Omg! ~Mathias~

Stilheden hviskede omkring hvert et hjørne, som en uhyggelig vind der hviskede ind i dit øre. Mørket havde sænket sig henover denne lille park, der havde lige været et lille cirkus. Og Julianne havde været et tilfreds puplikum, og smilte stadigvæk efter denne skønne forstilling. Hun gik med ynde rundt i mørket, til hun så en folk dæmoner lidt foran sig, og mærkede et strejf af nervæsitet over sig.. Disse væsner havde slået hende ihjel, det var et held at hun var kommet tilbage som en engel. De så hende og kom tættere imod hende, med en truende gang som fik hende til at krybe sig i takt til deres hårde skridt som ramte jorden. Engle og dæmoner fjender.. Men.. Hun ville jo ikke gøre dem ngoet, hun var bare en falden engel.. Julianne gik et skridt tilbage og landede op af eet træ, de kom tæt på hende som de ville rykke vingerne af hende.
*Hjælp!* Tænkte hun bare og klemte øjne sammen til deres hårde latter.

Mathiad var på vej hjem, han var i et dårligt humør, men sådan var det vel at blive snydt så groft, han kunne høre nogle stemmer længere væk og så, så en folk dæmoner, han havde intet i mod dem, de kunne dog være ret irerreterende nogen gange.
Han kunne se hvordan de bevægede sig over mod en kvinde, det lignede en engel, det ville ikke blive godt det her.
Han bevægede sig i stilhed tættere på og brugte mørkter som et skjul, da han på en eller anden måde hørte noget i hovede "hjælp" det kom fra englen men hun havde ikke brugt sin mund. Hvad skete der, Mathias var ret tæt på nu, så han stod og kiggede, gjorde sig klar til hvis der skulle ske noget.