Work to do. (Kairi)

Kloakkerne var hans kongerige. Her var han herskeren og det var her han styrede tingene med hård hånd. han havde mere eller mindre overtaget stedet efter "døden" s død. En person som styrede steder hernede. Nu var det hovedkvarteret, ikke bare for ham og hans mænd, men også for klanen. Dem i klanen fik at vide hvordan de fandt derned.
Det var ikke et ulækkert sted, selv om det kunne lugte nogen gange. Det var indrettet til at skjule en masse folk, et hemmeligt system og mange hemmeligheder. Rundt om i tunnellerne, hvor der flød vand og rotterne rumsterede, var der store og små rum, varme og møbleret. Nogle til alle formål.
Sean selv sad netop i et lille rum og ventede. Rummet var bare en opholdsstue. Et hemmeligt og sikkert system af rør, der gled gennem rummere her i tunnellerne, spredte en behagelig varme over det hele. Dog kun i rummene og ikke i tunnellerne. Små krystaller spredte et let lys.
Rummet bestod af to sofaerne, stående over for hinanden men med et bord i mellem sig. en lille reol med få bøger. Ikke meget andet, det var bare til at slappe lidt af, småsnakker, forberede. Eller vente.
Som Sean gjorde, sammen med to andre mænd der sad tavse på sofaen foran ham.
Denne eftermiddag havde Sean sine sorte støvler på, nogle mørke bukser og en sort trøje. Kappen havde han ladet hænge i sit private rum, den havde han ikke brug for nu. lidt senere skulle han ned i kælderen til deres nyeste fange, men lige meget hvor meget tortur havde han givet ham, hvor meget han prøvede at manipulere med hans sind, havde han ikke fået særlig klare svare. så han havde givet fanget, en ung mand, to dage med mad og vand, så han kunne komme sig lidt. Nu ville han bruge Kairi imod ham. Hun var gravid, men dette var en opgave han regnede med hun kunne holde til. Hvis hun kom.

Hun havde aldrig været i kloakkerne før, så hun var ikke sikker på hvor hun skulle gå hen. Hun havde dog ikke haft problemer med at finde indgangen, så hvis hun ellers fulgte Seans anvisniger burde hun snart være der. Hun var blevet positivt overrasket, hun havde haft den sædvanlige fordom om hvordan kloakker ville være. Det har var noget helt, helt andet. Hun smilede lidt for sig selv, og gik den vej hun havde fået at vide af Sean, og inden længe kunne hun se et rum, hvor der sad 3 mænd i en sofa. Hun kom tættere på, og kunne kende Sean. Hun smilede, og fik øjenkontakt med Sean.
"Hej. Så er jeg her."
Hun grinede lidt, og gik ind i opholdsstuen.

Han rejste sig op, da Kairi kom.
"Der er du. Overvejede at sende nogen efter dig. Disse tunneller kan være bedrageriske" han smilte let og studerede hende kort. Der var ikke vildt mange tegn på hendes graviditet, men hvis man kiggede godt efter, kunne man godt se den svagt voksende mave og bryster.
Han gjorde tegn til de andre to mænd om at rejse sig og de gjorde det.
"Jeg har brug for din evne, Kairi. en fange vil ikke tale. Han er søn af chefvagten. Han kender nogle hemmeligheder om vagtsystemet her i byen. Dem vil jeg have. Men den almindelige tortur virker ikke. Min manipulation virker ikke. Jeg har brug for nogen der kan få det ud af ham...Kan du det?" spurgte han og så på Kairi.

Hun smilede da han snakkede til hende. "Tja, jeg fulgte bare dine anvisninger, og plejer at være ret god til at finde vej."
Hun så på ham mens han snakkede, og nikkede indforstået. Han havde brug for hendes evne. Det burde hun kunne klare.
"Hm, altså jeg kan jo altid give det et forsøg. Jeg er stadig i gang med at træne evnen, men jeg har allerede haft gavn af den ved flere lejligheder, så det er værd at forsøge. Og du er heldig, jeg har haft en god dag idag uden kvalme eller andre gener."
Hun smilede svagt, og ventede på yderligere instruksioner.

