Fortsættelsen af Sorry dad //Zann, Urox Gravezia//

//Urox er kun med i dette emne i en kort periode så det ville give lidt mere mening//

S: skoven
O: træer
T: 14:32
V: solen skinder og der er rimeligt varmt udenfor
P: En lilla top og et par sorte shorts

Luce løb bare videre, dybere ind i skoven end hun allerede var. Hun løb selvfølgelig sammen med barnevognen hvor Bruce lå i. Han var begyndt at græde fordi Luce bare løb afsted. Hun græd selv fordi hendes far havde konfronteret hende med hendes fortid og fortalte hende, at hendes egen mor ikke en gang elskede hende. Det var alt sammen så forvirrende. Hun viste ikke at der var nogen eller noget der holdt øje med hende og forfulgte hvert et skridt hun tog. Hun hørte Urox råbe og hans høje vingeslag. Hun kiggede op, men kunne ikke se noget for skovens træer. Hun løb videre og tårerne strømmede ned af hendes kinder. Hun løb igennem de små grene der stikkede ud til alle sider fra træerne og var ligeglad med, at det uglede hendes hår og lavede nogle små mærer på hendes ben hvor der kun var rent hud. Hun var flere gange ved, at falde men hun fik altid lige rettet sig selv op igen og løb dybere og dybere ind i skoven.

Ud af skyggerne kunne man høre skridt. Ikke bare et par. Men flere. Som om der var en hel deling mænd om hende. Og pludselig foran hende stod en mand med en lang frakke over skuldrene. Indenunder sad jakken som passede til frakken. Under den en skjorte. Og på benene et par flotte bukser. Og til sidst men ikke mindst. Et par lakkeret sko. Perfekt lakeret. Urørte. Som om de var nypudsede. Det lange blå hår hang ned af hans ryg. Og de næsten helt sorte øjne var rettet direkte imod hende kvinden der kom løbende imod ham. Grinet fra hans læber var hånligt og ligefrem drabeligt. Før han langsomt hævede sin arm blidt. Og med en hurtig finte da hun kom hen ved siden af ham. Bukkede sig og greb fat i hendes ben. Og hendes ene arm. Så hun ville miste ballancen og miste tabet på barnevognen. Lidt længere henne kom endnu en mand frem. Denne mand var dækket af en kutte med hætte. Og stoppede barnevognen så den ikke væltede. Fra sidderne kom 2 skeletter med rustning. De stod 4 mænd om hende pludselig. den eneste man kunne se ansigtet på var deres leder. Den unge mand med det blå lange hår. Det var osse den eneste af dem der snakkede. "Sikke dog uheldig du er." Den kyniske dybe stemme var utrolig ond og drabelig. Og kunne få enhvers hår til at rejse sig af skræk.

Hun løb bare videre som om intet var sket. Hun kiggede til alle sider da hun begyndte, at høre nogle skridt, men hun kunne ikke se noget. Hun troede at det endnu en gang var hende der var ved at blive sindssyg. Hun så et skikkelse foran hende. Han så ret skræmmende ud i hendes øjne, men samtidgi stod han også i vejen for hende. Hun valgte så at løbe forbi ham. I det hun kom ved siden af ham mærkede hun pludselig noget tage fat i hende. Hun væltede forover og tabte grebet af barnevognen som kørte videre mod en skråning. Hun skreg under sit fald og landte på siden i det hendes ene arm og ben blev holdt oppe i luften. Hun slog hovedet ind i knæet på fyren der holdt hendes arm og ben. Det blødte lidt, men det var ikke særlig meget.. Hun så hen imod barnevognen med et chokkeret blik. Der var dukket en eller anden mand op og havde stoppet barnevognen. Hun havde ikke registreret, at der var andre end ham som holdt hendes arm og ben oppe i luften. Hun var lidt forvirret efter hun havde slået hovedet ind i hans knæ. Hun fik vredet sin arm og sit ben fri og rejste sig op. Hun kiggede op på fyren med det blå hår. Hun havde ikke registret, at hun var omringet for hun var stadig meget forvirret over situationen. Lidt blod fra hendes pande løb ned over hendes ene drageøje som hun havde lukket for ikke, at få blodet i øjet. Hendes andet øje viste store tegn på både, at være meget forvirret og samtidig meget skræmt. Hun brød sig ikke rigtigt om hans stemme og hun blev mere og mere utryg over situationen og nikkede bare til hans spørgsmål. Hun ville væk herfra og over til sin grædende søn som lå i barnevognen. Hun prøvede, at løbe forbi fyren og skellettet der havde stilt sig ved siden af hende.

