Udkik efter nyt hus og møder et skyggevæsen - Monique

Tid: eftermiddag
Vejr: overskyet og ret mørkt

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Melisandre havde gået rundt i et par timer og set på forskellige huse her i Angerforge Districtet, og havde da også fundet et par stykker som hun ville overveje inden hun gav svar til sælgeren. Lige nu gik hun hen mod endnu et hus hun havde hørt skulle være til salg. Hun syndes der var ved at være trangt i det hus hun havde i Rotten Root District og særligt eftersom hun at hun havde trænet nogle af sine slaver til at yde nydelse og fornøjelse til andre, så syndes hun det var på tide til at flytte i noget større og pænere.
Med sig havde hun sin ældste og mest trofaste slave, der i dag havde fået en hvid skjorte og et brune bukser på. Dog havde han ikke knappet skjorten helt, da han var stolt af det halsbånd han havde fået for et par uger siden. Det var af blødt mørkebrunt læder med et spænde, så det kunne tages af når han var hjemme i huset.

Selv var hun klædt i en kobberrød kjole, som faldt sammen med hendes lange kobberrøde hår. Hendes blå øjne studerede de forskellige huse og omgivelserne, for ligesom at danne sig et billede af hvordan det var i området. En ting var sikkert, det var mere livligt og folk var bedre klædte her. Men livligheden ville nok mindskes hvis hun flyttede ind. Hun smilede mildt og tænkte på om hun skulle købe et af de største huse, som hun kunne lave til et bodel eller noget i den stil, eller om hun bare skulle nøjes med et mindre et, som hun kunne bruge når hun var i byen.

Monique havde som altid rejst rundt vidt og bredt. Hun holdt sig aldrig længere tid nogen steder, ville helst ikke knytte sig for meget til noget bestemt sted igen. Hun skulle ikke have endnu et sted der kunne ødelægges af dårlige minder, af de følelser der konstant truede med at overtage hendes sind mere end de i forvejen havde. Hvad der var tilbage af hende nu var trods alt beviset på hvor meget følelserne havde fået kontrollen over hende, især med hvor hurtigt den forvandling var foregået. Af hva dhun havde hørt var det sjældent at den skete så hurtigt som den havde med hende, så hun havde nok haft mange følelser hun havde undertrykt, som der havde kunnet sætte det i gang endnu hurtigere end ellers.

Men idag var hun nået til Doomsville med sin pæne, større husvogn, trukket af hendes to utroligt flotte araberheste, en kridhvid og en kulsort. Det var ikke den race der var mest optimal til denne opgave, men med to af dem gik det stadig, og det var også ligeså meget for at de passede til det lille show hun trods alt rejste omkring med. Og det var da også det hun havd egang i idag. Hun havde fået sat sig op i udkanten af markedet i Angersforge, efter at have stukket en vagt noget klingende mønt for at komme ind i det distrikt og få lov til at sætte op her. Det tog heller ikke længe før hun på den første kro havde fundet en skjald der glædeligt ville spille lidt musik til hendes mavedans til gengæld for et godt måltid mad og en god øl. Så nu stod hun der, ved sin plads ved udkanten af markedet. Skjalden sad på trappen til hendes husvogn, og hun stod så ellers der og begyndte roligt på sin mavedans, klædt i en sort bh med flotte kæder som vedhæng, og en lang, løs og luftig rød nederdel der havde et af tørklæderne med de mange mønter bundet omkring sig, så de tilføjede en ekstra lyd til trommespillet fra skjalden. Det tog heller ikke længe før der stimlede sig en lille flok sammen omkring hende, og mønterne begyndte at falde.

