You really wanna try? //Jo Harvelle//

Tid	Sted	Omgivelser	Påklædning	Vejr
22:00	En lysning i skoven	Træer, buske og lignende.	Sin rustning, og et par bukser forstærket med læder	regn og tåge.

Sajro kom med rolige skridt gående gennem skoven. Han kunne se en lysning lidt længere fremme og han stod der bare og kiggede lidt inden han stille og roligt bevægede sig ind i den lysning. Han kiggede rundt, og han havde denne følelse af at der var nogen der holdte øje med ham, og det skulle sikkert nok også være sandt når det kom til stykket. Han smilede roligt for sig selv.

''Vis dig selv!''

Han råbte det næsten ud i mørket fordi han var sikker på at der var nogen der holdte øje med ham ude i mørket. Han var sikker på det men man kunne måske hvis man var god få ham til at glemme det.

Jo sad op af et træ i skoven og øvede sig i at samle sin pistol så hurtigt som muligt. Hun tog sigte på en gren, som var lige i skudlinje, og skulle lige til at skyde, da hun hørte en gå rundt ikke så langt derfra. Hun trak pistolen til sig igen og rejste sig op, hvorefter hun så ind mod lysningen, i skjul bag det træ hun lige havde siddet op af.
En ung fyr, kom gående ind i lysningen. Jo prøvede at se efter hvordan han så ud, men månens lys skinnede ikke så meget gennem den tykke tåge. Det ville nok også være nemmere, at se ham an hvis hun ikke stod i skjul nogen meter væk.
"Vis dig selv!" hørte hun ham råbe. Havde han hørt hende? Hun havde da ellers været så stille men... what ever. Hun gjorde som hun fik besked på og gik med elegante skridt frem fra sit skjul og ind i lysningen. Hun havde et par stramme, sorte jeans på, en løs, hvid t-shirt og en sort, åben læderjakke. Hendes hår hang løst med sine små bølgekrøller. På fødderne bar hun et par sorte gladiator sandaler. I hånden svang hun pistolen rundt om pegefingeren og kiggede på ham. "Skal jeg nu beskyldes for noget? Jeg var her bare tilfældigt ligesom alle andre," sagde hun og stak pistolen ned i det tykke, brune læderbælte og stoppede med at gå. "Hva' så? Hvad laver du selv herude?" spurgte hun og så ham an. Han havde egentlig ikke sagt noget til hende, som gav mening at hun lige præcis skulle reagere sådan, men et eller andet skulle hun jo sige så... hvorfor ik' spørger ham hvad han lavede?

''Beskyldes det ved jeg nu engang ikke om jeg vil... jeg gider bare ikke have at folk sidder i mørket og betragter mig som en eller anden lille kujon.''

Han smilede roligt til hende, ikke hverken venligt eller ondt, et meget simpelt og helt almindeligt smil der bare viste at der ikke var nogen grund til at blive sure på nogen og det var da også sandt. han havde ikke tænkt sig at angribe hende hvis hun bare holdt sig fra ham, og ikke begyndte at gøre dumme ting overfor ham. Han så hende roligt an.

''hvad jeg laver? Går som du vel så? Og slapper af i skoven...''

Han kiggede bare roligt rundt og han nød det da der så endelig kunne høres dyr der knurrede og hylede ude i skoven nogle af dem var tættere på end andre. Nogle endda tætte nok på til at det ville virke som noget der kunne være faretruende tæt på egentligt.

Havde han ovenikøbet set hende? Gennem denne tåge ville hun da bare ligne en buning på træet ved første øjekast, men hvis han havde fået øje på hende, ville han også kunne se, at hun ikke var en del af træet.
"Ja dine øjne fejler bestemt ingenting," sagde hun med en undertone af overraskelse. Overrasket over at blive opdaget. Overrasket over at han var så næsvis og kalde hende en kujon.
"Men hvis du ikke kan lide at folk kigger på dig, vil jeg da med glæde lade være."
Eftersom hun var kommet tættere på, kunne hun nu også se, hvordan han så ud. Havde hun ikke set det ansigt før? Hvor var det nu? Hun kunne ikke huske det, men forbandt det i hvert fald ikke med noget godt... eller havde det været noget godt? nevermind, Jo gad i hvert fald ikke snakke med ham mere. At blive ved med at påpege at hun havde luret på ham og så derefter at fortælle hende hvilken kujon hun var... Det kunne godt være, at hun havde kigget lidt på ham, men det havde jo egentlig ikke været for at 'kigge' som sådan, hun ville bare se hvem det var, som kom og distraherede hende fra det hun havde været igang med. Hun lagde armene over kors og så bare på ham med et blik, som var alt andet end venligt.

