The real friend. -Maria Aido-

S: Slavemarket.
V: Varmt.
T: Middagstid.
O: En sti som strækker sig imellem boder på hver sin side. Her sælger de væsner og mennesker, som var de pynt til huset.

Ey piske slag fik Hope til at komme ud af sine tanker, der før var rettet på sin mor som lå død på gulvet, med en blodsø rundt om sin mave. Han var kun 4 år gammel dengang og alligevel huskede han det, som var det lige sket for ham. Men, det var det ikke, det var over 10 år siden og han måtte snart begynde at tænke på noget andet. Et nyt piske slag fik ham på andre tanker endnu gang, han kiggede forskrækket hen imod lyden og veg sig lidt tilbage, så snart han så at det var en mand som var ved at gennemtæve en forsvarsløs gammel mand. Hope kunne ikke se på det og kiggede væk, ned i jorden imens han knyttede sine hænder sammen. Han ønskede at hjælpe denne gamle mand, men han vidste også godt at han ikke rigtig kunne gøre noget, det var han ikke modig nok til, derfor ledte han også efter en som kunne træne ham til at blive mere modig, så han ikke længere ville gå og krybe sig sammen hver gang der var ved at ske noget. Han ville blive stærk og det skulle være snart.
Han kiggede op igen, da han var gået ind i en anden person. Han nikkede undskyldene og ville gå videre, men blev hurtigt stoppede da han kunne mærke at der var nogen på vej hen imod ham og pigen.
"Stands i to!" råbte en mand og pegede vredt på dem. "Vil i så komme tilbage?"
Hope stod som et dådyr der var blevet fanget i en bils lygter. Hvad snakkede manden om? Hvad havde de gjort? Han kiggede forvirret hen på pigen, som så ud til at være ligeså forvirret som ham selv. Hvad det end var de var beskyldt for, så måtte det være en misforståelse.

//Det er din pige han er gået ind i hvis du er i tvivl ^^//

Da Maira hørte manden råbte af dem så hun på ham drengen ved siden af, hun undrede sig over hvad de havde gjort.
''Undskyld mig men hvad har vi gjort'' Spurgte Maria og kiggede på drengen ved siden af.
Det virkede ikke til manden ville slappe af, han blev mere og mere vred.
''Jeg tror han er sur '' Hviske Maria til drengen.
Manden kom tættere og tættere, Maria tog fat i drengens arm og løb.
''LØB!'' Råbte Maria
Maria løb alt hvad hun kunne, hun faldt, slog sit ben men hoppede. Hun stoppede op healede sig selv og løb videre sammen med drengen.
Tænkerne om hvad de havde gjort fløj inde i hendes hoved.



[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hopes tanker kørte rundt i hovedet på ham, da han ikke anede hvad han skulle gøre overfor sådan en mand som ham, med store overarme og en pisk ved siden af, hvor man stadig kunne ane den snævre lugt af blod fra de slaver han havde pisket.
Det gav et lille spjæt i ham, efter lyden af en stemme rungede inde i hans hoved. Han kiggede kort til siden for at opdage at det bare var pigen ved siden af ham, som havde hvisket et eller andet til ham. Han var ikke helt sikker på hvad hun egentlig sagde, men han kunne lige nå at høre at det havde noget med manden at gøre, som stadig kom trampende hen imod dem.
Pludselig satte manden i løb, hvilket fik Hope til at stivne og havde det ikke været for pigen som tog fat i hans arm, havde han nok ikke bevæget sig og fuldt med hende. Men han rystede de uhyggelige tanker ud af sit hoved og fulgte med pigen igennem slavemarket, hvor alle omkring dem kiggede forvirret efter dem. Manden var tung og brumlende, så man kunne hører at han stadig løb bag dem med den hurtigste fart han nu kunne holde. Hope kiggede sig kort over skuldren, men blev straks fokuseret på pigen ved siden af sig som healede sig selv. Et kort øjeblik spærrede han imponeret øjnene op, men fortsatte med at løbe og fokusere på at komme væk.
De kom til udkanten af markedet, hvor der nu var en stor mark foran dem og for enden af marken var der en flok træer. Hope blev ved med at løbe, i håb om at de kunne nå hen til træerne og slippe væk fra manden.

