Why did he bring me here? - Lovely

Sted: Ashen Wood Forest.
Omgivelser: Det sædvanlige dyreliv og nogle forbipassende i ny og næ.
Vejr: Mørket har lagt sig over skoven og medbragt en svag vind.
Tid: 20:01

Blair havde haft en kort tur på en kro og fået en drink eller to indenbords. Det gjorde at hendes reflekser var dårligere end sædvanligt. Men Blair var ikke fuld, bare påvirket. Hun gik med hendes elegante skridt gennem skoven. Hvorfor hun var der var hun ikke klar over. Hun havde bare lyst til at være væk fra alle andre. Hun havde lyst til at være alene og have tid til at tænke over hvad der skete i hendes liv. Som altid var der drama. Hun prøvede at få styr på sine tanker og følelser. Der var sket en masse der havde ændret en del for hende, hun prøvede stadig at håndtere de følelser hun ikke troede eksisterede længere. Blair tog en dyb indånding da en hån blev placeret på hendes liv. Hun vendte sig overrasket rundt og så på en fremmede mand. Hun trådte nogle skridt tilbage men han tog fat i hendes arm og trak hende ind til sig så de stod tæt på hinanden. Hun prøvede forsat at komme væk, men jo mere hun prøvede at komme væk, jo strammere blev hans greb om hendes overarm. Blair trak sig forsat tilbage, men han rykkede sig ikke meget i hendes forsøg på at slippe væk. Han tog hans frie hånd og klemte den om hendes hals. Hun prøvede at synke men det virkede som om hun ikke kunne få det ned. Det begyndte at sortne for hendes øjne, kort efter blev hun slap i kroppen fordi hun ikke have fået nok ilt. Han bar hende tilbage til hans palæ.

Palæet var stort cirka plads til 12 familier, det havde en lidt dyster mørk farve i murstenene. Udendørs livet var fantastik om dagen, stor have med en flod nedenfor, en flod som ikke måtte paceres. De store døre til palæet gik op, og fra Lovelys værelse kunne hun hører Liams store støvler trædde ind, hun havde lagt hendes kære datter Rosey i seng. Lovely gik ned ud af værelset og satte døren lidt på klem, hun gik så nedenunder og mødte Liam. Han havde en kvinde i sine armne, hvad ville han med hende. Lovely så de store døre smække i efter sig, heldigvis var det noget hendes 4 årige datter var van til og kunne sove over det. Lovely kiggede på pigen og lagde hovedet på skrå. Men inden hun nåede at sige noget, tyssede Liam på hende.
Lovely kiggede efter ham da han lagde pigen ind på et værelse og ind i en seng. Liam bad Lovely om at hente vand og lidt mad til når hun vågnede igen.
Lovely gik ud i det store køkken og skænkede nogete vand op og fandt lidt frisk mad. Hun gik ind på værelset og satte det på et lille sengebord ved siden af sengen. Lovely satte sig på sengekanten og lagde et tæppe over pigen. Hun lå og betragtede hende meget hun havde aldrig set en anden kvinde udover hende selv og Rosey.

Blair var efterhånden vant til at blive ført bort, hun kendte en der var eftersøgt og det bragte hende ofte ud i situationer som den hun var i. Blair lå i sengen som han havde lagt hende uden at bevæge sig. Der gik ikke længe før hun slog øjnene op, hun satte sig op og så undrende på den kvinde der sad foran hende. Hun trak sig tilbage. "Hvor er jeg?" Hun havde på fornemmelsen at denne kvinde ikke havde noget med det at gøre. Blair rejste sig straks fra sengen og gik hen til døren. "Jeg må væk herfra." Hun åbnede døren og gik ud af den, selvom hun vidste at det ikke var sikkert. Hun vidste ikke hvad ham der havde taget hende med der var i stand til. Men hun nægtede at blive holdt fanget, det havde hun prøvet før og havde ikke tænkt sig at gøre igen. Hun satte kurs hen imod døren ud til.

