Pigen på kroen som er på en rejse (Luce)

T: Aften
S: Barren i Det vilde svin
V: Koldt og mørkt udenfor
O: De sædvanlige mennesker der sidder ved bordene, plus nogle andre

Bethany havde begivet sig ud noget af rejse, normalt ville hun aldrig komme her. Men som man siger så er plejer død, for nu havde hun alligevel begivet sig her ind. Hendes mørke kappes hætte trukket god ned i panden så, man ikke kunne se hendes øjne, for hun svært ved styre sin evne når der mange. Bethany kunne nemlig læse folks tanker og når hun gjorde det blev det genspejlet i hendes øjne så alle kunne se det, man kunne godt kalde det for flim, for det var nemlig sådan man så det. Hun bed sig svagt i læben inden hun satte i et hjørne fjernest barren og nogle slåsende mænd. Hun tog en dyb indndning. Hun kunne ikke lide at være sådanne steder taget i betragtning hvad der skete sidst hun havde været stede som mindede om det.

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + en sort kappe med hætte og et sort stof bundet over sine øjne

Hun havde trukket sin hætte fra kappen over hendes hoved, men man kunne stadig ane hendes lillae hud med blåt skær i det svage lys. Hun havde lært og gå rundt uden og kunne se omverdenen. Det havde været meget svært i starten, men nu var hun blevet meget god til det. Rafael havde også gjort hende meget stærkere end hvad meningen var. Hun var hans lille slavetøs som han kaldte det og det ville hun aldrig komme af med. Hun spekulerede meget over en opgave han havde givet hende. Hun spekulerede over, hvordan hun ville kunne klare den opgave uden og få problemer af andre. Luce havde gået gennem disse gader flere gange og nu havde hun bestemt sig for og få en fredlig aften på det vilde svin. Nok var det ofte ballade, men det blev oftes underligt tavst når hun kom der ind. Det startede med da hun fik jagtet en fyr ud bare ved og vise sit tomme øjehul. Hun havde lært og bruge det som et slags redskab. Nu havde hun dog ingen øjne og det kunne hun takke Zann for og det havdet hun mere end noget andet. Hun gik ind i det vilde svin. Hun kunne høre, at der var nogle fyre der inde som sloges. Hun kunne dog også høre, at folk var blevet underligt tavse da de så hende komme ind. Hun brummede lidt. Hun gik hen til fyrene som sloges og tog fat i deres nakker. Hun nærmest knurrede af dem. Hun smed den ene fyr fra sig. "Det eneste jeg forlanger er ro, men i sloges og nu skal du bøde for det" hun snerrede det af den fyr hun holdt fast i. Hun satte sig på et bord og flåede hans bukser af. Det var utroligt, at hun kunne vide hvor hun var, men hun kendte dette sted bedre end noget andet. Hun lagde ham over knæet og gav ham en så hård endefuld, at hele hans røv var blevet mørkerød af slaget. Hun var ligeglad med, at han skreg.

Bethany havde holdt sig så usynlig som mulligt og ville heller blande sig da hvad der måtte være en kvinde kom gående ind. hun virkede vred og irreteret for det varede ikke længe før hun havde taget en mand og ja, man kunne sige hun lignede en vred mor som hadede at hendes børn lavede unoder, hun rømmede sig svagt sig svagt, inden vendte sit bilk væk over imod nogen af de andre var der ingen som skulle gøre noget? Bethany betragtede så kvinde igen. Det var ikke til at se at kvinden ikke kunne se. Bethany fik nok gik hen imod kvinden, skrigene gjorde på måde ondt på hende selvom de inderst inde nok havde fortjent, hun rømmede sig igen " tror du ikke at han har fået nok?" spurgte hun forsigtigt og prøvede så godt hun kunne ikke lyde dømmende over or hende hvilket næsten lykkedes hende, men også kun næsten. Bethany var en engel og det lagde så fjernt for hende at staffe nogen. Hun ville heller at det gik udover hende selv, end nogen andre kom til skade, det lagde nok til hende fordi hun var en skytsengel og det med at beskytte lagde hende så nær. Bethany var måske også en smule naiv, hun kiggede sig omkring folk havde frygt malet i deres ansigter Hun skjulede det så godt hun kunne, men tivlede på om dette her havde været det rigtige at gøre, men nogle måtte jo gribe ind når andre ikke ville.

