Don't you dare touch me! - Urox Gravezia

Sted: Kro
Tid: sekstiden om aftenen.
Dag: sidst på ugen.
Vejr: Tunge skyer, og er ved at trække op til en sommerstorm
Omgivelser: Masse folk der sidder og snakker i de lune hjørner, i den svagt, men hyggeligt belyste kro.

Emnestatus: Privat

En kro, som altid, et sted hvor folk kunne sidde og drikke. Her kunne man tænke, men være i fred var derimod ikke let. Folk ville altid ende med at forstyrrer en, før eller siden, ville de springe den lille boble man havde rundt om sig selv. Andre brugte en kro til at mødes, skabe nye venner. En kro, et offentligt sted, men også fredeligt til tider.
Alítheia sad oppe bed skranken, med et enkelt glas rom. Der var ikke mange kvinder på denne kro, og de få, som var her serverede. Kvinder var vel ikke lige så tit på kro, som mænd var det. En Ulidelig mand, som sad ved siden af hende, bliv ved med, at ville tale. Hun ignorerede manden i lang tid, lige til han rørte hende. Det var ikke længe, eller meget. Han havde hurtigt rørt hendes hånd.
Alle tanker blev slettet fra hendes sind, kun en tanke var tilbage, hun måtte få den vasket. Hun mærkede skidtet, bakterierne krybe fra berøringen og op langs armen. Det bevægede sig, som slimede fangarme. Hurtigt forlod hun sin plads, og løb ud til toilettet. Hun gik direkte hen til en vask, og begyndte lettere panisk, at skrubbe og skylle sin hånd, der hvor manden havde rørt hende. Det tog et stykke tid, før fornemmelsen gik væk, og hun endelig stoppede med at vaske den.
Hun forlod ikke kroen, Alítheia gik blot ud til sin tidligere plads, satte sig ned og drak sin rom, som om intet var sket. Dog rykkede hun en anelse væk fra denne mand, og ignorerrede blikke.

//Ved godt det ikke er så kreativt, men ja havde ikke mest kreativitet håber det går ^^//

Et hjørne var mørkere end det plejede. Den nemmeste måde at sørge for folk ikke forstyrrede en var ved at få folk til at glemme der var et hjørne. Det var det denne mand som sad i hjørnet havde gjort. Skyggerne var blevet mørkere. Så folk ikke rigtig kunne se hjørnet. Ikke at han havde slettet hukommelser. Han havde bare skjult hjørnet. Og når folk var så fulde som de var lige nu. Lagde ingen rigtig mærke til at der manglede et hjørne. En øl stod på bordet. En bog ved siden af. Glasset indeholdte en hel liter øl. Roligt kiggede han tilfældigvis op mod skranken. I samme øjeblik en mand rørte en del yngre kvinde. Og i samme øjeblik styrtede hun af sted ud på toilettet. Et øjebryn løftede sig af ren nysgerrighed. Han kunne ikke lade være med at blive interesseret. Og ville teste det. Roligt rejste han sig op med sit glas og gik igennem menneskemængden over ved siden af kvinden. Så snart han rejste sig kunne man allerede se skyggerne lette sig svagt. Så man svagt kunne se hjørnet. Ikke meget så at folk ville gå derhen. Men bare så man kunne se der faktisk var et hjørne. Roligt smilede den unge mand. Så snart man kiggede på ham kunne man se der var noget underligt ved han. Han havde ingen trøje på. Hans brystkasse var helt blottet. Der var et par store sorte vinger på ryggen af han. Han havde et par cowboybukser på. Men kiggede man lidt efter kunne man se han intet havde under dem. Han havde ikke engang sko eller strømper på. Det eneste som dækkede denne tydeligt faldne engel's ædlere dele. Var de cowboybukser han havde på. Og alligevel så han rigtig godt ud. Det klædte ham.

