Happy days are here again - (Sean) XXX

S: Doomsville City, Terrorville District, Madelena Grays hus
T: morgen bevger sig mod Formiddag
V: Solrigt men svagt køligt forårsvejr
Grays outfit: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], perlehandsker

OBS! Seksuelt indhold

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Morgenduggen og det svage, men gyldne sollys på hendes perlehandsker var næsten meditativ, som hun klippede endnu en rose fra det overgroede marmor port. Madelena nød synet af sine egne hænder, delikat beklædte med knivskarpe torne så tæt på sig. Der var noget poetisk i at de smukke planter kunne skære en til blods. Blomsterne ville hun ikke lade tjenestepigerne røre, haven var et hendes sted, hende og kattenes naturligvis. Hun smilede kort af Lavinia og Erica som legede omkring det antikke springvand. Men i dag var ikke dagen til harmoni og spøjs poetisk undren, nej. Madelena var sjældent nervøs, nej hun var naturligvis ikke det, nej. Hun var mere end vant til selskaber, og de betydningsfulde af slagsen i hvert fald.

Men at modtage personlig henvendelse fra Sean McGivens havde været… en uventet gestus. De to dæmoner kendte til hinanden, delt en flaske vin og en morsom stund her og der ved de forskellige gilder. Men en personlig henvendelse fra Doomsvilles hersker? Jah det var mere end stakkels afdøde Ludwig havde opnået. Nej, hendes ægtemand havde vel aldrig været midtpunktet når Madelena havde været ved hans side, hun undrede sig over om han overhovedet var savnet, som hun samlede sin buket roser som hun trak på skuldrene ved tanken og indtog et sidste sug af havens beroligende luft før hun marcherede inden for. Hvad end lord McGivens ønskede, måtte dagen forløbe fejlfrit og de nye tjenerinder… hmm hun måtte vel lære deres navne på et tidspunkt for bekvemmelighedens skyld, ja de var endnu ikke sat ind i Madelena Grays standarder. Hun kunne vel have beholdt Ludwigs slaver men fandt betalt tjenerskab lettere at motivere. Tiden må vise an.

Som hun trådte inden for ændrede Madelenas rolige fatning sig dog da hun fik øje på deres jammerlige undskyldning for en anretning.  

”Du! Bad jeg ikke om de lavendel broderede duge? LAVENDEL?! En skulle tro en bondetøs som du vil kunne genkende LAVENDEL!”

Råbte hun af den skræmte unge tjenerinde, som ikke fik et ord ud før Miss Gray var stormet videre til køkkenet. Hvor nøje udvalgte flasker rødvin stod klar i gyldne karafler. Så godt som det måtte blive, tænkte hun. Dog måtte hendes fanatiske blik have intimideret kokken som lignede en på renden til at undskylde på forhånd.


”I forventer vel ikke at vi serverer Lord McGivens fra andet end rubinbægerne?!”

Sagde hun med en nu dæmpet, i svag forvirring hun ikke håbede nogen bed fat i. I sandhed havde hun ikke tænkt meget på vinens anretning før nu men som kokken allerede havde bemærket hendes ukarakteristiske mangel på fatning, følte hun sig betvunget til at give en vis kommando. Efter at have set sig kritisk anskuende omkring i det fejlfri køkken, rettede hun sin allerede ranke positur og forlod rummet, igen havde Madelena ingen tid til at høre kokkens svar.  

Et sted midt i smaragd gangen, indså hun at hun stadig holdte buketten af roser fra haven. Nej, nej Madelena Gray glemmer ikke sine æstetiske integritet NEJ! Lord McGivens er her om… om lidt ingen tid til at flette kranse. Hastigt flettede hun dem in blandt de edelstens broderede gardiner, som rummet havde sit navn efter. Ja dette fungerer, de blege blomster i det ellers juvel grønne rum er noget af et syn, som sagt, Miss Gray svigter aldrig sin æstetiske integritet. Sean McGivens vil ankomme om lidt og hun var klar, et åndedræt og et høfligt smil og hun var klar.

Hovene kom med deres karakteristiske lyd, som hestene red over brostenene. Seletøjet kom med små klirrende og knagende lyde, efterfulgt af en prusten hist og her. Men ellers var det lille følge stille. De havde bevæget ud af borgens store port og ned igennem Terrorville, stedkendte. Herskeren af Doomsville, efterfulgt af en lille skare på fire vagter. Mest for et syns skyld, end fordi han forventede angreb midt på åben gade. Selv om han normalt foretrak at bevæge sig rundt alene, var det noget andet når det var i officielle embeder. Så var det på med den stive skjorte - sort, med sølvknapper og broderi - og de lige så sorte bukser. Et par læderstøvler, der skinnede i den svage forårssol, af den olie de var smurt med. Skeden på det mærkværdige og sorte sværd der hang ved hans side. Det mørkebrune hår, der til tider fik lov til at stritte som det selv vil, var i dagens anledning redt tilbage. Med undtagelse af pandehåret, der altid faldt drillende ned over panden.
En behandsket hånd gled let over den svage mørke skygge af skæbstubber, som de nærmede sig huset.

Sean vidste præcis hvor hun boede. Han vidste hvor de fleste boede, og hvem de var. Det var en vigtig viden.
Som de ankom stod han af hesten og overgav tøjlerne til en vagt. Selv i det rige kvarter var det ikke alle der havde stalde - de lugtede og optog plads. I stedet måtte vagterne blive herude med hestene. En opgave de var van til, selv de uden tvivl hellere ville med ham ind. Holde deres hersker sikker. Som om de kunne gøre nogen forskel. Var der endelig en fjende, der kunne gøre skade på en archdemon, ville Sean blot ønske dem velkommen. Det ville være en sjov udfordring i en efterhånden halvkedelig verden.
Som det mørkegrå blik - til kanten af at øjnene kunne fremstå næsten sorte i det rigtige lys - gled op af facaden på den store og flotte bygning, trak han let sine handsker af. Også de blev givet til en vagt, før han uden tøven trådte ind på husets grund og mod døren. Han bankede på. Og mens han afventede at blive lukket ind, foldede han hænderne på ryggen og så ud over husets forhave. Så, men uden at se. Rolig. Han havde sendt besked om sin ankomst, og var blevet bekræftet i at han kunne komme.

Han havde overvejet at tage Genevira med. Men uanset hvor meget han satte pris på hendes nærvær, og hvor fælles deres tanker og ideer kunne være, kunne de nu ikke følges ad hele tiden. Hun havde andre opgaver i øjeblikket. Hvor længe siden var det han havde samlet hende op i Sunfury? Og se hende nu. Smuk. Klog. Med en skarp tankegang, der kunne konkurrere med hans egen. Og villig til at lære fra ham. Det var rart der endelig var en, hvis tanker kunne følge hans egne. Der var så få der kunne det...
Og derfor var hun også en af hans største trusler. Ikke at det var relevant lige nu. I stedet arbejdede de stadig utrætteligt på at fjerne borgerkrigen fuldstændigt. Den var blevet tysset ned for nu, men det var kun et spørgsmål om tid, efter den store begivenhed nede ved Rotten Root. Optøjer, en adelig familie slået ihjel, lyn der lammede alle i nærheden eller drev resten på flugt...En historie der uden tvivl var på alles læber, endnu stadig nu. På trods af de havde fodret aviserne med andre historier.
Som der blev åbnet, og hans tankestrøm afbrudt, vendte han sig let om mod døren...
"Godformiddag. Sean McGivens. Jeg formoder jeg er ventet?"

”Velkommen, My Lord”

Den unge tjenerinde bød ham ind og nejede høfligt, dog en smugle skælvende og uden af initiere øjenkontakt. Højest sandsynligt i ærefrygt over en archdæmon i kød og blod foran hende. Ja æresfrugt og noget andet en særdeles anden følelse. Eleine havde måske mistet fatningen helt, var fruen ikke ankommet i samme sekund.


”Lord McGiven, jamen naturligvis er de ventet.”

Madelena Gray trådte ud i entreen, igennem det udførligt detaljerede egetræs port. Udskåret i skikkelser af stærke grene med delikate blomster og galante kattefigurer på hver side, klatrende imellem planterne.

Hendes tone, positur og smil var nu så ubesværet elegant og sikker is sin præsentation, morgenens nære sammenbrud kunne føles som en fjern drøm. Som hun nærmede sig sin gæst, fulgte to katte efter hende på hver sin side i en næsten skummel symmetri. En introduktion kunne ikke udvise andet end perfektion og en ladys gang kunne ikke undervurderes. I en ærbar, fornærm uddannelse havde Madelena Gray mestret dette spil og var i sit element nu. Hun rakte yndigt Lord McGivens sin hånd i formæl gestus og nejede for sin gæst i respekt. I modsætning til sin stadig skælvene tjenerinde, brød hun ikke et sekund øjenkontakten og smilede som var de gamle venner.

”Hvor nydeligt at se dem igen, my lord. Sidste gilde blev noget af en livlig affære indrømmer jeg gerne. Jeg lover dem, den gale musiker er … taget hånd om.”

Fokuseret på sin gæst, kunne hun stadig se sin tjenerindes stille men ydmygende frustration. For herre bevares, tøs. Ja manden har en appel. Han er en sucubus, hvad havde du regnet med, proletariske fæ. Tænkte hun kort, uden at vise nogen tegn på ubehag foran sin gæst naturligvis, men vurderede stadig at det var bedst at bevæge sig videre inden Helena … nej det det var ikke pigens navn eehh ligegyligt… formåede at ydmyge hende.


”Beklager Helenas manerer, hun er ny. Kom endelig videre, jeg har forfriskninger klar i rosen stuen.”

Hun tog blidt ved hans arm og førte ham videre, ikke i en flirtende hentydning, kun i adlens passende manerer at etablere selskabets lighed på. Ja så meget lighed som var anstændigt med pågældende selskab, havde han været en almen rigmand eller frue havde hun ikke tøvet med at lægge sin arm i deres og føre dem rundt i fuld kontrol, med Doomsvilles hersker lod hun ham træffe beslutningen.

Kattene fulgte nu dem begge ind i den idyllisk dekorerede stue, omringede dem i en lige så sær symmetri som før. Stuen var samtidig fyldt med de mest dekorative, elegante genstande, som besiddende af en rustik charme. Rummet var fyldt med antikke blonder og bronze lamper, men væggene og loftet var overgroet af rosenstokke. Madelena snurrede sig rundt i teatralsk maner i to omgange, lod lyset ramme juvelerne på sin kjole på rette vinkel, før hun perfekt yndefuldt satte sig i en gylden lænestol. Vis din monetære værdi samt etabler din fuldkomne kontrol, ingen tegn på vertigo viser nobel anstændighed. Endnu et brugbart råd fr abbedisserne. Ja det kom ubesværet til hende. Hun viste Sean hen mod en identisk stol over for hende og tilbød ham et glas vin fra de syv forskellige karafler på bordet.

”Denne er en af mine personlige favoritter, men noget siger mig Lord McGivens… at de ikke kun er her for raffineret druesaft”

Antydningen af et svagt smil spillede på hans læber, som han trådte indenfor og tjenerinden virkede til at gå i stå. Tjenerinder var ofte blot ansatte fra mindre kår, så han var van til ikke at forvente for meget af dem. Ganske enkelt fordi de ofte ikke vidste hvad de skulle gøre, da deres undervisning kom an på den pågældende hustand, og ikke en eller anden skole. Og som incubus, hvad var der ikke at kunne lide, når folk stoppede op og ikke kunne få blikket fra ham? Tværtimod vækkede det ofte hans legesyge. I en hurtig tanke overvejede han let om hans appetit var ved at vækkes. Men længere nåede han ikke - ikke at det var passende at gå til en tjenerinde i en andens hus alligevel - før fruen af huset ankom. Så perfekt, at hun kunne være taget direkte ud af et maleri.
En perfektionisme der gik igen hele vejen igennem hjemmet, i hendes opførsel. Til et umenneskeligt niveau. Passende, når nu ingen af dem var mennesker. Genevira ville have været i sit es, selv om hun måske også ville have haft problemer med at leve op til denne standard. For Sean kunne dette være...Både et spil, som kunne være sjovt at spille, men også umådeligt udmattende. Han havde brug for en balance i sit liv. Han kunne sagtens spille de adeliges spil. Men bagefter ville han nok forsvinde ned i byen og fordybe i langt mindre raffinerede muligheder.

