House Of Fun - Delilah

Et hus så i fordærv at selv en døv mand ville høre træ væggene knage, så i forfald selv en blind mand uden førehund ville takke nej til sin ejendoms mægler inden første fod var så meget som indenfor den spinkle og løse træ dør, som knapt ville kunne beskytte ejeren for mere end en gruppe vrede græhopper, og hvis ikke de knirkende vægge, og forfaldne vinduer og døre ville jage alle købere væk som en gammel kone der med en gryde ske i den ene hånd råbte efter de uopdragne børn der løber væk efter at have snuppet deres daglige potion af røde æbler, hvis ikke man kunne lugte et dårligt bolig køb som nybagt brød en søndag morgen, så ville den ´frodige´ have skræmme selv den meste flittige have-elsker væk, græs og planter man skulle to var kaos gud tilbedere, og triste træer som aldrig havde set en gartner i hele deres 200 år lange levetid. Skulle man være ærlig med sig, lignet det her sted en villa som bliv bygget af amatør håndværkere der havde brug for et projekt at bruge deres sommerferie på, men at dømme efter udsendet på det ellers store og forladte hus, var det aldrig blevet brugt, og hvis en hjemløs man skulle vælge mellem at endnu en nat hvor man sover i ske med sin hund inden i en papkasse til lyden af ens frosne tær der langsomt forvandles til en mere kold og fast masse, eller om han hellere ville sove i den store og sikkert swampfyldte villa, så kan du væde trygt alle dine penge og ejendele på at hunde og flytte kassen virkede som det bedste alternativ.
Castle og Delilah kom igennem tågen så tæt som en jernkitter, og regnen så provokerende hård og rytmefast at hvis ikke man havde en privat ikke Starwars yoda ved sin side og holde sin hånd, ville irritationen langsomt stige i takt med tøjet bliv tungere og tungere af vand fordi det bliv vådt, og ens sko føltes som gik man barfodet gennem en svømmehal. Hvorfor var Castle og Delilah så langt fra civilisationen, og hvem var den dynge af mennesker som fulgte med dem? aften havde været som en vild nytårs aften.. i sandhed var nytår aldrig en vild fest.. man planlage alt til det skulle være årets unikke party, men ender altid med kinetisk masseproudseret skrammel i munden, mens man sidder og magteløst prøver at kæmpe liv i festen som aldrig bliver til mere end en slem hovedpine næste morgen og en sur nabo.. Men det party Castle og Delilah havde været til den pågældende aften var som en nytårs sammenkomst skulle være, pæne bare mande maver, bevægende pige bagdele, et utømmeligt lager af alkoholdens bedste årgange, og en gruppe på tyve festglade unge mennesker der kontant finder på spontan brændstof til en fed fest. Ingen husker hvem fik ideen, eller hvem der skulle holde øje med vejen hjem, men to til tre timer.. eller var det seks?.. inde i deres gåtur i den tætte tåge der dækkede ikke bare for alt ovenfra lys, men også for stedsfornemmelsen.
At some point.. bliv en af pigerne med store bryster trætte af at gå, og Castle var den første til at understrege at gruppen skulle holde en pause for at vise hende respekt, selvom det eneste han ville vise hende var i hans bukser. Men det lykkes, folk var enten trætte selv eller ikke gad gå mellem phykopatten og et par bryster, men ligemeget ens motivation så valgte gruppen som helhed at stoppe inden længe, og ikke kort tid senere kom huset frem i syne.

Hvilket nu er grunden til de stod udenfor huset. Castles tøj er det samme som på billede, og i vores sidste emne//

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Mørket syntes at glitre i Delilah hår, imens hun igen og igen lod stiletterne klaske ned imod jorden der syntes at være placeret midt i en sø. Sålerne i stiletterne havde for længst opsuget vand, og føltes nu som at træde ned i en svamp. Regnen hamrede ned på hende, og trak både tøj og hår så tæt ind i til hendes krop som føltes det som om hun absorberede det og blev én dryppende ting. Som kjolen klistrede til hendes krop, kunne man tydeligt skimte hendes mave under denne, men hvert væsen der omringede hende syntes at være alt for fulde til at bemærke noget så ligegyldigt som det.
Og selvfølgelig ville det ikke være det første man bemærkede, når ens blik gled over imod hende. Den dybe, stramme kavalergang ville det være første der tiltrak blikket, når det faldt på Delilah. Det fremhævede tydeligt hvad der skulle fremhæves, og lod kjolen stramme nedad hende indtil den var nogle centimeter over hendes mave. Her løsnede den op, og ville være bølgende og svajende omkring hende hvis ikke regnen havde suget sig ind i stoffet. Med denne løse del af stoffet, havde det ikke været muligt at se at Delilah var gravid, da folkene havde været ædru - og nu var der ingen pointe i at skjule det mere.
Delilah var lidt pløret, og det kunne hun godt mærke. Selvom hun var ret sikker på at hun ikke var lige så fuld som de fleste omkring hende, så kunne hun godt mærke alkoholen der påvirkede hendes tanker og drillende skubbede hendes rationelle tanker væk fra hende, sekunder inden hendes våde fingerspidser nåede dem. Delilah havde druknet alle tankerne i alkohol, i den første time. Hun havde længe haft brug for at flygte fra virkeligheden og fra maven der begyndte at poppe ud af hendes krop, hvilket hun havde fundet en perfekt lejlighed til at gøre.
Og så alligevel ikke. Efter den første time, var en dårlig samvittighed begyndt at bygge sig op i hendes mave. Var der ikke noget med, at man ikke måtte drikke alkohol når man var gravid? Ikke fordi hun ville lade det være en grund til ikke at drikke, men var det ikke en grund til ikke at drikke hjernen helt ud? Kunne hun ikke engang lade sig selv have sin hukommelse den næste dag? Det var disse tanker der havde ladet hendes alkohol-strøm tørre en smule ud, og selvom der stadig var røget en smule indenbords i ny og næ, så kunne hun godt mærke hvordan de omkring hende havde været knap så tilbageholdende. De fleste, i hvert fald.

Tågen havde lagt sig omkring dem som tykt sne, og havde gjort det umuligt for hendes grønbrune øjne at skære sig igennem tågen for at kunne se andet end deres gruppe. Derfor havde hun ikke været sen til at lade et hvil komme på tale, da det summede ubehageligt i hendes krop da hun ikke havde muligheden for at bruge sine sanser. Den eneste sans der konstant var i brug, var den sans der registrerede et par hænder glide henover hendes krop hvert andet sekund, og som udløste en mekanisme i hendes hånd der slog den selvsamme hånd væk gang på gang.
Alligevel mærkede hun et eller andet ringe advarende da hun endelig kunne skimte huset bag blankerne af tåge. Måske var det bare fordi huset syntes at kunne styrte sammen hvert sekund, og egentligt ikke syntes at være vandtæt alligevel. Det kunne også være fordi en sær aura ulmede omkring huset, men som alligevel stammede fra denne advarsel om at huset nok ville brase sammen om ørene på dem så snart de trådte ind af de utætte døre.
"Stop så! Vi er midt ude på gaden, jeg gider ikke kneppe dig!"
Hun hvæsede det lettere irriteret, da hænderne endnu engang gled hen ad hendes krop, hvorefter hun snurrede omkring og smækkede en eller anden fyr en lussing. Han vaklede nogle skridt tilbage, og var tydeligt en af de i gruppen der ville få de vildeste tømmermænd den næste dag. Men Delilahs tålmodighed var faldet efter de første hundrede gange hun havde dasket hans hånd væk, og selvom han ikke rigtigt lod hende være efter denne omgang, så var antallet af berøringer dog formindsket. Hun lod igen sin opmærksomhed blive rettet imod huset, imens de snoede sig igennem den tilgroede have og op imod hoveddøren.

Delilah var for enhver mand som en Mozart klassiker, havde man først lært at nyde et hul af koncentreret nydelse som et land af flydende chokolade floder og karamel planter ville være for et barn, så ville man måske kunne nynne med til de moderne pop songe i radioen på en våd regnvejrs dag, men aldrig ville de 100 violiner og andre instrumenter i den gode gamle klassiker blive overgået af de nye melodier, så fast som en klippe ville begæret til hendes nøgne krop mod ens hud ligge i baghoved, og som en utømmelig flod ville blodet løbe til pikken ved et glimt af hendes hoppende kavalergang, og nægtet man sine ædledele en tur i hendes candyland ville kuglerne stoppe sæd produtionen i protest. Og Castle var skam betaget af Delilah mere end de andre piger til festen, men det var mere som et rovdyr der skræmte de andre hanner væk fra flokkens kønneste hunkøn, meget romantik var der ikke over det, men de var heller ikke hvad Delilah og Castles venskab handlet om Castle prøvet ikke at eje Delilah, hun var sin egen pige og han havde i tankerne at bruge hende som arbejdes partner og ven med fordele, så om hun kneppet andre var enlig ikke i hans bekymringer, men et maskulint hankøn som ham havde da ikke tænkt sig at lade enhver kravle ind i hende, som ven sørget han for at ingen tabere satte tænder i hendes safter, hvis en fyr skulle besøge de samme luksus områder som Castles pik, så skulle den fyr godt nok også være første klasse værd, så Castle holdt hende enlig ikke fra sex, kun dårlig sex.

