Når sneen falder tungt. (Åbent for alle.)

Sted - Yderste cirkel af kirkegården.
Tid - Middag
Dato - Ubestemt
Vejr - Koldt og overskyet.
Omgivelser - Alting dækket i sne, både gravsteder og træer.

Nebogt gryntede tungt, imens han svang endnu en skovlfuld sne, ud over klippen. Nu er skovlfuld måske lidt underdrevet, i hvert fald når man tager i betragtning at skovlen var på størrelse med en fuldvoksen mand, og fremstillet af grovhugget sten og træ. Det var hårdt arbejde at rydde en hel kirkegård for sne, men når motivations faktoren bestod i en halv hest der bare ventede på at blive slugt, virkede det hele lidt mere overkommeligt.

Det var egentlig en ganske flot dag. Ganske vidst var der ikke meget himmel at se, men luften var ren og klar, og der var ikke en vind i miles omkreds. Perfekt vejr til manuelt arbejde.

Kæmpen slæbte sit store korpus hen til en a bænkene, og satte sig med et brag lige ved siden af den. Klog af skade, var han for længe siden holdt op med at sætte sig på dem. Det holdte de sjældent til.

Han foldede en stor pose ud på jorden foran ham, som han havde haft hængene i sit primitive pels bælte. Den var fyldt til renden med små halvfrosne kødstykker. Formodentlig egern og kanin som var omkommet i kulden, som nu tjeneste deres sidste formål som frokost snack.

"Mosh," brummede kæmpen for sig selv, og stak et halvt egern i munden.

Kasandra gik stille og roligt gennem sneen. Det var ik hver dag hun kom uden for skoven og hun indså nu, hvorfor. Sneen var høj og iskold. I skoven havde man ik så meget sne. Det kunne godt falde lidt igennem de tykke kroner i skoven, men så blev det altid som et lille let tæppe af vide fnug der dækkede blade og ubrugte veje.

Kasandra havde aldrig været i denne del før og nu var hun farret vild. Hun sukkede opgivende og kiggede ud over det sne bedækte landskab, mens hun så sin ånde blive hvid. Hun fortsatte frem og kiggede efter liv, men der var ik ret meget, af hvad hun kunne se.

Hun havde et par varme sorte bukser på og nogle høje støvler med uld inden i, for at varme hendes tæer. Hun havde en kappe på som det dækkede hendes ører og det lange lyse hår. Lidt længere fremme så hun noget der lignede et sted hvor mennesker kunne være, men da hun kom nærmere så hun at der ik var nogen. Hun sukkede igen, men fortsatte derhen, da hun håbede på at der ville komme nogen forbi som ville kunne vise hende vejen tilbage til skoven.

Da hun nærmede sig, hørte hun et højt brag og hun satte i løb for at se hvad det var. da hun kom tæt nok på til at kunne se at det var en kæmpe, stoppede hun op og stod i sneen og kiggede på ham.

//I har ikke lyst til at få emnet udvidet med en mere, så vi bliver tre vel ? aka: må jeg joine jer? //

/Den er åben for alle tristan ^^ Så du joiner bare

Nebogt sad med munden vidt åben og stirrede på den lille væsen foran sig. Selv når han sad ned, tårnede han næsten en meter over hende. Hun var ikke meget større end Arman, men så meget skrøbeligere ud. Han lænede sig lidt tættere på imens han tyggede langsomt. Selv med lidt over en meter imellem dem, lugtede hans ånde ret fælt.

"Go-mah?" Brummede han igen. Lange gerlander af spyt hand ned af hans mundvige, og hans små mørkerøde øjne fæstnede sig til pelsskoene på hendes fødder.

Der gik dog ikke mange øjeblikke før hendes påklædning mistede hans interesse, og han vendte tilbage til sin frokost. Så spændende var hun heller ikke, og hun var ikke i gang med at stjæle noget. Indtil videre.

