Sorry dad...//Urox Gravezia//

S: skoven
O: træer
T: 11:45
V: solen skinder og der er rimeligt varmt udenfor
P: En lilla top og et par sorte shorts

Luce var taget ud denne dag sammen med sin lille søn Bruce som lå i barnevognen. John var ikke hjemme for han var ude og besøgte sin tvillingebror og Luce gad ikke sidde hjemme og kede sig og det var på denne tid af dagen, hvor Bruce plejede at sove, men han var ikke så nem til, at sove idag, så Luce havde bestemt sig for, at gå sig en tur og prøve og få Bruce til, at falde i søvn ude i den friske luft. Der var varmt alle steder, hvor man gik og det var nok det der gjorde, at han ikke kunne falde i søvn der hjemme. Hun gik ud i skoven for der var kølligt selvom solen bagede ned imellem træernes kroner. Hun gik hen imod lysningen hvor der ikke var så mange træer så der ikke var så mørkt hvor hun gik. Hun stoppede op ved lysningen da hun så, at Bruce sov tungt med sin dinosaurus han havde fået lokket John til, at købe til ham. Hun huskede, at det var noget af et påstyr pga den dinosaurus, men han elskede den og ville ikke sove uden den, så det var vel fint nok.

En blafrende lyd fyldte nattens ellers så lydløse stilhed. Hen under himlen fløj nogle sorte vinger rundt. Gav skygger nede på jorden. Før denne blafrende lyd satte til og blev til en sjussende lyd. Som rettede op lige ovenover trækronerne og fløj rundt over trækronerne mens skyggerne i træerne nærmest sugede for at komme hen til denne sorte kæmpefugl. Problemet var bare at dette væsen ikke var en fugl. For hvis man så godt efter. Ville man se en guddommelig smuk mand. Fyldige læber. Gyldenbrun hud. Tæt klippet hår. Og en utrolig muskuløs krop. Samt de lyseblå dybe øjne. Enhver kvindes drøm i kroppen. Men enhver kvindes frygt i sindet. Voldelig drabelig ligeglad. Det var de ting som interesserede ham. Og det ville ikke ændre sig. Det regnede han ikke med. Denne unge bevingede mand var Urox Gravezia.

Imens Luce stille og roligt prøvede og lægge sin søn til, at sove begyndte der at blive helt mørkt ovenover hendes hoved. Hun undrede sig over hvorfor det var sådan fordi det var for tidligt, at solen gik ned. Hun trak lidt på skuldrende og tænkte, at det var en tyk sky der skyggede for solens stråler. Hun kunne sbagt høre en underlig lyd som lød som vingeslag og det fik hun heller ikke til, at passe sammen med den ro der var her i skoven for få minutter siden. Hun kiggede op og så et menneskeagtigt skikkelse flyve over hende. Hun koncentrerede sig og hun syntes hun kunne genkende den krop, men hun kunne ikke helt huske hvor hun havde set den før.

De dybe lyseblå øjne gled rundt over skoven og fæstede sig på en lysning. Der var noget ved den lysning som dragede ham. Langsomt begyndte hans vinger at baske og skubbe ham hen imod lysningen. Og med svage bump landte han midt i lysningen på sine bar tær. Vingerne foldede sig ind til en sort kappe med en forhøjet krave. De dybe lyseblå øjne kørte rundt i lysningen. Og stoppede op på en skikkelse. Og en barnevogn. Han så grundigt på kvinden. Så mistede han pusten. Han genkendte det ansigt næsten øjeblikkeligt. Hvorfor havde han ikke opdaget det var den kræft der havde trukket ham mod lysningen. Han stivnede kort. Ikke af frygt. Men af overraskelse. Hun var smuk. Gudesmuk. Og ikke på den sexede måde som han syntes mange andre var. Men som en far synes ens datter var smuk. Som var pointen lige her. En svag tåre kom frem i øjenkrogen og han smilede stort. Men han vidste ikke hvad han skulle sige. Han havde ikke set hende i næsten 800 år.

