The first meeting after all this years //Arason, Lilith//

S: Ashen wood Forest - Ettinas hytte
O: Træer, en sø, hytten som ser forfalden ud, et bålsted
T: 14:30
V: Solen bager ned og vejret er varmt
P: sorte korte shorts og en grøn top og bare tæer

Solen bagede ned denne dag, det føltes næsten som var det verdens varmeste dag. De fleste dyr i skoven havde søgt skygge under træernes kroner, hvor solen havde lidt svære ved og komme ned end i lysningerne. Ettina sad udenfor sin hytte hvor der var en bænk, som var temmelig gammel. Huset så faldefærdigt ud uden på, men nylavet inden i. Hun ville ikke have, at folk ville komme brassende hvis hytten så, så gammel ud som den gjorde. Hun elskede og bo ude i hytten, men der var en ting som ødelagde den. Arason. Hendes uduelige slave hun havde stor trang til og vride halsen om på. Han var en uduelig slave, men hun viste også godt, at lige pludselig ville han knække og hun var tålmodig nok til og vente for, at se ham lide langsomt og længe er noget hun elskede. Hun havde sat Arason til og ryde op efter knogler, rådne frugter og alt muligt der lå spredt rundt ude i haven. Hendes kridhvide skulder lange hår flavrede blidt med vinden, som kærtegnede hendes hår.

Arason gik ude i haven hvor han havde fåede besked på at ryde op af hans herskerinde han sukket og begynde og gøre det som hun havde sat ham til han tog sin kniv op nogen gange og prøvet og finde ud af hvor han kunne stikke af han havde fåede baret sig lidt og hans hår var som det altid var halvlangt og sort han mærket varmen men ville ikke tag hans tøj op det ville han bare ikke om så hun tvang ham til det det kunne hun godt glemme efter der var gåede et stykke tid var han endlig færdig han gik op til hende og talte så "det var det" imens han havde gemt sin egne kniv

Solens stråler ramte jorden, og varmede den op. Alligevel føltes jorden hård og frossen, fordi der så længe havde været frost at den ulidelige varme der stod som stråler ud fra solen kun havde nået at lade vindens temperatur gå opad. Træerne kastede skygger ned på jorden, men skyggerne så svage og udvaskede ord idet solen selv kunne trænge igennem skyggerne på denne dag. Der var derfor heller ikke nogen beskyttelse imod varmen for den mørke skikkelse der gled igennem træerne som et spøgelse der svømmede igennem vand. En mørk kappe lagde skygge over skikkelsens ansigt, og dækkede hele vedkommendes krop, samt slæbte hen over jorden med en susende lyd, hvor den fejede blade og uheldige dyr med sig et stykke.
Lilith havde ventet på dette øjeblik i så lang tid, at det nu begyndte at se uvirkeligt ud. Den søster hun havde ledt efter siden hendes forældre havde smidt hende ud, var nu nær hende. Hun kunne stadig mærke vreden der byggede sig op i hende, hver gang hun tænkte på hvordan hendes forældre havde smidt det lille barn ud så brutalt som betød hun intet for dem. Men Lilith havde for længst lært at lade være med at lade nogle følelser komme nær hendes ansigt, og ikke lade følelser påvirke hendes bevægelser og handlinger. Hun var kold som is, selvom hun ikke var et monster. Hun var ikke den aktive person der slog ihjel, men den passive der stod bag lejemorderens angreb.
Hun trådte ud fra træernes tynde skygger, og fik med det samme varmen bagende ned på hendes krop. Den mørke kappe gjorde bestemt ikke sagen bedre, men hun reagerede ikke på varmen der burde få hende til at svede. Hun fortsatte i stedet sin gang henover jorden, uden at ændre sit ansigtsudtryk. Men så snart hendes ravgule blik gled opad, fik hun øje på noget der fik hendes hjerte til at hoppe et gang - selvom hendes ansigt endnu ikke viste en følelse. Hun fik øje på sin lillesøster.
Den mandlige stemme der var som en ekstra person i hendes sind, hviskede netop da Lilith fik øje på Ettina.
Der er frugten af dit arbejde. Fortæl hende hvad du gjorde til dem der smed hende ud, Lilith. Hun vil elske dig for det.
Der skulle kun få skridt til, før hun stod lige foran huset. Et par lyse fingre efterfulgt af et par arme blev trukket ud af kappen, hvorefter hætten blev hevet af. Lys hud blev afsløret, sammen med næsten sort hår. Snoede mønstre var brændt ind i hendes hud, og fik hendes ansigt til at se mystisk ud, men alligevel lettere elegant. Men de gyldne øjne der var kold som is, var det mest specielle ved hende. Når man så ind i dem, virkede de dybe og uden nogen følelse overhovedet. Og selvom Liliths indre var i brand, blev der intet vist på hendes ansigt.
"Ettina, så fandt jeg dig endelig."
Ud af øjenkrogen fandt hun en mand der samlede forskellige objekter op fra jorden, og hendes blik gled hen til ham. Ettina kunne ikke være blevet gift, så den eneste forklaring måtte være en slave eller en søn. Og en søn virkede forkert i Liliths øjne, så det efterlod kun én mulighed i hendes sind.