//Du er meget velkommen Tristan. ^^\\

//Thanks Kas //

Var det bare ham eller blev her koldere og koldere? Tristan gøs og trak sin jakke tættere sig og trak pelshætten længere op over hovedet så det skjulte det orange hår. Han vidste ikke hvor længe han havde vandret fra by til by.. Et par dage måske, og han havde stadig ikke fundet Camille.. Hans havde sin taske og sin guitar spænd forsvarligt på ryggen, samt et polstret og varmt bur til katten Luck, som også sad fast på tasken. Den sov tungt og varmt imens Tristan kæmpede sig igennem sneen. Lige nu, virkede det hele som en dårlig ide. Godt nok havde det været risikofyldt og farligt hvor de var før, men han havde ikke været på egen hånd, og alt havde ikke været stort og nyt og skræmmende.
Tristan sank en klump da han for tredje gang passerede et træ han havde afmærket med et snit fra en kniv. Skønt.. Men han ville ikke indrømme at han var faret vild.
Kulden skød igennem træerne og han nøs en gang. *Lort..lort...lort* tænkte han og bevægede sig videre. Ikke tale om at han skulle fryse ihjel i en ukendt kold skov.
Han løftede hovedet da han hørte en høj lyd og bevægede sig i hurtigere tempo imod lyden. Kunne der være andre civiliserede mennesker eller væsner her? Lige nu var han ligeglad med om det så var væsner, bare de var venligesindede så ville han med glæde samarbejde.
"Hallo? " Kaldte han ud i luften og satte farten op imens han rettede på alt sin oppakning.

/Du behøver ik at takke mig^^ Tak ham der lavede emnet i stedet for /

Kasandra stod og så på den store afskylige kæmpe. Hun kunne tydeligt se spyttet fra hans mund, og hun trak sig lidt mere tilbage. Han var rigtig stor og hun tænkte på at hun aldrig havde været så tæt på noget der var så stort før.

Hun rynkede stille brynene da hun hørte ham tale, men hun forstod ik rigtig hvad det var han sagde. *Sagde han god mad?* Hun rystede opgivende på hovedet og indså at hun nok ik ville kunne få hjælp af ham, så hun gik stille udenom of ledte efter andre levende væsner.

Hun hørte nogen kalde lidt væk og hun satte hovedet på skrå. Er det mon vinden der drillede med hende. Hun sukkede og ledte vidre, men fandt ingen på kirkegården. Hun gik tilbage og så at kæmpen stadig sad og spiste og hun rystede på hoveet. Hun kunne stadig lugte hans fæle ånde, selvom det var et stykke tid siden han havde nærmet sig. Hun vendte sig mod den vej hun kom før og spejdede efter væsner.

Nebogt rynkede dovent på næsen og rejste sig op igen. Hvis han sad og kukkelurede for længe, fik han ikke noget for hans arbejde. Han greb fat om den store skovl endnu engang i vendte tilbage til at rydde vejene for sne. Først vejene, så gravpladsen. Hvis han var hurtig kunne han måske nå at blive færdig før det blev mørkt, men det krævede selvfølgelig at han ikke blev forstyrret yderlige.

Det lille væsen blev ved med at vandre rundt på kirkegården, tilsyndeladende uden formål. De er altså underlige, de små.

Skovlfuld på skovlfuld blev slynget over klippesiden, og inden længe ville den yderste ring været ryddet.


//Undskyld mine lidt korte indlæg. Jeg sidder og laver lidt andre ting i mellemtiden, men syntes ikke emnet skal gå i stå af den grund. ^^\\

// Det er i orden - og tak for emnet //

Tristan vandrede stadig med hurtigere skridt igennem sneen. Pludselig stødte hans fod imod noget og han fandt sig selv snuble et par meter fremad. Han kiggede omkring sig og fandt små sten rundt omkring. Et kig tættere på afslørrede inskriptioner.. Kunne det passe... Han var på en , kirkegård ?

