En dagbog ~ Kairi

Mens Kairi havde været på arbejde havde Ramiel taget sig den frihed at gøre rent i huset, ja... Mange ville tænke det ikke rigtig var et mande job, men hey! Han gik jo ikke rundt i skørter, og så videre. Han havde bare ryddet lidt op, og fået støv væk de vigtigste steder. Han havde også tørret støv af skufferne i Kairis og Ramiels soveværelse... Hvor han havde fundet noget interessant. En dagbog.
Ikke bare en tilfældig dagbog, men Kairis dagbog. Nysgerrigheden havde fået ham til at læse lidt i den... Og vreden samt jalousien havde hurtigt samlet sig. En Jack havde han læst om, som Kairi åbenbart havde været sammen med. Ramiel knurrede, og smed dagbogen et sted hen i hjørnet af soveværelset. Det var godt at Romeo var ude i skoven. Ramiels sværd var stadig gemt i en busk.
Ramiel sad nu på sofaen i stuen, og surmulede for sig selv.

Det havde været en forholdsvis stille dag i forretningen, og da Kairi havde lukket ned, begav hun sig hjemad. Hun åbnede hoveddøren, og gik ind.
"Jeg er hjemme!"
Som altid blev hun mødt af en storsmilende Amy, og kairi smilede og tog hende op. Hun blev dog lidt skuffet da Ramiel ikke kom ud til hende som han plejede. Hun så på Amy og spurgte hende.
"Hvor er far?"
Den lille pige grinede og pegede mod stuen, og Kairi satte hende ned, og tog sko og jakke af, inden hun gik ind i stuen. Hun så straks at Ramiel ikke var i godt humør, så hun fik hen mod ham og så spørgende ud.
"Noget galt skat?"

Jeg er hjemme!
Ramiel hørte det godt, men ville ikke gå derud. Han kunne ikke forstå at hun ikke havde fortalt ham det, og om hun stadig så ham Jack. Hun måtte da have nydt det, sikkert mere end når det var med ramiel. Han knurrede lavmælt for sig selv.
Han havde albuerne på knæene og hænderne foldet sammen. Han hvilede hagen på hænderne. Han så bare lige ud.
Tomt så han på Kairi. Han sad stadig som før.
"Jeg stødte på din dagbog.. Og blev nysgerrig." Sagde han først og kiggede så ligeud igen. "Hvem er denne Jack helt præcis?" Hans stemme var mere kold.

Hans tomme blik ramte hende hårdt, og hans ord blev til en hård knude af is i hendes mave. Hendes smil forsvandr brat, og efterlod et tomt koldt, nærmest forskrækket blik i hendes øjne. På trods af varmen fik hun kuldegysninger. Hun satte sig på kanten af bordet og så ikke længere på ham.
"En gammel bekendt, som du aldrig skulle have vidst noget om. Min dagbog er privat, selv ikke du burde have læst i den!"
Hun kunne mærke at det irriterede hende. Hvor meget havde han læst? Hvilke af hendes hemmeligheder kendte han nu til? De gamle forhold? Engangs-affærerne? Klanen? Hun lagde hænderne i skødet og så tomt ned i gulvet.

Hendes ord fik ham til at snerre. Han rejste sig brat op, knyttede hænderne, og så på hende med øjne der lynede. Hans krop rystede svagt af vrede, og det adrenalin han fik når han var vred.
"Så det vedkommer ikke mig?! Vedkommer det ikke engang din forlovede?!" Han slog ud med armene. "Jamen det er jo flot! Det viser hvor meget tillid du har til mig." Han råbte ikke et sekund, for Amys skyld.
"Så jeg må ikke vide hvem den Jack er, hva? Jamen så gætter jeg da på du stadig besøger ham. Han må være dejlig at være sammen med."
Han gad ikke være i huset mere. Han trippede af utålmodighed efter at komme udenfor.

