Come and get it! ~Nille~

Tordenskrald buldrede voldsomt henover himmelen, og farvede den i mørkeviolette farver. Buldren lød meget volsomt og gik jorden til at ryste, som om naturens kræfter kæmpede på tværs ad hinanden. Det regnede med kræft, regndråberne var som hårde små sten som ramte ind på huden. Man kunne hører hvordan i al kræft de ramte ned i jorden, men lyden af mægtige skridt overdøvede den lyd, en bande kom gående med deres leder i spidsen. Manden var stor, vampyros.. Han havde levet i mange år.. Caroline vendede sig om imod lyden af de hårde skridt, og kiggede op i øjnene på den store mand. Hans ekstra blegehud afslørrede ham straks, Caroline kiggede ind i hans fjenlige øjne. Inden han greb omkring hendes hals og smed hende ind i nærmeste mur. Caroline var dog hurtigt på benene igen. Hun rejste sig op og ville sætte i løb da de andre vampyrer i hans omkreds omringede hende, Caroline kiggede kort på dem allesammen men mest på deres leder.
"Hvad vil du med mig?" Spurgte hun vredt og snerrede af ham, manden trådte frem og fik hende op imod muren igen. Han sagde intet han stak hans hånd direkte ind i hendes brystkasse og greb rundt omkirng hendes hjerte. Caroline havde det som om hun skulle kaste op, hun gispede vildt efter vejret, jo længere han trak hende op af muren. Manden slap hende dog igen, i live. Han kiggede på hende.
"Ingen ting, folk ville bare sige du var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Nogle vil sige at du hang ud med de forkerte typer, og endte med at blive dræbt af deres fjender." Sagde han koldt og så hende i øjnene, men Caroline forstod ikke.
"Hvis fjende?" Spurgte hun lidt halv nervøst, hvis fjende var den person hun stod overfor? Hvem havde gjort denne vampyros så pisse vred?
Manden brød ud i en kold latter.
"Væggende har ører, jeg ved du ser ham. Nicolas, jeg har prøvet at få skovlen under ham i snart tusinde år. Men så kom du, lille rose. Og gav mig en mulighed, hvorfor ikke lade ham finde ud af at hans lille rose er vissen.. død." Manden tog en trepind op fra jorden, og knækkede den over på midten så den blev spids. Han satte den ind ved Caroliens hals, Caroline gispede efter vejret. "Så ville han måske have set at han ikke skulle have undervuderet mig dengang." Sagde Manden, og trak så spidsen ud og kastede Caroline langt hen af asfalten. Han gik hurtigt hen til hende og sparkede hende længere hen og op af en mur. Caroline hostede noget blod op, og mærkede at hun blødte på læben og ud af hendes næse. Hun kiggede kort op, da hun blev revet op og stå. Hun mærkede hendes hovede blev smidt ind i et vindue så glasset blev knust til småstykker. Caroline havde ansigtet fyldt med skræmmer, hun lå på asfalten.
"Nu når jeg tænker over det, så bare hils ham fra Mason. Jeg er sikker på at han ville huske mig når du nævner mig navn." Sagde Mason blot, og stak en tyk trædolk i hendes mave. Caroline klemte øjnene hårdt sammen, men hendes skrig kunne ikke høres på grund af den tunge regn.. Caroline havde ikke troet hun skulle møde fjender af Nicolas, hun viste at han havde nogle.. Hun havde dog håbet på ikke at løbe ind i nogle af dem.. Hendes muskler spændte sig af smerte, men hun fik trukket dolken ud.. Hun lagde og ømmede sig, heldigvis med stor smertetærskel.. Men regnen var tung ovenpå hendes krop, og gjorde hun ikke kunne rejse sig. Langt væk fra lignede hun en død pige på vejen, fordi hendes blik var lukket og hun holdt vejret, samt var hendes hud bleg som et lig og hendes hud kold som var hun død.. Caroline lagde bare der, og ventede på at en ville finde hende eller at regnen ville stoppe.

