A New beginning?//Sean

Sted: Corpsewind Cemetery
Omgivelser: De mange grave og buske, træer hist og her men det ser dog stadig meget dunkelt ud.
Tid: Det er omkring midt på dagen, solen står højt på himmelen men kulden trænger stadig igennem.
Vejr: Det er overskyet og regner let men ser dog ud til at kunne blive værre hvornår ende det nu skulle være.


Alane havde aldrig overvejet den mulighed at hendes familie kunne ligge her i jorden. Hun havde egentlig ikke lyst til det men det ville da give hende en form for ro hvis hun fandt dem men dog regnede hun ikke med det fordi hvæ ville dog begrave dem? Hun havde ingen anden familie og hendes familie havde aldrig knyttet nogen bånd med andre folk. De havde haft for travlt med at flygte, ikke at hun bebrejdede dem for det. Hun havde vandret blandt gravene de sidste ti minutter men hendes tanker havde været et helt andet sted, Sean... Som sædvanlig var han i hendes tanker, det havde han været siden deres sidste møde. Det eneste tidspunkt hun ikke havde tænkt på ham var da hun var sammen med Migel. Men selv der havde hun dummet sig, han havde kysset hende.
En frustreret lys kom fra hende, det mindede om et skrig men var ikke nær så højt. Hun kunne bare ikke finde ud af noget. I dag var hun i klædt en lang hvid kjole som slæbte en smule hen af jorden. Den var tæt siddende på overkroppen og lettere løs omkring hendes ben. Ryggen var åben og man kunne se lidt af hendes tatovering. Fronten var en smule nedringet. Føddern var somsædvanligt bare. Det lange hvidlige hår hang løst omkring hendes ansigt og nåede ned under hendes skulderblade. Hun havde sorte render under hendes øjne, hun havde ikke kunne sove her det sidste lange stykke tid hvilket også gjorde hendes hud var langt blegere end normalt. Dog så det ikke ud som hun havde tabt sig yderligere. Alane var dybt i sine egne tanker mens hun bare stod bland gravene.

Alane. Et navn han havde tænkt på uafbrudt. Det fulgte ham med sorg, istedet for glæde. Han viste ikke om hun ville se ham igen, han viste ikke om hun faktisk havde forladt ham eller om det var en dom ude i fremtiden. så meget var sket siden da...
Han havde klaret ritualet. Han var nu en archdemon og det forhadte barn var dræbt. Men han viste ikke hvad det havde gjort ved ham...Ritualet havde været hårdt, smertefuldt...han havde været tæt på faktisk at dø, hvis ikke skyggerne ville have givet ham tilbage...Selv om han ikke helt forstod den del. Han viste bare ingen ville forstå hvad han havde været igennem. Men selv der havde han tænkt på hende. Hun havde været i hans tanker, nonstop, siden deres sidste møde.
Han havde overvejet at opsøge hende, men været bange for resultatet.
Og nu var han her, på kirkegården. en af hans gamle venner var begravet her. Andre havde han selv placeret her. Han stod og så ned på graven. iklædt de sorte vinterstøvler, mørke jeans og en sort kappe med hætte, som i dag var slået op. Beskyttende mod den lette regn. Indenunder havde han en neutral sort trøje. Det mørkebrune hår strittede til alle sider, hvis han ikke havde hætte på, de mørke øjne var lige nu triste.
Efter ritualet var han blevet mere ligeglad med ting, han var blevet stærkere og det kunne hans omgivelser mærke og se, da hans muskler faktisk var blevet lidt større.
De fire ar hen over ansigtet hjalp heller ikke på det. Ved siden af graven af hans ven, var en lille sten, groft udhugget. Det eneste der stod på den var "Dean. Drengen"

Han rystede på hovedet og valgte at gå videre. Da han fornemmede en skikkelse og så derhen...Og stoppede op. Der var hun. hvor absurd det end kunne være, var alane lige der, lige her og nu...Sammen med ham. Hvad skulle han gøre?
"Alane..." han ville have sagt det svagtfor sig selv, men fik vist sagt det højere end meningen. Han ønskede hun hørte ham...og ønskede samtidig hun ikke gjorde. Dog havde han aldrig været mere sikker på han faktisk elskede hende...