Maria var forpustede, det var ligesom en scene i en film når de løb fordi folk man kunne næste forstille sig det i slowmotion.
Hun holdet øje med drengen ved siden af hende, kan hun så skoven tænkte hun bare *yeah måske vi fri*
Da de når skoven, løber Maria lidt længere inde i skoven men når de var lidt længere inde i skoven tog Maria fat i drengs arm og glemmer sig i en busk.
De pustede ud, Maria kiggede på drengen. Manden kom fordi dem og Maria kunne se drengen var nervøs for at håbe han var ok og ikke så bange, holdet hun om ham.
''ssshhh, han er lige bag busken'' Hvisker hun i hans ører.
Maria kiggede kort op og kan se manden er gået sin vej.
''PUUHHAA'' Sagde Maria og puster godt ud.
Maria griner sødt '' Goddag kære dreng, jeg hedder Maria'' Sagde Maria og rækker hånden frem.
Maria tog hætten af sin karpe for han kunne se hvordan hun så ud.


[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

De nåede hen til skoven som han havde håbet og pigen havde åbenbart tænkt en flugt plan, for så snart de kom i nærheden af en stor busk, tog hun fat i hans arm og trak ham med ned i en busk, hvor hun gemte ham og hende selv af vejen, for den mand som kom løbende efter dem. Heldigvis havde manden været mange meter bag ud, så han havde ikke set at de gemte sig i busken. Hope kunne mærke hvordan hjertet sad i halsen på ham, imens de sad og gemte sig i busken, så han var lige ved at tro at hans hjerte kunne falde ud af hans mund hvert minut det skulle være.
Endnu et spjæt kørte igennem ham, da han kunne mærke et par arme om sig, som trak ham ind til en varm krop og et hamrende hjerte. Der var aldrig nogen som rigtig havde krammet ham og holdt om ham før, så det var lidt af et chok for ham, men han vendte sig hurtigt til det og faldte til ro, imens han kæmpede med at holde vejret, i frygt for at manden skulle hører ham trække vejret.
Så snart manden var væk, tog han en dyb indånding og rejste sig op, kiggede sig lidt omkring inden han vendte sig om imod pigen. Han smilte skævt til hende, nærmest en anelse nervøst. Hun var faktisk ret køn.
"Jeg hedder Hope," sagde han og nikkede til hende.

Da Maria så Hope nikkede tilbage, grinte hun nervøst og tog hånden til sig selv igen.
Hope var faktiske rigtig sød, cute. Maria smilede.
'' er du ok, bare rolig gøre dig ikke noget'' Sagde Maria og smilede sødt til Hope.
Maria vidste ikke rigtig hvad nu skulle gøre nu, hun satte sig ned bare busken inde i skyggen og tog en falske frem.
''Hvad laver du så her'' Spurgte hun, smiler hun og tager en slurk.






______________
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Han var ikke nervøs for at hun ville gøre ham noget, trods alt havde hun jo hjulpet ham, han var nærmere bare ikke så van til at snakke med ældre piger og ikke van til at både ham og hende kom ud for en rasende mand som jagtede dem igennem et slavemarket.
"Det ved jeg," stammede han og kløede sig lidt i nakken, imens han kort kiggede rundt, inden han kiggede op i hendes brune øjne. Store brune øjne endda. "Jeg øh.. Bare ikke.. Lige meget," Han stoppede sig selv i at snakke videre inden det blev alt for pinligt. Da hun satte sig ned i busken, kunne han ikke lade være med at kigge hvad hun lavede, da Hope var født nysgerrig. Nysgerrig, men alligevel genert. Han satte hovedet på skrå og lyttede til det hun spurgte ham om. Det var et godt spørgsmål måtte han indrømme og han var i tvivl om han overhovedet kunne svarer på det.
"Jeg øh.. På vildspor," sagde han og smilte til hende. "Hvad med dig selv?

''Nej det er ikke lige meget, lad mig høre'' Sagde hun og smiler.
Maria kiggede på Hope ''Jeg gå bare en tur, har ikke rigtig noget at lave'' Sagde hun og rodede i sin jakke.
Hende pistol var der, '' Når, hvad er du for en race'' Sagde hun og smiler.
Hendes tænder kommer til syne, Maria var en der aldrig kunne finde på angrib folk hvis de var venlig over for hende men Hope var ikke en hun ville angribe.



