After Many Years //Meriko//

S: The Valley of the dead
T: Eftermiddag
V: Der er dunkelt og fugtigt
O: Døde træer, gravstene og gravkamre.

Rafaela havde valgt og gå sig en lang tur. Væk fra alt der var omkring hende. Hun havde været så heldig, at få sin faster Victoria til, at tage sig af Reine hendes nyfødte søn og Emily en pige hun nærmest havde adopteret til sig. Sådanset passede hun bare Emily for hendes bedsteveninde indtil hun havde det bedre og havde kontrol over sig selv til, at hun ville kunne passe Emily igen. Hun havde valgt og gå hen til et sted der lignede en nedlagt kirkegård. Det var her hun havde mødt Zeros far første gang, Zann. Han ville have taget hende som slave og tortureret hende fordi hun lignede Luce, hendes biologiske mor og havde sagt, at både Zero og Luce var i live, men han troede ikke på det. Han var sikker på, at de var døde begge 2.
Rafaela var rasende indvendig. Zero havde igen fået hende under sin magt, men det skulle være løgn. Hun skulle nok komme fri fra hans magt så snart hun havde gjort så Luce kunne blive 100% rask igen og hun vidste det kun var Zero som kunne gøre det. Hun måtte lyve for sin familie for, at kunne tjene Zero bare for, at gøre hendes mor rask. Hun havde på en måde bare lyst til, at droppe det hele, men så ville ikke blot hendes mor dø, men hun ville blive straffet værre end hun nogensinde var blevet.
Hun havde sat sig på en væltet gravsten og havde taget sin sorte/blå kjole på der gik ned til midten af hendes skindeben. Der var lavet et hul bag på kjolen så hendes hale kunne stikke ud. Der var fordelle og ulemper ved, at have en dragehale for den var for det meste i vejen, men hun kunne ikke komme af med den fordi hendes far Sakref og Rottenstein havde lavet så mange forsøg på hende, at det endte med et helt nyt udseende der næsten fik smidt hende i fangekælderen fordi ingen genkendte hende og en hale der kun var til besvær.

P: Hun har håret løst for en gangs skyld og en meget let make-up. [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Meriko var ude og gå en lille tur for at få klaret sine tanker lidt for det hele kørte bare rundt oppe i hendes hoved. Først var hun slave af Morladins familie og nu var hun blevet det Zero og ville være det de næste 100 år. Hvorfor skulle hun også være så blød sød og tænke på sin søster som der alligevel var forsvundet endnu en gang.
Hun gik bare der ud og vidste ikke helt hvor hun ville komme hen andet end fremad og væk fra det hele i en kort stund. Hun gik med blikket ned af mens hendes fødder fik hende længere og længere væk fra noget hun kendte.
Hun stoppede op da hun lagde mærke til at hun var på noget der lignede en kirkegård eller der nok en gang havde været det for det lignede det godt nok ikke helt længere. Hun gik stille og roligt længere ind på den nedlagte kirkegård og kiggede let rundt for at se hvad det var for en slags kirkegård da der jo var flere forskellige slags.
Hun kiggede lidt længere frem og så en kvinde der sad for sig selv og ikke virkede alt for glad måtte hun nok indrømme. Hun forstod det godt da hun så hvordan hun så ud for hun lignede ikke en normal kvinde. Meriko gik stille tættere på hende og kunne næsten genkende hendes lugt men hvor fra? Hun gik stille tættere på og stoppede ca 2 meter fra hende "Øhm hej?" Sagde hun lige så stille og kiggede bare ned på kvinden. Hun forventede ikke et svar fra hende selvom det dog kunne være rart.