Hvem var denne kvinde, var det noget hun havde glemt, hun bed sig svagt læben, et tegn på at hun ventede noget forfærdligt som kun betyde at det kom til gøre ondt på hende, det var ihvertfald mange af de andres tanker fortalte hende. Hun følte alt blev stille, selvom manden stadig skreg af smerte, men det var tankerne fra de andre pressede sig på. En svag grimasse af frygt og smerte skar hen over hendes ansigt da hun svagt rykkede sig smule tilbage imens hendes hænder røg op til hendes tindinger, hun meserede dem langsomt imens mumlede. det varede ikke længe før hendes hoved ville springe.

Hun slog skiftevis på mandens baller med en stor kraft så det næsten var en tornado der styrrede hendes kraft i hånden når hun slog hans baller. Hun kunne høre folkenes gispen. Hun vidste, at de fleste her inde kendte hende som den med ingen øjne. Hun havde flere gange skramt fyre væk der prøvede og lægge an på hende. Hun var stort set altid i det vilde svin når hendes humør var dårligt og det vidste folk. Hun hørte, at der var en der gik tæt på hende. Hun slog fyren hårde og hårde indtil hun mærkede lidt blod på hendes hånd. Hun slog dog stadig hårdt på hans baller skiftevis. Hun skubbede fyren væk. Hun hørte han nærmest løb afsted og væltede alle stole og borde der var i vejen. Det eneste han tænkte var og komme væk. Hun rejste sig op og kiggede på den kvindestemme som havde snakket til hende "Nu skal jeg fortælle dig, hvordan det fungere her! Her er det mig der bestemmer. Det er mig som sørger for, at folk kan komme her i fred og ro så man kan hygge uden slagsmål og hvis de har noget imod det så må du sige det nu" hendes stemme var hård og kold. Inden hun var blevet slave for Rafael og blevet trænet til og være lidt som ham havde hendes stemme været meget rolig og mild overfor andre, men det hele havde ændret sig voldsomt meget efter.

Da hun hørte hårdheden pigen stemme stoppede de tanker som fløj rundt hovedet på hende, det var ikke rare billeder, men i det mindste kunne man ikke se billederne i hendes øjne. Hun tøvede en smule bakkede en smule, men nej hun måtte altså stå fast, hun betragtede kvinden " jeg er ikke ude på at slås, men det er en smule ubehagelig det du gjorde[b] svarede hun og man kunne svagt ane frygten i hendes stemme, men måske kunne vinde noget tid vis hun forsatte "[b] jeg siger ikke at de ikke fortjente det, men" stoppede op for tænke på de rigtige ord, for ikke at gøre hende mere vred, men nu kunne lige så godt stå fast og hvis det betød at hun ville få bank så fint. Hun knyttede forsigtigt sine hænder kiggede rundt . Helt sikkert at hun sørgede for hyggelig stemning folk var bange for hende " ved du at skræmmer folk så de bliver bange for, for så vidt at kan se er der kun frygt i folks øjne og tanker" sagde hun blev en smule vred.
Tænk at hun troede at hun bestemte, der burde virkelig være nogle fortalte hende hvor skabet stod. Hun havde aldrig følt vrede på samme måde som nu, måske den gang Sean havde toturet hende og tvunget hende finde Arason den beskytter. Hun måtte trække vejret tungt. Hun følte sig som skolebarn som stod foran bøllen som snart ville banke og derefter give hende buksevand.

