Byen sover snart, Katas

Sted: Bazaaren.
Tid: Mørket er begyndt at falde på. Det er vinter. Folk lukker deres boder rundt omkring.
Påklædning: læderrustning og et slag af snavset skind over den ene skulder.

Bazaaren sov aldrig, men aktiviteten dalede noget nu, hvor nattens forfront, tusmørket, satte sit angreb ind. Folk gik hjemad, andre dukkede op. Den slags, der talte lavmælt mellem boderne. Smeden var ved at pakke sine sidste ting sammen, da en grov skygge gled hen over hans disk. En ork. Smeden så lidt chokeret ud, orken var bare gnaven og rakte et savtakket sværd over disken.
"Kan du slibe det?" spurgte han med ru stemme. Det funklede i de brune, blodskudte øjne. Smeden trak en lille krystal af en læderpose, tilkaldte lysmagi og undersøgte sværdets æg.

"Jeg troede, I havde jeres egne smedjer," sagde han til orken og kradsede sig i nakken. Han var ikke direkte bange for orker. Smeden var en stor mand, han havde været smed hos hæren og var blevet skolet som en kriger. Han vidste bare også godt, at orker er hidsige og utilregnelige og egentlig burde undgå al kontakt med mennesker. Et særtilfælde som dette gjorde ham urolig. "Det bliver lidt svært. Ellers godt håndværk. Men meget slidt."
Orken trak på skuldrene.
"Du får ti af dem her," han holdt en guldmønt op, "hvis jeg kan hente det i morgen ved denne tid og det kan skære igen."
"Jeg kan gøre et forsøg." blev svaret.
"Godt," sagde orken og ville være forsvundet ud i mørket.
Smeden kaldte ham tilbage. "Hvilket navn skal jeg skrive på det?" spurgte han og fortrød med det samme, for han var ikke sikker på, orken kunne stave overhovedet.
"Uzlug," sagde orken, og orksproget ændrede hans stemme, gjorde den ujævn og kantet og en smule raspende.
Smedjen skrev to bogstaver, UZ.

Og Uz forsvandt ned ad butiksgaden, der kun var sparsomt oplyst af kulørte lamper. Han var lige så lettet som smeden. Han brød sig ikke om byen. Han kunne sanse alt for meget, mærke hvordan de mange mennesker trak vejret i deres alt for trange værelser, alt for tæt på andre, han følte, han kunne smage deres tørre, senede kød, og det smagte usundt. Selv om det var noget, de færreste orker tænkte over. Han ville bare tilbage i skovens store stilhed til bålet og de andre orker, hvor der ikke var brug for ord.
Så mærkede han det. Oven i alt det andet. Det var bare meget tættere på. En smerte. Han standsede og så sig omkring. Øjnene blev smalle. Han fugtede sine læber med en bleg tungespids og klaprede lidt med sine tænder.

//Det er helt okay, du er god!//

Uzlug vippede med ørerne, for hvor han kun havde sanset en skade, en krop, der klagede, kunne han nu høre det. Et skrig. Et højt kvindeskrig. Uz ville ignorere det. Menneskene kunne udrydde hinanden for hans skyld, men hans krop - den ville noget andet. Det kriblede under hans hud hvor magien flød i tynde, flødefarvede bånd, usyneligt for andres øjne og andres sanser, kun han vidste, det var der, og han var egentlig træt af det.
Det ville gøre noget. Det kaldte på ham, skubbede til ham, tvang ham til at vende rundt og trampe i den modsatte retning af skoven og hjemmet mens han sendte vrede blikke i retning af alle, der tilfældigvis var i nærheden.
Det var ganske vist ikke deres skyld at hans forvirrede hjerne pludselig fandt det nødvendigt at gå på redningstogt, men det var dem, der bunkede sig sammen i byer. Byer var dumt. Byer avlede vold. Det var en af de få ting, Uz egentlig havde forstand på. Vold.
Og hvordan det opstod. Det opstod når folk var for tæt sammen. Det var derfor, hans forældre var døde. Hans mor havde de kaldt Elverbane. Hans far havde heddet Batogg, men de havde aldrig kaldt ham andet end Storfod. En dag ville Uz også få et tilnavn. Måske for en heltemodig gerning som hans moder. Hun havde talt sytten elverhoveder, og deres rådnende ører havde prydet familiens hytte. Han blev revet ud af tanken af endnu et skrig. Det føltes som.. Snitsår. En arm. Halvdybt, næsten en centimeter hvor det var værst. Han vidste det, og han satte afsted i luntetrav mod lydens kilde. Der var ikke langt. Rundt om et hjørne, ind i et smalt mellemrum mellem to huse. Det var der, skriget kom fra. Med god grund, måske.
Som han stod der mellem husene kastede han en kæmpemæssig skygge, der lagde sig hen over et scenarium, der ville have fået det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste. Bare ikke på Uz. Det var jo trods alt kun mennesker, selv om pigen, der lå på ryggen, havde blod over det hele. Uz sagde ikke noget. Han gjorde sig bare stor og brummede så ganske dæmpet. Selv om han ikke var høj, slet ikke sammenlignet med manden, var han bred og hans skikkelse var skræmmende i sin umenneskelighed.

