A new friend //Jack White//

V: Solen skinder, men alligevel ligt kølligt
S: Doomsville Angerforge District Hospitalet
T: 12:34
O: døre, gange, senge, reception
P: Se på billed med en sort jakke og håret sat op i en flettet hestehale

Luce havde i flere dage hørt om en eller anden Jack eller sådan noget af John og hørt lidt om ham hun viste, at han boede på en lukkede afdelling og at han var tvillingebror eller sådan noget i den stil, hun kunne ikke helt huske det. Hun havde sagt til John, at hun ville handle ind og kigge på huse med en have eller en lejlighed der var stor nok til dem og Bruce sov jo i sin lille vugge og John lovede, at passe på ham. Imens hun gik der og kiggede på huse nærmede hun sig det hospital John havde fortalt, hvor hans tvillingebror var indlagt, på den lukkede afdelling enda. Hun stoppede op og trangen til, at skulle møde sin svoger voksede op i hende fordi hun ville da møde sin søns onkel og sin fyrs bror, som hav var begyndt, at tale meget om den sidste stykke tid. Hun gik ind på hospitalet og hen til skranten, hvor der sad en dame som så ud til, at være lidt oppe i årene, hun havde langt krøllet grå/sølv agtigt hår der sad i en hestehale. Hun virkede til, at have travlt med noget bag den høje skrænt, der hang et skilt ovenover hvor der stod "Reception" hun kiggede lidt rundt og der var næsten ingen mennesker på gangende og alle dørene lignte noget fra et gammelt fængsel eller noget lignende, hvor der stod numre på de forskellige værelser. Der stod et åbent rum overfor receptionen og der også hang et skilt ovenover som pegede ind mod rummet hvor der stod "Ventesal" hun kiggede ind i rummet, det var ikke særligt stort og der var kun et bord med nogle gamle blade hvor der stod nogle stole som man ikke ville sidde ret godt i. Der var kun nogle få mennesker der sad og så ret utålmodige ud.

Jack sad i sin lille celle han havde tegnet over alt på væggene. det var beroligende for ham. døren blev smækket op og en af hans store sygeplejere gav ham en spændetrøje på og en mundkurv på "ingen bidden den her gang Jack" den sidste gang at han var uden for sin celle havde han bidt en sygeplejer i armen og stukket en anden i øjet med en plastik gaffel "det er ikke min skyld i ikke lader mig spise i fred" han smilede bag masken da han blev låst fast til briks i oprejst position "hvor skal vi hen min gode mand" han så ned på manden der havde lagt ham i spænde trøje "du har besøg" et smil spillede over Jacks læber "besøg fra min kære bror igen" manden rystede på hovedet "en kvinde" de låste et bur om hans hoved inden de gik fra den lukkede og ned mod receptionen. han nynnede bethovens femte symfoni og kom ud i receptionen.

Luce så på receptionisten og rømmede jeg "Hej, jeg vil gerne snakke med en hr. Jack White?" man kunne høre i hendes stemme at hun var usikker på navnet. Hun var ikke helt så tryg ved, at være her, men hendes nysgerrigtet holdt hende her og nu havde hun bestemt sig for, at møde Jack som var hendes fyrs bror. Recepsionisten så lidt mistænkeligt på Luce og sagde "Jeg sender en efter ham, men jeg advare dig han er noget af en vildbasse og kan være meget farlig for sine omgivelser" hun sendte en sygeplejer efter Jack. Luce lænede sig lidt op af skranten og ventede på, at de kom med ham. Hun så noget undrende på ham da de kom med ham på en slags bore der var rejst op og så hvordan de havde spændt ham fast. Hun blev noget mere usikker på det her og overvejede, at gå, men hun blev. Hun stod og ventede lidt til de var kommet tættere på hende.

han så på kvinden i receptionen hvad er der nu jeg var lige ved at dekorere min fine celle med lidt kunst" han så hen mod kvinden der stod henne ved vente stuen "goddag luce, min gode bror har fortalt mig meget om dig efter i mødtes" han så på hende mens hans hoved kørte frem og tilbage "nå hvordan har min nevø det" han så på hende med et lille smil "ligner han sin gamle far meget" han så på hende som om de havde kendt hinanden i lang tid. hun sp ham lige ind i sine grå øjne, galskaben i dem fik hende til at kigge væk igen. det var ikke noget problem for ham da de fleste gjorde det.

