I am glad you would come.

Tid: 22:00
Sted: Et baglokale på kroen.
Omgivelser: Intet rigtigt.
Påklædning: en skjorte og et par bukser.

Serkan havde været inde i doomsville og havde hentet Alice som han jo havde fået lov til at invitere hende ud, hvilket han egentligt var ret glad for. Det skulle jo nok blive en rimelig hyggelig aften og hvem vidste hvad der kunne komme ud af denne aften, og han smilede stille for sig selv over hans lettere skumle tanker.

''Nu bliver jeg nød til at spørge om De spiser mad?''

Han så stille på hende da han havde fået en lille ide om at hun ikke var en af de racer der normalt spiste mad, hendes aura og væremåde vidnede om at hun enten var dæmon eller vampyr og efter hvad han vidste var der ikke nogen af dem der rigtigt gjorde i at spise mad som sådan.

''Og hvis De spiser hvad vil De så gerne have at spise?''

Mad havde han ikke styr på hvad hun ønskede men han kunne finde ud af at finde den rigtige vin der passede til maden. Det var noget han havde lært sig selv at gøre gennem tiden fordi noget skulle han jo gøre af sig selv når han kedede sig og ikke lagde og knaldede med hans slave. Han grinede indvendigt ved tanken. Han kiggede stille på Alice.

''De er en særlig kvinde Alice... Ikke som De andre kvinder derude Deres stil er meget annerledes, og langt mere interessant.''

Kvinden Alice, var blevet inviteret på middag, af den unge herre Serkan, som jo så ydmygt havde reddet hendes liv under ét, gade slagsmål. Ganske vidst var Alice død, for nogle år siden. Hun havde det stadig som var det i går, men det var det ikke. Det var fire år siden. Og tanken om at hun endnu ville være i live, når hendes forældre engang døde, nærmest skar hende inden i. Dog var der ikke noget hun kunne gøre, hun skulle forblive i denne situation til den dag hun døde. Hvis hun nu døde. Men i tilfælde af den slags begivenheder, ville hun om nødvendigt tage sit eget liv. Men det måtte tid jo vise sig an for.

Alice sad på en stol, en ganske hyggelig kro, overfor hende sad Serkan, som sikkert prøvede at regne det ene eller det andet ud. Og ganske rigtigt, så kom hans tanker til livs, da han spurgte angående hendes diet. ”Jeg spiser ikke den slags mad, du sikkert betegner som mad.” Sagde hun med et skævt smil, og satte sig lidt bedre til rette med det ene ben overtværs det andet ben. Manden havde sikkert allerede haft sine anelser, men det gjorde hende nu ikke så meget. Hun lod ham have sine tvivl og spørgen til gode. Egentlig var hun mest den slags type person, der lod sig høre omkring andre, hun nød at lytte til hvad folk udrettede i deres liv, alt det som hun ikke selv kunne udrette. I hvert fald ikke på daværende tidspunkt.

”Hvad med Dem, spiser De mad?” spurgte hun med et lystigt blik i de brune øjne, imens hovedet var lagt på skrå, og betragtede manden med stor iagttagelse, dog uden det virkede for påtrængende. Hendes rolige attitude havde godt nok altid eksisteret, den have altid været med hende, lige meget hvad. Dog ændrede det ikke på sagen af hvad denne mand ville med hende, hvis han var det hun troede han var, forstod hun det i hvert fald slet ikke. Men nuvel, verdenen havde heller ikke været helt den samme under alle omstændigheder, så hvad gjorde dette egentlig?

”Men hvis vi absolut skal have noget, så lad det blive en god rødvin.” afklarede Alice og betragtede Serkan med et tilfreds blik. Hun nød at kunne bestemme lidt, og nød i den grad når en mand ikke mente han havde kvinden i sin hule hånd, og lod hende træffe nogle beslutninger, uafhængig af hvad manden sagde. Man kunne vidst roligt sige at en kvinde som Alice, elskede at dominere. Men hvem gjorde ikke det?

Manden foran hende, Serkan, som han hed, det lød lidt lige som en hund. Eller en Sjakal. Tanken omkring om der kunne være en forbindelse omkring den slags dukkede op, og en fristende idé omkring at han måske var shapeshifter gjorde ham endnu mere indbydende. ”Så min påklædning gør mig mere interessant end som andre kvinder? Sig mig Serkan, er De ikke lidt overfladisk?” drillede hun ham muntert.

’’Nej jeg havde det lidt på fornemmelsen at De ikke levede af det som normale mennesker lever af.’’