[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Pokkers, den kunne han vidst ikke slippe så nemt udenom som han havde troet. Det var jo ikke lige det nemmeste at fortælle at man var en smule genert anlagt.
Han kløede sig endnu engang i nakken og kiggede tøvende ned i jorden, kørte sin fod frem og tilbage, som tykkede han på hvad han skulle sige til hende, hvilket han egentlig også gjorde.
"Jeg er bare en smule nervøs anlagt," sagde han og klemte et genert grin ud, hvor han derefter kiggede op på hende, med sine kinder der var en smule lyserøde, men ikke meget. "Ikke andet," Han smilte til hende og bemærkede kort en pistol hun havde på sig. Selvom han lyttede til hvad hun sagde, kunne han ikke lade være med at kigge nysgerrigt på pistolen. "Jeg tror jeg er et menneske," mumlede han og kiggede op i hendes øjne igen. "Men jeg er ikke sikker,"

Hun tager sin til munden og griner.
''Du skal ikke være nervøs, når jeg er her sker dig ikke noget'' Sagde hun og rejser sig op.
''Og btw er jeg vampyr'' Sagde hun,smilet så man kunne se tænderne.
Hun vidste ikke rigtig hvordan han ville rektion var eller ville være håber på den var god og ikke dårlig.
Hun drak igen af sin falske, hun slikkede boldet væk fra sin læbe og kiggede på Hope med store øjne.


[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Han var nu ikke nervøs for om hun ville gøre ham noget, snarer om han kom til at gøre noget som ville sætte ham selv i en pinlig situtation overfor hende, hvilket han helst ville undgå da han hadede når man stod i en pinlig situtation.
"Okay så," sagde han og smilte skævt til hende.
Da hun sagde at hun var en vampyr, var der en lille del af ham som blev forskrækket, men han skjulte det ved at bare sende hende et lidt større smil og nikke til hende. Hun havde jo lige reddet ham, så han kunne ikke se nogen grund til at være bange for at hun skulle drikke blod fra ham.
"Jeg har aldrig mødt en vampyr før," fortalte han og lagde hovedet en anelse på skrå, imens hán kiggede hvad hun havde i sin flaske, han rettede dog hurtigt sit blik imod hendes øjne så snart han så det var blod.

Maria tog flasken væk igen, '' Når så du har ikke mødt en vampyr før'' Smilet hun og kiggede på ham.
Hun kunne se hvordan han havde kigget på hende i menes hun drak blodet.
''Jeg har altid den her flaske med mig så jeg kan tage en slurk når jeg er lidt sulten, bare rolig drikke en andres blod. Jeg har levet i 200 år jeg kan styre mig'' Sagde hun og vidste den lille metal flaske hun havde under sin jakke.
Maria kommer tættere på Hope, hun kiggede i hans øjne. ''Har nogen fortalt dig du har virkelig flotte øjne?'' Spurgte Maria og smilet.
Hope var en virkelig flot ung mand, den måde han var kunne hun fornemme de ville have en godt venskab sammen.


[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Så snart det gik op for ham at hun havde bemærket hvordan han studerede pistolen og flasken med blod, skyndte han sig at kigge væk, for ikke at være for uhøflig. Det lød nok meget skørt i hendes øre at han aldrig havde mødt en vampyr, når han trods alt levede i en verden hvor der eksisterede alle former for væsner som var en del stærkere end ham selv, hvilket var meget irriterende for ham, da han hadede at føle sig så hjælpeløs. Det generte blik blev dog hurtig rettet op på hende igen, da han kunne hører hun fortalte at hun sagtens kunne styrer det. Et trækning i mundvigen udviklede sig til et venligt og sødt smil, som et tegn på at han syndes det var flot at hun kunne styrer det.
"Det er imponerende, men er det ikke svært?" spurgte han og vidste ikke om det var noget man kunne tillade sig at spørge en vampyr om.
Så snart hun komplimenterede ham, fik han røde kinder og kiggede ned i jorden, imens han kørte sin fod frem og tilbage. "Nej, det er der aldrig nogen som har sagt til mig," Det blev sagt med en mumlen, imens han kiggede ned i jorden for at hun ikke skulle se ham rødme.

''Styre mig næ, kunne hvis jeg ikke har fået i nogen år'' Sagde Maria og smilede.
Maria satte sig ned igen på jorden '' Slog måsen i jorden'' Sagde Maria og bankede på jorden.
'' Nå det undre mig, for du er virkelig en charme trold'' Sagde Maria og smilet.
Han var meget charmerne, hun havde aldrig mødt en sådan. De grønne øjne var hele unikke WOW!!.
Maria nød den kolde skygge, hun smed kappen og plukkede en blomst.
Hun snuset til blomsten '' Hvor gamle er du så idag?'' Spurgte Maria og satte blomsten i håret.
Hun plukkede en ny, det ende med flere og flere. Hun begyndte at flette den til en krads.





