Jacob - The house is burning Down Down Dooooown!

Dag:irl
Dato:irl
Vejr: Vides ikke
Tid:20.51
Omgivelser: Flammer
Årstid:irl


Folk skreg både ude og inde i det store værthus der både rummede værelser, bad og Værthus som sagt. Nogle husede og havde allerede indåndet for meget røg og andre var ved at blive hjulpet ud. Akira var længere inde i Værthuset, inde på en af de mange værelses gange som hun havde gået igennem, foran hende var en vej der var fri, men i det samme faldt loftet ned sammen med en bærene bjælke. Hun så forbavset på det da det var sket kun en meter fra hvor hun skulle til at gå frem. Hun hostede og vendte så om for at finde en anden vej mod en vej ud. Ude fra murene kunne man høre folk skreg og at de prøvede at slukke den ild som AKira havde sat igang. Hun gik ikke i panik men det at der ikke var andre omkring hende fik hende til at blive svagt nervøs, hun kom fordi et vindue som var muret til min det havde stadig gadiner, hun prøvede at slå murstenen ud men det eneste hun nu så var et andet værelse i værthuset. Hvad skulle hun gøre?!

Det hele var sket så pludseligt.. Flammerne omringede ham, som prøvede de at give ham en lærestreg i at han skulle stoppe med at være nysgerrig, så han ikke længere ville gå og liste rundt og opdage nye ting.. Han hostede, placerede en knyttede hånd foran sin mund og kiggede derefter rundt, for at finde en udvej ud af det brændende hus.. Flammerne var stærke, varme.. Selvom Jacob ikke kunne føle varme, kunne han sagtens brænde sig.. Det var som at få et bid fra et dyr med skarpe tænder.. Han kunne ikke mærke at det var varmt, så flammerne for ham var som en gruppe af stærke tænder..
Endnu engang hostede han, denne gang kraftigere, så man nærmest kunne hører at han havde indåndet for meget røg.. Han kneb øjnene sammen, der måtte være en vej ud af dette brændende helved.. En brædde fra loften havde nær ramt ham, hvis ikke det var forbi han havde hørt den knagende lyd og sprunget til siden..
"Er her nogen?" råbte han og kiggede rundt i det flammende hus..

I det samme sprang en dør op og fra døren kom AKira til syne, hun stoppede op i det hun så Jacob for sine øjne, hun stirrede kort på ham uden at sige noget som om der var en hvis stilhed omkring dem, kun flammerne kunne man høre. Det røde hår matchede nærmest til flammerne. De blågrønne øjne så dybt ind i Jacobs, hvorefter at hun endelig sagde noget. "Ved du hvordan vi kommer ud" hendes stemme var ikke bange men mere pirlig som et barn der snart ville have sine julegaver. Hun gik frem imod ham , emn gulvet faldt ned i det hun skulle til at tage et skridt frem imod ham, hun bakkede forbavset tilbage hvorefter hun hurtigt sagde. "VI MÅ UD HERFRA!" Hun kiggede imod Jacob, dette var ikke et sprøgsmål om at følges dette var et sprøgsmål om at slippe ud. "Spring sagde hun og så at gulvet nedenunder dem stadig var holdbart og i det samme sprang hun igennem hullet i gulvet. Tænk at dette var hende der havde sat ild til dette hus, det var eikke første gang, men så burde alle de mænd holde sig væk når hun ville være i fred. Men menneske mænd var ikke vant til at lade deres egne piger være så når de mødte nogen de ikke viste hvad race var kunne de stadig finde på at løbe efter dem og prøve at komme ind i pigernes rum.

Han var nær hoppet et skridt tilbage ind i en brændene mur, da døren ved siden af ham og en pige kom frem med et hår ligeså flammende rødt som flammerne omrking dem. Et kort øjeblik sagde de ikke noget til hinanden, kiggede bare hinanden i øjnene, for at teste om en af dem vil angribe den anden. Da der ikke kom noget tegn på fjendskab, afbrød hun endelig stilheden ved at råbe om han vidste hvordan man kom ud.. Han ville råbe et svar, men nåede knap nok lige at fjerne sig, før der kom et kæmpe hul i gulvet der hvor han før havde stået. Med et overraskede blik kiggede han hen på pigen, der så ud til at være ligeså bekymret som ham selv.. De måtte ud af dette skide hus.. Det var et spørgsmål om tid, før hele huset ville falde sammen.. Han fulgte med hende ned i hullet og landte på gulvet under dem på sine bare fødder, som havde fået en del brændmærker, eller som han så dem, bidemærker.. Han kiggede rundt og fandt en dør, der muligvis ville fører dem ud..
"Den her vej!" råbte han til hende og løb hen mod døren, imens han dækkede sin mund i sit ærme..

