I know this man...(Nille)

s: gyderne
O: huse, skrald, rotter, folk
t: aften
v: overskyet, koldt.

Sean stod under et halvtag og lod blikket glide over sine omgivelser.
For en gang skyld var det ikke Nille der fandt ham eller at de mødte hinanden tilfældigt. Denne gang havde han ledt efter hende og hans søgen havde ført han til gyderne i aften. Og han havde en helt speciel grund.
Denne aften, kold som vinteren jo var, havde han nogle mørke jeans og en sort jakke på. Han gemte de sædvanlige våben på sig. Hans hænder var begravet i lommerne for at holde varmen, en let rød farve var over hans ansigt begrund af kulden. Hans mørkebrune hår strittede let og afslørede at han ikke havde slappet særlig meget af på det sidste.
Han havde ledt efter en måde at udrydde truslen der hed "Nille ved alt om mig" Og han havde endelig fundet en måde! Og han skulle nok overtale hende til det...Når han fandt hende. Et lille smil lå på ham.

Nille hoppede let ned fra BlackStars ryg, og sendte ham væk. BlackStar galopperede ind i mørket igen, og fløj lidt væk. Hun havde en hvid jakke med hætte, sort tanktop indenunder, sorte jeans, og sorte converse sko på. Hun trak hætten over håret som var sat i en fletning der hang ned af skulderen. Det var koldt denne dag... Hvilket irriterede hende grusomt! Ikke ligesom når hun var sammen med Jacob, dette var anderledes.
Hun havde følt sig forfulgt de seneste par dage... Som om nogle ledte efter hende. Det var ikke særlig betryggende eftersom at dusøren på hende gerne skulle have været væk... Men hun var blevet vant til at gemme sig, og det var måske også bedst at holde lidt lav profil.
"Irriterende dusør jægere..." Mumlede hun. Hun begyndte at gå lidt, og endte ved gyderne... Hun var ikke specielt glad for det sted, men... Sådan var det jo.
Hun kunne se en skikkelse lidt væk fra hende, men hun fortsatte med at gå.


//Så kunne jeg få fat i lidt krea til at svare //

Han lod blikket glide over omgivelserne og stod tålmodigt og kiggede rundt omkring sig. Der var ingen der sagde at hun netop kom denne vej, men han havde spredt sine mænd ud over gyderne og på en eller anden måde skulle han nok finde hende. Men han var åbenbart heldig i dag, for den skikkelse der kom gående nede fra gaderne af, i sort ud over sin afslørende hvide jakke, lignede umiskendelig Nille.
Han smilte svagt og ventede til hun kom tættere på, for at være helt sikker. Hun havde hætte på, men det mindede virkelig om Nille...
Han trådte frem og greb kort fat i hendes arm for at få hende til at stoppe, mens han stilte sig omme bag hende og hviskede i hendes øre.
"Jeg har ventet på dig. Jeg har et forslag, jeg tror du vil holde meget af. Skal vi ikke mødes på den nærmeste værthus? Hvor vi også forhandlede om din ring..." så var han væk igen. Hans hånd havde sluppet hende og han forsvandt næsten i skyggerne omkring dem. Han gemte sig lidt for at se om hun ville gå mod værthuset, men ville ellers selv gå derhen, så han kunne være der før hende.

Nille blev overrasket da hun mærkede en hånd på hendes arm, og stoppede op. Hun skulle til at vende sig, og slå vedkommende da hun hørte en stemme hviske ved hendes øre. "Sean." Hviskede hun, og mærkede hjertet banke utroligt hurtigt.
Værtshuset... Åh ja... Hun var lidt usikker... Men vendte sig i den retning hvor man skulle gå for at komme derhen.
Hun begyndte at gå derhen, og ventede lidt... Hun gik så ind.

Han havde set hende gå den rigtige vej, efter en kort tøven. Han smilte let for sig selv og løb hen til værthuset. Han nåede netop at smide jakken over ryglænet og modtage sig en varm kop te, og sætte sig på stolen, da Nille trådte ind. Han lod kort hånden glide gennem sit hår, han var i god form og der havde ikke været langt, så han svedte ikke rigtig. Han pustede let på sin te og tog en lille tår af den. På den anden side af bordet sad en skikkelse, klædt i en brun og let slidt kutte, gemt væk fra alles øjne. Han sad i skyggerne og det var ikke til at bedømme hvem denne person var. Kun Sean viste det.
Hans øjne fulgte Nille, da hun kom ind, med et lille smil.

Nille tøvede lidt da hun opfangede hans blik, og gik et skridt bagud... Hun sukkede, og rankede ryggen. Hun skyndte sig at gå hen til ham, men kiggede stadig advarende på ham. Hun satte sig på en stol ved hans bord, og kiggede spørgende på ham.
"Sean." Sagde hun bare, og nikkede kort. Hun havde stadig hætten over hovedet.
"Hvad er det du vil?" Spurgte hun, og lagde armene over kors.

