It´s only torture if you are strong enough to survive. Otherwise, it´s a simple, gruesome death. I am happy in either outcome - Sean og Blade

Stanken, stanken, den gennemborende stank af død, hang tygt i luften, som havde manden med leen at taget et lyn visit forbi, og skidt, som havde han diarre, hans ækle kvalmende fornemmelse udover det hele, men sådan var det dog ikke, grunden til denne iøjnefaldende lugt, og tygge luft fugtighed, var en helt anden, det skyldte det halvrådne lig, der var bosted til flere små larver, og adskillige fluer, der lagde deres æg, og gentagende gange landet på det rådne lig, som stank langtvæk af død og ødelæggelse, i sin reneste og mest grufulde form. liget af en yngre ung kvinde, hang med hoved ned, og var holdt oppe af to store jern kråge, der sat fast i hver af ligets fødder, hendes øjneæbler var fyldt med små larver, og ud af de endelæse sår på hendes arme, ben, og mave, var der endnu flere larver, der mæskede sig i det beskidte og gamle kød. hun havde ikke et eneste stykke stof på kroppen, og han derfor helt nøgen, men selv ikke den mest perverse mand i verden, ville kunne nyde synet af denne maltrakteret kvinde, for selvom hun havde været skøn som en fe, var hun nu så ækel i udsende af gammel forrådnelse, og de mange små snit sår med knive, at selv ikke en ork ville have sammenleje med hende, om det galt deres liv. snitsårende på hende, vare mange, og små, men de var gamle, nok fra den gang hun var levende, men nu hvor hun var død, bliv det til gule betændte sår, som ikke var rare at se på.

Liget hang i de store metal kråge, i en stor cirkel af blod, et lille tyndt lag blod, som lavet en cirkel på 4 meter i diameter. rundt om cirkel af det tynde lag blod, som enlig ikke var væsen blod, men blod fra en hest, en ulv, og en bjørn, der var blandet godt sammen, før det så var blevet brugt til at skabe den tynde streg, så blodet havde en lidt sjov rød farve, ikke typisk mørke rød, meget mere lys i det, men stadig havde den en mørk og skummel nuance. men rundt om den tynde blod streg, var der et lag af rose blade, røde rose blade, som faktisk havde præcist samme farve som blodet, som var blodet blandet for at ramme denne præcise nuance, og det var gjort med en dødelig præcision. inde i cirklen med blod, sad en sortelver pige, ikke gammel i udsende, og ganske smuk og tiltrækkende, som sortelvere var. hun havde en tyg, men stadig elegant læderrustning på (som man kan se på profil billedet) hun havde svagt lilla øjne, lys lilla, og sad helt stille, men hun sagde nogen forskellige ord, på det gamle sortelver sprog, som ikke mange kendte, da der ikke mange sortelvere var, og dem som fantes, de levet meget typisk i isoleret samfund. hun messet stille, og det var svært at høre hun overhoved gjorde det, men i den død stille kirke, og der ikke var nogen som helst anden lyd, var det tydeligt at høre, som en hane der galet om morgen for at vågne hele bondegården. det siger lidt om tavsheden som domineret kirken. pigen sad med hænderne nede på gulvet, med fingerne godt spredt ud, og hun sad med hoved vendt mod liget, men hendes øjne var lukket, og hun sad omkring en meter fra det.
Det var meget sent om natten, og de store kirke døre er lukket, men ikke låst.

