mødet i kroen //Hope//

S: kroen det vilde svin
O: en masse folk der skændes, råber højt, drikker og synger
T: skumringstid
V: støvregn udenfor.
P: en løs lysebrun skjorte med store ærmer, holdt på plads med en lædervest. Halvlange læderstøvler (tænk Jack sparrow), læderbukser, et læderbælte med en fin dolk i og en kappe med hætte.

Randi sad I et hjørne i den fyldte kro og tog en mundfuld af sin mjød. Hun holdt øje med alt i hendes synsfelt. Fra de store voldige mænd til den unge løse dame. Hun fnyste og trak hætten længere ned over sit ansigt. Randi tog en sidste slurk af sin mjød, rejste sig, og gik hen mod døren, for at læne sig mod væggen. Den høje larm fra folkemængden blev roligt forstummet i randi's hoved, og hun kiggede rundt. Hun havde følelsen af at noget nyt ville ske, og dette ville være det perfekte sted at være. Hun vidste bare ikke hvornår.

Hope var gået ind i en kro for at hvile sig, bare for et kort øjeblik, inden han ville lunte videre igennem landet, uden at vide hvad han egentlig søgte efter. Men, der var dog en ting som han forholdte sig efter, ordet sandhed. Hvad var sandheden egentlig? Hvor kom han fra, hvem var hans mor og hvorfor blev hun i det hele taget dræbt?
Hope sukkede kort og var så meget i sine egne tanker, at han ikke bemærkede at han kom til at gå ind i en stor og bred mand, der uheldigvis havde øl glas i hænderne, som han tabte så snart Hope gik ind i ham. Et knald fik hele kroen til at kigge hen på Hope og den store bredde mand.
"Se dig dog for din møgunge!" vrissede den store mand, med en brummende og dyb stemme. "Nu har jeg tabt ølene pga. dig!"
Hope kiggede forskrækket op på manden, imens han langsomt begyndt at bakke bagud, med hænderne op foran sig. "Det.. Det er jeg ked af.. Det var ikke med vilje,"
De andre i kroen kiggede nysgerrigt med, en enkelt kvinde råbte til manden med et fjoget og fuldt smilpå læben.
"Lad ham nu være John! Det var jo et uheld!"
Manden fnyste bare af kvinden og rettede sin opmærksomhed mod drengen igen, med et havde han taget et tag i Hopes krave og løftede ham op fra jorden. "Men han skal betalte alligevel!"
Hope kunne ane sit hjerte sidde i halsen...

Randi's opmærksomhed blev hurtigt rettet mod en stor mand og en ung knægt, da lyden af ølglassenes møde med gulvet nåede hende. Hun stod fint hvor hun var, og lyttede til hvad der blev sagt, til manden løftede knægten op. Med et snuptag havde hun sin dolk i hånden og gik med hurtige skridt hen imod dem, og med en hurtig bevægelse var dolken mod mandens hals. "vælg modstandere på din egen størrelse, john. Knægten er ikke det værd, at få vagterne efter dig igen, vel?" Randi's stemme var lettere drillende, og hun grinte lettere hånende. "lad drengen gå før vagterne får en grund til at være efter mig!" den drillende stemme havde ændret sig til truende, og randi vendte kortvarigt sit ansigt mod knægten. Hendes øjne kiggede i den korte tid blidt ind i hans, før hun vendte dem mod manden med et hårdt blik. "eller du kæmper måske kun mod børn?"

Hope skulle lige til at vride sig fri og undgå problemerne så godt han nu kunne, da der kom en kvinde ham til undsætning, ved at sætte en dolk imod mandens hals, så han ikke kunne gøre andet end at sætte Hope ned og bare beholde blikket på den kniv som lå truende over hans hals. De forskellige væsner i kroen, så nysgerrigt med, selv Hope kunne ikke lade være med at kigge forundret med, imens han bare ventede på at se hvad denne store mand, John ville gøre.
"Fint, du får din vilje denne gang Randi," mukkede han og fjernede kniven fra sin hals. Han kiggede arrigt hen på Hope. "men du må heller lærer at passe bedre på knægt,"
Hope sank bare en klump og da John var væk, kiggede han taknemligt hen på Randi.
"Tak," sagde han og nikkede høfligt.

Randi trak sin hætte ned, hendes hår lettere strittende på trods af det snor, som holdte det i en hestehale, og vendte sig mod den unge knægt. Han virkede ikke ung nok til at blive kaldt en dreng, men eller ikke gammel nok til at blive kaldt en mand. Det var dog kun Randi's mening. "det var ingenting" sagde hun med et skævt smil, som viste hendes lettere spidse tænder, og sætte dolken tilbage i skeden. "nå men... Som den store bøf sagde, så hedder jeg Randi. Hvad med dig, knægt? Og hvad laver du egentlig her? Har du ikke familie at tage dig af?" Randi havde stadig sine blide øjne, og hun havde følelsen af at de to havde et eller andet tilfælles.

Han bemærkede godt de spidse tænder, men sagde intet til dem og smilte bare skævt og genert. Det var en smule pinligt at der altid skulle komme en og redde hans røv, men der var vel ikke så meget andet at gøre end at sige tak og derefter lade som om intet var sket. Hope var træt af at han skulle reddes, han ville snart lærer at klare sig selv, uden nogen skulle blande sig, selvom han ikke ville virke uhøflig overfor dem som blot ville hjælpe ham.
Han kunne ikke lade være med at grine kort af det udtryk hun brugte overfor manden. Den store bøf, det passede egentlig meget godt.
"Mit navn er Hope og jeg øh.." han stoppede med at snakke, for at kigge kort ned i jorden, men han rettede hurtigt sin opmærksomhed op på hende igen. Han skulle ikke være genert! "Jeg har ingen familie, i hvert fald ikke hvad jeg ved af," En lille trækning i mundvigen afslørede at han ikke var så lykkelig over ikke at have en familie.