Castle kiggede hen på døren, og så to fuldebøtter som stod og prøvet at få opmærksomhed fra dem som boet i huset ved at banke deres hoveder i fuldskab mod døren, og råbe som en fulg der sad fast i en musefælde, og enlig ikke havde noget mod at dø ved at få sin hals indre knust som en honingmelon der bliver kastet mod en stål dør, fulgen følte bare ikke fælden her var bygget til den, og sådan en underlig situation var det at se på de to mænd der prøvet at få omærksomhed fra nogen i et hus, som TYDELIGVIS ikke havde nogen beboer.. dens ydre taget i betragtet. Så Castle gav den ene et klap på skuldren, og brugte ham som støtte mens han lænede hele sin krop bagover til et grumt spark på døren lige ved siden af låsen, og da låsen var gammel og Castle havde sparket døre op før, så gik den op uden at diskutere alt for meget med ham, for at diskutere med Castle var som at diskutere med batman, og som vi alle ved... nobody argues with batman.
Castle ville have taget fortrop, men en lidt tynd mand med skaldet hoved fik knebet sig ind fra siden, og kigget blærende på Castle, hvorefter Castle gav den tynde nar sin gevindt som var en dumflad med flad hånd i baghoved. Det var først der det gik op for Castle, og de andre som var kommet ind fra døren bag ham at villaen så helt anderledes ud indefra, sort marmor, gladt gulv der skreg af nyvasket, lysekroner med levende lys som der var igang. Castle trådte et skridt længere ind så det var nemmere for folk bag ham at komme ind, hvorefter han åbnet en af de spejl gladte vinduer for at kigge op af facaden udefra igen, stadig et totalt smadret villa udefra, hvilket ikke bare forvirret Castle, det fik ham til at kigge over på Delilah i et spørgende blik om at vandre rundt i tåge ikke var en mere tryg løsning, for Castle som gammel jæger af det overnaturlige der har måtte være fysisk underlegen væsner som Delilah men stadig jaget dem, har aldrig taget noget som var alt for godt til at være sandt, som en god ting.. af erfaring. Men Castle blvi ramt af en underlig tryghed, som en usynlig mur af omsorghed der greb ham og han følte sig nu så tryg her som lå han som baby med sin mor til et afsnit af søndag morgen tegneserier, også trak Castle blikket væk fra Delilah og bare slog den ene pige foran ham på den højre balde, og sagde så højt så hele gruppen kunne høre ham "Lads and lassis, hvem går ud i køleskabet og raider det for alkohol?" Folk gik på opdagelses rejse i det fine hus, og forlod i alle retninger for at forsætte festen.

Sejt og ru græs skrabede op af hendes ben, og selvom hun ikke bemærkede de så føltes det lidt som underligt bløde knogler der greb ud efter hendes ben og klamrede sig til dem i nogle sekunder før de ikke længere kunne holde sig fast i hendes evige bevægelser, og måtte give slip. Alligevel arbejdede Delilah sig uden tøven igennem dette hav af benet, langt plantevækst og kom ud på den anden side uden at have fået benene skrabet af. Jo nærmere man kom huset, jo mere syntes små sprækker og rådne bræder at dukke op i hendes syn, som blev huset færdigtegnet med hver eneste lille urenhed endnu imens hun nærmede sig dette.
Der var uden tvivl noget galt med stedet. Den gentagne lyd af skoder der klappede ind imod husets halvødelagte yderside, glasset der lod iskold vind fyge ind af vinduerne mindede hende på en eller anden måde om sit eget hjem. Men selv ikke Castle og hendes lejlighed var så smadret som denne bygning, hvilket nok også var grunden til at hun var lidt forbeholden. Det virkede ikke naturligt at træde ind i en bygning der så ud som ville den styrte sammen hvert sekund. Men hun havde bemærket at Castle havde et godt øje til en af tøserne, hvilket også var en af grundene til at hun ikke sagde noget til at de gik derind. Hun ville ikke tage denne omgang fra ham, fordi det ville ende med at gå ud over hende i enden - så var det langt nemmere bare at lade ham have sex med et par stykker, så han var tilfredsstillet.
Så længe hun ikke var en af de dér tykke, små monstre der krøb rundt i de fugtige gader og gik efter alt der bare så mandlig ud - imens de i virkeligheden selv var mere maskulin end selv en body builder. Hvis Castle daskede hjem med en af dem, ville hun højst sandsynligt sætte grænsen. En eller anden måtte jo sørge for at hans stolthed blev bevaret og .. Det var bare forkert.

Delilah kommenterede ikke på det latterlige forsøg på at få ejerne til det ubeboede hus til at lukke dem ind. I stedet betragtede hun dem med et blik der lyste at den følelse disse folk tydeligt bragte i hende - en hovedrystende, inderlig irritation over hvordan samfundet kunne opfostre denne slags ynkelige mænd der kan gøre sådanne ting. Ikke fordi Delilah selv ikke havde gjort utroligt dumme ting igennem sin levetid, men hun havde i det mindste været bedre til at skjule at det var åbenlyst dumt. For det meste.
Derfor virkede det også lettende for hende, da Castle tog initiativ og ødelagde drengenes legetøj - også kaldet døren - ved at sparke den ind. Et let smil simrede omkring hendes læber, selvom hun ikke bevægede sig da mængden strømmede ind af den nu åbne dør. Der var noget galt. Dette instinkt for fare var blevet opbygget igennem hendes krop over århundreder, og tog derfor sjældent fejl efterhånden. Det var dette instinkt hun normalt brugte til at spore de mænd hun skulle gå efter, men i andre tilfælde blev det brugt som det gjorde nu - til at advare.
Dette vise sig at være godt tænkt, idet hun ikke nåede at træde mere end halvt ind over dørkarmens indrammende sider, før hun stivnede. Indmaden til huset, virkede helt unaturligt, hvilket bekræftede hendes sære følelse af at noget havde været helt galt. Varme snoede sig fra huset indre, og selv de få støvkorn der måske var at finde derinde syntes at dufte og skinne rent. Lys fra lysekronerne flakkede over væggene, og selvom en perfekt tempereret varme strømmede fra husets indre så virkede omgivelserne endnu kolde.
Alle Delilahs alarmer ringede for fuld kraft, og skreg at hun skulle tage fat i Castle og komme ud derfra med det samme. Da Castles blik mødte hendes kort, blev denne følelse dog ikke formindsket, men nærmere tidoblet.
Så flakkede Castles blik væk, og hans ansigt ændrede sig ligesom alle de andre tilstedeværendes. Hun kunne endnu mærke kulden udefra slå imod hendes ryg som en kraft der ville skubbe hende ind i huset. Langsomt blev kraften større, og med ét føltes det faktisk som et skub der sendte hende vaklende ind i huset. Bag hende smækkede døren i.
Så snart varmen omringede hele hendes krop, mærkede hun hvordan varmen indplantede sig i hendes krop som en kerne, og spredte tryghed ud igennem hendes årer. Den stikkende fornemmelse af fare sivede ud af hendes krop, og en let munterhed vældede op i hende, samtidig med at et hyggeligt smil gled frem på hendes læber. Alle tanker om at huset var forkert var fordampet, og hun havde næsten en fornemmelse af at høre til i dette hus.
Som folk spredtes for alle vinde, fulgte Delilah en gang til højre, hvorefter hun drejede til venstre direkte derefter. Derinde var et stort rum med et lammeskindstæppe på gulvet, og en pejs med en brændende ild der ligesom lysekronen sendte et flakkende skær henover væggene. Til højre for lammeskindet stod en real fyldt med vin og whiskey og en spand fyldt med isterninger der ikke var smeltede på trods af varmen, hvilket var grunden til at Delilah med det samme snurrede omkring.
"Jeg har fundet alkoholen!"

Med en god potion eventyrlyst, og en beroligende tryghed som et mormor strikket uld tæppe, lod Castle sine militær støvler føre an rundt i villaen, og med armene rundt om en smuk blondes liv, gik han og et gruppe ind i andet lokale end Delilah, et fint stort kontor ligende lokale med et arbejdes bord af det tungeste og vel skåret egetræ, bagved bordet var en lænestol af læder, og i alle retninger hoved kunne drejes til, kunne man se en bog reol eller skabe fyldt med bøger, små novelle bøger, dokumenter, og papirs roller som man kunne antage var mindst et par hundre år gamle for det var flere tusinde år siden man skiftet roller ud for bøger, men papiret rollerne var lavet af var så hvidt og rent, samt man næsten kunne lugte blækken.. som man kunne fra alle bøger i lokalet også.. som var det ikke mere end fem minutter siden de var skrevet.
Castle tog fast om blondinen hofter og løftet hende med numsen først op på midten af skrivebordet, og gav hende et frækt smil mens nogen af de andre som var fuldt med var begyndt at kigge på bøgernes titler, og åbnet af og til nogen af dem. mens en mørkhåret muskelmand der var på cirka castles højde satte sig ned i lænestolen og smækket fødderne op på bordet i en over kors position, men hælene solidt plantet, og et smil på læben mens han kigget rundt i det alt for rene lokale.. selv støvet skinnet som diamanter. Castle så der var en trappe til at komme længere op i villaen, og han skulle nok udforske der senere, men først ville han smage blondinens læber.