// [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Mens Mel var optaget af at se på husene, både inde og ude, fuldte Kræ roligt med som en skygge med mindre han blev beordret til andet. Da de kom til det sidste hus som Mel ville se på, fik Kræ øje på en flot kvinde der dansede utroligt yndefuldt på en ny og spændende måde. Hans øjne og sind blev fanget af det, hvilket resulterede i at en meget misfornøjet frue pludselig spærrede hans udsyn. Kræ falde omgående på knæ med bøjede hoved, mens han skyndte sig at tage skjorten af og blottede sin ryg, uden at sige en lyd. Han kunne svagt se hvordan hendes sko vippede utålmodigt og hørte tydeligt det "Nåå?" der kom fra hendes læber. Hun forventede at han gav en forklaring. Så efter at havde slikket sig nervøst om læberne, talte han tydeligt om end en smule rystet.
"Frue. Jeg beklager at mit blik blev fanget af den flotte kvinde, der danser netop der hvor markedet slutter og denne gade begynder. Jeg skal gøre mit yderste for at det ikke sker igen." Mel så roligt hen på den kvinde der ganske rigtigt dansede på en særlig måde. En måde der omgående tændte noget i hende. Hun smilede skævt og stoppede med at vippe med foden.
"Du har ret, Kræ. Hun danser særdeles godt. Tag skjorten på. Vil det ikke være skønt at se Linne og de andre piger danse på den måde?" Hun så på kræ ud af øjenkrogen og så godt hvordan han pludselig klemte benene lidt sammen. Hun smilede lidt bredere, hvis bare tanken om at se en kvinde danse på den måde kunne tænde hendes slave, hvordan ville andre mænd så ikke reagere.

Hendes blik fangede godt den lette bevægelse som Kræ lavede når han lige var ved at sige noget uden at have fået tilladelse. Derfor gjorde hun en håndbevægelse der gav ham tilladelsen.
Kræ så op på hende med en letter rødmen i ansigtet.
"Det ville også være skønt selv at kunne danse på den måde og forføre andre med det." Nu havde han virkelig fået hele sin frues opmærksomhed. Hun var overrasket over hans ord, og alligevel havde hun en anelse om at han ønskede at lære alt, som kunne gøre ham tiltrækkende. Smilet hos hende blev varmere og bredere. Hun drejede sig og slog ud med hånden mod kvinden.
"Du må lære alt hvad du ønsker, så længe det er til at gøre dig selv og de andre mere tiltrækkende. Lær at danse eller bevæge dig eksotisk og brug det til at fornøje den eller dem som vælger dig om et par dage." Kræ smilede varmt fra øre til øre, mens han bukkede for fruen og nærmest løb ned til kvinden, mens han studerede hver eneste bevægelse hun lavede.
Mel så efter sin slave, og smilede. Kræ havde virkelig forandret sig siden hun havde besluttet sig for at han og andre skulle trænes som sexslaver. Han nød det og ønskede at gøre mere for at blive bedre.
Hun slikkede sultent om læberne. Det kunne være at hun skulle lade ham afprøve sin nye viden på hende senere. Men nu, der var det huset der var vigtigst. Så hun overlod Kræ til sig selv og gik ind i huset for at snakke med sælgeren.

Kræ kom ned til stedet hvor kvinden dansede og slugte det hele med store øjne, mens han forsøgte at opfange så mange detaljer af hendes bevægelser som muligt.
Uden selv at ligge mærke til det, var han selv begyndt at bevæge sig lidt på samme måde som hun.

Monique fortsatte ufortrødent sin optræden. Hun så som sædvanligt et par folk der så nærmest frastødte ud af det, nok mest grundet hvor lidt tøj hun havde på. Mange anså detjo som en skændsel at vise sig offentligt klædt i så lidt, mens andre blot så det som det var - eksotisk underholdning. Hun havde da også lært det af nogle hun havde mødt fra Sunfury dengang hun stadig var vampyr, og hun havde perfektioneret det igennem århundreders optrædener i diverse klubber og barer, nu hun i al den tid ikke havde kunnet tåle solen og derfor ikke stå udenfor og optræde offentligt på samme måde som hun kunne nu, foran hendes vogn hvor den unge skjald stadig sad og spillede på trommen.