''Nurh... er du blevet skuffet over at du ikke er så god til at gemme dig?''

Han grinede af hende. han kunne ikke lade være. han fandt hende bare meget morsom. Han grinede virkeligt af det. Han elskede når folk virkede til at være blevet stødte af nogle få ord han havde sagt. han så roligt på hende og så på hendes arme der lagde sig over kors...

''Men hvorfor render du så ikke hjem til de andre børn og leger skjul?''

han så ind i hendes øjne. hans blik var stadig neutralt nu bare legende og drillende også. Han kunne ikke lade være hun var næsten for nem. han smilede dog kort til hende hvilket kort viste tænder.

Jo ignorerede det første han sagde. Så nemt skulle han ikke tage pusten fra hende. Hun stod bare og kiggede på ham, og lod ham grine alt det han ville. Det gjorde ikke Jo det store. Det var kun synd for ham, hvis han ikke kunne tage sig til noget bedre at tage sig til end at stå og grine af andre.
"Det ville blive lidt svært, nu når de heller ikke ser ud til at være hjemme. Nej de valgte at tage med mig ud i skoven, og her er du jo," gav hun ham igen.
Okay, måske var hun ikke bedre end ham, men hun ville ikke bare lade ham stå og tænke om hende... ja hvad han nu tænkte om hende.
"Men hvis du ikke syntes jeg er interessant at være sammen med, så smutter jeg da bare." Hun kastede sit hår over skulderen og vendte ryggen til ham. Hun begyndte at gå langsomt væk fra ham. Ikke fordi hun havde tænkt sig at gå, for så let kunne han ikke bare slippe med at snakke til hende, som det passede ham, men for at vise, at det han sagde ikke betød det mindste for hende, og at hun syntes at han var uinteressant.

''Jamen det var dog utroligt... En flok møgunger der render rundt i skoven...''

han grinede bare af hende. han fandt hende morsom og endnu mere da hun begyndte at gå med en kommentar om at han da bare kunne blive fri for hende. Hun var da vidst blevet stødt en smule mere end han havde forventet hun ville. Han grinede af hende og det blev en smule hånligt til sidst.

''Nu må du da ikke blive stødt... Bare fordi jeg driller dig lidt...''

Han grinede og han lod hende bare gå men han blev stille og roligt stående. Han gik ikke væk fra lysningen. han så bare ganske stille på hende mens hun gik og han sagde så lige endnu en ting...

''Men se a du er sådan en kujon gør dig kedelig.''

Jo stoppede op og vendte sig om. "Jeg er ikke stødt. Jeg er ikke ked af det. Kald mig hvad du vil, jeg er ligeglad," sagde hun og gik hen mod ham igen. "Jeg syntes bare, du skal tænke dig om og finde ud af hvilken person, du snakker med, før du begynder at have fordomme om dem." Det var tit Jo oplevede, at folk troede en masse om hende. Mest når hun havde vundet en masse penge inde i byen, hvorefter folk, som havde ofret deres penge for spillet, var blevet sure og kaldt hende en svindler. Sådan noget der irriterede hende så meget, at hun til sidst slog dem ud og derefter måtte gemme sig.
Sidste gang gemte hun sig bag en tyk pæl med et billede af en mand på. Den mand som netop lige nu stod foran hende.
"seriøst?" mumlede hun, da det gik op for hende, hvor hun havde set ham hende før. På alle de små "WANTED" sedler, som hang over det hele i byen.
"Ved du godt hvor mange penge du er hver?" spurgte hun og trak sin pistol, uden at pege den hen imod ham endnu. Hun regnede ikke med, at han frivilligt ville gå hen og indløse dusøren sammen med hende, og siden han var så mange penge værd, ville det nok heller ikke det han ville fortrække allermest, så det ville nok blive svært.

''Ja jeg ved skam godt jeg er lige omkring de der halvanden millioner guld værd.''