Manden skar pigen en rød streg ned over ballen, og det ringede svagt for Uzguls ører. Han pustede sig en smule op, og netop der fik manden øje på ham. Kaldte ham et monster. Det kunne han imidlertid godt spare sig, den store mand, det var nærmest en kompliment, og Uz følte sig næsten ganske smigret, i hvert fald indtil det næste udsagn tvang ham til at stoppe op og tænke sig om.

Find dit eget offer?
Et øjeblik gloede Uz bare udtryksløst på manden, så flækkede hans ansigt i et bredt, groft grin, da det gik op for ham, at manden bad ham finde sin egen lille menneskepige, han kunne mishandle. Virkelig? Havde gorillaen ikke andet at sige? Åbenbart ikke. Han fægtede med kniven, som var sløv af pigens blod og tvang hende så ned mod jorden igen med al sin kraft, og hun drejede hovedet og så på ham med gråd i ansigtet. Han så det imidlertid ikke, hørte kun hendes hviskende bøn. Han var fuldstændig fokuseret på dolken, og med en pludselig bevægelse trak han sin egen kniv, der var krum og bredbladet. Æggen var skåret et sted, men det forhindrede den ikke i at være nyslebet og drabelig.

Så stod han der med dén foran sig og ventede i en næsten afslappet position. Kun næsten. Hver muskel under hans grove hud var spændt, klar til at manden afslørede sin svaghed.
Ud over det faktum, at han var blevet taget med bukserne nede om anklerne, så var han ikke andet end en fjende på jorden. Godt nok bevæbnet, han kunne bide, men kunne han rejse sig igen? Ikke så længe, han havde travlt med at voldtage pigen. Han slyngede en række grimme ord i hovedet på hende, og Uzlug så sit snit til at træde et skridt længere frem mod dem.
"Gå væk," gryntede han til manden, "eller rejs dig og kæmp som en mand" han spyttede en stor klat grønligt slim på jorden ved siden af mandens knæ og fægtede en smule med sin dolk for at foregive at være en dårlig kriger. Det var han ikke. Han var en kriger af format. Nu skulle han bare have sit offer til at træde i fælden.

//Okay, hvis det kan lade sig gøre bliver jeg trold o.o Der er sgu da ingen, der kan tage en halvanden meter høj ork seriøst xD //

Uz noterede sig ud af øjenkrogen, at pigens øjne gled i, men det bekymrede ham ikke så meget. Ja, hun var såret, men det ville blive ordnet. Manden var det vigtigste lige nu. Selv om Uz havde ringe forstand på sindets afkroge, kunne han se at frygt i angriberens træk. Hvad der var sjovt? Der kom intet svar, ikke engang en trækning om munden. Kun en svag sitren fik næseringen til at vippe svagt, som om en indestænkt latter eller et lydløst angrebsbrøl trængte ud gennem luftvejene.

Så angreb manden, men Uz var langt hurtigere, gled frygtløst ind i angrebet og tog fra med sin dolk så gnisterne sprang mellem dem. Pludselig stod de fastlåst, orken (trolden) og manden i en position af rendyrket magkamp hvor vægt og kræfter gjorde udslaget - men kun et øjeblik. Et sekundt, et splitsekund lod Uz sin modstander mærke den styrke, han kunne lægge bag sine slag, så gled han fri af angrebet og tilbage i en sikker position, holdt dolken i et løst greb og ventede på en åbning.

Den viste sig pinligt hurtigt. Manden kunne åbenbart ikke holde blikket fra pigen (Uz forstod det ikke rigtigt. Hun var alt for tynd og svagelig. Som en skrøbelig blomst. Måske pæn i sit violette flor i det tidlige forår, men hun ville tabe sine blade, dø, når det blev vinter.), og netop som han slap sin fjende med øjnene, var ork/trolden på pletten, kastede sig frem og hamrede dolkens hæfte ind i mandens tinding af fuld kraft for helst at slå ham bevidstløs. Så trak han sig tilbage igen.