Ettina så på Arason der samlede tingende op. Hun elskede og se ham arbejde og endnu mere se ham lide. Hun havde fornylig fundet ud af, hvordan hun kunne pirre ham og samtidig få ham til og lide og ønsket sig væk fra dette jorddiske liv. Hun kiggede rundt da hun så ham arbejde. Lidt tilfreds var hun, men alligevel ikke. Hun rejste sig da han kom hen til hende hun kunne godt se, at han havde det varmt. Mon hun skulle være lidt sød ved ham? Nah, det lå ikke til hende "Godt, smid noget af alt det varme tøj" det var mere en ordre end en konstatering eller noget han kunne hvis han ville. Hun kunne mærke der var noget der løb rundt i hendes skov. Hun hørte nogle skridt ikke så langt væk fra sig. Hun kiggede hen mod stedet hvor hun kunne høre skridtene. Hun mærkede vreden blusse op i hende igen da hun så det ikke var et dyr som hun havde håbet på. Det var en elver. Eller retter en sortelver for og være helt præcist. Hun kunne ikke klare sortelvere. De sidste sortelvere hun havde kontakt med var dem der havde smidt hende ud af familien. Dem som havde udstødt hende og ladet hende leve alene i en skov i 2 år. 2 år hvor ingen kunne passe på hende. Det eneste gode var det var da en dæmon fandt hende og passede på hende som var hun hans egen datter. Hun kiggede på skikkelsen der var kommet og som sagde hendes navn hvor kendte hun, hende fra? "Hvem er du og hvad laver du i min skov? og hvor kender du mit navn fra?"

Han kiget på hende smide hans tøj nej det kunne hun godt glemme "har det fint med tøjet på mig " sagde han og fulgte så hendes blik mod en elvere og endea en sort elver to af dem han sank en klump det ville ikke ende godt for ham han bakket nogen skridt væk så han stod i skyggen og væk fra dem to han kiget på dem begge to skiftevise han havde det ikke godt måske han skulle forsøge og flygte