Let modtog han hendes hånd og gav den et flygtigt kys. Med et næsten drillende glimt i øjet så han op på Fr. Gray, som kysset blev placeret og han kunne rette sig op igen. Med kun et svagt smil lod han sig føre videre ind i huset.
"Godformiddag Lady Gray. Alt forladt"

Sean gav ikke kattene nogen opmærksomhed. Kæledyr sagde ham intet. Han havde engang haft et, kun for at sælge det igen lidt tid efter. Han gik ikke engang op i hvilken hest han red på, så længe den han fik var stærk og ikke nem at skræmme. Nogle heste trak sig fra hans nærvær, det gik jo ikke når han skulle ride en tur.
Med rank ryg og afmålte skridt fulgte han trop. Hvem kunne gætte at han aldrig havde været opvokset i denne verden? Han havde haft så mange år til at falde ind i rollen.
Ud over valget af roser og skinnende sten og materialer - alle der signalerede overdådig rigdom - var rummet ikke videre personligt. Som det mørke blik gled rundt i lokalet, vurderede han der ikke var meget at hente der. I stedet løsnede han sit sværd og lagde det på gulvet ved siden af sin stol, som han selv satte sig. Nogle ville nok have efterladt det i entreen. Men ingen skulle prøve at tage hans sværd fra ham. Det ville ikke blive en køn situation. Og som en hersker havde han vel visse friheder.
Sean så ud over valget af fine vine. I et øjeblik overvejede han at bestille en kop the. Vin var ikke hans gebet. Han kunne drikke det til fester, men i det hele taget sagde det ham ikke meget.
Men han måtte hellere opføre sig pænt, selv om legesygen fra før ikke helt havde efterladt ham. Og tanken om Geneviras forfærdede ansigt hvis han lavede en scene gjorde det faktisk blot sjovere.
Med en svag rømmen samlede han sig og smilte let til sin værtinde.
"Hvad huset anbefaler" Med en let håndbevægelse understregede han at hun gerne måtte vælge for ham.
Han lænede sig tilbage i stolen og lod blikket glide mod vinduerne tættest på sig.
"Og nej. Høflighed er desværre ikke min eneste grund til at være her"
På trods af at mødes til et bal eller gilde hist og her, var det ikke fordi de kendte hinanden på et personligt niveau. Hans blik fandt hende igen.
"De har uden tvivl hørt om uroen i byen. Det er en uro der vedvarende giver visse problemer. Ikke værre, end at jeg sagtens kan holde styr på byen, selvfølgelig. Men roden til den er endnu en hemmelighed, og derfor har jeg ikke kunne gå direkte efter kilden. Og som uroen trækker ud, har jeg brug for at udforske mine muligheder. Og sikre mine alliancer i byen"
Ordene blev sagt med en dyb ro. Der var intet ved Sean der viste andet end den ro og kontrol han var van til at have - eller dermed gav anledning til at tro han ikke havde styr på situationen i byen. Han havde trods alt ikke brug for skræmte adelige, der gav deres penge andre steder hen , flygtede ud af byen eller ligefrem gik sammen med fjenden.
"Men lad mig starte her først. Hvordan klarer Deres hus sig i hele denne situation? Jeg håber ikke I er for påvirkede?"

Hendes gæst havde modtaget alle forestillinger i perfekt stil. Han spillede også spillet, han kendte også reglerne det kunne hun fornemme. Og hun værdsatte det skam, et tegn af respekt, af an omhyggelig leder. Og det var heller ikke noget som gik Madalenas ego meget på, at hun var betragtet værd at imponere. Det havde altid været hende. Ikke Ludwig i denne husstand. Ikke hendes forkælede fæhoveder af brødre, nej Madelena havde været det strålende billede af kompetence. Hendes gilder adlen kom til, hendes råd de bad om og hende som stadig var husket som et strålende eksemplar af en lady af Isle of Pearls institution. Moderens ynglings drenge nær havde ydmyget Gray navnet havde faderen ikke betalt adskillige af for mørklægningen af deres strabadser og fået dem hjemmeundervist. Ja Madelena fandt en nydelse når spillet blev spillet for hende. Der var en sejer i det.
Dog besluttede hun nu at lette op på formaliteterne, afgive en mere hjemlig stemning, en troværdig en. Så hun viftede tjenerinden ud og hældte selv et glas vin op til herskeren.



”Giv endelig lyd hvis ønsker andet, køkkenet er særdeles talentfulde”

Hun hældte et glas til sig selv som hun betragtede lord Mcgivens et øjeblik,  han er kommet klar til en handel, den er vigtig for ham, den kan blive gavnlig for hende. Han spiller efter reglerne men bærer sit sværd uden videre eftertanke. Som et tegn af sin position mon? Eller paranoia? Madelena kunne ikke helt læse ham men hvad end hans ærinder her var, havde vækket hendes interesse. Hun lænede sig tilbage i en stadig unaturligt elegant, men nu næsten legende facon.

”Jo Lord Mcgivnes, ubelejlighederne kan ikke overses. Husstanden var heldig under de initiale naturhændelser, ingen skade sket os hvis altså overlasten til vores hørelse af alt den larm ikke tages i betragtning.”   Hun smilede let i en skælmsk facon kiggede ud i det blå i dramatisk facon et øjeblik. Alvoren af situationen kunne ikke underspilles og hendes manerer skulle ikke få hende til at ligne en frigid, kedsommelig statuette. Nej Madelena var nok professionel men ikke nogen almen spidsborger med en bedrøvelig aura. Hun blev husket for sin smag og såfremt  sin sardoniske humor.


”Optøjerne derimod bekymrer mig mere my lord. Det må jeg indrømme, Lavinia blev nær fanget i en krydsild a denne nonsens. Hvilke besynderligt uforskammet opførsel i de optøjer, er hvad jeg hører hvert fald.” Hun viftede katten til sig, som straks sprang i hendes skød, Hun aede sin følgesvend langsomt som hun tog en slurk af den fine vin i et øjebliks stilhed. Katten var så galant som sin ejer i bevægelse og udsmykning, perlerne i hendes [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] afgav en musikalsk lyd, værdig af en abbedisses træning. Båndet mellem hende og dyret kunne måske anes. Dog havde Madelena alligevel undladt at nævne de dele af historien. Dele hvori hun selv havde set byens forfald, ja det havde ikke været intentionen at mængdes med oprørene. Nej nabolagets historier og skandaler var blot mere belejlige at opfange i formen af en kat få mistænkte. Hun var dog påpasselig med hvem der kendte til omfanget af hendes evne.  

”Det er en lettelse at høre de har situationen under kontrol stadig, og at de trods alt søger assistance i god tid. Det glæder mig at Doomsville har kompetent ledelse og sådan skulle det gerne forblive. De ønsker hvad præcist, my lord? Af min husholdning? Mit ord? Min assistance?  Mit guld? De må forstå jeg respekterer deres initiativ for vor alles skyld. Men jeg må have en form for plan fremtidige drifter.”

Glasset blev hældt op, og Sean tog venligt imod det. Let duftede han til den, den genkendelige lugt af rødvin, før han let stillede glasset fra sig uden at smage. Han var her ikke for at drikke, og dyr vin var sjældent mere end en rekvisit for de fleste adelige. Medmindre de virkelig gik op i det med sjælen. Det var dog ikke umiddelbart Seans fornemmelse af Gray.
Skulle navnet Lavinia fortælle ham noget? Var det måske en af kattene, såfremt de fik lov til at gå rundt i byen efter deres egen lyst? Det ville ikke undre ham. Hvis hun satte en kat højere end en tjenerinde, vel at mærke.
Det mørke blik studerede Gray, mens hun talte. Med en albue mod armlænet kunne han let gnide hagen, som overvejede han og vejede hendes ord grundigt.
Kompetent ledelse. Prøven lady Gray sig virkelig med åbenlys smiger? Der var visse træk der gik igen fra den ene adelig til den anden. Smiger var altid en del af det. Spørgsmålet var mere hvad der blev sagt, når han havde forladt huset igen. Var det lige så positivt? En let udånding gennem næsen, som om han morede sig lidt ved hendes ord. Efter at lade blikket glide rundt i lokalet endnu et øjeblik, rejste han sig op. Han gik op bag sin stol, hvilede underarmene på ryglænet, som han stillede sig mere afslappet.

"Bare rolig. Jeg kommer ikke blot for at spilde Deres tid, jeg har skam mine planer"
Man kunne argumentere om hun havde lagt op til, at han virkede til at mangle en plan. Måske var det fordi han ikke helt vidste hvor han skulle angribe oprøret lige nu. Havde endnu ikke fundet kilden til det. Lige nu købte Genevira og ham selv bare tid, som de bestak aviserne og prøvede at berolige hele byen. Få det hele til at glide i baggrunden, eller få oprøret til at glide ud med badevandet. Hvad ellers kunne han gøre? Han havde spioner i hele byen, og alligevel gik arbejdet langsomt.
"Og De skal heller ikke være bekymret for uroen i byen. Skulle der opstå problemer, kan De altid opsøge mig for hjælp" tilføjede han sigende.
"Jeg er ked af at blive så direkte, men De lægger selv op til det. Det jeg leder efter er finansiel støtte. Og en forsikring om at De ikke er ved at pakke Deres tasker og forlade byen, eller ved at planlægge min afgang"
Øjnene spillede drillende ved det sidste. De vidste begge at selv hun nok ville forsikre ham, kunne Sean aldrig vide det med sikkerhed. Alligevel kunne det give lidt at møde op personligt og afkræve ord. Hvis Gray ikke overholdt det, ville Sean havde mere at spille på rent politisk. Eller blot kunne afskaffe sine fjender, med en god grund, hvis ikke en eventuel plan imod ham havde succes.
Åh ja, så mange muligheder, og ingens ord at kunne stole på. Men sådan var det bare.
"Hvad angår planen for fremtiden. Hvem ved? Jeg har alle mine ledige ressourcer til at arbejde på det. Selv om arbejdet går langsomt lige nu, vil jeg finde de skyldige til sidst. Og deres tabte kamp til blive en scene for hele byen. Tvivl ikke et øjeblik på at jeg vil kæmpe for byen med alt hvad jeg har"
Det drillende blik lå stadig på hende. Intense. Insisterende. Understregede hans ord, i tilfælde af hun havde netop det: Tvivl.
Sean slog let ud med den ene hånd, hans øjenbryn gled en anelse op i panden ved hans næste ord.
"Gray er et kendt navn i byen, alligevel har De ingen grund til at frekventere borgen. Hvor tosset af mig. Jeg er sikker på De altid kan bruge lidt ekstra opmærksomhed, der kommer ved at befinde sig tæt på herskeren af byen?"
Mon hun forstod den? Det indirekte spil af magt og tilbud var i gang. Det betød intet for ham at have nogle adelige til at vandre rundt på borgen, som om de ejede det hele, hvis det gav ham ressourcerne til altid at vinde.

Hun bed straks mærke i hans manglende interesse for vinen og beherskede et svagt hint af panik. Hun skulle have forhørt sig grundigere om herskerens smag, dette var et stik i Madelenas samvittighed som værtinde. Der var også den mindre detalje at druerne kom fra faderens vingård. Hun så kort på maleriet på væggen. Hun havde bestilt værket af familiens velkendte portrætmaler  men havde bedt om vinstokkene kun og tilladt en svag skikkelse der måske og måske ikke forestillede hendes far. Et af de få steder han var glad. Ja dette var en mindre detalje, sådan sentimentalitet er ikke godt for sjælen, eller sjælene,  var hvad Madelena Gray havde mene her.  Hun kunne dog ikke tillade sig at tabe ansigt foran herren og undlod nogen reaktion overhovedet. Hun strøg i stedet kattens pels i nonchalant maner, helt ud af instinkt naturligvis og intet i relation til roen hun krævede fra dyret.

Hun så undersøgende på Lord Mcgivens, ja politiske intriger? Se det her vakte hendes interesse.

”De spilder skam ikke vores tid, my lord. Planer?” Hun smilede skælmsk til ham. ”Men selvfølgelig har de det, det var ikke vores mening at antyde andet. Jeg forventer sørme heller ikke de fremlægger en kampstrategi her og nu. Det vil sørme være naivt givet jeg var en revolutionær forræder”   Hendes stemme var grinende over absurditeten af dette men hendes opmærksomhed dog fikseret på herskerens ideer.

Hun lagde vinglasset fra sig og så ham i øjnene, ja hun kunne ikke benægte mandens… hmm incubus charme. Men en belært Gray vidste bedre end at tænke ydelrigere over det, det var skabningens natur at afgive lystens magi.

”Lad mig forsikre dem om at Gray husholdningen ikke har nogen interesse i at se deres styre i laser, jeg forstår udmærket at herskerposten kommer med sine strabadser, ikke enhver er egnet dertil og vor alles velværd kan stå på spil.” Her var der sørme oprigtighed i hendes ord, Madelena havde nu ikke haft mange dybere overvejelser om byens ledelse, men potentialet her kunne ikke overses. Desuden var Sean Mcgivens en intelligent nok leder og hun havde ingen kvaler om hans person fra deres begrænsede omgang. Hun havde læst om og vidnet eksempler på tragisk elendige herskere. Tanken om Doomsville i en hænderne på så naiv en tosse som matros kongen fik hende til at skælve.

Hun lænede sig mod ham, delvist som en forsikring på sin fulde opmærksomhed og delvist så lyset kunne ramme hende i ideel vinkling. Enhver anstændigt uddannet pige vil kende til magten af dette. Hun talte med en rolig og munter stemme.

”Ser de, my lord vi  kan sidde og lege elite udøvelse i galant adfærd og manerer alt vi vil, men de har nu altid givet mig udtryk for en som værdsætter ærlighed hvilket jeg respekterer, ingen grund til at beklage. Ja jeg kan give finansielle ydelser, ja jeg kan gøre dem tjenester derudover, hvilke jeg er villig til at diskutere hvis de ønsker. Men de må forstå min husholdning og forretning har brug for bekræftelse, en sikkerhed samt viden om hvor min krone går til.”

