En glad Kaguya= rolig, en sur kaguya= dræber (Rapheal)

Tid: Nat
Sted: Ashen wood forest
Omgivelser: Stille
Vejr: Sky frit

Kimimaro bevægede sig fra gren til gren, gennem Ashen Wood Forest, på vej væk fra byen da han gerne ville have noget ro på denne behagelige sommernat, og hvad kunne så være bedre end at være ude i denne grå skov, på en nat hvor vejret var godt og behageligt? Kimimaro var som altid iført hans lyse lilla trøje, sorte bukser, hvide boots og selvfølgelig det tykke lilla reb rundt om livet der var bundet i en sløjfe på ryggen, og lige denne dag havde han bundet håret fra ørerne til panden på hver side af hans hoved med et pænt lille stykke rødt stof hvilket virkelig klædte ham. Lige nu var Kimimaro optaget af sine egne tanker, mens han blot nærmest som en instinktiv reaktion fortsatte med at hoppe fra gren til gren, men pludselig var der et eller andet der fangede hans opmærksomhed.

Duften af blod fik ham til at snappe ud af hans tanker, duften var sød så han gættede på det var en kvinde og han ændrede retning så han bevægede sig direkte mod duften af blod. Da han nåede frem lydløs som den vampyr han var, stoppede han op og gemte sig lidt i træ toppende for først lige at se situationen an før han nærmede, og hans blik blev mødt af en ung dame der var skadet hvilket betød det måtte være hendes blod han kunne dufte, og cirka 5 mænd der havde omringet hende. De lignede et tæske hold og Kimimaro regnede straks ud hvem der var lederen af banden, hvilke 2 der var sprinterne og hvilke 2 der var tæskerne.

Jorden var kold mod Rapheal bare ryg, det var kun lige det stykke hendes bh dækkede der var varmt, hun lå presset med mod jorden, med en oven på hende og en der stod og sparkede hende i siden, den der sad oven på hende pressede en kniv længere og længere ned i hendes mave, Rapheal skreg af smerte og vred sig, men disse to mænd var ikke de enste der var der.. Det stod tre og kiggede på og grinte af det mens Rapheal skreg.. Disse mænd var tydeligvis dæmoner.. Den dårlige af slagsen.
Det eneste Rapheal havde fået lov til at beholde på var hendes korte nederdel som Dust havde købt til hende, hendes top var blevet revet over og hendes overkrop var nu bar undtagen hendes bryster da bhen dækkede dem.
Rapheal prøvede at bide smerten i sig men den var for smertefuld.
En hårdt spark ramte hende lige i siden og kniven blev skubbet helt i bund, hun skreg den sidste gang og besvimede...
Men det betød ikke at mændene holde op, nej tvært imod blev det ved, manden med kniven løftede kniven op igen og blev ved med at hakke ned i hende, den anden mand blev ved med at sparke til hende så til sidst en af hendes ribben brækkede.
Det andre tre mænd stod bare stadig og kiggede og grinede mens Rapheal lå der helt bevidstløs og forsvarsløs, med tåre ned af kinderne som skyldes smerten... Men hun var også bange.. Hun ville ikke kunne få Dust at se igen.. Hendes sidste farvel til ham var da hun var gået ud af døren med et blidt smil rettet mod ham. Hun ville ikke få ham at se igen... Aldrig..

Fyren over hende med kniven nåede kun at svinge kniven en gang i retning af hendes krop, efter han havde trukket den ud første gang men før han ramte målet stivnede han fuldstændig, mens han udstødte nogle underlige lyde. Ham der havde sparket hende var også stoppet, ved synet af det de sidste 4 nu stod og så på, for Kimimaro var gået til angreb og da han var landet og havde boret et sværd lavet af knogler igennem manden med kniven, havde han allerede ladet sin trøje hænge ned over rebet om livet på ham, og knogler var vokset ud af ham overalt(Se billede nedenfor^^)

Kimimaro greb den nu døde fyr i nakken, og smed ham hårdt væk så liget fløj ud i mørket og forsvandt mellem træerne mens Kimimaro vendte sig mod manden der havde sparket til hende. Uden varsel angreb Kimimaro ham med et blik fyldt med vrede, og krigerisk morder lyst og sådan blev han ved til kun han var last man standing. Kimimaro vendte sig mod den stakkels unge dame, der lå bevidstløs på jorden og gik hen til hende for at hjælpe hende. Han gik i knæ og mærkede de steder hun var kommet til skade for at få en ide om omfanget, og opdagede det brækkede ribben hvilket var noget han i det mindste kendte til, han tog lidt af hendes blod med en finger og smurte det mod sin tunge, så han kunne sluge det med halsen i stedet for tænderne, hvilket gjorde hans nulvoid krop blev domineret af hendes dna.