Hun kun e bare mærke hvordan det hele spændte inden i hende. Hun havde alt den her vrede i sig endnu, hun havde aldrig fået adløb fra det, havde gået med det siden den dag på kroen. Hun kunne mærke Tårene presse sig på. Det havde de gjort så mange gange men hun ville ikke lade dem falde. Hun ville stadig ikke lade Sean have den magt over hende. Vreden boblede i hende og snart ville den være et ustyrligt monster som ville kræve sin frihed og det kunne hun ikke tillade. Hun ville ikke lade det ende som sidst. Hun kunne stadig huske de skrig som hun havde hørt, hvordan folk havde set på hende. Blodet havde flydt i gaderne og ikke en eneste havde overlevet. Et skrig kom fra hende, et skrig af ren frustration og vrede. Hun slog det nærmeste der vr omkring hende hvilket så var en gravsten. Der kom et knæk fra hånden men hun var ligeglad. Hun kunne ikke mærke smerten på grund af vreden i sig.
Hans stemme, hun havde hørt den så mange gange før uden han var der, hun følte hun var ved at blive sindssyg. Men dog kunne hun ikke lade være med at vende sig mod stemmen og man kunne bare se på hendes ansigt at hun ikke havde regnet med ham var der. "Sean...", hendes stemme var næsten ikke andet end en hvisken men han ville nok stadig kunne høre det. Blodet løb langsomt ned af hendes hånd og dryppede fra henses fingre spidser.

Han så på hende uden at kunne skjule den smerte der utvivleligt måtte være på hans ansigt, i hans øjne og hans stemme. Han ville gerne gå over og hjælpe hende, bære hende hjem, forbinde hendes hånd...men han var så bange for...Det hele. Hvad skulle han sige? Han gik lidt nærmere, men stoppede så tøvende op.
"Alane..." han så lidt på hende. Hvordan hun lignede en snedronning, klædt i hvidt. hun havde overlevet vinteren så det ud til, trods den ikke var helt slut endnu.
"...øhm...Hvordan går det?" åndssvagt spørgsmål, men han viste virkelig ikke hvad han skulle sige, hvad han skulle gøre. Han troede at hvis han sagde noget forkert, var det hele virkelig forbi....hvordan skulle de komme videre?

Hun stirrede bare på ham, hun kunne næsten ikke tro sine egne øjne, han havde været så mange gange i hendes drømme, i hendes tanker og hun havde sågar hørt hans stemme når hun var allermest nede hvilket kun havde sendt hende over grænsen. Disse vredesudbrud var ikke noget nyt, nogen gange skete det bare og så kunne hun ikke kontrollere sig selv, det skræmte hende at hun ikke selv havde styr på sig selv, at hun ikke kunne kontrollere sig selv. Dog varede det ikke længe før hendes ansigt var følelsesløst. Ikke en eneste følelse at spore medmindre du kom helt tæt på og kiggede hende i øjnene. Hun kunne ikke skjule dem, ikke når følelserne var så kraftige. Kort rystede hun hånden så blodet faldt til jorden som små regndråber og farvede den smule sne der nu engang var rød. En ubeskrivelig vrede bredte dig i hende da ham spurgte hvordan det gik? Hvordan det gik?! Kunne han virkelig ikke se hvordan det gik, pigen der stod foran ham var helt knust, lignede en porcelænsdukke som var fuldstændig krakkelert og hvis der kom nogen og pustede til den ville hun falde sammen. Dog kom der et andet svar ud af hendes mund. "Det går fint", ordene var kunstige og monotont og det var tydeligt at det ikke var sådan det var. Men hvorfor skulle hun bekymre ham med det?