Folk var så dumme. Tanken strejfede rundt mellem dem alle træ. Før det ene skelet med en voldsom kræft slog til hendes hoved med hans runde vikingskjold. Et forsøg på at slå hende tilbage. Det andet skelet ved den anden side greb fat om hendes arme og tvang dem om på hendes ryg. Roligt gik den blåhåret mand hen foran hende igen. En finger kom frem. Den så nærmest død ud. helt tynd. Så tynd man kunne se formerne på knoglerne indenunder. Han lod fingeren glide langs hendes kindben. Og greb fat i hendes kæbe. Og tvang hende til at se ind i hans øjne. Der hvor der plejede at være farve var sort. Det eneste som var tilbage fra et normalt øje var en smule hvidt udenom den store sorte cirkel som indikerede som hans øje. "Prøv ikke at stikke af. Jeg har store planer med dig lille pige." Smilet på hans læber var stort og hånligt. Hvorefter den blårhåret dreng slog kvinden i maven. Bare for at hun ville miste pusten. Og derefter greb fat om hendes hals. Klemte. Bare for at få hende til at miste alt luften. Så hun ville blive endnu mere hjælpeløs. "Bare skrig. Skrig alt det du vil. Det vil ikke gøre andet end at tænde mig." Han vendte blikket mod den kutteklædte ved siden af barnevognen. "Warren kvæl barnet den irritere mig." Den kutteklædte bevægede kort på sig

Warren:
Warren stod bare og kiggede på sin mester's onde herskerinstinkt tage over. Hun var et godt offer mente Warren. Mens Zann som hans mester hed bare var ond. Havde Warren lidt ære. På grund af sit tidligere liv som paladin. Beordringen kom som et chok for Warren. Han så måbende på Zann. "Men mester Zann. Barnet har intet gjort. Blod fra et lille barn er ikke noget du vil have på dine hænder herre. Det ved de." Warren lod roligt hætten glide af hans hoved. Og et frygtindgydende syn kom frem. Et zombie lignende ansigt. Helt dødt. Meget få hår på hovedet. Hans læber og tænder sad nærmest sammen i nogle lange spidser. Og øjnene. Der hvor øjnene skulle ha siddet. Var der nogle dybe huller. Hvor et underligt grønt lys kom flydende ud fra. Kæben var åben fordi han ikke kunne lukke munden. Det var utroligt at han i det hele taget kunne tale. Ud af munden kom samme mystiske grønne lys som øjnene. Han bukkede hovedet for Zann og ventede bare på hans kommando.

Zann:
Den blåhåret dreng hvis navn tydeligt var Zann sukkede opgivende. "Warren nogle gange er du for blød. Men fint. Før barnet ind i skoven. Lad skæbnen bestemme dens fremtid. Bare du ikke spilder min tid yderligere." Det sidste Zann så fra Warren var hans dybe buk og derefter gik Warren længere ind i skoven. Zann vendte ansigtet imod kvinden igen og smilede ondt. "Der var du heldig." Hviskede han roligt med et ondt smil.