Den tomme smigeren virkede nu helt og aldeles på lady Gray og lord Mcgivens havde ret, en tilstedeværelse på borgen kunne gavne både status og forfængelighed. Men en vil begå fejl i at antage hun kunne nøjes med en spadseretur og se yndig ud, nej magtspillet i byens større enhed interesserede hende nu. ”Det er en gavmild invitation, og jeg..." hun nåede at rette sig fra at sige vi, det var måske ikke i god skik at antage invitationen rakte ud til kæledyr, hvert fald med så storslåede magter på spil. Selvom katten kunne være til mere nytte end herskeren umiddelbart kendte til, men hun valgte at vente. Kun fremlægge gavnen af sin evne hvis nødvendigt og med tilfredsstillende forsikringer. "... takker gerne for deres gæstfrihed. Men som nævnt værdsætter jeg viden om hvor min støtte går. Og et ord i hvordan min loyalitet gengældes.”

Hun var dygtig. I et øjeblik fandt han sig selv fanget i lysets spil, som det blev reflekteret i alverdens perler, og hendes lyse hud. Smuk, ja. Han kunne godt forstå visse mænd ville falde for hende, og give hende lige præcis det hun ønskede. Uanset hvor den pågældende mand så ellers endte henne...For manden var her ikke. Af den ene eller anden årsag, af hvilke Sean kunne gisne sig til om var tilfældigheder eller planlagt.
Sean smilte svagt for sig selv, som han løsrev blikket og fokuserede på hendes ord i stedet. Som incubus var han van til forførelsens kunst, og genkendte ofte folks forsøg på selv samme. Vurdere altid selv om han ønskede at falde for det eller ej...Men til en hvis grad var han også bare en mand. Dæmon, javist, men også en mand.
Han havde intet at bemærke til hendes fine ord om hans selv og stillingen som hersker. Det interessante var mere hendes villighed til at være hans finansielle støtte, som han så fint havde kaldt det.

Hun krævede mere af ham, end han var van til. De fleste gik ikke op i hvert en detalje, eller glemte det i hans nærvær. Hvilket ofte gjorde det nemmere at manipulere rundt med dem.
"Okay"
Han rettede sig op. Rank ryg, begge hænder placeret på ryglænet foran ham. Blikket fandt et eller andet ukendt fokus, mens han tankerne arbejdede på højtryk.
"Pengene vil blive fordelt på flere poster, alt efter behov og i forhold hvor jeg ellers kan sikre mig støtte. Disse poster vil være så forskellige, såsom penge til at udvide antallet af vagter i byen, til at betale for informationer, til at påvirke handlen i byen eller til at bygge nogle nye projekter i de fattiges områder af byen" Som aflagde han en rapport, gled ordene let over hans læber. Der var visse ting han ikke ville nævne, selvfølgelig. Såsom pengene der blev brugt til at sikre aviserne kun skrev hans sandheder. Men direkte at indrømme han manipulerede alt i byen var dumt, for slet ikke at nævne en risiko for vrede fra hendes side. Hun var jo formentlig en af dem i byen, der faktisk kunne læse en avis.
"Jeg vil få nedskrevet hvilke poster Deres penge går til, og sende en regelmæssig opdatering til Dem. Det vil være en del af min åbenhed og forsikring om at penge går til de ting, som vi er blevet enige om her i dag"
Mere bureaukrati. i det mindste havde han folk til at skrive den slags ned, så han ikke selv spildte alt sin tid på det.
"Der er selvfølgelig tale om et løbende lån, der med tiden vil vokse. Og før eller siden, når jeg har fået byen på rette køl igen, vil der være tale om tilbagebetaling, med en forhåbentlig acceptabel rente for os begge. Personligt håber jeg på og regner med at det kan blive inden for et par år...Men vi ved begge hvor dumt det er at love noget, som vi reelt ikke er herre over"
Et svagt smil, som hans blik gled ned til hende et kort øjeblik.
"Til gengæld kan jeg sikre Dem en plads i mit råd. Regelmæssigt inviterer jeg nogle af mine største støtter til et møde på borgen, hvor vi diskuterer ønsker og muligheder for byen, eller som det også sker, direkte utilfredshed med visse ting, inklusiv mig selv"
Ikke at det var ofte. Eller at folk turde særlig ofte.
Men som en af Seans største finansielle støttere, ville det være klart hun havde krav på og mulighed for at komme på borgen og til ham nemmere end de fleste. Og direkte få indflydelse på byen, på den ene eller anden måde. I sidste ende var det Sean, der besluttede hvad der skulle ske. Men de fleste adelige var tilfredse med at prale over deres position.
"De vil være den eneste kvinde der...Men det tvivler jeg på ville være et problem"
Igen så han på hende med et lille smil.

Madelena smilede sit yndigste smil som den fineste, artigste perle af adlens høst som herskeren talte. Nu en mindre galant dæmon af slagsen, en hypotetisk mand med nær obskur lignelse til hendes brødre, ja sådan et fæ ville lade storhedsvanvid gå til dem alt for hastigt. Men ikke pæne, noble Madelena som jo måtte bære byrden af at nedarve familiens hjerneceller som den eneste i pågældende generation. Såfremt også et hovent sind men det skulle man ikke udtrykke for højt, et smil og beherskelse kunne jo skjule aldeles ubehageligheder.

Herskeren virkede dog til at forstå hvad der var til hans nytte, hvilket behagede den nu fascinerede lady Gray.

”Javel javel, lord Mcgivens de har sørme gjort dem deres tanker. Nu må de hellere håbe jeg vi ikke er forrædere af den talentfulde slags.” Hun smilte spøgende af ham. ”Nej, ingen grundt til bekymring hvad skulle vi gøre? Løbe til hvad…englene med intel og få byen fjerklædt, sikke et rod. Jeg spøger skam kun, det må selv de ansvarlige vel. Vi er trods alt ikke en flok fromme fugle.”

Hun talte selvfølgelig i sin mildeste artige tone som ofte fik mænd til at overse hendes spydige ord, hvilket ofte morede hende at se som de skælvede over nærværet af en lady i hendes post og al hån gik hen over hovedet på dem. Ja i øjeblikket var dette ikke hensigten, nej der skulle noget til før en lady med selvrespekt intentionelt vil smide fornærmelser efter en af lord Mcgivens post. De tilfælde hvor sådanne ubelejligheder var hændt, tog Madelena intet ansvar for. Men i nuværende stund var spydigheden kun for at lette på formaliteterne hun kunne lege legen med en flok tørre baroner men foretrak alligevel dem med en hvis flair for humor. Måske ønskede hun dog til og med at minde herskeren om sin behagelige position. Han havde fanget hendes interesse men arcedæmonen havde brug for hende og lady Gray så potentiale men en Gray, ja en kompetent en af slagsen kunne ikke lade sig udnytte hvis kampen var tabt på forhånd, eller såmænd tabe ansigt i for hurtig en entusiasme.

”Jeg kan respektere deres dedikation og planerne fremlagt virker retfærdige. Hvad der bekymrer mig er… de siger det selv, deres ry har i øjeblikket sine mangler. Tro mig jeg har studeret kunsten af et image, et narrativ… og dette kan blive en udfordring. Jeg formoder der er en plan for dette lille besvær? Hvis noget har jeg mine metoder at assistere på, såfremt min husholdningens interesser samt stemme respekteres.”

Ikke at hun forventede andet, herskerens tilbud kunne hun ikke afslå. Men han måtte vide hendes værdien af hendes bidrag, ingen skulle forvente Madelena Gray blot kunne sidde stille og smile sit smil, yndigt som det nu end måtte være.

”Sikke et gavmildt tilbud, my lord jeg er beæret. Nej det er såmænd ikke et problem, så længe disse mænd nu også kan stoles på, jeg er sikker på de er selektiv med deres omgangskreds. Det er jeg, jeg foretrækker blot at vide hvem jeg arbejder med, og som nævnt har jeg mine metoder at… finde ud af de adskillige løjer…” hun strøg katten på sit skød. ”og det kan blive til deres fordel også.” Hun smilede til herren og observerede ham i en kort stund inden hun lænede sig tilbage, oven på tilbuddet var det måske på tide at spille den høflige værtinde igen. ”Jeg er beæret, virkelig my lord. Ønsker de nogen andet at drikke, det virker ikke til at vin falder deres smag? Det er lettere at forhandle i behagelig og hydreret tilstand det ved jeg selv.”

Hans mørke blik gled over til hende, som ordet faldt på forrædere. Jovist, alle havde lov til humor. Men han tvivlede på de delte den samme. Hvem lavede sjov om noget så farligt for ham selv og byen? En, der ville skubbe opmærksomheden væk fra netop dette? Jo mere hun lavede sjov med emnet, jo mere noterede han sig at holde øje med hende, og hendes handlinger. Men hvem alarmerede sine fjender direkte? Et svagt smil akkompagnerede snart hans skarpe blik.
"De slår mig mere som en musling end en fugl" bemærkede let drillende, som en kommentar på den overvældende mængde af perler. Der måtte ikke findes en musling tilbage i havet.
Og ordlegen var der også. Hvem vidste? Måske var hun klappet sammen som en musling, og nægtede at fortælle ham alt? Det måtte tiden vise.

En let rynke opstod mellem hans øjenbryn ved hendes næste ord. Havde han nævnt noget om hans eget rygte? Det mindes han ikke. Hvilken hersker ville åbenlyst, til en adelig han knap nok kendte, indrømme hans ry manglede noget? Derfor måtte det udelukkede være et udtryk for hvad hun selv havde hørt i byen, eller selv havde af mening om ham.
"Jaså?"
Han gik rundt om stolen og satte sig i den igen. Den ene fod hvilede mod hans knæ, armene på armlænene. Hun havde hans fulde opmærksomhed igen. Øjenbrynene løftede sig lidt igen.
"Nu er jeg nysgerrig. Hvilket rygte har jeg da?"
Uden tvivl et farligt område at betræde. For Gray, vel at mærke. Man kunne finde nye adelige. Mange stod i kø for den mulighed, og så ville Sean tilmed have købt sig en loyal støtte, blot for at give stillingen videre.
Måske han burde gøre det i stedet? Tanken underholdte ham, på trods af det ikke var en holdbar plan.
"Og ud fra de mangler, De mener jeg har, hvad regner De så helt præcis med at kunne gøre ved det? Og hvad ville de tjenester koste?"
Han legede med hende. Katten efter musen. De færreste kunne slå ham i hans eget spil om ord. Han var ofte for opmærksom, for hurtig til at vende dem mod personen selv.

Han lænede sig godt tilbage i stolen med en udånding igennem næsen.
"Lad os bare sige, at det er folk der støtter mig på den ene eller anden måde. Og derfor får de lov til at brokke sig i mit nærvær, mens jeg trakterer dem"
Var der mere at sige? Alle med nok penge eller indflydelse kunne ende i denne gruppe. Hvor meget reel magt den havde...Og hvem der var med, og hvorfor...Der var visse detaljer han holdt for sig selv. Det var et politisk spil, mere end fordi Sean var personligt investeret i det. Han tolererede det bare.
"Så lad mig forstå Dem ret. De foreslår at jeg kan låne Deres penge, mod at De får en plads i mit råd...Og samtidig at De arbejder for mig, ved at sikre visse informationer? Den aftale er snart mere god for mig end Dem selv" bemærkede han let, hvilket måske cirklede tilbage til den indirekte snak om forrædere. Det ville også være en måde for ham at holde øje med hende, og sikre sig der ikke skete noget uforudsigeligt, trods alt.
Han viftede let med den ene hånd.
"Jeg er mere til en god kop the. Men de færreste kan lave den præcis som jeg ønsker den, så gør Dem ikke den ulejlighed. Jeg er ret simpel på det punkt" forsikrede han.

En musling? Javel, den i al sandhed perle beklædte Lady Gray morede sig over hans ord, som hun observerede herskerens blik glide over hende. Hun var sikker på at det tryllebandt kvinder i alle kroge af land, hav og klasse. Madelena nød det i særdeleshed også om hans charme var af beundring eller et middel til et mål var en anden sag, lady Grays forfængelighed var såmænd løftet i alle omstændigheder. En musling? Refererede han mon til hendes klæder kun eller var der et snedigt hin til samfundets perler deri? Eller ønskede han at ændre samtalens diskurs? Var hendes ord ikke falder i god smag? Det skete at Lady Gray overvurderede sig selv, naturligvis en fejl af modtageren side. I hvert fald kunne hun ikke vise tvivl om herskerens vittighed.

”De er i sandhed fascinerende væsner, jeg er smigret. De… de minder mig mest om…”

Lena tog en slurk vin som hun kort overvejede sine ord. Han afgav en snert af de ensomme ulve skrøner, måske en galant hingst. Men den perfekte lignelse af øjeblikket kom ikke til hende og for at mindske chancer for kliche reducering af herskerens selv, valgte hun modvilligt at læne ind i muligheden af sidste.

”…tjah måske en som ikke i så høj en grad værdsætter dyrelignelser.”

Herskerens næste ord havde hende i oprigtig fortvivlelse og forvirringen må næsten have kunne ses på hende et kort øjeblik hvert fald. Hvad bragte herskeren denne pludselige tvivl? Havde lord McGivens ikke selv udtalt sine bekymringer for kun en kort stund og et urørt glas vin siden? Led han af hukommelsestab mon? Eller var det her en leg? At få hende i tvivl, at holde hende i snor? Hun havde selv anvendt samme taktik med sine brødre hvilket viste sig næsten for kedsommeligt i sin mangel på udfordring, kvajpander som de var. Uegnet i overveje chancen for egen fejlbedømmelse, besluttede Lena at herskeren må have talt over sig og såmænd glemt at overveje sine ord. Var det hvad der skete for mænd givet magt? Enten beruselse af storhedens vanvid, eller paranoia måtte drive dem til forglemmelse af basale funktioner. Madelena så ham i øjnene og talte roligt.