Han smilede bare roligt. Var ikke nervøs for at hun ville begyndte at angribe ham. Mange folk havde prøvet ja selv Akuma som var leder af Shadowangels og som faktisk stod for at skulle fange ham og som hanvde sat dusøren op havde jo forsøgt og fejlet så han troede ikke på at denne tøs kunne fange ham. han smilede roligt til Hende...

''Og hvis du tror du kan få mig med... Så bliver jeg nød til at skuffe dig og sige du er dummere end jeg troede... nok også modigere men du er direkte dumdristig hvis du forsøger søde...''

Han grinede af hende hun måtte da kunne regne ud at hvis han var så meget værd ville han heller ikke være et nemt bytte. Han så roligt på hende og som altid var hans sanser spændte.

"Selvfølgelig tror jeg ikke, at du frivilligt vil gå med mig... så du troede jo nok rigtigt om min såkaldte dumhed." Hun havde endnu ikke løftet sin pistol mod ham. Hun vidste godt at han var svær at fange, så hun måtte være snedig, og have en plan i ærmet.
"Men i det mindste er jeg sød," sagde hun med et smil.
"Hvorfor er der en så høj dusør på dig?" spurgte hun. For at kunne fange ham, måtte hun også vide hvilken slags person han var. Hvis han var tyv, ville han sikkert ikke være så god til slåskampe, som hvis han var en, som slog folk ned. Var der ikke et ordsprog som hed: "Kend din modstander"?
Jo trak på skuldrene og gik længere frem mod ham. Hvordan ville han reagere på det? Løbe sin vej, eller slå fra sig?

''Du får mig sgu ikke til at tro på at du er en sød lille pige... lille er du dog men sgu nok ikke sød.''

Han smilede bare venligt til hende hans kropssprog og ansigt var slet ikke ligesom hans ord var. hn gav ikke mening hans ord og hans attitude modsagde jo nærmest hinanden og hvorfor var ikke lige til at sige hvis man ikke kendte ham særligt godt.

''Fordi jeg har været leder af Anarchical og befriede en masse slaver, fordi jeg har banket lederen af shadowangels, og fordi jeg nu har sagt jeg vil ødelægge Doomsville, altså selve byen, ikke den indbyggere...''

Han så bare roligt på hende. Han vendte hende kort ryggen mens han betragtede et træ men vendte sig hurtigt om imod hende igen. Han havde ikke den store ide om hvad han kunne gøre mere.

"Hvad har jeg gjort, siden du syntes jeg ikke er sød?"" spurgte Jo nysgerrigt. "Det var jo dig, som kaldte mig søde. Har du ombestemt dig?" lo hun.
Hun lyttede til det han sagde. "Altså at befrie slaver er da en god ting, tror jeg, men hvorfor ødelægge Doomsville? Og hvordan vil du gøre det uden at slå nogen ihjel?" Jo var ikke tilfreds med hans plan om at ødelægge byen. Hun havde et hjem, som hun var rimelig glad for, så nu var lysten til at få dusøren for ham bare endnu større.
Hun kunne ikke helt finde ud af, hvad han mente med det han sagde. Han gav jo udtryk for, at han mente det modsatte af hvad han sagde, men whatever, Jo ville bare have de penge for den dusør.

''Været en lille pirlig snobbet, og forkælet tøs.''

Han så bare roligt på hende, og han havde jo heller ikke noget imod at slå folk ihje men det var som sådan ikke målet med det han ville gøre. Han sendte hende et gnske stille og roligt smil mens han snakkede videre.

''Jeg har intet imod at folk dør, dør de så er de alligevel for svage til at leve i en ordentlig verden...''

Hans tone blev kort meget meget kold. Det var også sandt han var meget kold omkring det han mente om sit liv. Han kiggede roligt på hende.

''Men drop nu det her medmindre du vil have mig til at æde dine indvolde!''

"Jeg er hverken pirlig, snobbet eller forkælet.... okay, måske har jeg virket lidt snobbet, men det er jeg ikke," sagde Jo og gengældte hans kolde tone.