Han holdt hænderne over hendes bryst uden at røre hende, lukkede øjnene og fokuserede på hendes ribben. Det var vist meget godt at hun var bevidstløs, for ellers ville det komme til at gøre ondt da han rettede hendes ribben til, og healede det med sin knogle kontrol kræfter, men det tog ham ikke lang tid selvom det var meget svært for ham, så nu hvor han var færdig kunne han begynde at rense og forbinde hendes sår, med noget forbinding han altid gik rundt med gemt i sit tøj.

Mændene blev overrasket over denne ene fyr bare lige pludselig gik til angreb, de gjorde ikke modstand.. De kunne kun opsomere og absomere men røre sig... Nej det kunne de bestemt ikke, de var i chok selvom det lød tøset, de stod fastnet til jorden og kiggede på mens de andre døde og skreg da de selv døde.

Rapheal rørte ikke på sig, ingen muskel var spændt hun var helt slap, hun ånede dog og hjertet bankede også... Men det var svagt, meget svagt, hun lagde ikke mærke til noget omkring sig, men hun var også i en dyb dyb søvn som snart ville vare... Måske forevigt vis der ikke skete noget.. Men Rapheal ville ikke forlade denne verden, hun havde alt for mange der betød noget for hende... Eller faktisk kun to.. Dust og så Jinxx, hun kunne ikke efterlade dem, ikke nu.. Hvordan mon Dust ville tage det... Hun var ikke i tvivl om at Jinxx ville tage det i stiv arm.. Men Dust, hendes herre, ham der betød så meget for hende og hun... Som betød så meget for ham... Hun kunne ikke efterlade denne verden... Basta...

Hun vågnede med et sæt op og hev desperat efter vejret, tårende begyndte at trille igen og det gik ret hurtigt.. Men utroligt nok gik der ret så lang tid før hun opdagede fyren som sad ved hende, hun kiggede skræmt på ham selvom han så ud til at vær i gang med at hjælpe hende, hun kunne godt se at han muligvis ikke ville gøre hende ondt men alligevel satte hun sig halvt op ved at støtte sig på albuerne og hev sig på albuerne tilbage, væk fra fyren, fra manden eller hvad han nu var... Hun støtte uheldigvis ind i et træ og sad nu presset op af det, hun ømmede sig gevaldigt.
Hun kiggede hen mod fyren som hun ville vurdere ham, med et skræmt blik og åben mund som om hun skulle til at sige noget... Men der kom ingen lyd.
Dog tog hun sig sammen efter lidt tid, "ik dræb mig.." bad hun svagt og så stadig skræmt på fyren...

Kimimaro havde kun lige forbundet hende, da hun pludselige vågnede og trak sig væk fra ham, og han havde selvfølgelig glemt at knoglerne stadig stak ud alle vegne hvilket sikkert kunne være ret skræmmende at se på. Kimimaro trak knoglerne ind igen, tog sin trøje ordentligt på igen og rettede sig op mens han betragtede hende med et mildt smil. Han virkede til at være faldet til ro, og som det så ud lige nu hvor man ikke kunne se nogen af hans knogler, passede han overhoved ikke ind i dette billede, hvor Rapheal var blevet forbundet, banditterne var blevet brutalt dræbt og så var der ham der stod der og så helt mild ud.