Hans øjenbryn gled sammen i nogle undrende rynker. Okay. Han havde prøvet, havde han ikke? At være venlig? At vise respekt, at holde sig væk? Og det eneste hun kunne var at stå og lyve over for ham. Vred. Han forstod godt hendes vrede, men han håbede dog hun på en måde var kommet videre. Men hvis det var sådan de skulle lege!
"Det er sket. Barnet er dødt." sagde han så, hans stemme var afmålt og viste ingen tegn på hverken sorg, vrede eller noget andet. Eller måske, bare en svag sorg. Dog ikke over barnet. Længere.
"Jeg har undskyldt. Jeg har forklaret. Hvad mere kræver du af mig?!" spurgte han kort og hans mørke øjne så mod hendes.

Hun havde efterhånden erkendt at hun ikke var god for nogen. Det eneste hun duede til var at blive udnyttet og det var det. Alane var vred, ikke kun over tingene han havde gjort. Men over alt det der var sket her det sidste stykke tid. Hun vidste godt det ikke var fair det gik udover ham men han var desværre roden til det der gjorde allermest ondt og desværre måtte hun erkende at hun nok aldrig ville tilgive ham. Men hun ville nok godt kunne ligge det bag sig med tiden men ikke på så kort tid. Alane nikkede bare, barnet havde hun aldrig hadet, heller ikke kvinden som havde født det. Selv Sean havde hun aldrig hadet men hun var sur og ked af det. Over han havde gemt det for hende, ført hende bag lyset og holdt hende for nar. "Sean jeg forventer intet af dig, jeg kræver intet af dig... Jeg har bare svært ved at åbne mig når folk har såret mig. Jeg har svært ved bare direkte at stole på folk efter de har ført mig bag lyset, er det så underligt?". Hun kiggede kort på ham før hun så ned på jorden. "Undskyld det før. Det var ikke okay. Men hvad skulle jeg have sagt? At alting bare går ned af bakke, at jeg er ødelagt indeni og at jeg ikke længere kan kende mig selv og at jeg ikke engang har lyst til at kendes er mig selv", hun sagde det meget neutralt og roligt mens hun så ham i øjnene.

Det var ødelagt. Det var det eneste han behøvede at vide. Det var ødelagt.
Han havde selv lige haft et svigt. Nephthys havde svigtet ham. Og han havde så svært ved at stole på hende igen, ikke bare hende, men alle. Men nu var han endelig ved at komme over det igen. Desværre var folk omkring ham bare ikke.
"Bare sig det. Sig jeg skal gå og lade dig være i fred." hans stemme var tom. han hørte hvad hun sagde og det gav mening...Men det sårede ham også. Hun ville aldrig kunne stole på ham igen, sagde hun. Man kunne ikke have et forhold, hvis man ikke stolede på hinanden. Var det sådan andre sagde?
Hans hænder var knyttet hårdt, hans knoer var helt hvide.
"Jeg kan ikke gøre det godt igen. Jeg kan ikke gøre mere. Det er nu vi må vælge om det så er det værd. Men en ting skal du vide...Jeg har aldrig været mere sikker på at jeg elsker dig, end nu." i et øjeblik glødede hans øjne af denne kærlighed, før han trak det til sig igen. For ikke at blive mere såret, når hun bad ham gå...Ja, faktisk var han næsten allerede på vej væk.

Hvis dette var ødelagt havde han ingen andre end sig selv at bebrejde, han kunne da vel ikke bebrejde hende for at hun ikke bare kunne se igennem fingerne. Men problemet var at hun ikke var sikker, hun var ikke sikker på at hun kunne forlade denne mand der stod foran hende. Hun elskede ham jo... Og et eller andet sted var det nok det værste, det var følelsen af at elske nogen så højt fordi jo højere du elskede nogen desto mere kunne de kravle under din hud og ødelægge dig indenfra, det var det han havde gjort ved hende. "Sean jeg vil ikke have du går... Jeg vil stadig gerne have dig i mit liv...", hendes stemme var en meget spæd hvisken og det var slet ikke sikkert han ville kunne høre hende på denne afstand. Det varede ikke længe før en krystalklar tåre løb ned af hendes kind. Hun var så forvirret og fortvivlet og hun gik kun endnu mere i panik da det virkede som om han ville gå fra hende. Man kunne bare se det på hende, hvordan panikken bredte sig fra øjnene og snart til resten af kroppen. "Jeg vil ikke have du gør mere eller jo det eneste jeg vil have det er at du ikke gør det igen... Men det kommer til at tage tid for mig at opbygge samme tillid til dig som jeg havde før".. Hun løftede blikket fra hans fødder og så ham i øjnene og med en gråkvalt men ærlig og lidenskabelig stemme hviskede hun, "Jeg ved virkelig også jeg elsker dig Sean... Uanset hvad jeg gør vil du altid være i mit hjerte og jeg kan ikke få dig ud af mit hoved..."