En anden gruppe på tre fyre og en pige gik ind af en tredje dør fra hovedindgangen, og kom ind i et køkken område, hvor man kunne forvente det helt store kokke køkken med alle redskaber, god gang plads, og et enormt frydser rum med madvare fra alle egne af gudsgrønne jord, men mystisk nok selvom resten af villaen var luksus indrettet var køkkenet kun en smald gang med et hvidt bord der havde tilhørende håndvask og skabe med blændere,skåle, og dl liter mål hængende over sig, ingen fancy grill spyd maskiner, dog var der for enden af bordet en indutri størrelse ovn næsten, med plads til hel stegt pattegris indeni, og ved siden af ovnen var en dør til et frydser rum som man kunne gå ind i, og finde de nødvendige madvare, men det var ikke så enormt som man kunne forvente, men der var plads til måske fem folk som ledte efter hver deres nedfrydsnings vare. Den ene af fyrene åbnet alle skabene men da en sød og sexset stemme kom fra det rum Delilah var i, som sagde ´Jeg har fundet alkoholen!´ lukket han skabene igen.. ingen grund til at lede efter fundet ting.
En anden af fyrene stod og kælet med pigen i sin fuldskab op af den lukket ovn, mens den tredje fyr, som var ham den tynde der havde stjålet æren om at komme først ind i huset fra Castle, og fået en dumflad for det, han stod i sin ensomhed og kigget med et sulten blik efter ham fyren som havde selvværden til at kæle med en pige, en handling den tynde fyr aldrig havde oplevet til fulde, der var engang i niende klasse, men han bliv så genert og skræmt ved tanken om at ligge tæt med et andet menneske at han ikke mødte op til deres aftale på cafeen. Senere hen hvor han var blevet ældre havde genertheden forsvundet lidt, og han ture nu godt lade sine finger hvile mod en villig persons nøgne hud, men stadig var tanken om utilfredshed med hans egen krop, en vægt på hans skuldre han ikke kunne overkomme, og derfor aldrig havde fået en pige på tæt hold, men selvom han aldrig havde følt en pige varme hud mod hans egen, om ikke andet så bare for et uskyldigt kys på kinden, så var han overbevidst om han en dag ville finde en der ville tillade ham at prøve det og se igennem hans mindre pæne krop, som han mente var alt for tynd.
Den tynde fyr syntes at se en.. skygge.. som kunne svagt ligne to ben i løse bukser, som i det korte øjeblik han så derhen, gik ind i frydseren. Den tynde fyrs tanker bliver optaget af nysgerrig og mens hans hjerte svagt banket af utryghed af alt for mange lejerbåls histioier, gik han hen mod frydseren og da han stod ved den på klem åbne frydser, kigget han først ind af den mørke sprække, men intet kunne ses derinde, og da frydseren ingen fungerende lys havde så var at se ind i det tomme mørke nytteløst, så han åbnet frydser døren lidt mere, og små stråler af lys kom ind i frydseren fra det oplyste køkken, men han kunne intet se af folk derinde, hvilket fik ham til at lave en klumb i halsen for han var sikker på han så nogen ben af mørke gå ind af sprækken, så han trådte af ren lidenskablig nysgerrighed og menneskelig dumhed mere ind i frydseren, og i selv samme nerve pirrende sekund, ikke mere end den korte tid det tog for hans hjerte at slå ekstremt hurtigere af angst, bliv frydser døren smækket i bag ham, og de små spinkle lys stråler forsvandt, så han nu stod alene med kun et skrig som følgesven, og det mest hår rejsende ved det... var at skriget.. ikke var hans eget. et skrig som taget ud af en gyser film kom bag ham, og frarøvet sit syn i det komplette mørke, og intet andet at høre udover lyden at is laget i frydseren der knadsede som is jo gør, var hjerte rytmen næsten ustyrlig, mens han udlod sit helt eget skrig i panik.
De to fyre og pigen udefra bliv hurtigt opmærksomme på skriget,.. dog var det skrig nummer to de kunne høre.. og begyndte at prøve at finde en måde at åbne den tygge dør på som var holdt sammen af kraftige magneter. Pigen udviste omsorg og prøvet at beroglige den forskræmte dreng med snak mens hun lagde sit øre op mod frydser døren for at lydte efter hans svar "Tommy, vi er herude, det okay". Den ene af fyrene gik ud i forsalen hvor de kom ind, og sagde til alle i høre afstand "Frydseren lukket ham skineben inde" han var ikke synderligt oprævet over det, så han tog den med ro, men lod de andre i huset vide tommy ikke kunne komme ud, så hvis nogen vidste hvordan man åbnet en industri frydser dør, så måtte de gerne komme til køkkenet. - hvad de ikke vidste var at frydserens knap til at frastøde magnet låsen ikke virkede, og man ikke kunne få døren op uden at smadre den.

Hvis Delilah gik ud mod køkkenet, ville en ånde puste hende i nakken, en død og livløs ånde der havde intet andet end en kold og utilpas følelse over den. Hvis Delilah vendte sig om, ville der stå en halvfed mand bagved hende med et glædesløst ansigt udtryk, som var alle følelser fjernet som var det blot læbestift fra en piges læber. Manden havde ingen øjne, og i hans totalt tomme sorte øjehuller kom der en svag kold vind som stod man i de arktiske bjerge, men man skulle meget tæt på for at føle den, og selvfølgelig var Delilah den eneste som kunne se ham eller føle kulden overhoved.
Ved hans pande linje kunne man se blod løbe ned, som havde nogen fjernet toppen af hans hoved og sat den op igen, og mens blodet løb ned af hans kinder, mund og hage fra hans pande, lænet han sig langsomt mod Delilah, men hendes fødder var som muret fast til gulvet, og hendes krop føltes for tung til at flytte, og hun følte sig for udmattet til at gå i panik, som havde hun lige haft sex en million gange i streg, så træt følte hun sig mens hun så manden læne sig mod hende og lagde sine klamme og gule tænder på hendes næsetip som skulle han til at bide den af, men der i et hjertebrydense sekund, kunne hun føle Castles hånd på hendes skuldre, og manden foran hende, og hendes træthed forsvandt som en ond drøm man vågnet af, men stadig kunne huske hver eneste grufulde sekund. samt kunne hun bevæge sig normalt igen.
Castle så på hende og smilet charmerende med et flabet glimt i øjet "Ved du noget om indutri køleskabe smukke? ingen tidligere opvasker kone?" han så hende som værrende ven, men hvis hun troet hun var over lidt spøj og jokes, så kendte hun ikke Castle. dog var det altid sagt så man forstod han ikke var seriøs, men stadig undertone af flabethed

Delilah lod de langsomme bevægelser føre hende nærmere den kæmpe reol fyldt med alkohol, og sørgede omhyggeligt for at hendes ene finger svævede elegant over en af flaskerne, inden den gled henover den overraskende kolde overflade. Ikke et støvkorn klistrede sig til hendes finger, da hendes blik derefter trak sig henover sin hud. Men istedet for alarmklokker der burde summe dybt i hendes og føre hendes skridt væk fra dette mærkværdige sted, mærkede hun blot et let forundren der syntes at lægge sig omkring hendes tanker som et slør. Med ét mærkede hun hvad der mindede om et dunk i hendes krop, der var som et stød der forgæves kæmpede for at trænge igennem dette slør. Sekundet efter var det druknet i utallige dråber af ubekymret tryghed der var vældet ned fra væggene i hendes tanker, og havde ladet hende flyde med strømmen.
Denne kølige, betryggende følelse havde ikke været nær Delilah siden hendes oplæring var begyndt i en alder af 2, og var på dette tidspunkt blevet erstattet af en konstant frygt for smerte og sin familie - derfor havde dette stød der havde kæmpet for at bryde fri af trygheden og ind i hendes normale tilstand, nok også været resultatet af mange hundrede års kamp for at være konstant på vagt.
Et råb trængte ind i hendes tanker, og tillod hendes hoved at bevæge sig opad i hvad der syntes som slowmotion fra hendes normale tempo. Fryseren lukkede hvem inde? Selve sætningen nåede at summe omkring i Delilahs tanker, der syntes bedøvede, før meningen lukkede sig omkring hende og lod hende gispende trække sig op af denne bedøvelse.
Det var køligt sagt. Køligt ... Fryseren - Forstod du dén Delilah? Var den ikke god? Giv mig et lille smil.
Dylans muntre stemme omringede hendes tanker værre end den sætning der havde afbrudt hendes tomme tanketråde, men hendes blik der gled over på hans velkendte skikkelse rummede ikke strejfet af et smil. Dylans ubekymrede ansigt indeholdt derimod et kæmpe smil, hvilket beviste at han tydeligt syntes at han var sjov. Delilah havde aldrig brudt sig om at have spøgelser hængende omkring sig, idet de havde denne fantastiske evne til at kunne pisse hende af på sekunder og ødelægge hele hendes koncentration. Derudover kunne hun ikke engang skade dem, da hun ikke kunne røre dem.
Derfor var det heller ikke en kraftanstrengelse for hende, at snurre omkring med håret svævende omkring hende i luften som en maltrakteret glorie, og haste væk fra ham med svajende hofter. Men for hvert skridt hun tog fra hun trådte ud af dette værelse og henimod stemmerne fra resten af gruppen, syntes alle hendes bevægelser at blive langsommere og mere anstrengte som prøvede noget at holde hende tilbage.

