Brødre?- Kimimaro

Den ene knogle tættest på Kanames herres hals på hver af Kimimaros arme, voksede mod hans hals mens Kimimaro så hidsigt på ham "En hver der gør min bror fortræd, fortjener min vrede!" vrissede han før knoglerne lavede et hurtigt huk mod mandens strube, og gennem borede halsen så han døde. Kimimaro trak knoglerne tilbage i hans arme, og vente sig mod Kaname hvor han hurtigt fik øje på bedstemor. Kimimaro gik roligt hen til dem "Hej bedstemor lang tid siden!" sagde han roligt, og man kunne med det samme mærke at der var et anspændt forhold mellem dem "Har du det bedre Kaname?" spurgte han så da Kimimaro så på Kaname.

Kaname rystede. "Herren har ikke været venlig over for kaname, især ikke da kaname begyndte at spørge ind til jeres mor Kimimaro, din bror husker svagt jeres forældre" sagde hun. "Mistede dem, da jeg var fem, og så fandt jeg bedste, og fik jobbet hos Inex Familien" sagde han

Imens de snakkede tog Kimimaro 2 røde små bånd frem, som han brugte i sit hår så han havde håret mellem ørerne og panden samlet på hver side af hans hoved, før han tog sin trøje ordentligt på igen "Tja hukommelse kan være en svær ting, men fra nu af er i da fri fra den idiot!" sagde han roligt, og knejsede med håndledende så de knækkede makabert "Og hvad angår vores familie Kaname, så stoler jeg ikke på nogen af dem, jeg blev udstødt af familien efter jeg blev bidt! Det skulle ikke undre mig, hvis ingen har fortalt dig om mig!" han så mistroisk på bedste, da hun ikke havde været meget bedre end alle de andre.

bedste fandt mig grædende på gaden, den eneste grund til hun vidste jeg var mig, var fordi jeg ligner far" sagde kaname og så på sin bedste. "Hvorfor skulle jeg fortælle drengen at hans storebror er en vampyr" sagde bedste koldt. kaname så på dem. "Storebror kan du træne mig, så jeg vil kunne gå normalt rundt, og med skærpede sanser" sagde kaname

"Du kunne da i det mindste have fortalt ham, at han havde en storebror på den måde kunne han selv tage holdning til, om hvorvidt han ville opsøge mig eller ej!" sagde Kimimaro med en isnende kold stemme, der borede sig lige ind i ørerne på bedste. Kimimaro lagde en hånd på Kanames skulder, og lagde op til at de kunne gå lidt mere afsidiges sammen så de kunne snakke i fred "Selvfølgelig vil jeg det, og hvis du ikke har noget imod det, har jeg faktisk en gave til dig!" sagde han let.

hvad er det" sagde han og så på ham. han havde blod på sin skjorte. det var utroligt at han havde en storebror. det kunne jo godt passe med det billede, som han havde set da han var lille. før han røj på gaden, og før hans forældre bare med et forsvandt. han sukkede og fik ondt i hoved. "Jeg må sidde ned" sagde han

Kimimaro tog Kaname med hen til en sofa, og fik ham ned og side så han kunne komme sig over smerten ved den skade, han havde fået på sit øje. Kimimaro betragtede ham tænkende, og smilede lidt over det faktum at han endelig kunne snakke med sin lillebror "Nu ved jeg godt du bruger dit blod som våben, men jeg tænkte på om du havde lyst til et sværd, lavet af mine knogler?" spurgte han let "Så har du altid noget af mig med dig, og et stærkt unikt våben som man ikke finder andre steder! Det kan også hjælpe dig i kamp, hvis du af en eller anden grund ikke kan bruge blod som våben, så har du altid et sværd ved hånden!" Kimimaro var spændt på hans svar, og håbede at han ville have det.

bedsten hørte dem. hun hev dem væk fra hinanden. "Du kender det navn dit far kaldte din lillebror, men han er rigtig døbt André!" skreg hun. han så på hende. "Bedste hold nu op, selvom jeg er døbt André, så har jeg kaldt mig selv kaname så længe nu, og inex kuyran navnet var jo fra herren" sagde han

