Even after ten years, nothing is changed? ~ Jackson

T: omkring halv tolv om natten
S: Firewood Kro
V: udenfor regner det voldsomt

Madeleine havde igennem det sidste 1,5 år ikke haft en mulighed for at være alene og være sit gamle jeg.
Ønsket om, at være den krigeriske drukkenbolt hun tidligere havde været, brændte inderligt i en lille del af hendes hjerte,
og gjorde hende mere eller mindre indebrændt over at hun ikke kunne få lov til at gøre hvad der passede hende.
Dog, havde hun endelig fået overtalt Caden til at passe børnene i en weekend så Madeleine kunne få lidt fri.
Det havde resulteret i, at hun nu var på vej til Sunfury City for at se sin døende far en sidste gang, og måske overtale
ham til at hun kunne overtage på Winchester Manor - hendes barndomshjem - og hendes titel som var blevet hende
frataget da hun havde valgt Caden fremfor Arno.
Men rejsen dertil var ikke en man tog på en enkelt dag, og det gjorde blot at hun måtte overnatte en nat på den lokale kro,
og så ankomme i morgen til sit barndomshjem.
Hendes far, Lord Winchester, havde ingen arvinger udover Madeleine nu - da hendes lillebror var forsvundet. I virkeligheden
havde Madeleine betalt ham nok til at han kunne leve fedt på det resten af sine dage, for at han skulle forsvinde og aldrig
komme tilbage igen.
Hvis Lord Winchester nægtede Madeleine sit hjem og sin titel ville slægten gå tabt. Alt hvad hans forfædre havde bygget op,
ville blive glemt. Det ville han ikke lade ske.

Iført en gulvlang kjole i et mørkt tæt stof, og med håret sat i en elegant dog let fletning, sad Madeleine for sig selv og
drak hvad der kunne ligne en blodig substans. I virkeligheden var det blot øl, men efter et lille slagsmål på vej til Firewood,
fik hun slået sin læbe itu, og det blødte en smule mere end normalt. Blodet blandede sig med øllen og resulterede i at hun
lignede en vampyr med sin lyse hud og elegante - dog drabelige - fremtoning.
Om halsen bar hun stadig smykket fra Garret, en kæde med en blå sten i vedhænget. Forlovelses- og vielsesring var for længst
væk. Hun kunne ikke bruge det længere.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Jackson var efterhånden stamkunde på alle kroer omkring i Underworld, selvfølgelig med undtagelser, han kom ikke rigtig i Rotten Root i Doomsville og heller ikke Sunfury City. Det var både nemt for ham at finde mad disse steder men han kunne også altid få stillet sine seksuelle lyster, for ham var der en stor forskel på at indtage næring og på at have sex. For det første spiste han aldrig nogen han fandt attraktiv, selvfølgelig var de pæne men de var ikke hans type på nogen måde, det var en helt anden historie med dem han inviterede til sin seng, dem fandt han attraktiv og besøgte nogle af dem flere gange men så snart de ønskede mere så cuttede han kontakteten til dem, han gjorde sig ikke i faste forhold og sådan var det bare.
Han sad ved baren i kroen, havde efterhånden været der et par timer og var oppe på sit tredje glas whiskey, han gjorde sig ikke i drinks, en enkelt gang i mellem kunne han dog godt tage en øl men han foretrak ren og stærk alkohol. Ved hans side sad en smuk rødhåret kvinde, hun var tydeligt beruset og havde svært ved at holde fingerne for sig selv, enten så gled hendes hånd hen over hans arm eller også så gled den op af hans lår, Jackson gjorde ikke noget for at skubbe hende væk, i starten havde han overvejet at invitere hende med op til hans værelse men nu var hun blevet så fuld at hun egentlig bare var irriterende og han havde helt mistet sin seksuelle appetit, måske han bare skulle trække sig tilbage for natten?
Let bundede han resten af hans glas og satte det så fra sig på disken, han skubbede kvindens hånd væk og rejste sig så. Med elegante og dragende bevægelse gik han mod trappen, han havde en hvis fare og mystik omkring sig hvilket drog mange af kvindernes opmærksomhed mod ham, kvinden han havde siddet med kiggede efter ham med åben mund, tydeligvis ikke vant til at blive afvist. Lige som han skulle til at gå op af trappen fik han øje på hende, Maddie? Han trådte tættere på at være sikker og da han så endelig var sikker lod han sig selv dumpe ned på sædet overfor hende, han kiggede hende i øjnene, "Godaften Maddie... Længe siden", han havde et charmerende smil på læben som han kiggede hende i øjnene.