Azazel kig på en sti, hun var på vej op til kirken, hun så ikke rigtig så meget andet en jorden da hun bare kiggede ned imens hun kig, hun plejede ellers ikke at gå i kirke, men nu når hun skulle giftes med Victor, skulle hun jo lige have et kig på hvor de måske skulle giftes og hvordan det så ud.
Det var ret koldt, men hun havde også kun et par bukser, og en lille top samt et par gummisko hvor luften fis lige igennem.
Azazel kiggede op og stod foran kirke dørende, det var temmelige store, hun begyndte at åbne en af dem, men det kig lidt langsomt da det var ret tunge.
Azazel fik åbnede den store tunge kirke dør og tråte ind i kirken, da hun stod i åbningen af kirken blev hun overvældet af denne væmmelige stank, det var lugten af død, hun kiggede forud og så noget det hang og dinglede. *er det det der stinker* hun gik lidt længere hen til det der hang.
Hun stod foran det, og det var tydeligt hvad det var. *Et lig* hun kig lidt tilbage, "hvad f..." hun vendte hurtigt sin koncentration mod noget der sad nede på kirke gulvet foran liget, det var en pige som sad midt i en cirkel af blod foran liget, hun sad og sagde nogle mærkelige ting som Azazel ikke rigtig kunne forstå, hun var ikke sikker på om de var tydelige, eller om det var et sprog hun bare ikke forstod. Azazels kocentration blev hurtigt vendt mod pigen selv, hun så ret anderledes ud, Azazel havde aldrig mødt sådan en som hendes før, *er hun en elver? Vis hun var en elver ville hun da være lysere, ville hun ikke?* hun kiggede på pigens tøj, hun havde en tyg læder rysting på. *Er det ikke varmt* hun lagde hovedt på skrå.
Azazel åbnede munden som om hun ville sige noget, men hvad skulle det være, hun lukkede munden igen, men åbnede den hurtigt igen. "Undskyld, men hvad er det du laver" Azazek vidste ikke rigtig om det var det rigtige at sige, men hvad var egentlig det rigtige at sige til en pige som sider foran et lig og sider og siger nogle mærkelige ting som nok ingen kunne forstå, eller det gjord hun i vært fald ikke.

Aftenen var enlig ganske frisk og næsten skyfri. Stjernerne var tydelige og mystiske, fortalte ting om verdenen tilblivelse, om folks liv...eller ingen delene.
Sean troede ikke helt på stjernerne og den magi det siges de havde havde. Men smukke og mystiske var de nu og det var sikkert også derfor der var lavet så mange historier om dem.

Denne aften havde han nogle lette, mørkebrune bukser så af et let stof. En sort skjorte, for en gangs skyld, som sad en anelse stramt og viste hans muskuløse krop.
Han havde bare fødder. Det mørkebrune hår sad fint, redt tilbage selv om pandehåret blev ved med at falde ned over panden.
De mørke øjne gled over omgivelserne med samme ro og opmærksomhed som han normalt lagde for dagen.
denne aften var han på vej gennem firewood village. Ikke et sted han kom særlig tit, men han blev nød til at holde lidt øje med...Ja, alle steder, for sit jobs skyld. Han havde nogle øjne rundt om i de forskellige byer og en af dem, der var i byen her, havde fortalt ham der skete nogle nye ting lige for tiden. Og derfor var han her nu, studerede byen i ro og mag. Som man jo bedst gjorde om natten hvor folk alligevel var ligeglade med en.

Han måtte dog stoppe op foran kirken. Han havde tænkt sig det alligevel, men lugten af...Ja, død, fik ham helt sikkert til at stoppe op.
Han lod blikket glide over kirkegården, som ellers ikke så ud til at være fuld af lig. Måske bag kirken? Han viste at hvis der lå lig i kirken var den ikke ligefrem hellig mere. Blev der gjort mord derinde skulle den lyses i band i 100 år.
Nysgerrigheden fik ham til at begive sig op mellem gravstene og mod selve kirken. Lugten blev hele tiden stærkere og stærkere, en ubehagelig lugt af forrådnelse.
Kirkens port var allerede åbnet på klem og det var derinde fra lugten kom. Han begav sig der hen og kiggede først ind, for da at gå helt ind.
Lugten var kraftigst her. Kirken var mørk og næsten forladt, bortset fra et kvindemenneske der stod ved...
En kvinde? Der var hængt op? åh ja, hans meddeler havde haft ret, her skete sørme noget! Og så i en kirke...Dette kunne da ikke være en af deres ritualer.
Han nærmede sig og kunne se at der sad en anden en i en cirkel på gulvet, en svag messende lyd kom fra hende.
Hans blik gled dog op på den døde kvinde.
Nogen normal død havde hun ikke haft. Alle de stiksår...Og sår fra andet.
Og noget sagde ham at hun havde været offer længe, for nogle af sårene havde betændelse. Så hun havde levet længe nok til at der kom betændelse i sårene...
Men bare stanken og kvindens udseende sagde faktisk det samme.
Han blev stående lidt væk fra dem og så mod dem. Hvad ville der ske?
Han følte sig hverken bange eller noget andet...faktisk var han bare en smule nysgerrig.