Rafaela kiggede sig omkring. Hun undrede sig lidt over, hvor Zann, Zeros far ikke var dukket op for, at hive hende som slave som sidst hun havde været på selv samme plads, men det var også underligt, at vælge et sted hvor hun havde mødt Zeros far. En der havde tortureret hendes biologiske mor og ville have en selv som slave. Men det her var det eneste sted hun vidste, at folk ikke bare lige ville dukke op og forstyrre hende. Hun hørte nogen komme tættere på sig. Hun kiggede op imod retningen, hvor hun så en kvinde dukke op. Lugten fra kvinden virkede bekendt for hende, men hun vidste ikke helt hvor fra. Det var en meget svag lugt af genkendelighed. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige overhoved "Øhm hej. Jeg har vil ikke taget deres tænke plads eller noget vel?" man kunne godt høre usikkerheden i hendes stemmen. Der var både klang af vrede, sorg og usikkerhed blandet i et. Var hun en af Zeros folk der fik at vide, at de skulle holde øje med hende? Hun vidste det ikke for hun havde ikke længere styr på, hvor mange slaver, tjenere, folk og hvad han nu elelrs samlede på havde under sin magt. Hun ville bare ikke snakke med nogen der havde nogle gode relationer til Zero. Han havde såret hende for mange gange. Gjort hende gravid, hvor hun derefter fik en tvunget abort samtidig med, at han bare havde behandlet hende som var hun lort under hans sko. Han havde sagt, at han elskede hende. Det troede hun ikke på længere overhoved. Han var et monster ligesom sin far. "Hedder foresten Rafaela, hvad hedder du?" sagde hun lidt usikkert. Hun behøvede vel ikke og præsentere sit fuldenavn det ragede vel ingen?

Meriko kiggede stadig ned på kvinden og kiggede lidt ekstra på hende da kvinden nu kiggede op mod Meriko. Hm der var ingen tegn på nogen genkendelse desværre men der var nu noget over hende syntes Meriko men vidste stadigvæk ikke hvad det var. Hun hørte hvad kvinden sagde og rystede let på hovedet. Dette var ikke sted hun kendte så hun havde ingen tænke pladser så det var nok lidt svært at tage den fra hende.
Hun kiggede længe på kvinden for virkelig at prøve at komme i tanke om hvem det kunne være da hun ikke rigtig kendte nogle kvinder. Hun var lige ved at sige noget da hun hørte kvindes navn. Rafaela?! Det navn kunne hun huske fra da hun var slave Morladins familie men nu blot var hjælper nu. Hun sank en lille klump inden hun rettede lidt på sig selv "Mit navn er Meriko" Sagde hun lige så stille mens hun havde øjenkontakt med hende.
Hun vidste ikke om Rafaela kendte til hendes navn men det kunne jo være nu hvor hun var en del af den men det måtte tiden jo vise.

Rafaela kiggede undersøgende på kvinden der var noget bekendt ved hende, men hun kunne virkelig ikke sætte en finger på, hvad det var som var så bekendt ved hende. Hun trak vejret stille og roligt og lignede en der ikke helt vidste hvad hun skulle tage sig til. Hun kunne se på Meriko, at der var en klokke der ringede hos hende da hun havde hørt hendes navn. Hendes navn virkede også rimelig bekendt for hende "Spørger nok lidt dumt, men har du været tjener eller sådan noget hos Morladin familien?" spurgte hun lidt usikkert. Tjener lød mere mildt end slave for hun hadet det ord. Det brændte i hendes mund hver gang hun sagde ordet slave og Herre så kunne hun undgå, at sige dem gjorde hun det.

Meriko lyttede til hvad hun sagde og lavede lidt store øjne da hun nævnet navnet Morladin for dem kendte hun alt for godt desværre. Hun nikkede lige så stille til Rafaela "Jo jeg har været slave af huset men nu er blot under lærling af Sakref" Sagde hun lige så stille. Hun kiggede lidt på Rafaela for at se hvad hun ville gøre eller sige til det.
Hun kiggede længe på Rafaela og tænkte lidt over om hun ikke havde set hende på det store slot som hun kaldte men hun kunne desværre ikke rigtig kende hende ud over hendes lugt. Hun kendte så alle de lugte der kom fra Morladins sted da hun nåede at støde på alle og nåede også at kende en del inden hun slap der fra.