Hun så undrende på ham og forvirret over hvordan han viste der var hende "Hej Jack" hun så op og ned af ham "Har også hørt lidt om dig de sidste par dage" hun så undrende på hans hoved der bare kørte frem og tilbage i det bur der var over hans hoved. "Han har det fint han ligner sin far op af dage" hun undrede sig over hvordan han kunne snakke til hende som om de havde opvokset sammen. Hun så ham i hans grå øjne og kiggede væk igen. Han så helt sindssyg ud og det skramte hende på en eller anden måde. Hun tog sig sammen og kiggede op på ham igen "Hvordan går det så med dig?" hun prøvede at undgå og se på alle hvordan han var spændt fast til en briks og det hele.

han så på hende "det er ikke så slemt her men der bliver kedeligt her. man har kun den underholdning man selv laver" han grinede lidt mens han så på en af sygeplejerene der havde en klap for øjet "man kan sige jeg ikke er hans øjesten længere" han grinede igen. det var den typiske maniske latter "vil du ikke hjælpe mig ud her fra" han så på hende "kom nu, bebe bebe bebe bebe. GØR DET" han grinede vanvittigt. han kørte hovedet frem og tilbage da en af syge plejerne "kom så Jack du skal ind og spise din mad" Jack så ned på ham "men nu har jeg det lige så sjovt kom nu lad mig blive"

Hun så på ham "Sådan er det jo" hun kiggede lidt på sygeplejeren med det en klap for øjet. Han så ret skrammende ud med den klap for øjet og kiggede på Jack igen "Lad mig gætte du gjorde det?" hun kunne godt se nu hvorfor han var blevet indlagt her og sat fast. Han var jo bindegal! Hun så undrende på ham "Jeg er nok ikke den rette du skal snakke med det om" hun mente ikke han burde slippes fri ihvertfald ikke så længe han var sådan der. Hun så på uret den var ikke så meget endnu, så hun kunne godt tillade sig, at blive her lidt endnu. Hun så på ham "Jeg kan vel godt underholde dig imens du spiser din mad?" hun kiggede spørgende på sygeplejeren om det var i orden.

han så rundt på vagterne omkring ham "se sådan opføre man sig" han blev slæbt ind i et lille rum med vagter på begge sider og med Luce på den anden side af boret. han spiste noget grød. eller han håbede da det var brød, maden på hospitalet var meget dårlig. det han mest af alt ville have var en cheeseburger eller noget han faktisk vidste hvad var. han så op "så min brormand der, snakker han meget om hans sindssyge tvilling" han smilede til hende med lidt grød på kinden.

Hun kiggede på dem, da de kørte ind i et lille rum, hvor de satte sig på hver deres side af ham. Hun gik hen og satte sig på en stol overfor ham på den anden side af bordet. Hun kiggede på den mad han skulle have, det var ikke ligefrem det hun ville have at spise hvis det var hende der skulle have det. Hun så på Jack der havde fået grød på kinden "De sidste dage ja" hun smilte venligt til ham. Hun undrede sig meget over hvad han fejlede "Det lyder nok dumt men... Hvad fejler du?" hun var lidt flov over at spørge ham om det.

han så på hende "det løgn. han har ikke fortalt dig det har han" han grinede selvtilfredst og lænede sig fem over bordet "din lille kæreste var meget centreret på at han skulle fortælle om sin bror hvorfor ville han så ikke fortælle om hvad der gjorde ham så Fucked up" han smilede til hende med et glimt i øjet og lænede sig tilbage i stolen "det begyndte da vi stadig boede på klosteret, han har fortalt dig om klosteret ikke" han så på hende med et lille smil "anyways der var den her store portal ind til en anden dimension. min kære bror vædede med at jeg ikke ture gå gennem den" han så på hende. smilet var væk "jeg tilbragte en uge i tomrummet mellem verdenerne. ingen lyd og kun glimt af andre verdener" han så på hende og så alligevel ikke "stilheden gav mig tid til at tænke. jeg lærte at bruge hele min hjerne" han tog noget af grøden og hældte det ud på bordet. han aftegnede et lille stykke "ser du normale mennesker og væsner bruger kun så meget af deres hjerne. jeg kan bruge det hele" han skrabede grøden ned i skålen igen "der er ting man ikke skal se min fine ven" han stirrede tomt ud i luften "jeg så vores forældres mord for øjnene af mig. et minde jeg havde fortrængt for århundreder siden på det tidspunkt. og alle de væsner jeg så i de andre verdener oven i" han smilede igen "nu kender du historien om min galskab" han smilede igen mere end før han skræmte hende lidt og han kunne lide det.