Sortelverens messe varet ikke længe, og om hun havde hørt dem eller ikke, var et mysterium, som ikke lod til at besvare sig selv, ivertfald reageret sortelveren ikke, om det var et tegn på uopmærksomhed, eller koncentration, var vel et spørgsmål om tro på sortelvernes jagt egenskaber. hun stoppede med at messe, og nogen sekunder gik, hvor stilheden fik overtag over kirken, og man kunne knap nok ikke sige noget, selv hvis man prøvet, lyd bliv opslugt, som snakkede man i en tom grotte, hvor lyden gik død, og selv hvis ekkoet gentog en, var det ikke mere end en svag hvisken, som var svær at høre. sortelveren bevæget ikke en muskel i hendes krop, og hun så mere død ud end liget der hang med hoved ned af, men plussligt ud af ingenting, som lyset af et lyn, kommer langt før lyden, sprang hun frem af, som en gal sort panter, og med en dødelig vrede, og dyrisk måde at flyve gennem luften, ramte hun liget, og benene bliv flået fra kroppen, og hinanden, da den voldsomme kraft, og der lå hun, mens ligets ben stadig hang i kæderne, men kroppen sad hun med to meter gemt væk i mørket, og selvom det klart var usundt og klamt at spise kødet, flæskede hun sig i det, uden at stoppe, og snask fra kødet, og fedt klumper hang ned af hendes hage, mens hendes kridt hvide tænder, spidsere end vampyeres tænder, fordi sortelvere kun spiste rådt kød, så skulle hendes tænder kunne klare både knogler, og hårdt ikke stegt kød. der var dobbelt så mange tænder som i et menneskes mund, da de lå i to lag som en hej, de forsatte med at blive sat i kødet som et vildt dyr, og selvom hun lignet en fin lady i krop, så gjorde hun det ikke nu.
Mens hun spiste kødet, kunne man se inde i cirkel, hvordan blodet samlede sig på midten, og cirkelen af blod forsvandt, og når blodet kom ind i midten, rejste det sig til et lille bjerg af blod, også kom der nogen underlige lyde fra kirke dørene, som om de var ved at falde fra hiannden, også på et øjeblik stoppede lyden, sortelveren stoppede med at spise, og blodet faldt ned på gulvet som normalt blod ville ligge, i en glat på gulvet.
Sortelveren rejste sig op, ved at ligge nogen hænder på gulvet, og lænet sig næsten lodret op, også springe op på hendes ben, som hiphop dans. hun reageret for første gang på noget andet, end hendes eget retual, og hun så med et død beslutsomt blik, som havde hun en økse i hånden, og skulle være bødel, og gøre en eller anden et hoved kortere, men selvom hendes blik, der var som sømmet fast til Azazel , var så fjentligt, som det var, kom der en mild og sommer lys tone fra hendes læber, "Hvem er.. i?"

Azazel tog nogle hurtige små skridt tilbage, da pigen sprang frem mod liget og rev det ned, Azazel kiggede op på kæderne, hele liget var ikke revet helt ned benene hang stadig på kæderne.
Azazel kiggede hen mod pigen som sad i mørke og spiste af liget, fedt klumper og snask fra kødet hang ned af hendes hage *føj* hun kiggede væk og var lige ved at brække sig ved tanken om det seje kød, som man skulle skære over med sine tænder for at få det fri, men det så ud til det gik fint for pigen, det var nogen meget stærke tænder siden hun kunne spise det kød fra liget.
Azazel kiggede på den cirkel hvor pigen sad før, men der var ikke en cirkel mere, det eneste der var, var et bjerg af blod.
Azazel kiggede over mod pigen igen, som var ved at rejse sig op, pigen kiggede på Azazel men det var ikke lige frem venligt, nej det var fjendligt.
Azazel fik nærmest et helt chok da hun hørte pigens stemme, hun havde regnet med en mere mørk og fjendtlig tone, men mærkeligt nok var den lys, men det var ikke det eneste hun bed mærke i, pigen havde spurgt *hvem er i?* *men der er kun mig er der ikke* Hun kiggede op mod døren som en ren refleks og der stod en fyr og kiggede *har han været der i lang tid*
Azazel kiggede hen på pigen igen for at besvare hendes spørgsmål "Azazel.... Azazel Blade" hun tvang et svagt smil frem på læben, men det forsvandt da der faktisk ikke rigtig var noget at smile af.