Han stoppede, halvvejs til at vende ryggen til hende og stod dermed med siden til hende. Han så over på hende. Hans ansigt var trist. Sørgmodig. og intet andet end det. hvad skulle han sige til denne kvinde? selvfølgelig ville han ikke gøre det igen. Han havde hadet det barn. Og han havde næsten intet spist siden sidst han havde snakket med Alane, fordi skyldfølelsen overvældede ham hver gang han tænkte på det. Men lige som med Neph, blev han mere og mere overbevist om en ting. Han fortjente hende ikke. Hun fortjente en der virkelig kunne være der for hende, som ikke bragt hende i fare og som aldrig ville gøre noget som dette. Lige som med Neph, ville han bare gerne se hende glad, men han mente ikke det var sammen med ham.Han havde end til nu kun bragt sorg ind i begge kvinders liv. Måske var han bange for faste forhold, han havde jo altid været fri...Og måske var det netop det, han var bange for ikke længere at være fri. Gøre som han ville. han var ikke skabt til at være far, så havde han aldrig hadet sit barn...Han var alt for langt nede i disse negative tanker, til at tænke over han måtte have elsket barnet et sted, for ellers var ritualet aldrig lykkedes. for langt nede, til at tænke over det nok var omstændighederne med barnet der gjorde han hadede det.
Men han mente hverken han duede som far eller som kæreste. Og Alane fortjente mere end det.
Han sukkede svagt og så ned i jorden foran sig.
"Jeg...Nej. Alane. Jeg er dæmon. Jeg er skabt til at gøre fortræd. Jeg tror aldrig det var meningen jeg skulle indgå faste forhold på den måde. Det skræmmer mig og nu har jeg endt med at såre den, jeg burde værne om med mit liv. Jeg kan ikke beskytte dig...Jeg er dig ikke værdig" han så op på hende igen og det var tydeligt at se han selv mente dette var sandt.

Hun kiggede stille på ham, hun sagde ikke noget og gjorde for den sags skyld heller intet, hun anede ikke hvad mere hun skulle sige. Hun havde lige sagt til ham at hun ville have ham i hendes liv og at hun elskede ham. Fordi selvom han måske var den der havde bragt mest sorg ind i hendes liv var han også den der havde bragt mest lykke ind i det. Han havde givet hendes ellers triste og grå verden kulør og nu var hun ved at miste ham. Skulle hun bare finde sig i det, nej! Det ville hun ikke, han skulle ikke bare bestemme at han ikke var god nok til hende, det burde hun da selv vide bedst. Alane lyttede til det han sagde men var ikke enig. "Du er skabt til hvad du vil og du er fri til at gøre dig til den du vil være. Hvis du ikke vil binde dig fint, det er en retfærdig grund. Men du skal ikke bestemme om du er værdig eller ej, det burde være mig der havde den ret. Fordi du Sean McGivens. Du er den person der har bragt allermest lykke ind i mit liv. Du kan ikke beskytte mig og det er vel egentlig ikke så dårligt igen fordi du lære mig at beskytte mig selv men tilgengæld hvis du var ved min side som vi egentlig burde have været i stedet for aldrig at se hinanden så kunne du have beskytte mig som du så gerne ville". Hun gik over til ham og lagde armene om hans nakke hvorefter hun stillede sig på tåspidserne og skubbede sine læber imod hans i et passioneret, intimt og kærligt kys som viste alle hendes følelser for ham. Det varede dog ikke længe før hun slap kysset og slap ham. Stille trådte hun et skridt tilbage for at give ham lidt plads.