[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Smukke øjne, det fik ham bare til at rødme endnu mere, når han tænkte på at hun faktisk lige havde sagt hans øjne var smukke og givet ham et kompliment. Han løj ikke når han sagde at der aldrig var nogen som havde sagt det før.. Det havde han vel aldrig tænkt over som sådan at han havde smukke øjne.
Han bemærkede at hun satte sig ned og klappede på jorden for at få ham til at sætte sig ned. Et nik og en trækning i mundvigen sendte han hende, inden han satte sig ned og stadig kunne mærke hvor rød han var i kinderne.
"Arh, det er jeg nu ikke ligefrem," sagde han en anelse genert og kiggede op på hende igen. "Men tak, du er nu også selv ret køn," han smilte venligt til hende og kunne mærke hvordan kinderne langsomt blev røde igen, så han kiggede hurtigt væk for at pille ved noget græs. "Jeg er 14 år, hvad med dig?"

''Jo du er'' Sagde Maria og smilet til ham og '' tak skal du have'' Sagde Maria igen og plukkede videre.
Maria var snart færdig med at lave kransen pga den vampyr fart hun havde var hun færdig på ingen tid.
''Jeg har levet i 200 år men har altid være 17'' Svarede Maria og kiggede på ham.
''Jeg blev forvandlet om 17 årig, jeg bor jo på en skolen den person jeg var værelset karmarat med blev det en vampyr pudselig med det resultat at personen bed mig pga af sulten'' Sagde Maria og tog sig til nakke hvor henden 2 huler sad.
Hun tænker meget over den dag og hun kan stadig høre skrigene inde i hendes lille hoved, hun havde aldrig vidste vampyr findes efter hun selv blev bidt.
Hun tog hånden væk igen fra nakke langtsom og kiggede på Hope igen.



[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Græsstråene lod han snoe om sine fingre, bare for at slappe af og nyde fornemelsen at de var så bløde imod hans hud. Han kiggede hen på hende igen og betragtede kort blomsterkrænsen, som hun på ingen tid ville gøre færdig. Et kort øjeblik undrede det ham over hvordan hun var så hurtig, men han kom hurtig i tanke om en vampyrs hurtighed og smilte kort for sig selv, ved tanken om hvor fedt det måtte være at have en vampyrs styrke og hurtighed.
Fortællingen om hvordan hun blev vampyr, fik ham til at spærre øjnene op og kigge medfølende på hende. Sult.. Gad vide hvordan det var for en vampyr at være sulten, var lysten til blod fordoblet som et menneskes lyst til mad?
"Sikke noget," hviskede han og kiggede hende i øjnene. "men, det vigtigste er vel at du overlevede og at du klarer dig så godt,"

''Ja min bedste ven Zero lærte os mig noget og hans Master'' Sagde Maria og smilet.
''Hvad er din historie, du har hørt min må jeg høre din?'' Sagde Maria og tog kransen på hovedet og begyndte på en ny med den samme fart igen.
Maria var spændt på at høre hans historie og få et lille tættere forhold til ham.
Hun elskede blomster men gennetalt bare naturen.


[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Han kiggede ned på græsset igen og lod en ny finger blive snoet ind i et græsstrå.
"Altså, det eneste jeg sådan rigtig kan huske fra min barndom er at min mor døde," fortalte han og slugte en klump ved tanken om sin mor, skudt og blodig på gulvet. Morderens kolde blik som hjemsøgte ham, men aldrig slog ham ihjel. Det hele stod alt for tydeligt for ham, selvom det over ti år siden. "Og.. Pga. det endte jeg på et børnehjem som var som et fængsel for mig.. Derfor stak jeg af, for at finde mere ud af hvem jeg er.. Og hvorfor min mor blev dræbt," Han trak sin finger til sig, så græsstrået gik midt over og faldt langsomt til jorden igen. Med et skævt smil på læben, kiggede han op på hende igen. "Det var sådan set alt,"

Maria blev ked af det da hun hørt hvad han var gået igennem så hun rykkede over det ham, helt ind til og lagde sit hoved på hans skulder.
''Jeg er ked af det på dine vegne'' Sagde Maria og kiggede på ham.
Maria kiggede på ham ''Ved godt det her ikke måske ikke en god måde at gøre dig glad men her'' Sagde Maria og tog en blomster krans på hans hoved.
''Hvor du flot'' Sagde Maria og smilede med et stort smil.
Maria vil gøre alt for at gøre ham glad igen for han havde fortjente det, hun synes det var synd at sådan en sød fyr skulle have sådan et hårdt liv.







