Bring it on -Briam-

Blodhavet vat et stort frygtede og mystisk hav, som havde druknet så mange skibe ned i dens mystiske og gådefulde dyb. Vandet var dyb rødt pga. det rødesand og ler, som blandt andet blodøerne bestod af. Dog sagde sømændene, at den var farvet fra alle de ofre sirenerne havde ædt. Men forskere sagde det er pga det røde leret. De skulle bare vide.. Dette hav som omgav blodøerne var ikke et hav for nybegyndere, kun virkelig erfarne skibs folk drog derind. For dette hav var frygtelig farlig lige fra den ene til den anden dag.
Alligevel havde Andrea lejet nogle af de bedste mænd, til at sejle hende til blodørerne. Hun havde aldrig været der, og ønskede at opleve dem. Det var hendes eneste grund, og hun trængte til det. Alle de triste og ensomme dage - samt med de gode selvfølgelig. Nu ville hun videre i sit liv.
Lyset fra solnedgangen var smukt, se hvordan solen farvede de stille bølger. Idag havde været en perfekt dag at sejle, der var intet sket, ingen action. Skibet lagde sig i land inde på kysten.

Som dagens sidste højdepunkt, viste det sig at halvdelen af besætningen ønskede alt andet end at hjælpe hende. De smed hende direkte med fra skibet, heldigvis var hun hurtig nok til at lande på benene og havde sine penge på sig. Dog da de opdagede det, sprang de ud og landede i det rødesand. Andrea sank kort en klump. Hun snerrede af dem. Selvfølgelig kunne hun klare dem, intet problem. Den ene greb fast i hendes arme og sparkede benene væk under hende, så hun faldt halvt på knæ. Hun vrissede mere af dem, en anden trådte et skridt tættere på hende, og hun blottede sine varulve tænder og hendes øjne blev mere gyldne. Hun ville bide hånden af dem hvis de kom nærmere.