Hun kunne høre og mærke på pigen, at hun var bange. Hun vidste, at hun sikkert ville vises som svag, hvis hende tøsen så, at hun var blind, men det rørte hende dog ikke alligevel. Hun ventede køligt på, at pigen svarede hende. Hun gabte lidt "Ville du hellere have en flaske i hovedet så du forblødte?" hendes stemme var hård og kølig. Hun kunne ane, at der var nogen som havde stilt sig bag hende. Hun vennede rundt og fjernede hætten fra sit hoved så hendes lange sorte hår kom frem og bare hang løst ned af hendes ryg. Det sorte stof som var om hendes øjne kom frem. Hun mærkede nogle hænder der vendte hende rundt igen. De var kommet for og støtte hende. Nok var der mange som frygtede hende, men der var stadig nogen som havde givet hende ret i, at der skulle være ro og ingen slåskampe imens hun var her. Der havde ikke været nogen ballade imens hun var der som hun vidste af og det takkede selv de piger der stod bag baren og holdt øje med det hele. Hun så på pigen "Jeg har ikke tænkt mig og starte større ballade så, hvis jeg var dig ville jeg gå op i baren og tage en drink med mig og slappe af og nyde freden der er her. Men kunne også hente en jeg ved der ville sætte endnu mere styr på tingende her end mig" hun snakkede om Rafael. Ham der ejede hende.

Lysten til gøre en ting eller var der stadig, men hun blev forvirret over det hun sagde, men turdte ikke andet end at gøre hvad der sagt, hun ´lod svagt sin hænder trække godt ned kappens hætte så hendes øjne igen var helt skjult. Hun kiggede svagt på Luce lavede en utilfreds minde, det betød ikke at hun færdig, hvem end det var hun kendte så ligeglad vis hun havde lyst blande ham ind idet så kunne jo bare gøre det, Bethany havde ikke tænk sig give sig uden kamp. Men ligenu lod bare som Luce havde vundet imens kunne hun bruge tiden på at finde på en plan. Hun syntes det syndt den måde hun lod det gå udover andre at hun vred. Det var godt kvinden eller skulle man kalde hende et monster ikke kunne se for hendes læber pegede ned i sur minde, hun mindede om barn der ikke havde fået sin vijle. Hun drak ikke og skulle ikke havde noget af de som tilbudt. Hun stolede ikke på den fremmede, hun havde sikkert selv en plansom meget snart ville udføre. Det var næsten sikker på. Noget ved hende bekymrede hende ved kvinden, men hvad det var kunne ikke sætte en finger på. Når prøvede at række ud efter kvindens tanker mødte hun ikke andet end en mur.
Det ærgede hende en smule for hvis kvinden havde en plan kunne måske havde set den og på den måde have forspring.

Hun stod stille og ventede på et svar fra denne kvinde. Hun var ikke den der tænkte. Eller retter hun plejede og være den som tænkte sig godt om, men efter, at Rafael havde taget hende som slave og prøver og manipuleret med hendes hjerne så hun var begyndt og tænke mere som ham og alligevel ikke tænke. Hun havde ingen planer. Hvad skulle hun bruge planer til? Hun sørgede bare for, at folk holdt sig i ro og ikke lavede en masse ballade. Hun trak let på skuldrene og gik op til baren "Må jeg bede om en cola og så giv hende der hvad hun vil have" hun pegede direkte i retningen mod kvinden som havde prøvet og stoppe hende for lidt siden. Hun kunne ikke se folk, men hun kunne høre, at folk var begyndt og snakke stille og roligt i hjørnerne og nogle dansede endda. Nok var hun blind, men hendes andre sanser fejlede aldeles ikke noget. Hun var stille og rolig og ventede på og få sin cola i hånden. Hun nikkede og smilede. Hun kiggede hen imod kvinden "Kom nu her og slap af. Der sker ikke mere ballade i aften" hendes stemme var blevet venligere og mindede meget om den hun plejede og have. Der var endda ærlighed i hendes stemme igen. Nok havde Rafael haft hende under magt, men hendes godhed var ikke helt væk den kom frem når det var stille og roligt og alt var faldet ned på et normalt tonefald igen. Hun var rent faktisk et hjertevarmt sjæl, men hun var blevet god til og skjule det for Rafael.