[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det føltes rart for Hope, da hun sagde at hun var ked af det på hans vejne.. Det fik ham blot til at føle, at der rent faktisk fandtes væsner som tænkte på andre, end lige dem selv. Selvfølgelig ønskede Hope stadig at hans mor levede og at han vidste lidt mere om sig selv, men det var som om at han vidste at der var mange andre som havde det hårdere end ham selv. Maria havde da bestemt heller ikke haft det for nemt.
"Jeg klarer mig," sagde han stille og kiggede nysgerrigt med, da hun puttede blomsterkransen på hans hoved, hvilket blot fik et smil frem på hans læber og et kærligt grin. "Mange tak, den er flot," han grinte kærligt og valgte at lade blomsterkransen sidde på hans hovede et stykke tid. Det var jo trods alt et tegn på at hun blot ville gøre ham glad. "tak for at du vil lytte til min historie," han sendte hende et genert smil.

" det var så lidt" sagde Maria " og lige måde" smilet hun.
" men jeg er en person man altid komme til hvis man er ked af det eller har problemer eller det kommer an på hvem det men du er i hvertfald velkommen at komme til mig, jeg vil med glæde gerne hjælpe dig min kære" sagde Maria og nussede kort men blidt på hans kind.
" tak, jeg laver tit sådan nogen for at gøre folk glade og det syne jeg er vigtig at gøre men nogen kan ikke være det. Så elsker jeg bare naturen, gå og lytte til alle ting der her i denne smukke natur og så komme af med ens tænker holder jeg meget af" sagde Maria og smilede til ham.
Hun var glad for at se hun havde puttet et smil på den kære drengs mundvide men os hun genneralt elskede gør folk glade men hvis de ikke have sjæl eller følelser prøvede hun stadig med at gøre det.
Nogen gange var hun bange for at virke for glad men nogen gange selv om hun var trist var hun glad udenpå.

Maria virkede til at være den perfekte ven, den som man ville kunne fortælle alt til og som bare ville være der for dig og lytte, samt give sin egen mening og råd. Han måtte indrømme, at han var glad for at manden havde set sig vred på netop de to, for ellers havde han jo ikke lært hende at kende, hvilket ville have været en skam. Maria var smuk og sød.. En ny rødmen bredte sig på hans kinder, da hun kaldte ham kære og blidt nussede hans kind. Det var der aldrig nogen som havde gjort før, så det fik ham hurtigt til at kigge ned i jorden, for at hun ikke skulle se ham rødme. Han hadede at han var så genert, men det lå desværre til ham og den forsvandt nok ikke lige med det samme. Han rystede på sit hovede, i håb om at rødmen forsvandt.
"Jeg er helt enig, det er dejlig at gå i naturen, så har ens tanker frit løb og man kan føle sig fri," Sagde han og sendte hende et stort smil. Han rejste sig op og kiggede ned på hende, rakte sin hånd imod hende. "Skal vi gå videre i skoven?"

Maria lod mærke til hans kinder blev røde og tog hans hånd.
''Hvor du sød og høflig'' Sagde Maria og gav ham en lille krammer.
''Jeg vil elske at gå med dig i naturen'' Sagde Maria og kiggede på ham.
Det var dejlig at møde en der forstod hende og det med naturen og tænkerne.

Maria og Hope gik et stykke tid.
''Hvorfor rødmer du så tit? har lagt lidt mærke til det og du skal ikke være bange for det, synes du er bare monster sød!'' Sagde Maria og smilede til ham.
Maria syntes det var den sødest hun nogensinde havdet set, og Hope var bare den sødeste hun havde set, han var en virkelig flot fyr. Det blonde hår og de grøn øjne var lige hende, han var bare så rar og sød.
Hun hyggede sig med ham og ønskede det kunne forsætte i mange timer, han var bare så rar at snakke med og han forstod alt det hun sagde.
Maria gav Hope et rigtig stort sødt smil, hendes pandehår faldt ned så hun pustede det op igen men det faldt bare ned igen.

[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hope rødmede kraftigt overfor Maria, fordi han aldrig havde prøvet at blive krammet og bare det at hun gav ham komplimenter gjorde det endnu. Ikke at han havde noget imod det, men det var bare svært at vende sig til. Hope kunne virke til at være skrøbelig, når han rødmede sådan, hvilket også var en af hans grunde til at han ønskede at blive stærkere, så han ikke længere ville virke skrøbelig.
Han smilte genert til hende og fulgte hende med ind i skoven, hvor de gik og nød den smukke natur omkring dem.. Hope nød at have Maria omkring sig.. Hun var venlig og sjov, samt god at snakke med.. Da hun spurgte ham om hvorfor han rødmede så tit, blev hans rødmen blot endnu kraftigere, så han nærmest kunne mærke blodet blusse op til hans kinder.
"Jo jeg.. Mest fordi jeg ikke er Van til at en pige er så sød ved mig," mumlede han stille og kløede sig i nakken.. Han rystede på hovedet for at få rødmen væk. "Jeg ved godt at det er skørt,"