Problems.. There is so many of them right? -Lovely-

S: Ashen Wood Forest.
O: En sti, samt med træer på dets side og duften af sommer i luften.
V: Varmt, men overskyet.
P: Profilbillede.

Så var han på den igen, det var som om at det at komme til fortiden for at finde sin fortid, ikke havde givet ham den mindste lektion om hvordan man skulle opføre sig, endda selvom han fik en chance for at finde mere ud af hvem han egentlig var. Men, Josh var en ballademager og det kunne ingen tage fra ham, hvor meget de så end prøvede, så var han vokset op med en grisk storebror og havde fået smagen for at være grisk selv. Han kiggede sig over skulderen, imens en flok politimænd løb bag ham med munden på vidt gab, da de arrigt prøvede at råbe at han skulle stoppe, selvom deres stemme blev dæmpet i vinden og det at det var svært at snakke imens man løb. Josh grinte lumsk og satte bare farten mere op, lod vinden suse i hans ansigt, imens politimændene langsomt blev mindre og mindre. Han grinte og satte farten endnu mere op, nød friheden der blæste ind i hovedet på ham og han skulle lige til at sætte farten ned, da han kom til at løbe ind i en anden mand, der tydeligvis var større og ældre end ham selv. Josh var nær væltet bag over, men holdte balancen og betragtede den mand som han var løbet ind i.. Ikke en han kendte og han så heller ikke ud til at være en politmand.

Manden så ned på Josh, man kunne næsten blive bange. Manden var Liam, ond og meget volsom af sig. Han greb hårdt fat i drengens skuldre, så det nærmest gav et knæk. Han kiggede ham ind i øjne, manden var ikke menneske. Det kunne mærkes på ham, men hvad han var vidste ingen rigtigt. Liam greb hårdt fat i drengens arm og slæbte ham med sig ind i sit store palæ der ikke lagde andet end få meter væk. Han smed Josh ind i en væk, og gik så efter at have lavet en barriere over hans grund så han ikke kunne komme væk. Manden forsvandt op af en trappe hvor man så han mødte en ung pige. Han tog fast i hendes hage og kyssede hendes læber, hun var meget yngre end ham. Han var selv i 30erne, der var noget helt galt her. Lovely sank blot en klump da han kyssede hende, og forsvandt ind på værelset. Lovely rystede kort på hovedet og gik videre ned af trappen hvor hun så Josh. Hun blinkede et par gange, og lagde hovedet på skrå.
"Hvem er du så?" Spurgte hun nysgerrigt, men diskret.

endnu engang havde han rodet sig ud i noget, som ikke lige kunne ordnes ved at løbe sin vej og håbe på at problemet ikke kunne følge med. Nej, nu stod han ansigt til ansigt med en mand, som så ud til at han havde hele ondskaben selv bag sig og bare ventede på at han skulle bruge den til at besejre verden, så han kunne herske.
Josh skulle lige til at sige undskyld, men blev afbrudt da manden tog et hårdt greb i hans skuldre, hvor han derefter trak ham med sig hen til et palæ. Josh tanke kørte igennem hovedet på ham, og det som fyldte mest var tanken om hvor han skulle hen, for manden var stærk og han kunne ikke stritte imod.
Josh blev kyldet ind i en celle, hvilket var en lettelse for ham, eftersom han havde troet at manden ville gøre ham noget meget værre.. Han åndede lettet ud og så nysgerrigt, men også en anelse forvirret på manden, da han kyssede en pige som så ud til at være meget yngre end ham selv. Josh gik helt hen til buret med et venligt smil.
"Josh," sagde han og nikkede høfligt til hende. "Og dit navn?"

Lovely gik helt hen til ham, og kneb øjne en smule sammen. Josh..
"Lovely.."Svarede hun ham og lagde hovedet lidt på skrå, hun vidste ikke hvad denne dreng havde gjort. Det eneste hun vidste var at Liam var begyndt at tage fanger med ind som han ville dræbe yderst smertefuldt. Et skrig fra hans værelse fik hende til at spærre øjne op på vidt gab. Det var Roseys skrig.. Så blev der kort stille, og hun vendede sig om da Liam kom ned af trappen med den døde lille pige i sine arme, dækket af blod.. Det var som Lovelys liv stoppede, hun kunne kun hører sit hjerte hamre.. Tårer trillerede ned ad hendes kinder.
"Hv..Hvorfor?" Spurgte hun, da hun endelig kunne sige noget. Men hendes stemme var meget forvrænget.
"Du har været meget ulydelig på det sidste, det på tide du fik din straf." Svarede han bare koldt. Lovely knyttede næverne, hun oplevede vrede som hun aldrig havde oplevet den før.. Som en gal bjørn, en gal sortbjørn. Hun så vredt på ham, og uden videre var hun næsten ved at skifte form og ville bide hovedet af ham men hun var for bange. Hun havde aldrig skiftet form før, eller jo.. Men han vidste ikke hun kunne..
"Monster." Fik hun sagt med en hård stemme.
"Undskyld mig?" Svarede han hende koldt og gik truende imod hende.
"Monster!" Svarede hun ham igen, og gik vredt imod ham.. Han greb hårdt fat i hende og klemte så hårdt han kunne, så man kunne se smerten i hendes ansigt.. Som Blair havde sagt ville hun opleve frihed.. Men hvordan.

