Brødre?- Kimimaro

HAN HAVDE ANDRÈ I SINE ARME DA HAN DØDE; HVORFOR TROR DU ANDRÈ IKKE KAN LIDE KNIVE!" skreg bedste. hvilket var sandt. andré var rigtigt imod våben. han huskede sin fars blod der ramte hans ansigt. "HAn ville vise dig andré, og så dræber du ham!" skreg bedste

Kimimaro ignorerede hende bare, og gik sin vej. Hvis det havde været sandt at Andrés far havde haft Kimimaro i sine arme dengang, hvordan kunne det så være at fyren havde stået med en kniv foran hans strube og truet ham på livet? Det betød jo så at enten havde Kimimaro ikke dræbt Andrés far, eller også var nogen fuld af løgn og han var ved at blive godt ophidset lige nu, så der skulle ikke meget til før Kimimaro ville gå fuldstændig amok.

André lignede sin far på en prik. men han lignede ikke den mand der angreb kimimaro den gang. men han lignede den kimimaro havde dræbt. "I følge bedste, så havde min far en bror, der lignede ham meget, på nær at han havde et ar på halsen" sagde andré

Kimimaro så roligt på André da han snakkede, og lagde hovedet på skrå. Den han havde dræbt havde et ar på halsen, og langsomt trak knogle piggende i hans ansigt sig tilbage "Så har jeg dræbt din onkel, den forpulede idiot han ville have mig til at tro han var din far!" sagde han vredt, og slap André og gik hen foran bedstemor "Hvis du ved hvor Andrés far er, så fortæl mig det jeg vil vide hvorfor han fik mig forvist den gang, og valgte at prøve at opsøge mig dengang!" sagde Kimimaro roligt "Der må være en eller anden grund til det her puslespil, og min lillebrors far må vide noget som jeg åbenbart ikke ved!"

den evne din bror bære, Blood sword er forbudt, hans far blev forvist pågrund af den, mere ved jeg ikke, jeg ved ikke engang om hans far lever, men hvis folk ser han bruger den farlige evne, så slår man ham ihjel" sagde bedsten. andré stivnede. han så på dem

Kimimaro nikkede roligt, vendte sig om mod André "Det var vist meget godt jeg fandt dig, før nogen slog dig ihjel lillebror!" sagde han roligt, og gik mod døren "Kom med du er mere i sikkerhed, et andet sted end du er her!" Kimimaro greb det rygsøjle sværd han havde lavet til André tidligere, og gik hen til døren for at åbne den.

kimimaro træn din bror, gør ham stærk, og giv ham selvtilliden, du husker vel hvordan hans far var, når han trænede din far" sagde bedsten og døde kort efter af hjerte stop. andré stivnede og tog fat i kimimaro og græd. hans bedste var det sidste han havde tilbage om sin far

Kimimaro lagde roligt armene om André for at trøste ham, da bedstemor døde for øjnene af dem. Han så roligt på André med et neutralt ansigts udtryk, og tænkte lidt "Som det er lige nu er det vist bare dig og mig lillebror, så hvad siger du til at komme med mig hjem?" spurgte han roligt.

André nikkede og holdt mere fast i ham. "Men jeg er jo ikke som dig, jeg kan jo ingen ting. jeg er en øjet jo" sagde han og tørrede sit øje. han gabte. "Jeg er ret så træt" sagde han udkørt

Kimimaro klappede ham på ryggen for at virke betryggende, og holdt ham stadig ind til sig så han kunne mærke at hans storebror holdt af sin lillebror "Vi kan ikke alle sammen være ens André, og hvad angår din styrke så vil jeg gerne træne dig, på grund af min egen evne med knogler, kan jeg nok godt lære dig at bruge den godt, for ikke at glemme mine kamp evner udover det, så bare rolig jeg skal nok gøre dig stærk hvis du vil have det!" sagde han beroligende "Men lad os komme hjem til mig, der kan du få en varm seng at sove i, og være tryg!"

okay" sagde han og holdt godt fat i ham, for han kunne intet se for sin vestre. på grund af sit mistet øje. han havde også ret så ondt i hoved, og han var svimmel. han tænkte over hvad han havde gjort og stivnede, han havde truet med at dræbe børn og en gravid frøken

Kimimaro tog om Andrés arm, og tog ham med sig hjem til hans lejlighed hvor Kimimaro havde et gæsteværelse, som André kunne låne og sove i "Herinde kan du sove indtil videre, så snakker jeg med udlejeren i morgen om at få lejet en lejlighed her i bygningen, så du kan få dit eget sted!" sagde han roligt og hjalp André hen på sengen. Kimimaros lejlighed var noget pænere end man skulle tro, den var rummelig og utroligt vel indrettet.

jeg har overvejet at købe et hus, og måske starte en fægte skole" sagde han og gabte meget træt. urtoligt at han kunne være så træt. men han havde jo også mistet øjet, så det havde jo taget ret så meget af hans energi

Kimimaro gik hen mod døren, og så om på André da han snakkede "Det kan vi snakke om i morgen lillebror, lige nu skal du vist have dig en god nats søvn!" sagde han roligt, og efterlod André alene med døren lukket så han kunne få fred. Kimimaro gik ind på sit værelse for selv at gå i seng, og hans værelse var komplet mørklagt på grund af gardinerne.