Nilles skikkelse var utydelig. I hendes læder støvler var der to daggerts. Hendes sorte hår var løst og med en hvid fjer i sig. De lysende mystiske blå øjne kunne ses i mørket. Det var tydeligt at se at Nille havde ændret sig. Hendes ryg var rank og hendes bevægelser var elegante. I en måned havde hun været væk. Den måned havde hun været vidt omkring. Hun havde mødt en spændende person. En pige ved navn Awia, som havde en storebror ved navn Anin. Awia og Anin havde budt hende velkommen med åbne arme da hun med tårer i øjnene havde løbet forvirret rundt i en skov. En skov hun aldrig havde været i før. Awia havde haft evnen til at heale. Awia havde healet nogle skrammer Nille havde fået. Anin havde haft evnen til at se ens inderste problemer. Anin havde set hvad der havde været galt med Nille og havde straks med sin søster hjulpet hende. Det havde de gjort ved at snakke med hende og ... Noget Nille aldrig havde prøvet før. Mediteret. Nille havde fundet roen igen. En uge efter havde hun forladt dem og takket dem mange gange.
Resten af måneden havde hun brugt på at meditere, møde nye folk og udfordret sig selv til foreksempel at besejre fire krigere, hun nogle gange mødte på sin vej. Tiden var gået hurtigere end hun havde regnet med. Nu var tiden inde til at hun vendte tilbage.
Nilles skikkelse blev mere synlig, jo mere hun kom ud af skovens tåge og mystiske mørke. En time efter var hun i the valley of the dead. Hun kunne lugte blod. Hun fulgte færten af blodet. Det var ikke normalt blod. Hun trak den brune hætte af sit hår da hun nåede færten.
"Caroline!" Nilles øjne spærrede op og hun løb hen til Caroline. Hun satte sig på hug ved Caroline. Hendes hænder tog fat om trædolken. "Dette kommer nok til at gøre ondt." Hun trak trædolken ud og smed den væk. Hun kiggede ind i Carolines øjne. "Bare rolig. Jeg er her igen." Hun lagde sine hænder på Carolines skuldre. Hun ventede på at Caroline ville sige eller gøre noget.

Caroline hørte en genkendelig stemme, men kunne ikke åbne øjnene for den tunge regn som ramte hårdt ned på hendes hud. Hun lyttede til Nille's stemme, hun kunne tydeligt genkende den, dog lød den så lav i regnens voldsomme kræfter. Hun ville sige noget, men smagen af hendes eget blod var på hendes læber. Caroline tog en dyb indånding og smagte hendes eget blod på sin tunge, blodet flød næsten udover helle hendes ansigt. hun havde en masse rifter og skræmmer fra da hun havde fået banket hovedet ind i vinduet. Næsens blod flød ud med en tyk rødvæske som løb ned henover kinden. Læben var flækket, men var ved at heale langsomt. Så brækkede knogler healede så småt også, hun klynkede dog da Nille trak trædolken ud af hendes mave. Imens hun stønnede af smerten, dog forsvandt den hurtigt i et. Caroline prøvede at bevæge lidt på sine muskler, men regnen slog hende ned igen. Hun vendede blikket imod Nille, og smilede svagt til hende, hun lignede en som kunne dø når som helst. Dog var hun slet ikke døden nær, hun var halvvejs healet. Men det var fordi skaderne så virkelig voldsomme ud.
En ældre kvinde åbnede døren til sit hus, det var hendes rude som var blevet smadret. Hun gik derhen med hurtige skridt, først var hendes ansigt meget vredt. For hun tænkte blot at det var nogle unge som var ude på ballade. Men da hun kiggede ned på Caroline slog hun hånden for munden, og kvindens hvidblondte hår krøllede i regnen.
"Jamen barn dog! Skynd dig at få hende indenfor." Sagde kvinden, hun troede jo Caroline var på vej til at forlade denne verden. Caroline hørte kvinden, men lukkede øjnene for ikke at få regnen i øjnene. Kvinden klappede en gang og hendes ælste søn kom løbende ud, han fik Caroline op i sin favn og hjalp hende indenfor. Caroline følte sig kort bare så svag, men med det samme stuens varme lugt strejfede hendes næse følte hun sig stærk igen, regnen havde blot holdt hende nede. Kvinden satte en spandvand frem med en klud, og lod Nille sidde i en stol ved siden af Caroline. Caroline åbnede øjnene på vidt gab, imens hun kiggede op i loftet. Hendes blik søgte efter noget genkendeligt, og hun fangede hurtigt Nille's fært. Hendes blik var hurtigt på Nille, og smilede skævt.