Han smilede stille fordi han jo heller ikke selv levede af rigtig mad, eller jo det var vel rigtig mad han gad bare ikke rigtigt have det tilberedt, og at han meget hellere ville have det var råt og blodigt gerne. Han elskede af årsager man ikke lige behøvede at gå i detaljer med.

’’Nej altså jo men af særlige årsager bryder jeg mig ikke så meget om at have det tilberedt… Jeg synes det bliver kedeligt af det.’’

Han smilede stille og venligt til hende, og han kiggede på hende, han nikkede stille til hende. Han havde det egentligt ret så hyggeligt sammen med denne fremmede kvinde som tilsyneladende var vampyr hvilket han fandt tiltrækkende egentligt.

’’Ja jeg kunne forestille mig at den røde farve var Dem tiltrækkende?’’

Han smilede drillende til hende og kiggede ned på bordet kort og han rejste sig op og gik selv ud og hentede en god rødvin som han så kom ind med igen og han hældte så stille et glad rødvin op til hende og han sendte hende et varmt smil, som han grinede lidt over det drillende hun sagde til ham.

’’Nej det er jeg ikke… grunden til at jeg finder dem interessant grundet deres påklædning er fordi den vidner om at De er en annerledes kvinde af sind også, og det er det der gør Dem særligt interessant så De ikke er ligesom alle de tøser der render ude i piger og opfører sig som tøjter.”

Han smilede venligt til hende og varmt. Han kiggede roligt på hende. Han kunne ikke lade være med at smilede over det og tage en lille smule af rødvinen og smage stille på den. Han grinede sagte og så på hende.

’’Hvad med dem, er de her kun grundet at jeg ’reddede’ dig?’’

”Nå da, ser man det. Af hvilke grunde?” spurgte hun og smilede lige så hjerte varmt som et hvilket andet menneske ville gøre. Ganske vidst var hun død, men det ændrede ikke på, at hun ikke havde forladt hendes menneskelige sider og idealer helt endnu. Hvilket der ikke rigtig var noget at gøre ved. Hendes arme stillede sig på bordet, med hænderne opad, og derefter flettede hun fingrene sammen, og hvilede sit hoved her på.

Hans forklaring fik det nærmest til at sige sig selv for den unge vampyr, ”Kedeligt? Er det ikke meningen at tilberedelsen skal forbedre smagen, af det man spiser. Eller kunne det tænkes at du er en af de typiske vildmænd der er tilfreds med maden som det er?” spurgte hun med hovedet let på skrå, så kæbelinjen svagt hvilede på fingrenes ryg.

Hans spørgsmål, som egentlig ikke rigtig var et spørgsmål, men nærmere en antagelse, af et dril lod hun hvile lidt, ved at kigge halv forlegent ned, med et smil på sine læber, og rettede ud på hendes kjole. ”Det kommer jo så meget an på hvilken rød farve vi har at tale omkring. Der findes jo mange af dem.” Forsikrede hun ham, med et nik, og kiggede efter skikkelsen af hans, da han forsvandt af sted for at hente noget rødvin. Hun kiggede lidt ud af vinduet, under hendes vente på hans tilbageværende ankomst.

”Hmm. Det kommer vel an på hvordan du definere en tøjte, om du tænker på hendes psykiske være måde, eller den ydre påklædning som hun har på.” Det mente den unge kvinde i alt fald, men det kunne så mange andre vel også være uenige omkring. Hendes blik dvælede ved manden, inden hun tog blikket væk, og lod øjnene betragte den, dyb røde farve, som blev ført nærmere hendes mund. Væsken gled langsomt ned ad hendes hals. Dog sænkede hun glasset efter at have smagt på vinen, som hun måtte erkende ganske rigtig var god.

Hans grin fik hende dog til at kigge op, ”Jeg skulle jo aflægge min tjeneste på et eller andet tidspunkt. Så hvorfor ikke? Men nej, du har jo charmeret dig ind i min lille kolde verden, så hvordan kunne jeg sige nej?” kom det fra kvinden blinkede kort til ham som tegn på at det var en halv spøg, og alligevel en halv sandhed.

Der var flere grunde til hvorfor han ikke troede hun spiste mad, han havde det jo på fornemmelsen at hun var vampyr, hvilket han egentligt fandt meget interessant at hun var, der var noget tiltrækkende ved vampyre, måske det var faren og det faktum at de ikke ville have noget imod at slå dig ihjel hvis de fik chancen. Han kiggede på hende og han trak bare på skuldrende og svarede ikke på hvad der fik ham til at tro det.

’’Jeg er skam ingen vildmand… Men jeg finde ikke tilberedelsen som et plus jeg kan bedre lide at blodet er til at smage i mit kød. Men andet mad end kød må gerne være tilberedt.’’