Rafaela kiggede længe på Meriko og spekulerede på, hvem hun egentlig var. Hun blev overrasket over, at høre, at Meriko rent faktisk var slave for hendes familie. Hun gik lidt tættere på Meriko og gik rundt om hende for, at nær studere hende. Hendes lillae hale viftede til siderne. Da hun stod foran Meriko igen kiggede hun Meriko i øjnene "Var du ikke hende den rødhåret som passede mig nogle gange selvom jeg hellere ville være hos far og Melvin?" hun kunne huske en af folkene fra slottet altid havde en krig med, at holde hende væk fra hendes fars arbejdsrum eller fra hendes storebrors værelse. Hun havde dog ikke set den kvinde længe så hun troede sådanset bare, at hun var død eller var taget et andet sted hen. På det tidspunkt var hun glad for, at hun var væk for så kunne hun være tæt på sin far og bror så meget som hun nu ville.

Meriko kiggede stille på hende mens hun gik rundt om hende og stod klar til hvis hun skulle vælge at overfalde hende på den ene eller anden måde. Da Rafaela stod foran hende igen lyttede hun stille til hvad sagde og tænkte lidt over det. Hun kunne godt huske en ung pige på slottet men var det virkelig hende? Hun kiggede hende i øjne "Ja det var mig der fik besked på at du ikke måtte forstyrre dem" Sagde hun med en fast stemme for det var jo den opgave hun fik den gang så det var jo ikke hendes skyld hvis Rafaela stadig var sur på hende over det. Hun stod længe og ventede på hvad hun ville gøre eller sige til det. Meriko valgte at lade hver med at fortælle hende at hun faktisk havde noget med Melvin den gang for længe siden.

Hun nikkede bekræftende da hun fik bekræftet, at det var hende der holdt hende væk fra dem "Jeg hadet de dage du skulle holde mig væk fra dem og jeg hadet dig for det, men det gør jeg ikke længere for ved, at du blot gjorde din opgave" sagde hun stille og gik hen og satte sig på gravstenen igen. Hun kiggede hen på Meriko "Hvad har du egentlig lavet siden du forsvandt så pludselig?" spurgte hun nysgerrigt. Hun havde tit troet, at det var opgaven med, at passe hende der fik hende til, at flygte for hun havde gjort de dage til et rent helved for Meriko

Meriko lyttede stille til hende da hun snakkede om den gang for hun vidste jo godt at hun ikke var den sødeste men det skulle hun jo heller ikke være da hun jo skulle holde Rafaela væk fra Melvin og hendes far. Hun kiggede let på hende da hun satte sig ned på gravstenen igen. Meriko sukkede let da hun tænkte tilbage på den gang hvor hun var på slottet hele tiden og ikke kun en gang i mellem som hun var nu.
Hun hørte at hun snakkede igen og lyttede stille til hvad hun sagde. Hun sukkede let igen og kiggede ned på Rafaela "Tja jeg kommer en gang i mellem endnu men det er mest for at blive trænet af din far, ellers så er jeg blevet slave igen ved tvang" Sagde hun lige så stille og kiggede stille ned i jorden. Hun ville helst ikke fortælle hvem hun var slave for da hun ikke var stolt af det. Hun rettede let blikket op igen "Hvad med dig selv? Hvad er du begyndt at lave siden den gang?" Spurgte hun lige så stille om og lagde sin ene hånd på sin ene hofte.