”Men My Lord, de er vel udmærket klar over, disse problematikker. Jeg antyder til ja dette ry som har bragt dem her. De sagde det selv ikkesandt? Jeg husker deres sentiment værende tæt på ordret en ”forsikring om at vi ikke er ved at forlade byen, eller selv ved at planlægge deres afgang".

Lena havde også sine kilder i form af Doomsvilles husdyr men denne information kunne komme op når hun havde sine forsikringer, loyalitet fra herskerens side.

”Vi to ønsker det samme er jeg sikker på, orden i Doomsville og at en hersker med hjerneceller. Se de vil ikke komme i frygt om min husholdnings sabotage hvis ikke situationen var alvorlig. Hvis ikke de betragtede afsættelse en reel trussel eller allerede havde oplevet forsøg. Tro mig vi Grays har vores erfaringer i sådanne ubelejligeheder, uorden og ødelæggelse… idealisterne blandt ubelærte vil altid beskylde de som os, de med magten, uden en anelse om hvad vi bag skjulte døre gør for dem. De ønsker blot en syndebuk, og det kan ikke forblive dem.”

Hun valgte sine ord i enstemmighed med et vidende, et kompetent image af sig selv og undlod dele af historien. Ja denne erfaring af attentatforsøg var skam noget af et melodrama som familien betalte sig til at tie. I den unge alder af 9 år havde Lenas mor, Lady Ebenita Gray taget sig en elsker, en aldeles lavere stillet en endda, sikket kaos. I et vanvittigt håb på at vinde Lady Grays hjerte såvel som formue, havde manden sneget sig ind en uheldigt lidt gennemtænkt nat og håbet at afskaffe sig med Lord Gray såvel som alle arvinger. Manden blev dog tilbageholdt netop i Lenas gemakker og tilstod alt. Efter alt den tid med en kvinde havde han sørme ikke gjort sig meget i at overveje husholdningens bestand af vagter eller såmænd tilspurgt Ebenita om Grays arve ordning have kvajet været succesfuldt. Nej Madelena derimod besad ikke naive håb som en kvajpande der ikke engang kunne snigmyrde en 9 årig. Nej at sammenligne sig med denne skændsel vil være en umulighed. Eller også var kritikken af hans uduelighed en forsvarsmekanisme som faderen havde kaldt det, men hvorfor skulle Lena have behov derfor? Dog var hendes brødre, godsets arvinger ikke mere kompetente så det var måske mindre et dilemma af klasse. Hun fortsatte med at betragte Lord Mcgivens, uden at bryde øjenkontakten som hun besvarede hans tvivl.

”Hvad jeg foreslår, Lord Mcgivens er at vi kan være gensidigt gavnlige for hinanden. De sammenlignede mig med en musling, My lord hvilket jeg betragter som et kompliment. Men ser de, adskillige af havets bløddyr lever livet ud i de mest opulente af skaller, de er smukke ja de har deres funktion… måske… men kun få af slagsen kan gro perler. Vi med disse titler og slotte, vi fødes måske i de her kønne ”skaller” men jeg er skam klar over at poster af magt ikke altid gives på baggrund af kompetence og nytte, jeg kender adskillige små drenge med titler baseret på hvor kønt et slot de håndfodres i. De og jeg hører ikke dertil, er hvad jeg forstår. Så hvad jeg foreslår dem er en ærlighed omkring dette og en aftale der vil bære frugt for begge parter. Tag deres ry som eksempel. Min husholdning er velkendt for Terrorville districts sociale fornøjelser. Ordet spredes her, selv de belæste kan påvirkes, min godkendelse af deres styre har sin magt. Desuden åbner potentielle trusler op efter lidt vin og en dans. Og de har vel brug for adlens støtte, så ser de? Jeg kan sprede det gode ord for dem. Hvis de møder op bare en kort stund ja så har mit gilde alle øjne på sig.”

Lena lænede sig endelig tilbage og afventede herskerens respons. Hun ringede på en lille forgyldt klokke, efter tjenerinden hvis navn hun igen havde glemt. Ja Lenas observationsevner hun så stolt på, var reserveret til de værdige eller nødvendige. Lord McGivens skulle skam få sin te i Madelena Grays hus!

Det ene øjenbryn gled en anelse op ved hendes ord, i en svag undren. Satte han ikke pris på dyrelignelser? Var det det han udstrålede? Ikke at det betød noget. Af alle de ting, folk kunne associere ham med, var det blot en bemærkning han ikke havde hørt før.
"Måske et monster er mere passende" bemærkede han drillende, men en klar hentydning til sin race, og velvidende flere mennesker og små racer ville anse ham sådan automatisk. Hvilket jo netop var en lille del af problemet til at starte med, nu hvor der var et oprør midt i det hele. Normalt turde folk ikke gøre noget. Måske var løsningen at leve op til det og bare slå alle ihjel, der turde sige noget? Men den nemmeste vej gav sjældent de bedste resultater. Han ville blive kaldt en tyran og fordrevet, måske miste sine handelspartnere i samme omgang. Alle andre konger og herskere omkring ham slog ham som nogle ophøjede typer. Eller de havde været...Hvor mon Fenrer var nu? Han savnede mandens selskab, utroligt nok.

Sean slog let ud med den ene hånd, som et svagt smil gled over ham. Virkelig? Det var de ord hun tolkede således? Nogle gange glemte han at folk ikke altid tog hans ord bogstavligt.
"I så fald misforstår de mig. Hvem ville jeg være, at omtale mig selv i et dårligt lys? Tværtimod har jeg høje tanker om mig selv, på godt og ondt. Min kommentar var en spydig bemærkning, i forhold til de andre kujoner i denne by"
Hans mørke blik hvilede på hende, gengældte hendes skarpe blik uden tøven.
"Hvad jeg ikke bryder mig om, er det at det lyder som om De har et dårligt syn på mig. Det havde jeg ikke ventet. Eller er det slet skjult foragt? Bevares. Vi behøver heller ikke elske hinanden for at samarbejde"
Det var sandt. Sean forventede ikke at folk elskede ham. De skulle bare ikke modarbejde ham. Eller sprede noget dårligt om ham. Men han var ikke anderledes fra så mange andre: Ingen brød sig om at høre direkte til deres ansigt, at der var noget galt med dem. Måske var det den arrogante dæmon i ham, men han følte ikke for at tilgive det, uanset om det var en talefejl eller ej. Uden tvivl han måtte holde øje med hende fremadrettet. Der var flere ting ved hendes ordvalg og fremtoning der alarmerede ham.
Uanset hvordan hun prøvede at rose ham med ordet 'hjerneceller'. Måske havde hun bare ikke høje tanker om mænd generelt?

Sean rømmede sig svagt, som han tvang sig selv til at lægge det lidt bag sig og fokusere på den mulige aftale mellem dem. Det var trods alt derfor han var der. For arbejdets skyld.
"Flot metafor"
De havde gensidigt brug for hinanden, på trods af hun prøvede at sælge sig selv som uvurderlig. Men sådan var adelige. Derfor valgte han ikke at kommentere mere på det - de adelige satte pris på at føle sig magtfulde og uvurderlige. Det lå i deres blod.
"Lad det være vores aftale så. Men jeg må nævne...Folk plejer nu at have deres øjne på mig alligevel"
Han var incubus, trods alt. Det var sjældent han kunne gå ind i et rum - både på grund af sin status og sin race - uden et par hovedet vendt mod ham. Han var ikke helt uduelig, på trods af hendes måske uheldige eller velovervejede ordvalg.
Som hun ringede på klokken for at tilkalde en tjener, overvejede han om han overhoved ønskede at blive, eller om han burde gå før deres samtale kørte helt af sporet. Det virkede til de kom skævt ind på hinanden, som det var lige nu. Omvendt var dette et oplagt tidspunkt at lære hende bedre at kende, hvilket også kunne have sin værdi.
Overvejende så han ud af det nærmeste vindue.

”Et monster? Interessant lignelse. Hvad er et monster dog? Hvis ikke blot de kaldet sære iblandt os? De villige til at gøre hvad der skal til? Personligt finder jeg særhed en charme, adskillige kunstnere vil blive beskrevet således endda. Og de med princip ser jeg mindre monstrøse end nødvendige. Hvilken kategori tilhører de, Lord McGivens? Eller taler de om vor race? Tjah man kunne vel lave en liste af monstrøsiteter for hver af dem ikke?”

Lenas ord bare sandhed hun ikke åbent kunne lide at kreditere meget andet end bøger og værende en Lady af kultur. I sandhed kunne kærlighed til kunsten krediteres til en forholdsvis ensom barndom før perlernes ø. Som blev tilbragt i selskab med sin far og hans tætteste ven, Mr. Gregory, Gray slægtens officielle portrætmaler. Kønne som de fornemme portrætter var, havde Lena beundret de uden formaliteterne mere, de som blev skjult i den forbudte fløj. De der fangede Lady Gray i et øjebliks kaos, de som bar forestillinger om liv på stjernerne, selvportrætterne af ham selv og lord Gray.

Andet sentiment, nødvendighed af en herskers monstrøsitet, som Lord McGivens havde kaldt det, tjah det vil en værd opvokset i et gods vel opfange, ud over hendes brødre selvfølgelig… Åh en forbandelse at arve familiens hjerneceller som den eneste.

Herskerens fortvivlelse blev ved med at undre hende, høje tanker? Det kunne vel være en fordel når appelleret korrekt men noget ved hende tvivlede på han var således, så sikker på sit værd i alle områder. Nogen vil måske sige hun relaterede. Perfektion kunne være ensomt og disse undringer var måske ikke sunde for … sjælen eller hvad end. Så hun valgte at konkludere de hentydede negative konnotationer til monstrøsitet efterfulgt af ros for selvet, som hendes kilde af tvivl. Var manden selvmodsigende igen? Havde hun i sandhed tolket hans ord forkert? Eller var han ikke vant til at blive observeret så nøje? Jo det måtte han være som hersker, men måske af de mindre snu eller de mere stille.


”Ah My Lord tilgiv mig hvis jeg har misforstået…”

Begyndte Lena at vælge sine ord, uden at tro hun reelt havde misforstået situationen. Hun undrede sig dog, var hans modvilje mod at diskutere sit image intentionelt? En strategi at skjule sine taktikker fra potentielle trusler. En trussel var hun ikke her hvert fald, hvis noget facinerede det hende, hun var her for at tilbyde sin hjælp var hun ikke? Men en vis forsigtighed kunne hun vel respektere. Men herskerens faldende ry kunne vel ikke komme bag på ham, ikke alle taktikkerne var subtile trods alt. Indrømmeligt var det heller ikke alle som vandrede byen rundt i form af en kat. Nej han kunne vel ikke benægte at den lille vampyr der læste McGivens venligt poesi af en form og ihærdigt havde samlet hende op, ikke tilhørte hans egen plan. Hvad deres relation var kunne hun ikke sige og lod for en sikkerheds skyld vær med at bringe hende op, men pigens entusiasme bar noget hun mistænkte for oprigtighed.

”Tilgiv mig endelig, det var ikke min intention at kritisere dem, my Lord. Hvad jeg siger er at rygter spredes og rygter kan tæmmes. Se, jeg er trænet meget vel i sådanne metoder. Jeg kan ikke undgå at høre historier her og der, men jeg kan skam skelne imellem de af værdi og de der nytteløs slander. Som uheldigvis har påvirket dem i blandt urolighederne.”

Hvorfor hun observerede Doomsvilles lavere stillede i deres kamp og borgen narrativer var hun ikke sikker på. Måske en fascination, måske var hun nysgerrig hvordan styret vil overkomme dette. Nej hun så ingen grund til Sean McGivens undergang, desuden var styreskifter altid ubelejlige og henrettelser et værre rod, havde hun lyst til at joke med men beherskede sig. Nej arcedæmonen var ikke problemet i en potentiel ordenskamp i Doomsville og hun så ingen årsag til at modarbejde ham. Desuden havde han politiske fordele og en charme hun fandt fascinerende, ja ud over det åbenlyse af en incubus.

”Nej jeg kan forsikre at det ikke er dem jeg ser ned på, nej som de selv… refererede jeg til de … selvsamme kujoner der falder for den slags. Hvis de kan overbevises om en fortælling kan de overbevises om en anden, fra deres side. Jeg beklager skam hvis jeg blev for ihærdig, ser det forventes ofte af os. Kvinder, at have løsninger klar før vi overhovedet tilspørges.”


Hans vilje til et samarbejde var lovende dog og hans ordvalg morede hende en smule.


”Jeg vil ikke forvente andet, det lyder som en rimelig aftale. Som de siger, behøver vi ikke at elske hinanden, nej forretning er forretning. Men det vil ikke skade at kende hinanden bedre, hvis de ønsker, lad det være på deres termer.”

En nervøs tjenerinde ankom, men nærmede sig knap nok Lord McGivens. Lena var nød til at vinke hende tættere på næsten betryggende vis.