Han sendte hende et stille smil. Han var en varulv, men der var noget i ham der ikke var helt som hos mange andre varulve, som for eksempel det at han ikke havde noget imod grøntsager som mange andre varulve jo bare hadede.

’’Nåå… Ja det er vel mere denne farve De kan lide?’’

Han spurgte stille mens han tog en af de knive der var lagt frem og skar forsigtigt i hans håndflade så blodet stille piplede frem i hans hånd. Han kiggede på hende, vidste ikke noget om, om hun var ung eller gammel vampyr eller noget om, om hun havde nemt ved at styre sin blodlyst. Han skar kort en grimasse grundet smerte.

’’De smigrer mig frøken Alice… Og lad mig gætte, når så aftenen går godt så forsøger De at hive mig med ind på et værelse og giver mig håb om sex, hvorefter du drikker alt mit blod?’’

Han så stille på hende med et skævt smil der vidnede om at han var både alvorlig og ellers bare var drillende. Han kunne ikke lade være med at spørge om det for sjov, selvom han jo godt vidste at mange vampyre ikke brød sig om hvordan varulve smagte. Hans hånd lagde fladt på bordet med håndfladen vendt op af.

Hun kiggede længe på ham, for at være helt sikker på det han havde sagt, et eller andet sted troede hun ham ikke helt. For hendes vedkommende var der noget der sagde hende, at han overlod sig selv til naturens voldsomheder. Dette gjorde ham dog bare endnu mere interessant, i samling med så mange andre mænd. Ganske vidst ledte de fleste kvinder nok efter en sentimental mand, hvilket de ikke var alene om, men Alice i sig selv, ledte efter det der var mere eller mindre underligt, og aldrig set før. Hun levede næsten efter at bryde alle etiske regler, uanset hvad de så end var. Og den mand hun nok helst ønskede sig, var sentimental, og dominerende på samme tid.

”Måske ikke i denne form, men jeg er næsten helt sikker på at de gemmer et vildt inden i dig.” kom det fra hende, med et bestemt nik. Hans beskrivelse af den måde han ønskede maden tilberedt. Det lød næsten lige som hendes, dog var der ikke noget der hed kød, hvad angik den slags årsager. Hendes blik fæstnede sig nu på det åbne sår han frem manede ved hjælp af en kniv.

”Farven ja, men blodet nej, du er desværre ikke af rette race.” drillede hun dog, var hun stadig ganske alvorlig. Hun betragtede roligt blodet, inden hun lod en blid finger, kærtegne noget af såret, for den perlehvide hudflade optog noget af blodet. Med denne finger, førte hun den op til hendes læber for at smage på det, og brummede lidt, imens hun lavede en lille grimasse, med en let rynket næse og sammenpressede øjenbryn. ”Nej afgjort ikke af den race jeg foretrækker det at være.” Grinte hun imens hun kiggede op på manden med et smil.

Mandens nye sætning forbløffede hende nu, og fik det næsten til at være et overvejende valg for hendes planer, men hun droppede det igen. Netop fordi hans blod egentlig ikke var særlig velsmagende for hendes tunge. Og af de grunde kunne hun sagtens holder tænderne til sig selv. Hun betragtede stille håndfladen igen, inden hun tog sin egen serviet, og dubbede langsomt på såret, for at opsamle det meste af blodet. ”Jeg ved nu ikke længere om det er mig der skal føle sig smigret nu.” drillede hun, imens hun duppede det sidste blod væk.

''Måske De har ret i det... Men jeg er ingen vildmand i den forstand at jeg lever udenfor midt ude i skoven i et eller andet sølle telt.''

Han grinede stille over det, og grunden til at han kom med lige netop de ord var grundet hans 'bror'. Han hadede ham som pesten nok mest fordi han altid havde problemer med den mand, han skulle bare gøre rod i alting og banke ham gang efter gang... Han hadede det.

''Nej jeg hører at i finder det bittert?''

Han havde faktisk tænkt over det med hvad de smagte, fordi de måtte have nogle smagsløg der var udviklede til at smage på blod jo. Han vidste det jo godt, at vampyre ikke var glad for smagen af varulveblod, de sagde det var bittert og at dyret var tydeligt at smage i det. Han blev slet ikke overrasket over at hun havde det på den måde, så han bebrejdede hende ikke på nogen måde overhovedet, og havde det heller ikke skidt med det... modsat hans fosterbror nød han ikke bid i samme stil.

''Men så er jeg da glad for at det ikke kan være at drikke mig tør der er Deres plan for at være her... Det gør da at jeg føler mig sikker.''