Svage ord begyndte at forme sig i retning af kvinden. "Forstyrre han dig? Hvis det er må de meget gerne sætte dem med mig ned i mit hjørne. Der er ingen forstyrrelser. Og hvis der er. Skal jeg nok tage mig af dem." Sagde han smilende og vendte blikket hen imod hende. Mens han roligt smilede venligt. Før han svagt og langsomt greb fat i hendes hånd. Ikke hårdt. Til at starte med. Men hvis hun ville fjerne den. Ville han klemme til. Så hun ikke kunne få fingrene fri. "Kom nu. Jeg vil rigtig gerne ha selvskab." Sagde han mens han klemte hårdere.

Alítheia sad et godt stykke væk fra de fleste oppe ved baren, gemt væk i sine egne tanker. Mange tanker kørte rundt i hendes hoved, og selvom hun troede hun var opmærksom tog hun grueligt fejl. Alítheia var typen, der altid holdt øje, og opdagede hvis noget kom hende for nær. Denne gang var hun ikke opmærksom nok.
Hun havde ikke lagt mærke til hjørnet, og da en mand trådte ud af det, og bevægede sig hen imod hende, tog hun ingen notits af det. Alítheia lagde ikke mærke til denne mand, før at det var for sent. Denne unge mand, var ikke klædt i meget tøj, og at hans bryst var blottet lagde man hurtigt mærke til. Først troede hun at det sorte der dækkede han ryg, var en kappe. Men når man så efter, var det tydeligt, at det var to sorte smukke vinger, som dannede denne kappe. Denne unge mand var ganske køn, og attraktiv, det virkede ikke tåbeligt at han var så let påklædt. Noget ved ham gjorde dog at så snart Alítheia så ham, kom paraderne op.
Hun prøvede at ignorere ham en smule i starten, men det var svært da det spørgsmål kom. Om manden generede hende, ja han gjorde. Men havde ham her lagt mærke til hvad der var sket? Hun skød hurtigt den tanke fra sig, hvorfor skulle han vide noget om det?
Men måske, skulle hun ikke have skudt de tanker fra sig så hurtigt, for snart efter greb han hendes hånd. ”Han forstyrrer mig ikke, og ellers tak for deres tilbud, men jeg fortrækker at side her” sagde hun nøgternt, mens panikken begyndte at sprede sig i hendes krop. Hun begyndte at mærke den slimede fornemmelse ved hænderne, som langsomt bevægede sig op ad armen.
Da han fortsatte med at spørge om hendes selskab, og endnu holdt fast i hånden, måtte hun prøve at komme ud af det, uden at vægge alt for megen opmærksomhed ”Deres tilbud er yderst venligt hr. men der er en masse andre, der kan gøre dig selvskab, og hvis de vil have mig undskyldt” sagde hun, med den høfligste stemme hun kunne præsterer. Hun mærkede han klemte hendes hånd, og panikken steg. Hun måtte have vasket hånden, komme væk. Hurtigt prøvede hun at trække hånden til sig, mens hun var klar til at vende sig om at gå. Hun ville væk fra denne mystiske mand.

Et svagt smil kom frem på mandens læber. Langsomt klemte han lidt mere. Bukkede sig frem. "Har man lidt problemer med nærkontakt? Så vil du elske det her." Sagde han roligt med et svagt smil. Nogle sorte tentakel lignende ting gled langsomt ned af hans arm fra hans vinger. Rørte hende langsomt op af armene. "Det er skygger. Er de ikke smukke?" Spurgte han med et svagt grin. Hvorefter de langsomt gled op af hendes arm. Omfavnede langsomt hendes arm. Så den var helt sort. Dog var det som om de eneste der lagde mærke til dem var dem selv. Hendes ansigt aflyste hendes træng til at vaske hænder. Hendes panik. Og det fik ham til at smile. Langsomt løftede han hånden og aede hendes kind roligt. "Måske skulle du genoverveje mit tilbud? Selv hvis jeg slipper dig. Forbliver mine skygger på dig. Og hvis de mister kontakt til mig? Begynder de at spise af din arm. Det er vel lidt værre end de rør dig ikk?" Sagde han smilende. "Kom med mig ned og sid. Du må gerne komme på toilettet og vaske hænder først. Men jeg regner med du kommer tilbage. For ellers kan det godt være mine skygger. Ikke kan opretholde kontakt." Nogle af skyggerne gled sig op og satte sig på hendes tøj. Skjulte sig. Så de ikke kunne ses. Men de kunne mærkes. Hun kunne sikkert mærke den ekstra vægt fra dem. De sad udvendigt. Men usynligt. På den måde rørte de hende ikke. Men på den anden side så var hun tvunget til at komme tilbage og sætte sig hos ham. Hvis hun ville slippe for at få ædt hendes hud. Og blive rørt endnu mere.

