The end? John Clancy

Sted: Gyde..
Tid: Nat
Vejr: Gammel sne, overskyet.

Der var kun to, men de var langt stærkere end nogen, hun før havde kæmpet imod, og hvad der var værre, de var fuldstændig ligeglade med det faktum, at hun var en lille, spinkel pige med sarte træk og drenget figur. De var fuldstændig ligeglade, eller også var det det, der drev dem. De slog i hvert fald, som om de regnede med, hun var en havnearbejder.

De var dukket op i en mørk gyde og havde trængt hende tilbage. Hun havde forsøgt at tale sig ud af det, indtil hun var gået på en væg. Så vidste hun, hun skulle være flygtet, og hun bed sig i læben af vrede over sin naivitet. Skulle have stukket halen mellem benene ved første givne lejlighed, tænkte hun, og så havde den første langet ud efter hende. Hun var hurtig, havde snoet sig uden om og slået ham på halsen med siden af sin hånd. De fleste ville være tumlet tilbage, gispede, men ikke ham, han knapt nok hvæsede, og det næste slag faldt fuldstændig automatisk, og det var hende, der tumlede omkuld i sneen. Knapt var hun sprunget op før den anden slog til. Bagsiden af hans hånd ramte hende hårdt over kindbenet og hagen og kraften var nok til at hun ville være gået omkuld hvis ikke hun var stødt hårdt ind i væggen. Han slog hårdt som en grovsmed, og i Spurvs hoved, der dunkede forfærdeligt, blev alle advarselslamper blive tændt. Alt for sent. Hun kunne ikke nå at flygte, og hun vidste det udmærket. Den anden slog igen, med en knyttet næve, der sandsynligvis ville have knust hendes kranium, men hun dukkede sig, og hans knoer blev slået til blods mod den kolde stenmur. Han gav et kort, rasende brøl, der fik hendes blod til at true med at fryse, og gik i knæ. De ville slå hende ihjel, tænkte hun og for første gang i umindelige tider trak hun den dolk, der normalt sad skjult under hendes venstre ærme, fri. Hun trykkede sig op mod muren og fægtede med den foran sig for at holde manden, der ikke var i smerte over en blodig hånd, fra livet. Det var imidlertid rimelig forgæves, for han fangede hendes håndled med en fiks manøvre, og et øjeblik sled hun desperat for at trække sin hånd fri, så gav han sig til at klemme om hendes knogler. Ganske langsomt og fuldstændig støt øgede han presset sekund for sekund. Hans øjne glitrede faretruende, hedes var kæmpestore, skrækslagne, mens smerten skød op gennem hendes arm. Hun åbnede munden for at skrige, intet kom ud, i stedet tabte hun kniven, der klirrede mod brostenene og gik i knæ, eller det ville hun have gjort, hvis ikke han havde smadret sit knæ op i hendes hage og dunket hendes hoved ind i væggen. Hun kom til at bide sig i læben, hendes mund blev fuld af blod og det var med det yderste af fingerspidserne at hun holdt sig fast ved bevidsthed.
Han var hurtig, greb hende om kæben og hev hende op at 'stå', uden at gøre mine til at ville sige noget. Den anden mand var kommet på benene igen, tårerspor glitrede over hans kinder. Hun spyttede blod ud i ansigtet på den nærmeste og gav sig til at skrige.

denne aften var ikke nogen speciel for John han ville bare gå lidt rundt og filosofere over hvordan hans nye kæreste ville påvirke hans arbejdsliv i fremtiden. han gik på de gamle sne der knitrede under hans sko. hans øjne var rubin røde og hans sne hvide hår var sat op i en heste hale og hans skæg var soigneret og veltrimmet. han havde sagt til Luce at han skulle et svip emne ind til byens undergrund. han havde ikke sagt hvorfor, bare at han ville gå en tur. han hørte den lave skurren af en kniv der ramte jorden efter fulgt af et skrig. han satte tempoet lidt op på vej mod skrigende der lød til ikke at komme så langt væk fra hvor han stod lige nu. han gik hurtigt hen til stedet. det var uden tvivl her. blodet randt i en tyk rød strøm ud af gyden og to mænd stod og bankede en lille pige "hvad satan har i åndsboller gang i med den lille pige" han så på den med et ansigt der ikke viste en eneste følelser eller trak en mine.

