Et møde med en vampyr - Delilah

tid: sen aften
vejr: regn
sted: The forest
omgivelser: ingen i nærheden

Hauraki lagde inde i en lysning, han var blevet overfaldet, og var for langt væk fra godset. han forsøgte at samle sin energi, men det svært, da han ikke havde drukket blod i umenneskelige tider. hans sår havde også svært med at heale, når han ingen energi havde overhoved. hans blodige tårer løb ned af hans kinder. ville dette være enden på Inex vampyrenes ære, selvom han nu ikke havde nogen ære mere. han ville opgive livet, hvad havde han dog også at leve for. der var jo kun folks had imod hans familie og især mod ham

Påklædning: http://www.desktopwallpaperhd.net/wallpapers/3/9/eliza-dushku-dollhouse-35593.jpg

Tøjet klistrede til hver centimeter af hendes krop, og regnen der hamrede fra skyerne oven over hende, syntes ikke grine af hende og hælde mere væske ned over hende. Dog var det ikke det værste ved regnen der skyllede henover alt, for det værste var at den trampede rundt i de få spor der kunne betyde liv eller død for hendes bytte, og smadrede dem til ukendelighed. Hun vendte hovedet op imod himlen, hvor alt lys blev lukket ude af skyernes tætte blanker, og lukkede kort øjnene. Vandet gled ned af hendes kinder, og kølede hendes ansigt af.
Hvor havde hun savnet den tanktop der nu var klistret til hendes mave. Hun havde for første gang i lange tider været ude at shoppe, og havde denne gang køb mange af de sorte tanktops hun brugte hver dag. Læderbukserne havde hun også fået et par reserve til, og selv de højhælede sko der var overraskende praktiske fik et hun par ekstra af. Hun kunne simpelthen ikke overskue endnu en tid med kjoler og nederdele. Men det betød ikke hun fortrød hvordan hun havde flået det hele revet itu. Alting kommer med en pris, og denne fik et smil til at bryde frem på hendes læber.
Hun drog et suk, og lod et par fingre glide igennem den våde ting der engang havde været hendes hår. Omkring hendes liv hang et bælte hvoraf et par knive og en .38 hang, samt en lille pung der sad hæftet til det sorte bælte, hvori der lå utallige ekstra patroner af forskellige afskygninger. En lyd fangede hendes opmærksomhed. En stilhed havde hængt omkring hende som en aura, så da den næsten uhørlige lyd blev opfanget af hendes altid årvågne ører, så trak nysgerrigheden hende til. Hendes fingre fandt i ren refleks .38'eren hvorefter hun stille trådte nogle skridt fremad. Hun havde forvandlet sig til en skygge der sivede igennem mørket uden en lyd.
Hun så ud gennem træernes slør, og ud på hvad der så ud til at være en lysning af en art. Men det var ikke dét der fangede hendes blik.
En afkræftet vampyr lå i lysningen, og syntes at være i stor smerte. Hans krop var dækket af sår, og der var ingen tegn på at han kunne komme væk med egen hjælp. Hun stod endnu skjult af træernes skygger, og flyttede ikke fingrene fra sit våben. En simpel sikkerhedsforanstaltning. Tårer lavet af blod gled ned af hans kinder, og Delilah hævede et øjenbryn. Og himlede så drastisk med øjnene.
Latterlige vampyrer. Skal altid prøve at være så skide hellige. Det er derfor de udtørrer ligesom ham her.
Hun trådte ud fra træernes skygge, netop som månen brød fri fra skyernes afskærmning. Der skulle kun få skridt til, før hun stod ved siden af vampyren, uden på noget tidspunkt at have sagt et ord. Ved siden af hans hoved gled hun ned i knæ. Hendes fingre søgte hurtigt hen imod våbenbæltet, og greb fat i den sølvkniv hun var begyndt at bære rundt på hele tiden, siden hun begyndte at nærme sig varulve mere regelmæssigt. Varulve, varulv. Det er næsten det samme.
Hun trak den elegant op af bæltet, og få sekunder siden væltede blod op af hendes håndled. Snittets smerte kom først lidt efter, men den var ikke særlig voldsom idet hun havde lært hvordan hun skulle lave dette snit smertefrit. Kniven blev stukket tilbage i bæltet, hvorefter hun med et dybt suk stak det blodige håndled hen til vampyrens læber.
"Drik så. Og skynd dig lidt."
Hun lød som om hun kedede sig. Lettere utålmodigt.