Han sagde det med et lettere drillende smil, fordi han følte sig sikker og det havde han jo gjort hele tiden så det var ikke fordi han på noget tidspunkt havde været bange for hende, det ville bare blive kaos hvis hun bed ham og det var nok egentligt det der ville komme ud af det. Han smilede venligt da hun tørrede blodet af hans hånd.

''De burde vel være smigret over at blive inviteret ud? Være smigret over at en mand vil gå igennem en del for bare at kunne invitere Dem ud?''

Han sendte hende et sigende og legende smil. Han kunne godt lide hendes selskab. Det var meget behageligt at snakke med hende og hun var ikke den kedelige type han ofte mødte i kvinder, den slags kvinder der kun havde deres udseende og ikke noget andet, det kedede ham i længden med den slags jo.

Alice, smilede nu bare over det, det frydede hende at hun havde haft delvist ret. Dog kunne hun ikke lade være med at tænke på, hvordan han mon ville se ud hvis han ville være den slags type mand, der vandrede rundt i naturen med fuld skæg, og snavset tøj. Egentlig så billedet nu ikke helt værst ud. Men det var sikkert langt fra det egentlige resultat. ”Jeg tror nu det vil klæde dem på sin vis.” forsikrede hun ham, med et roligt smil.

Hans efterretning af hvad vampyrerne sagde omkring varulves blod. Hun trak stille på skuldrende, ”Bittert og ikke særlig mættende..” Uddybede hun, imens legede let med sit glas øverste kanter, der hvor mundingen befandt sig. Hun skænkede det dog ikke en større tanke, men han kunne vel være mere tryg i hendes selskab så. ”Hvordan har De det så med vampyr kød? Har De nogen sinde smagt det?” Kom det spørgerne fra kvinden, imens hun havde det ene øjenbryn i en afventende stilling. Hun fugtede læberne stille, inden hun lod hånden stødte hovedet, med to fingre der gik op langs kæben, og tommelfingeren om bag øret, imens resten af dem, gik ned til hagens spids.

Kvinden trak langsomt på skuldrende til det sagde, ”Ærlig talt, ved jeg endnu ikke hvad min plan er, hvad er deres siden det var dem der redede mit skind, fra at blive ødelagt?” spurgte kvinden med hovedet let på skrå, imens hun betragtede manden med en rolig mime. Hun var endnu ikke sikker på hvor hun havde ham, men det kunne tiden vel vise sig.

”Jeg er skam smigret over du gør dig ulejligheden, og bliver ved med at stille det spørgsmål, om du har et højere mål. Eller om du bare er en charmører.” drillede hun let ved det sidste. Hun smilede roligt, næsten for roligt, men hun kunne ikke se hvad hun skulle frygte. ”Men hvad er det næste du vil overraske mig med?” spurgte hun så ganske afventende, og begyndte selv at finde på en del muligheder i hendes hoved.

Han smilede stille til hende, og han trak bare stille på skuldrende da hun sagde at hun ville tro at han kunne blive klædt af at gøre den slags. Måske hun havde ret, men han vidste det ikke, men som den charmør han på et vist punkt var så kunne han ikke lade være med at give hende en smule ret. Han så ind i hendes øjne.

’’Ja jeg ved det ikke… Men jeg vil da skyde på at en så lærd og smuk kvinde som dig må have en rimelig god ide om hvad der klær folk.’’

Han smilte stille og han nikkede bare til det faktum at det var bittert og at det ikke rigtigt mættede, ja det var lidt det samme med vampyre. Deres kød var kedeligt og smagte lidt som at spise støv. Medmindre de lige havde drukket sig helt fuld af blod. Han trak på skuldrende.

’’Det er som at spise støv, medmindre de har kroppen fuld af blod fra et måltid… Men det er ikke at foretræk da kødet har en svag smag af dårligt kød.’’

Han smilede stille og han trak bare på skuldrende, fordi han vidste ikke hvad han havde af planer omkring denne aften, og han tænkte lidt. Ja altså at få hende med i seng kunne vel altid være en del af hans plan, det ville han ikke udelukke.

’’Altså som sådan har min plan vel bare været at charmere dig.’’

Han smilede stille og han havde ikke rigtigt meget mere han ville overraske hende med, han havde overvejet at finde blod til hende og havde udnyttet sin slave til det, Han kiggede derfor stille ud med et lille rum.

’’Nej jeg har ikke så meget mere at overraske dig med… Da jeg har en hvis ide om at de ting jeg kunne finde på, ikke rigtigt vil komme som en overraskelse?’’