”Vær venlig og tag Lord McGivens ordre til te, bring os genre østers stellet”

Sean var stille for en stund, som han overvejede sin egen position, og hvad det kunne give ham at blive lidt endnu.
Lady Grays kommentarer bar meget præg af spørgsmål. Overvejelser og spørgsmål, der aldrig helt gav hendes eget standpunkt væk - og så alligevel en lille smule, hvis man hørte efter. Men hendes ord var nemme at misforstå. Uden tvivl det var overlagt, at hun talte således. For at lokke ham til at indrømme mere, end hun selv ønskede at indrømme om sig selv. På sin vis en flot strategi, som han ikke var van til folk havde lært dem selv. De fleste troede det var nok at påstå man kunne, uden rigtigt at kunne noget. Gray var anderledes, og han måtte være mere forsigtig. Men hvor Geneviras ord var i trit med hans egen, og deres interesser forholdsvis ens, vidste han ikke hvor han havde Gray. Og denne ordleg mellem dem gjorde ham blot mere forsigtig og opmærksom, end afslappet.
Altid en smule rastløs, fandt han besvær i at blive siddende. Alligevel blev han der - skønt hans ene ben begyndte at ryste let. Ikke forstyrrende, for ham selv i hvert fald. Hvad var han ikke, hvis ikke en mand der altid havde travlt og gang i flere ting på en gang? Og nu sad han her, med sin fulde fokus på en kvinde, frem for 10 folk der flokkedes om ham med hver deres ønske om alverdens ting på borgen...
Han burde måske prøve at slappe af og nyde situationen mere.
"Sort the. Kogt vand, men ikke direkte kogende når I hælder det over bladene. Lad det trække mellem 3-5 minutter, hellere lidt for længe end omvendt. Den skal jo smage af noget. Tak"
Han remsede det op for tjenere, en anelse tvivlende på om vedkommende ville huske instrukserne så nøje. Genevira havde lært det udenad, det havde næsten været det første hun gjorde, da han tog hende til sig. Nu fik han altid en perfekt kop the på borgen, for alle vidste hvordan han foretrak den - uden han selv behøvede at sige noget. Og sådan burde det også være, i ens eget hjem.

Seans blik gled ud over stuen, så meget han kunne se herfra, i det mindste. Så gled det tilbage på Gray. Han svarede ikke på de tidligere ord. Den samtale ville bare gå skævt, og Sean gad ærligt talt ikke træde rundt i det. I stedet gled der igen noget legesygt over hans udtryk. Mon hun var alt perler og perfekt udtryk, eller kunne man lokke noget andet ud af hende? Et indblik i personen under den glimtende kjole af perler?
Hun ville gerne arbejde med information, og Sean manglede en god spion-mester, der kunne styre de dele af hans arbejde. Men han stolte ikke nok på hende, som det var lige nu. Af åbenlyse årsager, ud fra deres lille samtale.
Han trak vejret dybt, og slog let ud med den ene arm, som ville han vise rummet frem for ejeren.
"Skinnende. Feminint. Fint"
Sean rejste sig endelig op. Blot det alene udløste en smule af hans rastløse energi, og gjorde det nemmere for ham at fokusere. Han trådte over til en af de store rose-stokke og studerede let en af de blomstrende roser. Roser var en smuk blomst, selv han kunne lide dem - omend han ikke havde en hel stue fuld af dem.
"Vi vil begge to gerne lære hinanden bedre at kende. Og sikkert også udnytte hinanden på en eller anden måde. Skal vi lege en leg? Tre spørgsmål. Vi må stille hinanden tre spørgsmål, men svaret på dem skal være ærligt"
Han vendte sig og så på hende igen. Hans øjne skinnede udfordrende, og et svagt smil lå på hans læber. Det var en leg han elskede at spille, og han havde brugt den før. Det var den nemmeste måde for ham at få et hurtigt og direkte indblik i personen foran ham. Selvom antallet af spørgsmål kunne variere.
"Hvis ærlighed eller direkte svar er noget De kan?" tilføjede han i en let tone. Det var ikke anklagende, men måske alligevel et lille stikord til at han endnu ikke stolede på noget som helst hun havde sagt til ham.

Madelena håbede inderligt at køkkenet havde sørget for opdatering af te lageret, hun var selv til de blomstrende slags af teen men selskaber har det med at tømme ud af det hele. Tjenerinden, skælvende over lord McGivens, forblev hvert fald på samme niveau af begær baseret nonsens, så Lena tog det som et godt tegn. Lena var fokuseret, forundret, endda ophidset af adrenalin på trods af sin talentfulde maskering. Herskeren var ikke kedsommelig, eller små begavet det havde hun været klar over selvfølgelig. Men at et spil med en der kunne være en ligemand havde hun ikke haft længe. Det må såmænd anerkendes, at Lady Gray var dømte de fleste mænd fæhoveder fra et hurtigt øjekast. Men kunne hun virkelig beskyldes for deres konstante skuffelse og verdens belønning af middelmådighed? Hun observerede hans bevægelser nøje, søgende efter et objekt at fange hans interesse ved. Som han rejste sig, fulgte hun kun et splitsekund efter. Roser? Fascinerende.

” Rosa Felis, en mærkværdig sort er de ikke? Min kære fader fik arten udarbejdet til min tyvende navnedag. Roser er en fascinerende art… smukke, kan enhver se… men undervurderet for deres mangfoldighed, deres egenskaber… De fleste glemmer at æbletræer er en rose. Har de en forkærlighed for blomsten, my lord?”

Jah en undskyldning for at vise sin kundskab frem ville lady Gray jo heller ikke afvise. Hun strøg blomsterne, galant og komplet undgående over for stokkens torne, som herskerens næste forslag fangede hendes interesse. Hvilke muligheder dette bar. Han var investeret, det var et godt tegn. Lena så ham igen i øjnene med en let latter.

”Ærlighed? Jo misforstå mig ikke, jeg er glad for poesi og gåder det indrømmer jeg gerne. Man må jo underholde sig på sin vis, eventyr og kunstens gåder har sit formål… Men de har ret, hvis vi skal udnytte hinanden som de siger, er det kun fair at gøre på ærlig vis”

Hun overvejede sit næste træk, der var potentiale. Hun kunne bevise sine goder. Hun kunne få afklaret sine undringer. Som den lille vampyr på gaden, deres plan så at sige med byens image. Hun kunne måske tillade sig at spørge ind til sandheder om postyrets alvor. Ja hun kunne endda tilbyde et forretningsmæssigt samarbejde. Vampyren, var hun betydningsfuld, lignede en der vil værdsætte et par nye silkekjoler. Hun valgte dog at se stemningen an og lade herskeren både tilfredsstille sin nysgerrighed og afgøre tonen.

”Deres forslag lyder udmærket. Vil de starte ud?”

Hun fulgte efter ham? Overvågede ham? Et svagt smil spillede i mundvigen, som han slap rosen foran sig. Samlede hænderne bag sig, omend han stadig stod så han kunne beundre roserne. Ikke mange forbandt mænd og roser, eller måske blomster i det hele taget. Med god grund. Var der overhoved nogen grund til at investere i dem? For Sean udgjorde det et førstehåndsindtryk i hans hjem. Og et - omend minimalt - forsvar. Det var mere svært at bryde ind i et hus, når store rosebuske stod foran hvert vindue. Om ikke andet kunne han altid genkende den skyldige på de små sår, som tornene gav.
I borgens have havde de også roser. Det var måske de adeliges blomst. De havde råd til den, og tid til at få den passet. Og en have at plante dem i, ikke mindst.
"Roser bruges ikke kun til parfume eller i en kop the. De kan rense huden, eller bruges til et sårhelende omslag. Min interesse, beklager jeg, er hovedsagelig praktisk anlagt"
bemærkede han let, med et svagt smil, da han så tilbage på hende. Kendskabet til urter kom ikke kun, fordi hans hemmelige partner denne gang var hans egen personlige læge. Den havde altid været der. Han var ingen læge, men han foretrak at klare sig selv. Det indebar at vide hvad der kunne hjælpe, hvis han kom til skade.
"Skal jeg antage at spørgsmålet om rosen er dit første spørgsmål?"
Han drillede hende. Han ville ikke snyde hende for tre spørgsmål.

Sean vendte sig væk fra roserne, og så ud i lokalet omkring dem. Han overvejede hvad han skulle spørge hende om. Selv om legen kunne være interessant, kunne den også være en udfordring. Hvad spurgte man en fremmed person om? Hvor skulle man starte, og hvor skulle man slutte? Hvad var det han gerne ville vide noget om, antaget hun rent faktisk svarede ærligt?
"De gemmer Dem bag perler, roser og flotte duge. Det er blændende, og måske lidt for meget for en mandelig gæst" bemærkede han let, men uden snert af fornærmelse. Det var udelukkende hans egne observationer, som han gjorde rede for.
"Man kan overveje om De kun er skinnende perler, eller om De gemmer på mere. Lad mig starte let ud. Hvis De skulle beskrive dem selv med tre ord, hvilke ville De bruge?"
Sean så tilbage på hende med et svagt smil. Han kunne godt lide at forklare sine spørgsmål, så folk vidste hvad han søgte efter. Det plejede at lede folks tanker i den retning, som han gerne ville have dem - og dermed give ham mere af de svar, som han egentlig søgte.

Det var altid fascinerende hvad en gæst først bed mærke i ved ens præsentation, om der var tale om hjemmet eller kropslige kælder eller det talte sprog. Det var noget hun bed mærke i ved vigtige gæsters besøg men også ved ansættelse af tjenestefolk. Observationer, kunne afgøre hvordan gavnlige individer for ressourcer og morskab så verden. Kommenterede de på håndværket af møbleringen, kunne de antages for at besidde evner og erfaringer værd at høre ud. Var deres første tanke litteratursamlingen, kunne en særpræget intelligens og fantasi forventes, og Lena kunne indstille sine referencer og ordspil derefter. Var deres første spørgsmål hvor de havde anskaffet sig de adskillige ædelsten og for hvor meget guld, var de enten en ivrig forretningsmand eller ude på at kongruere i en vulgær sammenligning af rigdom som Lady Gray ikke så sig en del af. Der er en fin linje mellem kunsten af perletildækkede fruers elegans og vulgaritet set hos dem hun så under sig.

Lord Mcgivens havde valgt rosen som objekt for sin fascination, det var sjældent nogen vil kommentere på blomsterne medmindre hun selv tilbød visdommen, i ikke sjældne omstændigheder. Det passede hende meget vel, input om hendes blomster og have var ikke særledes velkomne og Lady Gray har høfligt måtte undertrykke en fornærmelse fra fruer med lidt sans for andet end de blev fortalt af de velhavendes seneste objekt af guru-ficering i modens tendenser.

Herskeren bar ikke disse ubehageligheder at dele viden og fascination for blomsten bar en spænding på trods af deres tilsyneladende forskelligheder. Ud fra Hans ord viste manden var vel vidende men ikke en æstet. Han værdsatte det finere men af andre årsager ende hende. Nej hun lignede måske ikke en pragmatist for alle.

”De skal skam ikke beklage. Det er ikke mange som er interesserede så oprigtigt som de selv i blomstens kunnen. Hvis noget er deres interesse forfriskende. Men mange ser pragmatisme og skønhed som adskilte fænomener. Jeg vil mene at blomstens visuelle appel ligeså vel kan fungere praktisk anlagt som den helende effekt.”

En del af Lena vil ønske hun kunne fortsætte overvejelser om rosen, men det virkede til at herskeren havde andre tanker. Måske kunne hun byde på en tour af haven i senere lejlighed. Hun gav et oprigtig underhold smil af Lord Mcgivens drillende spørgsmål.

”De spiller spillet nøje, skal jeg antage at spørgsmålet om mit spørgsmål er et af dine tre?”

Sagde hun underholdt af hans snu drillen før de fortsatte deres. Hans næste ord virkede til at bekræfte hendes anelse om hans æstetiske undervurdering.

”Ah, en kunne vel kalde det at gemme sig det er en kløgtig observation ikke mange bedre stillede vil indrømme selv. Du og jeg ser det måske en anelse anderledes, tillad mig at vende tilbage til rosens skønhed. Perlerne, stoffet… de har såvel som blomsten ja de bringer nydelse har en praktisk funktion. For en lady er hendes billede en rustning. De bad om tre ord… Jeg vil uden at lyde arrogant sige min tilgang er… opmærksom, det er en færdighed de selv er bekendt med virke det som. Jeg er blevet kaldt en intellektuel mere end en gang og det er ikke en fejl. Jeg lever blandt og for kunsten og nydelsen og finder mening både æstetisk og pragmatisk deri… En sidste beskrivelse…”

Hun søgte efter et sidste ord der kunne indbefatte hvordan hun så sig selv, hun var vant til at være omringet af dem hun ikke behøvede at imponere. Eller som hun ikke ønskede at imponere mere korrekt. Men spillet med Lord Mcgivens ønskede hun kunne fortsætte og hendes svar måtte reflektere en ærlighed. Legen gav ikke Lena mulighed for hendes sædvanlige elegante input der fremviste sin intelligens og værd. At fortsat lede efter tillægsord og komplimentere sig selv så åbenlyst føltes ikke helt bekvemt for den sidste, helst bemærkelsesværdige sigen om sig selv. Som hun søgte efter ord, fik Lena øje på Lavinia som havde lagt sig til at sove på en mahogni real af lignende kattefigurer. Herskeren havde bedt om gennemskuelighed, så lady Gray tog en chance og lænede sig tilbage i sin siddeplads. Ånden virkede til at forlade hendes krop en kort stund hvorefter katten med et sæt vågnede og på en finurlig måde endnu mere galant end før, bevægede sig over i sin ejers skød og i næsten human maner nikkede til lord Mcgivens. Lady Grays ånd vendte tilbage i dæmonens krop i samme øjeblik som hun i et splitsekund genfandt sit galante smil og positur.