Sean havde set til med oprigtig interesse. det var ikke tit man var vidne til et ritual af nogen slags længere. Hverken her eller dimension han faktisk kom fra.
Da elveren endelig gav dem sin opmærksomhed, rykkede han tættere på. hans kropsholdning var ganske afslappet, ligesom hans smil og det venlige, mørke blik der gled over rummet.
"Ganske underholdende og interessant at være vidne til, bare synd det stinker sådan, ikke?" sagde han til dem begge, som om de snakkede om en nybagt kage og et ikke fordærvet lig.
"Jeg er Sean. Mere behøves du vist ikke vide" svarede han så endelig på elverens spørgsmål, men nikkede dog kort som en slags hilsen.
Han tillod sig at gå hele vejen om bag resterne at liget, at gå lidt tættere på og kigge...For til sidst at ende omme ved de to andre igen og nikkede så svagt. Faktisk overraskede location ham mere end selve ritualet. Han havde læst om det engang...Det var vist omkring 100 år siden eller noget...Men at se det var noget helt andet.
Han stoppede op og så smilende på elveren.
"Og hvem er du?"

Sortelveren lod først de lysse lilla øjne falde ubamhjertigt over kvinden i kriken, og lod blikket studre hendes ansigts udtryk. og et lille ubevist smil, kom kravlende op på hendes læber. sortelveren trak dog sit blik fra kvinden, som en mester ville gøre, fra en lydig hund til en anden, da manden sagde sit navn, og det fik de smukke lysgrå læber, til at gentage deres navne "Azazel. Sean." hun vendte aldrig ryggen til dem, men lod hendes fødder tage nogen elegante men stadig selvsikkere skridt bagud, til hun stod med sin læder beklædning tæt op af det flotte alter, som hun havde ingen respekt for whatsoever. men hun viste kærlige bevægelser, mens hendes fingerspider leget frem og tilbage på det store alter, mens hun selv stadig kiggede mod Sean, og Azazel. som musik der bliv spilletaf de finneste toner, kørte hende sine sorte finger på alteret, mens hun studeret manden, som hun tidligere havde gjort med kvinden, indtil stilhedens tæppe endelig bliv brudt, og hun lod hendes rygsøjle strække sig fuldt ud, og hævet hagen højt, ikke for arrogant, men stil og klasse var der over det. også sagde hun med en faktisk meget ydmyg, og underkastende undertone "Prinsesse Zela, af det daværende sortelver Rugaskov samfund. baronesse af de tusinde tåres grotte. Ældste og eneste overlevende datter af afdøde høj præstinde Estalia, og tro slaveinde af høj-frøken Zefira" hun tilføjet hurtigt "Mere behøves du vist ikke vide Sean" hun blinkede og gik så rolígt frem mod Sean. hun undlod at reagere på det han startede med at sige.

*Prinsesse?* Hun kiggede på liget, *ikke lige hvad jeg ville forstille en prinsesses stil* hun fnøs ved tanken. "Hvad er det egentlig du lavede" det røg bare ud af hende, hun ville egentlig havde ventet på at spørger, men hun kunne ikke styrer sin nysgerrighed.
Hun kiggede på Zela, med et koldt blik, Azazel havde slået nogen ihjel før men aldrig nogen sinde spist noget af dem.
Hun kiggede der hen hvor liget havde hængt og hvor føderne stadig hang i kæderne, hun fik kulde gysninger langt ned af ryggen, som om hun aldrig nogen sinde havde oplevet noget lignende før. *Jeg har da set mange døde, hvorfor er det her værer end de andre* hun rynkede på panden og rettede blikket mod fyren (Sean), som pigen var på vej hen i mod.