"Hvad har Doomsville og dens indbyggere gjort dig? Hvorfor ødelægge byen?" Jo var ikke tilfreds. Hun var ikke enig i, at folk var for svage til at leve, hvis de døde. Nej det handlede bare om at være uforberedt til at kæmpe for sit liv. Det var heller ikke alle, som var stærke nok til at redde sig selv, men det betød jo ikke at de skulle dø.

"Drop hvad? Jeg har ikke tænkt mig, at lade et så koldt væsen som dig rende rundt i min by." Hun trak på skuldrene og var klar til at løfte pistolen, hvis han skulle finde på at angribe.

''Måske det faktum at de er blevet for meget fokuseret på at se sig mere værdifulde end naturen, mangler respekt overfor naturen, og det faktum at det at i lever i en by gør jer svage og triste...''

Han sagdde det bare ganske stile og roligt. Han var igeligt med hendes mening om ham bare fordi han havde en anden ide omkring verden end hun havde. Han kiggede roligt på hende.

''Hvis du ikke kan overleve er det enten fordi du ikke er forberedt, hvilket vi sige du er svag, ikke har nogen ti t hjælpe dig, hvilket vil sige du er svag, eller at du bare er svag i dig selv.''

"Måske har du ret i, at folk er blevet svagere, men vi er ikke blevet mere trist, af at leve i byen. Desuden er folk ikke svage, bare fordi de er svagere end dig." Nu var Jo simpelthen ved at blive godt træt af denne mand.
Hun rettede sin pistol imod ham, samtidig med, at hun gik tættere på ham. "Du nedgør hvert et væsen, som ikke er lige så stærkt som dig. Man kan være stærke på mange forskellige måder, og dit er åbenbart i styrke, men det giver dig ikke ret til at nedgøre andre. Hvis alle var lige stærke, ville verden være et helvede. et lige så stort helvede, som hvis alle tænkte ens, så tag lige og luk munden, hvis du ikke kan finde ud af, at lave andet, end at nedgøre andre!" Nu forstod Jo, hvorfor denne mand var så mange penge værd.

''Måske du skulle lære at høre hvad jeg siger og ikke pege våben mod folk du ikke kan klare... jeg har ikke snakket om fysisk styrke, jeg snakkede også om at være forberedt og have de rigtige forbindelser så hvis du kunne hive kæppen uden af fissen og se ud over din egen næsetip så ville du måske se at du tager fejl i det du sige!''

Han grinede bare af hende. Han gjorde ikke noget ved pistolen. Han var ikke bange for den. Han havde ikke den store grund fordi han lod bare noget materiale vokse frem foran der hvor pistolens munding var...

''Jeg siger heller ikke at folk skal være lige så stærke som mig, så der tager du fejl igen... jeg siger de skal være stærke nok til at overleve fordi ellers er de for svage...''

"Det lyder bare til, at vi har to forskellige meninger omkring det her, og vi bliver hvist aldrig enige," sagde Jo koldt.
"Kan du ikke bare følge med ned og få dig arresteret? Hvis du alligevel er så stærk, som du siger, at du er, så kan du vel bare slippe fri igen? Og jeg kan få pengene, som jeg gerne vil, og hvis du vil, kan du da også få nogle af dem." Hun trak på skuldrene, og håbede at han ville gå med til idéen, og hun håbede også, at han ikke ville kunne slippe fri igen.
Han havde ret i, at hun ikke havde en særlig stor chance i at fange ham, men måske kunne hun narre ham?

//sorry, blev lidt kort//

''Jeg har ikke brug for pengene, og egentligt ligner du heller ikke en der virkeligt har brug for dem, så hvorfor glemmer du dem ikke bare?''

Han så ganske roligt på hende. Han havde ikke nogen grund til at sige mere men han vidste at han nok ikke bare lige sådan kunne komme fri igen. Han havde altid sagt at han ville lade en bestemt person gøre det at slæbe ham til sakref en dag.

''Deværre for dig er det ikke stationen jeg skal på, men helt op til Sakref... Havde det været stationen var jeg gået med til det men det andet er for risikabeligt.''

"Jeg har da brug for penge. Jeg har altid brug for penge. Jo flere penge jeg har, jo mere kan jeg købe," sagde Jo med et smil. "Altså jeg behøver ikke penge, men jeg vil da gerne have dem. Ligesom en fattig mand heller ikke behøver mere end ti guldmønter, men jeg er da sikker på, at han gerne vil have mere."

