Happy or sad? //Sean//

T: Aften
S: Barren i Det vilde svin
V: Koldt og mørkt udenfor
O: De sædvanlige mennesker der sidder ved bordene, plus nogle andre


Kairi åbnede døren til kroen og smuttede ind. Hun havde brugt meget af sin tid hernede på det seneste, men det var nu ikke rigtig med sin gode vilje. Hun følte bare ikke at hun kunne være hjemme i lejligheden lige nu, og det var udelukket at opholde sig i Johans hus. Hun havde forsøgt, det var ikke det, men hun kunne bare ikke. Ikke efter det der var sket. Hun så sig omkring som hun plejede, men uden rigtigt at kigge, mere bare en automatisk vane hun havde fået selvom hun inderst inde godt vidste at han ikke var her. I stedet gik hun hen og satte sig ned ved barren og bestilte en øl. Da bartenderen kom hen med den til hende, lagde hun pengene på disken og tog imod flasken med et lille suk. Hendes ansigt var ret udtrykssløst, og hun så bare tomt frem for sig, da hun åbnede jakken, tog den af og hang den på stolen.

Det var sket så meget på det sidste, at han ikke havde haft tid til at tænke på de små snore, han burde have haft styr på. han havde oplevet så meget, undergået en stor forandring, dræbt og været tæt på døden...og fået mere styrke gennem ritualet. Men lige meget hvor meget styrke han samlede om sig, fandt han aldrig en løsning på de mere personlige problemer. De måtte komme af sig selv.
han sukkede kort og trådte ind på kroen, klædt i sorte støvler, mørke bukser og en sort kappe med hætte, som dog var slået ned. Han virkede på en måde lidt større end før og en under kraft var omkring ham. Som om han var stærkere...Eller også var det bare hans selvsikre udseende, de mørke øjne der fandt andres øjne og nedstirrede dem, det mørke hår der strittede til alle sider og gav ham et lidt vildt udseende, sammen med de fire ar tværs over ansigtet.
Han gik op til baren med rank ryg. Han havde kæmpet for at holde det under kontrol, dette nye...Han var archdemon nu. Ikke bare en dæmon. Hans mad var blevet sønderflået første gang han havde spist, fordi han ikke kendte sin nye styrke.
han sukkede svagt. Det var med vilje han var her. Han ville samle op på kairi, det nyeste medlem af klanen. Og han viste hun var her, som han viste så meget andet. han satte sig ved siden af hende og bestilte noget the.
Så så han hen på hende med et lille smil.
"Goddag"

Hun bemærkede svagt at døren blev åbnet og nogen trådte ind, men hun besværede sig ikke med at vende sig og se hvem det var. Hun vidste at det alligevel ikke var ham hun håbede det var, så hvorfor vende sig og se? Hvem det end var, havde vedkommende ikke hendes interesse. Hun sad og kørte fingrene rastløst op og ned af flasken, og pillede lidt ved etiketten, da hun hørte nogen tale til hende. Hun så til siden og lige ind i øjnene på Sean, som hun dog ikke lige helt kunne kende til at starte med. Han så forandret ud, men hun havde ikke i sinde at spørge, ikke som det første i hvert fald. Hun rømmede sig, og svarede ham med det der var et forsøg på et smil. "Åh, er det dig? Jamen goddag." Hun vidste godt hendes smil ikke ville overbevise ham, men i det mindste ville det måske overbevise nogle af de andre gæster, der virkede til at klistre deres blik til hende i smug i øjeblikket.

Der var et eller andet der trykkede hende, det kunne han mærke. Hvad det var, viste han dog ikke. Han tog en tår af sin glas og valgte at gå direkte efter roden, i stedet for at fælde træet først.
"hvad er der så galt?" spurgte han venligt og smilte let til hende. Han prøvede at tænke over mulighederne, men kunne ikke gennemskue det. Til det, kendte han ikke Kairi godt nok. Måske det havde noget med klanen at gøre?

