et mærkelig sted & et mærkelig møde? Akuma

Tid: Aften
Vejr: sådan fint nok
Omkring: ikke nogle endnu
Sted: The Burning Desert



Pocky var lige kommet til, så hun ville lige gå en tur for at se hvor al ting var henne, men hun var da vist faret lidt vild, hun havde ikke nogle idé om hvor hun var henne, hun gik jo så også og hørte musik i sine høretelefoner hendes far havde opfundet til hende, de var jo slet ikke normale, der var mange som gerne ville havde sådan et par, men hendes far havde kun lavet et par til hende og sådan blev det bare, hun var nok ikke lige den vilde til at møde nye mennesker og folk, det havde hun aldrig været, men hvem ved måske kunne det laves om?

Påklædning: blå jeans, hvid t-shirt og sorte sko.

Akuma gik igennem Burning Desserts varme sand.
Da aftenen havde lagt sig på var det meste af sandet blevet til glas.
*Endelig alene... Det trængte jeg til* tænkte han.
Ja alenetid kunne alle jo sagtens bruge.
Men så blev stilheden afbrudt af en meget svag musik.
*Argh seriøst!* tænkte han og ledte efter lyden.

Pocky gik og sparkede lidt i sandet, hun nynnede lidt med på den sang hun hørte, hvad skulle hun ellers lave, hun kende jo ikke stedet, så hun blev bare ved med at gå videre, selvom hun nok skulle tilbage af den vej hun var kommet, men det gad hun ikke til, alt det den vej havde hun jo set eller sådan da, hun gik jo bare og hørte musik hele tiden som om hun lagde mærke til noget, men det gjorde hun, hun havde arvet sin mors skønhed og vinger og sin fars kloge hjerne, hendes mor var engle og hendes far en elver, men det var ikke rigtigt til at se på hende, da hun for det meste gemte sine vinger væk fra alt og alle, hun ville ikke havde nogle skulle se dem

Nu fik Akuma øje på den lille pige der gjorde ham selskab i den ensomme ørken.
*En lille pige?* tænkte han.
*Hvad fanden laver hun her!?* afsluttede hans tanker.
Han begyndte at gå imod hende.
Denne pige så noget mærkelig ud? Som om hun var en elver.
Men hvad lavede hun så herude?

hun gik bare videre og hørte musik, hun lagde ikke rigtigt mærke til der kom nogle hen imod hende, hun hørte jo musik, men hun havde det lidt på fornemmelsen, men hvis hun nu lod som ingenting ville de jo nok gå igen, hun ikke helt vild med at være sammen med nogle, hun var alt for bange for at være for anderledes end andre, så hun holde sig mest for sig selv, så var der jo ikke nogle som kunne såre hende særlig meget

Akuma så nu at pigen ikke reagerede på noget som helts.
*Fint nok* tænkte han.
Straks skød hans skulderplader ud af ryggen på ham formede som store vinger.
Han fløj op i luften og over pigen.
Han landte bag hende på den mest lydløse måde han kunne.
Hun havde tydeligvis ikke bemærket noget så han skubbede hende på skuldrene.
"Er du vågen!?" råbte han hånligt.

hun blev forskrækket, hun kom til at falde"avu"sagde hun, hun rejste sig bare op igen og børstede sandet af og gik videre, hun ville helst gerne være alene, men det var der ikke mange som forstod, men sådan var det for hende.

"Arrgh du skal ikke ignorere mig!!" råbte han og skubbede hende ned i sandet igen.
*Hvad fanden bilder hun sig ind?* tænkte han.
Han gik over foran hende så hun kunne se ham.
Eftersom hun ignorerede ham så valgte han at tage de høretelefoner som sad på hendes hoved af.
"Kan du høre mig nu!?" råbte han.