Hvor vovede hun? Hvor vovede hendes egen søster tale sådan til hende? Havde hun ingen respekt? Lilith lod et par gyldne øjne bevæge sig over søsteren, men endnu uden en bevægelse løb henover hendes lyse ansigt. Istedet så hun ud som om hun svømmede igennem luften, da hun gled nærmere hytten Ettina boede i.
Du kan ikke lade Ettina bo sådan et sted, Lilith. Hvad hvis du fortæller hende om hvordan hun kan bo? Om de penge hun fortjener. Om hvad du har gjort for hende. Du har været den perfekte søster, Lilith. Perfekt.
Den hviskende stemme der beroligede hendes sind, var med til at blokere alle følelser fra sortelverens ansigt. Istedet drejede hun hovedet omkring, uden at svare sin søster i første omgang. Hendes næsten svævende skridt gik imod slaven, der var begyndt at bakke hvem fra dem. Var han bange for hende?
Det er en god ting. En sortelver skal udgyde frygt. Du kan blodmagi - du skal frygtes. Det forstår du vel?
Hendes skridt var overraskende hurtige, for så flydende som hun bevægede sig under kappen burde hun næste ikke røre sig. Hendes kappe blafrede ikke engang i vinden, som var hun pludseligt blevet immun over for den. Hun så i sandhed underlig ud.
"Jeg vil svare dig på dit spørgsmål, Ettina. Jeg regner med at vi er dus?"
Hun drejede hovedet let, og lod de ravfarvede øjne, hvis følelser syntes tomme som en sort afgrund og på ingen måde afspejlede hendes indre, hvile på sin søster i nogle sekunder, før hun rent faktisk besvarede det spørgsmål hun netop havde sagt hun ville besvare.
"Jeg er trods alt din søster."
Igen var hendes blik rettet imod slaven, og hun var nu nået så tæt på at hun kunne lægge en finger på hans kind. Hun overvejede flygtigt hvorvidt han ville være praktisk at bruge til at øve sig på hendes blodmagi på. Et lille sår, og hun ville have magten. Hendes søster kunne vel låne ham ud lidt, ikke? Hun havde jo gjort alt for at finde denne søster i så mange år. Lilith skilte læberne for at forklare Ettina hvordan alting hang sammen, men blev afbrudt af sin indre stemme.
Lad hende spørge selv, Lilith. Hvis hun vil vide det, så må hun lære at ikke alt bliver foræret. Du vil vel ikke lære hende at være forkælet, vil du?
Liliths sætning ændredes lige inden de forlod hendes læber, men var mindst lige så interessant for Lilith selv.
"Kan jeg låne din slave? Han er perfekt."
At alle væsner med blod var perfekte, var selvfølgelig irrelevant. Han var perfekt.

Ettina så koldt hen mod personen der gik hen imod hende- Hvor vovede hun og komme på hendes grund. Endda hendes skov. Hun viste ikke hvem hun var, men hun var sådan set også pænt ligeglad med det. Hun kiggede på Arason "Du gør hvad der bliver sagt og længere er den ikke!" hendes stemme var kold og kynisk og havde en klang af trussel i sig selv. Hun kiggede hen mod skikkelsen igen med et koldt blik. Der var ingen tegn på følelser eller noget i hendes ansigt. Det var bare tomt som var det følelsesløst. Hendes røde øjne lyste ud igennem hendes kridhvide hår der blafrede foran hendes ansigt hvergang vinden kærtegnede hendes hår.
Hun kiggede koldt på skikkelsen "Det kommer helt klart an på hvem du er" hendes stemme var kold. Hun kiggede hen på Arason og så, at skikkelsen var på vej hen imod ham. Nok var hun ligeglad med Arason, men hvis hende her prøvede på noget ved hendes slave uden tilladelse ville hun slet ikke finde sig i. Ettina delte ikke sine slaver med andre. Nok har hun kun en indtil nu, men hun behøvede heller ikke flere endnu. Hun kiggede koldt på skikkelsen og gik hen imod hende "Nå så det er du? Hvordan kan jeg være sikker på, at du taler sandt?" hendes stemme var kold. Hvis det her var hendes søster ville hun sende hende ad helved til. Nok var de søstre, men hvad havde denne person gjort for hende? Intet! Hun havde ikke hjulpet hende dengang hun blev sendt væk! Hun havde ikke en gang prøvet og finde hende, så hun kunne slet ikke se nogen grund til og skulle have kontakt til hende her nu. Der var ingen tegn på følelser i hendes ansigt, det var lige så kold og kysisk som en kold vinter nat.
Hun gik roligt hen og stilede sig imellem Arason og skikkelsen som sagde, at hun var hendes søster. Hun kiggede koldt på skikkelse og tog fat i Arason's arm så han ikke stak af. "Nej, deler ikke mine slaver med andre" hun kiggede koldt på hende og var ligeglad med, hvad hun tænkte om hende for hun havde ikke selv pæne tanker om denne skikkelse der var kommet her.