Han hørte lyden af sne der blev kastet bag ham og snurrede rundt på en hæl hvorefter han frøs da han stod overfor en meget stor .. hvad var det ... trold? Nej .. Et form for væsen han aldrig havde set før.. Han stod fast på stedet og stirrede med store øjne på væsnet. Det kunne være hans eneste vej ud af skoven, eller det kunne være noget der så ham som frokost.

Kasandra stod og så ud over naturen i håb om, måske, at kunne se hvilken vej hun skulle. Det hele var hvidt og hun bandede højlydt over det hele var hvidt. Hun kiggede op mod himlen, i håb om at ved hjælp af solen, at kunne se hvad tid på dagen det var, men skyerne var i vejen og det gav stedet en dunkel tone. Hun kunne altså ik se hvor lang tid der ville gå før stjernene ville komme frem, og bruge dem til at finde hjem. Hun sukkede og sparkede til en bunke sne der lå foran hende.

Hun vendte sig rundt for at se hvor de lyde kom fra. Det lød som noget stort gik på sneen og sten der skrabede på sneen. Hun så over på kæmpen der var igang med at skovle sne. Han tog den ene dynge sne efter den anden og smed væk. Det var lidt fasinerende at se ham arbejde på den måde, men hun slog det hurtigt ud af sig og begyndte igen at gå rundt.

Hun hørte noget ramme en sten. Det var en svag lyd, men den blev forstærket af den svage blæst der var. Hun vendte sig rundt, samtidig med at hun trakke kappen lidt nærmere ind til sig. Hun så en mand og fra hans udseende så regnede Kasandra med at han var menneske. Han stod med ryggen til hende og stirrede på kæmpen foran. Hun rystede på hovedet begyndte at gå hen mod kæmpen. Hun havde taget beslutningen at spørge kæmpen nu.
*Hvis du kan hører og forstå mig, kan du så være venlig at fortælle mig hvilken vej jeg skal gå for at komme til byen?* Hun sendte sine tanker over mod kæmpen og af erfaring vidste hun at det kun var kæmpen der hørte det og han ville høre det klart og tydeligt.

Kæmpen så op på manden der pludselig stod foran ham, og der gik nogle lange sekunder før han reagerede overhovedet. Han gryntede højlydt og skød et par store skyer af varme luft ud af næsen, og vendte derefter tilbage til sit arbejde. Han tog dog kun en to-tre skovfulde, før han stoppede og stivnede på stedet. Nærmest panisk holdte han skovlen over hovedet imens han kiggede sig snot-forvirret omkring, efter at havde snoret rundt et par gange, begyndte han at råbe så det dundrede ud over hele gravpladsen.

"LO! LO-SAJ! NEBOGT GARROSH LO-SAJ!!"

Han stirrede morderisk på den lille mand, der pludselig var kommet, på samme tid med lydene og hovedpinen.

"ROK MAH!" Tordnede det fra kæmpen.

Tristan kiggede bare på kæmpen. Stivnet. Den varme luft der kom fra dens ånde stank langt væk af ting han ikke havde lyst til at beskrive.
Der gik et sæt igennem ham da kæmpen pludselig begyndte at råbe højt og Tristan bakkede meget hurtigt bagud, men stødte ind i en anden skikkelse. Han vendte med store øjne hovedet. Bange for at finde endnu en kæmpe og være fanget imellem dem, men istedet for en stor hæslig ildelugtende kæmpe ramte hans øjne en smuk ung kvinde. Han rynkede brynene idet hans hætte faldt ned af hans hoved.
Endnu et brøl og Tristan vendte hovedet igen. Den lød ikke glad.
"Wow big guy ! Rolig nu!" Prøvede han til kæmpen og rakte beroligende hænderne op foran sig.
Han kiggede på pigen igen og blinkede et par gange. Hvad lavede hun her?