Frygten var tydelig at se i Alítheias øjne nu, han havde fundet hendes svaghed. Hun ønskede bare at slå ham, og flygte, men da skyggerne bevægede sig op ad hendes arm, nøjagtigt som fornemmelsen, gik alt i stå for hende. Hun stod som lammet, og hørte hvert et ord, og lod det trænge ind. Har man lidt problemer med nærkontakt’ netop dette havde fået hendes frygt mest frem.
Skyggerne, føltes som tentakler mod hendes hud, kvalmen steg og kontrollen over sig selv mistede hun hurtigere og hurtigere. Det eneste hun kunne tænke på, var som han sagde at få vasket sine hænder. Da han kort efter rørte hendes kind, bed hun hårdt kæberne sammen, til smerten oversteg fornemmelsen. Hun prøvede at lye kontrolleret og som om det ikke ragede hende en pind, men det var ikke svært at høre at hun havde det helt anderledes. ”Måske skulle jeg genoverveje det, det ville jo være så upraktisk at miste sin hud, og hvis du er så desperat efter selvskab… fint jeg gør dig selvskab, efter jeg har været på toilettet.” Hendes stemme knækkede en smule til sidst af ubehag, hun mærkede dem, bevæge sig rundt ved hendes krop. Det gav hende ikke samme ubehag som berøringerne, men ubehaget var der stadig.
Hurtigt trak hun sin hånd fri fra ham, og bevægede sig mod toilettet, hvor den paniske plasken og skrubben med vand snart begyndte opad armen. Hun havde hørt hvert et ord han sagde, og de var trængt ind. Hun stoppede de først, da hendes arm var rød og dunkede, efter al den gnubben. Et stykke tid overvejede hun at smutte væk herfra, forsvinde ud i natten. Dog kød hun den idé fra sig, da hun mærkede en lille berøring fra en skygge. Med hurtige og målrettede skridt, gik hun mod det hjørne han havde anvist, og satte hurtigt ned, men gjorde sig så lille som mulig og prøvede at trække sig væk. ”Hvad er det du vil?” sagde hun kold til manden, og ventede blot på at kunne slippe fri, fra denne kattepine.

Han smilede. Slap hende. Lod hende løbe. Før han roligt rejste sig og gik hen og satte sig på stolen. Trin et gennemført. Så var der bare resten af dem. Langsomt smilede han svagt. Da hun kom ned imod ham igen. Satte sig ved siden af ham. Roligt vendte han sig imod hende roligt. Skyggerne begyndte at røre uroligt på sig på hendes ryg. De ville spise. Det kunne mærkes. Men så snart de var nær Urox turde de ikke. Han smilede svagt. Mens han så på hende roligt. "Hvad det er jeg vil? Jeg vil pine dig. Drille dig. Torturere dig. Med mine fingre. Bare fordi jeg keder mig." Sagde han smilende. Og klappede hende på det ene knæ. Bare for at se hvad hun ville gøre. Eftersom hun jo kunne mærke hans skygger.

Hun prøvede at trække sig væk fra ham, hun havde lyst til at gøre gengæld, men hun kunne mærke en let stikken fra skyggerne, hun kunne mærke at de var sultne, og vidste det ikke var fornuftigt at lade hendes temperament få kontrol over hende. Alítheia vidste hun måtte prøve at holde hovedet koldt, prøve at lade som ingenting, for jo mere han kedede sig, jo hurtigere ville hun slippe, regnede hun med. ”Kedsomhed kan bilde en mange ting ind, som at du på nogen mulig måde tror der er en mulighed for dig, ved hjælp af dine fingre at kunne pine, torturere og drille mig på” sagde hun med en falsk latter i stemmen.
Hun havde lyst til at slå hans hånd vredt væk, da han klappede hendes knæ, men hun ville ikke lade ham få den mulige tilfredsstillelse, hun mærkede det let, fornemmelsen, men den var langt fra slem, så hun lod som ingenting, selvom minder fra tidligere ydmygelse på samme måde kom frem, sad hun bare og kiggede tomt ud i luften, som kedede hun sig, og at intet ville kunne røre hende. ”Du virker som en med for meget fremtid.. Hr? hvad end du hedder, hvorfor ikke bruge den på noget jeg ved ikke fornuftigt” prøvede hun med en smigrende og latterfuld stemme, i håb om han ville opgive, og lade hende gå.