Rafaela lyttede nysgerrigt til det Meriko fortalte. Hun blev nærmest vred indvendig da hun hørte, at hun var blevet slave igen og denne gang med tvang. Nok havde hun hader Meriko så langt tilbage hun kunne huske, men det, at være slave under tvang kendte hun for godt og det at hun var blevet slave for Zero igen gjorde hende bare mere rasende selvom hun spillede det stik modsatte når hun var tæt på Zero eller indenfor hans mure. "Du behøver ikke, at svare, men hvem er du slave for?" der var mere bekymring og vrede i hendes stemme end den rolige stemme som havde været derinde. Hun tænkte tilbage til tiden på slottet, hendes onkel og nu slave for Zero "Du har vel hørt den ballade der blev ved, at Darius blev født? Jeg bor hos min onkel og fætter nu og hos en anden...ven...hver fjerde uge..." man kunne godt høre på hendes stemme, at det var en løgn da hun sagde ven for han var ikke hendes ven. Han var langt fra hendes ven, men hun var ikke stolt af, at være slave for Zero for, at redde hendes biologiske mor.

Meriko kiggede stille på hende og afventede blot et svar på sit eget spørgsmål men hørte hurtigt at det blev til en spørgsmål tilbage til Meriko. Hvem hendes herre var? Skulle hun virkelig lige spørger om det og skulle hun virkelig svare på det?
Hun vidste ikke helt om hun skulle svare på det eller ej for det var svært for hende at godkende at hun tjente Zero nu. Hun sukkede højt og kiggede stille ned i jorden "Jeg tjener hr. Bang" Sagde hun lige så stille og holdte sit blik nede i jorden da hun ikke var stolt over det.
Hun lagde stille sin ene hånd på sin anden arm og klemte let for at glemme de smerter han havde givet hende indtil videre.

Da Rafaela begyndte at snakke om slottet kiggede hun stille op og lyttede til hende og kunne godt høre at der var noget galt med det der "ven" der. Hun kiggede længe på hende "Jeg ved lidt om den ballade men kan så også høre at du lyver for mig. Det er ikke en ven du bor ved vel?" Sagde hun lige så stille og kiggede spørgende på hende. Rafaela glemmer jo lige at Meriko vidste hvornår hun løg da hun havde trænede sig til fra den gang hun passede hende som lille.

Rafaela ventede på, at Meriko svarede hende på sit spørgsmål. Hun var nysgerrig for, at finde ud af, hvem hun tjenede. Måske ville hun kunne hjælpe hende fri fra det, men da hun nævnte efternavnet stivnede hun kort "Zeronium eller Zamandron?" hun kendte dem begge 2 og hun mente personligt de begge var nogle tyraner når det kom til stykket.

Rafaela havde ikke tænkt på, at Meriko kendte til alle hendes snuge måder, at slippe uden om ting på. Hun havde brugt mange af dem på Meriko. Hun kiggede skamfuldt ned i jorden og rystede på hovedet. Hun turde ikke fortælle hende sandheden. Hun havde kontakt med hendes familie. Hvis hun sagde det videre ville hun blive dræbt på stedet så snart hendes familie fik fingre i hende.

Meriko kiggede lidt på hende da hun stivende ved navnet hr. Bang for kendte hun ham? Var det måske ham der var 'vennen'? Hun vidste det ikke men hun skulle nok finde ud af det. Da Rafaela nævnet begge navne kiggede hun stille på hende og sukkede højt "Det er Zero jeg er under nu men har været under Zann for alt for mange år siden" Sagde hun lige så stille og kiggede bare ned i jorden. Hun sparkede let til en sten der var ved hendes fod og fulgte den med øjne.

Meriko kiggede lidt hårdt på hende ligesom hun altid gjorte da hun var lille og prøvede at slippe udenom Meriko. Hun sukkede højt af det "Du prøver stadig at slippe udenom gør du ikke?" Spurgte hun lige så stille om mens hun stadig kiggede hårdt på hende. Meriko vidste endelig godt at det endte var Zann eller Zero hun var kommet under men hun ville dog love Rafaela at hun intet ville sige til hendes familie og hun ville da heller ikke fortælle dem at hun selv var under Zero nu.