Kimimaro greb hårdt fat om struben på bedste, og pressede hende op mod væggen så hun ikke rørte gulvet mere "André siger du!" sagde han med et ondt smil over læben, og nu var det tydeligt at Kimimaro Kaguya i særdeleshed slægtede Kaguya klanen på "Kan du huske den gang du og resten af familien, valgte at udstøde mig fra familien? Jeg svor at jeg ville komme tilbage, og hævne mig når tiden var moden, og nu hvor jeg har fundet min lillebror har jeg ikke mere brug for, at resten af familien trækker vejret! Straffen kommer til dem der fortjener det, og at udstøde en ren blodet Kaguya i vanære fra familien, var lige det der skulle til for at påkalde jer min vrede!" ud af en af hans ribben, voksede en spids knogle direkte i retning af bedstemors hals, dog stoppede den lige ud for og han kiggede på André "Hendes liv er nu i dine hænder André, jeg ved jeg forlanger meget af dig lige nu, men jeg vil bede dig vælge mellem at gøre hende invalid eller lade hende dø!" sagde han roligt

han blev bange. "Han har kun holdt et våben af sit eget blod, jeres mor ofrede sig for at redde ham, og ingen ved hvad der skete med jeres far" sagde bedste så godt hun kunne. andre så ned. "Hun skal ikke skades, hun tog sig af mig, da jeg blev forladt, hun gav mig mad og tøj, lærte mig at læse og skrive" sagde han

Han så hende direkte i øjnene "Jeg ved ude mærket godt hvad der skete med far, han skulle have ladet vær med at provokere mig!" sagde Kimimaro vredt til bedstemor, mens hans knogle trak sig tilbage igen og han gav slip på hende "Du burde takke André, han har lige reddet dit usle liv! Men lad det ligge der, eller jeg vil finde dig og efterlade dit livsløse legeme bag mig!" Kimimaro vendte sig mod André "André jeg bor i en lejlighed et stykke herfra, og har mulighed for at købe dem overfor, det ville være rart hvis du gad flytte ind der?" spurgte han roligt.

hvad mener du med far. HVAD GJORDE DU VED HAM!" skreg han og ville ikke med. andré havde brug de sidste 6 år på at lede efter sine forældre, for at blive forenet med dem. var hans far død, og havde hans egen storebror slået deres far ihjel. "Tosset dreng, du og andre har ikke samme far, andres far tjente under din far" sagde bedstemoren

"Hvorfor tror du jeg dræbte ham lille bedstemor, han kom rendene for at rydde op efter min far og resten af jer forræderiske svin ved at slå mig ihjel, og det provokerede mig jo til at slå ham ihjel!" sagde han roligt til bedstemor, mens han så koldt på hende "Det er jo også på grund af ham, at André ikke har et akivt Kaguya gen da han bollede mor fed, fortyndede han vores blod!" Kimimaro rakte armen om til sin nakke, flyttede nakke kraven på sin trøje og med en væmmelig lyd trak han sin ryg søjle ud, formet som et sværd. Da han havde trykket det ud og plantede det i gulvet, kunne man se at det var perfekt udformet og ufatteligt skarpt, og den knogle hvide farve var en lille smule mere hvid end knogler ellers burde være "Her André dette er min gave til dig!" sagde han roligt og så på ham "Jeg ved at jeg dræbte din far, og du har lov til at hade mig for det men gjort er gjort, og jeg håber du kan tilgive mig for det!" Kimimaro vendte sig om, og gik mod døren og det ansigts udtryk han havde da han kiggede om på André fortalte tydeligvis en del. Kimimaro havde sådan håbet at André ville synes om ham og forstå ham, men han følte at André lige som resten af familien ikke kunne lide ham, og hellere ville udstøde ham end acceptere ham.