En lussing, der nær havde drejet halsen om på Spurv, kvalte skriget. Hendes næse begyndte at bløde. Manden slap hende, og hun kollapsede med et gisp som en fugtig karklud. Kun ganske langsomt fik hun samlet sig nogenlunde og kom op på albuerne. Den ene lo en kort, knurrende latter, den anden sparkede ud efter hendes hoved. Han havde imidlertid undervurderet hende, og selv om hun var blændet af tårer og snarere sansede end så sine omgivelser, så formåede hun alligevel at rykke baglæns så hendes næse undgik hans støvlesnude med et par centimeters luft at løbe på. Det var imidlertid ikke ret meget, hun havde vundet ved den manøvre, i hvert fald ikke, hvis gyden ikke pludselig var blevet fyldt af en stemme.
De to overfaldsmænd vendte sig synkront og gjorde front mod den nye fjende. De mente godt, de kunne vende ryggen til Spurv. Hun gispede hæst efter vejret gennem gråd, der uden varsel boblede op i hendes indre, og så gennem et slør af tårer, hvordan en mørk silhuet med sneblond hår var trådt ind i synsfeltet.
"Det rager ikke dig," hvæsede en af mændene og trak en lang dolk fra et sted under hans kappe. Okay, de anså åbenbart denne nytilkomne for en større trussel, tænkte Spurv, der havde det fint med at være blevet reduceret til tilskuer. Hun kom besværligt på benene og tørrede sig over munden. Hun havde fået blod i håret, og havde næseblod.
"Skrup af med dig!"

John så op mod den sølle kniv. han løftede ikke andet end et øjen bryn og kniven fløj ud af hans hånd og begravede sig dybt i væggen. den anden så perplekst til og havde helt mistet mælet. en latter kom overhans læber "kalder i virkelig den smøre kniv en dolk" han lagde en hånd over hans skulder og trak en kurkri machette ud af dens skede som han havde på ryggen "det her er en kniv" han så på den første mand der kom tættere på ham. selv om han strittede i mod var det som om at der var usynlige snore der trak i ham. han råbte, skreg, svovlede og banede mens hans ven bare stod som en statue. med et enkelt hug på langs faldt hans hoved af og det mest pigede skrig han nogensinde havde hørt fra en mand kom nu fra den anden "i dit næste liv burde du være sødere mod små piger og være lidt mere venlig mod mænd der prøver at hjælpe før sagte pige" han så ned på pigen med et smil "er du ok" han så på hende med et lille smil. han så så tilbage på manden med foragt i blikket "du for en chance mere til at rette det op på dit liv" han så på ham løbe ud af den lille gyde. han så på hende og hjalp hende op og stå "er det meget slemt" han så på hendes næse blod og fandt et lille stykke papir frem og rev det i to stykker og gav det til hende.

Spurv slog hænderne for ørerne da manden begyndte at råbe. Hendes øjne blev meget runde, for der var tydeligvis en eller anden form for magi med i spillet, og denne unge magiker, der havde trukket et sværd af en slags, var ikke spor venligt anlagt overfor overfaldsmændene. Han hævede bare sin klinge i en næsten ligegyldig bevægelse, og kappede hovedet af manden. Hans makker skreg, men Spurv opfattede det kun gennem en tåge som hun sprang baglæns i skræk, stødte mod væggen (Den dolk, der var fløjet fra mandens hånd dirrede endnu i murværket et par meter til den ene side) og gjorde sig fuldstændig flad. Som i langsom gengivelse gik den hovedløse krop i knæ og faldt derefter sidelæns. Hovedet svævede og landede med en uhyggelig dump lyd i sneen. Dråber af blod, trykket ud gennem den åbne hals af det endnu bankende hjerte, faldt mørkt i det hvide og stænkede på muren og på Spurv. Det var først der, da hun mærkede det endnu dampende varme blod på sin kind, at det gik op for hende, hvad hun egentlig lige havde set. Hun udstødte et kort, skærende hvin mens hendes blik gik fra den døde krop over den tilbageværende overfaldsmand til den hvidhårede magiker. Så kastede hun op, hostede, gispede og kastede op igen. Han var kommet nærmere imens. Hun tørrede sig om munden med ærmet, der blev fedtet ind i både blod og opkast og trak sig væk fra ham.
"Vær sød at.." begyndte hun hviskende og undgik hans blik.
Men hvad ville hun sige? Hun vidste det ikke.