Hun lagde godt mærke til to bestemt i flokken af folk der havde samlet sig omkring hende, dog. En mand, der så ud til at være slave af kvinden foran ham. Hendes øjne gled dog blot videre, da det nu var så normalt et syn i de store byer som denne. Men smilet på hendes læber blev dog større da hun så manden få mast sig frem til at kunne se ordentligt på hende, åbenbart efter at have fået tilladelse af sin frue. Hun lagde da også en smule mere i sin dans her, og med et fornøjet smil om læberne blinkede hun en enkelt gang til ham før hun lavede en halv pirouette og rystede hofterne godt til som trommen for en stund blev mere intens, akkompagneret af den klare klirren fra de mange mønter i tørklædet om hendes hofter.

Da hun igen snurrede omkring så hun godt hvordan han let efterlignede hendes bevægelser, og smilet blev der, omend kun for en stund før hun igen levede sig ind i sin dans. Da den var færdig lidt senere, nejed ehun let, og skajlden bukkede, for bifaldet de fik, og samlede derefter de mønter sammen de nu havde tjent på det, delte det ligeligt op hvorefter skjalden atter gik tilbage mod kroen. Monique's øjne lå dog på manden, slaven, fra før, og hun gik roligt hen til ham. "Hvad er dit navn? Hvis du da må sige det for din frue," sagde hun så roligt, med et kort blik i retning af hvor hun havde set kvinden gå hen.

Kræ smilede, da dansen var over og hun kom hen til ham. Han bukkede let for hende af høflighed. Hun var utroligt yndefuld og flot.
"Mit navn er Kræ. Givet til mig første herre. Fruen valgte at beholde det." Han så smilende på hende og kunne nærmest ikke se sig mæt i hende.
"Din måde at danse på var helt fantastisk. Jeg tænkte på om der var en mulighed for at du kunne lære en gruppe på seks at danse sådan?" Kræ håbede virkelige at hun ville sige ja.

Mel gik rundt inde i huset og så det an. På et tidspunkt kom hun hen til et vindue der pegede ud i den gade hvor hun var kommet ind fra, så hun kunne se ned på Kræ og kvinden som havde danset. Hun blev enig med sig selv om at hvis han kunne få kvinden til at undervise slaverne, så ville de blive ekstra værdifulde.

Monique smilede blidt igen til manden da hun så hvordan han let bukkede for hende - i alt fald havde denne slave da lært gode manerer... Det var altid noget. Hun nikkede let til hvad han sagde - et lidt specielt navn at give til sin slave, men nuvel, det var jo deres valg. Hun havde skam også godt lagt mærke til hvordan han ikke lod til at kunne tage øjnene væk fra hende, men det var vel også kun naturligt med hvad hun havde på lige nu. Hvor meget af hendes krop der var synlig i så lidt tøj. Hvis man kiggede rigtig godt efter kunne man nok godt se at hun stadig havde de slanke proportioner fra de århundreder siden hvor hun havde været højelver. Slanke, forfinede, nærmest fine træk, både i ansigtet og i kroppen. Ørerne, der stadig var spidse som dengang, var dog gemt af det lange, sorte hår, og det var også fuldt ud med vilje.

"... For den rette pris kunne jeg godt være interesseret i at lære fra mig, ja." sagde hun så efter lidt overvejelse, og endnu et svagt smil på læberne. Men selvom hun smilede så ofte, så var det nok tydeligt at smilene mest var af ren høflighed. Det var så sjældent efterhånden at hun rent faktisk følte den glæde et smil som regel fortalte om.

