pepole never see me before its too late //Jo Harvelle//

S: et varehus i the rotten root distriktet.
T: lige ved sol ned gang.
O: en tigger der sidder på et gade hjørne og en tåge der dækker gadernes brosten
V: lettere tåget men man kan stadig se fuldmånen.
P: hvide bukser, en sort skjorte, og en hvid jakke samt et par hvide sko.

der var næsten helt stille i det lille rum de stod i. der var kun lyden af en mand der tiggede og bedte for hans liv. det var afskyeligt. alle de gerninger som der var bevis på og så havde han den frækhed at påstå han ikke havde gjort det "billederne er falske jeg sværger" manden i hvidt stillede sig op og så på en kvinde i sort "er det rigtigt Texas. har du forfalsket billederne" kvindens blik var hårdt og manden i hvidt vendte sig rundt igen "det tager jeg som et nej" han fik manden i stolen op og stå på den "Wyoming brig charmekluden ned fra bjælkerne" en galge blev kørt ned om halsen på manden i stolen der nu begyndte at græde " jeg beder dem jeg vil betale dem rundhåndet" manden i hvidt grinede bare "det kommer du også til" han skar rebene op og sparkede stolen væk under den anden mand. der lød et knæk og manden dinglede frit. manden i hvidt så på de fire andre "i kender proceduren. brev, blæk på hånden oh og South sørg for at lave det med en nervøs skælven så han ser ud til at være bange lige inden. jeg elsker den detalje" en dame i lilla smilede og nikkede "så gerne John" John gik hen til manden i lilla "her North. du fik ret han prøvede at bestikke mig" han gav fem sølv mønter til North i hånden og han smilede "jeg havde en stærk fornemmelse af det" de gjorde alt klar og gik ud af rummet og satte sig ved et lille bord med noget mad på.

Påklædning: høje sorte støvler, som går op til knæende og: http://www.fantastikresimler.net/wp-content/uploads/2012/02/Alona-Tal-1024x640.jpg

Jo kom forbi et varehus. Hun havde fundet frem til de informationer, at John var i nærheden. Nu var det bare lige... hvor på dette område var han? Hun kiggede rundt og så, at der var lys inde i en af varehusene og gættede sig frem til, at han var derinde.
*Du kan ikke blive ved med at flygte fra mig John* tænkte hun. Han skyldte hende penge, og hun skulle nok få fat i dem, om hun så skulle tvinge dem ud af ham og tage skrappe metoder i brug. Hendes lange løse hår blafrede en smule i vinden mens hun satte kursen mod varehuset. Hun åbnede forsigtigt døren og listede ind og lukkede forsigtigt døren igen, samtidig med, hun trak sin pistol om ad baglommen på de sorte jeans. Hun listede stille gennem rummet med pistolen foran sig. Hun stoppede ved en dør, hvor hun kunne høre nogle snakke. Efter lidt tid åbnede hun døren og kiggede ind, men så ikke andet end en hængt mand. Den stakkel. Hun gik videre gennem rummet og kom til endnu en dør, som hun denne gang sparkede ind. Der sad han. Havde netop lige sat sig for at spise sin mad. "Hvad så John? Hvor er mine penge?"

han lagde sin gaffel ned og så på pigen med et smil "et venligt råd" Texas voksede fra en lille rotte "prøv at tæl folkene ved bordet inden du braser ind i et rum" synkront trak alle fem deres våben og rettede dem mod denne pige "visiter hende venligst Tex" han så hen mod Texas der stod op af karmen der holdt en hånd på sit kniv bælte. hun fandt en pistol i hendes bag lomme og smed den til john som greb den i den anden hånd og så på den. han slog et smæld med tungen "det her var ikke nødvendigt, du kunne bare spørge pænt" han så på hende med et blik fuld af ligegyldighed over for hende

Jo følte sig virkelig dum. Selvfølgelig havde han ikke været alene. Hvorfor havde hun ikke tænkt på det? Måske fordi hun var alt for optaget af at finde ham?
En kvinde ved navn Tex, kom hen til hende og tog hendes pistol fra hende. "Hvad var ikke nødvendigt? At smadrer døren? Det må du da godt nok undskylde," sagde Jo højt, så alle kunne høre det. "Eller var det fordi, jeg havde en pistol i baglommen?" Hun lagde hovedet en smule på skrå, inden hun fortsatte: "Jeg har altid min pistol på mig. Du ved... til nødstilfælde."
Hun ignorerede det, at alle rundt om bordet pegede på hende med deres egne våben, og gik hen til bordet og lænede sig ind over det. "Vil du være sød at aflevere de penge, du skylder mig?" sagde hun, men hendes stemme havde ikke været sød. Den havde været kold uden nogen tegn på en venlig tone.