Han nikkede let. en god dag. så smilede heldet af lidt til ham. Bortset fra han ikke troede på held...
Han gjorde tegn til de alle skulle følge efter ham. Han forlod opholdsstuen og førte dem ned af nogle af nogle tunneller. til sidst også ned af nogle trapper, til de kom et level længere ned. Her var en anelse mere køligt. Han fulgte den hen til cellerne. nogle var beboet, rundt om sad der forskellige personer i forskellige tilstande. nogle sov, andre sad bare og kiggede, atter andre råbte efter dem. Dem der råbte, var de nyeste. De havde endnu ikke lært at det ikke nyttede.
Sean viste dem ned i enden, til de kom til den sidste celle. Den lå lidt væk fra de andre celler, så de kunne være mere i fred. Sean var altid forsigtig på sådanne punkter. Mændene skulle fungere som sikkerhed. Mest for Kairis skyld, men også hvis fangen generelt skulle have energi nok til oprør.
"Vågn op dreng!" Han var selv en gammel dæmon og nød at kalde andre unge mænd for drenge, når han følte sig en del overlegen. For dem var det nok uforståeligt og sikkert fornærmende.
Noget bevægede sig og en af mændene tændte lidt lys. Lyset faldt på en tyng, ung mand med vildt skæg og hår. Hans øjne var en smule indsunkne og han havde sår rundt omkring på kroppen, han var beskidt og hans tøj hang på ham. Han krøb tilbage da sean snakkede til ham. Men maden og vandet de sidste par dage havde alligevel givet ham flere kræfter.
"Sidste chance. Kvinden her vil give mig de oplysninger jeg vil have, uanset om du vil det eller ej. Så sidste chance for at samarbejde" han så lidt på ham, men da han ikke svarede, rystede Sean svagt på hovedet.
"Fint. åben døren." en af mændene tog nogle nøgler frem og åbnede døren, som lydløst gled op. Den ene mand blev stående ved døren, mens den anden gik ind og greb fat i den stadig svagelig mand og tvang ham ned og sidde, men med ansigtet op mod dem. Sean gjorde gentlemans-agtigt tegn til at Kairi skulle gå først, med et lille smil.

//Angående oplysningerne, tænkte jeg at du enden bare kan finde på noget, hvis du har kreativitet til det når du vil svare?//

Hun fulgte med ham ned af tunnellerne, og gik med ret ryg og et lille smil på læberne. Da de kom ned af trapperne lod hun dog smilet falme, og gik forbi cellerne med et udtrykssløst ansigt. Nogle af de fanger der råbte, piftede også efter hende, men hun ignorerede dem blot. Hun fulgte Sean ned til den sidste celle, og så på manden der var i cellen. Hendes ansigt forblev udtrykssløst, også da Sean advarede manden om at hun ville kunne få oplysningerne ud af ham. Hun så på Sean, og gik ind til manden da de åbnede døren for hende, og så ned på ham.


"Hør, knægt. Jeg vil give dig en sidste chance. Fortæl mig hvad du ved." Manden sagde stadig intet, så hun koncentrerede sin energi, og blinkede med øjnene. Da hun åbnede øjnene var de røde, med sorte prikker i. Fangen havde intet valg, han så hende i øjnene, og hun fik adgang til hans sind. Det var overraskende nemt, og hun fandt hurtigt hvad hun søgte efter. Da hun havde samlet alle informationerne i sit eget hoved, skabte hun en illusion i hans hoved som straf for ikke at samarbejde. Hun blinkede igen, og hendes normale øjne kom tilbage. Manden sank sammen og lignede en der var blevet tortureret i flere døgn. Kairi tog en blok frem, skrev det ned hun havde set i hans sind, og vendte sig derefter uden videre om og gik ud af cellen uden at fortrække en mine.

Sean gik med ind i cellen og stod med korsoverlagte arme og kiggede roligt på dem. Cellen var lille, trang og beskidt. Han ville få den spulet når drengen her var væk. Kairis evne mindede ham meget om Nilles og sin egen. Dog lod han kritisk blikket glide ned på manden et øjeblik, da han nu mest af alt mindede om en der havde gennemgået deres tortur i en måned. Hvilken han næsten havde i forvejen...
"Jeg aner ikke hvad du gjorde ved ham, men han nød det vist ikke" svarede han kort og gik ud af cellen. Han så lidt på drengen, mens han tænkte over noget...Så rystede han på hovedet.
"Giv ham en anden celle. Vi har ikke brug for ham lige nu, men vi kan bruge ham imod sin far. Giv ham et bad, nogle nye klude og mad." svarede han kort og mændene nikkede. Sean havde sin egen grund til at gøre det. Flere grunde faktisk. Han gik tilbage ned langs cellerne og gik ud fra Kairi fulgte med. De gik op af trapperne igen og man kunne straks mærke at luften blev en anelse varmere og mere tør.