Hun så lidt på ham "Nej, det har han ikke" hun så undrende på ham. Han skræmte hende stadig lidt, men var ved at vænne sig til, at han havde nogle skræmmende ansigtstræk og nogen gange lavede nogle bevægelser som var ret så skræmmende syntes hun og det mindede hende om den første gang hun mødte John. Han gik gennem gaden og alt blev ret dødt og derefter i en gyde hvor hun fik en sæk over hovedet af en af hans venner. "Han ville vel bare skjule det som han mente ville skræmme mig fra vid og sans" Hun så lidt på ham og lyttede roligt til det han fortalte. Hun kiggede undrende på ham da han hældte noget grød ud på bordet. Det var ret underligt for det er vel ikke helt normalt, at man hældte sin mad ud på bordet bare sådan uden videre. Hun forstod det heller ikke rigtigt da han begyndte, at dele det op. Hun begyndte at kunne forstå meningen med grøden da han fortalte hende om, hvordan han brugte sin hjerne i forhold til andres. Det rørte noget ved hende da han fortalte hende om, hvordan han så deres forældre blive dræbt for øjnene af ham. Hun kunne også se, at det på en måde rørte ham, at fortælle om hvordan han så det. Hun kiggede på ham "Så det, at være i et slags tomrum af verdner gjorde dig mere eller mindre psykisksyg?" hun viste godt, at det var et rimeligt dumt spørgsmål, men hun skulle lige opsamere med sig selv, så hun var sikker på, at hun havde forstået rigtigt alt det han havde fortalt hende. Hun så rundt "Hvem var egentlig dem der slog jeres forældre ihjel og hvordan var det, at se dem blive dræbt?" hun var blevet meget nysgerrig for hun havde aldrig set sådan direkte hvordan det er, at se et andet menneske dø. Hun har set hvordan man ser ud efter man har ligget under en drage der vejer over 100 kg og ikke kunnet se hvordan de havde det med, at blive dræbt eller noget andet. Hun kiggede lidt ned i bordet og tænkte samtidig tilbage på da hun gik på den skole for umulige unge og hvordan hun havde set folk få smerter gennem et halsbånd de unge havde fået på, som var virkelig umulige. Nærmest farlige at havde gående mellem folk og andre unge.

hans øjne var små "du vil ikke høre om det tro mig" han lagde hans hænder på siderne af hendes hoved "men jeg kan vise dig det" han så hende dybt i øjnene med sine grå. han lod hele rummet snurre indtil de stod midt i et hus. to små drenge sad midt i den lille stue og legede med deres mor der sad ved et lille bord " leg nu pænt John" den hvidhårede af de to sad og slog den grønhårede med en legetøjs hammer. i samme øjeblik stormede en mand ind af den lille dør "hurtigt mina får drengene ud her fra nu" kvinden fik de to drenge båret ud af bagdøren da to andre brasede ind og huggede mandens hoved af. kvinden skreg sammen med børnene men hun forsatte med at løbe. indtil de fangede hende hun blev hugget i småstykker af to store ulve skikkelser. to andre skikkelser dræbte varulvene på stædet og to de små drenge med sig ud af den lille skov.

Hun så på ham "Hvorfor vil jeg ikke høre det?" hendes hjertede stoppede i et få sekund da hun mærkede, at han havde taget fat i sin hånd. Hun kiggede skiftevis på vagterne som som ved siden af ham. Hun så ham i øjnende. Hun havde dunkle drageøjne med et skær af lilla i sig. Hun viste ikke hvad der skete og fik en underlig følelse i maven da hele rummet begyndte at køre rundt. Hun blev lidt svimmel af det. Hun kiggede med store øjne på det der var sket. Hun tog sit hoved tilbage og rystede på hovedet som var hun ved at blive gal. Hun sukkede lidt og hviskede "Så det er sådan folk så mig efter den gang..." hun havde endnu en gang fundet ud af noget med sin fortid. Hun kiggede op på Jack "Hvordan tog John det der?"

han smilede bare "tror du han husker det her. hvis han gjorde ville han nok dele en dobbelt celle med mig i det her hul" han så på vagterne "det er ikke personligt drenge i har altid behandlet mig godt" vagterne løftede bare skulderne "du har ret det er et hul i jorden. jeg er bare glad for jeg ikke skal være her resten af mit liv lige som du skal. jeg føler for dig" de kom med to kopper kakao, eller var det kaffe igen han ville ønske han vidste hvad han puttede i munden for bare en gangs skyld.

Hun kiggede på ham og lyttede til det han sagde. Hun trak lidt på skuldrende over det han sagde. Det kunne der vel være noget om "Tja har du nok ret i" Hun kiggede rundt i rummet. Hun smilte lidt for sig selv da han snakkede til vagterne og de var enige i det han sagde og at de var glade for, at de ikke boede der ligesom han gjorde. Hun smilte venligt til vagterne da de kom med en kop kakao til hende og en kop med noget i til Jack. Hun tog sin kop og drak lidt af kakaoen. Hun kiggede lidt rundt "Her er da ellers ret...hyggeligt nok" hun smilte roligt. Hun viste godt det ikke lød helt overbevisende som det ellers kunne være.