Lovely forstod ikke pigens reagtion, der var da ikke noget galt i at være her var der? Lovely skulle til at svare på pigens spørgsmål da hun for ud af sengen og havde fast kurs imod døren, Lovely var hurtigt på benene og hen imod hende.
"Du må ikke gå ud, vi skal følge Liams regler.." Hviskede Lovely en anelse bekymret, men Liam kom hende i forkøbet. Han stod høj og rang og kiggede ned på Lovely, som hun havde gjort noget galt.
"Jeg bad dig om at finde hende mad, ikke om at give hende vejen ud!" Skældte han, Liam var cirka i 30erne men meget pæn af sin alder. Lovely klemte øjne sammen da han svingede sin håndryg på hendes kind, så det sagde klask. Han kiggede derefter hen på Blair, og trådte skridt hen imod hende ret truende. Han greb hårdt fat i hendes arm og svingede hende hen op af en mur.
"Hør smukke, mit hus mine regler! Forstået?" Sagde han så man ikke skulle være i tvivl om hvad han mente. Lovely havde tageet sig til kinden, men var van til hendes straf når han var vred over noget. Han kiggede kort på hende, inden han trak Blair ind på det værelse igen og gjorde med sin evne sådan at ingen kunne slippe ud af palæet. Ihvertfald ikke før han ville have de skulle gå. Han havde forsejlet hans grund, med en form for barriere..
"Godnat, for min skyld kan i gøre hvad i vil nu. Men ødelæg nu ikke noget." Sagde han inden han gik hen og kyssede Lovely på munden, og gik op til sit soveværelse.
Lovely kiggede på Blair, og gik ind til hende.
"Jeg har stillet noget vand og noget mad til dig hvis du tørstig eller sulten."

Blair var fuldstændig ligeglad med Liams regler. Hun havde ikke tænkt sig at blive der. Hun var fri og ingen skulle holde hende fanget, de kunne prøve lige så meget de ville men hun ville finde en udvej. Hun ville komme fri. Blair fjernede ikke blikket fra ham, Liam, da han svingede hende op af muren så hun bare på ham med sammeknebne øjne. Hun brugte den hånd han ikke holdte i til at skubbe ham væk, eller hun prøvede. "Jeg er ligeglad med dit hus og dine regler. Jeg skal nok komme væk herfra." Hun begyndte at gå rastløst frem og tilbage da han tog hende med ind på værelset igen. Hun havde lyst til at give ham en flabet kommentar, men nåede det ikke før han var gået. Hun så over på kvinden og hævede et øjenbryn. "Tak, men jeg for ikke brug for andet end min frihed." Hun bed tænderne sammen og prøvede at udtænke en plan.

Frihed? Det ord havde hun vidst aldrig hørt om før.. Lovely kiggede på pigen med hovedet på skrå, hun forstod hende ikke. Frihed, hvad betød det? Lovely var da fri var hun ikke? Hun kiggede på pigen igen.
"Hvorfor får du det til at lyde som om du fanget her, jeg har været her helle mit liv. Der intet galt i at leve her?" Spurgte hun og kiggede lidt forvirret på Blair, inden hun hørte Rosey græde. Lovely løb hurtigt derop, selvom Rosey var 4 år kunne man godt græde meget endda. Lovely tog Rosey med nedenunder, selvom det var sent på aftenen. Rosely havde det smukke solbrune hår, med små krøller i. Og store karamelbrune øjne som man næsten ville få lyst til at spise. Men nogle ansigstræk gjorde at man kunne se Liam i den lille piges ansigt. Men igen, det var også Lovely og hans datter, men hvor skulle Lovely vide fra et det var forkert? Rosely kiggede på Blair med et sødt smil, hun havde heller aldrig set andre her før.