Luce kiggede ned i barnevognen og aede Bruce stille over kinden. Han var nu så sød når han sov. Hun hørte noget der landede Nogle meter væk fra hende. Hun kiggede op og så skikkelsen fra før. Hun blev helt paf dahun opdagede, at det var hendes far. Hun stod bare stilleog så på ham. Hun havde ikke regnet med, at se sin far igen nogensinde. Hun begyndte at føle sig meget urolig. Hvad lavede han her? Har han prøvet og ledt efter hende?
Tankerne fløj rundt i hovedet på hende. Hun kiggede op og ned af ham. Han lignte sig selv fra dengang han og hendes mor havde sendt hende væk eller rettere lignte meget sig selv. Hun strammede grebet om håndtaget på barnevognen og så på ham "Hej...far..." hendes stemme var ret lav og lidt tør i det og man kunne sagtens høre klangen af urolighed i hendes stemme.

Ordene hang i luften omkring dem. Gjorde ham glad. Ja lykkelig. Før han langsomt gik med svage og usikre skridt imod hende. Som var han bange for hun ville løbe. "Hej min pige." Sagde han svagt. Han var usikker. Han ville jo ikke få hende til at stikke af. "Gud hvor er jeg glad for at se dig. Er du klar over hvor bange jeg har været for at der var sket dig noget?" Spurgte han blidt før han roligt tog sine normale skridt hen imod hende. Og inden han overhovedet var halvvejs åbnede han sine arme. Som ville han give hende et kram hvis han fik lov. "Jeg har sådan været bekymret for dig. Jeg troede aldrig jeg ville se dig igen." Sagde han roligt mens han smilede fortsat. Helt lykkelig over endelig at se sin vidunderlige datter.

Hun så på ham og overvejede at stikke af. Det var jo hans skyld de ikke havde set hinanden så længe. Måske lidt sin egen også, men det var dem der havde sendt hende væk fra dem i frygt. Hun stod bare og kiggede på ham som var han en fremmedperson "Har det fint hvad med dig og mor? Er i kommet over jeres frygt overfor mig?" hun kiggede rundt og ned på sin søn et kort øjeblik og op på sin far igen. Hun viste ikke hvad hun skulle gøre eller sige for hun havde regnet med, at hun aldrig ville kunne komme til, at se ham eller hendes mor igen i sit liv. Eller overhovedet nogen fra sin fortid. Hun så på sin far "Hvordan har mor det?" ordene røg bare ud af munden på hende. Hun havde ikke skænket sine forældre en eneste tanke siden hun fandt John.

Han smilede roligt. Hvorfor havde han ikke tænkt over det. Hun troede selvfølgelig han havde været bange. "Min skat jeg sendte dig ikke bort fordi jeg var bange. Det er rigtigt din mor var skræmt fra vid og sans over det der var sket. Men dengang var jeg ikke falden. Dengang var jeg en af guds engle. Jeg måtte straffe folk for drab. Selvom det ikke var din vilje." Ordene var som tunge sten som sad fast i hans hals og var umulige at få ud. "Jeg håbede at du ved tiden ville få dine kræfter under kontrol. Og at du ville komme tilbage til mig og din mor." Spørgsmålet om hendes mor var som et lille stød. Som om han ikke havde ventet det. Men han vidste det ville komme før eller senere. Han nåede hen foran hende. Og kunne ikke dy sig. Roligt lagde han armene om hende i et blidt kærligt og faderligt kram. "Din mor er... Jeg tror hun har det fint. Jeg har ikke set hende længe." Sagde han roligt og svagt. Langsomt slap han hende igen og trådte et skridt tilbage med et roligt smil.

Hun hørte på det han fortalte om grunden til han sendte hende væk "Men du virkede så skræmt for mig inden du sendte mig væk?" hendes stemme var tør og knækkede imellem ordende et par gange. Det gjorde ondt at snakke om fortiden. Enda meget ondt nu hvor hun snakkede om det med ham der havde sendt hende væk. Væk fra alt hun kendte. Hun så på ham og så ned i jorden da han begyndte at snakke om sin evne til at skifte form "Har ikke skiftet form siden den aften...far..." hun kiggede op på ham og krammede sig ind til ham. Hun havde savnet hans blide kram. Hendes ansigt blev mere nedtrygt da han fortalte om hendes mor "Så hun er...død?" ordet død kom næsten som en hvisken fra hendes læber. Hun så på ham og kiggede ned "Hvad døde hun af?"
Hun kiggede op på ham med et trist blik.