Madeleine havde ikke regnet med at se Jackson Moore igen, ikke efter at hun forsvandt for ti år siden. Pludselig sad han over for hende, som om der ikke var gået en dag.
Stille stirrede hun lidt på ham - hun havde haft svært ved at genkende Garret, men ikke Jackson. Han fremtonede dæmon - incubus - langt mere end sin bror.
Stille tog hun endnu en tår af sin øl, og s blot på ham. Hendes smil kunne dog ikke skjules; hun var lettet over at have set ham igen. Til trods for at de havde været lige gamle, havde hendes venskab med Jackson ikke været nær så udviklet som det havde været med hans storebror. Hvorfor, vidste Madeleine nu ikke.
''Hej Jackson. Ja, det er det.'' svarede hun, inden hun kort så hen på den rødhårede kvinde der så hen på Madeleine med et stort fur i øjnene. Om lidt skulle Madeleine velsagtens hører på at hun havde 'stjålet' Jackson fra hende. Hun sukkede kort og himlede med øjnene idet at kvinden arrigt så væk, tilnærmelsesvis fornærmet.
Madeleine så igen på Jackson.
''Du er blevet en rigtig kvindebedårer, hva'?..'' sagde hun med et lille drillende smil, der afslørede hvor stor revnen i hendes læbe egentlig var.

Let lod han blikket glide over hende, det var både kalkulerende men også bare generelt søgende, han havde ikke haft svært ved at genkende hende men halskæden hun bar havde også gjort en del for at han kunne kende hende, det havde været deres mors, en hun havde givet til Garret, Jackson havde ikke vidst hvorfor men det kunne han jo se nu, han havde givet den til Maddie. Jackson ænsede ikke den rødhårede kvindes lille hysteriske anfald og selv hvis han havde ville han havde fundet det patetisk og latterligt, han vidste godt at han var attraktiv men der var ingen der var hysteri hver. Han fangede en af servitricerne der rendte rund og serverede diverse drikke og bestilte en whiskey af hende og der gik ikke ret længe inden han fik den og selvom han ikke gav hende opmærksomheden kunne man se på de røde kinder og det flirtende smil at hun enormt gerne ville have hendes opmærksomhed men det var tydeligt at han havde al' sin opmærksomhed rettet mod Madeleine.
"Du er da vidst godt nok kommet til skade med læben", han lagde let sin egen finger mod hans læbe der hvor hendes sår var men lod hurtigt hånden falde tilbage og hvile mod bordet samtidig med han greb glasset med den anden hånd og tog en står tår af hans whiskey. "Tja, måske, men når man har sådan et udseende som mit kan man lige så godt udnyttet det men jeg har stadig en hvis form for standard", det lød måske arrogant men han sagde den med en drillende tone så hun vidste at det han sagde var sandt, at han udnyttede sit gode udseende til at få sin mad og få stillet sine lyster, men hvad var der egentlig galt i det. Men samtidig så overspillede han også og det gjorde han også tydeligt netop med den drillende stemme og det flabede smil på læben som han kiggede hende i øjnene. "Men sig mig engang, hvordan går det så?".