Hun stod lænet op af en mur for at vente på at han også hoppede ned. Drengen kom ned og sagde i det samme at hun skulle følge med. HUn begyndte selv at løbe i denne flammernes labyrent. Flammerne havde på intet tidspunkt ramt hende endnu hvilket nok skyldes at hun selv var en del af dem, det var hende der som sagt havde sat ild til hele pivtøjet. Men hun viste at hvis hun blev her inde ville de tilsidst bide hende. Tak skæbne for at dæmoner ikke havde brug for luft for flammerne tog alt ilten kunne hun mærke i sin krop. De løb begge ind af den dør som drengen havde løbet imod og endte inde i et værelse der endnu ikke var gået ild i, undtaget foroven hvor man kunne se at ilden snart ville vise sig. Akira så forvirret rundt. Rummet var koldere hvilket betød at den mur længst væk muligvis førte ud til friheden fra dette brændende helved. Hun tog et valg og løb direkte imod muren hvorefter hun ramlede igennem og landte på et gulv i et andet værelse, hun så lidt forsøvlet op i det andet rum hun var inde i. Her var endnu koldere... Hvilket betød de var på rette vej! Vendte nærmest sprang op hvorefter hun vendte sig ihærdigt mod den anden person hun nu havde opfanget også var en dæmon. "KOm, vi på rette vej" I det samme faldt loftet ned på det andet værelse og hun gik forbavset 2 skridt frem imod drengen for at så om han var blevet ramt.

Døren havde ikke føt udenfor som håbet, den havde blot ført dem ind i et andet rum hvor der endnu ikke var flammer, men man kunne fornemme at loftet var ved at falde sammen, hvor der derefter ville være flammer overalt i det lille værelse. Han kiggede rundt og kunne næsten dufte at dette rum var køligere end de andre, hvilket måtte betyde at hvis de smadrede et par vægge mere ville de komme ud i firheden.. Som havde den anden dæmon læst hans tanker, løb hun ind i muren, så den brasede sammen og afslørede et andet værelse. Jacob lyste op og ville gå hen til hende, men hoppede straks tilbage hvor han stod før, da loftet pludselig faldt ned. Overalt var tingene i rummet nu i flammer, så man nærmest kunne smage soden i ens mund.. Han rystede forskrækket på hovedet, spændte alle muskler i sin krop og åndede dybt ind, inden han løb med alt sin kræft igennem flammerne og nåede helt skindet ud på den anden side, hvor den anden dæmon stod. Han ånede lettet ud, sendte hende et skævt smil, inden han kiggede hen på den anden mur som muligvis ville fører dem ud i friheden.. Han strakte sine arme, fokuserede på muren.. Langsomt blev muren til is og så snart Jacob knyttede sine hænder, kom der et hul igennem isen som før var muren.. Desværre førte denne mur også bare ind til et andet værelse..

Akira var blevet så forvirret at hendes hår var forvandlet til ild så det lignte der var ild i hende, men dette var hendes evne. Hun så forbavset på Jacob. "Jeg,,,, Jeg ved ikke havd vi skal gøre" hendes ellers så røde/orange hår flammede smukt rundt som var det hår der var kommet blæst i. "jeg tror vi skal søge ned af" ilden var startet nede fra og op, det viste hun da hun var den der havde startet det hele. Men kunne høre folkm udefra der skreg og andre græd. De var tæt på. eller var det bare hendes fantasi der løb af med hende fordi hun ville ud lige nu og her" Han var en is dæmon? hun så et sekundt helt fortryllet på ham. Men fattede sig så og lod sig træde frem imod ham. "Hvad skal vi gøre?!" sprugte hun og kiggede sig derefter rundt. Ilden var ved at komme tættere og tættere på. Hele 4 og 5 salen var brandt ned da hun også havde sat ild til det hele der oppe.

Pludselig stod hendes røde hår i flammer, så han måtte indrømme at det var svært at finde rundt i om det var hendes hår eller de rigtige flammer. Jacob kiggede forbavset rundt, med store øjne og munden på vidt gab, men han lukkede den dog hurtigt i igen, eftersom han kunne mærke at det snart var begyndt at være svært at trække vejret. Søge ned ad sagde hun.. Det var en glimrende ide!
"Du har nok ret," råbte han til hende, for at overdøve lyden af træ der faldt til jorden, samt lyden af stærke flammere som var ved at tage til. Der var ingen tvivl om at de måtte skynde sig ud, lyden af alle de skrig fik Jacob til at gyse og han forstillede sig pludselig at en masse væsner måske var fanget bag de røde flammer.. Han fik hurtigt en ide og fokuserede nu på gulvet under dem. Om det så var en god ide, ville vise sig. Han forvandlede gulvet til is og slog hulv i den, men det gik ikke helt som han havde håbet, han ville blot lave et lille hul i isen, men pludselig gik helle gulvet i stykker og de landte begge nede på den næste etage.. Jacob hostede, børstede sod af sig og skyndte sig at hjælpe Akira op.
"Jah, vi kom da nedenunder," sagde han med et skævt smil.