Nille kunne mærke hvordan hendes hjerte galopperede afsted. Hun vidste at Caroline ville klare den, men synet af stakkels Caroline der lignede en der var døden nær, var svært at se på. Nille havde allermest savnet Caroline og Jacob. De to havde en særlig plads i hendes liv. Hun ville ikke miste de to. Tårerne var i Nilles øjne da Caroline stønnede af smerte, da Nille trak trædolken ud. Hun ville give Caroline et kram, men hun kunne ikke nu. Caroline så virkelig skrøbelig ud.. Det sorte hår begyndte at blive vådt. Det sorte hår klæbede sig til Nilles kinder og hoved. Det trak lidt i Nilles ene mundvige da Caroline smilede skævt til hende.
Nille vendte hovedet mod den gamle dame og var klar til at forsvare sig. Og dog, da den gamle dame snakkede, fik Nille et ulykkeligt ansigt frem. Tårerne gled ned af hendes kinder.
"J-jeg kan ikke løfte hende.." Stammede Nille. Hun lod som om hun var alt andet end en Drevens og en Skammer. Hun lod som om hun var Carolines normale veninde, som var bange for om Caroline ville dø. "M-mange tak." Hviskede Nille og rejste sig op, da en dreng, åbenbart kvindens søn, løftede Caroline. Nille tørrede de falske tårer væk fra kinderne og fulgte med ind. Dog var hun hele tiden opmærksom. Klar til at forsvare.
Nille mærkede varmen inde i stuen kærtegne hendes kolde hud. Nille satte sig ned i den stol der blev tildelt hende. Hun betragtede Caroline. Da Caroline åbnede øjnene åndede Nille lettet ud.
"Hey." Hun tog Carolines hånd. "Hvad skete der?" Hun hviskede lavt så damen og sønnen ikke kunne høre det.

Caroline åndede ud, man smagen af hendes eget blod flød endnu engang ned på hendes tunge. Kort kastede hun en arm ned imod kluden som var i spanden med vand, hun kunne ikke helt nå den. Men hun ville bare have blodet væk fra hendes ansigt, nu forstod hun hvordan hendes ofre for hendes morderiske side havde haft det.. Caroline kiggede Nille i øjnene.
"Jeg mødte bare lige en af Nicolas's fjender, han gjorde det meget klart at jeg skulle hilse Nicolas fra ham." Svarede Caroline stadigvæk med en hviskende stemme, hun satte sig en anelse op. Hun åndede forsigtigt ud, og kiggede kort tilbage. De var alene i stuen nu, Caroline kiggede på Nille.
"Vil du ikke række mig den klud, jeg har virkelig brug for at få alt det blod væk." Sagde hun, og rynkede på næsen over at blodet endnu engang landede på hendes smagsløg. Hun holdt øjenkontakt med Nille, hun fik sat sig op og åndede tungt ud. Hun knækkede sin nakke på plads.
[b]"Sikke meget ballade de sidste dage. Nå jeg kan se på dig at du er tilbage." Svarede Caroline men sagde tilbage ekstra lavt.

Nille så hvordan Caroline kastede en af sine arme ned imod kluden. Nille tog kluden, puttede i vandet, vred den, og kiggede så lidt på den. Nille lyttede til hvad Caroline sagde. Hun bed sig lidt hårdt i underlæben for ikke at sige at hun vidste bare at Nicolas var farlig for Caroline... Men... Hey! Var Nicolas egentlig kommet tilbage?! Det måtte hun spørge om senere. Det var netop det med fjenderne, hun var bange for, hvad angik Jacob. Hun var bange for at Jacob blev såret på grund af Nille.
"Det må ikke have været rart.." Nille bed sig i underlæben. "Har du set Nicolas for tiden?" Spurgte hun og kiggede på Caroline.
Nille nikkede da Caroline spurgte om hun måtte få kluden. Hun gav Caroline kluden med et svagt smil.Nille havde ikke hvisket da sønnen og damen var gået. Nille skar kort ansigt da Caroline knækkede sin nakke på plads.
"Jah... Jeg er tilbage." Hun trak på den ene skulder og lænede sig tilbage. Hun lagde armene over kors. "For det ser ud til at du og Jacob, ikke kan klare jer uden mig." Nille smilede drillende og grinede lavt.