Hun mærkede den velkendte men ubehagelige følelse af en ånd nær hende kravle igennem hendes årer, før den iskole ånde nedkølede hendes nakke og trak lange streger af kuldegysninger fra stedet ånden berørte og ned af hendes krop. Alle hendes bevægelser stivnede i det samme, og med ét syntes ingen af hendes bevægelser at være nogen hun selv bestemte over. Derfor strittede hendes hjerne kraftigt imod, da hendes krop vendte omkring og lagde blikket på manden bag hende. Han var død. Ingen tvivl om det. Kulden fra hans krop omklamrede hende, men den kulde der syntes at størkne i hans øjenhuler som mørke klatter men alligevel dryppede ned på hendes hud, syntes at stikke som tusinde nåle. En dyb følelse af et minde om smerte greb hendes mave, og trak hende ned i sølet idet han lænede sig imod hendes ubevægelige krop.
Delilah kæmpede en indre kamp om at slippe fri fra hans tag på hendes krop, imens hele hendes tankespind blev trukket ind i hans tomme øjne og opslugt af mørket. Kulden trak hende til sig, og omfavnede hende som et længe ventet barn. En død fornemmelse sugede hende til sig som en svamp, og nægtede at lade hendes febrilske indre kampe trække hende fri derfra igen. En stemme dybt i hendes sind, hviskede at hun var fanget her for evigt, hvis ikke hun fandt en måde at slippe fri fra dette mørke der lagde sig over hendes blik og tanker.
En hånd der ramte den krop der ikke kun eksisterede i hendes tanker, fik et sæt til at hamre igennem hende og trak hende så hurtigt tilbage til virkeligheden at det kort svimlede for hendes blik. Hendes hoved snurrede omkring i hurtigere end hun troede muligt, og hendes arm bevægede sig i et ryk som gjorde hun sig klar til at angribe hvem end der havde rørt hende.
Castle. Lige bag hende.
"Åh! Jeg havde ikke set du stod der. Jeg -"
Hun tøvede i under et sekund, og ændrede sin historie i sidste sekund - der var ingen grund til at Castle kendte til hendes evner.
"- kunne ikke finde køkkenet. Du skulle ikke tilfældigvis have en bedre stedsans end jeg har?"
Hun sendte ham et muntert smil, imens hendes blik diskret gled imod siden. Hun kunne ikke skimte den skikkelse der havde været stærk nok til at lægge hende i hvad der mindede om en trance - der var ingen tvivl om at det var en uhyggeligt stærk ånd hun netop havde været vidne til. Forhelvede hvor hun hadede døde mennesker.
Så snart hun havde sikret sig at hendes krop var i hendes egen magt, svingede hun den ene hofte til siden og hævede et øjenbryn. Hun lod et let latter glide ud af hendes læber, samtidig med at hun lod denne følelse af at være overvåget falde samme vej. Trygheden begyndte at sive ud af hende.
"Opvasker? Nej, det lyder som et job der er alt for kompliceret til mig. Men jeg siger dig, hvis du giver mig en hammer og et væsen så skal jeg nok lave hakkekød."
Hun blinkede grinende til ham, og på trods af hendes egne ord om ikke at kunne finde vej, snoede hun fingrene om hans arm og prøvede at trække ham imod køkkenet som hun faktisk kunne skimte fra sin position. Hendes skridt førte hende ud i dette køkken, hvor hendes blik straks fangede en eller anden tøs der talte til fryseren. Hendes fingre slap hastigt Castles arm, hvorefter hun med nogle få skridt stod bag kvinden.
Hendes hånd lagde sig på kvindens ene skulder, hvorefter hun gav den et kraftigt skub der sendte kvinden væltende til siden. Derefter trådte hun tættere på fryseren, og hamrede en flad hånd imod metallet.
"Tommy, var det? Du er fandme den største kraftidiot jeg nogensinde har mødt! Hvorfor fanden i helvede lukker du dig selv inde i en fryser? Hvis jeg ikke havde været i et godt humør, havde jeg ladet dig rådne op derinde."
Hendes stemme var høj nok til at han uden problemer kunne høre hende, hvis han på nogen måde havde kunne skimte kvindens hjælpende ord igennem det tykke metal. Derefter gled Delilahs blik hen på kvinden med et flammende rødt hår, som var det ikke Delilahs skyld at kvinden lå og rodede rundt på jorden.
"Op med sig, Ginger. Vil du ikke hjælpe Tommy-boy?"

Hvem var den fyr, Delilah? Der er noget galt ...
Stemmen der hvislede ind i hendes hoved, tilhørte tydeligt Dylan. Den var lettere skræmt, og kom ud i et hurtigt åndedræt der irriterede Delilah. Hun sendte ham et kort blik, der tydeligt lyste af at han skulle tage sig sammen og holde sin kæft, hvorefter hun igen lod sin fokus blive rettet imod metaldøren der syntes umulig at få trukket op. Hun vippede hovedet let til siden, og drejede derefter omkring så hendes blik landede på Castle istedet.
"Castle, du skulle ikke tilfældigvis have en jernkniv med? Jern afleder magnetisme ... Hvis vi på en eller anden måde kan få den vrikket ind imellem magneterne i låsen, så kan det være at den ville fungere?"
Delilah havde aldrig fokuseret på noget der var nær akademisk, så om dette ville virke havde hun ingen idé om. Derudover vidste hun ikke engang var magneterne i låsen sad, hvilket også var en god grund til at denne plan ville fejle. Delilah havde valgt at fokusere på kamp og på alt andet end at være intelligent på andet end overlevelse. Hvis der var en måde hvorpå hun kunne åbne den ved at være voldelig, havde hun nok langt foretrukket denne løsning.