Blikket sad blidt og stille på Luce's ansigt. Han vidste ikke hvad han skulle sige. "Jeg var ikke skræmt på mine vegne. Din mor var bare ved at gå i en chok tilstand. Jeg sendte dig væk for at du kunne forbedre dine kræfter. Og for din mor kunne vende sig til tanken. Men desværre gjorde det det kun værre. Hun prøvede at leve livet uden at vide du eksisterede." Han sukkede svagt. "Jeg ved det ikke min pige. Jeg forlod hende. Det var min tid til at tage af sted. Jeg har ikke set hende siden. Jeg brugte det første år hundred til at lede efter dig. Men da jeg ikke kunne finde dig begyndte jeg at ændre mig. Jeg begyndte at blive fuld af synder. Til sidst rev mine englevenner mine vinger af." Han pegede på sine sorte vinger. Sidst var de hvide. Det var omkring 400 år siden han havde fået revet vingerne af.

Hun så på ham og så trist ud "Mor ville ikke kendes ved mig? Var jeg så...afskyelig?..." hendes stemme var trist og hun kiggede ned i jorden "Jeg ødelagde mor..." hun havde endnu mere skyldfølelse nu end hun havde inden. Hun havde taget et liv fra en anden...hun havde ødelagt folks liv ved at fortælle dem det...hun havde gjort så hendes mor ikke ville kendes ved sin eneste datter... hun kiggede op på sin far med sorg i blikket. Hendes fortid havde ødelagt mere end hun havde ture at satse på "Jeg...er ikke den perfekte datter som du og mor ønskede jer...og hvorfor lede efter pigen der ødelagde folks liv?" hendes tanker fløj rundt i hovedet på hende og det ente altid op med, at hun følte sig uduelig, følte hun ikke burde leve mere. Tårer begyndte, at samle sig i øjenkrogende på hende.
Hun så op på faren med et sørgeligt blik "Undskyld far..."

Hans blik var hele tiden rettet imod hende. Langsomt bukkede han sig ned og kyssede hendes pande blidt. Lagde roligt armene om hende. Og holdte hende tæt. "Din mor kunne aldrig acceptere dig. Men jeg kan. Luce du er min datter. Mit eget kød og blod. Jeg elsker dig som den datter du er. Ingen er perfekt. Ikke engang en engel som mig. Jeg ønsker mig ikke nogen perfekt datter." hviskede han blidt mens han aede hendes ryg kærligt. "Jeg ønsker at blive tilgivet af min perfekte datter." Hviskede han blidt og kyssede hendes hovedbund blidt. Hans sorte vinger rykkede svagt på sig så de osse omfavnede dem begge. "Jeg ønsker kun at du kan tilgive mig for ikke at have sagt det noget før. Men jeg vil til enhver tid vælge dig frem for noget andet." Hviskede han blidt og lukkede øjnene. Mens en svag tåre gled ned af hans gyldenbrune kind. Og faldt ned i hendes hår.

Hun så på ham med triste øjne og puttede sig langsomt ind til ham "Hvorfor kunne hun ikke acceptere mig? Var jeg uønsket?..." hendes stemme knækkede helt efter hun havde sagt det. Hun følte sig mere og mere uelsket. Hun havde det som om, at folk ville elske hun forsvandt...væk fra verdenen...væk fra folk så hun ikke var til besvær. Hun så op på ham med triste øjne. Nu havde hun bare lyst til, at stikke af. Hun forbandede sit liv mere end noget andet. Hun så på ham "Det er mere tilgivelse jeg skal søge hos dem jeg har ødelagt livet for..."
Hun lyttede til det han fortalte og rystede på hovedet "Undskyld far..." hun trak sig stille væk fra ham og gik hen og tog barnevognen. Hun løb væk fra lysningen og ind i det mørke imens hun græd. Hun græd som var hele hendes verden gået fra hinanden.

Han så efter hende. Rakte hånden ud som om han kunne nå at stoppe hende. Men hun var allerede ude af lysningen. Han stod bare stille. Helt væk. Hvad skete der lige der? Han var forvirret. Hans vinger spredte sig ud og skubbede ham op fra jorden og fløj hen over skoven. Han kunne ikke se hende nogle steder. Hvor var hun? Han havde mistet hende igen. Endelig havde han fået sin datter tilbage. Og så var hun bare væk. Som dug fra solen. Han kunne ikke engang sanse hende mere. Hun var for dybt inde i skoven til det. "AAAAAARRRRRHHHHHHGGGGG" Den voldsomme råben fra hans strube var magtfuld og stærk. Skyggerne rundt omkring snorede sig rundt. Fløj op imod ham. Ind i ham. Styrkede ham. Hans aura blev mørkere end nogensinde før.

//Out men vil blive fortsat. Det er et plot som Luce Zann og jeg har lavet