The figure in the mirror - åbent emne for alle (NPC(I))

Nogen ville sige af en eftermiddags tur til den lokale kro, uden at have nogen at følges med, ville være noget af en oplevelse i sig selv. andre ville ryste på hoved og kalde en små tosset. og nogen vil enda beskylde dig i skjulte stemmer, for du havde mere op hjertet end hvad øjet kunne se. for selvom kroen var byens sociale samlingspunkt for landsbysamfundes gode borgere, var det lige så meget stedet for tyve og svindlere, og til forskel på om natten hvor det var de mere voldlige problemer, var man sikker på en ting her om eftermiddagen.. at blive bestjålet.. for de små kriminelle var måske ikke så brutale eller etisk forkerte, som dem der kom om natten, men dem der kom på denne tid var desperate. det var normale folk som dig og mig, bare uden mulighed for at kunne betale deres gæld, også kan man jo spørge om der ikke var et alternativ til at skulle kravle på gulvet om eftermiddagen, for at snyde og bedrage deres medvæsner, eller direkte tage deres ting når øjet kigger væk?..ja.. der er slavedom, men dette var en mulighed få væsner valgte. også kan man spørge hvad alle de tidligere normale væsner nu lavet på bunden af samfundet? var det bare dårlige tider? var det samfundet der simpelt ikke ønskede at gøre noget? var alle disse væsner bare uheldige?.. nej, svaret ligger i selve kernen i problemet af smafundets største svaghed.. dovenskab.. samfundet var for dovent, alle søgte den nemme løsning, og i dette lyst spil, hvor det kun handler om at opfylde sine egne behov for flere og flere væsner, så bliv slaver mere brugt. for hvem gider lave mad når man kan få andre til det? en halvdel af din måneds løn, og du ejer et andet væsen. det vil være din ejendom, dit redskab at bruge til din egen nydelse. dette var der mange der benyttede sig af. og hvad sker der for slave handlerne når kan se et større behov for slaver end de rent faktisk har dem? Jaaa.. de søger for der kommer flere. presser normale væsner til ud i fattigdom eller fordærv. spiller på både føleser og økonomi mens forkaster deres medborgere til et liv som objekter. de har forskellige metoder til at gøre det, men den mest brugte er nok et helt normalt røveri der efterlader personen på kanten af ingenting, og må vælge at slavedom eller tyveri.
I kroen på denne eftermiddag er forskellige typer samlet for at nyde dagens og hygge sig, til dem der kom for at ødelægge det for andre.
På denne fredlige men stadig halv skumle kro, sidder der en del væsner og venter på deres bestillinger, da der er blevet nogen små problemer i køkkenet, da kroens overtjener Femtrix er taget på skov tur med hans elskerinde Démin, men selvom det er lidt små kaos i køkkenet og problemer med at servere, så kan det ikke rigtigt mærkes for gæsterne udover deres drikke vare og mad kommer lidt sener end på en normal dag, hvilket for de fleste væsner ikke er et problem, men en lille gruppe af dæmoner er begyndt at blive lidt små irriteret, hvilket man tydeligt kan mærke på deres høje halvt råbende stemmer, der skriger med følesen af at de er utålmodige.
De fleste væsner i kroen er mennesker, og man kan næsten smage følesen af menneske fælleskab, dog er det mere tydeligt hos nogen mere end andre, man kan se hvordan en lille gruppe af tre mennesker, der på ingen måde er en del af noget større fælleskab i kroen.
bagerst i kroen sidder der en gammel engle, der har et sørgmodigt smil på læben, men stadig er viljefuldt blik i øjet. ikke langt fra hende sidder en middelalderlig mand, der mest af alt sidder og tager små bider af at brød, og kigger på alle der kommer ind af døren, som om han venter på selskab. i den anden ende læner en ung pige ca de 22 sig op af væggen med et selvfedt smil på læben, som om hendes dag bare har været helt som den skulle, og at hun er på toppen af hendes livs bjerg, hun hed Mitzá.

Verdenen var et forunderligt sted.
Det sagde nogen i hvert fald, mens andre hadede deres liv, andre ingen elskede det. Alle havde deres undskyldninger for at gøre som de gjorde.
Singal havde også sine.
lige nu f.eks. havde hun en undskyldning for at gå fra skoven, ind mod Firewood village. enlig holdt hun sig normalt væk fra byerne, fra alle menneskerne der var fulde af fordomme, frygt og had. Men denne dag havde hun alligevel kedet sig for meget. Og det var hendes undskyldning.
Det var nu ikke noget hun tænkte over.
Denne dag bestod hendes påklædning af de sorte støvler, med en svag hæl, nogle sorte bukser og en trøje magen til, dog med lilla mønster.
Ærmerne var lidt længere end hendes arme og skjulte halvt hendes hænder.
Det alt for lange hår, som normalt ville have været hvidt, var farvet blåt sad løst, gled som silke ud over hendes skuldre og ryg, rokkede blidt med hendes skridt og hvis vinden hev let i det.
Selvfølgelig havde hun også sin mørkegrønne kappe på.
Hun var taget hjemmefra tidligt den dag, men nu var eftermiddagen ved at sænke sig og hun måtte se sig om efter et sted hvor hun kunne spise, drikke og forhåbentlig hvile lidt.
Hun havde ret. Den grålilla hud, de hvide øjne og de spidse ører vækkede ikke positive bemærkninger.
Men som altid rankede hun bare ryggen og fortsatte uden at værdige andre et blik.

Kroen hun kom til var kendt. Den tjente godt og man kunne altid tage der hen, måske for at høre en historie, bare drikke med vennerne, stjæle eller lave ballade.
Hun åbnede døren og den typiske let sure lugt slog hende i møde. en blanding af sved, mad og alkohol.
Hun lod sig ikke mærke mere ved det, lod kort blikket glide over rummet, for da at gå hen til baren.
Kromanden sendte hende kort et nervøst blik. men valgte så at være venlig.
Godt for ham, for Singal var ikke i humør til sure mennesker lige nu.
"Hvad kan jeg betjene fruen eller frøkenen med?" han prøvede at smile, men Singal opfangede godt han ikke brød sig om hende.
"Te og mad" svarede hun og kromanden sendte en dreng ud i køkkenet for at give beskeden videre.
Singal satte sig på den nærmeste stol for at vente og lod igen blikket glide rundt, stadig uinteresseret i hvem der enlig var der...