Et ekstraordinært møde - Wanes

Tid : Klokken er omkring 22.15 om aftenen/natten
Sted : en halv kilometer inde i Ashen Three Forrest.
Vejr : det er køligt, og vindstille. Månen lyser ned på træerne og giver dem et endnu mere gråligt skær end de normalt ville have haft.
Omgivelser: Træerne, grålige og kolde som de er. Himlen er skyfri og stjerneklar, mens månen er fuld.
Påklædning : I menneskelig form har hun sorte løse militærbukser på og en t-shirt. Bare fødder.

Lyssa gik rundt i skoven og nød af der for en gangs skyld ikke rigtig var nogen efter hende. Måske ledte nogen efter hende, men lige nu var hun fuldkommen ligeglad. Hun elskede friheden hun fandt i skoven. Langsomt lod hun sit tøj glide af sin slanke krop, og lod sig skifte over til et dådyr. Hendes grålige øjne ændrede sig ikke fra deres grå farve. Hun var brunlig, med en aftegning i panden. Den aftegning hun var født med, som hun som regel gemte under sin hue.
Hun begyndte at gå, for derefter at springe rundt i skoven mens hun så sig omkring. Friheden var helt utrolig.
Hun stoppede dog op, da hun ænsede en skikkelse. Hun bakkede tilbage mellem nogle grene. Hvis det var en jæger, var hun dødsdømt nu. Hun bad til at skikkelsen endnu ikke havde set hende, da hun blev til menneske. Hun havde aldrig kunnet holde sin animalske skikkelse når hun blev nervøs. Lige nu kunne hun intet andet end at prøve at slappe af mens hun håbede at skikkelsen ikke nærmede sig yderligere.

Påklædning: Profilbillede.

Wanes trak vejret langsomt ind gennem næsen og skærpede sin hørelse.
Han kunne ikke høre andet end den sædvandelige fugle kvidren og lyden af hvinden som blæste gennem træerne.
*Hvis jeg ikke snart får noget mad, så dør jeg* tænkte han og greb sig til maven.
Han traskede lidt videre gennem skoven, han daskede et gren væk fra ansigtet,
og der så han noget, han anstrengte sig for at se hvad det var.
*Er det et dyr?* tænkte han hurtigt, inden han løsnede sit slips og stoppede det ned i lommen og lod sine hænder folde ud, syren dryppede ned fra fingerspissernde og lavede en sydende lyd da det ramte skovbunden.
Han trådte langsomt tættere på byttet og gjorde sig klar til at angribe.

Hun stirrede kort på syren der dryppede fra hans fingerspidser, inden hun bed sig i læben. Hun blev hurtigt klar over at hun stod i undertøj, kun dækket af nogle grene mens en ung mand stod og stirrede på hende.

Hun blev hurtigt til en tiger. Hun bakkede igen lidt væk fra ham. Han så ikke videre venlig ud. Så hørte hun hans mave rumle. Han var sulten OG farlig. Ikke en god cocktail. Hun trådte prøvende frem mod ham og så direkte på ham. Hun blottede tænder i en lav brølen for at vise ham at hun ville skade ham hvis det blev nødvendigt.

Det var et menneske indså han til sin overraskelse.
Men i det sekund han nåede at opfatte det blev hun pludselig til en tiger, han trådte et skridt tilbage.
Tigeren brølede nu af ham.
*Jeg har hørt om disse mennesker rundt i landsbyerne, men troede jeg ikke jeg ville få en og se i virkeligheden* tænkte han.
Han stod lidt og overvejede situationen, derefter fandt han sit slips frem for lommen og bandt det nydeligt om halsen som det plejede.
"Rolig min pige, Hvad med at du bare formere dig tilbage til det kønne andsigt, det er en del nemmere at snakke med?" sagde han elegant, med et smil på læben.

hun tøvede da han snakkede til hende. Han talte med en blid og let stemme, intet bag den der tydede på at han ville angribe. Derfor lod hun sig transformerer sig tilbage til sit menneskelige jeg. Hun Stod kun i en sort undertrøje og trusser. Derfor bakkede hun tilbage mod sit tøj der lå op af et træ. Hun kendte ham ikke, hun genkendte ikke engang hans ansigt. Han kunne sagtens være en jæger, selvom han ikke havde angrebet hende.

Hun samlede sine bukser op og hev dem på plads om sine hofter. Man kunne skimte hendes bryster gennem den tynde undertrøje. Derefter så hun på ham igen, inden hun gik hen mod ham igen, med en let og elegant gang. Som om hun gik på stilletter, selvom hun havde barre fødder.