Hun nikkede blot til Sean da han talte til hende. Hun havde ikke i sinde at forklare sin evne her foran alle fangerne, så hun nikkede bare og fulgte med ham da han gik ned langs cellerne og op ad trappen. Hun fulgte ham hen til opholdsstuen, og satte sig i den ene sofa, med benene over kors under bordet, og lagde blokken på bordet foran sig.
"For at besvare det du sagde dernede, så havde han intet andet valg end at give mig adgang til han sind så snart jeg aktiverede mine øjne og så på ham. Herefter kan jeg gøre præcis hvad det passer mig, jeg kan søge hans sind igennem som var det et bibliotek fuld af bøger, og jeg kan skabe alverdens billeder og illusioner hvis jeg har lyst. I dette tilfælde gjorde jeg begge dele, og illusionen jeg skabte til sidst havde til formål at straffe ham for hans modvilje til at samarbejde. Så nej, det var ikke rart."
Hendes ansigt var stadig udtryksløst, men hun lod dog et svagt smil komme over hendes læber, da hun havde forklaret færdig. Hun skubbede blokken over mod Sean.
"Det hele er udførligt og detaljeret beskrevet her, direkte kopieret fra hans sind."

Han studerede hende let, som hun sad der og snakkede. Hun havde taget et initiativ til at straffe manden, selv om Sean ikke havde givet hende besked på det. Det var ikke noget der skadede, men problemet var om hun også ville gøre det en anden gang. Han forlangte streng disciplin, at hans folk lyttede og udførte præcis kun det havde han bedt dem om, for han havde overblikket som oftest og hvis de lavede alt muligt andet, kunne det ødelægge mere end hjælpe. han tog imod blokken. han viste nu præcis hvad Kairi gjorde og den mindede meget om hans egen evne, bortset fra han hverken kunne læse tanker eller minder. han havde dog aldrig brugt tiden på at sætte nogen ind i hvordan hans evne var. Det ragede ikke folk og det var et udmærket, ukendt våben over for folk.
Han tog imod hendes blok og satte sig i sofaen over for hende. Han lod kort blikket glide ned over blokken. Ja, her var der nogle elementer han kunne bruge og medtænke i sine planer. Han nikkede let.
"Godt, tak. Noget af dette er ret nyttigt. Selvfølgelig skal du ikke fortælle det videre til andre." han så lidt på hende og overvejede om de skulle tage en snak angående hans kommandoer.

Hun så på ham og nikkede.
"Selvfølgelig ikke. Jeg regnede heller ikke med andet."
Hun havde forklaret ham sin evne, fordi hun stolede på ham, og fordi hun mente det måske kunne være nyttigt at han vidste præcis hvad hun kunne. Hun så på ham, studerede ham nøje. Det virkede som om han havde noget han gerne ville sige til hende, men hun ville ikke spørge. Han måtte selv sige det hvis det var vigtigt.

//Kreasvigt!

Han lagde blokken på bordet og lænte sig lidt fremad, da han hvilede armene mod sine knæ og havde den ene hånd foldet med den anden. Han så lidt på blokken, før han så op på hende.
"Du gjorde mere end det jeg bad dig om. Du straffede ham, uden at vide hvad jeg skulle bruge ham til. Uden jeg havde bedt dig om det. i dag var det ikke så alvorligt, men det spørgsmålstegn ved om jeg kan betro dig nogle vigtige opgaver, hvis du ikke gøre nøjagtig som jeg beder dig om. en anden gang kan det måske sætte andre i fare eller ødelægge alle mine planer?" han sagde det ikke direkte som om han skældte hende ud, men mere som om de skulle diskutere det. som ligestillede.

