget sit sorte bånd væk fra øjnende. Panteren foran ham havde taget alt hans opmærksomhed, men nu hvor han så på pigen så hun næsten skramt ud.
"Du behøves ikke være bange den gør os ingen ting" sagde han med en rolig stemme.
pludselig slog det ham at pigen måske ikke kunne se! "Kan du ikke se?" røg det ud af munden på ham inden han fik tænkt sig om.

Nille nød at drengen kløede hende bag øret, og gav en slags spindelyd fra sig. Meget katte-agtig. Hun så på pigen med nysgerrige sorte øjne, og så op på drengen da han sagde at hun ikke ville gøre dem noget. True, medmindre de gjorde hende noget. Hun skiftede form, og tog drengens hånd væk fra hendes øre. "Jeg kan selv klø mig bag ørerne, ellers tak." Sagde hun drillende, og grinede. SURPRISE! Havde hun lyst til at råbe, men stoppede med at grine da pigen så skræmt ud... Nille satte sig ved siden af hende. Drengens spørgsmål var lidt uhøfligt syntes Nille... Hun sendte ham et skarpt blik, men kiggede så på pigen med milde øjne. "Det kan hun ikke." Hvordan Nille vidste det? Godt spørgsmål.. Hun kendte ikke pigen, men... Noget sagde hende at pigen ikke kunne. Nilles sorte øjne var fuld af medlidenhed, og sorg over pigen ikke kunne se...

Pludselig følte Migel sig helt malplaceret. Han rødmede af en blanding af at han havde været dum også fordi han skammede sig lidt over det han lige havde sagt.
"åhh.. åhh det er jeg meget ked det vidste jeg slet ikke" *Hvor var han dog dum bare han dog havde tænkt sig om før de ord var røget ud af hans mund.. men det måtte være en måde at gøre det godt igen* Et lille smil bredte sig på hans læber. "Jeg fik lige en id.. argh vent jeg har fuldstændigt glemt at præsentere mig selv, mit navn er Migel F. Rosewood." Han rejste sig op, tog et skridt væk og bukkede "til deres tjeneste, og de er?" Han kiggede afventende på dem begge to mens han så dem an. *Han havde været yderst heldig, sådan at løbe ind i to smukke piger på en dag!* Før de havde nået at svare undslap et ord hans læber "yderst heldig" det var næsten som en hvisken men højt nok til at man lige kunne hører det.

Pludselig faldt et slags 'lyn' ned i Nille. Ikke bogstaveligt talt, nærmere som en tanke røg ned i hende som et lyn. Pigen var blind, Blind! Blind overfor Nilles sorte øjne der kunne blive hvidglødende, skammerens øjne. Hvilket held for pigen.. Nille ville selv gemme sig for sine øjne. Skammens øjne... Dem der så folks minder... Nille rystede tanken om dengang hun så sig selv i øjnene, af sig. Men stadig, pigen var ikke skærmet fra Nilles skammer stemme. Hvorfor tænkte hun overhovedet på det? *Fordi du er nød til det.* True, hun var nød til det. Hun var nød til at tænke på det... Hvis nu... Pigen angreb hende. Chancen virkede ikke stor. Nille smilede da pigen smilede taknemmeligt til hende. "Vær glad for du ikke kan se... Det er ikke alting du vil se." Sagde Nille så, og slog sig for panden. Hvornår lærte hun det?! Hun skulle ikke give dem ledetråde til hvem hun var... Om de dusørplakater der hang i byen med hende, en tegning af hende, og hendes hvide øjne. Heks, hun blev kaldt en heks, selvom hun faktisk var en skammer. Irriterende, så var det sagt! Det var IRRITERENDE at blive kaldt en heks! Hun sukkede, og prøvede at slappe af. Hvis de nu spurgte... Om hun havde en evne... Så måtte hun bare fortælle dem hendes anden evne, vand. Skammen... Måtte hun holde hemmelig. Hun ville ikke blive brændt i live på et bål, nej tak. Nille så nysgerrig op på drengen. Migel? Nuvel... Hun brød sig ikke om at sige sit navn, men det var nok mere at der var 'skammer' med i det. "Nille Skammer Panara." Hvorfor ikke bare sige det? Det kunne hun vel lige så godt. "Hvad er din ide, så?" Hun så spørgende på drengen. Hun lænede sig op af det træ pigen sad ved, men sad også ned. Ved siden af pigen, bare for at give pigen noget hjælp med at nærmest fortælle hende 'JEG ER HER!'. Hun hævede det ene øjnebryn da drengen 'hviskede'. "Og hvad er yderst heldigt?" Spurgte Nille så. Hun smilede skævt.

//Wauw, kreativitet... For engangs skyld! xD//

Migel blev forbavset da Nille havde gentaget hans tanker og var blevet veldig overrasket da han et kort øjeblik troede hun kunne læse hvad han tænkte, men opdagede så at han bare havde tænkt højt.
"øhm bare nogle tanker" Han smilede akavet og håbede de ikke ville give det meget mere tanke.
Han kiggede på Nille, der var tydeligvis en masse tanker der kørte rundt i hendes hoved, men hvad tænkte hun mon. Han blev meget nysgerrig på hvad hun tænkte.