//Undskyld jeg ikke har skrevet mere er løbet tør for krea, men i har ventet for længe så //

Sean grinte svagt for sig selv, da sortelveren åbenbart havde humor.
Hendes titler gav han dog ikke noget for. Hun kunne være hvem som helst, hvorfor skulle det have nogen betydning for ham? Han var van til folk, som trak sig selv om med titler og forventede respekt...Men det betød ikke at de fortjente dem. Eller var dem værdige.
Der skulle mere til at modtage Seans respekt.
Han lod blikket glide over hende, da hun gik tættere på ham. Han blev stående hvor han var, med armene over kors. skulle han være skræmt? Han tvivlede.
"Nej, du har ret. Det var også en lang sætning" drillede han udfordrende tilbage.
Han lod sit blik glide fra prinsessen til den anden kvinde der også var her. For så at lade det glide tilbage til prinsessen.
"Hvordan er det at være både prinsesse og slave? Det harmonere ikke helt, gør det?" smilte han og lod endelig armene falde afslappet ned langs siden, mens han ventede på hvad...ja, sådan set hvad de begge ville gøre. Og på hvad prinsessen ville svare til kvindens spørgsmål...som enlig var ganske interessant.

Zela kiggede skiftevis på dem begge to, spørgsmål fra to fronter.. great. nu skulle man vælge mellem hærlighederne. selvom hvis hun selv skulle sige det, var denne her Sean guttermand ikke en hun gad snakke med særlig længe af gangen. Zela tog et suk fra hendes læber, inden hun havde samlet initiativ nok til at svare på dumme flabet spørgsmål, som tydeligvis var Sean guttens yndslings spørgsmål. "En hæftig tunge af en mand at være. hør trunte barn" hun stoppede sig selv inden hun fik kommet for godt igang, og kom så i tanke om hvilket samfund hun var i, og hvilket hun ikke var i, og skiftede til en mere sky og underdagig tone "Om forladelse sir sean." hun kiggede lidt ned, og undgik øjenkontakt for at give hvid-skinds manden sin følelse af magt og kontrol. hun kiggede ikke over på blade, men svaret hende "Et ritual. forbandelse"

Azazel kiggede på Zela hvad var det hun ville havde haft sagt, men lige meget lød startsætningen som om hun var ved at disse ham.
Men Zela valgte i stedet at svare på Azazels spørgsmål. Azazel nikkede, "Hvad for en forbandelse" hun kiggede over på Zela, som ikke kiggede på hende, hun var nysgerrig, hvad var blevet forbandet?
Hun lagde armene over kors, det var tydeligt at hun var utålmodig lige nu.
Hun kiggede på alt blodet der lå på gulvet *Håber ikke der ser sådan ud når Victor og jeg skal giftes, vis det over hovedet bliver her altså*
Hun kiggede igen på pigen, stadig med armene over kors og et koldt blik.

Han grinte svagt for sig selv og holdt, tydeligvis, nogle ting for sig selv. Hvilken gav han en aura af mystisk.
Han kendte sindet. Han kendte de små detaljer man kunne se efter, som røbede mere end ord. Og netop derfor spillede han som han selv ville det.
Og lige nu prøvede han hende af. Han var vel lidt flabet af natur...men også meget rolig og velovervejet. Hvis han selv skulle sige det.
Derfor fandt han det også ret interessant at sortelveren gik fra sin mystiske og noget bestemte person, til en underdanig en. så hun levede et dobbeltliv?
Han var dog ikke en person der gik op i magt. han var ligeglad med folks positioner og behandlede folk ens...når han gad.
Han følte sig hverken magtfuld eller noget andet, da hun slog blikket ned.
han gik fra hvor han stod og over ved siden af den anden unge kvinde, faktisk om bag hende og om på hendes anden side, som om han så efter alle detaljer...Som om han så efter noget bestemt.
Men denne gang sagde han ikke noget. Var bare en stille lytter. en mystisk lytter.