"Bare rolig jeg kom for at redde dig, ikke skade dig så du behøver ikke frygte mig!" sagde han mildt og begyndte at binde sit reb op, hvilket gik rimelig hurtigt da det jo bare var sløjfen på hans ryg der skulle løsnes "Jeg er her for at hjælpe dig, så hvad siger du til at låne min trøje? Jeg ville jo skamme mig hvis jeg redder en smuk ung dame som dig, og du ender med at blive syg bagefter!" Kimimaro lagde rebet til side, tog sin trøje af og gik hen til hende for at låne hende den "Undskyld jeg ikke har noget mere passende!" sagde han undskyldende, og smilede lidt til hende.

Hun kiggede rundt om sig og så mændene som havde stået rundt om hende og pint hende nu lå døde på jorden brutalt dræbt, hun kiggede op på fyren med det milde smil på læben, var det ham som havde dræbt dem. Hun så forvirret på ham da han begyndte at tale, hun kiggede ned af sig selv og så hun var forbundet, var det ham... Havde han virkelig redet hende som han sagde.
Hun kiggede op igen på ham da han havde spurgt om hun ville låne hans trøje, hun nikkede roligt, hun følte sig lidt blottet kun med sin bh på og så side foran hen helt fremmet fyr.. Som havde redet hende for den visse død, hun turde ikke tænke på hvad der måske ville havde sket vis han ikke havde slået dem ihjel... De havde nok banket hende synder og sammen.
Hun sank en klump da han tog trøjen af og rødmede da han kom hen til hende med den, hun tog imod den lidt hurtigt og tog den hurtigt sikker, hun var stadig ikle helt tryg ved ham her fyren, men der var der vel ikke noget at sige til... Hun var blevet så skræmt af de fem fyre som havde stået omkring hende og det ville selvfølgelig side tilbage.
hun tog trøjen på og rejste sig ved hjælp af træets støtte, men uheldigvis fik hun overbalance og væltede over mod ham, hun var ufattelig svimmel og hun havde ondt, hun var øm over hele kroppen, hele kroppen gjorde ondt.
Hun nåede lige at ligge hænderne på hans bar overkrop inden hun faldt, hun kiggede op og fandt sine hænder på hans bryst kasse, hun kiggede længere op og fandt hans blik, hun afslørede sit stor rødmende ansigt med et undskyldne blik og et svagt smil.

Kimimaro smilede mildt til hende, og så hende i øjnene da hun kiggede op på ham efter hun var faldet i retning af ham. Kimimaro havde en kølig hud, da han var vampyr og derved uddød, men han havde en mild personlighed selvom dette var gemt, bag et ansigt der var permanent påvirket af tristhed. Kimimaro virkede som en venlig sindet person, af en vampyr af være men som man kunne se på de 5 lig der lå omkring dem, var han ikke lige just den type man skulle komme i vejen for eller provokere, for på grund af Kaguya blodet der løb gennem hans åre, kunne han blive ret så krigerisk, aggressiv og morderisk, hvis situationen han var i altså på en eller anden måde, fik dette frem i ham. Men selvfølgelig som det stod lige nu, var der absolut intet der provokerede ham, han var mæt så duften af blod der var over hende efter hendes skader gjorde ham intet, han var kommet for at hjælpe denne umiddelbart søde unge dame, så der var som sådan heller ikke noget der jo "Hvad siger du til, at jeg bliver hængende lidt du ligner en der godt kunne bruge en hånd?" spurgte han mildt, og lagde hovedet på skrå mens han tilbød hende sin hånd, for at hjælpe hende ved at støtte hende "Jeg kunne hjælpe dig hjem hvis det er?"

Det milde smil fra ham var lidt af en gåde for hende, for han virkede da som en ret så flink fyr men.. Vis det var ham som det nok tydeligvis var som havde slået de fem mænd ihjel.. Så var det lidt mærkeligt at han var så mild, men... Måske var det fordi han ikke ville hende ondt, som hun var sikker på han heller ikke ville.
Hun sukkede tungt mens hun kiggede op på ham, hendes svage smil var forsvundet og var nu blevet skiftet ud med et af hendes blide blikke.
Hun nikkede roligt da han tilbød han kunne blive der lidt, hun havde nok brug for en hånd som han sagde, hun smilede varmt og tog hans hånd som han tilbød som støtte, "det ville.. Være rart" hendes stemme var ikke skræmt som den første gang hun havde talt til ham, denne gang var den varm og blød.
Hun stivnede da han tilbød at følge hende hjem, hun stod lidt og kiggede tavst på ham ind til hun rystede på hovedet for at komme til sig selv igen, "Ja... Ja det må du da godt" svarede hun ham lidt tøvende, hun kiggede ham ind i øjne og hendes smil var forsvundet endnu engang.