MIN FAR ELSKEDE MIN MOR!" skreg han og ville ikke se nogen af dem. han fik sit blod sværd frem, selvom han kastede op af dem. "Jeg vil se et billede af far, jeg ved du gemmer et bedste" sagde han og så på hende med et koldt blik. bedsten stivnede. hun havde kun set det en gang, og det var den gang andrés far blev fanget inde i andrés mors værelse

"Ja og det var lige den kærlighed, der gjorde at jeg blev smidt ud af familien, hvis han ikke havde elsket hende havde du måske ikke eksisteret men alt dette ville heller ikke være sket!" sagde Kimimaro roligt, og blev stående ved døren for at se hvad der nu ville ske mellem hans lillebror, og deres bedstemor.

far var herres fægte træner ikke sandt" sagde andré. han tog en kåre der hang på væggen. bedsten nikkede. "Din far var en dygtig fægter, din mor faldt for ham, da han trænede hende, men deres kærlighed var forbudt, din far var en sølle fægter andré, ikke din mor værdig" sagde bedsten. andré svang sværet mod sin bedste. "Tag de ord i dig igen, jeg tror jeg har fars fægte evner i mig" sagde han

Kimimaro gik roligt hen til André og lagde en hånd på hans skulder, mens Kimimaro så på ham "André det hun siger er sandt, Kaguya klanen måtte i følge vores regler ikke gifte sig med nogen uden for klanen medmindre det var en fra en venskabs klan, deres kærlighed var forbudt fordi din far ikke var med i nogen klan som sådan!" sagde han roligt mens han betragtede André "Jeg ved godt det er hårdt og høre, men hvis det kan hjælpe så vil jeg gerne fortælle dig din fars sidste ord! Han tiggede slet ikke om nåde, men han fik mig til at love at videregive en besked fra ham til dig hvis altså du selv vil høre den!"

Grandier slægten er svag....familien er svag...." sagde André og så et billede af sin højt elskede mor og flænsede det itu. andre gik hen til et spejl og tog en kniv der lagde, og så ind i spejlet og tog fat i sin hestehale og skar den af. han så derefter ind i spejlet igen, og lagde kniven mod hans andet øje

Kimimaro gik hen og stoppede ham, tog kniven og smed den så hårdt gennem rummet at den borede sig ind i væggen, i den anden side af lokalet "André nu stopper du, man er kun så stærk som man selv træner sig til, og med din evne kan du sagtens blive til noget stort!" sagde han bestemt og vente André, så han stod med front mod Kimimaro "Du har måske ikke et fuldt aktivt Kaguya gen i dig, men af en eller anden grund er genet stadig i dig, det flyder i dit blod, og du kan se det være aktivt hver eneste gang du bruger din blod til våben evne! Det fulde gen ville gøre dig istand til at bruge knoglerne, men du er åbenbart blevet istand til at styre dit blod med det!"

"KUNNE DET IKKE HAVE VÆRET MIG DER DØDE DEN GANG ISTEDET FOR FAR!" skreg han grædende. blodet fra hans skadet øje løb ned af hans kind. "Far havde intet gjort galt!" sagde han. "Du er ligesom herren, dræber en mand der forelsker sig, hvis jeg havde gjort ligesom far med at forelske mig i en som mor, havde du sikkert dræbt migligesom du dræbte far" sagde André. Via at han manglede sine forældre i sit liv, så havde han ingen selvtillid

"Jeg dræbte din far, fordi han afskyede mig og med mit Kaguya blod i årene blev jeg krigerisk og voldelig, da han stod og svinede mig til jeg er ked af at jeg dræbte ham, men jeg lover dig for at jeg ikke dræbte ham, af nogen anden grund!" sagde Kimimaro roligt og så André i det ene øje han stadig kunne se med "Og jeg vil aldrig dræbe dig André du er min lillebror, jeg acceptere dig for den du er, og acceptere de valg du tager i dit liv!" Kimimaro kunne et eller andet sted godt lide André, og han ville ikke gøre sin lillebror ondt eller lade noget ondt ske ham sådan uden videre "Jeg kan udemærket forstå at du må have det hårdt lige nu, det havde jeg også den gang vores familie udstødte mig fordi jeg var en vampyr, men du må forstå at selvom du oplever modstand i dit liv, betyder det ikke at du bare skal give op og ligge dig til at dø! Der vil komme modgang såvel som medgang i livet, og man må tage tingene som det kommer, selvom vores mor og din far ikke er i dit liv lige nu eller mere har du da stadig nogen der elsker dig! Du sagde du har en kæreste hun elsker dig sikkert meget, og jeg er din storebror selvom vi ikke kender meget til hinanden holder jeg stadig af dig!"