Jernkniv? tror hun at hun snakker med Hr flintstone fra cartoon network? Selvfølgelig havde han en kniv, man havde større chance for at finde ham uden pik og tilhørende nosser, end man ville finde ham uden et funktionelt våben. Castle træk egocenteret på smile båndet mens han bukkede sin maskuline krop forover og lagde sin hånd ned i sin militær støvle, og fra indersiden fisket han en spejl-ren stål kniv frem med en iskold glat stål overflade på godt og vel de 26 centimeter så det mere lignet en machettes lille bror, end en normal jæger kniv.
Castle gøjlet rundt med kniven i sin ene hånd som en cirkus gøjler der lige havde fået en kniv i fødelsdagsgave, og da hans knurre var færdig med at leje rundt med det barber skarpe blad, kom et frisk og charmerende smil frem på hans læber mens hans ene øje der ikke var af glass havde et venligt men flabet glimt. "Stålkniv. Ikke jern." Castle kom mellem de andre og køleskabs døren, og skulle til at rode med den som Delilah havde forslået, men inden den tunge dør kunne føle en stål overfalde komme i kontakt med den, kom der en klik lyd fra låsen og måske var Castle ikke en der fulgte med i fysisk og kemi timerne, at hans kniv ikke behøvet at røre for at ophæve magnetismen fandt han så underligt som at sidney lee klaret folkeskolen.
Castle kiggede sig over skuldren til de andre, og lagde så sine fingre ind til at åbne frydser døren nu hvor den ikke længere var låst, men som en tryllekunstner var tommy væk, og da lyset fra køkkenet samt folke samlingens blikke frejet ind i frydseren stod der ingen lille og tynd dreng. Fostne ærter, kyllinge lår på køl, dåser med små frugt stykker, alt var som det burde, og efter Castle havde lavet en utilfreds trækning på næsetippen lukket han frydser døren igen, men i samme øjeblik som døren bliv lukket derinde til, kunne Delilah.. og kun Delilah.. se den lille og tynde fyr Tommy der nu som et trylleslag stod ved siden af Castle iført sine underbukser og intet andet mens han klamret sine arme om sig fordi hans krop var fyldt med sammetrykket is som havde han stået inde i den frydser i flere dage. Og mens Tommy stod og rystede og gentagende gange klamret med sine tænder mod hinanden, så han sulten og næsten bebrejdende på Delilah som var den eneste som kunne se ham, hans øjne så fulde af afmagt pågrund af kulden, men også som en kat der var trukket op i en krog og nu havde sat sine klør frem, som om han kunne spise hende med kun sit blik.
Castle smilte mens han lagde kniven på bordet ved siden af sig, men da han havde gjort det langet han udefter den fyr som havde gået ud af køkkenet tidligere og sagt en var låst inde i frydseren, for det kunne castle jo .. ´tydeligvis´ .. se at der ingen var i frydseren. Fyren fik en solid næve på højre kindben og faldt til jorden som en gammel pose katofler mens han fik spyttet en af sine tænder ud på køkken gulvet, men inden han kunne komme sig over chokoet eller smerten, hørte man Castles maskuline stemme sige "Du afbrød mig mit i et godt kys" Castle tørret lidt sved fra sine læber, som var han ved at blive træt eller fik solstik, selvom der slet ikke var varmt i køkkenet. Castle havde mistet sin tillid til huset her, og langtsomt faldt den falske tryghed fra hinanden som et sandslot der bliv fjernet af det stigende tidevand, hvilket fik Castle til at sige mod Delilah med et lille nik "Udenfor?" han havde tydeligvis noget at snakke med hende om, men man kunne læse i hans øjne og i hans kropsporg at det ikke var information, men tvivl og undring, og han selv ikke vidste mere end hun gjorde. Men i samme øjeblik sidste ord fløj fra hans læber, fløj frydser døren fra dens hængsler og faldt som 600 kilos stål dør nedover ham og klemte hans skelet som var det lavet af vindgummi, og som om frydser døren og husets låse var sat sammen, kunne selv ikke et lyn komme gennem rummet før man hørte husets vinduer og låse sige klik, og de var nu alle låst inde bag usmadrelige vægge som var de små myre i en totalt lukket marmor kasse.
Castle sagde ikke en lyd, og dømme efter blodet der kom ud under den helt gulv faste stål dør, var hans kranium uden tvivl knust som et stue glass skudt af en atom bombe. Alle menneskene i huset gik i panik som mennesker nu gør i indelukket situationer, og blandt pigernes skrig og fyrens endeløse forsøg på at ødelægge front døren med møbler, kom bamse fra bamse og kylling gående ud af kontor værelset og fjernet alt panisk og forskræmt stemning og udskiftet det med undring og forvirring i menneskenes sind, ikke en magisk ændring men en natur forandring når et børnefilms ikon kommer gående efter en man har festet med bliver knust til pandekage form. "Hej hej" sagde bamse og vinket med den ene stof arm, mens den anden rodet rundt på hans cirkulære mave og puffet til hans røde kassiske bånd om hans hals/nakke, som gik ned af maven og formet en form for sløjfe/slips.
En af fyrene gik fra forstanden og satte sig og rokket frem og tilbage af væggen mens han tog en lille hjemmebragt flaske med som normalt indeholdte vodka, men da han fejlagtigt antog det stadig var hvad der var i flasken, spyttet han det ud i overraskelse og sagde så højt af misfornøjelse alle kunne høre det, uden at være bevidst om han talte så højt "Æble juice!?" Den store bamse vente sig over mod ham og begyndte at grine på bedste bamse vis gentagende gange mens fyren begyndte modvilligt at roste blod op, tænder ud, tungen af, indtil en af pigerne greb en jernstrang fra kaminen som man brugte til at skubbe træet i kaminen rundt med, og gav bamsemand en ordenlig en på tuden, som fik ham til at falde bagover og holde kæft, og fyren stoppet med at hoste, men havde på de grufulde få fire sekunder fået fjernet sin tunge og alle sine tænder. (hvis man tager hoved af bamse vil man finde ud af der kun er stof indeni ham)
Tommy kom teleportende bagved Delilah, og sagde med en helt selvsikkerhed og rygrad mens hans tænder forsat klamret af kulde "Playtime" i samme øjeblik fordampet han ud i ingenting som spørgelser nu engang gør. Og som manden der næsten bid næsen af Delilah, kunne hun mærke Tommy var tros sin korte døds tid, føltes som havde han været en ond ånd i mindst et år, dog føltes han svagere end den anden hun tidligere havde set.
Selvom meget var sket ... overraskende hurtigt, havde situationen flere kort i ærmet, som en gammel poker spiller der altid snyd, og en melodi fra et klaver lyd i Delilahs øre, og kun hendes. en sorglig og trist melodi, men pluselig skiftet den til en glad og eventyrlig musik lavet af mange violiner og et helt orkester, men ligeså pluseligt som den skiftet stemning, forsvandt den, og Delilah kunne nu intet høre fra omkring hende, andet end stemme 100% magen til hendes egen, det lyd som om den bliv hvisket fra indersiden af hendes eget hoved. "Delilah. Time to play" Delilahs arme løftet sig op uden hendes egen kontrol og peget med en finger mod blondinen, men alle var foroptaget af enten at tænke, panikke, være bange, eller undre sig, til at ligge mærke til Delilah og hvad hun lavet. "I dare you.. spank her little white ass" Stemmen holdt en dramatisk pause og sagde "The more she cries over your knee in the next 30 minuttes, the bigger your prize for playing along is. if she does not cry your friend Seb i gonna remain dead"

Et pust af muntert luft bevægede sig ud af Delilahs let spredte læber, da hendes øjne mødte kniven Castles fingre behændigt legede med. Hun lod et par fingre glide igennem de mørke krøller der slangede sig om hendes ansigt, imens hun vippede den ene hofte en smule til siden i én lang, smidig bevægelse. Hendes hånd bevægede sig langsomt ned fra hendes hår, idet Castle trådte hen til døren, og lod den bevæge sig i samme hastighed til den låste sig fast på hendes anden arm. Hun lod kort tungen glide frem fra læbernes skjul, og fugte hendes læber.
Klikket i døren sendte ikke et voldsomt chok igennem hende, selvom hun hørte adskillige tøser omkring hende hviske med forskrækkelsen malet i de alt for pibende stemmer. Dog vippede hun hovedet til siden og lod et par rynke bore sig ind i hendes pande, samtidig med at den tænksomme trækning ved hendes mundvige viste sig imod dagens lys. Et let ubehag ved situationen var begyndt at snige sig ind på hendes sind, og trække panisk i de alarmklokker der slumrede i hende.
"Castle ..."
Længere nåede hendes lave stemme ikke, før han trak metaldørene fra hinanden. Bag dem gemte sig et gabende hul af skygger, der dansede i harmoni med hinanden og skabte et tæt og ubrydeligt mørke. Men lyset brød alligevel fri, og sendte små lysspyd ind imellem mørkets facader, og brød den tætte mur. Og så gik det stærkt. Lyset ætsede mørket, og efterlod diverse genstande i fryseren, hvor kulde stod ud fra som en aura og isklumper hang derinde i tætte lag rundt omkring. Men den lille dreng der var blevet talt om var væk.
"Er det her jeres version af en prank? For jeg sværger, hvis nogen begynder at grine nu - jeg slår dem ned!"
Kulden fra fryseren syntes at have sneget sig ind i hendes stemme, og de iskolde flammer slikkede sig igennem hendes stemme og forvandlede tonerne til is. Men så snart det sidste ord havde forladt hendes læber, mærkede hun endnu en bidende kulde række ud efter hende, og trække hendes opmærksomhed væk fra det gabende hul, fryseren havde repræsenteret inden døren lukkede, og over imod personen der stod ved Castles side.
Ånd.
Hendes blik bevægede sig i små ryk ned over den frosne krop, der bevægede sig i rystende stød. Hendes ansigt viste ingen tydelige tegn på chokket over denne dreng der var dækket af is, men hendes indre balancerede på en kant for at falde ned i forvirring.
Tommy.
Hans skælvende krop udviste en styrke der var svimlende, idet hun vidste at han var så ny en ånd. Men små bølger af chok skyllede ind over hende, da hans ånds blik ramte hende - dels fordi han ikke burde være død da han slet ikke var i fryseren, dels fordi der var en kant i hans blik der trak Delilah ind i det - som den sygeligt stærke ånd hun netop havde set, bare i en svagere grad.

Castles beherskede slag imod den højtråbende fyr vækkede Delilah fra den trance hun havde lagt sig selv i, imens hendes tanker havde trukket hende dybere og dybere ned i en kløft af fordærv og forrådnelse. Hendes blik sprang imod Castles ansigt, og på trods af hans kommentar der næsten altid ville have ladet et smil indtage hendes ansigt, havde hendes blik blot fastsat sig neutralt på ham.
Så snart deres blik mødtes, forsvandt alt den tryghed der havde lagt sig som en dyne over hende - og selvom dynen var forsvundet fjer for fjer det sidste stykke tid, rev hun sig fri derfra så snart deres blikke fandt hinanden. Det var ikke nervøsitet der flakkede igennem Delilahs øjne samtidig med at hendes blik besvarede hans - det var nærmere en ængstelighed for at hun kunne se at Castle selv gengældte denne følelse af at noget var galt. Men alt dette forsvandt i samme sekund en anden bevægelse overtog billedet.
Ikke en lyd fandt Delilahs læber, men hendes læber spredtes som ville hun gispe. Men samtidig stoppede hendes åndedræt, og hele hendes krop frøs fast i den stilling hun befandt sig i, da alting pludseligt gjorde det modsatte af hvad der skete på film - Hun fik intet slowmotion at bevæge sig i, men den gruopvækkende fart der hamrede for hendes blik og ikke tillod hendes muskler at reagere.
En knasende lyd vækkede hendes hjerne, og tvang hende til at trække luft ned i hendes lunger - mod hendes vilje, på dette tidspunkt. Hendes krop nægtede at reagere på hendes tankers vilje, men hendes tanker nægtede ligeledes at reagere på de ting hendes krop prøvede at tvinge hende til at gøre. Hendes verden syntes i det knasende øjeblik at lukke ned for et sekund.
"CASTLE!"
Der gik nogle sekunder, før det gik op for Delilah at den næsten råbende lyd der skar igennem Delilahs virkelighed stammede fra hendes egne læber. Et hvæs passerede de samme læber, og pludseligt var Delilah helt tilbage - dette skyldes dog ikke hvæset, men det blod der kravlede frem fra metaldørens indre.