Blair så undrende på hende. Hun vidste virkelig ikke hvad frihed var. Hun skulle til at forklare hvad frihed var, men hun nåede det ikke før en gråd kunne høres og kvinden forsvandt. Blair så på den lille pige hun havde i armene da hun kom tilbage. Det mindede hende om hvordan hun ville have set ud med Lucy hvis hun var blevet ældre. Men hun havde ikke fået lang tid med hende. Tanken om Lucy fik tårer til at pible frem i hendes øjne, men hun tvang dem tilbage igen. "Jeg kan ikke blive her." Blair gik hen til døren der førte ud og tog fat i håndtaget, i det hun trak ned i håndtaget blev hun slynget tilbage, hun kunne virkelig ikke flygte. Hvad skulle hun så gøre? Hun blev nød til at komme fri. At blive der ville være ulideligt for hende, hun ville aldrig se nogle hun holdte af igen. Det kunne hun ikke klare. Blair rejste sig og så på kvinden. "Hvor er han henne?"

Lovely satte Rosey på sengen, og smilte til hende inden hun gav hende et koldt glas vand. Hun løb med pigen ud, og så hvordan hun blev kastet tilbage ned på jorden. Kvinden rejste sig op og kiggede på Lovely.
"Ovenpå, men vi skal ikke forstyre ham så bliver han bare vred." Svarede hun og kiggede på pigen. " Sidste gang jeg gjorde det fik jeg det her." Tilføjede hun og fjernede noget af de lange hår væk fra nakken så man kunne se et ar. Fra en gaffel, han havde hakket en gaffel i hendes hud en dag han havde været vred.
"Hvorfor kan du ikke blive her, det vil være rart at snakke med nogle." Sagde Lovely bare med et smil.
"Navnet er Lovely." Sagde hun.

Blair så op for at finde ud af hvilket værelse han var i, men hun stoppede sig selv fordi hun ikke havde brug for at gå ind i ballade som hun plejede. Blair dækkede sin øjne et øjeblik mens hun tænkte for at finde et svar. Hun ville gerne hjælpe hende og hendes datter. Men hun fandt sig ikke i at blive indespærret. Hun fjernede sin ene hånd og slog den ud til siden. "Du ved slet ikke hvad frihed er vel? Jeg vil hjælpe dig med at få din frihed, men det kræver at jeg må gå op til ham og få ham til at fjerne.. det der." Blair førte sin hånd imod døren for at vise hvad hun mente. Hvad det helt præcist var der holdte dem indespærret var hun ikke klar over. "Jeg hedder Blair." Hun trådte tættere på hende så hun ville kunne tale så lavt at hendes stemmes ikke ville kunne høres med det menneskelige øre. "Jeg går op til ham og holder ham beskæftigt. Jeg vil prøve at overtale ham til at han kan lade dig gå en tur med din datter for at 'hente' noget. Gå ind i skoven og så finder jeg dig senere." Hun hviskede det så lavt som muligt.

Wow.. Lovely blinkede et par gange, frihed.. Nej igen hun vidste ikke hvad det var. Og hun vidste ikke om hun kunne gå imod ham.. Stikke af.. Alt havde konsevenser og hun vidste ikke om hun var klar til at tage imod dem.
"Min frihed, jeg ved ikke.. Blair.. Jeg ved ikke det føltes bare forkert.." Svarede hun.. Blair hviskede en plan, men om Lovely kunne komme med på den var hun ikke sikker på.
"Han vil ikke lytte til dig, han lytter kun til sig selv." Svarede hun Blair og kiggede på hende, det blev sagt med en hvisken. Lovely kiggede op ovenpå, på en bestemt dør.
"Han er stærk.." Tilføjede hun med den samme hvisken som før.

Blair lagde hovedet en smule på skrå. Hun kunne sagtesn forstå hvorfor det føltes forkert. Hun havde været der i mange år, lød det til, så selvfølgelig var det en skræmmende tanke. "Jeg forstår det. Du har været her i mange år og det fremmede skræmmer dig. Men det er det værd. Ingen fortjener at leve et liv som det her." Hun smilte lumsk, hun have sine tricks. Hvis det ikke lykkedes måtte hun bare tage det som det kom. "Jeg tager chancen." Blair gik ovenpå og hen til døren hun kort før havde kigget på. Blair tog en dyb indånding og bankede forsigtigt på døren. Han lød ikke til at være den rareste. Men hun ville gerne lade ham gøre noget ved Blair hvis det betød at Lovely og hendes datter kunne være frie. De fortjente at se verden.