Han grinte svagt. Før han roligt så på hende. Før han viftede med hånden. En mærkelig kuppel omfavnede dem. Det lignede ligesom solbriller. Så hele hjørnet blev mørkt. Før han vendte sig mod hende roligt. Bukkede sig frem. Og begyndte blidt at kysse hendes hals. Og ae hendes arm. Bare for at se hvor hendes grænse er. "Jeg ved du før eller senere overgiver dig. Det kommer. Tro mig." Sagde han smilende mens han kyssede hendes hals videre. Langsomt op af hendes kindben og hendes hage. I retning imod hendes mund. Bare for at være ekstra ond imod hende. Velvidende at allerede ved det første kys havde hun fået nok. Med garanti.

Alítheia havde lyst til at skrig, løbe sin vej, hun ville bare have det til at stoppe. Men hun gjorde intet absolut ingenting, ofr hendes stolthed forhindrede hende. Hun sad bare som en statue og kiggede tomt ud i luften og ventede på det ville stoppe. Hun så kuplen danne sig, og vidste, at nu kunne hun ikke blive reddet ved et tilfælde af en anden person, kun hende selv ville kunne få hende ud. Det første kys havde været nok, fornemmelsen af tentakler, der bredte sig rundt om hendes hals var ubehageligt tydelig, og blev kun værre jo mere han gjorde det, og jo tættere han kom hendes mund jo mere panikslagen blev hun, og til sidst skubbede hun ham hårdt væk, mens hun selv prøvede at skubbe sig væk fra ham. ”Overgiver mig… overgive mig hvordan?” spurgte hun med en dårlig falsk latter, som troede hun at hun kunne skjule det.
Alítheia havde det som om tentakler lagde sig blidt om hendes hals, og langsomt begyndte at krybe mod hendes mund, som ville de ned i halsen og kvæle hende, hun måtte få det væk, få et vasket. Hun vidste hun ellers snart ville ligge bevidstløs hen for at vågne op til at have det forfærdeligt.
Hun overvejede at prøve at løbe, være lige ved bare at rejse sig og flygte. Men en del af hende vidste udmærket, at skyggerne ville angribe hende. Spørgsmålet var bare for hende, om det ville være det værd.
Langsomt rykkede hun tættere på kuplen, mens den indre kamp om flok stadig gik i gang, inden i hende.

Et hånligt grin kom. Skyggerne på hendes tøj begyndte at bevæge sig endnu mere. Så snart hun rykkede sig væk fra ham. De var ved at få kontrol selv. "Jeg råder dig til at genoverveje at skubbe mig væk." Et hånligt grin kom frem. "for ser du. Hvis du bevæger dig meget mere væk. Så begynder de at spise dit tøj." Sagde han smilende. Før han rykkede sig hen ved siden af hende. Greb fat i hende. Begyndte langsomt at kysse hendes hals igen. Mens hans anden hånd tog fat på hendes inderside af låret lige over knæet. Og begyndte langsomt at nusse hende op af låret. Op mod hendes mellemgulv. Bare for at gøre det meget værre for hende. "Eller osse kan du give mig et kys. Og så kan du få lov til at løbe ud og vaske dig. Nej vent endnu bedre. Et kys og en indrømmelse om at du har overgivet dig." Sagde han smilende med det slemme ja direkte onde blik direkte imod hendes øjne.