Madeleine smilede for sig selv, da han nævnede revnen i hendes læbe. Til trods for at hun var blevet mor, og levede med Caden, så var Madeleine faktisk utroligt glad for at slås. Hun var voldelig, magtliderlig og arrogant. Men hun viste det aldrig - en stor del af opdragelsen hos hendes mor var jo at man opførte sig anstændigt.
''Så længe din standard ikke involverer mig, så har jeg intet at sige til det.'' sagde hun med et lille smil.
Hvordan det gik? Modsat hvad andre troede om hende, gik det godt. Hun havde det godt. Hun savnede blodet, jagten og den smerte hun havde kunne forvolde andre. Men hun talte aldrig om det.
''Det går som det går. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide mit liv, tværtimod - men der er da ting jeg savner efterhånden. Hvad med dig? Efter det der skete med jeres forældre, så har jeg ikke rigtigt kunne følge med i hvad der skete med jer? Garret har jeg jo mødt siden dengang, og det lader til at han er faldet for Grace. Caleb kan dog ikke lide, ham - den skøre knægt.'' sagde Madeleine roligt, og så kort forbavset på Jackson.
''Hov, nej! Du ved jo ikke engang hvem jeg taler om!'' grinte hun så kort, med et varmt smil.
''Jeg er blevet mor.'' sagde hun så, med et lille smil, inden hun tog endnu en tår af sin øl.

Han satte glasset fra sig på det lille runde bord der var imellem dem, let løftede han det ene øjenbryn og sendte hende et drillende smil, "Ville det da være så forfærdeligt at have mit selskab for en nat?", han holdt den lokkende maske et øjeblik men brød så ud i en lille latter mens han greb glasset atter engang for så at kigge hende i øjnene igen, "Men Maddie, intet ondt men du er hverken min type... Og så ville det være som at være sammen med Alison", Maddie var jo som en søster for ham, hans yngre søster med et år eller i hvert fald kropsligt, sinds mæssigt var han meget ældre end hende. Let løftede han glasset op til sine læber og tog atter en tår hvorefter han stillede det tilbage på bordet og lænede sig tilbage i stolen mens blikket gled omkring i den proppede kro, han fangede en køn brun håret kvindes øjne og sendte hende et charmerende smil og et flirtende blink, det var tydeligt at han holdt den klassiske badboy charme men han var på nogle punkter mere mild da han ikke var synderlig aggressiv men han var meget mere direkte og langt flottere... Eller noget.
Da hun nævnte deres forældre kunne hun se hvordan han rettede sig op, blikket blev koldt og han var med det samme på vagt og allerede ved at sætte de tårnhøje mure op omkring sig men dog kunne hun se en anelse forvirring i hans øjne da hun nævnte Caleb og Grace, han anede simpelthen ikke hvem de var. "Garret har også altid været god til børn så det er ikke et under, din datter har allerede god smag i mænd kan man sige", han havde ladet hende tale helt færdig inden han havde svaret. "Men jeg er da glad for at du har fået opbygget en familie, det må være dejligt at komme hjem til", han sendte hende et lille smil inden han tog en slurk mere af whiskyen, "Tjo, det går nu meget godt, der er ikke noget at brokke sig over", et meget vagt svar men det var det bedste hun ville kunne få.

Komme hjem til..? Ja, det var måske dér filmen hoppede af for hende. Måske var det hendes frygt for at binde sig til Caden, eller hendes savn til vold og smerte... Men sandheden var jo så også, at selvom Caden elskede hende, og hun elskede ham - så havde de kun været sammen for børnenes skyld. Madeleine havde intet at komme hjem til - hun havde ikke engang et hjem. Men det ville hun aldrig fortælle de andre. Hun ville aldrig plapre løs om hvordan hun havde brugt tre år af sit liv på en mand, der ikke længere var en del af hendes liv.
Egentlig, ville hun heller ikke fortælle andre om det faktum at hun aldrig så sine børn mere. Hun var alene, og det var bare sådan det var. Måske var det også bedst sådan, så hun ikke behøvede bekymre sig om dem konstant. Hun var ikke bygget til at være mor, langtfra.
Det måtte Jackson da egentlig vide. Hun havde aldrig gidet lege Far, Mor & Børn, og hun havde bestemt aldrig gidet dukkerne.
Næh, Madeleine var ikke skabt til et liv som husmor. Hun var skabt til vold og ødelæggelse.

//fyi: Madeleine og Caden er tilsyneladende gået fra hinanden, så det med hendes børn og hendes 'lykkelige liv' har indtil videre været skuespil. Noget Caden og jeg først lige har aftalt nu.