Caroline kiggede på Nille, og rystede lidt på hovedet. Hun havde ikke set ham endnu, desværre. Men hun gav ikke op, Angela havde ment at Nicolas havde nogle ting som var meget vigtige der blev taget hånd om. Så hendes tvivl på om det var hendes skyld var blevet en del mindre, men kun lidt. For hun så ham jo selv gå, gå lige fra hende dengang...
"Nej desværre ikke" Svarede hun og sank en klump. "Men hans søster mener at han kommer tilbage, hun kender ham trods alt bedre end nogen anden." Tilføjede Carolien stille imens hun tog imod kluden fra Nille. Caroline tørte blodet væk fra sit ansigt, og der var det. Hendes ansigt havde ikke en eneste skræmme tilbage. Caroline kiggede på Nille med et skævt smil.
"Det lyder godt at du er tilbage." Svarede caroline blidt. "Nej vel? Jeg havner bare ofte i lidt kattepiner, har jeg fundet ud af." Svarede Caroline med et lille halv grin, på de ildrøde læber. Caroline smilede til Nille.
"Jeg har savnet dig. Der har ikke rigtig været noget at lave." Svarede hun blidt og smilede kærlgt til Nille.

Nille bed sig i underlæben. Hvis Nille havde set Nicolas, ville hun have hevet ham i øret, og sagt at han skulle finde Caroline med det samme! Men, det havde hun ikke. Hun havde ikke set Nicolas siden dengang hvor hun var fanget i mørket, hvor Rebecca havde bestemt. Nille havde heller ikke den største lyst til at møde Nicolas.
"Det er jeg ked af at høre." Sagde Nille blidt og bed sig kort i underlæben. "Hans søster... Hvad hed hun nu?" SPurgte hun nysgerrig og lagde hovedet lidt på skrå.
Nille smilede blidt og foldede hænderne i skødet.Hun så kort ned på gulvet, men hurtigt på Caroline igen.
"Mhm.. Jeg fik hjælp af to ... Elvere, vil jeg mene de var." Sagde hun og lænede sig igen tilbage."Det gør du." Sagde hun med et lidt drillende skævt smil. "Så jeg må hellere redde dig ud af kattepinerne." Sagde hun med et kærligt grin.
"Jeg har også savnet dig." Nille smilede blidt.

Caroline lagde hovedet lidt på skrå.
"Det er jeg også.." sVarede hun stille og nikkede kort til Nille's næste spørgsmål. "Hendes navn er Angela." Svarede Caroline, Angela og Caroline kom ikke så godt ud af det med hinanden. Men de hjalp rent faktisk hinanden hvis de skulle få brug for den hjælp. Caroline kiggede lidt på Nille, og smilede skævt.
"Elvere spændende, jeg tror aldrig rigtigt at jeg har snakket med nogle elvere." Svarede Caroline med et skævt smil.
"Jeps det er du, når jeg ikke selv kan." Svarede Caroline og satte sig helt op. ["b] Men så er det godt at du enlig kom tilbage."[/b]
Kvinden og manden kom tilbage ind i stuen, de så ikke så venlige ud længere.. Snerre ret fjendlige.. Caroline rettede blikket imod dem.
"En skammer og en tvinger i samme rum, sikke en pæn bunke penge man kan få sig der." Caroline rejste sig hurtigt op, hun var lidt svækkes efter alt det blod hun havde mistet, men hun kunne da klarer sig i et godt stykke tid ligenu. Caroline rettede blikket imod dem, de havde begge kors på. Det vil sige Caroline ikke kunne bruge sin evne. Flere mænd kom til stede, storer og barske.. De lignede nogle som kunne knuse en murblok med den barer næve. Caroline kiggede kort på Nille, de var omringet af folk som ville have penge for at have fundet dem..