Rafaela ventede ret utålmodigt på, at Meriko fortalte hende, hvem af dem hun var blevet slave for. Hun vidste udmærket godt, at det næsten var en umulighed, at komme fri fra deres magt af. Hun blev lidt overrasket da hun hørte, at hun var hun den samme som hun var endt hos. Men også det, at Meriko havde været hos dem begge overraskede hende meget og alligevel ikke for Rafaela havde prøvet det samme og hendes biologiske mor også. Hun var bare kommet ud af deres magt. Rafaela havde altid været overrasket over, at Luce kunne slippe fra Zann for hun havde været der, hvor han opholdt sig og der kunne man ikke bare lige stikke af som det passede en.

Rafaela kunne grave sig ned, hvis hun kunne da hun mødte Merikos blik. Hun hadet, at få de blikke fra Meriko. Så havde hun tydligvis gennemskuet hende. Hun bed sig nærmest skræmt i underlæben. Denne gang prøvede hun virkelig, at komme udenom at åbne sig. Hun sukkede og nikkede stille. Hun vidste ikke om hun kunne stole på Meriko elelr ej, men hun ville nok ikke kunne undgå, at møde Meriko hjemme hos Zero. De var begget endt der og så var hele krigen sat i værk.

Meriko var ikke så glad for at skulle fortælle hende at hun var under en ny da hun jo havde tjent Rafaelas familie i så lang som hun havde. Jo hun var der da stadig en gang i mellem men det var ikke særlig tit desværre. De kaldte næsten aldrig på hende mere for at få hende der op og træne.

Meriko lagde hurtigt mærke til hvordan Rafaela var ved at grave sig væk for at slippe udenom med at skulle fortælle hvem hun var kommet under. Hun rystede let på hovedet over det ”Sig det nu bare til mig Rafaela! Jeg siger altså ikke noget til din familie om det for husk lige på at hvis de finder ud af jeg er under Zero så slipper jeg ikke billigt fra det” Sagde hun med en lidt hård stemme og håbede at Rafaela ville åbne sin mund nu og fortælle hende hvem denne ’ven’ nu var.

Rafaela sad uroligt og lignede en der kunne sætte sig til, at tude over det samtidig med hun kunne flippe ud og ødelægge et eller andet. "Du slipper nok ikke billigt nej, men jeg bliver direkte dræbt hvis de finder ud af, at jeg også er der!" råbte hun. Tårerne trillede ned af hendes kinder. Hun rystede over hele kroppen og holdt om sin hale "Det Zero..." sagde hun lavt imens tårerne løb ned af hendes kinder dels fordi hun var ked af, at være der samt hun var rasende over, at hun gik med til den dumme aftale!

Meriko kiggede med store øjne på hende da Rafaela valget at råbe af hende. Meriko havde ikke gjort noget forkert så hun kunne ikke se hvorfor der skulle råbes af hende. Hun fandt dog hurtigt ud af hvorfor Rafaela råbte for de var begge under den samme person. Hun gik stille over til hende og smilede let til hende. Hun lagde stille sine arme om hende ”Det skal nok gå okay? Jeg skal nok passe på dig. Ligesom jeg lovede din far den gang” Sagde hun med en stille og rolig stemme og kiggede lige så kærligt ned på hende. Hun vidste jo hvordan Rafaela havde det med at være under Zero for hun var det jo selv og det var ikke lige frem sjovt.

Hun vidste godt, at det ikke var i orden, at råbe af Meriko for hun havde jo ikke gjort noget, men hun var bare så indebrand af vrede og sorg, at hun ikke kunne holde det tilbage. Hun havde ikke gjort andet end, at tude dagene væk næsten siden dag 1 hos Zero var slut. Hun puttede sig ind til Meriko da hun mærkede hendes arme omkring sig. Hun følte sig som et lille barn igen. Hun nikkede stille til det Meriko sagde. Hun kiggede op på Meriko med tårer i øjnene "Hvad står der på din kontrakt for, at være hans slave?" spugte hun nysgerrigt med gråd i stemmen,

Meriko nussede hende stille da hun puttede sig ind til hende. Hun smilede sødt ned til hende og holdte bare godt fat om hende og lod hende komme ud med det der gik og irriteret hende indeni. Hun lagde stille sit hoved på Rafaela og sukkede let ”I min kontrakt står der at jeg skal tjene ham i 100 år ellers går han efter min tvilling søster” Sagde hun lige så stille og mærke nogle få tåre der pressede på. Hun ville ikke græde da det Rafaela der skulle trøstes og ikke hende.