HAn smilte bare roligt til hende, mens han nikkede venligt. Denne gang var hans smil ægte og hans øjne venlige og varme, som de plejede.
"Nille. Dejligt at se dig. Kan jeg byde på noget at drikke?" spurgte han roligt, som om de i virkeligheden var to venner der så hinanden.
Men så lænede han sig ind mod bordet og så direkte på Nille.
"Jeg har som sagt et forslag. Tanken om de ved alt muligt om mig, huer mig ikke, som du nok har opdaget. Jeg hader det og føler mig svag. Derfor har jeg søgt efter en løsning"

Nille lænede sig tilbage i stolen, og kendte ham (Takket være hendes dejlige evne) alt om ham. Hun vidste at der lå noget bag de venlige øjne, og smil...
"Nej, du kan ikke." Svarede hun bare surt. "Og du kan ikke narre mig."
Aha! Hun vidste det! Der var noget bag det hele! Hov ... Vent hvad?
"Tror du at jeg kan lide det? Jeg kan ikke sige det til nogen da du stensikkert vil give dem en smertefuld død!" Snerrede hun.
Hun havde fortalt Jacob at hun havde set Sean i øjnene med sin evne... Men ikke hvad hun havde set. Det turde hun ikke.
"Spyt ud med dit dumme forslag"

Han grinte kort. Nille, altid så...underholdende.
"Easy, tiger" smilte han, mens han tog hænderne op foran sig og lænede sig tilbage i stolen igen, mens han afslappet tog en tår af sin te.
"Jeg har et forslag, som kan få dig til at glemme alt om mig. Hver eneste detalje, hver eneste person...Hver eneste billede, tanke om min fortid. Du vil ikke glemme mig, du vil bare glemme at du har set mig i øjnene og set alt det der...Og det vil jo gøre ikke bare dig mere sikker, men også din klan" han smil voksede let.
"Manden her..." Sean gjorde en gestus mod manden, der stadig forblev siddende, gemmende i skyggerne.
"...Har evnen til at trække sådanne ting ud af hovedet på folk. Han vil ikke selv få minderne, tankerne, billederne. Han sletter dem bare. Han har hjulpet mig før, men jeg har haft problemer med at finde ham. Men se ham i øjnene noget tid, se det hele forsvinde...Og det er overstået" smilte han

Nille kiggede ham i øjnene, og kneb dem lidt sammen.
"Jeg er ikke en tiger... Jeg er for guds skyld da også en panter!" Sagde hun rettende, og lagde benene over kors. Hun løftede på den ene øjnebryn over det han sagde, og kiggede hen på manden. Hun kiggede på Sean igen.
"Og det skulle hjælpe os begge? Hvad med at han bare sletter det jeg har set? Og ikke at jeg har set dig i øjnene?" Forslog hun. Hun ville ikke glemme at hun havde set ham i øjnene... Men gerne hvad hun havde set. Hun smilede drillende.
"Men du vil ikke have mig til at glemme dig? Du kan jo ikke lide mig?" Spurgte hun, og grinede. Smilet forsvandt hurtigt, og hun blev alvorlig igen.

Han smilte svagt, men kommenterede ikke det første. Det havde været en talemåde. Noget man sagde til folk, som opførte sig lige lovlig aggressivt.
"Hvorfor huske du har set mig i øjnene, når du alligevel ikke skal kunne huske hvad du har set?"spurgte han kort.
"du risikere bare at løbe efter mig for at vide hvorfor du ikke husker det eller noget i den stil og det orker jeg ikke" han tog afslappet endnu en tår af sin te, mens han så lidt på hende.
"Der er ingen grund til du glemmer alt om mig. Der er ingen grund til du glemmer missionen med Arason eller andre sådanne ting. Vi tilhøre hver vores klan. Det er en god ting at vide hvem der er hvem. Selv for ens fjender" han smilte svagt

Nille rullede med øjnene. Bla bla bla bla var det eneste hun hørte. Hun HADEDE når han havde ret... Endnu et bevis på at hun var en ung dum, og uviden tøs.
"Jajajajajaja." Svarede hun flabet, og kiggede surt på ham.
Han var da lige godt irriterende... Der var sikkert mange piger der faldt for ham, men niksenbiksen ikke hende! Hun syntes slet ikke om ham.
"Okay, så? Men jeg regner med at få på skrift at du ikke får manden til at slette andre minder!" Sagde hun.

Han grinte kort og rystede på hovedet.
"Jeg er slet ikke interesseret i andre af dine minder. Dem er jeg fuldstændig ligeglad med. Jeg er kun interesseret i at slette dem om mig og det ved du." smilte han kort.

//kreasvigt^^//

//Haha, har også en smule //

Hun løftede på det ene øjnebryn.
"Hvad nu hvis jeg vidste noget du ikke vidste?" Hun ville drille ham lidt... Hun var usikker på at hun vidste noget han ikke vidste.

Han trak svagt på skuldrene.
"så behold det. Mange ved ting jeg ikke ved" svarede han kort og gjorde endnu en gang en gestus mod manden ved siden af dem.
"Skal vi?"

Øv, altså! Nu havde hun jo lige håbet at det havde virket...
"Fino." Sagde hun kort, og godt, og skævede til manden... Hun var ærlig talt ikke specielt tryg ved det.
"Måske en anden gang..." Sagde hun, og begyndte at rejse sig.