Nille smilede svagt og så ned i gulvet. Hun vred sine hænder lidt og lukkede øjnene.
Angela... Hun åbnede øjnene og tænkte... Nej, det navn havde hun aldrig hørt før. "Hende kender jeg ikke. Hvordan er hun?" Spurgte Nille med nysgerrighed lysende i sine blå øjne mens hun kiggede på Caroline. Et savn var stærkt i Nille. Hun savnede Jacob. Men hun havde også savnet Caroline meget. Et svagt smil foldede sig om Nilles læber.
Nille smilede skævt. Hun havde faktisk mødt mange elvere. "Ja, de to her, var også mega spændende." Sagde hun lavt og grinede kort.
Et skævt smil foldede sig om Nilles læber og hun betragtede blidt Caroline. "Jep, meget godt." Hun grinede lavt.
Nille kiggede på manden og kvinden da de kom tilbage ind i stuen, de virkede ikke så venlige mere. De virkede fjendtlige lige nu... Hun rejste sig automatisk op, tog sine dagggerts frem og så advarende, truende på dem. En skammer og en tvinger? Åh, det kunne de godt glemme alt om!
Nille så rundt... Mens flere mænd kom frem. Et lille skævt smil foldede sig om Nilles læber. "Mhm.. Glem det." Nille kiggede på Caroline og nikkede for at vise de skulle UD nu. Nille kunne sagtens bruge sin evne. "Flagermus." Hviskede hun lavt til Caroline, for at fortælle at Caroline skulle skifte form til flagermus. Nille kunne klare sig. Hun hoppede op på stuebordet, hoppede over en af mændene, og landede elegant på begge ben. Hun sparkede kvinden i maven, løb mod udgangen.

Caroline vidste ikke hvad hun helt skulle svarer omkring Angela, hvad kunne man kalde tøsen? Hun var lidt speciel måtte Caroline indrømme, Angela vidste man ikke hvor man havde henne. Det ene øjeblik ville hun dræbe en, det næste ville hun hjælpe.
"Det kommer helt an på hendes humør." Svarede Caroline med et lille grin.
Flagermus. Hviskede Nille til hende, men Caroline vidste ikke helt om det var en god ide. Hun kunne godt forsvarer sig selv! Ville det at gøre sig til flagermus ikke være kujon agtigt af hende? Caroline opdagede en bagved hende som greb i hendes ene arm inden hun nåede at gøre noget. Caroline vendede sig om imod ham og smilte hånligt. Hun tog den anden hånd og gav ham en lige venstre med et vampyros slag. Manden slap af slaget, og Caroline sparkede ham bagud. Hun kiggede tilbage og susede hurtigere end lynet ud fra huset, og nåede at trække Nille med sig og de forsvandt hurtigere end kvinden og hendes mænd nåede at blinke med øjnene.
"Folk nu til dags." Åndede Caroline stille ud og kiggede imod Nille. Caroline hadede tanken om at blive jagtet, selvom Caroline havde det med at dræbe folk som var efter hende, de ville jo hende ikke andet end ondt. Så kunne man ligeså godt lade dem dø, eller det var lidt af en teori hun havde med sig. Caroline kiggede imod Nille.

Helt an på hendes humør? Nille grinede lavt og nikkede bekræftende. Javel ja. Så måtte denne Angela være en indviklet pige. Måske forhåbentlig ikke en Nille ville møde. Nille kløede sig i nakken og kørte derefter en hånd igennem sit lange sorte hår med den hvide fjer i sig. "Hm.. Så hun er en indviklet pige?" Spurgte Nille med et skævt smil.

Faktisk, mente Nille nu bare at det ville være smart og klogt af Caroline hvis hun forvandlede sig til flagermus, så hun let kunne komme væk. Hun syntes ikke at de skulle tage risikoen til at blive fanget. Nille mærkede nogen tage fat i hendes arm, og skulle lige til at sparke vedkommende i maven, da hun opdagede det var Caroline. Hurtigt var de ude af huset og Nille mærkede overraskelsen susede i hendes mave.
"Det må du nok sige." Hviskede hun. Nille sukkede lavt. "Lad os tage hen til... en af os." Nille rynkede på panden. Hun var pludselig så forvirret, at hun ikke vidste hvad hun sagde.

Caroline nikkede lidt, ja Angela var inviklet. Dog mindede hun meget om Nicolas, på nogle punkter. Måske var det derfor Caroline vidste at Angela nok var godnok på bunden af den vrede pige.
"Ja."

Caroline kiggede på Nille.
"Ja helere end gerne, jeg hader det her sted!" Enlig ikke, jo efter episoden med Kukiu.. Men hvis folk genkendte hende efter hun gik rundt med Sean for længe siden. Nille måtte gerne vide hun havde snakket med ham, men at hun faktisk havde nyt hans selvskab.. Og endda torturet to mennesker sammen med ham.. Og på en måde reddet hans liv, det var detaljer hun vidste at Nille ikke ville blive glad for. Caroline holdt det derfor for sig selv, Nille var typen som kunne have det med at overragere. Og Nille var jo lige kommet tilbage, så Caroline ville ikke skabe ufred ved at sige noget hun kunne have sagt tilbage i den tid hvor Nille var hjemme ved hende med Toby. Caroline nikkede imod Nille.
"Hvad lægger tættest på? Lad os tage Terrovile, og tage hjem til dig. Så der ikke langt hjem til Nicolas."