Kasandra stoppede op og kiggede på kæmpen afventende på dens svar. Det gav dog ik megen mening da den begyndte at råbe op. Kæmpens ånde stank og hun kunne lugte den selv på den afstand. Mennesket begyndte at bakke tilbage, det så hun ud af øjenkrogen, men det var ik det hun fokuserede. Hun kunne se i kæmpens øjne at han var rasende og hun synes også hun så et morderisk glimt i kæmpens øjne.

Hun så forvirret på manden da han begyndte at tale beroligende til kæmpen. *Hvad har han gang i?*Tænkte hun irriteret. *Ved han i at han leger med ild?* Hun trak sig stille og roligt tilbage, imen hun lagde en hånd på hans skulder. Hun nikkede med hovedet den modsatte vej af kæmpen og kiggede så igen op på ham. *Ingen hurtige bevægelser* tænkte hun stille.

Nebogt begyndte så småt at falde til ro, da stemmerne og hovedpinen langsomt begyndte at fortage sig. Med et næsten ynkeligt snøft satte han sig ned som en sæk kartofler, smed skovlen væk og tog sig til hovedet. Både meget fortvivlet og vred, var det den eneste reaktion hans hjerne kunne kapere på stedet.

"Hvad er det dog i gør ved ham?!" Lød det pludseligt længere nede af vejen. Det var en ældre herre der kæmpede sig forbi snedyngerne. Han støttede sig til en gammel sort stok, og han var svøbt godt ind i frakke, handsker og halstørklæde, alt i en mørkegrå kulør.

Han nærmest hoppede forbi de to ny-ankomne, og lagde venligt en hånd på kæmpens store ryg, og prøvede på at... Beroligere ham? Mærkværdig gammel skikkelse. Nebogt begyndte tydeligvis at slappe mere af, og var heldigvis stoppet med at råbe.

Tristan rynkede brynene... Havde hans hoved lige sagt med en kvindestemme at han ikke skulle lave nogen hurtige bevægelser? Han måtte være ved at blive skør. Ikke desto mindre adlyd han og flyttede sig ikke.

Han vendte hovedet da nogen udbrød noget og snart var en ældre skikkelse hende ved kæmpen.
"Vi har virkelig ikke gjort noget.. Han øh.. havnede selv sådan.." Prøvede Tristan og gik et forsigtigt skridt hen imod kæmpen og den gamle mand, men kun ´´et skridt.

"really sorry, men du kunne ikke fortælle mig vejen ud af skoven..?" Fortsatte han imod den gamle skikkelse.

Kasandra kantede stod stille og kiggede over på kæmpen og begyndte at lappe af, da hun kunne se at han begyndte at falde til ro. Men kun en lille smule. Hun fjernede ik sine øjne, heller ik da hun kunne mærke at der var nogen der nærmede sig.

Så hørte hun ham den gamle mand begynde at råbe op, og hun vendte sit hovede med et ryk. Hun så manden komme gående med stokken og hun blinkede let med sine øjne. Hun trådte op på siden af manden fra før og nikkede bekræftigende da han sagde at de ik havde gjort noget.

Kasandra valgte at det ville være bedst bare at lade være med at spørge om vej over hovedet, og så bare lade sine fødder visen vejen, og så håbe på at hun en dag ville nå hen til byen. Hun savnede lidt Meric. Det ville have været meget nemmere hvis han havde været i nærheden. Hun kiggede frem og tilbage mellem mændende og valgte at blive til det hele var overstået, før hun ville fortsætte sin vandring i kulden.

Efter at havde mumlet nogle ord til det store væsen, vendte den gamle mand sig imod Tristan og Kasandra. Nebogt rejste sig sløvt op, og vendte tilbage at a skovle sne. Med sikre langsomme skridt gik den ældre herre de to besøgende i møde.

"Jeg beklager hvis i blev forskrækket. Han er normalt from som et lam. Jeg kan ikke forestille mig hvad der dog kunne havde skræmt ham sådan."

Han tippede lidt på den gamle bowlerhat og nikkede anerkendende til gæsterne. "Arman. Jeg er graver her. Jo selvfølgelig kan jeg vise dem vejen hjem, men hvad med et kop te, imens vi venter på at vejen bliver ryddet?"