”En kat”

Hun havde såmænd planlagt at fremlægge nyttigheden af sin evne så hvorfor ikke her. Om lord Mcgivens vil værdsætte humoren i det lille show håbede hun på. Men hvis ikke andet forstå en tillid berettiget ham.

”Ja at tilbringe tid i dyr, galante som de er giver sine fordele men tro mig også uventede sider, min søvnrytme har ikke været optimal for ladyship i årevis, faldt i søvn på trappegangen blot fornyeligt”

Lena valgte at tilføje den lille anekdote som hun trak på skuldrene og overvejede sit spørgsmål. Ja en allieret vil før eller siden opdage hendes pludselige opstående søvn anfald alligevel. At gentage herskerens eget virkede dovent. Men lettere måtte hun starte ud end alle de spørgsmål og ideer hun havde.

”Så, my lord lad mig spørge dem et lignede spørgsmål. Vi kan tale forretning, værdier og ledelse ja… Men hvis vi skal kende hinanden lidt… hvad er deres nydelser i livet? Ikke svagheder (følte hun nødvendigt at rette, givet mandens tilsyneladende paranoia), det vil være uhøfligt, men passioner? Ud over god te? Min er kunsten så jeg finder den i alt omkring mig.”

Han smilte let for sig selv. Nej, det var nok ikke altid nemt at finde folk med de samme interesser. Han havde skam en interesse i planteverden, men med som så meget andet, var det ikke altid man kunne se det på ham. Det skulle være ved tilfældigheder, som dette, eller opmærksomhed. Han brugte heller ikke timevis på selv at grave i jorden. Men han kunne sætte pris på duftene og synet når han gik en tur, og gentog for sig selv de nyttige egenskaber for de forskellige planter når han gik forbi. Det skete også han havde en bog eller to på hylden om selv samme emne. Hans viden måtte jo komme et eller andet sted fra.
"Jeg er enig med Dem" bemærkede han let.
Ja, en blomst kunne fremstå lige smuk, med eller uden sine egenskaber. Og egenskaberne i sig selv kunne skabe blomstens skønhed. Præcis som mænd og kvinder omkring ham. Det var ikke altid kun det smukke ydre der talte. Man kunne blive tiltrukket af deres egenskaber, evner eller personlighed. Det var en god kommentar, som han ikke kunne være andet end enig i. Han nikkede svagt for sig selv.

Sean smilte let af hendes lige så drillende modsvar. men tog det for givet af ingen af deres drillende ord blev taget seriøst. I stedet kunne legen begynde.
Han lyttede opmærksomt.
En rustning. Hans blik gled rundt i lokalet, som han overvejede hendes ord. Og hvad gemte mænd sig bag? Kedelige bøger og pergamenter? Rigdomme? En faktisk rustning? Hvad gemte han sig selv bag? Også sit ydre. Dog væsentligt mindre perle-fikseret.
Men hun havde nok ret. Kvinder havde deres egne måder at beskytte sig og gøre sig bemærket.
Opmærksom og intelligent. Han var ikke uenig.
Ved det sidste gled hans blik tilbage til hende igen, som hun satte sig. I et øjeblik gled hans buskede øjenbryn tættere på hinanden...Var hun besvimet? Træt? Burde han gøre noget, eller bare gå?
Men inden han nåede meget længere, kom en af hendes katte og lagde sig. Der var et eller andet ved hele scenariet, som han ikke helt havde gennemskuet. Der var et eller andet....
Og det kunne ikke blive mere klart, da hun selv vågnede op igen og kaldte sig en kat.
Sean var ikke typen der grinte åbenlyst. Men det lokkede et smil og en svag lyd frem, som han gik tilbage til ryglænet på sin egen stol. Kun for at lægge sine arme på den og stå lænet op ad den endnu engang.
"At vise sine evner så åbenlyst...Er enten meget dumt, eller meget klogt" bemærkede han let, stemmen afslørede at han havde fundet det humoristisk. Var dette et forsøg på at få ham til at stole mere på hende? Der var mange, hvis evner han formåede at udnytte på den ene eller anden måde. Hun havde lige bevist hvorfor hun ville fungerer som en god spion. Når hun ikke sov alverdens steder.
Det indre syn af hende der sov på nogle ubehagelige trappetrin....Passede slet ikke med den pudsede og fine lady der sad her foran ham. Og gjorde hendes person mere jordnær end den fine lady hun prøvede at fremstå som. Mon hun søgte samme slags åbenbaringer? Han var ikke sikker på at han kunne give det. Han havde aldrig været god til at dele historier om sig selv. Til stor frustration for flere tidligere partnere.

"Passion? Eller nydelse?" Han drillede hende igen, mens han overvejede spørgsmålet. Det var to forskellige ting...Eller de samme ting. Men hvad nød han egentlig? Ud over...Ja. Ud over en god kop the, som oprigtigt var hans lille nydelse hver eneste dag. Et kortvarigt pusterum.
Han gned let en hånd over sin hage, hans blik så ud af det nærmeste vindue foran sig, som han overvejede det et stykke tid. Ikke fordi han ikke vidste hvad han kunne lide...Men hvad kunne han lide så meget, at det ligefrem var en passion for ham?
Han slog let ud med den ene hånd, som han vendte tilbage til hende.
"I frygt for at lyde som om jeg ikke besvarer dit spørgsmål oprigtigt...Er arbejde min passion" Han var stille et kort sekund, før han prøvede at forklare det.
"Jeg kan ikke sidde stille, som De sikkert har bemærket. Og sådan er mit sind også. Jeg elsker at arbejde, til det punkt hvor nogen mener det er usundt for mig. Om det så er at styre en hel by, eller...Andre ting"
Et hint? Eller bare en kommentar? Det ville han lade være op til hende.
"Der ud over elsker jeg at møde andre folk. Jeg elsker at observere dem og prøve at gennemskue hvem de er, hvordan de er og hvordan jeg kan udnytte det til min egen fordel"
Han trak let på skuldrene. De to ting passede jo fint sammen. Hvis de to ting ikke var hans passion, burde han vel kunne lægge dem fra sig og gøre helt andre ting...Men det kunne han ikke. Det var hvem han var. Han ville ikke kunne klare et liv uden de to ting, for de var oprigtigt hans interesser. At styre noget, og at gennemskue noget. At bruge sin hjerne og sin intelligens til at få det hele til at passe sammen, i det store politiske puslespil. Se, det var sjovt. Det, og være en stolt dæmon. Men at kalde sig en stolt dæmon rungede konservativt i manges ører, så det nævnte han intet om.

Han rettede sig op og gik over til hendes stol. En hånd gled hen over hendes ryglæn, som han bevægede sig langsomt rundt om den. Langsomt bukkede han sig tættere ind på hende, som han nåede rundt om stolen. Ikke nok til at røre hende direkte, men nok til at hun absolut ville kunne mærke ham tæt på.
"Og som nydelse...som en incubus...Kan jeg fortælle at jeg nyder mange ting"
Stemmen var lav og dyb, drillende og forførende på en gang.
"Der var engang jeg havde været så godt som...Ja, alle steder. Kvinder eller mænd, hvem tæller? I dag har jeg ikke altid tid til det samme. Lad mig give dig en bonusinformation. Hvis jeg kunne ændre noget i min hverdag...Ville jeg gå et skridt tilbage, og genoptage nogle af de ting jeg nød mest. Som incubus"
Han stod stadig lænet ind over stolen, hvis katten tillod ham det. men disse ord var ikke sagt på samme måde som de første. Alligevel stod han tæt på og så drillende på hende. En enke? Et oplagt mål. Også selv om det var sjovere at gøre en mand til hanrej.
Han trak vejret dybt og roligt, som han rettede sig lidt op igen og trådte et skridt væk. Så slog han let ud med armene.
"Et nyt spørgsmål. Hvis du kunne ønske dig hvad som helst i fremtiden, uanset om det er den nære fremtid eller ej, hvad skulle det være?"

De virkede til at nå en forståelse for hinanden, at roser skulle være indgangen, var måske uventet, men Lord Mcgivens kunne vis sig interessant i diverse områder som det så ud. Hun dømte en nær krise af mandlig paranoia undgået, som hun observerede herskeren et øjeblik. Sin maske næsten nede, ikke i nederlag eller ignorance som de mindre vidende, nej havde delt et moment af oprigtig respekt. Hun spillede ofte disse spil med mænd, de der blot kunne overvindes ved guld og en kvindes tårer, hvilket hun ikke så under sig at ty til hvis anledningen bad. Men Lena vil undvige en mulighed for at rose sine vise ords magt, og måske fandt den glimtende dæmon, forbandet med begavelsens ånd sig alene til tider. Hvis en skulle spille spillet til perfektion, var de resterende deltageres illusioner også nemmere at gennemskue. Men hun forgudede spillet, at vinde så hvorfor mon burde dette genere en kløgtig ung lady af gode kår? Det havde moret hende ja, at dele intellekt og beundring for blomsterne for denne verdens sandheder. Der var de hun holdte kær, delte sande fornøjelser med, men var man blot af en smule forstand i denne verden holdt man den liste kort. Og her i Doomsville befandt hun sig af pragmatiske kår, fornøjelser og festligheder serverede et formål. Det var dog ikke en forbrydelse at nyde momenter af værd og beundring, dette kunne ikke engang garanteres blandt venner.

”Hvis de ønsker en tour i haven i nogen lejlighed, må de give ord, jeg har måske stiklinger der vil interessere dem. For hav af egenskaber de besidder.”

Tilføjede hun i afslutning af deres lille debat, i et sidste fragment af stolthed over sin kunnen og måske en anelse håb om yderligere diskussion ved senere lejlighed. For nu fortsatte spillet.

Svagt desorienteret som en nu blev efter sindets rejse, gjorde lady Gray sig sit bedste for at skjule nogen tegn derpå. Kun få sekunder bør ikke føre til timelange lure endnu hvert i fald ellers var herskeren advaret nu i alle tilfælde.

”Lord Mcgivens de kan være forsikrede om at de vidner spektaklet som en af de få. De må vurdere hvorvidt de er imponeret eller væmmes. Men vi ved vist begge vi kan være gavnlige for hinanden, og finder denne leg af sandheder og afmaskeringer blot en smule fornøjelig.”

Hvad herskerens definerede visse udtryk som i sit sind gik hun ikke ud fra vil vise sig og nikkede blot venligt til hans spørgen om specificering. Hans svar, ikke overraskende men ærlig formidlede han sig. Og var et ikke også hvorfor hun selv havde forladt familien i forestina? Ud over at sikre Gary slægtens eftermæle selvfølgelig. Var det ikke hvad Isle of Pearls lærte? Hvad hun selv prædikede i sine besøg dertil som mønsterelev, succeshistorie, ideel lady? Eller der var to veje, at tage alle lærdomme i bogstavelig forstand og underlægge dig dine rammer, sende de rigtige tegn, sige de rigtige ord kun. Eller de snu, de lærte de samme kunster og faciliterede dem til deres gavn, lærte sig at læse andre. Et arbejde var ægteskab såvel som den mindste forsamling af adelige, om de unge ladies indså det eller ej.

”De besvarer spørgsmålet, i trit med realitet mange ikke ser, ikke vil indrømme. Jeg må sige mig enig, det er fascinerende, er det ikke? At læse sine omringende? De har vel nok dannet dem en ide eller to om mig men som de må dele ved egen lyst”


En af hans observationer blev måske klar ikke længe efter som herskeren bevægede sig tættere. Han var en mand der besad charme og ikke uheldig i sit ydre og immun over for lyst var den fornemme Lady Gray trods alt ikke. Nogen vil måske have følt skam over begærets voksen, og åndedræt der stoppede op som han bevægede sig nærmere. Havde den pågældende mand været af mindre heldigt sind og position, havde Lena følt sig forulempet i at blive taget for en skøge. Men en ære og nydelse var det, et rus næsten fra herskeren, at blive forført, eftertragtet af denne position af magt. Hun smilede sit yndige, men nu sensuelt motiverede smil som han trak sig.


” Oh lord Mcgivens, jeg forstår, jeg er en respektabel lady måske men ingen nonne selv, hvis de forstår mig.”

Hun så ham i øjnende, ændrede sin ranke positur kun en anelse, respektabelt men hentydende, nu i maner der fremhævede en blottet hals og kraveben. Hvis herskeren ønskede yderligere …lege af den slags var han blevet godkendt til at fortsætte sin forføren. Hun antog han vidste bedre end at forsøge at fortære en adelig med guld til byen.

