You? No you were dead right? //John Clancy//

S: Gyderne.
O: Mørke..
T: Sen aften..
V: Kølligt.

Skrigene rungede i gydernes kroge, de mørke kroge så inden kunne se hvad der skete. Mørket var spredt udover mange af gyderne, skrig efter skrig og råb om hjælp.. En ung kvinde kom løbende og råbte om hjælp, hun var frygtelig bange.. Hun blødte fra halsen, som om nogle havde haft fat i hende.
En anden kvinde lagde en hånd på hends skulder og smilte lumsk. Kvinden havde blod om munden, og gyldneøjne med rødt skær. Det var Erica, hun blottede sine tænder og stak dem ned i halsen på den uskyldige kvinde. Da kroppen var tømt for blod, smed hun den fra sig og tørrede blodet fra ansigtet.
Hun hørte skridt imod hende, og hun gemte sig i skyggerne og klar til et overraskelses angreb.
Da skridtne kom nærmere sprang hun frem og fik personen op ad en mur med blottede tænder. Hun trak dem dog hurtigt til sig. Da hun så hvem det var.. Hun sank en klump..

en skygge gled ned gennem gyder og gader. den var på jagt efter lige hvad den gad den fløj nærmest lige gennem en mand på vej i den anden. men kun næsten "hey hvad tror du du laver" råbte manden. de røde øjne af en dæmon ramte manden som om det var en laser "karl af uldrich familien" manden nikkede " du er blevet dømt til henrettelse af de hvide ryttere" da han stoppede med at bevægede sig kunne man se at hans kappe var hvid med en sort halv måne. manden bakkede tilbage "nej det er ikke muligt i blev dræbt alle sammen min familie har altid fortalt om jer" han begyndte at løbe men nåede ikke langt før han blev løftet op "men jeg er her jo og så længe en af os lever lever vi alle" manden svævede lige over jorden uden nogen kontakt med hverken murene eller denne skygge af en mand. manden begyndte at skrige af smerte og man kunne se hvordan hans krop blev bøjet og krøllet ind ad indtil at et højt knas gav genlyd mellem de stille gyder. den lille sjæl fløj ud af mandens mund og skyggen greb den i luften og slugte den "må du have hæld i dit næste liv for der er ingen nåde her mere" det maste lig fløj stadig i luften men faldt til jorden sekundet efter.

Erica slap manden da hun hørte råb, og vendte sig om. Hun løb derimod med vampyr fart og sprang på dæmonen, hun havde ikke været på talefod med den i mange hundrede år. Hun blottede sine tænder af ham, og holdte ham nede på jorden. Hun knurrede og hvæste, tænkte ikke rigtigt over noget.. Før hun kiggede ordenligt på ham..
"John?" Spurgte hun forskreækket og rejste sig op og slap ham. Hun trak sine tænder til sig og lagde armene over kors.
Hun kiggede bare på ham også på den anden, man skulle ikke komme ud og danse med hende.. Ikke hvis man ikke var inviteret.

" Erica?" han smilede lidt dog kunne det ikke rigtig ses på de lange ar han havde fået over sin kind der var noget af det sidste han havde fra den gamle klan. hans kappe der så ud til at være tvedelt og lavede en hætte foldede han ud og viste et par hvide læder vinger med de hvide halvmåner. han trak en lille økse fra sit bælte "hvor var det sidste sted vi mødtes inden angrebet" han huskede biblioteket og hvordan de havde sat der indtil hornet lød. de snakkede ikke de sad der bare og læste han tog chancen og satte sin økse tilbage i skede. han foldede sine vinger sammen igen og krammede hende "det er godt at vide at de bæster ikke rørte dig" han tænkte tilbage til den måde han fik sig selv kæmpet ud af varulve lejren efter han havde set flere af sine klan brødre og søstre blive slagtet og brugt til at fodre tropperne i en suppe "du så vel hvad de gjorde" han gav slip på hende igen og gik lidt væk igen og satte sig på en kasse.