Han trak halstørklædet lidt ned så man kunne se hans blege hud og gule tænder. Hans hår var langt, mørkt og fedtet, men han havde venlige øjne der var så dybgrønne som grantræer.

Tristan slog ud i et smil af lettelse da manden virkede til at være rigtig flink.
"Jeg siger bestemt ikke nej til en kop te!" Svarede han glad. Hele hans krop var kold og det ville være skønt at komme ind og få varmen.

En hånd blev rakt frem imod den ældre mand. "Hyggeligt at møde dig, jeg er Tristan" fortsatte han og vente sig imod pigen også. "Jeg fik heller aldrig hilst på dig" Afsluttede han roligt og rakte også hånden imod hende som en gestus.
Da han var færdig der vendte han sig med et nervøst smil imod den ældre herre igen. "Det lyder lidt underligt det her... Men du skulle ikke have noget katte mad eller noget?" Prøvede han da han kom i tanke om at han faktisk næsten ikke havde mere mad tilbage til Luck.

Kæmpen fra før var vendt tilbage til arbejdet.. Den virkede som om intet var hent.. Nøj hvor havde han fået et shok over det store væsen.

Kasandra lyttede og så til i ave, mens den gamle mand fik beroliget kæmpen. Da kæmpen vendte tilbage til arbejdet, blev hun lettet. Hun vidste godt at hun ville overleve hvis han var gået efter hende. Hun var trods alt en elver,men kæmpen havde alligevel skræmt hende.

Ham den gamle virkede venlig, men der var noget over ham hun ik kunne lide. Om det var hans evne til at styre det store bæst eller om det var hans påklædning, vidste hun ik, men hun var ik tryg ved ham. Da Tristan sagde ja til at komme til te, kiggede hun på ham. Kunne han slet ik mærke noget? Hun ville ik efterlade ham på nogen måde, så hun rettede hovedet over mod manden og nikkede med et venligt smil. Hun tænkte at det nok var bedst ik at sige noget. Hun kiggede ned på Tristans hånd, som han havde rakt frem. Kasandra vidste godt at det var menneske måden at hilsen på hinanden på, men hun havde aldrig været vild med den. Hun bed det dog i sig og tog imod hans fremstrakte hånd. Hun skulle nådig virke uhøflig.

Hun lavede en håndbevægelse til den gamle mand, som for at sige at han skulle vise vej.

Arman smilte bredt og tog imod Tristans hånd, i et overraskende fast greb. Han smilte også fornøjet til Kasandra, dog knapt så tydeligt. Han rejste dog svagt et øjebryn ved Tristans noget uortodokse anmodning. Han nikkede kort over imod Nebogt der stadig ryddede sne.

"Ligner jeg en der har kattemad?" Han kluklo for en kort stund, men blev hurtigt afbrudt af en fæl tør hoste.

"Bare kom med mig. I arme folk er jo næsten blå af kulde." Han vendte om på stedet og begyndte at gå tilbage af sammen vej han kom fra. "Hvad laver sådanne et par turtelduer dog ude på denne tid af året?"

"Jamen ... Du ... jeg øh... Det ved jeg ikke.." Svarede Tristan lidt akavet til det med kattemaden. Han fulgte trop og var bare glad for at snart få noget varme. Normalt var han meget på vagt og stolede ikke meget på fremmede, men efter en hel dag i sneen var han træt og kold.

Han rynkede på næsen og kiggede fra manden til pigen han stadig ikke havde fået navnet på. *turtelduer?!* Han rodede sig lidt akavede i håret og svarede hurtigt. "Øhm.. faktisk så kender vi ikke hinanden.. .Men øhm.. Jeg vandre fra by til by for at finde en ven..." Mere gav han ikke op. Mere skulle fremmede ikke vide.

Tristan tog hænderne op for munden og åndede på dem. Det var satans koldt. Han rettede på sin oppakning.