Nille nikkede blot til Carolines svar.

Hellere end gerne, forståeligt. Nille smilede svagt og så kort rundt. Hvis Caroline fortalte sine gode oplevelser med Sean til Nille, ville Nille straks gå. Hun ville føle sig forrådt. Hun ville nok heller ikke snakke med Caroline det næste stykke tid, hvis Caroline fortalte det til hende. Hun brød sig ikke om Sean, det ville hun nok heller aldrig komme til. Men mest af alt... HAdede hun hemmeligheder. Hun havde selv hemmeligheder, men de kom faktisk ikke Jacob eller Caroline ved. De var hendes egne. Men hvis de havde en hemmelighed for hende, angående noget der faktisk havde noget med hende at gøre... Ville hun have svært med at snakke med dem.
"Super." Nille nikkede. Hun gik hen imod terrorville. "Holder du noget skjult for mig?" Ikke at Nille kunne fornemme at Caroline gjorde, men chancen for at Caroline holdte noget skjult for Nille var der. Det tænkte Nille på.

Caroline lagde hovedet lidt på skrå da Nille spurgte om hun skjulte noget. hun kendte Nille godt, men vidste også at folk ikke sagde alt til hinanden. Desuden vidste hun Nille ville blive mere end vred på hende, men Caroline så det ikke som nået Nille behøvede at blande sig i. For hun havde jo ikke et godt forhold til Sean stadigvæk, det var neutralt. Caroline rystede blidt på hovedet.
"Nej det helt fint, jeg tænker bare altid på Kukiu episoden når jeg er her." Forklarede Caroline sig stille, og smilede svagt. Det var trods alt ikke en løgn, de stod lige der hvor han havde sprunget på hende før, og muren ikke langt fra dem. Var der et par helt tørre blodpletter som regnen ikke havde fjernet. Caroline fik øje på dem og kiggede så på Nille. Og begyndte at gå imod Terrovile, hvis de var hurtige kunne de nå det inden solen stod op. Men chancerne for de kunne nå det uden Caroline brugte sin fart var ikke særlig store, desuden var Caroline svag på grund af alt det blod hun næsten lige havde mistet. Men en halvtime i solen kunne hun klare det vidste hun dog.

Kukiu... Ja, Nille kunne tydeligt huske at Caroline var blevet voldtaget og tortureret af ham. Stadig havde Nille haft for travlt og havde haft det elendigt for tiden. Hun huskede også at hun havde lovet... Var det Luce hun havde heddet? Ja, det var det, at Nille ville hjælpe hende, eller noget i den stil... Men det havde Nille så ikke. Men det var der en god forklaring på. HVorfor skulle Nille hjælpe en anden, når hun selv kæmpede for at leve og havde psykiske problemer? Ja, Nille ville gerne hjælpe andre, men det kunne hun bare ikke når hun havde haft det sådan. Hvis folk mente noget andet, så ville hun bryde al kontakt og lade personen være.
Nille lagde en hånd beroligende på Carolines skulder. "Tænk ikke på det. Jeg ved at det ikke må have været rart og har påvirket dig meget... Men tænk ikke på det. Det vil blot gøre alting værre. Jeg er jo selv blevet voldtaget, søde... Men hvis du tænker på det hele tiden, vil det blive værre og værre, til sidst vil det æde dig indeni." Nogle gange burde Nille altså selv lytte til sine råd!
Nille smilede beroligende til Caroline. "Vi må skynde os." Hun vidste at solen var på vej op. Hun begyndte at gå lidt hurtigere, men sørgede for at Caroline kunne følge med, da Caroline jo var svækket.