Hun tøvede en smule, men satte sig så hen siden af hende, hun åndede lettet op, alle tankerne var væk og hun kunne slappe mere af, men hætten blev på hendes hovede, man kunne aldrig vide og derfor blev de på. Hun bed sig igen svagt læben og rettede blikket imod tjeneren " et glas vand" svarede hun¨. Hun betragtede de dansende og følte sig smule flov måske holdte kvinden bare ro en anden form for udsmider eller hvad man nu skulle kalde hende. Hun sad sådan der var en tom stol imellem dem, men det betød ikke at havde tilgivet hende, men nu hvor de andre nød freden hvorfor skulle hun så ikke også gøre det, betragtede igen kvinden " mit navn er Bethany, men det vil du vel ikke have at vide" sagde hun mumlede det sidste en smule utydeligt. Men det mest fordi hun flov over at hun have været så vred for lidt siden, men nu var for en sund forduftet.

Hun sad stille og slappede af. Det var dejligt, at roen havde fundet sted. Nu ventede hun sådanset på, at kvinden kom og slappede af sammen med hende. Der var kun en ting som ville kunne gå galt og det var, hvis Rafael var kommet ind, så var hun nød til og skulle spille den hårde tøs igen. Det havde stadig ikke lykkes Rafael og gøre Luce til en ond pige som hans plan var. Han havde selv indrømmet, at han ville gøre hende mere som ham. Hun drak stille go roligt af sin cola og snakkede lidt med en ung pige som stod bag bardisken. Hun fortalte om, hvad der var sket de sidste par aftener. Det virkede til, at folk var begyndt og lære og slappe af her. Hun kunne mærke på pigen da hun kom hen og satte sig tæt på hende, at hun var lidt utryg ved situationen. Hun var måske lidt flov over og haft reageret sådan som hun gjorde? Hun var ikke helt sikker Hun smilede venligt til pigen "Slap nu af og nyd roen. Du kan se de alle hygger sig som det skal være her" hun vidste dette var en af de skidte kvatere i Doomsville, men der skulle stadig være noget orden i byen. Hun sad stille og slappede af. Hun drak en tår af sin cola inden hun svarede på, at pigen fortalte hendes navn "Jeg er altid interesseret i, hvem folk er. Jeg hedder Luce rart, at møde dig" det var sjovt som hendes stemme kunne gå fra kold og ligegyldig til en rolig og venlig stemme som næsten lød til og lyde som en venlig sjæl. Hun spekulerede lidt over om hun skulle fortælle pigen hvad der foregik inde i hendes hoved siden det var sådan som det var på dette tidspunkt.

Hun smilede og få pigen på en måde kunne høre at rent faktisk smilede lavede et venligt fnøs inden hun " i lige måde" sagde hun og man kunne høre at hun smilede i stemmen også, men hun ville ikke tro helt på at venlig, men lige nu så hun ingen grund til ikke være venlig når hun nu var det hun tog en tår af hendes vand, hun kiggede og hendes mave begyndte at knurre så voldsomt at dem bag barren kiggede på´, som troede at det ville skræme for lyden, men det hjalp ikke synderligt meget. Bethany var vegetar og det eneste hun havde fået spise idag var gulerod og et æbel. vis man kunne se det, ville man kunne se t for tynd, men hun elskede dyr for meget til at hun ville slå dem ihjel. De var også derfor valgt kun spise grønsager. Hun betragtede svagt barren træflade. Hun følte sig pludslig underlig træt og dårlig. Hun rejste sig vaklede over hvad der toilietet. Hun havde det som om hun skulle kaste op, men det kunne ikke være rigtigt. Hun havde ikke følt trætheden før nu. Måske var det fordi hun havde været vred før. Hun stod lidt vaklede inden faldte jorden med bump. Normalt plejede spise som skulle, men idag havde haft travlt med mange andre ting og havde derfor glemt spise ordenligt. Folk stoppede kiggede på hende. Hun besvimet på vej over til toiliet.