Frygten steg, men hendes ansigt var koldt. Hun ville ikke lade ham få den tilfredsstillelse at overgive sig, hun ville aldrig overgive sig. Hun kunne mærke skyggerne bevæge sig nu, som en let blæst legede med hendes tøj. Hun hadede det grin, hun hadede han havde fundet hendes svaghed, hun hadede ham.
hun så ham rykke tættere på igen, mærkede hans kys og hånd, og alt imens, mærkede hun de ubehagelige usynlige tentakler, der snart krøb over hele hendes krop. Snart mærkede hun det vende sig i hendes mave, og det pressede sig op. Hurtigt skubbede hun sig væk igen. Snart efter lå indholdet fra hendes mave på gulvet, og en let hosten kom fra hende. Fornemmelsen af tentaklerne var stadig slem, og hendes koncentration var svær, og hendes vejrtrækning var besværet. Hun havde det som om de havde lagt sig om halsen på hende og langsomt klemte.
Hun satte sig op igen, og man kunne se vreden, som små lyn i hendes øjne. Vreden havde vundet over kontrollen, hun ville lade ham bruge hende som en lille sexslave, ikke over hendes lig. ”Overgive mig, jeg ved ikke hvordan du har fået ind i hovedet at det nogensinde ville ske. Hellere kæmpe mod dine skygger end overgive mig!” sagde hun med en stille stemme, som stadig havde en stor kraft for hvert ord. Vredt rejste hun sig op, som ville hun gå. Dog kunne hu mærke hendes krop var tynget, hendes energi var lav.

Et svagt grin kom fra ham. Da skyggerne begyndte at gnaske på hendes tøj. "Glemte jeg at sige at når de når igennem tøjet begynder de at spise af din hud? For at drikke dit blod?" Langsomt rejste han sig hvorefter han greb fat i hendes arm. Svang den rundt så hun vendte sig mod ham. Så hende direkte i øjnene. "Det er en smertefuld død. Det gjorde ondt på mig til at starte med. Men grunden til jeg er i live. Er at jeg kan styre skyggerne. Kan du det?" Spurgte han roligt før han roligt slap hende. Trådte et par skridt væk. Hvorefter skyggerne begyndte at knaske på hendes tøj igen. Og langsomt nærmede sig hendes hud. Millimeter efter millimeter.

Hun mærkede ham gribe om hendes hånd og snart stod hun ansigt til ansigt med ham igen. Hun så ham ind i øjnene, de var egentlig ganske kønne, men hvis hun havde muligheden havde det bare været tomme huler nu. ”Drikke mit blod… det har jeg jo så meget af” svarede hun trodsigt-
Man kunne høre tøjet blive flænget af de såkaldte skygger, man kunne se dem bevæge sig tættere på hendes hud. Alítheia gjorde intet i lang tid, hun stod stille med et stenansigt.*Det eneste der nytter er at få ham til at tro dette ikke gavner ham* tænkte hun, og kom med et opgivende suk. Hun vidste det ikke nyttede bare at kigge, handling var svaret. ”Måske kan jeg, men er dit ønske virkelig at de flænger min hud og jeg muligvis dør… Du får da ikke selv meget ud af… men okay så” sagde hun og trak let på skuldrene som ragede hændelsen hende. Hun trådte lidt nærmere på ham, og med en kraftanstrengelse fik hun ført hendes hånd op til hans kæbe og strøg let hen over den. ”ønsker du virkelig jeg dør eller opgiver?”
Hun væmmedes ved ham, at hun skulle røre ham, for at kunne overleve.

Han grinte svagt. Og så på hende roligt. "Nej det kan godt være jeg ikke får så meget ud af at du dør. Men jeg får da lidt humor. Og mine skygger får lidt næring. De er sultne for tiden. Desuden så skal du ikke tro jeg hopper på at du allerede har givet op. Jeg ved hvad du er dæmon. Du har en stædighed. Der næsten overgår en dværgs. Og det gør også at jeg bliver nød til at sikre mig du er hundred procent opgivet. Spørgsmålet er hvordan jeg mon skal gøre det?" Han så kort tænkende ud et par sekunder. Bare for at irritere hende. Hvorefter han smilede roligt. "Hvad med at vi går op på mit kroværelse. Så vi kan snakke i ro." Sagde han roligt og begyndte at gå hen imod trapperne til etagen ovenover hvor kroværelserne var. Stoppede henne ved trappen for at se om hun fulgte efter. Men gik videre alligevel om hun gjorde eller ej. Så måtte hans skygger vel hellere nå hendes blod. Før eller senere ville hun indse at for det første. Så var hun tvunget til at følge efter ham. For det andet. Hans blod ville være det eneste engleblod indenfor miles omkreds. Det eneste der ville kunne heale hendes sår igen.