Hun smilte selv en smule.. Dog kun en smule.. Det var mange år siden, hun huskede dog det som var det igår.. Erica var dog typen som var egoistisk nok til at redde sin egen røv.. Han krammede hende, det kom som et chok men hun krammede ham igen.
"Selvfølgelig gjorde de ikke det, jeg stærk" Svarede hun yderst selvsikkert men med et kærligt smil.
"Jeg så en smule ikke meget, hader varulve. Men de sjove at dræbe." Svarede hun med et drilsk smil, og kiggede på ham.. Det var længe siden.. Han satte sig på en kasse men hun stillede sig blot op af muren med ryggen op af og den ene fod.
"Jeg troede faktisk ikke der var nogen tilbage, jeg troede du var blevet dræbt." Svarede hun og lagde armene over brystet. Hun kiggede på ham med hovedet lidt på skrå. Hun kiggede rundt på nogle af ligene fra de ofre hun havde drukket op.
"Beklager rodet." Svarede hun med et kækt smil.

for første gang i flere år grinte han ordenligt "de varulve var heller ikke for kloge. jeg mener at lave et fængsel af kviste og grene er ikke for klogt jeg behøvede bare at sparke til en gren og det hele brast sammen" han så ned i jorden "desværre var jeg ikke hurtig nok til at rede nogle af de andre og de blev spist" han hørte stadig skrigende i hans hoved hver gang han lukkede øjnene "klanen er død men ånden lever videre gennem os" han så op mod stjernerne "mester bad mig om at bygge en ny orden op fra det de lærte os hos den gamle klan" han så på hende med et smil "du er altid velkommen. du var også altid den bedste snigmorder med din fart og det" han så på hende igen "jeg har aldrig rigtig været god til sådan noget men jeg var god til det med eleksire og det der magi.

Hun gik lidt tættere på ham og satte sig på hug, hun kiggede op på ham.
"Det gør mig ondt på dine vegne." Det mærkelige var, det gjorde det. Det prikkede en smule til hendes hjerte at han var trist over det...
"Ja det gør den, det godt du kan opbygge en ny. Det selvfølgelig ikke det samme." Svarede hun og rejste sig op. Hun kiggede ned på ham, han smilte i det mindste.
"Ja det kunne være sjovt, elsker den slags." Svarede hun med et kært smil. Hun luttede øre, hun kunne hører noget.. Det lød som nogle der kom imod dem, hun kiggede til siden.. Det var den mand hun ville have dræbt.. Han kom løbende i vrede imod dem.. Eller Erica enlig. Erica blottede sine tænder og løb imod ham, hun skulle til at sætte tænderne i ham da han hældte vievand udover hendes ansigt.. Så hun skreg og faldt på knæ imens hun tog sig til ansigtet.. Det gjorde mere ondt end piskeslag.. Manden sparkede lidt til hende så hun væltede ned på jorden, kan havde ikke opdaget John.
"Sig farvel." Sagde manden til Erica og tog en trædolk frem og var klar til at plante den i hendes hjerte.

en rungende stemme ramte gennem gyden "DU RØR HENDE IKKE" Johns øjne glødede rødt som der borde sig ind i mandens sjæl " DU HAR SET DIN SIDSTE DAG" manden blev løftet op og slynget ind i murende af gyden igen og igen indtil han havde brækket næsten alle af hans knogler var brækkede " SIG FARVEL" John gik hen og stampede hans fod lige gennem mandens kranium og sugede sjælen fra kroppen. han gik hen til Erica "er du ok" han hjalp hende op på benene igen "kan du stå selv" han holdt stadig en hånd omkring hende og hjalp hende op og sidde på kassen samtidig mens han hjalp hende op af en mur "lad mig se på det" han fjernede hendes hånd og det var ikke så slemt som de kunne have været men hun ville nok få ar "jeg lader dig ikke slippe så hurtigt væk igen" han gav slip men var klar til at gribe hende hvis hun faldt ned fra kassen.

Erica havde sat sig lidt op.
"Jeg klare mig." Svarede hun blot og lod ham fjerne hånden. Hun vidste det ville heale hurtigt. Så hun var ikke så bekymret det gjorde bare så satens ondt når det blev hældt udover en.. Det galte vampyrer og dæmoner, plus nogle andre væsner.
"Okay godt at vide." Svarede hun stille og stod perfekt, hun slyngede ikke eller noget.
"Jeg klare det, det var bare en smule vievand." Sagde hun og kastede hendes hår lidt tilbage.