Hun sad stille og nød roen. Hun vidste, at pigen ikke ville haft tro hende overhovedet. Hun havde dog heller ikke selv på sine udbrud længere. Nogle gange var det som om Rafael havde bordet sig ind i hjernen på hende og fortalte hende hvad hun skulle gøre og styrede hendes udbrud. Hun havde dog stadig lidt styr over det og kunne skjule, at hun stadig var en venlig sjæl indvendigt. Hun måtte finde hjælp hos en eller anden som var god, men hvem? Hvem kunne hun gå til for og finde hjælp? Hun vidste det ikke en gang selv. Hun lagde sit hoved undrende på skrå da hun kunne høre, at pigens mave rumlede meget. Havde hun overhovedet spist noget det sidste stykke tid? Hvornår havde hun i det hele taget fået noget ordentligt mad? "Du lyder til og være sulten. Hvornår har du sidst fået noget ordentligt mad og spise?" der var noget undren i hendes stemme og samtidig en bekymring. Hun kunne høre, at nogen rejste sig lidt fra hende. Det måtte være Bethany som havde rejst sig op. Hun lyttede efter hendes skridt og høre noget falde til jorden. Hun rejste sig op og lod sin cola stå på disken. Hun gik hen til faldet og satte sig på hug. Hun kunne lugte, at det var Bethany. Hun kunne genkende lugten fra lige før, hvor hun havde stået foran hende og siddet tæt på hende. Hun sukkede lidt og løftede pigen op i sin favn. Det var lidt svært og følge en op på et værelse når man var blind og bar dem i deres favn, men Luce kunne sagtens finde rundt alligevel. Hun var jo kendt i dette sted. Hun gik hen imod trapperne og en af pigerne vidste, hvad Luce ville. Det var ikke første gang nogen havde besvimet og havde brug for og ligge lidt. De gik op på et af værelserne, hvor så pigen fra disken tog fat i Luces overarm og førte hende hen til en stor seng, hvor Luce lagde Bethany.

Bethany kunne anede ikke hvorfor hun besvimede det var ikke første gangat hun ikke havde fået meget at spise, men det første gang at hun var besvimet. Hun kunne ikke huske at hun nogensinde skulle havde været besvimet før, måske var det også fordi at alle det tanker som ikke var hendes havde træget på hendes kræfter. Hun trak vejret små korte drag. Hun mumlede svagt inden spærrede sine øjne op. Hun kiggede sig omkring. Hvad var der sket? Hun havde siddet barren så alt blevet sort. Hun led ikke af nogen former for spiseforstyrelser, men når man lever på kost af grønt kan godt sometider mangle noget, men idag havde hun ikke spist som plejede. Roen ramte hende som det næste hun betragtede Luce, var det hende der havde fået hende herop. Hun tog sig svagt til hovedet maven brokkede sig stadig " hvad skete der?" spurgte hun lettere forvirret. Bethany følte en underlig følelse af at et form bånd måske ville blive imellem dem, vis hun kunne formå at vise Luce at ven og ikke en fjende. Hun ville gerne være Luces ven, men krævede at Luce også selv. Bethany ville gerne vise Luce hvor god en ven man kunne være.
Bethany kiggede sig værelset virkede tomt " jeg er sulten" sagde hun og gik ud fra Luce som kendte stedet kunne skaffe hende noget at spise så de kunne stoppe brokkende mave som også snakkede med desuden ville helst undgå besvime igen. Hun prøvede at undertrykken en gaben som hun ikke ville virke for træt og uoplagt.

Bethany var faktisk meget let og bære. Spiste hun overhovedet noget? Hun kunne huske, at Bethanys ave havde rumlet meget da de sad ved disken og snakkede. Det undrede hende lidt. Havde hun nogle former for spiseforstyrelser eller noget lignende? Spørgsmålende fløj rundt i hovedet på hende. Hun nikkede til pigen som havde fulgt dem op på værekset og hun gik. Pigen havde sørget for, at de var kommet ind på det værelse hvor der næsten var tomt. Hun havde gjort det for Luces skyld så hun ikke gik ind i alt. Der var kun en stor seng, 2 stole, et natbord og et bord. Hun følte sig rundt på værelset for og finde en stol og sidde på. Hun gik ind i en og satte sig på den. Gardinet var trukket for vinduerne. Hun kunne høre Bethanys stemme. Hun rejste sig og fik hen imod hendes stemme og satte sig langsomt på sengkanten "Du besvimede nedenunder og jeg bar dig her op så du ikke lå der nede, hvor mange ville glo underligt på dig" det var ret utroligt, hvor god Luce var blevet til og finde rundt uden en blindestav eller noget. Hun brugte kun sine andre sanser. Hun nikkede stille "Skal nok gå ned og finde noget mad til dig. Bliv du liggende i sengen imens jeg henter det til dig" hendes stemme var stille og rolig og samtidig meget venlig. Hun rejste sig op og gik hen til døren. Hun gik ud af den og lukkede efter sig.