Delilah græd ikke. Hun græd aldrig, og det var begyndt at syntes som fandtes der helt simpelt ikke længere en tårekanal i hendes krop - Men Delilah gjorde hvad der for hende var som at græde, idet det var de samme følelser der fik denne reaktion frem i hendes krop. Hun bemærkede ikke de skrigende og paniske mennesker omkring hende, ejheller havde hun nogen lyst til at opdage at hun var fanget i dette møghus.
Hun lod sine fingre hamre op under hendes kjole, og sno sig omkring skaftet på en sølvkniv der var sat fast derunder. Hun trak den ud, snurrede omkring og hamrede den ind i væggen så der burde komme et dybt hul i væggens overflade. Intet.
Den pludselige stilhed i huset reflekterede de følelser Delilah med ét følte: Ingenting. Hun snurrede omkring over denne pludselige ændring, hvilket resulterede i at hendes blik fandt en bamse. En fucking bamse trådte smilende og fucking muntert ud fra et eller andet værelse! Vrede hamrede i det samme igennem Delilahs krop, og hendes fingres greb omkring den lettere bøjede - væggen havde ikke behandlet kniven specielt godt - sølvkniv strammedes.
Hendes blik bevægede sig ikke da manden hostede let, men idet hostene blev voldsommere og voldsommere og den første tand ramte jorden, blev hendes blik alligevel tiltrukket af manden. Hverken afsky eller væmmelse var malet i hendes ansigt da hun betragtede det forfærdelige syn af en mand der hostede sin tunge op så den landede slimet og blodig ved ham, men så snart hendes blik berørte bamsen syntes hun at skulle kaste op.
Jernstangen der ramte bamsens latterligt store hoved(Delilahs tanker var knap så rationelle), sendte det små tråde af tilfredshed ned i af hende, og med ét ønskede hun smerte til noget der ikke kunne føle smerte. Noget skulle føle smerte.

I nogle få skridt der var tynget ned af vrede men lette af det selvsamme raseri, var hun ovre ved den siddende bamse. Sølvkniven der så ud til at blive mast imellem hendes hårdtklemmende fingre, blev løftet og jaget ned af - få sekunder senere trillede et bamsehoved muntert ned af bamsens ryg og afslørede totter af stof. Men intet menneske. Et svagt chok bevægede sig igennem hende, men det forsvandt alt for hurtigt til at hun havde kræfter til at reagere på det.
Det klaprende ord der blev hvisket med selvtillid i hendes hoved, ville have sendt kuldegysninger ned langs hendes rygrad, hvis hun ikke havde været så vred. For Delilah var vred. Hun var pisse hamrende vred, og hvis man havde stået tæt nok på hende havde man kunnet føle denne vrede simre i hendes krop. Dog fik hun ikke tid til at tænke mere over dette, idet der endnu engang skete noget hun måtte forholde sig til.
Hendes egen stemme hviskede i hendes hoved, og bedøvede i nogle sekunder vreden. Den udfyldte hendes tanker, og trak hende ned i en sø der tvang hende til at lytte på ordene. Delilah selv bemærkede ikke at hendes hånd løftede sig, men hun bemærkede hvilken person hendes finger pegede på i det samme.
Den billige tøs det var meningen Castle skulle have været i seng med. Hun havde ikke noget som sådan imod selve pigen, men fik det i samme sekund stemmen svandt ind i hendes hoved. Én skulle lide, og at det blev til Castles fordel var der ingen tvivl om var en positiv ting.
Delilah overvejede ikke et sekund at afslå. Det var ikke en mulighed.
"Blondie!"
Delilahs stemme skar igennem hulkende skrig, og det var nok den fasthed der endnu var klistret til hendes stemme, der fik samtlige øjne til at rettes imod hende. Men Delilahs blik var fastsat på blondinen. Delilahs skridt var hurtige og afveg ikke et sekund fra deres rute, da hun trådte hen til denne kvinde. Uden yderligere ord der forlod hendes læber, snoede hun fingrene hårdt sammen om kvindens arm, og rev hende med sig.
Enten var blondinen virkelig ikke stærk, eller også havde Delilahs vrede tilført nogle flere flammer til hendes styrke. Kvinden klynkede en smule over den hårde behandling hendes arm fik, og det var sikkert at nærmest sorte mærke ville finde sin vej til blondinens arm dér hvor Delilah havde fat. Døren smækkede hårdt i bag Delilah, da hun trak blondinen ind i værelset hvor Delilah havde stået tidligere, og smed blondinen fra sig.

Blondinens hulkende skrig rungede igennem huset, men ikke én gang kunne man høre en undskyldning fra Delilah. Ikke ét ord der forklarede hendes handling kom fra hendes læber, og ikke én gang glimtede fortrydelse igennem hendes blik.
Så snart de tredive minutter var gået, skubbede Delilah kvinden væk med et blik der tydeligt fortalt at hun var frastødt at den ynkelige kvinde der havde skreget højt og inderligt af noget så ... Hvis hun havde oplevet bare én af de gange Delilah havde været i tortur, så havde hun begået selvmord. Hun var et svagt og ynkeligt menneske, og normalt var Delilah faktisk på menneskenes side.
Delilahs hænder var blodige, da hun rejste sig op, og kvinden fortsatte sine grædende hulk da hun lå på gulvet. Delilah så sig ikke tilbage, da hun gik ud af døren og smækkede den bag sig.