Rafaela lagde sine arme langsomt om Meriko og pressede sig tættere ind til hende. Hun følte sig som et utroligt lille barn. Hun lyttede stille til det Meriko sagde. !00 år var længe. Hun vidste ikke om hun skulle fortælle om sin kontrakt og aftale. Hun kiggede op på Meriko "Det er jeg ked af på dine vejne" sagde hun stille. Hun så tåren som pressede sig på hos Meriko. De var begge meget sårbare. Hun puttede sig tæt ind til Meriko "Du er heldigvis ikke alene med ham længere" sagde hun stille. I hendes kontrakt stod der permanent for, at han ville give hendes mor Luce det skyggevæsenblod hun skulle bruge for, at leve og finde 5 slaver til ham for, at han ville give hende kuren så hun ikke behøvede, at drikke skyggevæsenblod længere. Hun boede der så også kun i en uge af gangen og så ham 2-3 gange om ugen når hun ikke var der fast i den ene uge. Hun kunne ikke helt vurdere hvem af dem der havde det værst.

Meriko mærkede hvordan han pressede sig ind mod hende og vidste ikke helt hvad hun skule gøre eller sige til hende. Det hele føltes ligesom den gang Rafaela var en lille pige og hun skulle trøste hende når hun ikke måtte komme ind til sin far eller bror. Hun kiggede stille på hende og smilede sød til hende "Jeg skal nok klare mig så længe jeg ved at der intet sker med min kære tvilling søster.
Hun kørte let sin hånd over hendes hår og smilede stille til hende "Nej der er ingen af os der er alene længere og det er dejligt at vide men..." Hun stoppede stille og sukkede lidt højt før hun forsatte "Vi kommer nok ikke til at være sammen i hans hus hvis han opdager at vi kender hinanden for så kan vi jo være sammen om at få ham væk og slippe væk fra ham".
Hun kiggede længe på Rafaela og vidste ikke helt hvad hun ville sige til hun lige havde nævnt for hende for det ville jo nok være det Zero ville tænke. Eller også ville han tvinge dem til at være sammen foran af ham. Eller endnu værre så ville han tvinge dem til at være sammen med Zero samtiden så han kunne bruge dem begge og straffe dem på samme tid.

Hun kiggede op på Meriko. Det var underligt at vide, at en af de få personer som hun faktisk hadet, men samtidig holdt meget af var samme sted, men samtidig var hun lidt eller rettere meget jaloux på Meriko for hun skulle kun være der i 100 år hos Zero, hvor Raf var hans slave permanent resten af sine dage, men hun havde planer om, at så snart hun havde holdt sin del af aftalen for, at redde sin mors liv 100% så ville hun arbejde på, at komme væk fra Zero og så var hun ligeglad med, hvad det kostede. Eller hun var næsten ligeglad med det.
Hun trak vejret tungt "Han må ikke finde ud af det" sagde hun stille til Meriko. Hun ville kun bruge Meriko, hvis hun skulle have hjælp med et eller andet som, at vaske vinduerne eller noget helt tredje, hvor det var nødvendigt, at man var 2 til det, men hun ville ikke have noget seksuelt med Meriko overhoved så ville hun hellere stå ved vinduet igen en af de dage, hvor hun ikke havde sovet om natten og solen bare bagede på hende, hvor hun ikke måtte flytte sig eller få noget, at drikke før hun besvimede som den anden dag hun havde været på Zeros Palæ. Selvfølgelig slap hun for, at se på Zero eller rettere bo hos ham mere end 1 uge af gangen hver måned, men istedet skulle hun finde ham 5 slaver og mødes med ham i Doomsville hvor hun havde forbud 2-3 gange om ugen.
Hun trak sig fra Merikos favn "Hvorfor blev du hans slave?" spurgte hun nysgerrigt.