Bethany hvilede hovedet på puden imens kiggede op loftet havde hun taget fejl af Luce, hun virkede rar, hun smilede kort hun ville gerne hjælpe vis hun kunne. Dog vidste hun ikke hvordan hun kunne være til nogen hjælp for Luce. Desuden anede hun jo ikke noget som helst om denne kvinde. Hun sukkede svagt hun sørgede for kappen var trukket op over hovedet da hun ikke ville risikere noget, men måske ¨når Luce kom tilbage de kunne snakke og lære hianden at kende Bethany ville ihvertfald hjælpe og lære Luce at kende. Hun var jo en engel og en af dem der altid skulle gøre noget godt. Hun lukkede ganske svagt øjnene og nød roen. Den ro som fandte sted inde i hendes hoved.

// undskyld dette korte svar lover at gøre det bedre//

//Helt i orden ^^ Har intet imod korte svar ^^//

Hun gik ned til disken, hvor hun og Bethany havde siddet og drukket cola og vand lige inden Bethany var faldet om da hun havde rejst sig. Hvad grunden var vidste hun ikke helt, men hun havde en anelse om, at det var pga hun ikke havde fået noget og spise i noget tid. Luce kendte selv til det med og besvime pga kroppen manglede energi og de vigtige vitaminer man skulle bruge for, at kroppen kunne holde sig sund. Der var ret roligt nedenunder. Ingen slåskampe eller noget negativt. Der var nok lige en kvinde og en mand som skændtes over noget, men så længe der ikke var slåskampe eller noget andet som kunne ødelægge en hel aften for resten af de folk der var der så gad hun ikke bruge sine krafter på det. Hun bad pigen bag disken om noget mad og vand til Bethany. Hun stod og ventede på, at maden kom. Hun var ikke just den person som var meget tålmodig. Mange ville snare kalde hende utålmodig. Man kunne høre folk der væltede rundt og folk der skreg hvergang en eller anden væltede lige foran dem. Det var lige til og give en hovedpine. Hun håbede ihvertfald ikke, at det kunne høres ovenpå for der var sikkert allerede nogen som havde bestemt sig for og gå lidt tidligere i seng end de plejede.

Bethany smilede svagt og lukkede øjnene. Hun så ikke, men kunne ligne en der gjorde. Hun nød stilheden der ikke den stor larm og hendes tanker var igen hendes enge, hun sukkede svagt imens tænkte det hele føltes rart dog var stadig flov over den måde hun reagerede på Luce virkede som rar person, men alligevel var bange for den side hun først havde set, hun kunne ikke lide den side. Det forvirrede hende at hun kunne være så vred og lige pludslig være venlig. Hun vidste at der var side som hun helst ikke ville se igen. Men hun var sikker på at hun taget fejl der var noget ved hende som ikke vidste og det kunne hun mærke, men det var klart at der var noget hun ikke vidste for de havde lige mødt hianden, men det hun ikke vidste bekymrede hende. Men hun var en engel og måske parnoid hun vidste. Luce var væk og kiggede sig omkring inden hun satte sig op i sengen, hele rummet virkede næsten tom, men det var måske fordi det var Luces værelse og derfor var der mindre ting end hos en seende, hun vendte fødderne ned kanten imens hun afventende kiggede på døren.