Han sukkede let og stirrede bare frem for sig, mens hun snakkede. Det var underligt at høre en kvinde, der burde hade ham, faktisk elske ham. I et øjeblik overvejede han hvor mange forelskede kvinder han enlig havde efterladt gennem tiden. Uden at give dem en chance. Han så lidt på Alane og overvejede hvad han selv følte, hvad han selv ville. Men da hun kom og kyssede ham...Blev han mere forvirret. Han skubbede hende ikke væk, men han opildnede heller ikke til mere.
"Alane..." da hun trådte væk, trak han vejret dybt. Han holdt af hende, det gjorde han virkelig...Og derfor måtte han gøre dette. Det var bedst for hende, finde en person der var bedre for hende. Det havde han også sagt til Neph, selv om han faktisk på et tidspunkt havde ønsket at være hendes. Men de var kun venner.Dog holdt han stadig af hende og han kunne vel gøre det samme med Alane, kunne han ikke? undgå faste forhold, men holde disse kvinder som venner? Men spørgsmålet var mere om hun ville det, kunne leve med det...
"Alane..." han gik over til hende og lagde sine hænder på hendes skuldre. Åh gud, hun var en dejlig kvinde som hun stod der! han ønskede ikke at de skulle være uvenner eller skilt fra hinanden...
"...Mange ting har ændret sig. Ikke bare før, men også den tid her, hvor vi var uvenner. Jeg er blevet så meget stærkere...Men jeg har ikke kun forandret mig fysisk. Jeg er ikke helt sikker på hvem jeg er længere. Jeg er en helt ny.
Jeg dur ikke til faste forhold og jeg vil ikke holde dig for nar. Igen. " hans tommelfinger gled over hendes kind i en blid kærtegnen.
"Jeg er et vildt dyr. Men jeg vil elske at have dig som en ven, hvis du vil være med til det. Jeg ville elske at se dig, snakke med dig...Råde dig, trøste dig, glæde dig...Men jeg kan ikke være i et fast forhold, uanset hvor meget jeg elsker dig. Eller nogen anden. Det er gået i stykker. Dette var et bevis på hvilket dyr jeg enlig er. Forstår du det?" han kyssede hende på panden, men trak så hænderne til sig, hvis hun nu skulle være vred eller bare ønskede afstand. Han bad til hun forstod det og ville det.

Hun kiggede bare forsigtigt på ham. Han kunne hverken lide det men skubbede hende heller ikke væk. Hun følte sig som en klovn lige nu. Hvordan kunne hun dog være så dum at tro hun kunne redde det her. Det var ødelagt og de ville aldrig finde sammen igen, sådan var det og det måtte hun bare se i øjnene. Hun var ikke sur over hans beslutning men ked af det og knust, hun kunne mærke hver eneste slag hendes hjerte afgav som om hver eneste slag var det første i mange mange år. Det gjorde ondt. De grønne øjne kiggede forsigtigt på ham. Hun ville ikke gøre det svære for ham end det var. Det var hans eget valg og Alane var en stor pige og hun måtte bare bide det i sig og komme videre. Men følelserne var der stadig og dem kunne hun ikke komme af med, Forhelvede hvor hun elskede denne mand som ikke længere ville have hende mere. Dette var anden gang hun havde været i et forhold og det havde kun endt værre end første gang. Hun duede bare ikke til det her. Alane lod ham bare komme tæt på hende, hun ville så gerne have ham tæt, ville så gerne mærke ham men hun kunne ikke, måtte ikke. Hun så op på ham da han kærtegnede hendes kind. Tårene var tydelige i hendes øjne mn hun lod dem ikke falde. Dog da han forsøgte at kysse hende på panden trak hun sig væk. Han skulle ikke gøre det her svære for hende. "Det er okay Sean. Jeg vil altid være din ven og jeg vil altid være der for dig uanset hvad", hun mente det hun sagde men der var også så mange andre ting hun ville sige, ville gøre men hun gjorde det ikke. Hun gemte alting bag hendes maske men denne gang kunne man ikke se igennem den.