han sank en klump han var fanget i det her dilma da hende der åbenbart var hendes søster strejfte hans kind gav det kuldgysninger han sang en yderlige klump han ville ikke fjerne hans tøj det var ham for dyrebaret han ryste på hovedet og prøvte og vride sig ud af hendes greb "slip mig" sagde han eller nærmest råbte han

Ettinas bidende stemme der røg imod slaven i form af en ordre, chokerede faktisk Lilith en smule. Hvordan kunne hun være så vred på slaven? Han var faktisk ret nuttet - som en udmattet hundehvalp der var blevet fanget på det forkerte sted. Det billede kunne måske stamme fra det faktum at Liliths søster netop havde behandlet slaven som en hund, men det passede faktisk overraskende godt. Lilith fik en blød trang til at beskytte ham fra søsteren, men med det samme brød hendes indre engel ind.
Man er nødt til at styre folk med hård hånd, før de giver dig respekt. Det ved din søster, og det skal jeg nok lære dig senere. Men nu på du bare stole på Ettina. Kan du det, Lilith?
"Hvem jeg er? Din søster."
Hun gentog lettere fraværende sig selv, uden at have flyttet blikket tilbage imod Ettina. Uden følelse betragtede hun endnu slaven. Et enkelt snit .. Hun havde ingen intentioner om at slå ham ihjel eller gøre ham ondt, men hun kunne næsten smage hvordan hendes indre stemme skyndede på en kniv der kunne tillade sig hende at øve sig. På at blive stærkere, og mere magtfuld.
Lilith bevægede sig ikke da Ettina trådte ind foran ind. Hun flyttede helt simpelt blikket over på sin søster, og kneb øjnene en smule sammen - ikke engang en muskel i hendes ansigt bevægede sig ud over denne reaktion. Så tippede hendes hoved næsten mekanisk imod siden, og tandhjulene trak ligeledes hendes højre øjenbryn op imod det mønster der var indgraveret i hendes pande.
"Jeg taler sandt."
Bevis det.
Hun lyttede opmærksomt på sin indre stemme, da han igen begyndte at hviske til hende.
Tag fat i hende, så hun ikke kan lade være med at kigge. Træk derefter trøjen ned så man kan se dit brændemærke. Jeres våbenskjold - hun kan ikke andet end at tro på dig så.
Uden indvendinger adlød Lilith. Hun ville ikke Ettina ondt, men hun ville gerne bevise at hun var hendes søster. Og som englen i hendes sind altid sagde, så var der intet bedre end at indgyde en smule frygt og respekt, så man var magtfuld. Og når hun først var magtfuld, kunne hun vel gøre hvad hun ville uden at skade nogen eller noget.
Hendes hånd skød ud, og greb fat om Ettinas hage. Hendes lange fingre klemte hårdt derom, for at sørge for at holde den fast, hvorefter hun skubbede sin kappe til side. Under den afsløredes en gulv-lang sort kjole, med forskellige lag der bevægede sig i den ikke-eksisterende vind. Hun stak fingrene ned under stoffet ved hendes skulder, og trak kjolen så langt ned at den afslørede et våbenskjold der indeholdt et pentagram og et stort D, på hendes bryst.
Det brændemærke Ettina også havde, det samme sted.
"Er det bevis nok for dig?"
Hun hvæsede let, og slap derefter søsterens hage med fingrene. Så gled hendes blik over til slaven der råbte af Liliths søster. Hun løftede en hånd, og smækkede slaven en lussing på kommando fra englen i hendes sind. Derefter ændredes hendes ansigtsudtryk brat, og hun lagde et par fingre imod slavens kind.
"Er du okay?"
Hendes blik havde ikke nogen følelse, ligesom hendes stemme - selvom hendes ord måske lød som om hun bekymrede sig for slaven. Men intet andet tydede på det.