Tænk ikke på det. Hun lyttede til Nille's råd, og det var enlig det samme råd hun havde valgt at lede efter i de sidste 4 år, men ligemeget hvor meget man ikke tænkte på det. Så sneg det sig ind under huden på en med det samme triste tanker kom henover hende.
"Jeg har givet mig selv det råd siden jeg var 13 år gammel, men det bider altid en under huden. Dog ved jeg det, og jeg kæmper stadigvvæk med det." Svarede hun inden hun satte i løb, selvom hun var svækket var hun stadigvæk hurtig.. Caroline kom op på siden af Nille, og nikkede til hende. Solens stråler var som arme, der prøvede at strække sig for at nå dem. Selvom de ikke ville brænde før om noget tid. Caroline kunne se hvordan strålerne kastede sig længere og længere op imod dem. Selvom det dog forgik ganske stille, Caroline kastede sit blik på Nille igen.. Løbe turen var hård, og svækkede endnu mere, hun måtte have blod.. Et menneske var ude og løbe en morgentur, og Caroline's tørst tog over. Hun løb over og sugede til sig af menneskets blod. Hun kiggede mennesket i øjnene bagefter.
"Du husker intet om mig." Sagde hun med sin evne, og kort tid efter havde mennesket allerede glemt alt om hende. Caroline var hurtigt oppe ved Nille igen, hun følte sig omsider meget frisk igen.. Ingen uhealede sår, ingen tørst og ingen fysiske smerter.

Givet sig selv det råd siden hun var 13 år? Nille havde ikke engang kunnet have sine egne tanker i fred, for sine kontrollerende forældre. Hun var dog sluppet af med dem nu... Udover... Arh! Det var så forvirrende! Hendes forældre havde ikke rigtig været hedes forældre, næ nej, hendes mor var Sylva, hende som Nille havde troet var hendes mormor. Lenard var hendes far, ham som hun havde troet var hendes morfar. Lily var hendes søster, Cora som hun aldrig havde mødt var også hendes søster, Isobel var hendes søster. Hvorfor havde Sylva dog fået så mange piger?! *Fordi at Skammerne er kvinder.* Ja, Nille havde jo vidst svaret. Hun sukkede indvendigt over sig selv.
"Du er ældre nu, Caroline. Du er stærkere. Næste gang du ser Kukiu, så lad ham være. Ignorer ham. Hvis han følger efter dig... Så tag hjem til mig, mine... "Hun sukkede. "Vagter lader ikke folk som jeg ikke bryder mig om, komme i nærheden." Hun kiggede på Caroline.
Men hun var væk. *Hva pokker?* Hun så rundt. *Dér!* Hm.. Caroline havde vidst fået sig en lille snack. Nille smilede for sig selv. "Var det bedre?" Spurgte Nille roligt og fortsatte med at gå mod sit hus.

Caroline hørte Nille sige det, men var løbet inden hun nåede at sige noget. Hun kom jo trods alt hurtigt tilbage, hun kiggede på Nille med et skævt smil.
"Ja, meget bedre. Det var himmelsk." Svarede hun med et skævt smil på læben, hun fuldte med Nille op imod hendes hus. hun kiggede rundt hun havde allerede færtenen af vagterne, de var ret nemme at lugte for en med gode sanser. Hun kiggede på Nille, og løb så op på siden af hende igen. Solen ramte hendes hud nu, men det gjorde intet. Det var faktisk lidt dejligt at mærke solen prikke lidt på ens hud, det skete så sjældent.. Men det var en vidunderlig følelse. Hun elskede også følelsen af at det ny drukket blod, gled ned igennem hendes årer.. Og den måde hendes hals ikke var tør på efter hun havde drukket af blodet, hun følte sig frisk og klar til udfordringer hvis der skulle være nogle af dem. Nu var den eneste dog at komme indenfor indenfor en halv time, hvilket Caroline ikke så som et stort problem.

Nille delte ikke Carolines glæde for blod. Faktisk, syntes Nille at blod smagte lidt af metal. Om hun kunne lide det eller ej, kunne hun ikke helt finde ud af.I stedet for at sige noget, nikkede Nille blot og smilede skævt. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til det. Vagternes fært ramte også Nille som en når en hammer slog hårdt ned i et bord. Hun fornemmede også en af shapeshifternes tilstedeværelse tæt på sig. Hun så bag sig. Ganske rigtigt, der gik en ulv med rustning. Det bedste ved at være en Drevens var at hun ikke skulle dræbe andre for at få mad.
Døren blev åbnet af en ung dreng, men da de trådte indenfor, lukkede han den og gik ind i et andet rum. Nille så på Caroline.
"Er der noget du har brug for?" Spurgte Nille med det skæve smil om læberne. Hun vendte sig om, gik mod stuen. "Eller, vil du bare slappe af?" Hun regnede med at Caroline fulgte efter. Hvis ikke, ville Nille se spørgende på hende.