Hun så stadig ikke op på ham. Hans vrede rørte hende ikke, tværtimod. Hun følte det var hende der blev uretfærdigt behandlet her, så hun ville ikke lade ham give hende skylden.
"Det eneste jeg siger er, at du ikke skal læse i min dagbog! At du gør det, viser hvor meget tillid DU har til mig! Så, i lige måde hr!"
Hun var vred nu, det var tydeligt, og hun rejste sig og gik lidt rundt i stuen med armene over kors.
"Og nej, jeg mener ikke, at en engangs-affære med Doomsvilles mest sindsyge mand, langt tilbage i fortiden, er noget du behøver vide! Men du vil måske have en liste over mine ekser og engangsknald, så du kan opsøge hver og en og høre hvad de synes?! Ville det gøre herren mere tilfreds?!"
Hun vidste godt at hun gik over stregen nu, men hun var ligeglad. Han skulle ikke give hende skylden for noget, hun ikke engang gjorde, og heller ikke for ar have haft et liv før hun mødte ham. Herregud, det havde han vel også selv haft.

Ramiel havde faktisk aldrig været sammen med andre end Kairi. Eller havde han? Det kunne han ikke huske. Men det var vel også lige meget nu. Hans øjne lynede mere.
"Du stoler jo ikke nok på mig til at fortælle det! Og lad vær med at kalde mig herre!" Snerrede han.
Nej, hvis hun skulle opføre sig sådan, skred han.
"Nu holder du kraftedeme op!" Han råbte nu. "Hvis du skal opføre dig sådan, skrider jeg!"
Med de ord gik han hen imod døren.

Kairi så vredt på ham mens han talte. Nå, så han ville skride? fint!
"Så skrid!"
Hun råbte også, og nu begyndte Amy at reagere, og små klynk kunne høres der hvor hun var. Kairi gik hen og tog hende op, og med ryggen til Ramiel holdt hun den lille pige ind til sig, og talte pludselig igen blidt og stille, nærmest kun en hvisken.
"Såh, såh lille skat... Ikke være ked af det.... Mor er bare lidt sur på Rami..."
Hun sagde med vilje ikke "far" om ham, da hun nu var så rasende på ham at hun ikke synes han skulle have den glæde at blive kaldt Amys far, når han ikke var det.

Meget vel. Hvor kunne han tage hen? Han var sikkert velkommen hos Nille, men hun havde nogle problemer, og han ville ikke trænge på. Måske.. Kroen? Han kunne bare tage derhen. Måske var Lancelot der? Det ville være rart med noget venskabeligt opbakning. Specielt nu.
Han knurrede lavmælt, trak sko på, ikke jakke, og lukkede døren efter sig. Forsigtigt for ikke at skræmme Amy. Han fandt sværdet i busken, og gik hen imod den nærmeste kro.

Romeo kom lidt efter stormende ind af døren, løb en runde i huset, og så hen til Kairi.
"Hvor er far? Jeg skal vise ham et nyt trick!" Romeo og ramiel havde trænet lidt med at kæmpe med store pinde. Romeo lignede en på 13 år. Hans ansigt var lyset op og øjnene med et blik fyldt med spænding og utålmodighed.

Hun hørte ham gå, men så ikke efter ham. Da Amy var faldet til ro, lagde Kairi hende til at sove til middag, og satte sig så i sofaen igen. Hun hørte svagt Romeo komme hjem, men kunne ikke svare ham. Hun sad bare i sofaen og græd.

Romeo forstod det ikke. Hvorfor græd hun? Hvor var far? Hvad var der sket? Romeo satte sig ved siden af hende, og så på hende med store bekymret øjne.
"Hvad er der sket, mor?" Hans stemme virkede skrøbelig. Man så ikke ens mor græde...det gjorde ham utryg.
"Mor.." Han gik ud i køkkenet og hentede nogle servietter, og rakte dem til hende.
"Tør øjnene." Han smilede svagt, for at opmuntre, men han var stadig bange.