Ettina så koldt på tøsen der var kommet her. Hvad fanden havde hun gang i? Komme her og tro hun ejede det hele? Hun brændte indvendig af vrede over hun bare kom her og troede hun kunne bestemme alt her. Hendes bliv var iskoldt som selve graven og der var ikke mine der trak på sig på hendes ansigt. Hun ville ikke have noget med denne person, at gøre. Komme her og tro, at personen ejede det hele og tro, at hun kunne overbevise Ettina om, at hun var hendes søster *Yeah right! Tro på det tøs!* tænkte hun. Hun kiggede koldt på tøsen foran sig. Hun skulle have kraftige besviser for og sige, at de var søstre og selvom de var søstre og hun havde mærket ville det ikke ændre noget for hende. For hun var udstødt fra familien og det havde hun tegn for. Hun kiggede på hver en bevægelse hende foran sig tog. Vreden blussede op i hende da hun mærkede, at hun havde taget fat i hendes kæbe og trykkede på den. Det kom ikke bag på hende. Det at hun havde taget fat i hendes kæbe og holdt hende fast fandt hun sig ikke i! Hun havde ikke fundet sig i da hun var blevet udnyttet af den fyr som en gang havde været her. Så hun ville slet ikke finde sig i noget overhovedet og så slet ikke af en der kom og troede hun ejede det hele. Hun tog fat i tøsens håndled og trykkede sine lange sorte negle ind i håndledet på hende til det blødte. Hun mærkede blodet fra tøsens håndled løbe ned af sine fingre og ned hen over hendes håndled og underarm. Hun hev armen væk fra hende. Hun slap grebet fra hendes håndled og lod blodet løbe ned af sine arme og hænder og dryppe ned på græsset lige foran sine fødder. Hun kiggede på tøsens bryst. Hun havde brandmærket som lignede hendes og præcis det samme sted. Der var bare den forskel hun havde ikke 2 ar ovenover hinanden der var dybe og som de havde brandt fast lige oven over brandmærket. Hun var stadig med i familien, men det var Ettina ikke. Hun var udstødt og det ville hun altid være. Hun kiggede koldt på hende der åbenbart var hendes søster "Det ændre intet! Nok er du min søster, men jeg er udstødt og kommer aldrig til og få noget med jer igen!" hendes stemme var kold og kynisk og der var ikke en mine der trak sig fra hendes ansigt og ikke nogle tegn der viste tegn på vrede eller sorg i hendes øjne. Det var bare iskolde. Hun kiggede på hver en bevægelse hende der åbenbart var hendes søsters bevægelser. Hun så, at hun gav Arason en lussing. Hvad fanden bildte den tøs sig ind! Ingen skal røre hendes slave. INGEN! Det var kun hende der måtte det. Hun tog fat i søsterens arm og vred den om på ryggen af hende selv. Hun tog sin daggert og trykkede den imod søsterens strube imens hun vred armen om som var på ryggen af søsteren "Nok er du min søster, men at røre min slave og tro du bare kan komme og tro du ejer det hele eller du bare kan gøre alt godt igen ved, at tage fat i mig. Vil jeg ikke finde mig i og så jeg ligeglad med om du er min søster eller ej!" hendes stemme var kold og kynisk og viste ingen tegn på nåde. En stemme kom frem i hendes hoved "Dræb uden nåde! Du er en Bloodclaw! Vi dræber uden nåde!" hendes fars stemme. Dæmonen som havde fundet hende under træet dengang. Det var det han havde sagt til hende sidst en sortelver havde stilt sig op imod hende. Næsten samme situation. Hun var hvad? 12 da hun dræbte sin første sortelver og kunne sagtens gøre det igen. Stemmen havde ikke været der før. Hvorfor kom den så nu? Havde denne søster som var kommet vækket den dæmoniske opdragelse hun havde fået fra hun var lille? Sortelver eller ej. Hun ville altid være en dæmon inderst inde og så var det ligemeget med om hun rigtigt var en sortelver, men hendes opdragelse var blevet dæmonisk og det ville ikke ændre sig og det ville ingen kunne pille ud af hende.