Hun prøvede som en gal at komme fri, men uden rigtigt noget held. Hun gik bagover og tabte sin ene sko da hun skvattede over en gren der havde sat sig fast i jorden. Hun bakkede lidt tilbage. Hun havde fået hovedpine af slaget på hovedet fra skelletets skjold og tog sig til hovedet. Hun skreg da hendes arme blev revet om bag hendes ryg og blev holdt fast. Hun prøvede at vride sig fri fra grebet, men hun kunne tydligt mærke, at det ikke ville hjælpe hende alligevel og opgav det. Hun kiggede ned i jorden og viste ikke hvad hun skulle gøre. Hun fjernede sit hoved til siden da hun mærkede hans ene finger køre hen over hendes kindben. Hun ville ikke have, at han skulle røre hende. Hun blev ved med, at kigge i jorden. Hun mærkede at han tog fat i hendes kæbe og tvand hende til, at se ham i øjnene. Hendes mørke drageøjne lyste nærmest af frygt. Hun prøvede at kigge væk "Hvilke planer?" hendes stemme var lav og havde en klang af frygt i sig.
Hun skreg da hun mærkede at hun fik en knytnæve i maven. Hun bukkede sig sammen og trak tungt efter vejret. Hun kunne godt mærke, at hun ikke kunne bukke sig helt sammen pga hendes arme blev holdt fast. Hun så skræmt op på den blåhåret fyr og skreg så højt hun nu kunne da han tog fat om hendes hals og klemte til. Hun blev lidt svagere og stoppede med, at skrige. Hun trak vejret trungt og prøvede desperart, at komme fri fra hans greb. Hun så op da den blåhåret befallede om, at dræbe hendes søn "Neeeej! Du må ikke" hun nærmest skreg det og hev efter vejret. Hun kiggede bedende på fyren der åbenbart hed Warren. Hun var bange og følte sig så hjælpeløs. Hun ville redde sin søn, men hvordan viste hun ikke. Hun så skræmt op på den blåhåret fyr og derefter hen på Warren. Hun så ham gå væk fra der hvor de stod og længere ind i skoven. Hun havde lyttet til deres samtale og havde hørt at ham der næsten kvældte hende hed Zann. Hun kiggede skræmt op på ham "Jeg tager hævn!" hun prøvede som en gal, at slippe fri. Blodet fra hendes pande var kommet ned til hendes hals.

Grinet fra læberne på den blåhåret Zann var kynisk og hårdt. Han overskuede hendes frygt fra at miste sin søn. Da Warren kom tilbage nikkede Zann roligt til Warren. Før han roligt bukkede sig ned ved siden af hendes hoved. Så hans læber var ved hendes øre. Mens han fortsat havde hårdt fat om hendes hals. "Du vil gerne tage hævn? Nu skal du høre. Den dag du kan overvinde min magt. Min onde indflydelse. Og kan finde noget som kan slå mig ihjel så vil jeg tro dig. Men nu skal du høre endnu engang. Jeg er allerede død. Jeg er en udød sjæledæmon med magten over de døde. Så hvis du vil må du gerne prøve for min skyld. Det kunne jo blive sjovt. Men først må du komme væk." Roligt knipsede han. En af skelet krigerne kom roligt gående med en kæmpe kæp. Han greb fat om kæppen. Og med den nederste ende slog han hårdt hende på tindingen. Ikke for at skade hende men for at få hende til at besvime. Hvis det ikke virkede ville en af skeletterne komme hen og begynde at slå med sit skjold indtil hun ville besvime.

Warren:
Da Zann havde gjort så kvinden var besvimet var det Warren's tur. Han gik roligt hen og greb fat om kvinden og hev hende over skulderen. Og begyndte svagt at gå længere ind i skoven. Velvidende hvor de var. Og hen imod den grav Zann boede i.