André faldt i søvn og drømte om familien og om sin elskede. han drømte om at få sin egen familie og at gøre alle stolte. men hans drøm blev med et til marridt, hvor han drømte at alle blev slået ihjel foran ham

Kimimaro der ikke sov så meget, var vågnet nogle timer efter og kunne høre noget inde fra gæsteværelset. Det lød som om André havde mareridt, men Kimimaro vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre ved det, udover hvis André selv kom ind og spurgte om hjælp.

andrévågnede i et chok. hans skjorte var blodig. "Hvorfor det marridt igen, har ikke haft det så længe" sagde han trist og gik ud af værelset. han fandt badeværelset og gik der ud og kastede op. han kastede blod op og gik så ud der fra. han så et billede stå på et bord og tog det op og kiggede på det. "Med det er jo Kimimaro..med et spædbarn.. han ser så stolt ud, mon han har børn" sagde han

Kimimaro hørte ham gå ud og brække sig, og da André kom ud fra toilettet igen kom Kimimaro ud til ham, og så ham stå med billedet af ham selv og hans forsvundne barn som hans daværende kæreste havde taget med, den gang hun forlod ham uden videre "Jeg kan se du har fundet det eneste billede jeg har, af mig og mit barn!" sagde Kimimaro mildt, og stoppede ved siden af André "Det er taget på hospitalet efter hans fødsel, vi havde ikke engang givet ham et navn endnu, men et par dage efter dette billede blev taget, forsvandt hun med barnet!"

måske blev hun tvunget, bedste fortalte mig, at da jeg blev født, blev mange kvinder tvunget til at forlade den i elskede, især hvis barnet var uægte.. ja ligesom jeg nu er" sagde andré og tog et billede fra sin lomme. et billede af ham og hans mor. andré sukkede. "Mor fortalte mig aldrig ret meget om min far, kun at hun elskede ham, og at det pinte hende, da hun blev tvunget væk fra ham, kort tid efter at jeg var blevet født" sagde andré

Kimimaro lænede sig ind mod André for at se billedet af hans mor, og han stivnede kort da han så kvinden tydeligvis fordi han genkendte hende, Kimimaro drejede hovedet mod Kimimaro André igen stadigt med det lettere stivnede ansigts udtryk "Hvis det der billede er af din mor, betyder det at vi ikke er brødre, for din mor er min forsvundne eks kæreste!" sagde han let.

han tog noget ud fra billedet af sin morr. "ifølge bedste, så er dette min fødselsdagsatest" sagde han og rakte hm den og gned sit skadet øje, så han fik blod på hånden. "Jeg har ikke set mor siden var jeg helt lille, jeg ved ikke engang om hun lever. bedstefar forlangte jeg fik efternavnet Grandier, for så ville alle vide jeg var et uægtebarn" sagde han

Kimimaro studerede fødsels attesten, og det hele stemte overens med at André var hans søn. Kimimaro så op på ham, mens han rakte attesten tilbage til ham "Det hele stemmer overens André, du er ikke min lillebror du er min søn!" sagde han mildt og klappede ham på hovedet, med en blid hånd og et smil på læben "Og jeg er ligeglad med om du er et uægte barn, hvis du vil er du velkommen til at tage mit efternavn til dig, og jeg holder af dig alligevel om du tager det eller ej!" Kimimaro var tydeligvis glad for endelig at have fundet sin søn, han havde tænkt meget på André siden den gang Kimimaro mistede ham, og der var da også et par brikker der faldt på plads med det André fortalte ham.

jeg er ret så glad for mit efternavn, folk kender mig med det" sagde han. han græd lidt. han kunne ikke fatte at han havde fundet sin far. han havde jo ledt siden han var 12 år, og nu kunne han endelige sige at han havde sig en far, istedet for at folk kaldte ham forældreløæs

Kimimaro gav ham et kram da han så Andrés tåre, og smilede lidt til ham "Hvad siger du til at få sovet lidt, så kan vi 2 gå ud og træne når du er udhvilet?" spurgte han mildt og virkede til at være stolt over at have fundet sin søn, og se at han var vokset op og blevet til en fornuftig ung mand.

ja..far, det er måske en god ide" sagde han. "Øh far du har vel ikke en ren skjorte, min er helt blodig af blodet fra mit øje" sagde han og kløede sig i håret. han vidste at så længe hans øje blødte, så måtte han ikke bruge blood sword, det ville kunne slå ham ud, eller i værstefald ville han kune dø, i hans tilstand