Hun bed sig lidt i læben, og så sig lidt omkring. Det så ud til at hendes falske smil havde narret de fleste, de var i hvert fald minimalt med blikke der klistrede sig til hende nu. Hun lod blikket vende tilbage til Sean, og smilede svagt til ham, denne gang et ægte smil. "Det er bare, en jeg holder meget af er forsvundet, og har ingen idé om hvor han er..." Hun mærkede at der var tårer på vej op i hendes øjne, hun havde ikke rigtig snakket med nogen om det før nu.

Han så på hende et øjeblik, bemærkede den måde hendes øjne blev blanke og hun næsten virkede tøvende.
"Okay. Det må vi se på. Hvis du ønsker min hjælp er der visse oplysninger jeg har brug for. Bla. navn. Evt. race. lidt om udseendet. Hvor du så denne person sidst...Alt der kan have relevans." han holdt det med vilje på et let professionelt plan. Hun ønskede hans hjælp. Det gav han bedst, hvis han ikke blandede sig følelsesmæssigt i tingene.

Hun så på ham da han talte, og mærkede tydeligt at han holdt det på et professionelt plan. Hvorfor var hun ikke helt klar over, men han ville vel ikke involvere sig følelsesmæssigt i andres problemer. Hun tog en slurk af sin øl, og svarede ham så med et nik. "Jeg forstår. Vil du have disse oplysninger skriftligt, eller er det fint nok med ord?"

Han smilte let til hende, også for at lette stemningen og måske gøre tingene lettere for hende. Han hjalp hende gratis, fordi hun var en del af klanen. De skulle hjælpe hinanden.
"Ord er fint. Jeg har en skarp hukommelse" svarede han og tog endnu en tår af sin drik. Folk omkring havde heldigvis opgivet at stirre på dem hele tiden, om det så var fordi de mente de kendte enden Kairi eller Sean. kromanden var travlt beskæftigede med at pudse nogle glas.

Hun nikkede, og pillede lidt ved flasken, inden hun svarede ham. "Han hedder Johan Hunt, og er Santuine. Han har langt, brunt hår og mørke øjne, og kropsbygningen vil jeg mener er meget normal, ikke decideret slank men heller ikk tyk, måske lidt mere muskuløs end det normale. Han går som oftest i en læderjakke. Hans tilknyttede dyr er en høg, men jeg ved ikke om han har den med sig." Hun holdt en lille pause, tog en tår af sin øl og fortsatte så. "Han har tilknytning til Madam Babosa´s børnehjem, hvor han er vokset op, og det var også her jeg så ham sidst. Hun ved dog intet om hvor han er, og han er ikke vendt tilbage dertil siden han forsvandt. Han er skattejæger, eller tyv om man vil, men ved ikke om han foretrækker at arbejde alene eller har en fast gruppe, eller måske endda en klan han er med i. Udover det, ved jeg ikke meget om ham." Hun smilede svagt, og håbede det var informationer nok for nu. Udover det svage smil var hendes ansigt udtryksløst, hun havde fået kontrol over følelserne igen. Hun kunne altid begræde hans forsvinden senere.

//Det skal lige siges, at Johan som sådan er forsvundet herindefra, han var her sidst for snart en måned siden, og uden at meddele fravær eller noget forsvandt han, midt i et emne, og har ikke været på siden.//

//okay...kan prøve at skrive til ham, men reagere han ikke så...Ved jeg ikke om vi skal lade som om han er NPC eller om han bare fortsat vil være forsvundet?//

Sean nikkede let til de oplysninger hun kom med. Der var masser og han havde allerede nogle ideer om hvor han skulle starte. Han tog endnu en tår af sin drik, mens han tænkte over det.
"Vi leder efter ham. Jeg har allerede nogle ideer" han så på hende og smilte let for at indgyde hende håb. Ikke forbi han ville indgyde det forgæves, men for at få hende til at slappe lidt mere af.
"Og så må vi håbe. Vi er her for hinanden, i klanen, ikke?" smilte han