han drak og kom kort tid efter til kræfter. han fik sat sig op og rev sin skjorte itu og forbandt hendes håndled. "Mange tak miss" sagde han høfligt og fornemt. "Jeg kan se at De er jægere, hvorfor så hjælpe den sidste i Inex klanen" sagde han og forsøgte at komme op at stå, men han var stadig rimelig svimmel

Hun kunne mærke hvordan blodet blev suget ud fra hendes håndled, men hun reagerede ikke. Hun så væk, fordi hvad der skete ved hendes håndled startede en voldsom kvalme dybt i hende, som ikke blev meget bedre af at hun ikke så på det. Men alligevel var det instinktet der fik hende til at vende hovedet væk fra det, hun så mange gange havde lært var noget forkert, og noget der burde gøre at han fortjente at dø - Især fordi han drak fra en dæmon. Men lige netop derfor rørte hun sig ikke, men sad stivnet i den samme stilling - Hun havde lært at han skulle dø for dette, så ikke tale om at hun ville krumme et hår på hans hoved. Medmindre han irriterede hende selvfølgelig, så var det ikke helt så sikkert.
Hvem kunne have fundet på at sige det? Din mor. Du er ved at blive din mor.
Hun pressede øjnene hårdt sammen, og vippede hovedet nedad, imens hun nærmest panisk skubbede tanken så langt væk fra hende som det var muligt. Hun var ikke sin mor, og ville aldrig blive noget nær hende. Hun tvang tøvende sine grønne øjne til at åbne sig, og se ned på hendes håndled. Hun ville gøre alt for at tage afstand til sin mor, for hun ville aldrig blive som hun. Delilah ville hellere dø end at komme tilbage til sin familie, og de rutiner de tvang hende igennem - Og det var højst sandsynligt også den pris hun meget hurtigt ville ende med at betale for ikke at komme hjem til dem. Der var snart gået tohundrede år uden at de havde fundet hende, men hun kunne ikke vide sig sikker, og ville aldrig kunne det.
Og så var hans læber væk fra hendes håndled.
En rivende lyd da noget blev flænset itu fik hendes blik til at flyve op, og falde på det stykke stof han havde revet af sin skjorte. Hun hævede vantro et øjenbryn da han bandt det om hendes håndled.
Vent .. Venlighed? Hvad sker der!?
Ved hans ord løftede hun blikket op til hans, endnu med det hævede øjenbryn. Miss? Hvorfor den her høflighed? Hun var ikke vant til at der blev talt høfligt til hende, så et kort sekund forvirrede det hende let. Selv inden hun flygtede fra sit hjem, hvor alle var fornemme og høflige, havde ingen talt høfligt til hende. Hun var jo en kvinde. Regnen var langsomt begyndt at aftage, men alligevel var hun stadig fuldstændigt gennemblødt. Hun rejste sig op på to ben, og så ned på ham.
"Fordi jeg ikke burde hjælpe dig."
Det var uhøfligt sagt, men det var sandt. Grunden til at hun havde hjulpet ham, var fordi hun altid havde fået at vide at hun ikke skulle gøre det. Så derfor var hun nødt til det. Hun greb fat om sit hår og svingede det over den ene skulder, hvorefter hun så igennem træerne bag ham.
"Er der et eller andet sted du skal hen? Du kan ikke blive liggende her, og jeg har ikke tænkt mig at blive hængende hele dagen. Hvis du skal have hjælp ville det være et rigtigt godt tidspunkt at sige det."
De fleste ville mene at hendes respons på hans høflighed var meget forkert, for der var ingen høflighed i hendes stemme. Men hvis man ville have høflighed var Delilah ikke den rigtige person at gå til, ej heller hvis man ledte efter venlighed. Han var heldig at hun var i sit bedre hjørne i dag, for ellers var der ingen tvivl om at hun havde ignoreret ham, på trods af hvad hun burde og ikke burde. Hun så endnu engang ned på ham.

Inex godset. jeg skal bare samle min energi først. jeg er nu ikke en af de bæster, som bare angriber, sandt jeg er vampyr, men jeg prøver at lade være med at drikke blod, selvom det gør mig svar og syg" sagde han og satte sig op af et træ. han hvilede hoved imod sine ben. han var svimmel, og havde kvalme