Hun virkede mere rolig nu hvor det så ud til at hun forstod han var et mildt væsen, men pludselig forsvandt hendes smil idet hun stivnede ved lyden af hans spørgsmål om, at følge hende hjem hvilket undrede Kimimaro. Gad vide hvorfor hun pludselig blev så tøvende, var der mon noget hun frygtede ved at han fulgte hende hjem? Eller var det måske fordi hun slet ikke havde noget hjem, han kunne følge hende hjem til? Hvad kunne det dog være hun frygtede? Kimimaro hjalp hende op så hun stod mere sikkert, og holdt blidt om hendes arm så hun havde ham at støtte sig op af, hvis nu hun skulle blive usikker på benene igen, han smilede mildt til hende "Hvorfor blev du pludselig så tøvende, da jeg tilbød dig at følge dig hjem?" spurgte han mildt. Man kunne et eller andet sted godt mærke på ham, at han var nervøs for om det var noget han havde gjort, eller om det var fordi der var et eller andet ved at han førte hende med hjem, som hun bare ikke kunne lide tanken om. Af en vampyr at være var Kimimaro faktisk ikke så kold endda, selvfølgelig kunne han sagtens være en dræbermaskine ingen tvivl om det, men i sidste ende når han havde det godt var han et godt og rart væsen, selvom det nu var ærgerligt et eller andet sted, at han altid havde den triste følelse over hans ansigt, der ikke kunne smiles væk, ej heller grines væk på nogen måde, eller rettere på nogen måde han selv kendte til.

Hun var ikke helt sikker på ham her og da han spurgte om han skulle følge hende hjem, hun havde ikke vidst hvad hun skulle sige, hun vidste ikke hvad Dust ville sige til at en anden fyr kom hjem med hende, at en anden fyr havde hjulpet hende, Dust virkede så glad for hende og hun var selvfølgelig også glad for ham, ingen tvivl, men ville han blive sur over at hun blev fulgt hjem af en anden fyr... Men Dust behøvede jo egentlig ikke se ham, hun kunne jo bare blive fulgt til døren, det var jo en ide... Og så var der også den anden ide.. Hun kunne sige hun intet sted havde at bo.. Den var jo langt nemmere og han behøvede ikke at følge hende hjem og Dust fik ikke noget af vide... Hun overvejede det lidt i noget tid til at fyren spurgte hende hvorfor hun havde tøvet ved hans spørgsmål.. Yup hun havde besluttet hvad hun skulle sige.. "Jeg har intet hjem" det var en stor løgn og det skar i hende at sige, hun boede hos Dust.. Sin Dust... Hun magtede dog lige at skjule hun løg.. Det var dog svagt og vis man kiggede rigtig godt efter kunne man tydeligt se at hun løg.. Hun sukkede tungt og kiggede ned i jorden, tænkt at hun havde løget om ikke at have noget hjem... Det stak i hende stadig og det gjorde ondt at hun faktisk egentlig at hun ikke boede hos Dust, at hun slet ikke kende ham... Hun sukkede endnu engang tungt og kiggede så op på fyren igen med et svagt smil og et tøvende blik... Mon han kunne se hun løg over for ham