Måske var det ikke altid lige svært at gennemskue, at hun var stædig. Men denne mand havde fundet ud af det hurtigt, og at sammenligne hende med en dværg var voldsomt, de var kendt for at være urokkelige når de havde sat sig noget i hovedet. Denne sammenligning fik hende til at grine, og den efterfølgende kommentar han kom med gjorde latteren hånlig. ”Underligt at du tror det er muligt at knække mig, når du sammenligner min stædighed med en dværg. Det skulle være noget nær umuligt at få dem til at skifte mening.” svarede hun igen.
Det var måske ikke smart af hende at svare igen i den givne situation.
Alítheia hadede den måde han prøvede at regne ud, hvad han skulle gøre for at knække hende, få hende til at give op. Hun forestillede sig samtlige ting han ville gøre, uden at fortrække en mine, hun gloede bare tomt på ham.
Snakke i ro, gå op på kroværelset, det lød ikke betrykkende på hende, og egentlig ville hun gøre alt for at undgå det. Inden hun kunne nå at holde ham tilbage, var han gået. Hun ville ikke følge efter ham, hellere stå her og lade skyggerne suge hendes blod.
Sådan tænkte hun i starten, men som de nåede hendes hud, og langsomt begyndte at skære ned i den og suge hendes blod, ændrede hun mening. Den svigende fornemmelse efterfulgt af en stikken.
Hun mistede mere og mere energi, jo mere blod de sugede fra hende. Da hendes blik blev sløret (hvilket kun var få minutter efter det var begyndt) vaklede hun hen mod trappen og ham. Hun tog gat i gelænderet og fulgte ham ind på kroværelset. Hvor hun som det første hvæsede af ham ”Du kan måske svække mig, og dræbe mig, men lille skat knække mig og få mig til at opgive sker ikke. Lige meget hvad du vil skal du ikke få din vilje!” Hun kunne mærke hendes ben give efter og hun faldt ned på gulvet, i træthed.

Han så kort imod hende da hun valgte at svare ham trodsigt som sædvanligt. "Hvad sagde jeg. Du giver ikke op. Og det er også fint nok. Det kommer." Sagde han roligt med et svagt grin. Før han fortsatte op på kroværelset. Han kunne mærke sine skygger begynde at føle som en fest. Hendes blod var fuld af sorg. Fobi. Svigt. Han smilede roligt. Da hun nåede op til ham. Svang han roligt med sin hånd. Og skyggerne lagde sig i stedet som plastre på sårene. Han trak en stol hen hvor han satte sig roligt og så på hende svagt. "Ved du godt dit blod er som en dør ind til din fortid? Som man kun kan se igennem nøglehulet på? Jeg kan mærke at du er blevet svigtet. Jeg kan mærke frygt. Sorg. Og en hvis anelse af væmmelse. Som om du ikke helt vil se din fortid." Han smilede svagt. Og lænede sig frem. "Fortæl mig din historie." Sagde han roligt og grinte svagt. "Så skal du høre en sand historie om smerte bagefter." Sagde han iskoldt og sikkert. som om han var sikker på ligemeget hvor slem hendes historie var var hans værre. Hvilket den højst sandsynligt også var. Men han ville høre hendes historie for at bedømme det. Skyggerne holdte stadig som plastre så hun ikke ville forbløde og hun havde mulighed for at samle kræfter igen.