"Nåh angående min ide hvad ville dit største ønske være Zyra?" han vidste godt at det var et lidt underligt spørgsmål og han var heller ikke sikker på han kunde gøre det, det ville ihvertfald tage et stykke tid at gøre det korrekte ritual klar hvis du skulle lykkes.
Hans tanker vente et øjeblik igen mod Nille's *måske skulle man bare spørge, men det var måske best at vente lidt*

Årh hvor godt! Ingen af dem fandt hendes navn sært... Hun havde ellers været sikker på at de ville finde Skammer navnet mærkeligt. Men en af de ting hun var mest lettet over var at de ikke vidste hvad hendes rigtige navn var... Altså, dusørjægerne. Den mand der havde plantet en dusør på hende var en rig, og irriterende mand ifølge Nille. De to havde en fortid med hinanden... Ikke som kærester... Nej, Nille havde aldrig haft en kæreste, før nu altså. Jacob... Nille rødmede hurtigt, men det forsvandt igen. Hun hævede det ene øjnebryn af Migel, og smilede venligt.
"Bare nogle tanker? Del dem med os!" Hun klappede sig i hænderne som en lille pige, og grinede drillende. Hun var stadig noget hyper, og klar til at skifte form. Men hun gjorde det ikke. Hun så på... Zyra? Igen.
"Du behøver ikke at kunne se for at forsvare dig selv... Nogle ting ønsker folk ikke at kunne se." Glødende hvide øjne... Som et eksempel. Nilles øjne ville man helst undgå... Hun havde foreksempel selv lyst til at flå sine øjne ud for at slippe for at kigge på Skammens øjne... Nuvel, hun ventede spændt på deres svar.

*Gad vide hvorfor Nille virker så glad pludseligt* der var tydeligvis et eller andet der havde gjort hende glad og den hurtige rødmen og smilet gjorde kun Migel forvirret.
"øhm at mit liv går så godt" han prøvede at slå emnet hen med en lille hvid løgn, for i virkeligheden kunne hans liv gå bedre for tiden. Han havde haft meget få studier og der var ingen frivillige til hans forsøg så man kunne sige ting kunne gå bedre.
"Øhm jeg spurgte mest fordi der måske er en chance for at jeg kan helvrede dit syn!"
han sank en lille klump *Nu skulle han heller ikke love for meget*
"Hvis i vil kan vi gå en tur også kan du fortælle mig lidt om hvordan og hvor ledes med dit syn?" Sagde han smilende.

Nej, nu ville hun ikke vente mere. Hun ville se om de kendte til hende... Okay, nok mere om Migel gjorde. Hun havde ondt af Zyra, og siden hun var blind kunne hun nok ikke liiige se dusørplakaterne. Hun ville vide om Migel var... En der jagtede folk, på en måde. Nille bed sig i underlæben, og rejste sig op.
"Zyra, der er øjne du ikke vil se. Øjne der kan se dine minder hvis du kunne se, øjne der har fået store stærke mænd end på hug, og græde." Hun sagde ikke noget om skammere, eller om at det var hende der havde fået mænd til det. "Folk er bange for disse øjne, de frygter dem. De ønsker ejeren af de øjne død, brændt på et bål. Du vil ikke se den person i øjnene. Vær du glad for du ikke kan." Hun så på Migel igen da han svarede Zyra.
"Give hende synet tilbage? Det er jo næsten helt umuligt." Sagde hun så, og rystede på hovedet. Ja, de kunne gå en tur. Nille havde allerede sagt for meget. Hun kravlede op i det træ som Zyra sad ved, og så ned på dem.

Migel syntes det hele hurtigt havde eskaleret. "Er du okay Nille?" spurgte han med medlidenhed i stemmen og så bekymret på hende. "okay dit valg, jeg ville bare hjælpe" sagde han lidt tøvende. *Det var det de alle sammen sagde, men han vidste bedre der var stadig ingen der havde set det han havde set, men det ville folk snart komme til* En vrede bredte sig inden i ham, hvorfor vidste han ikke. Det store mærke på hans ryg begyndte give lyde fra sig igen. Denne gang var det som en hvisken der ingen oprindelse havde. Et lille gib gik igennem ham da han hørte hviskenen, det mærke havde givet ham intet andet en problemer siden ulykken i ruinen.

(Han prøvede så vidt så muligt at hjælpe Zyra som hun rejste sig op.)

//Sorry for den korte text er virkelig træt//

Hvad de øjne kunne? Åh... Nej. Hun kunne ikke sige det, men så alligevel, hvis hun ikke sagde det ville hun fremstå som en idiot over at i det heletaget at have nævnt det. Hvor var Nille dog dum! Hun havde helt lyst til at slå sig selv. Hun bed sig i underlæben, men sukkede så. "Få dig til at føle skam." Svarede hun kort, og satte sig på en nogenlunde tyk gren. Hun havde et ben på hver side, og lænede sig op af stammen. Hun så spørgende på Migel. "Ja, selvfølgelig." Svarede hun. "Jeg kan bare godt lide at være oppe i træerne." Hun trak på den ene skulder, og lukkede sine øjne.

//Kort svar, sorry.//