Duuk duuk .. Duuk duuk Blodet droppet ned af Castle gennem kvaste ansigt som et råddent æbleskrog der var trampet på af en minotaur i et vredesudbrud der kunne forvandle klippesider til det gyldne på guldkorn, og ud mose store grønne dale med vandfald til en størrelse der knapt kan ligge i et spædbarns håndflade, og det var den slags intens vrede der fik det 800 kilo flæske væsen med horn i panden til træde æbleskroget til den sølle og usle tilstand der nu er kendt som Castles ansigt. Men lige som det sidste lys havde forladt hans sind og de store tunge lænker fra dødsriget klemte om hans ankler, følte han en bisk og dominerende klo hånd der flået sjælen tilbage til den ødelagte og vaffel flade indpakning, og som en syndflod af flydende metal følte han det kolde stål frydser døren bore sig ind i hans blodbaner som en virus der overfalte og udskiftet alle hans naturlige celler med stålkerner på atom størrelse plan, og masset de øksehoved solide stålceller sammen til de havde samme tæthed som sandkorn på en hawaii strand mit i sommertiden, og gjorde huden så hård og fast som hammerhus bogmur, og alt fra knogler, organer og blodåre kunne ikke være smedet af hårdere metal, selv hvis man støbte det i hjertet af en vulkan.
Så let som at fjerne en fugle fjer dún hviskestykke fra sin mave, løftet Castle med ren overskrops styrke den tunge frydser dør og lagde den til siden så nemt som en berømt westler ville ligge et tyggegummi til siden.
Castle kigget ned sine håndflader som han drejet og studeret på alle led mens han hjerte af kernestål begyndte at banke hurtigere og hurtigere ved overraskelsen af at se ned af sin egen krop der ikke bare er uden skader eller skræmmer men er 100% metal. Da Castle havde fået sit åndedræt tilbage og løftet hoved op, var det eneste hans maskuline og rebelske personlighed tillod ham at se, var en stor skrogenøgle og nu hvor han havde overgået tanken om at se sig selv stål, var der ikke plads i hans sind til andre følelser end gruelig frustation og aggressivitet.. man kunne stjæle hans pige han ville kneppe.. man kunne ødelægge hans fest planer.. lege ping pung med hans sjæl mellem liv og dødsriget.. Men nu havde dette hus pisset ham af, og om så gud dinglet sin gigantiske pik ned fra himlen mens han ivrigt helikopteren, og selv ikke det ville tage Castle opmærksomhed fra at splitte dette sted søm fra søm. Det her hus stod mellem Caste og en god burger.. og det var ikke et godt sted at stå, om man så havde en japansk samorai hær i ryggen og havde så mange ninjaer man kunne tørre røv i dem som var det toilet papir, Castle kunne være en phykopat og når han enten bliv benægtet junkfood eller han fik et voldsobjekt i hånden og pisset nok på, og efter at have kommet tilbage efter at få ryggen brækket og blevet trukket fra en piges varme og saftige hul.. var han nu blevet pissed.
Castle satte den ene hånd ned på gulvet og mens køkkenfliserne knaset og brokket sig over hans stål arm maste dem til små stykker, fik han fået støtte nok til sin ryg for at kunne rejse sig op, og efter at have vænnet sig til sin nyfundet styrke, sparket han i bedste Castle stil døren fra køkkenet og ind til fællessalen hvor de andre var, op, så han nu kom gående ind i ren stål med en ødelagt t-thirt på, og nogen miltær bukser der halvt var flænset op fordi de ikke kunne klare hans benmuskler bliv byttet ud med det hårde stål. Med skrogenøglen over sin skuldre som var det et shotgun og han var actionhelt udepå et video-spil forside, gik han mod Delilah som lige havde lukket døren til kontoret bag hende hvor den hulkende og grædende blondine lå alene i mørket.
Castle lavet et selvsikkert nik mod Delilah og sagde så "Ready to get the hell out of here?" sagde han episk som om han havde knockoutet godzilla i en boksering, og han stirret nu på hende med sine metal øjne i nogen talløse sekunder for den dramatiske stemning, han så kastet skrogenøglen mod vinduet som en gorilla der kastet en sten, og med et krigerbrøl som en sindsyg viking der havde tiltro nok til sin egen styrke han kunne vinde over thor i en armlægnings konkurrence, kastet Castle skrogenøglen, men til hans overraskelse, og forvirring var det ikke en masse glass skår han hørte falde til jorden, men den tunge skrogenøgle der sprang i flere forskellige dele som en håndgranat og nogen metal strumper fløj gennem hele rummet og ramte en af pigerne i hoften, mens ingen andre bliv ramt, men en del var tæt på, samt nogen af møblerne bliv gennemhullet af den høje hastighed metalstykkerne fløj ned. "Jamen.." alt Castles episkhed bliv ødelagt og han stod nu som den uheldige jomfrue der NÆSTEN havde fået et kys til skole festen men bliv afbrudt af han faldt over sit snørrebånd da han lænet sig romantisk og dominerende indover hende, men fik istedetfor fik væltet dem begge ned i mad bordet og fyldt hendes kjole med kakao og æblemost. Sådan stod han nu, et alt for mange kilo metal skrummel med styrke til at rive en ko i to dele og sagde med et lille træk i skuldrene "Her er vel også meget hyggeligt" sagde han ret uepisk og kløet sig lidt på næsen og hans vrede bliv nu til det samme som en voldlig sindsyg ville føle i en gummicelle.
Fra alle villaens malerier, vægge, dørkamme, vindeus rammer, og gulvplader, begyndte det nu at svømme ud med Delilahs yndlings alkohol, men det var kun Delilah som kunne føle det, se det, høre det, eller røre det, og stille og roligt frys alle de andre folk som statuer og Delilah stod nu alene som bevægende person i en flod af alkohol der ikke så ud til at stoppe med at stige, og ligegyldigt hvor mange trapper hun fik kommet op af, eller om hun gemte sig i et lille skab, at some point ville vandpresset enten ødelægge det hun gemte sig i, eller stige til den højde hun var på inde i villaen, men da hendes lunger var fyldt af hendes yndlings drik, og hun havde haft lufttræknings problemer, og hun havde fået de hoste anfald man får når ens lunger er fyldt med vand og man er ved at drukne, og hendes øjne lukket sig (som de naturligt gør, enten fordi hun blinker eller vil sparre kræfter på at overleve) kunne hun pluseligt trække vejret igen, og da hendes skønne øjne åbnet igen, stod hun på en åben middelalder slagmark, pile fløj omkring ørene på hende. store katapulter skød sten overalt, og krigere i tunge rustninger sloges med sværd og skjolde. Men de hverken så hende, eller opdaget hun var tilstede, og hvis en pil eller så meget som en flue skulle ramme hende, ville det flyve igennem hende, som om hun selv og slagmarken ikke eksisteret for hinanden, men hun kunne både høre og se det ske.
Ikke længere end tyve meter fra hende var der et fint opdækket bord, hvid borddu, fint sølvtøj som bestik, og den mest velformet sterinlys man kunne forstille sig. Der var ingen mad eller drikke på bordet, men to stole var der, begge af fint udskåret egetræ med et underligt symbol som Delilah sikkert ikke kendte. På den ene af stolene sad en pige, hun var ikke mere end de ni år gammel af udsende, og hun havde en lang rød kjole på med indsyet elver mønstre i det bløde silke stof. hendes læber var røde som en meget dyr læbestift, og hendes øjne var så uskyldigt blå som en bølge af vand ikke mere end en centimeter høj som triller hen af en sommertstrand. Hendes hår gik hende til halvejs ned af ryggen, og det var blødt og fleksibel som leget man med varmt karamel når man rørte det. Farven var lys men med en svag rød farve i spidserne, nogen elviske og sortelviske tegn var syet ind i kjolen, og Delilah var drevet underbevidst mod at sidde sig ned på den anden stol ved bordet som en bi var af blomster. Hvis Delilah satte sig ned ville det lille pige sagde hun med et muntert smil "Du må være Delilah Valentine Chase" hun fniste og sluttede af "Selvom jeg må indrømme-" hun prikket til sin egen tænding et par gange "- at der er ikke meget valentin over dig" hvis man rørte pigen på nogen måde ville berøringen gå ligegennem hende, så hun ligesom krigsmarken kunne man ikke intergere med, kun iagttage. Pigen tog en glass kugle frem og rollet lidt rundt med den på bordet som om Delilah slet ikke var der, og ligemeget hvor meget Delilah prøvet at få opmærksomhed hjalp det ikke, men pluseligt kiggede pigen på Delilah igen og sagde "Ild, hængning, eller økse?" spurgte hun sukkersødt.

Et brag rungede igennem husets undergrund, og forplantede sig som en svag sitren i gulvet. Lyden af metal der hamrede imod husets gulv rystede henover gulvet, og satte sig som rimfrost på væggene hvor de rungede nogle sekunder efter at metaldøren var holdt op med at sitre fra slaget imod gulvet. Delilahs hoved trak sig uendeligt langsomt imod siden, nogle få sekunder efter samtlige hoveder i rummet var fløjet op ved den bratte lyd. Denne langsomme bevægelse tvang hendes hår til at rulle hen ad hendes kind, og strejfe hendes ene øjenvippe idet hun bevægede hovedet. Resten af Delilahs krop bevægede sig ikke, som havde is påtvunget sig vej op gennem gulvet og havde lagt sig som en kappe over hende, præcis som det havde gjort det ved Tommy.
Men så snart hendes hårde blik var kravlet henover gulvet, fandt det dét syn alle omkring hende stirrede med chokket bølgende igennem kroppen på. Men Delilahs første reaktion da hun så metallet der skinnede istedet for hans hud var ikke chok over dette syn - Det var en klump af lettelse der løsnede sig i hende og blev opløst ud i hendes krop som smertestillende. Først da lod hun en mild overraskelse danse igennem hende over hans metalkrop, men siden ordet belønning endnu sivede imellem hendes tanker, var hun højst sandsynligt den blandt de levende der var mindst overrasket over denne drejning.
"Du burde gå i stål noget oftere. Det er lige din farve."
Ikke engang et strejf af overraskelse havde sneget sig ind i Delilahs stemme, selvom hun burde gispe og stønne af forvirring over dette kaos der simrede omkring dem i luften. Delilah burde være faldet Castle om halsen og grædende have spurgt om han var okay, men den eneste bevægelse der berørte Delilahs krop var et skævt smil der sitrede i hendes mundvige. Hendes bevægelser viste ikke hvordan hendes krop tillod sig selv at slappe af da hun så ham.
Delilah havde inden da lavet en aftale med sig selv; Hvis Castle ikke kom tilbage ville hun rive huset fra hinanden med alle dets beboere - ånder eller ej - og underlægge dem voldsom tortur.
Et eller andet rørte på sig i Delilahs tanker, da hans ord trængte ind i de selvsamme tanker. Lyden af paniske fyre der hamrede på døren med al magt, imens kvinderne grædende og skrigende kæmpede for at finde en vej ud. Dette førte hende til dette øjeblik, hvor hun erkendte at Castles selvsikkerhed ville fordampe, og hendes hånd skød frem for at stoppe ham fra sit foretagende.
"Castle -"
Samtidig blev skruenøglen tvunget i retning af vinduet. Man kunne næsten høre vinduet der trak sig sammen for at beskytte sig selv, samtidig med den sivende lyd af et objekt der bevæger sig hurtigt igennem luften blandede sig. En ed snoede sig fra hendes læber sekundet inden skruenøglen kolliderede med vinduet, og blev sendt tilbage som små metalspåner der gennemborede huden på en af personerne i nærheden. Dette interesserede dog på ingen måde Delilah, der i det samme fortsatte den bevægelse hun havde været ved, og lod sine fingre stramme sig hårdt om Castles håndled.
"Castle! Du må gerne smadre ting, men hør efter først! Der er virkeligt noget galt med det her hus. Vi er nødt til at komme ud - nu!"
Stemmen indeholdt ikke et korn nervøsitet eller en dråbe af frygt, men var derimod oversvømmet af en let vrede der snoede sig omkring en kerne af beslutsomhed. Hendes blik havde sat sig fast i Castles, men der gik adskillige sekunder før det gik op for hende at hans krop havde sat sig fast. Hun trådte nogle skridt tilbage, og blev opmærksom på en plaskende lyd der splattede sammen under hendes fødder da hun tog nogle skridt.