Han smilede bredere og øjnene lyste, da hun praktisk talt sagde ja. De skulle snart lære at bevæge sig så fantastisk som hun lige havde gjort. Han var så spændt og ivrig at blodet løb ham til hovedet, faktisk begge hans 'hoveder'. En smule flov forsøgte han at skjule bulen i hans bukser med sine hænder, og en lille rødmen kom frem i hans kinder.
"Jeg tvivler på at prisen bliver noget problem. Hvis fruen ser det som en mulighed for at gøre sine slaver mere værdifulde, så griber hun den uden at tænke det ville på udgiften."

Mel så ned på de to på gaden. Noget tydede på at Kræ havde heldet med sig, særligt så opstemt han pludselig blev. Hun smilede og kunne ikke nægte at han havde utrolig nemt ved at få blodet til forskellige steder når han blev opstemt eller havde opnået et positivt resultat.

Monique lagde hovedet en smule på skrå, men lod fortsat smile blive, især da hun så hans reaktion, og hørte hans svar på det. Hvis hun havde lettere ved det end hva dhun nu engang havde, så havde hun nok skullet bruge energi på at holde et lille grin tilbage over hvor flov han blev af sin egen krops reaktion. Men som det var, så skulle der en hel del til for at få hende til at grine, og lige præcis den reaktion han havde der, så hun alligevel tit mænd få af hende soptræden, så det rørte hende ikke særlig meget.

"Jamen så må mit svar jo blive et 'ja'." sagde hun så roligt, og rettede en smule på hendes nederdel. "Men det er vist din frue den aftale skal laves med, medmindre hun har givet dig beføjelsen til det." så meget vidste hun da idet mindste godt om hvordan alt det med slaver nu engang foregik. At de selvfølgelig ikke kunne laver aftaler på vegne af deres Herre eller Frue uden de udtrykkeligt havde fået besked på det.

Mel havde set hvad hun ville af huset og forlod det igen. Ude på trappen så hun hen på Kræ og kvinden et kort øjeblik, inden hun gik ned af trappen og hen til dem. Kræ trådte et par skridt til siden og bukkede for sin frue, med hænderne ude ved lårene selv om han gerne ville have skjult den bule som var ret så levende. Mel gik hen til dem og smilede til kvinden, mens hun lod en hånd glide venligt hen over Kræs hår.
"Mit navn er Melisandre og jeg formoder at Kræ allerede har haft snakke med dig. Hvis du siger ja til at træne ham og andre så stiller jeg et værelse til rådighed sammen med den betaling du forlanger."
Kræ smilede over hele ansigtet, da han modtog fruens berøring. Han havde gjort hende glad, hvilket han blev belønnet for med den hånd hen over håret.

Monique kiggede op igen da hun så kvinden, hun før havde set i publikum nær Kræ, komme gående hen til dem. Det var trods alt rimelig tydeligt at hun var hans frue, så med et svagt smil på læberne - igen et der tydeligtvis ikke nåede øjnene eller var helt oprigtigt - nejede hun let for hende, af helt almindelig høflighed og respekt.

"Det lyder i alt fald som et tilbud jeg gerne tager imod. Jeg antager at De også har plads til mine heste, og at min vogn kan stå et sted, mens det finder sted?" sagde hun så roligt, og hentydede til de to flotte araberheste, der stod spændet for hendes husvogn. Hun kiggede kort på Kræ igen, før hendes øjne røg tilbage til den anden kvinde. Hun gik for en kort stund tilbage mod vognen, men det var blot for at hente den top hun havde haft på inden hun begyndte sit show, så hun kunne tage den på inden hun tog de få skridt tilbage til dem.

Mel smilede roligt til kvinden.
"Jeg har desværre ingen stald selv, men få dem indloggeret i den stald du finder god nok til dem, så sørger jeg for betalingen. Mit hus ligger et lille stykke inde i Rotten Root Districtet, fra denne side af. Kræ løber du i forvejen og giver Niko besked om at det sandfarvet værelse skal gøres klar til en gæst. Derefter samler du de andre fem og holder jer klar i den grønne stue." Kræ bukkede for sin frue og løb tilbage mod huset.