Pludselig stod tiden stille, eller det havde han som om at den gjorde, skriget gjorde det hele forfærdeligt og han turde næsten ikke at se hvad det var skriget stammede fra.. Det lød som et barneskrig og var der noget som Josh ikke kunne lide, så var det lyden af et barneskrig.. Det var som om at alt han havde oplevet i den kælder dansede som en flimrende gyserfilm foran hans øjne, så han skyndte sig at lukke tankerne ude og fokusere på nutiden.. Nutiden.. Hold dig til nutiden og glem den dystre fortid, det var noget som Jacob havde fortalt ham og han ønskede at bevare det råd inde i sig selv så længe han levede.. Pludselig kunne han hører tunge skridt begive sig ned ad de trapper, hvor den dystre mand før var gået op ad. Han turde næsten ikke se, men gjorde det alligevel og fik straks lysten til at kaste op.. Ikke af at se på liget, men tanken om at manden havde dræbt dette barn, som tydeligvis betød alt for den pige som stod foran ham. Han kunne mærke en vrede stige op i sig, en vrede som en engel ikke besad. Han knyttede sine hænder og gik hen imod manden, slog ham hårdt så han faldt til gulvet. Inden manden rejste sig op, kiggede Josh ham i øjenene, så manden nu ville se det han frygtede danse i hans blik.. Det var Josh evne frygt..

Liam slap Lovely det sekundt han blev slået i jorden, han nåede ikke at komme op og stå før ham fik frygten i øjne. Frygten for døden, bjørne og hans frygt for at hans storebror skulle se ham nu. Men Liam var alligevel smart af sig, han tog fat i Joshes ben og trak ham ned til jorden og greb fat om hans hals. Han ville dræbe Josh nu.. Lovelys hjerte slog hurtigere end før, og inden nogle kunne blinke havde hun skiftet form og der stod en stor stortbjørn foran dem, stærk men alligevel ret slank. Hun brølede, så Liam gav slip på Josh' hals. Liam rejste sig hurtigt op, og gik skridt tilbage. Han var bange for bjørne, alle havde en mærkelig frygt eller flere. Liam løb ud af døren og forsvandt væk ind bag træerne. Lovely skiftede tilbage til hendes menneskeform, og faldt sammen ned på gulvet og græd.

Josh blev ved med at kigge ham i øjnene, for at vise ham at frygten nu stod foran ham, ikke Josh selv, men alt det manden frygtede af hele sit hjerte. Han skulle lige til at stoppe med det og slå manden igen, da manden kom ham i forkøbet og trak ham i sine ben, så han væltede ned på det hårde gulv og inden han kunne nå at se sig om, havde manden belagt sine hænder om Josh hals, så han ikke kunne få luft og han kunne mærke hvordan det hele sortnede for ham. Josh ville ikke dø nu! Det kunne han ikke være bekendt overfor lille Josh, at han skulle dø sådan her, bare pga. han var uforsigtig. Så Josh gjorde alt hvad han kunne for at stritte imod, men kunne snart ikke få mere luft, så han opgav og lukkede øjnene, men åbnede dem igen så snart han kunne trække vejret igen. Han åndede ud og satte sig med det samme op, hvor han derefter kiggede rundt. Han tog sig forskrækket til halsen, inden det gik op for ham at det var kvinden som havde reddet ham.. Han kiggede hen på hende og kravlede hen til hende, hvor han derefter forsigtigt lagde sin arm om hende med en varm omfavnelse...

Hun græd og græd.. Hvorfor kunne hun ikke have passet bedre på, lyttet.. I stedet for at lytte til den fornuftige Blair, Lovely skulle have taget en chance da hun fik den. Så havde hun måske ikke risikeret Roseys død. Lovely ville ikke være her, hun ville væk.. Hun klemte øjne sammen, også selvom hun fik en varm omfavnelse.. Alt var forkert.. Alt.. Hun havde levet helt forkert.. Hun var blevet slået, voldtaget.. Og hun havde troet det havde været normalt.. Men det havde det jo ikke..

Josh kunne mærke på det hele at det måske ikke var tiden til kægge og opmundrende bemærkninger, så han lod hende bare græde, imens han hvilede sin arm om hende. Selvom han ikke kendte hende, ville han så gerne hjælpe hende, da han kunne mærke hvor meget den lille pige havde betydet.. Ligesom Jacob havde betydet så meget for Josh.. Han fortsatte med at have sine arme om hende, uden at vide om det egentlig ville hjælpe, men han kunne i det mindste gøre et forsøg.. Han lukkede øjnene i og lod hende bare græde ud, det var nogen gange noget som man kunne have brug for.. Bare at græde ud..

Det var en smule underligt.. At hun bare kunne græde, græde det havde hun alligevel aldrig rigtig gjort før. Jo når straffe havde pint hende til tårerne strømmede ud. Hun stoppede tårerne, og lukkede øjne ud for at prøve at beholde roen. Hun pustede ud stille og rolig.. Satsede på at det nok skulle gå.. Livet gik jo videre ligemeget hvad der skete.. Så dette var vel bare en af disse sten man ikke skulle lade sig stoppe af? Var det ville? Lovely tørrede øjne, og sukkede.