Luce stod stille ved disken og ventede på, at en af pigerne som arbejdede der kom tilbage med en bakke med mad på til Bethany. Hun havde på fornemmelse, at der ville ske noget slemt denne aften, men hun kunne ikke sætte en finger på, hvad det var, men der var noget som ville gøre denne aften fra god til dårlig. Det skræmte hende lidt og alligevel ikke. Der var ingen som kunne skræmme hende så meget som Rafael gjorde og hun troede simpelthen ikke på, at han ville dukke op denne aften her, men hun kunne alligevel ikke være for forsikker for der var ingen som kunne stoppe Rafael når han havde sat sig en ide i hovedet det havde hun selv oplevet og mærket på egen krop. Han ville ødelægge hendes underbevidsthed og det havde lykkes ham. Hun var som en tikkene bombe der lige pludselig kunne blive til en farlig og sur heks selvom hun normalt var en ellers sød og rar kvinde der ikke kunne gøre en flue fortræd. Hun smilede da hun endelig havde fået bakken i hånden. Hun gik op af trapperne og hen til det værelse som var hendes når hun var på kroen og skulle overnatte. Det skete ellers ikke så tit, men det var der. Hun åbnede stille og roligt døren med albuen og skubbede den med foden så den lukkede. Hun smilede stille "Så er der mad" hun smilede stille og gik og og stillede det på bordet der stod imellem 2 stole. Der var forskellig slags frugter, lidt kød og en kane vand. Hun satte sig i den ene stol og ventede på, at Bethany kom for og spise.

Bethany smilede svagt hun følte sig underlig tilfreds, hun ville på en mærkelig måde ikke bytte denne aften for nu var Luce jo blevet rar, hun åbende øjnene og smilede svagt idet Luce kom tilbage. Hun betragtede svagt på tallerkenen. Hendes mave knurrede voldsomt ved lugten af mad, men hun skar svagt en grimasse da hun fik ordenligt kig på den, hun satte sig op og grinede svagt og hurtigt af hendes mave som også snakkede. Hun sukkede svagt da fik øje på kødet, men det glædede hende at se alle de forskellige slags frugter. Hu atte sig stolen overfor Luce hun tog fat i nogle vindruer og lod dem svagt rulle i hænderne inden spiste dem, hun betragtede Luce " hvis du er sulten må du godt tage kødet" sagde hun for sige noget og være høflig. Hun spiste ikke kødet alligevel og det var syndt vis det skullegå til spilde.
Hun skubbede tallerkenen. Hun mæt og sukkede tilfredst. Hun havde ingen penge og hun vidste ikke hvordan hun skulle betale for det. Hun rømmede sig svagt og ville ikke tænke på det lige nu hun var for mæt.

Hun sad stille og ventede på, at Bethany ville komme hen og sætte sig for og spise den mad hun havde hentet til hende. Hun kunne høre på hendes sukken, at det var noget som hun ikke brød sig om. Hun valgte dog ikke og kommantere det for hun ville ikke gøre noget overilded. Hun sad lidt og spekulerede over, hvordan hun skulle kunne arbejde eller gøre det Rafael sagde nu, hvor hendes underbevidsthed var mere eller mindre meget forvirret. Hun var som en tikkende bombe og man kunne ikke stoppe det på nogen måde. Hun kunne godt mærke, hvor meget hendes underbevidsthed var blevet ødelagt efter Rafael havde tortureret hende og fået kontrol over hende. Hun havde aldrig troet, at hun ville ende som slave for en raceleder og ville ende med og have en underbevidsthed der var blevet ødelagt og tænke mere ondt i det end hun normalt ville gøre og endda mere end hvad hendes race oprindeligt var. Hun kiggede på Bethany og kunne regne ud ved, at hun ikke ville have kødet, at hun var vegetar. Det var nu ikke så sundt og være vegetar som de fleste mente, men det måtte de selv om. Det gav nu også meget mere mening for hende nu, hvorfor Bethany havde besvimet for lidt siden. Hun manglede de vitaminer og mineraler kødet ville give. Hun smillede stille og tog kødet og begyndte og spise. Hun undrede sig lidt over, hvorfor Bethany ikke spiste kød. "Ikke for og snage, men hvorfor spiser du ikke kød?" hun var blevet meget nysgerrig.

Det var faktisk mere tanken om at noget skulle lade livet, end at hun ikke kunne lide, men det lød så dumt at sige, men stolede på at Luce ikke ville grine når sagde, hendes lyst til grønsager var blevet forstærket efter hendes hukommelse tab. Hun kunne ikke huske hvorfor hun startede med kun spisegrønsager " jeg kan ikke lide at dyr skal død, jeg ved godt det lyder dumt jeg tror måske det engle ting" svarede hun åbent, hun havde ikke noget imod være åben for Luce. Hun betragtede Luce der var noget hun gerne spørge om, men hun vidste ikke om måtte hun havde ikke lyst til at hun skulle blive vred og banke hende helt ind i næste uge. Hun rømmede sig en smule. Hun turdet ikke og ringe.