Alítheia sad og så op på ham, med et sløret blik, det eneste hun tænkte på, var hvornår hun ville falde om. Det skete ikke, i stedet stoppede den stikkene og svigende fornemmelse. En kølig fornemmelse kom i stedet, skyggerne var begyndt at hele de selv samme sår, som de havde lavet.
Hendes fokus blev bedre og hun kunne nu fokuserer ordentligt på ham, og hvad der skete. Hun brød sig ikke om at begyndte at tale om hendes fortid, hun hadede den, frygtede den. Hver gang man nævnte den for hende, blev hun et kort øjeblik som den svage, lille bange pige igen. Frygten for andre mennesker, lå i fortiden, hendes største svaghed, andres berøringer skyldtes den tid.
Hun sad og var helt forundret. Manden der lige havde kunnet dræbe hende, kendte hendes svaghed, ville høre hendes livshistorie, sidde og snik snakke om deres liv. ”Fint… fint hvis du insisterer… så fortæller jeg om mit Åh så sørgmodige liv” sagde hun med et flabet og hånligt grin. ”Jeg var en fattig lille piger… for alt for længe siden sikkert… min mor opfostrede mig, hun døde, jeg klarede mig selv… og det gik ret godt, jeg er jo fantastisk og rig nu så…” svarede hun ham, med et overlegent smil. Hun kunne ikke dy sig for at provokerer ham, siden han ville tale om ens liv ”siden mit er så slemt, er dit så være lille englebasse?”. Alítheia var ikke altid taktisk smart når hun havde mistet energi, og havde en mulighed for at ramme igen. Det var lidt ligesom at tage alkoholen fra drukkenbold og give ham muligheden for at give personen der gjorde det igen. Personen ville højest sandsynligt gøre det.

Han så lidt på hende svagt. Før han roligt satte sig op. Og lagde armene på kryds ved brystet. Og så så ud af vinduet til højre for ham tænkende. Før han vendte blikket imod hende igen. "Lad mig fortælle dig min historie. Så vil du indse at du ikke har det så hårdt endda. Jeg er 1000 år. Jeg var engel engang. Men i forhold til de andre engle. Så havde jeg mørke kræfter indeni mig. Jeg ved ikke hvordan de er kommet eller hvorfor. Men jeg følte at det bedste sted for mig at være var i mørket. Så der gik ikke lang tid før de andre engle. Valgte jo automatisk at skubbe mig væk. Mens min egen kommandør sendte mig ud på single missioner. For at få mig væk fra ham også. En dag kom hant il at tilgive mig en top niveau mission. En landsby der blev terroriseret af 3 dæmoner. Jeg gjorde min pligt og gik til angreb. Men det var ikke nemt. For hurtigt begyndte jeg at blive omringet. Jeg blev angrebet af 10 dæmoner. Så for det første var vores informationer forkerte. For det andet så var jeg alene. Og så pludselig." Han hævede sin hånd og nogle blå skygger flød ud fra hans negle. Fløj op og svævede lidt i hans hånd. Skyggerne begyndte at tage form. Så de lignede en engel. Som langsomt hævede sig fra jorden. Hvorefter en bølge af blå skygger kom ud fra ham. Selvom bølgen stod stille på hans hånd. Så den ud som om den bevægede sig hen af jorden. Fordi skyggerne skabte hus efter hus der blev destrueret så snart bølgen ramte. Hvorefter skyggerne fløj ned og ind under hans negle igen. Roligt rettede han blikket imod hende. "Jeg dræbte en hel landsby. Og på grund af det blev jeg forvist fra englene. Derefter så ser jeg min egen datter blive forvist fra sit hjem. Og jager hende rundt for at finde hende. Høre hun er blevet voldtaget af et monster. Og et til. Og et til. Før jeg endelig finder hende. Prøver at snakke med hende. Hvorefter hun bliver kidnappet af endnu et monster. Hvordan tror du sådan et liv er?" Spurgte han kort og så på hende med et alvorligt blik. Før han rystede på hovedet kort. Og trak på skulderen. "Men nok om det." Roligt dukkede der en skygge sig frem på hans skulder som formede sig som en sort ravn. Som så lettede og fløj mod ruden. Hvor den sprang. Den sorte røg flød roligt igennem vinduet igen. Og dannede sig til en ravn igen der så fløj af sted. Han så på hende roligt igen. Og smilede svagt. "Du vil elske det her. Men der går nok lidt tid." Sagde ahn roligt og smilede kort.