Kasandra kunne ik lade være med at smile, men hun var nød til at gøre det for ik at der kom en latter-agtig lyd ud af hendes mund. Det var en af de ting hun hadede ved at være moonwalker. Ik at kunne snakke. At skulle blotte sit sind for at andre kan høre hvad hun mener. Det var noget af det værste hun vidste, og derfor ville hun ik sige noget i det selvskab hun var i.

Da manden sagde at de skulle følge med, begyndte Kasandra at gå stille og roligt efter ham. Hun rettede let på sin kappe, så hendes spidse ører ik ville stikke ud og gøre sig synlige. Da manden snakkede igen tabte hun kæben, men lukkede den hurtigt igen. Hun vendte sit hovede mod Tristan og trak sig så længere væk fra ham. *Hvordan kan han tro at jeg vil være sammen med et barn* Tænkte hun stille for sig selv.

"Jeg ville aldrig nedværdige mig til at servere kattemad for mine gæster. De fortjerner skam be-- Ah, så er vi her!"

Lidt længere fremme, lige i udkanten af kirkegården, lå en lille hytte. Den var ikke synderligt stor, der kunne højest være en 2-3 rum i, men i det kolde vinterlandskab var det et slot uden lige. Området omkring hytten var allerede ryddet for sne, og hist og her stak der et goldt træ op uden blade. Der er lys i vinduerne.

Arman ledte de to vildfarne op til hoveddøren, som han måtte trække hårdt i for at det gamle skrummel ville åbne. "Om ej et palads, så i hvert fald hvile. I kan blive et par timer. Jeg kan heller ikke forestille mig i kunne tænke jer at blive her længere."

Det er et halvstort rum, der lugter svagt af brænde, muldjord og pibetobak. Der står fire taburetter omkring et gammelt træbord, og i hjørnet står en gammel kakkelovn. Vinduerne er uklare, og et enkelt af dem er skåret, men der er stadigt betydeligt varme indenfor end ude.

Tristan lyste op da en hytte kom til syne og satte ubevidst farten op. "Nej nej, kattemaden var til min kat jeg har med" Svarede han og klappede på siden af sin rygsæk hvor en firkantet taske gemte på et lille bur til katten.

"Et par timer er helt fint, så må jeg også videre imod en by" Han rodede i sit hår og trådte med indenfor i den lille hytte. Her var ikke stort og lidt smusset, men ellers var her bestemt varmt og hyggeligt.

I smug kiggede Tristan hen på pigen, hvorfor sagde hun intet? Hun havde været tavs.. ikke en gang et navn var givet op. Han havde en ide om hendes stemme... Den ville lyde som den han havde hørt i sit hoved. Den der havde sagt 'ingen pludselige bevægelser', men han vidste ikke hvorfor han havde det sådan.

Kasandra fulgte efter de to mænd med selvsikkerhed i sine skridt. Hun talte godt nok ik, og var langt væk fra sin skov, men hun havde statig status. Også selvom menneskerne ik kender til det. Hun kiggede nysgerrigt på tasken da han hentydede til at have en kat deri. *Det er da ik i orden at lukke en kat inde på den måde.* tænkte hun lidt surt. Hun prøvede på at kontakte katten, da hun havde en naturlig evne til at snakke med dyr, men hendes frygt blev realiseret. Det var tydeligvis en menneske kat, for den havde ik den største intelegt.

Hun så huset lidt længere fremme og så hvordan manden med katten satte farten op. Kasandra holdte sig dog i baggrunden og lidt på afstand. Inden for var en del varmere end udenfor, men det var meget lille rummet. Hun så sig omkring og ved et tilfælde så hun at Tristan stod og kiggede på hende. Hun vendte sit hovede væk og begyndte at gå lidt længere ind i hytten. Det lugtede af jord og menneske. Hun rynkede let på øjnbrynene og vendte sig så om mod de tog mænd.
Hun ville ik sætte sig ned, før hun havde fået tilladelse af den gamle mand.