MIN FAR AFSKYEDE KUN HERREN; HAN VILLE ALDRIG AFSKYE ET BARN!" skrg andré rasende og ville bare væk fra det. han tænkte hvordan han kunne skade sin herres familie helt. han tog sværdet og gik mod herres døtres værelser. han gik ind på den yngstes værelse først og låste døren. den lille pige sov i sin seng. andré så på hende. han ville dræbe hende

Nu var Kimimaro faktisk ved at blive godt træt af Andrés humør, og da han tog sværdet for at gå op til hans afdøde herres yngste datter, gik han roligt op op til den låste dør, dirkede den op med en lille knogle fra hans finger og gik direkte hen til André som fik hen hånd for munden, og en af Kimimaros arme ind under sine egne og rundt om brystet "Hvad tror du at du ville få ud af det?" Hviskede han roligt og trak André ud af rummet "Jeg ved ikke meget om hvad det lig nede i stuen har gjort ved dig før jeg dræbte ham, men hvis børnene bliver noget problem så lover jeg dig for at det er bedre jeg dræber dem end du gør! Fald så til ro og lyt til mig, inden du begynder at gå mig på nerverne lillebror!" Kimimaro skubbede døren til pigens værelse i med foden, før han vendte André om og så ham i øjnene med et stålfast blik "Jeg ved ikke hvordan din far han var mod dig, eller andre væsner for den sags skyld men jeg ved hvad han var en del af, da han kom ind i mit liv!" sagde han roligt "Vores mor og min far var pissed off over at Kaguya genet var aktivt i mig, når det ikke havde vist sig i særligt mange andre dengang, og de hadet mig sammen med resten af familien! De gjorde alt hvad de kunne for at få mig til at skride, og gøre mit liv til et helvede men det gik først galt da der skete 2 ting! Samme nat som jeg blev bidt og forvandlet til en vampyr, var den samme nat vores mor forlod min far for din far, og da jeg kom hjem hårdt såret blødende og halvvejs død, ved du så hvad jeg fik af vide? Din far havde overtalt familien om at jeg var et outcast, og vores mor gav ham ret så da han åbnede døren fik jeg fingeren samt besked på at holde mig langt væk!" Vreden var tydelig i Kimimaros øjne ved tanken om denne fortid, og man kunne høre på ham at han ikke løg "Da jeg fik min hævn over ham, var det eneste jeg fik en undskyldning samt dit navn og besked på at jeg skulle fortælle dig det her, og de aller sidste ord der undslap hans læber var at han håbede du af alle kunne tilgive hans og mine handlinger!" sagde han roligt

det var nu jeres bedstefar på jeres mors side der gav den ordre" sagde bedste. "Kimimaro, andrés far kom hen til dig, for at fortælle dig, at han så dig som sin søn, men du lod ham aldrig tale før du gjorde det af med ham, André nåede aldrig at opleve sin far" sagde bedste. "SLIP MIG HELE FAMILIEN HER SKAL DØ; SELV DEN GRAVIDE FRØKEN!" skreg andré

Kimimaro så koldt over på bedste mor, mens han tog et fast tag i Andrés arme så han ikke løb nogen vegne lige med det samme, og Kimimaros greb blev lidt hårdere da knogle pigge voksede rundt omkring i hans ansigt "I er alle løgnere til det sidste, Andrés far kom til mig med en daggert i hånden, og angreb mig bagfra så om du lyver lige nu, eller han løg den gang overfor dig!" sagde Kimimaro koldt, tydeligvis såret over at høre hans egen bedstemor stå og sige disse ting til ham. Kimimaro så på André igen "Nej de skal ej, ikke før tiden er inde til det!" sagde han stadig godt på vej op i det røde felt "Og vi går nu, du har brug for at køle ned du tænker ikke klart!" Kimimaro tog André med sig udenfor, og var ligeglad med hvor meget han så end måtte kæmpe imod.