Mel så roligt på kvinden og derefter kort hen på vognen med hestene.
"Hvad er dit navn, min kære? Og skal vi finde et sted til dine skønheder?" Hun mente virkelig sine ord om at hestene var skønheder. Det var sjældent at hun så sådanne heste.

Monique nikkede, med et lid tmindre smil end før på læberne, men stadig et smil... Omend det stadig mest af alt var falskt, med så få ting der reelt gjorde hende glad. "Det vil jeg gøre... Når vi er nået frem. Min vogn efterlader jeg heller ikke bare hvor som helst." så hun måtte vel få vognen hen hvor kvinden boede, og så få guidet hendes heste hen til en stald i nærheden. Hendes øjne fulgte kort Kræ som han forsvandt i menneskemylderet, åbenlyst løbende i retning af kvindens hus.

Hende søjen gled igen tilbage på den anden kvinde. "Monique," svarede hun så på det første spørgsmål, og nikkede til det næste. "Så snart min vogn er placeret et sikkert sted, ja." alt hvad hun havd eog ejede lå i husvognen, så den skulle i den grad ikke bare efterlades et tilfældigt sted. "De kan vise vej? De må trods alt vide bedre end jeg, hvor det ville være sikkert at efterlade min vogn, ikke for langt fra Deres hus."

Mel smilede og nikkede i retningen af hvor Angerforge Districtet gik over i Rotten Root District. Her var en rejsestald som Mel havde brugt en del når hun rejste frem og tilbage mellem byen og havnebyen Aquerne. Her var der mulighed for opbevaring af både heste og vogn. Da de kom hen til rejsestalden, snakkede Mel med ejeren og betalte ham forud for en uges opbevaring og opstaldning, samt for at bære bagagen til hendes hus og for særlig overvågenhed af både vogn og heste.
Derefter ledte hun Monique til sit hus og hen til det sandfarvede værelse, så hun kunne se hvor det var, inden de gik hen til den grønne stue hvor seks slaver ventede. Mel så rundt på de tre kvinder og tre mænd, som stod klædt i hvid skjorte og grå bukser eller nederdel, samt bare tær.
"I seks er de mest veltrænede og mest lærenemme. Derfor har jeg valgt at i skal lære at bevæge jer mere eksotisk. Monique har sagt at hun vil undervise jer og jeg forventer at i gør jeres bedste." De seks slaver bukkede og nejede for deres frue, samt kom med et enstemmigt "Ja, frue."
Mel smilede og så over på Monique. Det her skulle nok blive spændende. Hun glædede sig til at se resultatet.
"Giv enten Kræ eller min tjenstepige Niko besked om hvad end du mangler. Både til undervisningen og personligt." Hun nikkede kort inden hun gik ud af stuen.
De fem slaver så afventende på Monique, og glædede sig over at deres frue havde givet dem denne ære. Den sjette slave, Winky, var ikke helt så begejstret, men viste at det var bedst at adlyde fruen.

//De seks slaver: Kræ, James, Thom, Linne, Winky og Amelia kan ses på profilen.

Monique smilede og nikkede let til staldknægtene, som de overtog hendes heste, og fik kørt vognen om bagved - dog selvfølgelig ikke før hun lig ehavde været et smut inde i den igen, for at pakke en taske med hendes mest nødvendige ting. Hun fulgte derefter stille og roligt med Melisandre hen mod hendes hus, og efterlod sin taske i det sandfarvede værelse, så hun ikke skulle slæbe på den i alt for lang tid.

Da de var ankommet til den grønne stue stillede hun sig lidt til siden, en smule bag ved Melisandre, som hun blot roligt ventede mens kvinden tiltalte sine slaver, og lod sine øjne glide over dem hver især, samt resten af lokalet, opfangede så mange detaljer som hun nu lige kunne i dette øjeblik. Hun stod også selv i bare tær nu, som hun egentligt også havde gjort konstant udenfor. Men modsat mange andre mærkede hun jo så heller ikke rigtigt varme eller kulde længere, blev ikke påvirket af det, og det var bare mest behageligt at danse på bare tær, at kunne mærke underlaget man dansede på.