Luce spiste stille og roligt det stykke kød som hende, Bethany ikke ville have. Det var stadig lidt af en gåde for hende over, hvorfor hun ikke spiste kød, men det fandt hun først ud af når hun havde svaret på hendes spørgsmål. Da hun var færdig med og spise kødet tog hun en klud der lå på bakken og tørrede snavset fra kødet på hænderne og omkring munden af. Hun kiggede hen på Bethany da hun begyndte og snakke. Nu var hun meget mere klar over, hvad det rent faktisk var som gjorde, at hun ikke ville spise kød. Hun trak let på skuldrene "Sådan er vi forskellige. Det behøver ikke være en engle ting som du siger" hendes stemme var rolig og venlig. Hun kunne mærke på stemningen, at der var noget Bethany ville spørge om, men hun gjorde det ikke. *Skulle man hjælpe hende lidt på vej?* tænkte hun. Hun smilede kort "Hvad er det du vil spørge om?" hun kunne lige så godt spørge lige ud som og pakke det ind.

Bethany stivende en smule hun ville ikke gøre stemningen dårlig, men hun blev nød til at spørge om hvorfor hun var så anderledes det ene minut kunne rar som nu og det andet være som en bombe som man ikke ville være sammen med. Hun bed sig svagt læben ” jo altså” sagde hun tøvede en smule, men hun ville gerne hjælpe hende vis der der noget hun kunne hjælpe. Hun flettede nervøst sine fingre sammen. Hun betragtede Luce ” altså hvorfor kan du skifte så hurtigt i humør?” spurgte hun og virkede nervøs hun havde slet ikke lyst til at den gode stemning skulle ødelægges, men hun måtte vide hvorfor og vis det betød at hun skulle kæmpe for sit liv ville hun gøre det. Hun betragtede nervøst Luce og rettede så blikket væk og ned på sine fødder. Hun var spændt på hvad der ville ske. Hun kunne ikke lide tanken om Luce lige om lidt ville banke hende, for på en måde virkede det som noget man ikke skulle snage i og Luce og Bethany havde lige mødt hinanden.

Hun sad stille og roligt og ventede på, at Bethany stillede hende det spørgsmål som hun brandede ind med. Hun kunne mærke på stemningen, at det var noget som var slemt. Hun havde en anelse om, hvad det var Bethany ville spørge hende om, men hun var ikke helt sikker på hvad det var. Da hun havde hørt, hvad det var Bethany spurgte om sukkede hun. Hun havde regnet ud, at det var det som hun ville spørge om. Hun bed sig lidt i læben "Det er fordi min ejer altså Rafael har gjort noget ved min underbevidsthed der gør, at min vrede kan gå fuldstændig amok og gøre skade på alt og alle bare sådan uden videre." hun tav kort og fortsatte "Nogle gange får han mig til og gøre ting jeg ikke selv vil, men så bliver jeg straffet og det har gjort, at min underbevidsthed reagere voldsomt når der er noget som jeg ikke finder mig i" hun sukkede lidt og ventede på, hvordan Bethany ville reagere på det hun lige havde fortalt.

Hendes ejer? Vendt var hun slave det gjorde en smule ondt på hende hun kunne ikke og ville på en mde heller ikke forstille hvilken syg mand er gjorde noget til sådan venligskabning, men hvad så med hendes øjne? Var det også hendes ejer. Hun bed sig svagt læben og anede ikke hvad hun rigtigt skulle sige, hun rystede svagt på hovedet hvilket Luce ikke kunne se. Hun fumlede igen med sine finger " det er jeg ked af, jeg ville ønske jeg kunne hjælpe" svaredehun langt om længe. Hun mente det Bethany ville hjælpe vis hun kunne, men hvad kunne stille hun anede ikke hvem hendes ejer var og det nok også heldigt nok. vis bethany skulle være ærlig så ville heller ikke have noget at gøre med en der var så ond.