// Jeg synes vi skal lade ham forblive forsvundet, så har han trods alt en chance for at vende tilbage//

Hun gengældte svagt hans smil. Nu der var sat nogen på sagen, og hun vidste at klanen var der for hende, begyndte håbet at vende tilbage. Hun havde tiltro til, at de kunne finde ham, eller i hvert fald ville gøre sit bedste. Hun smilede igen til ham. "Mange tak. Jeg værdsætter virkelig din hjælp." Nu de havde fået det på plads, kunne hun koncentrere sig om det, hun havde tænkt på siden han kom ind. "Hvordan går det egentlig med dig? Jeg mener, du ser... forandret ud.

Han grinte let af hendes spørgsmål og så lidt på glasset foran sig, drejede det mellem sine fingre et øjeblik, før han så over på hende igen.
"Jeg har også undergået en forandring. En der har gjort mig stærkere. En der har gjort mig...mere sjælden og vær at frygte. For nogen" smilte han
"Jeg er archdemon nu" sagde han så lige ud.
Han kunne mærke forandringerne i hans krop og hvordan de påvirkede hans sind, han prøvede at forblive den samme, rolige Sean. Men kun det rolige forblev hvor det burde, han viste at han havde forandret sig, men ville ikke skræmme sine bekendtskaber væk lige med det samme. De skulle have tid til at vænne sig til den stærkere ham.
"Hvad med dig? Går det ellers godt, ud over denne forsvundne...Ven?" spurgte han, da han ikke anede hvilken relation hun enlig havde til denne mand.

hun nikkede til det han sagde, selvom hun ikke helt var klar over, hvad det betød. Men han var blevet stærkere, hvilket vel var godt, så længe man holdt sig på den rette side af ham. Hun smilede lidt, og tog endnu en slurk af sin øl, inden hun gav sig til at svare på hans spørgsmål. Hun havde et svagt lusket glimt i øjnene, og kinderne rødmede en anelse. Hvis man vidste, hvad man skulle se efter, ville man tydeligt vide hvad hendes relation til Johan var. "Tja, det går vel egentlig meget fint, har ikke rigtig haft tid til at tænke på ret meget siden han forsvandt." Hun så sig rundt, og fortsatte så. "Jeg har endda indlogeret mig her, det er det eneste sted jeg kan holde ud at være for tiden."

//Sorry hvis det blev lidt kort, influenza er en dræber xD //

Han nikkede let og så kort på hende. Lidt mere end venner med ham, måske. ærgerligt. folk var ikke bare til at stole på. Han tømte sig glas og bad om et nyt fyldt.
"Okay. Det er nu heller ikke skidt at sove hist og her. Jeg gør det selv" smilte han selv.
"Men så gætter jeg på jeg ikke skal tænke på dig, hvis jeg har nogle opgaver i klanen stående? Eller hvad?" spurgte han med et lille smil og drejede rundt i barstolen, så han så ud på folk. Nogle så tilbage. Han studerede dem kort, en af dem kunne godt ligne en trussel, men intet slemt.

Hun svarede ham med et nik. "Ja, alt der kan tage mine tanker væk fra hans forsvinden, bare et par timer om dagen, er velkomment." Hun smilede, og tænkte lidt. Hun havde svagt bemærket hans lille skuffelse over at hun ikke var 100% ærlig overfor ham, og tænkte nu over, hvad hun skulle sige. Hun så på ham, og sagde stille, nærmest hviskende. "Hør, Sean, det er ikke fordi jeg ikke vil fortælle dig, præcis hvad min relation til denne fyr er, det er bare, jeg holder kortene tæt ind til kroppen i disse tider. Var der ikke også engang en vis herre, der rådede mig til at gøre sådan?" Hun havde et lidt drilsk glimt i øjnene, da hun sagde det sidste.