Lovely sank en klump. Lovely fulgte Blairs bevægelser da hun fik ovenpå og bankede hårdt på døren til mandens soveværelse. Man kunne hører hans skridt hen imod døren, høje og enormt truende. Han åbnede døren hårdt.
"Dig?" Sagde han bare med en nedladende stemme og greb udenvidere omkring hendes arm, den samme han havde haft fat i helle aftenen.
"Jeg vil ikke forstyres i min natsøvn!" Snerrede han lidt. "Forstået?" Spurgte han hårdt og meget vredt. Lovely kunne hører hans stemme give genlyd i alle hjørnerne.

Blair mærkede en knude vokse i hendes mave da han tog fat i hendes arm. Hun nikkede forstående til ham. "Undskyld jeg forstyrrer dig. Jeg vil bare takke dig for at tage mig med herhen. Det er yderst venligsindet af dig." Hun så ham i øjnene og prøvede ihærdigt at få det til at se taknemmeligt ud, men fordi hun var alt andet end taknemmelig. Men hun blev nød til at tro på hun var taknemmelig så han troede på det. Hun lagde en hånd på hans overarm og så overrasket ud. "Du er virkelig stærk, jeg kunne godt selv tænke mig at blive stærkere, hvordan blev du så stærk?" Hun ville forsøge at komme ind på livet af ham og så dernæst forsøge at give Lovely lov til at gå fri, men det ville ikke blive let.

Manden rullede lidt med øjne, det betød blot at han tøvede.
"Du burde takke mig," Svarede han bare koldt, og så stadig nedladende på hende. Han kastede et kort blik ned på Lovely som stod i entreen.
"Styrke kommer når man ikke viser følelser, når man ikke lader tåbelige ting stå i vejen for en." Svarede han bare og skuppede Blair lidt væk, og gav derved slip på hendes arm.
"Desuden nej jeg er ikke et menneske, jeg hører bedre end du tror. Hun kommer deusden heller ikke ud iaften. Der er for mørkt udenfor, men du må gerne gå i nogle dage. Men hvis du ikke kommer tilbage inden 4 dage ellers dræber jeg barnet."

Blair begyndte lige at tro det virkede, hun troede han var ved at bløde en smule op for hende. Men da han skubbede hende væk vidste hun godt at det var mislykket. Hun vendte sig om og gik nedenunder igen. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre. Hvis hun gik og tiden løb fra hende ville den lille pige blive dræbt. Den lille pige der havde smilt til hende for ikke lang tid siden. Hun kunne ikke bære at hun blev dræbt. Slet ikke fordi hun vidste hvordan det føltes at miste sit barn, den smerte ønskede hun ikke at vidrebringe til andre. Blair gik hen til Lovely og rystede på hovedet som et tegn til at det ikke var lykkedes hende. "Undskyld." Hun så ned i gulvet og sukkede igen.

Lovely åndede bare ud og smilte til hende.
"Du tilgivet," Svarede hun bare. Lovely satte hovedet på skrå ind imod værelset, som et skal vi gå derind?
Lovely begyndte selv at gå derind imod, og Rosey var faldet i søvn. Heldigvis for det dog, Lovely løftede hende hen i en lile seng i enden af rummet og lagde en dyne over hende. Hun kiggede efter Blair, og gik lidt imod hende igen.
"Du skulle tage imod hans tilbud, du vil jo gerne væk herfra ikke? Så grib chancen, jeg klare mig." Sagde hun bare med et venlig smil.