Han kunne med det samme mærke på hende da filmen knækkede, han vidste ikke helt hvor det var sket henne men han vidste hvad der i hvert kunne hjælpe hende med at glemme, eller det hjalp i hvert fald ham når han ønskede at glemme alt omkring sig og bare leve uden bekymringer, selv hvis det bare var for en lille stund. Jackson greb en servitrices arm hvilket fik kvinden til at stoppe og kigge ned på ham, det var tydeligt at hun kunne genkende Jackson, han var en stamkunde her så det meste af personalet kendte ham, "Det sædvanlige men kan jeg få hele flasken og et glas mere", hun bekræftigede ham hurtigt i at det kunne han godt og forsvandt så for blot at dukke op kort tid efter igen med en flaske af kroens stærkeste og dyreste whiskey og et ekstra glas. Han sendte hende et charmerende smil og da han gav hende pengene gled hans fingre let mod indersiden af hendes håndled hvilket fik hen til at rødme og stamme lidt, det var en anelse sødt men han var her ikke længere for at finde en at tilbringe natten med, nej nu handlede det om Maddie.
Let åbnede han flasken og flydte begge glas hvorefter han skubbede det ene hen mod Maddie, han greb sit eget og hævede det for nærmest at sige skål hvorefter han bundede den gyldne væske i glasset. "Normalt er jeg ikke typen der snakker om følelser og problemer men for helvede Maddie, selv efter ti år kan jeg mærke når der er noget galt så hvis du vil snakke lytter jeg gerne, men også kun fordi det er dig", han sendte hende et lille let smil. "Og hvis du ikke ønsker at snakke står den bedste løsning på bordet foran dig" han gjorde tegn til flasken med whiskey.

Madeleine krøb lidt sammen, da hun så whiskyen stå foran hende. Egentlig, så elskede hun at drikke - bare for at glemme det hele. Men hvis hun begyndte, ville hun så ikke også begynde at plapre løs om det faktum at hun nu er fuldkommen alene?
Hun så lidt ned, lidt væk fra Jackson, da hun jo vidste at han kunne se på hende at noget gik hende på.
''Jeg ved ikke om du læste det i avisen, dengang James og jeg blev gift... Lord Winchester insisterede på at jeg giftede mig med en mand af god familie før jeg kunne tillade mig at arve palæet og virksomheden..'' hun havde ikke sagt ordet 'far' siden Caden havde forladt hende - af gode grunde.
''Jeg var gravid, dengang vi giftede os. Ikke med hans barn naturligvis. Vi delte ikke engang seng. Omkring en måned efter brylluppet blev vi skilt. James havde besluttet sig for at rejse lige efter brylluppet og det kunne jeg ikke håndterer. Jeg fødte hjemme hos børnenes far. Efter et års tid fik han det endelig sagt, at han elskede mig og at vi burde bo sammen. Indtil da havde jeg boet i en lille lejlighed i Rotten Root..'' hun tog glasset op til munden og i løbet af et par mundfulde var det tomt. Hun var ikke hvad man kaldte en svagdrikker længere.
''Han fik kolde fødder - han ønskede ikke et forhold, og det resulterede i at børnene og jeg måtte flytte fra hans lejlighed.. Uden arbejde og uden ham til at forsørge os, så havde jeg intet valg end at gøre hvad der var bedst for børnene...'' hun trak på skuldrene selvom det tydeligvis gik hende mere end almindeligt meget på.
''Jeg bortadopterede dem... De var alligevel ikke gamle nok til at huske mig når de bliver ældre..'' Hun bed sammen, og kunne mærke den varmende fornemmelse som alkoholen gav hende forsvinde i takt med en kølig fornemmelse gled ned af ryggen på hende.
''Og her sidder jeg så. Uden familie, for det kunne jeg heller ikke finde ud af. Skal jeg være helt ærlig, så er det måske også bedst. Så er der i hvert fald ingen der kan bruge min familie imod mig..'' sagde Madeleine inden hun sukkede.
''Så, nu ved du det.'' sagde hun, inden hun rejste sig og smed nogle penge på bordet. Hun drak aldrig gratis.
Den flækkede læbe dunkede på grund af alkoholen der brændte mod såret, og tårerne i hendes øjne ville snart ikke tillade at de blev holdt tilbage længere. Hun gik hen til kroejeren og fik en nøgle hvorefter hun bevægede sig hen til trappen der førte til værelserne. Hun trængte til at gemme sig på et badeværelse under en iskold hane.