I stedet for kroen sad Ramiel nu i skoven op af et træ.

Hun så op på Romeo da han kom tættere på, tog imod servietterne og tørrede øjnene.
"Jeg ved ikke hvor han er.... Det... Vi... Havde et skænderi, og så gik han."
Hun vidste ikke hvordan hun ellers skulle forklare det. Hun ville ikke blande Romeo ind i hende og Ramiels problemer, det gjorde man ikke med sine børn. Så hun ville ikke fortælle ham for meget om det.

Romeo rynkede på panden, og satte sig ned ved siden af Kairi igen.
"Men... Han kommer igen, ikke? Han går ikke fra os, vel?"
Romeos stemme var så bedende, og hans øjne var bekymret.

Ramiel rejste sig op fra træet, og kravlede i stedet op i det.

Kairi så bekymret på Romeo, og bed sig i læben. Hvad skulle hun sige? Hun ville ikke lyve overfor sin søn, men heller ikke give ham for meget at bekymre sig om. Hun smilede svagt og rystede så på hovedet.
"Det tror jeg ikke, søn...."

Det var som om hele verden braste sammen ved Romeo. Nogle tårer gled ned af hans kinder over hendes ord. Han rejste sig op, og gik rundt i ring.
"Jamen jamen..." Hans stemme begyndte at blive hysterisk. "Han skal komme tilbage!" Råbte han, og løb hen til døren. "Faaar!" Hans skrig efter Ramiel var hjerteskærende.

Kairi kunne ikke holde ud at se sin søn på den måde. Hun gik hen og lagde armene om ham og strøg ham blidt over håret. Hun var nødt til at være stærk nu, hendes børn havde brug for hende.
"Så så, lille skat. Han skal nok komme igen. Jeg mente, at jeg ikke tror han forlader os."
Hun håbede, det ville få Romeo til at falde lidt ned, og som et ekstra forsøg trak hun ham lidt ud, så på ham og foreslog ham så noget.
"Hvis det vil hjælpe, kan vi gå ud og lede efter ham? Hvis du vil?"

Romeos verden var brast sammen. Han elskede sin far, og selvfølgelig også sin mor, men hans far kunne han bedre snakke med. Romeo prøvede stadig at finde modet til at fortælle sine forældre hvad han engang havde set. Han vred sig for at komme fri af sin mors omfavnelse. Han græd lavmælt.
"FAR!!" Han skreg igen. Han havde det dårligt. Han ville have sin far igen, og at det hele skulle været godt og trygt.
Han snøftede en enkel gang, og Krammede sig så ind til Kairi. For at finde tryghed.
"Ja.." Han tørrede tårerne væk. "Han er sikkert i skoven."

Ganske rigtigt, ramiel sad oppe i et træ i skoven the forest.

Hun mærkede svagt at han vred sig, og løsnede grebet så han kunne komme væk hvis han ville. Hun krammede ham dog ind til sig da han gjorde det samme. Så flyttede hun sig lidt væk, og så på ham.
"Okay så, så lad os lede der først."
Hun gik ind for at hente Amy, der stadig sov til middag, og lagde hende forsigtigt i klapvognen uden at hun vågnede.
"Så, er vi vist klar til at gå."

Romeo snøftede svagt, og havde egentlig bare lyst til at gemme sig hos Kairi. Bare... Gemme sig for hele verdenen. Han tog sko og jakke på da Kairi gik ind for at hente Amy. Romeo var beskyttende omkring Amy. Han elskede sin... Storesøster, eller lillesøster, meget højt. Og efter han havde set de børn dø for øjnene af ham, havde han sværget inde i sit sind at når Amy blev ældre, ville hun ikke få fred fra Romeo. For han ville hele tiden sikre sig hun var i sikkerhed.
Romeo nikkede, og begyndte at gå hen imod skoven. Da de nåede Skoven skiftede han form til den hvide ulv og snuste rundt.
Han gik hen imod et bestemt træ og så op.
Ramiel lå deroppe og sov.