Monique nikkede let til Melisandre's ord før hun gik ud af stuen, og trådte så selv roligt frem. "Jeg tænker vi starter simpelt ud - hofterul og -vrid er den vigtigste basis for denne type dans, så det er hvor fokus vil lægge i første omgang." fortalte hun, som hun smed det store sjal der ellers havde skjult hendes mave, så hun atter kun stod med brystbindinger og en nederdel på, præcis som Kræ havde set hende optræde ved torvet. Hun begyndte derefter, med armene løftede så de bedre kunne se hvad hun lavede, at lave meget langsomme rul med hofterne, langsomme nok til at de burde kunne følge bare nogenlunde med.

Alle, med undtagelse af Winky, smed villigt skjorterne så de havde nøgne overkroppe, dog havde Linne og Amelia brystbånd under skjorten så de var ikke helt så nøgne. På denne måde var det nemmere at se deres krops bevægelser. De fem fuldte lydigt undervisningen og gjorde deres bedste for at udføre bevægelserne rigtigt.

Winky trak sig lidt i baggrunden da hun så hvor lidt tøj deres lære havde på og hvor ivrig de andre fem smed deres skjorte. Hun var stadig ikke glad for at blive presset til noget nyt, men hun viste at hun var ved at løbe tør for chancer overfor fruen.

Monique standsede efter lidt tid med et svagt suk, som hun udmærket godt lagde mærke til at Winky ikke havde smidt skjorten. Hun sørgede for at få øjenkontakt med kvinden, og smilede blidt til hende. "Søde, det virker bedst hvis du tager din skjorte af. Hvis den er på kan jeg ikke se hvilke fejl du måtte lave, og derfor vil du ikke få det fulde udbytte af min undervisning. Hvilket jeg tror jeres frue ikke ville være særlig glad for. Det er udelukkende for din egen skyld at jeg siger det." om hun stadig beholdte skjorten påeller ej var Winky's eget valg, men nu havde Monique i alt fald sagt hvad hun ville om den sag, før hun begyndte at undervise i ting der varet lilelskridt vanskeligere, så snart hun så at de fleste af dem havde fået godt styr på de normale rul og vrid - så nu var det de små 'hak' man kunen lave med hoften, i rytmen til hvadend musik der skulle være igang.

Winky krympede sig da hun hørte deres undervisers ord. Af ren frygt for fruen, smed hun hurtigt skjorten og fuldte med i undervisningen. Hun var blevet straffet en del gange af fruen og hver gang var anderledes end før, enten ved at der blev tilføjet noget eller at det var en ny straf. Hun havde en ide om hvad der kunne vente, hvis hun skulle straffes igen.. Og det ønskede hun ikke. Hun sendte et kort blik hen på drengene og sank en gang af nervøsitet, hvorefter hun skød tanken væk og fokuserede på undervisningen sammen med de andre.

Snart var alle seks fuldt optaget af at følge den mindste bevægelse deres underviser lavede, så de ikke så meget som blinkede da der kom et par musikanter ind og satte sig på gulvet. Den ene havde en lut og den anden havde en tromme. De så afventende på Monique.

Monique smilede blot blidt til Winky da hun med det samme røg med igen - det var jo ikke for at være hård mod hende, tværtimod var detfor at spare hende for hvad hun nok ellers ville gå igennem under deres frue. Hun vidste trods alt godt hvordan de fleste opdragede deres slaver, hvilke modbydelige afstrafningsmetoder nogle folk brugte. Og godt nok var Monique absolut ikke ligeså ren i sindet som hun havde været for adskillige århundreder siden, men hun ville gerne indimellem hjælpe folk, især når hun så nogen der mindede hende en smule om hendes gamle jeg. Hende her virkede ligeså skræmt og forvirret, og stille af sig som Monique havde været dengang hun selv lige var blevet vampyr og udstødt af sit folk... Hun var vel en forholdsvist ny slave og følte sig helt fortabt her, hvilket kun var forståeligt.