Hun så skræmt på ham. Hun viste ikke hvad hun skulle gøre. Hun kunne ingen ting. Hun kunne vel gå i dragefom, men hvad ville det nytte? Hun prøvede at fjerne sit hoved da han lagde sit mund tæt på hendes øre. Hun kunne heller ikke tage hans ånde. Den lugtede nærmest af rådenhed eller død eller sådan noget. Hun kunne ikke lige sætte en finger på hvilken der passede bedst. Hun bed sig lidt i læben og lyttede til det han fortalte hende. Hendes plan om, at få hævn kunne hun allerede se var forsvindet for, hvis det var rigtigt det han fortalte havde hun ingen chance for, at få sin hævn over ham. Hun vred sig som en gal. Hun ville fri. Hun måtte finde sin søn som de havde taget fra hende og lagt længere inde i skoven end der hvor hun var. Tankerne fløj rundt i hendes hoved om hvorfor hun var stukket af fra sin far. Hvorfor hun ikke havde blevet hos ham og grædt ind til ham. Hvordan han ville reagerehvis han fandt ud af hvordan hendes situation var og hvis han fandt hendes søn. Hun håbede så inderligt, at han fandt ham inden nogle vilde dyr gjorde. Hun var bange og anede ikke hvad hun skulle gøre. Hun kiggede modvilligt på Zann som havde fået stukket en kæb i hånden. Hun havde ikke lagt mærke til, at han havde fået den. Hun undrede sig først over hvad han skulle med den. Selvom hun godt et eller andet sted viste hvad det var han skulle bruge den til. Hun så ned i jorden og havde svært ved at få vejret "Du må ikke..." hendes stemme knækkede inden hun nåede, at sige sin sætning færdig. Hun besvimede let som ingenting og faldt til jorden. Blodet fra hendes pande løb ned på jorden og der kom jord og alt muligt andet skidt i hendes sår. Hun tabte sin sko da hun blev løftet op på skulderen af Warren og blodet fra hendes pande løb ned langs hans ryg og dryppede på jorden.

Vingerne blafrede. Vinden blæste imod huden. Gjorde svedet på hans pande køligt og ubehageligt. Men han var ligeglad. Han var bekymret. Han kunne mærke der var noget galt. Men han kunne intet se. Eller høre. Et klonk vækkede hans opmærksomhed. Han vidste hvad det var. Et slag. Den efterfulgte trykbølge fik træernes toppe af kronerne til at svinge lidt. Og med en voldsom fart fløj denne bevingede fyr ned mod en lysning ikke langt fra hvor han havde mistet hende af syne. Vingerne var nærmest usynlig i den mørke som var ved at omdække ham. Skyggerne omkring sugede sig udenom ham. Så han var dækket af et slør af levende skygger. Det voldsomme tryk fra landingen fik flere mindre beplantninger til at flyve væk. Skyggerne røg af ham som var det et slør. Ned af jorden hvor det flød af sted rundt som var det bølger i vand. Flød af sted helt til udkanten af lysningen hvor de kunne opbevare sig indtil de fik af vide hvad de skulle. Englen var landet. De kulsorte vinger var spredt ud til alle hver sin side. Ned af dem flød skyggerne stadig som var det noget slimet stads som gjorde hvad det kunne for at forblive. Englen trak roligt vingerne ind til ryggen. Kiggede kort rundt. Med en stille stemme snakkede han med skyggerne. "Find hende. Find beviser for hende. Og jeg vil give jer en gave. Men skad hende ikke." Skyggerne fløj af sted til alle sider og strømmede af sted som var de et slags levende tæppe som fløj hen over jorden. Et gigantisk tæppe som blev større og større.

