The real friend. -Maria Aido-

Maria blev hele chokket.
''Er piger normale ikke søde ved dig?'' Spurgte Maria og kiggede på ham.
''Og bare rolig er sådan her, det er min personlighed'' Sagde Maria og smilet.
Synes det var så sødt af ham, han bare sådan rødmede. Drenge der rødmer er monster søde.
Maria nød at gå sammen med Hope, snakke og dele historier med hinanden, noget hun havde manglet i mange år.
Maria gik lidt langsommer og overfaldt Hope for sjov, De fik over balance med det resultat de væltede i det blød græs.
Hun lå på Hopes mave og grinede '' Er du ok, havde ikke regnet med det her ville ske'' Sagde Maria og kiggede på Hope menes hun stadig lå på hans mave.
Der lå de under et træ på det bløde græs, der ligge på hendes mave fik hende til at rødme og der lå hun og fnisede sødt.


[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Normalt ikke søde ved ham? Det var slet ikke det.. De var skam venlige nok, men der var ingen som havde været så søde ved ham som Maria var.. Hun var jo direkte som en engel overfor ham, hvilket var en af grundene til at han rødmede meget. Maria var smuk og sød..
"Jo jo, de har skam været venlige og alt det, men jeg har aldrig prøvet at nogen var så søde ved mig sim du er," han smilte skævt og kløede sig i nakken.
Pludselig begyndte hun at gå langsomt, så han løftede forvirret på et øjenbryn, men udstødte et forskrækket jamren, da hun overfaldte ham, så de trillede ned ad en bakke og til sidst endte under et træ, imens se stadig lå i det bløde græs..
Han kunne mærke at rødmen pludselig blev endnu kraftigere, da han kiggede hende ind i øjnene og bemærkede at hun lå ovenpå ham.. Han grinte kærligt og rystede på sit hovede. "Jeg er okay, jeg blev blot forskrækket," han kiggede hende i øjnene og bed sig i sin underlæbe..

Maria satte sig op, hendes kinder var helt rød efter hendes rødme men hun lade sig ned igen.
" undskyld men kunne ikke lade være, det var så fristende. Er så glad for møde en person som mig" sagde Maria og smilede.
Hun var virkelig glad for at have mødt ham for han gjorde sådan hendes indre hvad kan man sige lege barn kom frem, hun kunne bruge sin mere vilde side ej hvis det var det en anden person.
Unden den mand der havde løbet efter dem, havde hun aldrig kendte den her faktiske dejlig dreng tænkte Maria og smilede.
Solen ramte Maria ansigt pludselig " av!" Råbte Maria og løb hen til noget skygge.
Solen havde lavet et brandmærke på hendes kind så hun sad bare med hånden mod sin kind og sagde nogen ord, da hun flyttede den igen var såret helt væk.

Pludselig ramte solens stråler hende, så hun blev nød til at trække sig tilbage, hvilket fik Hope til at få en smule ondt af hende. Et kort øjeblik blev han siddende og forstillede sig hvordan det måtte være, ikke at kunne mærke solens varme stråler. Han fik kuldegysinger ved tanken og gik hen til hende, med et skævt smil.
"Er du okay?" spurgte han og kiggede på hende med sine grønne øjne. "Du må undskylde, jeg havde helt glemt at du ikke kunne tåle solen," Han løftede på sine skuldre og smilte varmt til hende. "Men, det er da godt du har en evne til at heale," Han puffede kærligt til hende med sin hofte..

''Hvorfor undskyld du? det er jo ikke din skyld? hehe ja det er godt jeg kan heale mig selv men kan os heale andre mennesker'' Sagde Maria og kiggede på ham.
Hun mærkede et skub med mod sin hofte, hun var lige ved at falde men holdet balancen.
Hun puffede os til Hopes hofte og grinede '' Lidt hævn tilbage'' Sagde Maria og rækkede tunge af ham.
Hun var vild med hun kunne gøre alle de fjollede ting med Hope og sådan et venskab havde hun savnet i lang tid og hun havde nu fået en. *DEJLIGT!* tænkte Maria bare inde hende lille hoved.
Hun holdet for det mest inde i skyggen ikke for at brænde sig, hun var træt af det men sådan var det og skulle altid være sådan.
''Kender du det, du ønsker du kunne noget men kan ikke få det som du vil have?'' Spurgte Maria og smilet til ham med et stort smil.