Hun så på ham, og nikkede. Hun havde selv overvejet om hun var gået over stregen ved at gøre det. Hun kunne sagtens mærke, at han ikke direkte irettesatte hende, men mere lagde op til en dialog mellem dem.
"Jeg forstår. Det var mit første job for klanen, og jeg lod mig nok rive lidt med. Jeg kan sagtens se det fra dit synspunkt, og jeg vil bestræbe mig på ikke at begå samme fejl igen. Vi skal selvfølgelig ikke sætte andre i fare eller risikere at ødelægge planerne."
Hun så på ham, med det samme udtryksløse ansigt som hun havde haft siden de gik ned til fangerne. Hun var ikke sikker på om det var kommet med hendes evne, eller det var noget hun havde lært i den tid hun nu havde måtte sætte facade på for ikke at ligne en levende død efter tabet af Johan, men hun havde fået nemmere ved at lukke følelserne inde og sætte et stoneface op, som virkede som et skjold så folk ikke kunne se hvad der foregik inde bagved. Ikke at hun ikke ville lade Sean kende til hendes følelser, men det her ville hun holde på et professionelt plan så vidt muligt.

Han nikkede let af hendes ord og lænte sig tilbage igen, smilte så svagt som han havde for vane.
"Godt. Det stoler jeg på" svarede han så. Han kiggede igen lidt på blokken, men lod den ligge hvor den var.
"Hvordan har du det så?" han så hen på hende igen. Hun virkede så...Fjerne på en måde. Han viste ikke om det var det han havde hevet hende igennem eller andre ting, men en velfungerende person er lig med en velfungerende plan. Hans klanmedlemmers ve og vel interesserede ham faktisk.

//Kreasvigt...//

Hun nikkede, og da det professionelle i det nu var overstået, lænede hun sig tilbage, slappede af og smilede endda.
"Jeg har det ganske godt. Jeg bøvler lidt med noget kvalme, og humør-svingningerne er også begyndt at vise sig. Men sådan er det jo at vente et barn."
Hendes smil blev kun større. Hun elskede tanken om at der var et barn der lå og voksede i hende, og at hun snart ville blive mor. Eller, i hendes øjne var hun allerede mor, eftersom barnet jo var der, det skulle bare lige blive færdigudviklet, så at sige.

Han nikkede og så lidt på hende, som ville han afsløre noget. Men han fandt intet at sætte fingeren på. Hun virkede stadig rigtig glad for tanken og barnet kunne måske hjælpe hende over tabet af ham John. eller hvad han hed.
"Godt, dejligt at høre" han tog blokken op og rejste sig op.
"Du er velkommen til at se dig omkring, spise med eller hvad du nu har lyst til. Folk her kan være overraskende hjælpsomme, trods deres ydre. De steder der er forbudte er alligevel låst af...Men jeg tror jeg vil få nogle planer lavet ud af dette" han smilte lidt og så på hende, mens han holdt blokken op med noterne.

Hun smilede, og rejste sig også op. "Jamen så tror jeg at jeg vil se mig lidt om, og så spise med. Jeg er ved at være godt sulten."
Hun satte et venligt grin op, og tog så et par skridt. Hun vidste ikke helt om hun skulle række ham hånden eller hvordan, så hun blev bare stående lidt, halvt om halvt afventende.


// Kreasvigt

han så lidt på hende, men rakte så hånden frem. Det var ikke sundt at have et for tæt forhold til sine medlemmer, til sine arbejdere. Selv om han var begyndt at sætte pris på Kairi. rent professionelt.
"Godt. Jeg vil aflevere det her og selv møde op til maden." han plejede ofte at komme mindst en gang om dagen og give hans folk en lille tale inden maden. Nogen dage havde han for travlt, men så ofte han kunne gjorde han det, for at opbygge et forhold til sine mænd. At han bestemte, men at de ved fælles arbejde nu kunne sidde og spise. Hans stol var endda hævet lidt over de andres, for at bevise han var den der bestemte. Det var nødvendigt, nogle af mændene var ret vilde og blev de ikke mindet om hvem der var herren i huset, kunne de godt blive ustyrlige. Han nikkede kort.
"Vi ses"

//Skal vi springe frem til middagen eller bare helt slutte emnet? //

// Vi kan godt springe frem til middagen, men tror det snart bliver sluttet fra min side af, for prøver så vidt muligt at afslutte alle emner hvor Kairi kun lige er blevet gravid, og så hoppe frem til kort før hun skal føde. //

//Okay, i såfald kan vi godt stoppe emnet, så kan du komme videre og vi kan altid tage et emne senere? //

// Det synes jeg er det bedste //

//Godt, så gør vi det //