Hun skiftede tilbage, det var mærkeligt syn at se tænkte han.
Der stod hun kun klædt i undertøj, han stod og så hende lidt an, men fornøjelsen varede ikke længe da hun trådte tilbage og tog sit tøj på.
*Selvom man er en dæmon, så er man jo stadig en mand* tænkte han og tørrede syren væk op af det nærmeste træ.
Han studerede hendes krop og væremåde, i det tid hun spadserede mod ham.
Han prøvede at holde tanken om sulten ude af hovedet, men det var svært.
Da hun ikke var mere end fra meter fra ham stak han hånden frem og sagde forførende, "Goddag, mit navn er Wanes Williams, hyggeligt at møde dig."

Hun bakkede hurtigt et skridt væk da han rakte hånden mod hende. ''Lyssa.'' svarede hun og nikkede kort. Manerer var ikke hendes stærke side. Hun stirrede lidt på hans hånd, mistænksomt. Hun skulle ikke nyde noget af at få ætset huden af på et håndtryk.

''Hvad bringer dig herud så sent Wanes?'' spurgte hun mens hun lukkede øjnene kort. Hendes lille modemærke i panden - formet som en dårdyrklov - kunne svagt skimtes bag hendes hvid-sølv-agtige hår. Hun var tynd, smidig med hvidt hår. Håret havde en sølvagtig glans. Hendes øjne var grålige med små nuancer af grøn og blå i.
Hun så lidt gennemgående på ham. Sort jakkesæt, med en hvid skjorte og et rødt slips. Han lignede en lejemorder. Hun smilede lidt ved tanken.

"Jamen jeg tager mig da bare en hyggelig gåtur i dette smukke aften vejr" Sagde han stille og tog hånden til sig.
Han kunne fra afstanden mellem dem mærke varmen i hendes krop, det kom som en slag mod hans mave, han var stadig sulten, men han prøvede og se så almindelig ud som overhovedet muligt.
Han havde aldrig tænkt at disse Shapeshiftere som folk kaldte dem, var så elegante.
"Men Lyssa, du er da velkommen til at gøre mig selskab på denne smukke aften" Sagde han og trådte elegant et skridt nærmere.

i takt med at han trådte nærmere bakkede hun et skridt.
''Du har lige gjort klar til at angribe mig, men lod være? Du er død sulten men vælger at skjule det?'' hun så undret på ham. Hun valgte uden tøven at snakke med ham, udelukkende fordi hun vidste at han kunne myrde hende så let som ingenting.

Mens hun snakkede med ham undersøgte hun hans holdning endnu mere. Han måtte være sorthåret, efter hans øjenbryn at dømme. Han var lav, måske 1,80?
Hun havde aldrig set andre væsner, udover mennesker og hendes egen art. Hvad var han? En dæmon? En vampyr? Hun kunne ikke rigtig gennemskue den..

Han styrtede mod hende og greb hende i armen.
Han førte den over på ryggen og holdte hende fast, han hviskede hende let i øret,
"Lyssa, nu er jeg jo en ærlig mand .. Ja jeg har ikke spist i dage, og hvis jeg havde lyst, så havde jeg flået dig i det sekund jeg så dig, hvis du ikke allerede har regnet den ud, så er jeg en dæmon, og ikke en hvilken som helt dæmon, en bloddæmon .. så hvis jeg var dig ville jeg ikke kæmpe imod, forstået?"
Det var som om der var noget der stoppede ham i at æde hende på stedet .. men han vidste ikke hvad.

hun stivnede kort inden hun prøvede at se ham i øjnene. I virkeligheden lignede hun bare en lille pige. Hun var så spinkel af bygning at hun let kunne gå for at være tretten år. Hun panikkede ikke, men hun var så nervøs at hun ikke selv kunne styre sine evner. Hun kunne ikke skifte form når hun var bange, og lige i dette tilfælde var hun rædselsslagen.
''hvad stoppede dig så?'' spurgte hun lavt. Hun prøvede tydeligvis ikke at vride sig fri. Det ville være idiotisk. Derimod prøvede hun at tale ham fra det.