Hans næste spørgsmål tog hende overraskende tid at bearbejde. Hvad ville Madelena Gray have? Spørgsmålet var oftere hvad kunne Madelena Gray få? Hvad kunne vindes? Hvad ønskede hun som ikke var tilgængelig? At påstå lykke som det simple svar fandt hun en clinche og ærligt tosset. Hendes bror havde impulsivt ægtet en cirkus danser blot fornyeligt og parret påstod den absurde plan havde bragt dem til et stadie af lykke. Svært at tro for den kyniske Lena men eksempler fandtes der vel. Men hun, hvad ønskede hun lige nu? Ud over et hjem for sine katte og et glas vin med sin far? Det her? Et magtspil, et ord i politisk diskurs? Ja, hun ønskede og følte ærligt at hun fortjente et ord mere end mange mænd gjorde, mange i magtposter. Hun kunne træffe valg klogere end mange feje drenge givet en krone. Hun kunne være nyttigere i kaosset af et styre end mange. Hun ønskede ikke herskerens position nej, så meget vidste hun trods alt om ledelse til at indrømme, hvilket var mere end en del forkælede gamle mænd kunne sige, nej som historiens gang havde vist var mere end en håndfuld kun efter tronen for et juvelbedækket portræt og sit navn i historiebøgerne. Lord Mcgivens led ikke under disse illusioner virkede alt til så han var måske også sværere at overbevise om sit værd. Fortabt i tanker i en stund så hun igen på lederen. Forsøgte mindre obsessivt at sætte ord på tankestrømmen.

”For mig selv eller for det store hele? Jeg vil gerne se den her verdens gang, som de selv siger nyder jeg at observere og finde nytte i folk … i ideer… og jeg indrømmer nu også at en indflydelse på denne gang vil være en mærkværdig opnåelse… Ikke lede et styre nej jeg nyder tid til excentriciteter for meget… Blot mere end at blive defineret af et ægteskab som så mange af mine perlesøstre ender... Men at være til gavn… Jeg ønsker… sikkerhed, for kattene… dem alle ideelt men jeg er ikke naiv. For nu? Perler, vin og… nydelse”

Hun ændrede sin tone i sidste sætning til en af deres tidligere muntre drillen, med en anelse mere sensualitet som hun skubbede sit slør tilbage fra sit andet kraveben.

”Endnu et spørgsmål til dem, my lord… Hvor ser de … det her gå hen? I fremtiden og I… øjeblikket? Som hersker og incubus”

Hun havde ret, selv i sine direkte ord. Han nød spillet. Det var netop derfor han havde fundet på det for mange år siden. De fleste var altid åbne for legen. Hvis man havde en interesse for hinanden, uanset om den var personlig eller drevet af forretninger, så kunne det være en drøm - at få lov at stille et spørgsmål om hvad som helst. For dem der kendte Sean, vidste de det måske var de eneste oprigtige svar de kunne få. På hvad som helst. For Sean faldt det ikke naturligt at dele private ting. Selv med hans nærmeste forblev han stille om mange ting, medmindre det handlede om arbejde, eller nu og her.
Og for ham? Han havde jo altid elsket at gennemskue folk. Finde ud af hvem de var, hvordan han kunne bruge dem nu eller i fremtiden. Eller til at gennemskue hvordan han vende en nuværende situation til sin fordel.
Han fornemmede det. Fornemmede hendes ønsker om at betyde noget, at nogen ville lytte til hende, mere end til fedladne og indfødte adelige. Hvorfor ellers tilbyde sine evner? Og understrege det med katten?
Og Sean var ikke typen der takkede nej til den slags, hvis han følte folk var kompetente. For ham betød køn ikke så meget. Selv var han personligt til det hele - kvinder og mænd, eller alt derimellem - og forretningsmæssigt var han van til et miljø hvor kvinder, som mænd, gjorde deres egen succes.
Men samfundet var ikke der endnu. Og derfor handlede spillet også om at finde stillinger eller arbejde, som samfundet kunne spille med på.

Sean trak let på skuldrene.
"Jeg lovede ærlighed. Jeg har nok selvindsigt til at vide hvad der driver mig"
Det var måske også en af grundene til at han aldrig ville være som alle de inkompetente adelige omkring sig. Han var opvokset i en helt anden verden, i en helt anden tid. Han var drevet af helt andre ting, helt andre bekymringer og tanker. Men mest af alt. Hvordan underholdte man sig selv, når man levede for evigt? Hvordan fandt man altid noget nyt at tage sig til, så det ikke blev det samme kedelige hele tiden?
Lige nu var hele byens hans legeplads.
"Hvordan vil jeg nogensinde kunne sætte ord på Deres specielle personlighed? Jeg ville ende med at fornærme Dem" svarede han i en let drillende tone. Hvad skulle han også sige? Han havde fornemmelser af folk. Fornemmede hvem de var, hvor han havde dem. Det var svært at sætte ord på fornemmelser, uden det blev for...utilstrækkeligt.
"Men jeg kan forsikre Dem om at De er et af de mere fornøjelige selskaber, hvad angår adelige kvinder, jeg har haft i lang tid" tilføjede ham.
Han var vel en mand, og komplimenter til hunkønnet var mere end forventet. Også selv om han tvivlede på hun ville føle sorg over manglen af dem.

Ahhhh~
Han gjorde det for sjældent. Spillede på sin charme. Han brokkede sig indædt til sig selv over manglen på at udfolde sig, udfolde sin indre incubus... Når han til hver en tid bare kunne charmere folk omkring sig. Hvad holdt ham tilbage? At sikre byen, ikke at ødelægge den med den ene politiske skandale efter den anden? Det var noget andet da han ikke var hersker, men bare en rig mand alle var tiltrukket af. Der gav det ham veje til information, til at komme tæt på folk, til at andet liv fuld af muligheder.
Men med Gray...Var dette måske hans eneste mulighed? I hvert fald hvis fremtiden bar sig som han havde planlagt den. Hvem vidste så hvad der ville ske bagefter? Og måske ville dette netop give ham den indfaldsvinkel han havde brug for.
Men mest af alt. Så ville det bare være sjovt.

Han stod stadig tæt på, selv om han ikke længere stod lænet over hende. Blikket gled ned over hendes hals, ned til kravebenet. Et svagt smil hvilede på hans læber. Han var ikke blind. Selv uden hendes åbenlyse små hints.
Hendes ønsker lød som manges. Alle ønskede indflydelse, men helst uden at besætte en alt for ansvarsfuld stilling. Fordi ansvar var tungt og krævede ekstra meget arbejde.
Men han fortænkte hende ikke i det. For det var præcis hvad han selv ønskede at gå tilbage til. Fordi det gav muligheder, uden at påvirke alle ens vågne timer.
"Så vi har visse ting til fælles" bemærkede han let. Men hans fokus lå andre steder. Åbenlyse steder, som blev gjort tilgængeligt for hans blik. Selv fandt han vej om foran stolen. Hvorfor ikke? Han kunne se bedre herfra.
"Jeg har planer for fremtiden. Byens, og min egen. Men jeg ønsker ikke at røbe dem. De må vente og se, præcis som alle andre"
Et drillende og mystisk smil bredte sig over ham. Hans blik gled fra hendes kraveben - og hvem der end måtte vente længere nede - og op til hendes øjne. Han drillede hende, men samtidig var han seriøs. Der lå planer. Faktisk var de allerede i godt gang. De gik præcis som de skulle. Men han måtte være tålmodig noget tid endnu.
"Men jeg fornemmer..."
Han vædede sine læber let, som han i en let bevægelse gled ned på det ene knæ foran hende. Som en mand der ville fri, omend det aldrig ville ske.
"...At De ønsker at vide mere om mine ideer for fremtiden nu her, som incubus....Fortæl mig, Lady Gray...Har De nogensinde delt seng med en som mig selv? Eller har De måtte nøjes med kedelige mænd, der kun tænkte på dem selv hele vejen igennem?"
Stemmen var lav, ordene kun for hendes ører. Hans hænder lagde sig om armlænende på hendes stol, som fangede han hende i sit spind. Hans blik fangede hendes og holdt hendes opmærksom på ham, så vidt det var muligt. Langsomt nærmede han sig, men uden at komme for tæt på. Det var som om han hele tiden var på grænsen, hele tiden spillede med hende og drillende hende.
De mørkegrå øjne, det lette smil. De brede hænder, hvis hud fortalte han ikke kun holdte fjerpenne i sin hverdag, da han let lod fingrene glide kildende hen over hendes ene hånd. Let tog han hånden i sin og trak den op til sine læber. Et let kys blev placeret der, men hans blik slap ikke hendes.

Speciel? Excentrisk… Det havde Lena hørt før på godt og ondt og nød efterhånden mystikken hendes væren bragte med sig. Lettere var det måske som nobel lady at beskylde ensomheden på dette, hoffærdighed, særhed. End at anerkende hvor bedrøvelig en skæbne en vil lide uden smag for spillet. Hvor kedsommeligt en tilstedeværelse de som Ebenita Gray levede i. Lena kendte de samme regler sin mor gjorde, performerede dem til perfektion uden lige. Men hendes eksistens var på grænsen af sin verdens regler og en tilstand af ekstase i bruddet på dem. Hun havde lært at finde charme i særhederne af evnen, fandt hendes talenter tillod at agere i uventede maner. Og den fandt en vis at perfektere sin mystiske aura på der holdte sin ægtemand på afstand og de gavnlige af slagsen fascineret. At herskerens beskrivelse satte hendes fornøjelighed over den gennemsnittelige adels lady, var ikke en overraskelse men hun måtte halvt grine over hvor lidt udsagnet sagde.

”En fornærmelse tager jeg kun til hjertet er den usand eller usselt sat i ord”

Og desuden den… høflige drøften, nød hun som et væsen af visse begær, hans blik på hende… særdeles mere flatterende end de ufortjentes. Han havde naturligt in incubus charme, der vil være naivt at kalde sig immun over for. Desuden var han en mand af a fascinerende nok karakter til at underholde den mærkværdige dæmons sanser. Og Lord Mcgivens kunne skam heller ikke kaldes uheldig i sit ydre. At blive eftertragtet på sit værd såvel som kødeligt, ja det gjorde legen spændende på mange fronter. Hun fjernede sin ene handske som hun observerede hans blik på hendes nu eksponerede kraveben, kun den ene for nu, Lady Gray havde tråds alt ikke tid til at rygtes for en gemen hore.

”Jeg kunne forestille mig vores visioner kunne kollidere på adskillige fronter, de er ikke en naiv mand… det kan jeg se.”

I modsætning til mange her. Lenas mor, af an slægt snart betragtet en antikvitet, havde rynket panden i skuffelse, involverede hun sig med endnu en af ”uværdigt” blod, en skuffelse som Lena altid havde været. Men det var en diskurs stadig fundet hos ældre dæmoner, uddøende slægter især. De med guld og magt men uden nobel fødsel og det rigtige navn, de var en trussel for hele aristokratiet, og for en Gildignis betød fald deraf et sammenstyrt af anstændigt samfunds orden. Ud over at dømme sin mors slægt og i højere grad karakter, for vulgariteter, fandt Lena mulighed i nye spillere. Og nu som dæmonfruen, enken rettere sagt, sad så komfortabelt positioneret med herskeren foran sig, bedende om hendes guld og med så mange muligheder i gære, ja en beruselse gav det. Af det åbenlyse begær såvel som tørst efter denne mystiske fremtid herskeren talte om. At Lord Mcgivens ikke ville røbe alle statshemmeligheder ved første kop te og… uventet elskov… kunne hun ikke bebrejde ham, hun havde selv taget en chance af mulig konsekvens i at ofre sin evne op front. Dog var lady Grays bæger efter den, herskerens finurlige ideer, hendes placering deri nær på højde med incubus charmens effekt. Hvad hun mon håbede på kunne være en gåde. Lena kunne spille den gode lydige frue og bøje reglerne til sin vilje. Til tider var hun excentristen der levede i gåder og morskab. Og måske ønskede en lille del af den observante dæmons mani, godt skjult i intellektualisme at se verden brænde og bygget forny. Hvilke muligheder der lå, hvilke gåder at løse.

For nu havde herskeren dog besluttet at tage andre metoder i brug, indrømmeligt behagelige af slagsen. Hvis dette var visen hvorpå han vil forhandle… hvorfor mon ikke. Hun lænede sig tætter på herskerens ansigt, stemmen nu blidere og sensuel.

”Jeg kommer til at tilspørge dem om disse… planer. Men jeg er en tålmodig lady”

Hun lagde sin stadig behandskede hånd på hans arm som hun fortsatte.

”….Oh Lord Mcgivens jeg er sikker på deres kunst af elskov er… umålelig”

Herskeren kyssede hendes bare hånd og lady Gray, på trods af fortsat at befinde sig i pragmatiske ideer, måtte udlede et uventet støn. Naturligvis det mest ladylike af slagsen. Hun fjernede anden handske i indrømmelse af incubusens effekt.

”Vi kan naturligvis…. Fortsætte vores drøftelser… vores lege mere komfortabelt.”

Hun tillod ham at komme tættere på sig før den nu sensuelle, støn afbrudte tale fortsatte.

”Vi har været igennem lidt af hvert allerede, my lord… små fornøjelser… roser… hvad vi kan give hinanden…. Jeg har vist dem hvad jeg kan tilbyde… og jeg har flere forslag at byde ind… Som vi står, kan jeg tilbyde dem mit guld, et talerør til adlen for deres sag, øjne i Doomsvilles katte og som… de måske ved er jeg nu ansvarlig for en lukrativ forretning af luksuriøst silke. Jeg giver fremragende tilbud til mine nære og samarbejdspartnere…. De virker som en mand af fin smag… det behøver en ikke være perle belagt for….”

Lenas tone var munter i de sidste ord som hun bevægede sig tættere på herskeren og indbød hans berøring som hun talte og nydeligt var det, så meget kunne ikke benægtes. Og det havde været længe siden, denne form for behag. Især fra en mand.