Han smilede drillende og legende, mens han stille tog lidt af sin rødvin. En tjener kom stille ind med et fad, hvorpå der var kirsebær der lagde i blod. Blodet var fra en shapeshifter, da han ikke ville skade den ene af hans slaver, mens den anden kunne han godt. Blodet var friskt men det var dog blevet kølet en smule ned.

Hun smilede roligt, imens hun betragtede hans holdninger ved kroppen. Ja en lærd kvinde som hende burde vide den slags. Men meget ældre end ham var hun nu heller ikke. Hendes 22 årige krop, indeholdte en 26 årig gammel dame, som alligevel hadede sin nuværende tilstand. Men det var vel en fase, lige som det meste andet, man skulle igennem. Lige som ved de unge, ved puberteten rendte rundt med nitter, og løbende maskerer ned over kinderne, for at udtrykke deres depression ved at se triste og ulykkelige ud. Hun bebrejdede dem ikke, men ville nok ikke gøre et så stort nummer ud af det, men det var deres valg, og man måtte vel beundre deres beslutsomhed.

”Det har de helt ret i.” grinede hun, ”Men Serkan, hvor gammel tror du egentlig jeg er hvis du ser bort fra min krop..” spurgte hun, imens hun kiggede ind i hans øjne, og lyttede til hans sætning omkring at de vampyrer smagte som støv, hvilket sikkert var meget rigtigt. Hun ville ikke selv bryde sig om smagen, men om end ikke andet, var der ikke noget at gøre ved det. De var bare ikke ment for at spise hinanden så. Serkan gled nu hen i nogle henslængte tanker, for det hun ellers havde spurgt om, omkring hans planer.

”Nå. Jamen så håber jeg at du gør dem umage.” drillede hun let, og smilede tilbage til ham inden hun lod sit blik glide langsomt ud af vinduet. Inden øjnene faldt hen på ham. Og betragtede ham i helhed, imens hun lænede sig tilbage i stolen, med en rank ryg. Hendes øjne gled over hver en lille detalje på hans krop. Hvilke klædnings stykker han befandt sig i. Og hvad der syntes at behage ham mest af alt. ”Jeg tror mange af dine beslutninger, ville komme til mig som en overraskelse..” Endnu engang borede duften af blod ind i hendes næseborer, hun var mildest talt ved at være irriteret over det. Ville han virkelig gerne se hende gå hen og fortærer en eller anden, eller var det bare sådan det føltes? Hun brummede svagt, inden hun satte sig ret op, og kunne mærke hvordan trangen gled frem i hendes krop. Dog blev tænderne holdt i ave så hun ikke gjorde noget grotesk i denne forsamling.

”Jeg indrømmer dog, at de har overrasket mig her.” kom det fra hende, og kiggede ham direkte i øjnene, inden hun førte det ned til glasset igen, ”Vil De have kirsebærret?” spurgte hun roligt, selvom hendes indre var alt andet end roligt. Hun smilede stille så man lige kunne ane den lille spidse hjørnetand. Hun vidste dog at synet sikkert ville virke underligt, især når man tænkte på hvordan det havde set ud da hun havde et normalt tandsæt lige før. Men det var der ikke noget at gøre ved, hun var den hun nu engang var, desuden virkede manden ikke skræmt, og hvorfor skulle han dog også det når han selv havde med en varulv at gøre inden i sig.

Hendes spørgsmål overraskede ham en smule. Han vidste ikke lige hvad han skulle svare, hvor gammel var hun? Ja altså hun var ikke flere hundrede år gammel, det var hun alligevel ikke for arrogant og overlegen til. Faktisk mindede hun meget om en ung vampyr grundet hun ikke var så glad for det heller ikke. Han sad lidt og tænke over det spørgsmål inden han kiggede på hende.

''Jeg vil skyde på mellem 5 og 20 år ældre end din krop.''

Han smilede stille til hende, og han vidste ikke selv noget om at hun havde problemer med hendes lyst til blod. Hvorfra skulle han egentligt også vide det? Hun havde jo ikke sagt noget om det så han havde ingen muligheder. Han satte sig fremad imod hende, og samlede så et af kirsebærrene op. Han smilede stille til hende og han havde set hendes hjørnetand der var blevet tydeligt.

''Hvad med at smage på desserten?''

Han smilede stille til hende, og han holdte kirsebærret hen imod hende, som han holdt i stinklen og han holdt det en smule foran hende, afventende. Han vidste ikke om hun ville tage den, og hvis hun tog den om hun ville være vild eller meget rolig og stilet for at spise det. Måske hun var en af dem der spiste sensuelt?