Blair så op da hun hørte skridt. Hun fulgte efter hende hen til værelset. Hun gik hen og så på den lille pige. Ved at stå der og kigge på hende begyndte hun igen at tænke på Lucy. Blair så over på hende og nikkede, hun burde nok tage imod tilbuddet. Det var det hun ønskede, at være fri. Men hun fik kun en smagsprøve, hvem sagde at hun overhovedet fik lov at gå fri igen? Blair gik hen imod udgangen af værelset og sendte hende et smil. "Tak." Hun gik ud af værelset og hen til døren ud til. Hun åbnede døren og frygtede at hun igen ville blive slynget tilbage. Men hun kunne gå ud. Blair tog en dyb indånding og begyndte at gå væk.

Blair gik ud af døren.. Var det sidste gang hun så Blair igen?.. Og kunne Lovely tage konsekvenserne i fremtiden?


Bare nogle dage senere.. Stod palæet næsten tomt, det virkede øde.. Det havde virket så stolt og ædelt, men nu regnede det og det gjorde en så trist som var der sket noget forfærdeligt.. Liam varflygtet efter han fandt ud af Lovely var shapeshifter og næsten havde bidt hovedet af ham for det han havde gjort. Josh havde hjulpet, men af en eller anden grund var hun kommet tilbage her til, hun havde ingen andre steder at tage hen. Lovely sad på sit i palæets mørkeste og dybeste krog og kunne kigge ud på den døde Rosy som lagde i gammelt blod midt i entreen. Lovely græd vildt.. Hulkede.. Hendes øjne var helt røde af gråd..

Blair havde brugt de frie dage hun havde godt, hun havde levet de fire dage som muligvis ville blive de sidste hun fik i frihed. Regnen havde gjort hende gennemblødt og hun tænkte det var en oplagt mulighed for at gå tilbage til palæet og blive tør. Hun trådte ind og mærkede hurtigt hvor ensomt det virkede. Det næste hun lagde mærke til var gråd. Blair søgte hen til gråden og fandt Lovely krummet sammen i et hjørne grædende. Det ville ikke være smart at spørge hende hvad der var sket, så hun så sig omkring for at finde ud af hvad der sket. Liget af den lille pige fik hende til at gispe. Det gav hende ikke andet end dårlige minder. Tårer begyndte at forlade hendes øjne, men grundet regnen var det svært at se hun græd. Blair gik hen og tog fat om Lovely for at få hende op at stå. Det hjalp ikke at sidde og se på liget.

Lyden af dørene der gik op fik hendes hjerte til at banke hårdt og volsomt.. Hvad hvis han var kommet tilbage efter hende.. Eller værre ville dræbe hende? Hun hørte et gisp det var Blair, Blair var kommet tilbage.. Inden hun nåede at registre andet kom hun op og stå.. Tårerne var stadig svære at holde inde, rettere sagt umuligt.
"H..Han.." Hun kunne næsten ikke sige noget.. Hendes stemme var alt for forvrængen. "Han dræbte hende.." Fik hun sagt, men følte bare at hun blev slukt af et stort sort hul.

Blair forstod ikke hvorfor han havde dræbt hende. Blair var kommet tilbage inden for de fire dage, så hvorfor var hun blevet dræbt? Hun holdte om hende og prøvede ihærdigt at holde hendes egne tåre inde. Hun havde selv stået i den situation og vidste hvor svært det var. Blairs situation havde måske været en smule værre, men det var slemt nok at miste sin datter. Hun aede hende hen over ryggen. "Det skal nok gå." Blair var klar over at det kunne virke til at det ikke ville gå, men man lærte at leve med det savn man følte. Det vidste Blair nok om. "Jeg lover det."

DEt havde faktisk ikke haft noget med Blair at gøre, mest af alt fordi hun havde været ret fraværende og ulydig på det sidste. Og Liam ville give hende den største straf af alle. Hun kiggede på Blair og kun på Blair.
"Det er der samme jeg prøver at sige hvergang, men det som om det ikke vil holde op med at komme tilbage.." Svarede hun bare og prøvede at trække vejret normalt. Hun undlod at kigge på Rosey.. Hun hulkede en del..
"Så du ved det... Det ikke din skyld.." Fik hun sagt, det var hendes egen skyld.