”Jeg… kan fornemme de skal til at vise mig dele af deres tilbud for mig”

Hun fjernede sit slør og tillod lord Mcgivens at fortsætte… både sin… incubus maner og handlen.

Han nød det. Hendes nysgerrighed, han på ingen måde ville tilfredsstille. Mystikken der lå imellem dem og omkring dem. De havde begge planer for dem selv. For Sean...Var det nok en af hans største planer der nogensinde var sat i værk. Og som gik så...Smertefrit. Men alt til sin tid. Lige nu handlede det hele om nu og her. Om Lady Gray, og hvad de måske kunne få ud af hinanden. Både nu og i fremtiden. Hendes lille opsummering fortalte udmærket hvor langt de var nået på blot en halv dag.
Denne forsigtige leg, hvor blot en handske fjernet kunne være en intim flirten i sig selv. To verdener. Hans egen og denne fine verden. Men selv om han normalt foretrak helt andre ting, var det ikke fordi han ikke kunne tilfredsstille fine og forsigtige adelige damer. Faktisk kunne det blot være spændende at genopfriske det.
Han trak vejret dybt ind, som tog han en dyb indånding af hendes duft. Han blinkede langsomt, med et svagt smil, mens han så på hende. Stadig placeret nede foran hende. Legende gled hans ene hånd over hendes, kærtegnede den.
"Min kære Lady. Skal jeg forestå det således at underholdningen i dag er ved at tage helt nye veje? At vi måske burde finde et mere behageligt sted at forsætte? Eller driller De mig?"

Den ene hånd forlod armlænet og lagde sig mod hendes underben, omend stadig uden på kjolen. Der var forskellige situationer, og denne var ikke en hvor han åbent ville bryde grænser. Hun havde stadig alle muligheder for at fortryde eller trække sig, selv om hans charme næppe gjorde det nemmere. Men han havde aldrig været en der tvang sig vej. Undtagen når han spiste...Men de fleste gik nu med i ren forventning alligevel. Tingene var ganske enkelt bare sjovere, når man var enig om hvad der skulle ske.

Hun modtog herskerens kærtegn i noget mere oprigtig stand en forberedt. Ikke at foreningen af forretning og fornøjelse var uhørt for Lady Gray. Hvad en hendes egen lord fader og Graceling husets excentriske herre havde foretaget sig kunne hun ikke dømme. Så var der hendes ægteskab, ikke just en fornøjelse for alle men forretning var det og senge blev delt. Naturligvis var der kønne ladies og mænd der eftertragtede disse nydelser. I sædvanlig stand af disse handlinger havde det dog været noget nemmere at holde hovedet koldt var en handel i gære. Denne lord incubus, han vidste at bære sig ad. Dæmonens givne aura, stimuli af bæger, det kunne Lena have forventet og der var de ucharmerende incubi af slagsen, kunne hun stå inden for. Sean Mcgivens dog, besad en visdom, en evne… noget der gav lady Gray lyst til at overgive sig længslen. Opmærksomheden havde jo vist en impakt, ægteskabets version deraf var af bedrøvelig karakter, til hvor høj en grad… foretrak Lena ikke at forundre sig i. Så var der den evigt mystiske, evigt rejsende elskerinde, Juniper Graceling… En længsel for Madelena men ikke altid en komfort. Herskerens berøring af hende dog, strategisk vis, tog Lena til sig. Som hun førte ham op til sine senge gemakker. Et rum udvalgte hun givet de nyeste silkebetræk. Med lavendelblomster hængt fra lysekroner og fakkelstager var rummet duftende af blomster og stearinlys fra natten. Væggene draperet i maleriske tekstiler lignende til Forestinas omegn, kolibrier broderet på af egen hånd. Og sengen klædt i bronzetonet silke, en komfort for elskere såvel som en forretnings tale. En tale hun var nær ved at forglemme i pågældende, generøse nærvær.


”Jeg forventer ikke alle rådets møder fortager sådanne drejninger men jeg velkommer deres indsats, jeg håber ikke jeg vil skuffe dem, jeg har dog mine… kundskaber.”

Som hun satte sig galant på sengekanten og hentydede herskeren tættere til sig fik ladyen dog en mængde hentydende ord ud. En bekræftelse måtte hun have, på herskerens plan for hende. På hans plads til hende i rådet og hvorvidt hendes gave vil blive sat i brug. Men hun ønskede samtidigt til en efterhånden patetisk grad hans incubus kapaciteter og indfri sine ’kundskaber’ som en elsker. Hun åbnede for sin overkjole, sin rustning som han var blevet informeret og sad nu tilbage i underskørter, nært lige så perlebesatte og hvide, rene som kun status kunne tillade sig. Hun vendte herskeren ryggen og forsøgte at lyde lige elegant til sit ydre, resultatet mere distræt end en lady ønskede som hun drog hans hånd mod sine korsetbånd.

”Kan en lady bede om hjælp? Jeg er skam ivrig men de forstår vel nok prisen på kvalitets tekstiler, vær venlig at behandle dem forsigtigt.”

Juniper var ikke en hun tillod afklæde hende, nej hun havde flået af hvad hun kunne i en ligegyldighed. Herskeren dog, hans taktik virkede anderledes… et fokus på fornøjelse… erfaring i at fornøje… hun havde desuden lagt mærke til hans minimale men elegante beklædning som han ankom, en sans for kvalitet tog hun ham for at besidde og hvorfor ikke lade ham gøre sig bekendt med silkebåndene i så mange behagelige maner muligt i salg af sine varer. Men først lod hun ham fortage sin… strategi for en stund.

”De er netop… bragt ind fra Aquanerne…”

Fik hun ud som hun strøg sengens duvet, dog ikke så fokuseret som sædvanligt som hun ønskede at overgive sig, overgive styringen bare for en lille stund. Hun lod ham, for nu.

Elegant rejste han sig fra sin position og fulgte hende. Han var altid i kontrol. Selv nu, hvor han ikke kendte - men dog gættede på - hvor de skulle hen. Bare et par fingre, der aldrig helt ville give slip, og fortalte hende at han hele tiden var lige bag ved hende.

Værelset. Blikket gled rundt i værelset, mens hun fik løsnet kjolen og endte i underskørter. Prangende, som resten af huset. Det ville næsten have været skuffende, hvis det ikke havde været sådan. Nej, på intet tidspunkt gik han ud fra at dette var Lady Grays rigtige soveværelse. Måske mere til gæster - af den ene eller anden slags.
Ikke at det betød noget for ham.
Han løsnede sine støvler og trak dem af, satte dem pænt ved siden af sig. Et par uldsokker mødte gulvet under ham, men et øjeblik efter var det den bare hud. Hans mørke blik faldt på kvinden foran ham, som hun elegant sad i sengen og vendte ryggen til ham.
Lydløst gik han over til hende, mens hans hurtige fingre løsnede knapperne i hans egen skjorte. En befrielse, faktisk, fra det stive tøj. Altid en befrielse.
Med åben skjorte mødte hans varme hænder hendes ryg i en let kærtegn, før hans fingre let trak i de tynde, men stærke tråde. Han var velkendt med kvinders tøj, så han fumlede ikke. I lette og rolige bevægelser trak han i trådene, gav sig god tid, mens han stod helt tæt på hende.
Her tæt på kunne han snakke lavmælt, i en dyb tone.
"Prøver De at lokke mig til at sige ja med sex? Hvor snedigt af Dem" drillede han hende let, men uden at det brød stemningen.
"Skal jeg minde Dem om at en incubus kender alle tricks i bogen?" han drillede videre. Ingen havde kunne lokke ham til noget som helst med sex. Sex var ikke altopslugende og verdensændrende for ham. Til det, havde han ganske enkelt gjort det for meget. Ud over sex oftest var hans mad, i hvilket han alligevel havde fokus et andet sted. Men hvem var han at ødelægge illusionen om en dum, sexlysten mand?

Blikket gled over silkebetrækket. Et valg han stilletiende satte pris på, velvidende hans egne dyner var beklædt i samme slags stof - og havde været det lige siden han kunne betale sig fra det, for mange år siden. De var bløde, som at sove på en sky. For hans få timer søvn hist og her, en sand fryd. Det fik hans krop til at slappe af, en kunst i sig selv.
Som hendes korset var løsnet helt, gav han hende plads nok til at få det helt af. Imens trak han sin egen skjorte af og afslørede den muskuløse overkrop. Som archdemon havde han fået større styrke. Ikke at han nogensinde havde været en spinkel mand - muskler og brede skuldre havde han altid haft. Også selv om det rigtige tøjvalg kunne få ham til at fremstå mindre intimiderende.
Huden var som strukket ud over hans krop, kun afbrudt af de mande ar. De steder, hvor huden en gang havde givet efter for et eller andet sår. Som de knudrede ar under hans ribben, fra dengang en drage havde sat sig på ham og brækket hans selv samme ribben. Eller det knudrede ar langs siden af maven, fra bidet af en søslange - hvis selv samme kadaver var udstoppet på borgen.
Der var også væsentlig mindre og rene ar, fra diverse knive eller kampe. Alt i alt? Ikke et fint lærred, ikke en glat hud. Men en der fortalte om et langt liv, med mange kampe, af hvilke han nu stadig stod her.

Han løsende sine bukser og lod dem glide ned, efterlod kun de lige så rene og hvide underbukser af rigmandstypen - de stoppede først ved knæene.
Da hun vendte sig om mod ham, eller da han selv let måtte vende hende om, trak han hende tæt ind til sig, med en arm om livet på hende. Tæt nok til at han med den ledige højre hånd kunne kærtegne hendes kind og studere hendes ansigt helt tæt på.
"Bare rolig. En kvinde i rådet er præcis hvad vi mangler. Om ikke andet, så for at høre på noget andet brok end normalt" bekræftede han i den samme dybe tone.
Med en ide om at det svar måtte være tilfredsstillende, gled hans hånd ind i hendes hår.
"Regler?"
For en engangsforestilling havde visse folk regler - eller grænser. Nogen ville ikke kysse, nogen ville kun tages bagfra. Alt sammen for at undgå en ting: Ikke at binde sig for meget, til hvad der kun skulle være øjeblikkets underholdning.
Han var sød ved hende. Han spurgte faktisk, i stedet for at gøre som han selv ville. Nogle kvinder kunne slet ikke tænke i hans selskab, trods alt. Eller mænd, for den sags skyld.

Herskerens væren ændrede sig løsnet mere og mere af klæderne, subtilt men en ændring bemærkede hun. Var hans simple elegance i sin præsentation hans rustning mon? Eller var det netop den bare krop, havde han løssluppen sig, sin magt ved afklædningen? Sikke fascinerende forandringer at tage sig til, men med lystens objekt så nær måtte lady Gray opgive at nå en konklusion for nu. Lige så snu og drillede smilede hun af hans ord.

”Er det ikke hvad de gør, lord McGivens? Forsøger at lokke gavmildheden frem i mig med deres ganske imponerende forførelse? Misforstå mig ej de gør det udmærket, jeg kan ikke bebrejde dem.”

Som han galant løsnede båndene på hendes korset havde hun tilladt sig en stund af ro. Før de sidste rester af hendes rustning ville falde. Men frygte det gjorde hun ikke, ikke denne gang. Og de stunder hun havde vil fruen forklare væk som en mindre ubelejlighed. En mindre ubelejlighed der i sidste ende havde kostet Erica et øje og gjort hendes ry bland kirkefruer noget mere ubelejligt. Sikke stygge fortællinger kunne skrives ned om husets frue og den afdøde ægtemand. Fortrydelse havde Lena dog ikke tid til at forundre sig i, at Ludwig havde såret katten havde kostet ham en sjæl og hans mor tre sønner når de kom med for mange spørgsmål. Rygter her og der blandt gamle fruer kunne forklares væk med almen dæmonfjendsk retorik og her var hun, i Doomsvilles herskers favn. Det var en start, et ord i rådet… behagen af silke… Hvor meget mon der kunne opnås i Doomsville på sigt?


”Jeg håber stoffet behager dem, jeg lagde mærke til deres smag for tekstiler, i kappen de ankom i… lad mig vide hvis de skulle mangle”

Begæret fik hende til at afbryde sine egne ord og beruselsen af lyst og muligheder var over hende. Et tilfredsstillet grin, undslap hende, så ladylike som muligt dog manisk lød det i Lenas sind. Blot silke alene kunne nå hende langt. Herskeren kan have måske sine ønsker, for sig? liljepigen? for hvem end? Rådet var fyldt med rigmænd med varierende grad af elegance. Byen selv hvad med den? Krævede den ikke… pynt? En vision?


”Jeg føler mig yderst gavmild lad mig forsikre dem”

Med herskeren så tæt på sig og de bekræftende ord måtte hun overgive sig til overdådig lykke et moment.

”Kedsommeligt skal det ikke blive, tak my lord”

En oprigtighed var der i hendes sidste ord, en lady kunne ikke forventes at vise utaknemmelighed under nogen omstændighed. Ikke en vis en af slagsen. Men en lettelse var hans ord i ægte forstand, om dæmonfruen vil indrømme sådan eller ej… havde det ikke just gået Madelena Gray som ønsket længe, før nu.

”Jeg vil ikke begrænse deres artistiske talenter… efterlad mig dog ikke med afkom.”