Han nikkede svagt og lod fortsat blikket glide over de nærmeste folk. Han overvejede at gøre noget ved fyren der så lidt truende ud. Men Kairis næste ord undrede ham nok til at han så på hende i stedet. han havde ikke været skuffet. Han havde faktisk bare accepteret hun intet havde sagt og aflæst hendes reaktion på det i stedet.
"Jeg er ligeglad, Kaichi. Og jeg har rigtig nok opfordret til at være forsigtig" smilte han let. Så drak han hurtigt det meste af sin drik og hoppede ned af stolen, hvorefter han begav sig over til manden, som straks rejste sig op da Sean kom nærmere.
"Du stirre" sagde Sean til manden, som ikke gjorde andet end bare at stirre igen. Sean stirrede tilbage og til sidst gav manden sig. Sean tog uden tøven fat i mandens krave og trak ham halvt hen over bordet, mens han lynhurtigt tog en pung fra ham og gemte den i en af sine lommer. Så slap han manden igen.
"Lad være med at være så konfronterende, lille mand" sagde han kort og gik så tilbage over mod kaichi. Folk kiggede, men turde ikke helt blande sig. Manden, der lå halvt over bordet, sendte dem et vredt blik.

Hun nikkede svagt af det han sagde. Så var det ikke som hun havde troet. Men det var også ligemeget, det vigtigste var at han var her for at hjælpe hende. Hun blev dog lidt overrasket over hans reaktion. Hun havde godt selv bemærket manden der stirrede på dem, men hun var som sådan ligeglad. Hun var vant til at folk stirrede på hende på den måde efterhånden. Mændene plejede at se på hende med et sultent blik, kvinderne med afsky. Præcis hvorfor vidste hun ikke, men rygter måtte vel være forklaringen.

Hun blev først revet ud af sin tankestrøm, da Sean kom tilbage, og så på ham med et svagt smil. "Det havde du nu ikke behøvet, han generede mig ikke...."

Han så undrende på hende, så grinte han let.
"Åh nejnej, du misforstår. Jeg gjorde det fordi han stirrede mod mig. Jeg havde ingen intention om at lægge an på dig eller gøre det for dig" han rystede på hovedet
"prikken i nakken irriterede mig bare" han rystede svagt på hovedet af misforståelsen. Og drak lidt mere af sin drik.

//Svarede hurtigt alligevel. Men er træt og min krea er død, hvad du nok også kan mærke. //

Hun slog en latter op. "Jeg tog det overhovedet ikke som at du lagde an på mig eller noget, ville bare gøre dig opmærksom på at han ikke generede mig." Hun tømte sin øl, men bestilte ikke en ny. Hun burde faktisk slet ikke drikke, ikke længere... I stedet bestilte hun en kop te, pustede lidt på den og tog på en slurk af den. Varmen bredte sig i kroppen, og ubevidst fik hun nu et lille smil på læberne.

//Det er helt fint, min krea driller også lidt, ligger med influenza såh min hjerne virker ikk helt optimalt //

Han så lidt på hende.
"Men du gik ud fra jeg gjorde det, fordi jeg troede det generede dig. Det gjorde jeg ikke" smilte han til svar. Han drak lidt af sin drik og sukkede let.
"nå, jeg vil begynde på arbejdet. Jeg håber du er faldet godt tilpas i klanen" han rejste sig igen fra sin stol, men denne gang med intension om at gå.
"vi ses. Jeg kontakter dig, hvis vi finder ud af noget" smilte han, tog hendes hånd og kyssede hende let på dem, som en gentleman.

Hun smilede lidt af det han sagde. Der var vel noget rigtigt i det, og hun gad alligevel ikke diskutere, så hun smilede bare, og nikkede da han spurgte om hun var faldet godt til i klanen. Hun kunne ikke helt lade være med at grine lidt da han tog hendes hånd og kyssede den. "Mange tak." Smilte hun, og trak så hånden til sig igen.

Han nikkede kort og forlod kroen.

//Out//