Han var hurtigere oppe end hende og så direkte efter hendes øjne, da han jo ikke længere havde noget at frygte.
"Jeg tog måske fejl af dig? du er måske fuldkommen ligeglad med den fare de oplysninger ikke bare sætter mig i, men også dig selv, din klan, dem du holder af?" Spurgte han bestemt, alvorligt. Han var her ikke for at lege. Han tilbød hende en vej ud af alt det her. et let smil spillede om hans læber.
"du er måske dummere, end man skulle tro...? Eller tør du ikke?" udfordrede han hende

Nilles hjerte bankede hurtigere... Hvad skulle hun gøre? Hun ville gerne beskytte sin klan... Og dem hun holdte af... Teknisk set Jacob. Hendes underlæbe bævrede lidt, men tog sig sammen. "Du er ond, sean. Jeg stoler ikke på dig." Sagde hun, og havde hænderne på bordet. "Du er bange for mig... Indrøm det dog." Hun så udfordrende på ham, og ignorerede hans sidste ord.

Han grinte kort og blev stående ind over bordet, selv om hun kom tæt på.
"Mig? Det er dig der ikke tør stole på mit ord, om jeg kun er interesseret i du glemmer det, du ved om mig og min fortid" smilte han lige så roligt som før, uanfægtet af hendes lille kommentar.
"Hvad skal et stykke papir hjælpe dig, hvis jeg faktisk har tænkt mig at fjerne mere? Du kan altså intet andet gøre...End tro på det. Og du ved det er sandt. Du ved det er det eneste jeg er interesseret i, du ved det er den eneste grund til jeg har været efter dig og hadet dig..." det sidste sagde han med en stemme, der var indædt af had. Men så smilte han afslappet igen.

Nej, nu var det nok!
"Nu hører du godt efter Sean!" Sagde hun, og så vred ud.
"Jeg har haft det virkelig dårligt for tiden, og mine følelser er blevet leget med! Jeg har hverken tid, eller humør til at tage imod dine humørsvingninger! Jeg leder efter en person som er begyndt at betyde MEGET for mig! Det kender du måske?" Hun slog ned i bordet, og begyndte at gå.

Han greb fat i hendes arm, så hun ikke bare gik, og hev hende hen til bordet igen, stadig med sit rolige smil på.
"Jeg er skide ligeglad med dine følelser. Jeg er skide ligeglad hvad du oplever lige nu. Det eneste der betyder noget lige nu og her, er at du ikke går herfra, før du har glemt alle ting om mig. Forstår du det? Eller skal jeg virkelig jage din klan, før du fatter mig?" han sagde det på en måde, så der ikke var tvivl om han ville gøre det, hvis det passede ham.
"Jeg har mere magt nu, efter vores lille mission med Arason, end du kan forestille dig. Det vil tage mig et øjeblik at lokalisere dem. Men det ønsker du måske også? Hvis et skide papir giver dig sikkerhed nok til at gøre det, så fint." han tvang hende ned i stolen igen og vinkede en tjener hen.
"papir, blæk, øjeblikkeligt!" tjeneren så forfærdet på ham, over hans hårde kommando og hun skyndte sig væk for at finde de ting han havde bestilt.

Nille knurrede af ham, og skulle til at skifte form. Hendes skygge lignede da en panter.
"Og jeg skulle måske hente Alane? Og måske også Nephthys? Så kunne de jo møde hinanden, og snakke om hvor fantastisk du er!" Snerrede hun, og blottede sine tænder. Hun kiggede efter tjeneren. "Lad være... Med at... Hente det..." Sang hun. Hun havde øjnene på tjenerens ryg.

Tjeneren stoppede forvirret op. Sean mærkede efterhånden hvordan vreden bevægede sig igennem hans krop, men han slap hende stadig ikke.
"Det var din eneste betingelse for at det skulle ske. Hvad forlanger du nu?" spurgte han kort og holdt hende stadig fast.

Hun kiggede på ham med øjne der kunne gløde når som helst.
"Jeg forlanger at du slipper mig omgående ellers må vi jo tage den tur med at jeg ser dine minder igen." Truede hun, og knurrede. "Vi kan tage den lette måde eller den hårde måde, Sean. Du slipper mig, lader mig være, og jeg vil tænke over det med at glemme det hele. Den hårde måde er at hvis du bliver ved ser jeg dig i øjnene."

Han grinte kort og rystede på hovedet.
"Du har allerede set det der skal ses. Så tror du jeg er bange for det længere?" knurrede han og greb fat om halsen på hende, klemte til.
Han nikkede kort med hovedet, hvorefter manden rejste sig fra skyggerne og slog hætten tilbage. Han var skaldet, hans hud var hverken gammel eller ung og hans øjne havde et hvis slør over sig, som om han faktisk var blind. Han havde dog ingen problemer med at bevæge sig over til dem.
"Se hende i øjnene og få det overstået. og få hende også til at glemme det her...Jeg orker ikke noget surt barn" knurrede han og undgik selv hendes øjne, mens han prøvede at holde hende fast.