Der gik ikke lang tid kun et par minutter. Før skyggerne flød tilbage imod denne engel. Lyset var begyndt at falde og de sidste solstråler ramte denne engel i ansigtet. Dem der kendte ham ville med det samme vide det var Urox. Så perfekt så han ud. Den gyldenbrune hud som kvinder ville dåne efter. De perfekt siddende muskler der gjorde han kunne bevæge sig perfekt som han skulle men samtidig fik ham til at se enorm stærk ud. Den bar overkrop samt fødder som selvom de trådte på jorden. Ikke så beskidte ud. Alt hvad han havde på var de cowboybukser han altid havde på. Slet intet andet. Skyggerne begyndte at flyde op af ham. Hviske til ham. Sige hvad de ville sige. Før de flød ned på hans hånd. Roligt strakte han sin arm lige frem. Og åbnede sin håndflade så den vendte opad. Roligt dannede de sorte skygger en kniv i hans frie hånd. Og med klingen skar han en fin tyk flænge hen over håndfladen hvor blodet begyndte at løbe fra. Skyggerne begyndte at suge blodet. Slupre det. Han havde altid undret sig over hvorfor man ikke hørte slupre lyde fra skyggerne. Men det fattede ham ikke engang ind denne gang. Der var noget meget vigtigere igang. Noget med meget magtfuld sort magi. Skyggerne havde fortalt ham at de ikke kunne følge sporet til hans datter. Men de kunne føre ham til nogle spor. Ikke til gerningsmanden. Men sporene. Og så en barnevogn. Hvorfor havde Urox ikke tænkt over det noget før. Hun var blevet mor. Han vidste det jo godt. Han kunne se det. Men Urox havde ikke ænset det. Han havde været fuldt fokuseret på Luce. Urox besluttede sig for at for en gangs skyld ikke bare stikke af fra problemerne. Han ville bruge al sin magt for at få sin datter tilbage. Koste hvad det koste vil. Efter skyggerne havde fået deres belønning lukkede såret sig. Og Urox begyndte at løbe af sted. Det var tæt på. Han kunne allerede høre sit barnebarn græde. Vingerne spredte sig ud og han lettede lige over kanten af træerne. Og svævede roligt lige over der. Indtil han så en lysning. I midten var der en barnevogn. Urox landede hårdt og voldsomt. Han var pænt sikker på at en af hans tær var brækket. Men han var ligeglad. Han skulle over til sit barnebarn. Vingerne foldede sig sammen på hans ryg. Og Urox stoppede ovenover barnet i barnevognen. Barnet havde det fint. Urox sukkede lettet. Roligt smilede han til babyen. Og gav babyen sutten så den var lidt stille. Hvorefter Urox tog barnet op i hans muskuløse arme. Og med rolige skridt gik hen imod skyggerne som ville have ham til at følge efter. Ikke langt fra lysningen kunne han se et par sko. Roligt bukkede Urox sig ned og med det samme opdagede skoene. Han tog begge sko i den frie hånd. Og så på blodet som han ud af øjenkrogen kort havde set skyggerne sværme om. Han viftede skyggerne væk. Blodet. Lugten. Det var Luce's. Hans bekymring blev erstattet med vrede. Langsomt rettede han sig op. Og med den magtfulde stemme han besad befalede han skyggerne igen. "Jeg ofre et helt lig hvis i finder min datter. Og hvor dette monster har holdt hende fanget. Gå. Udfør min beordring." Skyggerne eksploderede nærmest af spænding. De fløj alle steder hen. Alle skygger kommunikerede. I søgen efter hans elskede datter. "Luce Trieetence jeg sværger herved med mit udødelige blod og mit udødelige liv. At jeg vil gøre alt for at få dig tilbage. Og få dem til at betale. HØRE I MIG." Råbet kom bag på ham. Han råbte af vrede. Men det var som om det ikke var hans ord. Men noget indeni ham. "JEG VIL BRUGE AL MIN KRAFT. SÅ I KAN BØDE FOR HVAD I HAR GJORT." Barnet begyndte at græde. Og de skygger som begyndte at flyde ud af hans øjne som et tegn på hans vrede forsvandt igen. Han vendte sig mod barnet og begyndte at trøste det. Hans vinger spredte sig og begyndte at lette. Flyve af sted. Væk derfra. Han måtte finde faren. Det var hans nyeste mission. Finde faren til hans barnebarn.

//Emnet er slut:D