Kimimaro betragtede hende med et venligt blik i øjnene mens han ventede på at hun svarede, og da hun sagde hun ikke havde noget hjem eller sted at bo hvert fald kunne han godt mærke på hende, at hun ikke kunne lide at sige den sætning som om hun enten løg overfor ham, eller som han troede at det var fordi hun ikke kunne lide tanken om at være hjemløs og fortælle det til en anden person, så han mistænkte hende slet ikke for at lyve da han valgte at tro på det gode i hende. I stedet smilede han bare blidt til hende, mens de gik gennem skoven på vej mod Doomsville hvor Kimimaro selv havde en fin lejlighed at bo i, hvilket han var glad for at han havde da det var rart at vide at man havde en seng at komme hjem til "Det er jeg da ked af at høre, er der så noget jeg kan gøre for at hjælpe dig?" spurgte han bekymret, og virkede helt ærlig overfor hende i hans spørgsmål og opførsel "Åh ja og mit navn er Kimimaro, hvad hedder du?" tilføjede han med et forsigtigt smil, og rakte hende sin frie hånd så de lige som kunne blive introduceret ordentligt. Kimimaro virkede til at være en godmodig sjæl, han var måske ikke lige typen man lige faldt i snak med sådan uden videre, men nu hvor han havde reddet hende og hjalp hende så godt han nu kunne, virkede det da oplagt at snakke med ham og lære ham bedre at kende.

Hun kunne stadig ikke begribe at hun havde sagt det... *Dumt dumt dumt...* hun kunne ikke være bekendt at havde løget for ham.. Han havde lige redet hende og hjulpet hende og så kunne hun ikke engang fortælle ham sandheden om hende selv som var så ubetydelig som hvor hun boede, et dyb suk kom fra hende mens hun gik ved siden af ham og kiggede lige ud for at se hvor hun gik.. Men da han talte til hende kiggede hun selvfølgelig på ham for ikke at virke uhøflig.. Selvom hun allerede var meget uhøflig, sådan at stikke den fine herre en løgn.
En stor skam røg over hende da han spurgte om han kunne hjælpe hende med noget... Hun skammede sig meget over dette... Hvordan kunne hun gøre dette, hun kiggede ned uden at svare... Men da han præsenterede sig selv.. Kunne hun ligesom ikke komme uden om det, endnu et suk kom fra hende og hun så undskyldne op på ham uden at sige noget et stykke tid, men hun tog endelig sig sammen til at sige ham sandheden, "Okay.. Jeg har måske løget en lille smule... Jeg har et hjem... Men jeg ved ikke om det er en god ide at du følger mig hjem til det.. Ser du jeg er slave.. Altså frivilligt.. Den eneste grund til jeg er slave er fordi jeg kan lide denne fyr og ved at være hans slave kommer jeg tæt på ham... Men det er ikke det jeg ville sige.... Øh.. Jeg er ikke sikker på at han ville blive så glad for at en anden fyr fulgte mig hjem... Undskyld.." hun kiggede flovt ned i jorden mens hun gik sammen med ham.. Men kom så i tanke om.. Hun kiggede op på ham igen, "og jeg hedder Rapheal.." hun sukkede og holde blikket fast på ham.. Hun håbede ikke at han blev sur over at hun havde løget... Men hun havde en god undskyldning for det.. Så mon ikke han ville tage godt imod hendes undskyld..

Kimimaro blev lidt overrasket over denne pludselige tilståelse som hun gav ham, og han måtte da også lige lade den falde lidt til bunds før han smilede til hende igen "Jeg er taknemlig over at du er ærlig, og fortæller mig sandheden jeg vil hellere det, end at blive såret ved at opdage at du løg overfor mig!" sagde han mildt, og virkede faktisk til at være glad over at hun sagde sandheden "Jeg har mødt så mange der bare har løget mig direkte op i ansigtet, af den ene eller den anden grund, og det ender altid med at få galt til sidst!" han smilede skævt til hende, og med de ord kunne man måske få en bedre ide om hvorfor han permanent, altid havde noget trist over hans ansigt. Da hun så præsenterede sig selv som Rapheal, var der pludselig noget der gik op for ham for hendes navn sammen med den forklaring hun lige havde givet ham, det kunne kun være en person. Kimimaro havde kun mødt en person i hele sit liv, der kunne ende op i en situation som denne, hvor han ville acceptere en frivillig slave som uden han selv vidste det kunne lide ham "Vent Rapheal du skulle vel aldrig være slave hos Dust vel?" spurgte han tænkende. Kimimaro havde engang mødt ham i en stor kamp mellem bander, da de begge fik til opgave at nedslagte den modsatte side i fældeskab, men siden da havde de ikke mødtes men Kimimaro havde haft ørerne på stilke hele tiden, og det sidste han havde hørt var, at Dust var gået ind i slave handlernes verden.