Tonight - Markulius

Den voldsomme kolde aura udstrålede fra en bestemt vampyr som i samme øjeblik skubbede døren op på hvidt gab. Så måneskindet skindede ham og fik ham til at lyse. Ud fra hans krop strømmede det kolde begær. Kvinder som mærkede det dånede nærmest. Fuld af begær efter ham. Han gik roligt ind af døren og så kort bare rundt. Hvæssede svagt af en kvinde som kom lidt for tæt på. Men kvinden faldt nærmest baglæns af forskrækkelse. Det så ud til at more denne vampyr at se det ske. Det kolde begær som var en af hans evner. Var det han brugte når han ville finde et offer. Men han havde lige spist. Så begæret strømmede ud fra ham uden han kunne styre det. Sådan var det altid når han lige havde spist.

Denne vampyr var kold men fristende. Han var en som alle piger ville have men ingen kunne få. Da en kvinde var så fræk at sætte sig på hans skød og svinge armene om hans nakke. Stoppede næsten alle i rummet. Han opdagede ud af øjenkrogen en sætte sig og kigge på ham gennem håret. Som om han var dum. Han kunne se hun betragtede ham. Han vendte sig mod pigen som sad på hans skød. Duften afslørede at hun var dæmon. Mens hende ikke langt fra var vampyr. Roligt smilede Markus. Vampyrens tænder voksede langsomt frem. Rundt om hans øjne kom der en lang rød cirkel. Og hans øjne så ud til at bløde så kraftig røde var de. Hans blik virkede som blikket der kunne dræbe. Derefter hævede han sin hånd roligt. Og med en lille kraftanstrengelse. Sendte han kvinden på en flyvetur hen over det bord foran ham og ned på gulvet. Hans blik blev normalt igen. Og hans tænder voksede ind. Og dog ikke helt. De var der stadig en smule. Mens han så rundt på alle de andre. De fleste så overrasket ud. Men en del var osse bange.

Roligt rejste han sig. Og skubbede bordet så det fløj rundt og landede ovenover dæmonkvinden som pev. Nogle af de andre dæmoner reagerede og trak nogle sværd. Markulius havde stadig sin drink i hånden som han tog en tår af. Hvorefter en af dæmonerne angreb. En kort bevægelse og så ramte sværdet ved siden af. Sparket der fulgte med sendte dæmonen gennem lokalet med en så høj fart at væggene lavet af sten knækkede svagt. De andre dæmoner angreb osse. Han kastede sin drink op i luften. Han tog begge sine knive frem. Og med voldsomme bevægelser. Sparkede han nogle af klingerne væk og slog de andre væk med knivene. Og til sidst sparkede samtlige dæmoner med et spark bagud så de lå på gulvet bevidstløs. Derefter satte han knivene i sine holdere. Og greb sin drink. Uden at spille en dråbe. Og smilede. Derefter skubbede han bordet på plads fra kvinden og begyndte roligt at gå imod kroværelserne.

Stilheden der fulgte var underligt tynnet stadig med hans kolde begær. Og pludselig ud af ingenting var der en der rømmede sig bag denne kvindelige vampyr. "Jeg er personligt ikke vild med at mindreårige bliver ædt. Og tro mig du vil ikke ha fornemmelsen af at få en endefuld af mig. Og jeg vil helst gerne undgå at give en smuk vampyr som dig den. Men jeg advare dig. Aldrig drik fra en mindreårig igen. Jeg slår dig ihjel." Sagde den rømmende person roligt. Og når hun så hvem det var stod Markulius få meter bag hende. Med begge arme på ryggen som om han ikke anså hende som en trussel. Før han roligt uden at ænse hende et blik gik forbi hende og gik på hug foran den unge pige. Roligt lagde han en hånd på hendes pande og mærkede efter roligt. Og smilede så svagt. "Hun klare sig." Sagde han roligt og rejste sig op stadig med ryggen til denne tydeligt ukontrolleret vampyr kvinde.

Han grinte svagt og rettede sig roligt op. Han havde ikke længere sin læderjakke på. Så den trøje han havde på var tydelig og fremviste hans perfekte krop som enhver kvinde ville dåne efter. Derefter vendte han sig roligt og langsomt imod hende. Og deres blikke var fæstet imod hende. "Tro mig ikke engang du ville kunne plante et enkelt slag på mig hvis jeg var forberedt. Jeg kan se folks bevægelser. Jeg kan se deres bevægelser før de egentlig gør dem. Ved hjælp af mine øjne. Kan jeg med den magtfulde kræft som min mester gav mig. Se ud i fremtiden. Normalt ser jeg kun et par sekunder ud. Så jeg kan forberede mig på deres angreb. Men ellers så plejer jeg kun at bruge mine kræfter hvis folk betaler mig." Sagde han roligt før han vendte blikket mod kvinden. "Nej du gør ej. Det er tydeligt du ikke er klar over hvad du gør." Sagde han roligt og så ned mod den lille pige igen. Og sukkede svagt. "Mennesker har ting som væsner ikke har." Han bukkede sig ned foran pigen og aede den lille piges ansigt blidt. De blide øjne fra den lille pige var tåreovervældet og forfærdelige at se på. Markulius bukkede sig frem og kyssede hendes pande. Og rettede sig op igen. "De har frihed. Selvom de ikke selv kan se det." Sagde han roligt før han roligt vendte sig mod hende. "De er ikke fordærvet af vores instinkter. De er ikke forbandet. De er frie. Og jeg vil med glæde ofre mit liv for en enkel gammel menneske." Sagde han roligt og vendte ryggen til kvinden og begyndte at gå hen imod trappen.