Monique smilede efter lidt tid til musikanterne, og nikkede til dem, så de kort efter havde musik at få bevægelserne til at passe til, og det var nu de også begyndte at få armene med og lære hvordan man bedst bevægede dem så det så så glat og sensuelt ud som overhovedet muligt.

Winky måtte indrømme for sig selv at det faktisk var ret sjovt at kunne bevæge sig så frit og flot, selv om det var fruens plan at gøre dem mere attraktive overfor mulige kunder.
Så da der blev vist nye måder at bevæge sig på og de blev blandet med musikken, var alle seks slaver fuldt ud motiveret og gjorde deres bedste for at få bevægelserne så rigtige som mulige, samt at bevæge sig så elegant og sensuelt som muligt.

Tiden gik utrolig hurtigt, da de først rigtig slog sig løs og nød det. På en måde var det som om de nærmest ikke kunne lære det hurtigt nok, selv om de viste at det var bedst at tage den tid der var nødvendigt til det.
Alle seks håbede på at deres danselære ville blive nogle dage, så de kunne lære så meget som muligt.

Monique smilede svagt for sig selv som hun så hvordan Winky langsomt kom godt med ind i det også. Hun skulle åbenbart bare have et lille skub, og så gik det hele fint. Det underbyggede vel egentligt også bare hendes tanke om at det måtte være den nyeste slave, at hun lige skulle skubbes og overtales lidt mere end nogen af de andre skulle.

Med tiden fik de også godt styr på basis bevægelserne de fleste af dem, og Monique kunne langsomt begynde at lære dem små sekvenser debagefter ville kunne sæte sammen i deres egne danse til hvadend musik der måtte spille, eller bare til noget musik oppe i deres eget hoved. Men på et tidspunkt var de nået til det punkt hvorMonique godt kunne mærke at hun selv lige skulle have en pause - og nok gerne spise lidt. Ikke fysisk mad, selvfølgelig, men... Hvad hun nu engang levede af. Følelser... Og helst de negative af slagsen. Noget som hun var sikker på at fruen af huset her nok skulle kunne sørge for at få frem i nogen for hende.

Selv om de alle var ved at godt brugte, så kunne de nærmest ikke få sig selv til at holde pause eftersom det gik så godt. Men da deres lære besluttede at holde en pause, endte det alligevel med at de alle seks lod sig dumpe ned på gulvet. Dog tvang Kræ sig først til at gå hen til døren, hvor han bestilte forfriskninger både til deres lære og til dem selv, inden han selv dumpede ned på gulvet med et smil, mens han så på hende.
"Frue, jeg er beæret over at du sagde ja til jobbet. Og det er virkelig en skøn følelse at kunne bevæge sig sådan som du har lært os. Jeg kan personligt ikke vente med at forsætte."

Monique kunne skam godt se på deres bevægelser at de var blevet lidt mere sløve i det, lidt mere udmattede. Men med forskellen i hvordan deres og hendes krop fungerede var det vel også logisk nok. Plus al hendes træning i det, der også gjorde at hendes egen krop var vandt til disse bevægelser så det nærmest slet ikke tærede på hende at danse sådan, mens hun god tkunne huske hvor besværligt det var i starten, hvor udmattende det var, så de ville nok værdsætte den her pause.

"Æren er helt på min side. Jeg ser det blot som det største kompliment at man gerne vil have jeg underviser. Det viser trods alt at man tydeligt kan se al jeg lægger i det." sagde hun med et blidt smil. "Med det sagt... Jeg gætter på jeres Frue har andet end de 'sædvanlige' forsyninger, ikke? Ikke at jeg skal bruge den samme type som hende, men jeg har stadig ikke helt de samme krav som jer." sagde hun så med et blidt smil. For hun kunne skam godt mærke det var for lang tid siden hun rigtigt havde fået 'spist' nogle følelser. Og følelserne fra slaverne her i rummet var alt for positive til hun rigtig kunne blive mæt af det.