Meriko smilede let til hende "Nej Zero må ikke vide noget om os to eller vores fortid men han kan jo se det i vores minder desværre så vi skal virkelig passe på" Sagde hun lige så stille. Hun kørte let sine hænder ned af hendes arme og trak dem stille til sig selv igen. Hun kunne godt lide Rafaela men det var godt nok mærkelig for hende at stå med som en voksen kvinde hun nu var blevet til. Meriko smilede let til hende og gik et lille skrid bagud. Hun sukkede over hendes spørgsmål og havde endelig ikke lyst til at svare på det men måtte nok heller "Jo det hele startede en gang for længe side hvor han fik mig til at falde for ham og så bare skred og hørte intet fra ham" Hun holdte en lille pause inden hun forsatte "Og en dag var han på det vilde svin hvor jeg slog ud efter ham og han brugte sin evne på mig og tog mig med hen til hans palæ hvor han tvang mig til at skrive under for ellers ville han finde min tvilling og mishandle hende foran mig og hun er den eneste jeg har tilbage af min familie desværre".
Hun kiggede let ned i jorden og tænkte lidt over hvad der endelig var sket gemmen hendes liv og hvordan det hele var lige nu og her. Hun ville bare gerne være fri igen for hun havde det lige så godt eller hun havde sin frihed til at gøre hvad hun ville og være sammen med dem hun ville.

Hun tænkte lidt over det Meriko sagde. Det havde hun selvfølgelig ret i, men Rafaela ville ikke være på slottet de næste par uger så der skulle hun intet frygte og hun vidste, at hun ville kunne få Nefarius eller rettere en fra hans familie til, at ommøblere hendes minde så det ville blive til noget helt andet, men hvad ville det hjælpe hvis Zero brugte evnen på Meriko? Det vidste hun faktisk ikke.
"Der går nogle dage før jeg ser Zero igen og indtil da kender jeg en som kan ommøblere min hukomelse og minder ligesom Zero kan" fortalte hun stille. Hun skulle bare have fat i Nefarius.
Hun lyttede stille til det Meriko fortalte om grunden til, at hun var blevet hans slave. Rafs side var en helt anden den var godt nok frivillig, men alligevel havde hun følt det som tvang da hun kunne vælge mellem slavelivet eller hendes biologiske mors død. Pga Zero havde givet hendes biologiske mor gift dengang der var noget imellem Zero og Luce dengang og nu var Luce afhængig af Skyggevæsenblod for, at overleve og det måtte Raf hjælpe hende med da Luce pt blev holdt på slottet hos hendes forældre for, at beskytte Sakref og Darius imod hende. "Det gør mig ondt, at du har det sådan Meriko, men du kan se frem til, at om 100 år er du fri fra hans magt" sagde hun stille og opmundrende og prøvede, at smile opmundrende til Meriko. Selvom det var svært for hende, at vise det da hun selv var nede over, at være fanget i det spind resten af sit liv og hun vidste, at Dragonlycans levede længere end blot 1000 år normalt, men ville de så også gøre det under Zeros magt? Han havde før holdt hende på grænsen, men alligevel aldrig så langt ud, at hun ville ligge i graven. Hun får vel reddet sin mor fra at lide med den gift som kørte rundt i hendes krop samt hun kan få giften helt ud af kroppen ved, at Raf holdt sin del af aftalen. Raf var en som hellere tog smerten på sig selv for at redde andre selvom hun tit blev straffet senere igen af sin familie de gange hun havde gjort det.
Man kunne tydeligt se på Rafaela at hendes hjerne kørte på højtryk og hun spekulerede på en masse.