Han stod lidt og tænkte over spørgsmålet, han ville gerne komme igen med en hurtig kommentar, men han vidste ærlig talt ikke hvad han skulle svare.
Han slap grebbet fra hendes arm, men trak hende hurtigt ind til igen, han kyssede hende let på læberne.
Han slap hende og vendte sig om og gik et par skridt væk, men han vendte hovedet lidt og sagde "Du er åbenbart bare heldig" med et ondt smil på læben.
Det gik imod alle hans instinkter at vise nåde for et bytte, men der var noget i ham der strittede imod.

hun smækkede ham en lussing på kinden da han kyssede hende.
''Heldig?'' knurrede hun vredt inden hun spyttede ned i skovbunden.
Hun gik hen og greb fat i hans krave, mens hun blottede tænder, rasende.

Han bed lussingen i sig.
Hun var vred .. hun havde et hårdt greb i hans han krave.
Han gav hende et ondt smil.
"nå, man kan også slå fra sig?" sagde han med en håndene stemme, og grinte lidt.
Han greb fat om håndledet på den arm hun holdte ham fast med.
Han lod syren sive ud af håndfladen og ned af hendes arm, mens han smilte ondt til hende.

hun bed sammen, klynkende. Syren der flød ned af hendes arm sved så voldsomt at hun fik små tårer i øjnene.
Uden at tøve gav hun ham et knæ i skridtet.
Hun vred sin arm fri, og krøb sammen op af et træ. Hun begyndte straks at slikke sit sår på armen.
Hun rystede lidt over smerten.

Dæmon eller ej, et knæ i skridtet gjorde nas.
Han faldte på knæ, og trak vejret dybt.
Nu blev han vred, han rejste sig efter lidt tid, og gik målrettet mod hende.
Han greb hende om halsen, og skulle til at dræbe hende, men der var det igen, det var som han gik i baglås.
"Hvad sker der?!" råbte han fortvivlet, og skubbede hende væk.
Han slog hårdt mod træet i fortvivlelse.

hun stirrede på ham, og tog sig til halsen. Han havde prøvet at at myrde hende!
Hun prøvede at rejse sig, men kunne ikke. Hun krøb sammen op af en træ.
''For fanden...!'' klynkede hun panisk.

Han stirrede over mod hende, han var splittet.
"Hvem er du!?" råbte han i retning af hende, *Har hun mon et kors på sig? eller vievand?* flere spørgsmål sejlede rundt i hans hoved.
Han rev sin jakke af og blottede sin overkrop.
Han var spinkel, men også godt veltrænet.
Han kiggede fortvivlet rundt, han træk vejret meget dybt.
Nu begyndte han at gå, han skulle bare så langt væk fra hende som muligt.

''hvad fanden mener du!?'' hun rejste sig.
''jeg er mig, for helvede!'' knurrede hun inden hun igen prøvede at rejse sig. hun rystede for meget til at skifte form, så hun prøvede at løbe efter ham.

Han kunne høre hun løb efter ham.
Han vendte sig og så hende i øjnene.
Han trak vejret meget dybt og slappede af, han trak sin jakke på igen.
"Jeg har dræbt hundredevis af mennesker, men af en eller anden grund, så kan jeg ikke dræbe dig!" råbte han fortvivlet.

''hør her, jeg aner ikke hvorfor du ikke kan myrde mig, men lad os nu tage det roligt inden du ødelægger mere med dine hænder.'' hun prøvede at skjule sin blødende arm lidt. Den sved helt utroligt, men hvis han så det ville han nok bare se det som endnu en chance.
''hvorfor prøvede at du myrde mig?'' spurgte hun helt stille.

"Fordi jeg er en bloddæmon, jeg skal ha' mad, men dig .. dig kan jeg ikke dræbe!" råbte han fortvivlet.
Han bemærkede ødelæggelsen han havde forvoldt, og blodet dryppe fra hendes besårede arm.

hun så lidt på hendes arm.
''hvor meget blod skal du bruge for at kunne jage videre?'' spurgte hun. Hun kendte udemærket godt til hans sult, da hun selv dagligt gennemgik det samme.
''du behøver næppe at slå ihjel for at spise.'' sagde hun stille inden hun rakte sin blodige arm ud mod ham.

Hun stod der med hendes blod dryppende arm strakt mod ham.
Han gik et par skridt nærmere, og tog let hendes hånd.
Blodet ramte nu hans fingrer, og stod lidt og overvejede situationen, men han kunne ikke holde sig tilbage.
Han bukkede sig frem og lod tungen køre let op af såret.
Han fik et rus da blodet løb igennem hans krop.

hun bed lidt sammen. Hun ville hjælpe ham, men kun til en hvis grænse.
Hun lukkede øjnene lidt inden hun trak sig tilbage, og trak sin arm med sig.
''Wanes, det er vist bedst at du ikke drikker for meget..'' sagde hun stille