Han så lidt på hende. Han viste godt hun var ked af det, og han havde heller ikke forventet andet.
"Bare til når du tænker over det. Jeg har ikke holdt dig for nar, angående mine følelser, mens vi var sammen. Jeg elskede dig virkelig og det gør jeg stadig. Jeg vil bare ikke såre dig igen" han så lidt på hende og nikkede svagt for sig selv. Hun havde sagt ja til at være venner, om det så lykkedes ville tiden vise, men han håbede det.

Selvfølgelig var hun ked af det og det var også den eneste følelse hun lod trænge igennem masken. Hun ville ikke skjule hun var ked af det. Dog brød et lille smil frem på hendes læber og hun rystede lidt på hovedet af ham. Hun havde aldrig været i tvivl på at han elskede hende. Hun havde følt sig holdt for nar og til et vis punkt svigtet men hvis han ikke elskede hende ville han aldrig have fortalt om barnet. "Sean, jeg har aldrig været i tvivl om at du elskede mig, det har jeg aldrig tvivlet på. Og Sean selvom du siger at du ikke vil såre mig mere vil det nok ske igen. Vi begår allesammen fejl og sådan er det, det vigtigste er at man vil indrømme sine fejl og tage konsekvenserne af dem". Let strøg hun noget hår ud af øjnene og så på ham. På en eller anden måde føltes det hele lettere nu, at snakke med ham og være sammen med ham. Det var underligt.

Han så lidt på hende.
"ja, alle laver fejl. Det er bare dumt at gøre dem to gange. Set fra min side forhindre jeg bedre at såre sig, ved ikke direkte at være kærester med dig." svarede han ligeud, roligt. Han havde på en måde set dette komme, dog havde han troet det var Alane der ville gøre det forbi. Så han havde forberedt sig på det...Og det var på en måde, fra hans side, som om nogle spændinger forsvandt. Og det var han glad for.

Hun kiggede stille ned på sin hånd men kort efter kiggede hun op på ham igen. Et eller andet sted var det rart bare at kunne vende tilbage til det gamle igen, men samtidig ville hun savne deres nærvær, hun sukkede stille ved tanken om det, sukket var sørgmodigt. "Men nu behøves du ikke bekymre dig om at begå fejl mere, nu har du jo ikke rigtig nogen at stå til regnskab for udover dig selv selvfølgelig". Hun sendte ham et lille smil, hun havde valgt ikke at svare på den anden del, hvad skulle hun egentlig have sagt? Hun havde ikke forberedt sig på dette men nu var det sket og det kunne hun ikke lave om på, hendes følelser for ham ville ikke bare forsvinde fra den ene dag til den anden men hun ville heller ikke skubbe dem på ham så hun holdt dem bare for sig selv og respektere hans valg.

Han så lidt på hende og nikkede let.
"Selvfølgelig. Frihed. Men du har alligevel lært mig nogle ting. Og det er jeg glad for." han så lidt på hende. Der var vel ingen grund til at stå og køre i det længere. han lod kort blikket glide over kirkegården.
"Som sagt er mit venskab der stadig. Du skal altid være velkommen til at kigge forbi, til at snakke, til at bede om hjælp...Det vil jeg faktisk bare holde af" han smilte let og så på hende igen. Han lod hånden glide gennem håret og i et øjeblik ned over et af sine ar. åh ja, burde han opsøge Sajro igen? Han viste meget mere om manden nu og deres styrke ville være mere jævn...Men hvorfor skulle han? Han ville ikke såre ham, for Alanes skyld, han havde slået personen ihjel, som havde bestilt mordet på ham...Der var en god dusør, javist. Han kunne anskaffe sig nogle højtstående venner...
Det gik op for ham at dette ikke var tidspunktet at tænke over det. Han bukkede let.
"Jeg vil trække mig tilbage. du har sikkert ting at tænke over...Og det har jeg også" svarede han så.