De kom til skoven, og Kairi fulgte Romeo, hun stolede på at han havde en idé om hvor hans far ville gemme sig. Hun fulgte med hen til et træ, og hendes skarpe øjne fik med det samme øje på Ramiel oppe i træet.
"Romeo, gider du tage Amy og sætte jer derover?"
Hun pegede mod et stort træ lidt derfra, og gav sig så til at klatre op i træet og ruskede blidt i Ramiel da hun nåede op til ham. Hun håbede, at han ikke stadig var så rasende på hende som da han gik, for så ville helvede bryde løs endnu engang...

Romeo skiftede form til menneske. Romeo nikkede, og tog klapvognen. Han gik hen til det træ Kairi havde udpeget. Han stillede klapvognen lidt tæt på træet, og ved nogle buske. Han hoppede op på en nogenlunde stor sten, og tog fat i en stor pind fra et træ, som var lige over stenen. Han løftede sig lidt op, men gav så slip. Han hoppede ned af stenen og skiftede form til ulv igen. Han lagde sig ved siden af klapvognen og holdte øje.

Ramiel vågnede af at nogen ruskede i ham. Han så på Kairi og rynkede panden.
"Skulle jeg ikke skride?" Mumlede han surt.

Kairi så efter Romeo, og smilede lidt da han gjorde som hun bad ham om. Så vendte hun opmærksomheden på Ramiel, der talte til hende.
"Hør, det var din egen idé at gå."
Hun så på ham, lænede sig op ad en tyk gren og fortsatte.
"Jeg er ked af at jeg blev så sur, men lad os nu få løst det her. Ikke mindst for børnenes skyld."
Hun så ned på Romeo og Amy, og smilede igen svagt. De kunne i det mindste stadig finde ud af at have det godt sammen, og passe på hinanden. Men det ville nok også ændre sig en dag.

Romeo traskede hen til en busk som han havde set rasle. Han stak snuden derind men hoppede straks tilbage, en kanin spænede væk fra busken og Romeo. Romeo gik hen og satte sig ved siden af klapvognen. Han så mod sine forældre.

"Og du lod mig gå."
Hans stemme var lidt kold. Han kiggede bare væk fra hende.
"En ting er at du sagde de ting til mig og den anden er at du holdte det skjult for mig."

Kairi grinede lidt af Romeo, og så så på Ramiel igen. Hun nikkede svagt.
"Det var dit eget valg. Hvis du forventede at jeg ville løbe efter dig som en anden teenage-pige, og tigge og bede dig komme tilbage, så kender du mig ikke godt nok på det punkt. Sådan er jeg ikke."
Hun sukkede svagt, og svarede ham så.
"Tja, som sagt mente jeg ikke du behøvede at vide det, netop fordi jeg ved hvor jaloux du kan blive. Hvad ville det gavne, at du vidste præcis hvem jeg har været sammen med hvornår? Der er jo ingen grund til at rippe op i fortiden, jeg er sammen med dig nu og ville ikke opgive det jeg har for nogle af de idioter jeg var sammen med før dig. Det må du aldrig tro jeg ville..."

Romeo logrede med halen som en hund da Kairi grinede, men stoppede straks da han kunne se hans far var vred. Han klynkede svagt, og gemte sig bag sine poter da han havde lagt sig ned igen.

Ramiel hævede et øjnebryn.
"De ord du sagde var det der fik mig til at gå. Jeg forventede heller ikke du løb efter mig, men jeg blev såret. Og du gik sikkert kun ud for at lede efter mig på grund af børnene."
Han sukkede lavt og lagde armene over kors.
"Jeg bliver jaloux fordi jeg altid bliver bange for at du enten er mig utro eller vil forlade mig for en af dem."
Han kiggede på hende.
"Det er svært at tro du ikke vil forlade mig for en af dem, når du ikke fortæller mig sådan noget."