"Sakref? Vi kan da bare fortælle politibetjentene, at Sakref ikke bare vil have hvem som helst til at vade op til hans borg, da det måske kunne være en fælde, og at han meget hellere vil have betjentene til at aflevere dig til ham..?" Hun trak på skuldrene og sænkede pistolen igen. "Jep og så sige vi da også lige, at jeg skal have dusøren med det samme, er det ikke en god idé?" Hun så afventende på ham, og håbede, at idéen lød bedre i hans øre end i hendes.

''Kom til dig selv søde... din ide burde du da selv kunne høre aldrig vil lykkes.''

Han grinede af hende han havde da for længst kunnet høre at det aldrig ville gå, det bedste de kunne håbe på var at politiet ville forsøge at føre dem der op, og det ville straks blive en helt anden sag. Han kiggede på hende.

''De har slet ikke den slags penge liggende. Det er kun sakref og andre rige folk der har så mange penge liggende samlet et sted.''

"Årh søde, er du bange for Sakref? er du bange for, at han ville kunne slå dig ned? Gisp, så må du jo være... svag!" Jo fnøs. Det var jo bare hans egne ord hun nu brugte mod ham. Hvis man ikke kunne overleve denne verden, var man for svag til at leve i den.
Nu hvor hun selv tænkte ordene i tankerne, begyndte hun at forstå hvad han mente; måske... Måske havde han alligevel ret? Hvis man ikke kunne overleve var man for svag til at leve, for hvis man var stærk nok til at overleve, ville man heller ikke dø.
Det kunne også være, at han havde ment noget andet med det, ligesom hun havde troet til at starte med.
Hun sagde ikke noget. Havde ikke lyst til at fortælle ham, at han havde ret og, hun tog fejl. Måske en lille smule fordi hun ikke gad erkende sine fejl over for ham og samtidig give ham ret.

"Men hvis de ikke har så mange penge, og du ikke tror på min plan, så er der jo ikke så meget andet at gøre," sagde hun og trak på skuldrene. Hun sigtede på hans skulder med pistolen. Okay måske ville det her sætte hendes ejet liv i fare, men hellere det, end at hele byen skulle gå under. Hun affyrede et skud, og håbede bare, at det at han var så farlig, bare var en opdigtet del af historien.

''Nej se det er her du igen misforstår... Hvis jeg konfronterer ham og dør ja så er jeg for svag... Men ved at jeg vælger at holde min afstand og ikke møde ham er jeg ikke for svag da jeg endnu ikke er død...''

Hans tankegang var egentligt meget simpelt når det kom til stykket. Han havde ikke nogen grund til at forsøge at gøre hende noget før hun var så idiotisk at hun valgte at affyre et skudt imod ham... Han så på hende som om hun var dum...

''Er du virkelig en idiot?!''

Området omkring hans skulder havde han ladet dække i en skal af et hårdt materiale lidt alla keramik så det krakelerede og efterlod et slagmærke på hans skulder... Han slog så ud efter hendes side, med hans højre arm hvor ånden blev til den pote han havde i sin varulveform, og armen blev en smule længere, mens han slog efter hendes hage med den anden.

"Så du er vel bare klog og utrolig stærk. Ja, jeg tror jeg har forstået nu."

Skudet havde ingen effekt, da han åbenbart var dækket ind i et skudsikkert materiale, hvilket nok kunne have givet sig selv, eftersom der var så mange der gerne ville have fingrene i den dusør.

"Måske bare lige lidt," sagde Jo med et smil og trak på skuldrene, inden han slog ud efter hende og hun faldt ned på jorden. "Er det så mig der er svag nu, eller skal jeg dø først?" sagde hun med undertone af latter i stemmen. Hun tog sig til hagen og kunne mærke, at den var lidt øm. "Av, det var da ikke pænt gjort... men jeg havde sikkert fortjent det."
Hun samlede sin pistol op, som lå ved siden af hende, og som hun nok havde tabt, da han slog hende. "Kan du fortælle mig hvor du ikke er dækket af det der..." Hun viftede med en hånd mod ham for at understrege, at hun ikke vidste, hvad han kaldte hans skudsikre beskyttelse. "Så jeg ved hvad jeg skal sigte efter næste gang," sagde hun og sendte ham et flabet smil.