han kiget på dem begge to og da hun gav ham en lusing kiget han kiget irterte på hende hva bildte hun sig dog ind han blive også irterte på ettina da hun gav ham komando om og smide hans tøj han ryste på hovedet og bakket længre væk fra dem han ville forsøge og stikke af hvis ikke det så ud som det gjorde han ikke rørte ikke en muskel mens han kiget på dem han turde ikke trække værd frem for hvad der ville ske han stillte sig i skygen og skar sig i armen så der faldt lidt blod

Neglene der borede sig dybt ind i Liliths hud, fik en let forbløffelse til at flakke over hendes ansigt, inden den udtryksløse maske hun elskede endnu engang sivede hen over hendes ansigt og druknede alle følelser. De gyldne øjne rettede sig op imod Ettina, som havde hun knap opdaget at blodet begyndte at pible frem fra hendes håndled. Lilith havde ingen problemer med blod, idet hun udførte blodmagi ofte og derfor tit havde oplevet den smerte der blev frembragt når hun måtte lade blod sive frem fra egne sår. Kappen blafrede omkring hendes fødder, idet en blid vind tog fat i stoffet og lod det bevæge sig.
"Ja du er udstødt. Og siden den dag du blev udstødt, har jeg ledt efter dig, søster. Jeg har søgt i alle bjerge, bakker og åer som vores uduelige forældre kunne have sendt dig imod. Jeg har savnet dig, søster, og dit glade smil. Vores forældre ligger døde, fordi jeg slog dem ihjel da jeg fandt ud af hvilken ugerning de havde bragt dig. Vil du stadig hade mig, efter denne viden? Det er op til dig at bestemme."
Liliths ord forvandlede sig fra denne følelseskolde tråd af ord der dansede fra hendes læber, til hvad der mindede om en nynnende sang der strømmede uden ende og forvandlede hendes ansigt til hvad der kunne minde om et blidt strejf. Hendes øjne glimtede som guld i solen, og på trods af alt virkede hun et kort øjeblik som en lyselver.
Pas på at du ikke bliver for klæbende, søde. Måske burde du løbe af med hendes slave nu, bare for ikke at virke for svag .. På den anden side, hvis du lader hende tro at du er en engel, så vil du få nemmere ved at få del i den dejlige slaves fyldige blod .. Mmh, kan du høre det banke i hans krop?
Hendes arm der pludseligt blev vredet smerteligt rundt på hendes ryg, og satte sig fast i denne låste stilling der tvang hende til at stivne i sine bevægelser for at formindske smerten, overraskede hende kun let. Derimod var kniven der sekundet senere blev presset imod hendes strube en overraskelse, idet den virkede dum, uciviliseret og dum i Liliths øjne. Vold var aldrig løsningen, og knive var både primitive og gammeldags. Magi var hvad der fungerede i Liliths øjne, så dette var næsten morsomt.
Lad dig ikke rive med at volden. Tal langsomt og fornuftigt.
"Ettina kære, læg kniven. Vi ved begge to at knive ikke blot er grimme og primitive, men også er en latterlig løsning. Vi taler om det. Jeg vil ikke slå din slave ihjel, bare lege lidt med ham. Selvfølgelig vil jeg ikke gøre noget uden din tilladelse, kære. Jeg -"
Hendes stemme blev afbrudt brat, da hun næsten kunne mærke duften af blod der trængte sig op igennem hendes næse og ind i hendes hjerne. Hendes hoved bevægede sig i et næsten dyrisk ryk imod siden, hvor hendes blik fæstnede sig ved blodet der vældede op af slavens arm. Hun kunne mærke sine kræfter bevæge sig i hendes krop, og hvordan stemmen i hendes hoved syntes at dø ud i rent chok og forførelse.
"Blod ... Ettina, din slave skærer i sig selv ... Slip mig, Ettina. Slip mig nu!"