Kræ så roligt på Monique, mens han var nysgerrig omkring hvad hun tænkte på.
"Hvad ønsker du? Hvis vi ikke har det her i huset, så skaffer vi det." Han var klar på at forlade rummet for at hente det hun havde brug for, uanset hvad det var. På en måde ønskede han næsten at hun enten var vampyr eller succubus, for så kunne han tilbyde sig selv. Bare tanken gav ham jern på og han rødmede en smule.

Winky måtte synke et par gange, da hun hørte den samtale deres lære og Kræ havde. Fantasien om hvad der muligvis kunne ske, uanset hvad kvinden var, fik Winkys nervøsitet og angst til at komme frem i hende. Hun bed sig i læben og trak sig over i et hjørne.
De andre slaver så nysgerrigt på deres lære og var ligesom Kræ, klar til at gøre hvad der var nødvendigt for at behage deres lære.
Musikkerene sad stille og fuldte tavse med i situationen, men de viste at de ikke ville blive involveret i hvad end der skulle ske. De var kun blevet betalt for at spille musik.

Monique skulle lige til at svare Kræ, men lukkede munden igen da hun pludselig mørkede tilstedeværelsen af præcis hvad hun havde savnet - de mere negative følelser, og hendes øjne gled roligt hen til den nervøse og angste Winky. "Følelser," svarede hun så roligt Kræ, men hendes øjne blev på Winky. "Af typen som vist lige dukkede op i den lille skønhed der."

Hun tog et par rolige skridt hen mod Winky, men havde dog et blidt smil på læberne. "Jeg ville sige ingen grund til at være nervøs... Men så alligevel ikke, for så skal jeg gå sulten endnu længere..." hun vidste godt at det umiddelbart ikke gjorde ondt på folk når hun spiste af deres følelser, men lige dén ting ville jo nok berolige slaven hvis hun fortalte hende det, så hun undlod og håbede egentligt bare på at nervøsiteten og angsten ville blive lidt større så det ikke kun ville føles som en lille mundfuld for hende.

Kræ smilede lettere skælmsk, da han hørte hvad Monique sagde. Han viste at der ikke skulle meget til før at Winky blev nervøs, bange eller panisk. Og af samme årsag så han kort på musikerne, mens han sagde at de kunne holde en pause ude i køkkenet, hvilket de virkede glade for.
Han nikkede til Thom og James, som begge nikkede tilbage og sammen gik de tre hen til Winky, som selvfølgelig gik endnu mere i panik over at se de tre rotte sig sammen mod hende. Hun viste hvad de kunne gøre både af godt og skidt, så derfor var hendes fantasi hurtig som et lyn til at stille alle de værste senarier op i hovedet på hende, så hun ligefrem begyndte at sved angstens sved.

Kræ viste at det var nemt at skræmme hende og havde med vilje intet sagt, for så viste han at der var større chance for at hun virkelig ville panikke end hvis han sagde hvad de skulle gøre. Men lige nu nøjedes de bare med at stå rundt om hende og se på hende med skælmske blikke, hvilket virkelig fik hende til at panikke. Til tider slikkede den ene af dem sig om munden, lavede et særligt rul med hofterne eller lagde sin ene hånd på stedet der gemte deres manddom. Sådan forsatte de indtil Monique sagde det var nok eller ønskede at de skulle få Winky til at panikke mere. Kræ havde hele tiden Monique inden for synsvidde så han kunne reagere på hendes mindste vink.
Linne og Amelia stod roligt og så på, uden at fortage sig noget. De havde en ide om hvad drengene gjorde og at det var det som deres underviser havde brug for.