Jackson bragte glasset til læberne og lod resten af dets indholde glide i hans mund inden han placerede det på bordet for blot at fylde det igen. Han lyttede til hvad hun sagde, meget af det kom ikke synderligt som et chok for ham, hendes far havde aldrig været en rar mand og at tvinge sin datter til at gifte sig lød i hvert fald som noget han kunne finde på. Han havde glasset i hånden som han sad tilbagelænet i stolen, hans mine var passiv men hun ville også kunne se at hun havde hans fulde opmærksomhed.
Normalt gjorde han sig slet i at lytte til folks problemer og til deres klynken eller hvad de nu end gjorde men lige med Maddie kunne han gøre en undtagelse, for barndommens skyld. Han afbrød på intet tidspunkt, lod hende blive færdig før han valgte at sige noget. Hendes syn på familie gjorde ham en anelse vred men han lod det ikke vise sig på hans ansigts udtryk, der stadig holdt samme passive mine. "Hvis du føler det var det bedste at bortadoptere dem så er det jo fint, men tro ikke på noget tidspunkt at de ikke vil kunne huske dig eller kende dig, det vil de altid underbevidst hvis du en dag møder dem når de er ældre vil de vide der er noget ved dig, ikke hvad dog men de vil vide der er noget så trygt og bekendt over dig.." Han kiggede på pengene hun smed på bordet og følte sig kort fornærmet, hvad fanden skulle det lige forestille?.. Han bundede selv indholdet af sit glas og fulgte hende med øjnene. Han havde lyst til at sige så meget mere men det var bedst han holdt det for sig selv.. Han kunne ikke forstå hvordan hun kunne give sine børn op på den måde, der var altid måder at skaffe penge på og som hun selv havde sagt så var hun trænet som jæger, hun skulle da nok kunne passe på sin familie men det virkede som om hun havde brug for en undskyldning over for sig selv for at gøre hendes valg okay så han sagde ikke noget. Jackson fulgte hende med øjnene som hun gik op af trappen indtil han ikke længere kunne se hende.

//Er det out, eller? (:

//Det kommer an på om du mener der kan komme mere ud af det? XD

Maddie nåede ikke engang op på sit værelse, før hun mærkede tårerne trille ned af kinderne og hendes vejrtrækning blive mere og mere besværet. Hun landede på knæ med panden op af væggen - og kort ønskede hun at hun ikke havde sagt noget til ham. Nu ville han også dømme hende for hvad hun havde gjort - sikkert også fortælle Garret om det. Hun havde svigtet alle - sin far, sine børn og sin familie. Hun var en skuffelse, der ikke kunne bruges til noget. Hun fik besværet åbnet døren til sit værelse, kom op og stå - men nåede ikke at lukke døren efter sig inden hun styrtede ud på badeværelset og kastede op i håndvasken. Tanken om at hun igen var alene gjorde hende dårlig - nærmest syg. Hun kunne ikke være alene igen, ikke nu..

//Tror der ville komme mere ud af et nyt emne hvis det skulle være, kan ikke se så meget mere ske nu her xD

Jackson dømte hende ikke for det hun havde gjort da han ikke tvivlede på at hun havde haft sine grunde til det men han kunne bare ikke forstå det, havde han set det fra hendes synspunkt havde han nok følt anderledes men med det han havde været igennem med sine forældre så ville han aldrig kunne opgive sin familie, det var han både for selvisk til og så ville han bare aldrig kunne gøre det. Let rejste han sig og greb læderjakken der havde hængt over stolen for blot at trække i den og forlade kroen, dog ikke før han kastede et blik mod trappen.
Det havde virket som om hun ikke ønskede hans selskab mere selvom han for en gangs skyld gerne havde været den skulder hun kunne græde ved og det var han ellers aldrig.