Akira havde landt på ryggen og havde ikke forventet at dette ville ske, hun havde fået et ordenligt slag i ryggen. Hvilket gjorder at hun pev da Jacob hjalp hende op. Men grine kunne hun nu alligevel da han sagde det sidste. "Min ryg" sagde hun dog alligevel selvom at hun sagtens kunne gå. I dette værelse var luften friskere selvom at der var støv efter at gulvet/loftet var faldet ned. "Kan du mærke det " sagde hun og kiggede imod døren til værelset. Hun hentydede til den meget klare luft som ilden ikke havde kvalt. De var snart frie! Akira tog hastigt Jacobs hånd og begyndte idet samme halvløbende at haste over og ud af den dør de nu havde til rådighed. De var på anden saL! De kom igen ud på en gang og Akira stod nu helt disøejnteret og så på hvilken vej de skulle gå. De skulle finde et værelse med vindue! eller bare trappen der førte ned til udgangen.

Han havde ligesom hende slået sig på vejen ned, men han valgte at lade smerten ligge, for at sikre sig at de nok skulle komme ud af dette hus. Jacob havde ikke tænkt sig at dø for flammer, han var is, det ville simpelthen være alt for ydmygende. Desuden, virkede det til at de nok skulle finde en vej ud, så han skulle slet ikke have sådan tanker. De skulle nok komme ud, de var begge dæmoner og havde viljen til at overleve. Nøjagtig som han havde håbet var luften klarer nedenunder og han kunne mærke hvordan hans hjerte begyndte at pumpe normalt igen, da han indåndede den noget mere friske luft. En anelse forskrækket over pludselig sådan at blive rykket i kom over ham, men han fulgte med hende og stoppede op, så snart det virkede til at der var mere end en vej at vælge. Han kiggede forvirret rundt, søgte efter et sted hvor de kunne komme væk.. Uviden om det var den rette vej, løb han ind på et værelse, stadig med Akiras hånd i sin.. Heldigvis for dem var der et vindue, men lige inden han nåede hen til det, faldt et af brædderne for loftet ned og det måtte springe til siden, for ikke at blive knust under den tunge brædde.. Jacob hostede, gemte endnu engang sin mund og næse under sin arm, imens han kiggede hen imod vinduet der lå bag brædden.. Det skulle bare blive sværere.

Akira fuldte med som et lilel barn der ikke viste hvor de skulle hen, endelig!!! ENDELIG! havde de fundet et værelse med vindue! Og Akira var ikke i mood til at tænke klart hun skulle ud nu. HUn kiggede kort på Jacob som tegn på om de tænkte det samme. I det næste begyndte Akira at løbe direkte imod bræderne med Jacob i sin hånd. Det var som i en film var folk fløj i slowmotion ud i luften og direkte ned mod jorden. Akira viste dette ville blive halsbrækkende! De ville komme voldsomt tilskade nu. De hadve fundet det ydre mur og udenfor stod folk og skreg og nogle græd. Alt imens JAcob og Akira nu hang i luften.

//unskyld et kort svar//

//Går skam ^^//

Det brændte over alt! Ild, ild, alle vejne! han måtte ud! han kunne ikke klarer den kvælende luft og den måde ilden bed ham på. Nu måtte han ud og det skulle være nu! Da de sammen lod sig ryge ind i væggen, skulle han lige til at juble, så han slet ikke noget at registerer at de var ved at ramme jorden, indtil han mærkede suset i sin mave! Hurtigt greb han fat i en brædde der ikke var ild, imens han holdte fast i Akiras hånd, så hun ikke skulle ryge til jorden. Det ville ikke dræbe dem at give slip, men hvis de var heldige, kunne de slippe for at komme slemt til skade, hvis det nu var muligt at finde en anden udvej.
"Hold fast!" råbte han til Akira.
Han lukkede sine øjne i og langsomt dannede der sig en glide bande af is under dem, som de kunne glide ned af, men de skulle være hurtige inden den smeltede. jacob gav slip på brædden og lod dem glide ned af isen, for derefter at lande klodset på jorden.