Zela følte sig ansvarlig for den pinligetavshed, og rettet ikke synet mod manden der kom mod hende og det andet hunkønsvæsen, hun kiggede på mandens knæ for ikke at kigge helt ned, men heller ikke på ham sådan rigtigt, og sagde "Med alt respekt ædle herre, beskedne væsen skate titler er intet mod den almægtiges beslutning. Vores behov for magt og styrke er kun en svag hvisken mod vores gudindes tydelige ord. Jeg er prinsesse af et udødt samfund fordi vi tabte gudindes gunst, og selvom mit hjerte banker som verdens samlet vandfald for at gentage magt, er det min gudindes vilje jeg er under de hvid-skind. Så det er farven på din hud, ikke indre harmoni som afgøre min title" Hun stod ret stille på gulvet, og prøvet at holde en underkastende stemme

//var det ikke Azazel?//

zela, blade, sean. fra top til bund.
det var sean, så zela, go derved blade, og derved sean.

du havde haft tur

Han så tænksomt på hende. tilhørte hun så slaverne? personligt havde han ingen. han havde ikke lyst, personen ville bare være i vejen og han havde ikke tid til at tage sig sådan en. Men hvad han ellers tænkte om emnet, holdt han for sig selv.
Hvad angik slaverne holdte han hverken med dem...men var heller ikke imod dem.
"Så du er slave...Men du kan da kun være slave for den person der ejer dig. Jeg ejer dig ikke. For mig er alle personer lige, endtil jeg selv har taget en anden beslutning derom. De skal gøre sig fortjente til deres titler, over for mig." og det var nok meget godt, med det job han havde.
"Så kalder du mig herre en gang til, må jeg nok gå så langt som til at blive sur" smilte han, i totalt modstrid med hvad han ellers lige havde sagt.
Hans blik gled lidt over den anden kvinde, som ellers forholdte sig tavs.

Azazel kiggede stift på Zela, hun rørte sig ikke, hun havde godt lagt mærke til Sean som stod ved hendes side, hun gad bare ikke at reagere, hun var ret ligeglad.
Hun fik et undrende blik, *Er hun slave* hun hade slaver, hun havde ikke noget i mod selve slaven, det var den der ejede slaven, alle var frie, hun kunne aldrig tænke sig en slave, ikke tale om.
Azazel vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige og forholdte sig derfor tavs, indtil hun måske kunne finde på noget at sige, men hun ville ikke ind i en samtale der handlede om slaverig, hendes vrede ville bare blive lukket ud, og det ville ikke gå så godt vis den gjord det.

Zela foldet sine hænder bagved ryggen og da manden havde snakket færdig, tillod hun sig at sige "i hvid-skind er altså udenfor min forståelse nogen gange" Hun forstod det aldrig, der var mange ting her så forskellige fra hendes samfund, her stod en mand i hans mest tydelige alvor at sagde han ikke var over hende pågrund af hans hud selvom hun lige har sagt det. hvid-skind var alt for rare til deres eget bedste, deres gudinde måtte skamme sig over dem tænkte Zela, for enten var de alle dumme eller bare viljesvage, hendes gudinde bliv skuffet over selv det stræke sortelver folk, selvom de skaffet sig af med de svage konsekvent, og var så tro mod gudindes ord, men her var alle så ugudeløse. Zela kiggede på Blade og sagde "Skal de ikke sige noget til ham?" at hvid-skinds pigen ikke havde straffet manden og spist ham bagefter at glemme kommando vejen, var helt uforståeligt.

Sean lagde armene over kors. Hvis ikke det var fordi han havde set hende lave et grotesk ritual tidligere, kunne man nemt tro hun var...ja, dum. uintelligent. Men hun kunne ikke gøre for det, hun var sortelver, hun skulle have en snæver tankegang.
Men om han gad stå her og snakke med en kvinde, der alligevel ikke helt forstod tingene...Nej, enlig ikke. så interessant var det heller ikke.
Han lod armene falde ned langs siden igen.
"Nå, kvinder..." han så fra den ene til den anden.
"Jeg vil trække mig tilbage. så kan i...hygge jer, hvis i lyster" og uden at sige mere vendte han ryggen til dem og gik mod døren.
Han havde andre ting at tage sig til...