Hendes blik sank ned på væsken under hende, der hastigt blev suget ind i de såler der endelig var tørret ind. Et hvæs forlod Delilahs læber, inden det gik op for hende at dette pust overhovedet havde bygget sig op. Den gyldne væske der havde den tydelige kant af alkohol i dunsten der gjorde hende lettere svimmel i sådan et omfang, syntes at vælte ud fra sprækker og kanter. Det rindede ud over det hele, og plaskede ned på gulvet hvor det langsomt steg.
Delilah bakkede nogle skridt, men det var rettere en let forvirring, der havde indtaget hendes blik da hun betragtede den stigende væske, end frygt for at drukne. Hendes blik blev revet op og lagde sig på den stivnede Castle i nogle sekunder, før hun snurrede omkring og trådte over til døren hvor hun havde efterladt den blødende blondine. Hendes hånd flåede døren op, men fandt intet andet end en fastfrosset blondine der var ved at drukne i alkoholen der også herinde strømmede fra sprækkerne som små floder.
Væskens strøm tog til, og fra at have været i knæhøjde steg ned nu i en ustoppelig fart imod hendes navle. Endnu et kort blik blev sendt imod først blondinen og derefter Castle, inden hun besluttede sig for at Castle allerede havde været død én gang - han ville ikke drukne i en flod af alkohol. Hun bakkede nogle skridt tilbage i et hak, men så snart at alkoholen passerede hendes bryst måtte hun vende sig om for at finde en udvej fra dette helvede af whiskey, som pludseligt syntes at være den værste form for alkohol.
Hendes bevægelser begyndte langsomt at blive svømmetag istedet for et glidende løb under vand, men hendes blik fangede ikke en trappe hun kunne træde op af for at undslippe alkoholens fangearme - det der ville trække hende ned, fylde hendes lunger og ende hendes dage.
"Seriøst .. Hvis det her hus slår mig ihjel, så flår jeg indvoldene ud på alle ånder jeg ser!"
Ordene nåede kun lige præcis at forlade hendes læber, for væsken nåede loftet og udelukkede den sidste mulighed for ilt. Hendes krop satte et overlevelsesinstinkt i gang, og tvang hende til at fortsatte de smidige bevægelser med armene der skulle lade hende finde en luftbobbel eller en vej ud herfra. Hendes hoved begyndte at snurre, og hendes øjne brændte kraftigt af at få alkohol i øjnene. Hendes lunger dunkede indefra, og hun kunne mærke hvordan kulden spredte sig i hendes krop.

...

Et slag fra metal imod noget hårdt fik hendes øjne til at blinke, og gav hende dermed en kort indsigt i en helt anden virkelighed hun var omringet i. Hendes øjenlåg blev helt løftet, og fandt i det samme omgivelser der trak hende ind i en let choktilstand. En vind bevægede hendes hår, og omkring hende syntes en næsten uvirkelig kamp at finde sted.
Hendes ben bevægede sig tøvende et skridt fremad, men i samme sekund hendes ben bevægede sig ned ad bemærkede hendes opmærksomme blik at den var placeret midt i en død soldat hvis rustning skinnede af blod. Men hendes stilet var ikke smurt ind i blod, fordi hendes fod var trådt igennem hans krop som var han en ånd hun havde slået ud efter endnu engang. Chokbølger bevægede sig sløvt igennem hende, men nåede kun halvvejs før de døde ud.
Blodet havde lagt græsset ned, og slagene der hamrede imod hinanden på slagmarken var som en rytme der utroligt nok havde en beroligende effekt på Delilah. Skrig og råb dundrede igennem marken, og rustningerne skinnede skarpt i det bagende sollys. Men det var ikke hvad Delilah bemærkede.
Det bord der var placeret midt på marken syntes så malplaceret, at Delilahs chok for at være landet på denne plads i det samme forsvandt og blev erstattet af en let interesse. Hendes fod trådte op fra mandens brystkasse, og en nærmest magnetisk kraft syntes at trække i hende for at få hende over til dette sted. Ubevidst adlød hun denne kalding og fulgte sin egen rute imod den ene stol. Først da hun havde ladet sig dumpe ned på denne stol i noget der mindede om en afslappet bevægelse, bevægede hendes blik sig op til pigen.
Hun var ikke ældre end en pige, men hun irriterede Delilah lige på stedet. Det var nok den måde hvorpå pigen i det samme kendte hendes navn. Eller også var det helt simpelt det tøsede fnis der forlod hendes læber, der altid havde irriteret Delilah grusomt og endnu gravede en vrede løs i hende ved denne tøsede lyd.
"Hvem er du? Og hvor fanden er din mor?"
Så snart pigen prikkede sig i tindingen tændtes den undertrykte vrede i Delilahs sind, og hun skubbede stolen tilbage da hun rejste sig med et ryk. Hendes øjne brændte.
"Er jeg virkelig ikke? Den havde du alligevel fanget? Du er så fandens klog, tøs!"
Hun spyttede hvert ord ud, og ironien simrede tydeligt under hver eneste tone. Delilah trådte hen på siden af bordet, og greb ubevidst fat i en sølvkniv der pænt var placeret ved siden af tallerkenen med den skarpe side indad som man skulle. Hun trådte nogle skridt frem imod pigen, der pludseligt syntes interesseret i en eller anden skide bold.
"Hvad fanden er det der sker!? Forklar dig, tøs. Og hvorfor helvede tror du at du kan tillade dig at skade nogen jeg kender!?"
Uden hun tænkte over det løftede hendes hånd sig, og trak kniven fremefter så den fløj imod pigens hoved. Spidsen var direkte rettet imod det lille punkt mellem hendes øjne. Kniven glitrede i solen sekunder før den borede sig ind i pigens hoved.
Eller ... Ville have gjort det. Hvis den ikke gik direkte igennem hende, og fik kniven til at sidde fast i stolen bare hende istedet - hvor den sad og stak ud af pigens hoved. Delilahs øjenbryn fløj opad, og overraskelse overtog i nogle sekunder hendes ansigt. Så gik en rystelse igennem hendes hoved, og hun kæmpede inderligt for at undetrykke den vrede der bankede igennem hendes krop igen.
Hun snurrede omkring, og trak sig tilbage til stolen hvor hun slog sig ned med et dybt suk der emmede af en sitrende vrede der dansede i hendes krop uden at hun kunne gøre noget. Pludseligt irriterede de blodige skrig fra slagmarken hende utroligt meget. Hendes fod vippede utålmodigt op og ned, og hendes blik var rettet imod himlen hvor den blændende sol brændte ned på hende.
Pigen lod ord falde, som Delilah i det samme blev opmærksom på.
"Hængning."
Delilah tænkte ikke over svaret, men ordene havde forladt hendes læber før hun kunne nå at tænke over hvad denne pige ville bruge svaret til.

Den lille pige så på den abe sure Delilah, og med en ligeglad ansigt udtryk tog hun sit lange lys-røde hår og begyndte at lave det til en hestehale med en håreledtik mens hun havde håret over skuldren så hun kunne se halvt på Delilah mens hun rettet sin frisyre, for ikke at glemme en munter lille nynneene melodi af en glad børnehave sang, men stoppet så spontant hendes sukkersøde stemme så hurtigt som en hund ville kunne dø af at blive kørt over af lyn-tog, og spidserne af hendes lys-røde hår bliv hvidt som nyfalden sne, og sorte streger krøb nedover hendes bløde hud og forvandlet de rosenrøde barne kinder til et misfoster med tydeligt sorte blodåre som man kunne se gennem huden, mens hendes læber bliv så døde og livsforladte at de fik en hvid kalk farve. hendes øjne lilla og pupillen i midten af øjet bliv opslugt af den lilla gyselige farve, og når hun talte var det ikke længere som ar danse med bare fødder på en eventyrs fortælling af soltråler, men derimod en genlyd af milioner smerte skrig og hyl fra mennesker og væsner i alle aldre og typer, og blot et ord fra hendes læber lød som om de tudene ånder bliv udsat for stor rædsel. "Too get out of the house, you need too understand the house" I det pigens sidste ord forlod hendes mundvig og hendes læber bliv lukket, stod Delilah med en lykke om halsen i et rum alene, hang med benene frit mens det tygge reb presset luften ud af hende, og med ingen andre i kontor lokalet, og stolen hun havde brugt til at komme op med, var nu sparket alt for langt væk. Hun ville kunne føle dødens kolde greb og høre intet andet end hendes krops gispen efter vejret, men der da alt så håbeløst åbnet døren og Castle af kød og blod kom gående ind, og sagde "Delilah.." han så chokkeret på hende som hun hang der, men brugte ikke et eneste sekund på overraskelsens dumme princip, og istedet kastet sine ben i løb mod hende som havde han slet ikke brug for tænke tid over at redde hende. Castle greb om hendes ben og løftet hende op af, så lykken ikke ville stramme om hendes hals, også skubbet han hendes krop skrådt op af, med vinkel mod hendes ryg så hun ville glide ud af lykken og være i fald mod marmor gulvet, men Castle lagde sig ved at dreje om på nælene i vejen for hendes nedfald, så det ikke var hendes baghoved der fik slaget og derved et kranie brud, men derimod hans ryg og hofter der tog imod gulvet og faldets foregnet kraft.
Castle stønnet af stødet der bliv sendt gennem hans krop, men ikke et nydende sex støn, men et brokkende ubelejligheds støn, hvorefter han hurtigt sagde "Næste gang du beder om alene tid.. river jeg dig over knæet" I hans verden havde Delilah lige bedt om fred til at ligge en plan, for hun havde været i trance.
En af fyrene åbnet døren til rummet Delilah og Castle var ind, og så dem åbenpå hiannnden, og sagde med et surt smil "Tag jer sammen." han lavet et nik til de skulle kom ud derfra, og normalt ville Castle hoppe op for at give fyren et par flade, eller selv få et par af fyren, men fyren havde sådan beslutsomhed og det her sted var så underligt at castle istedtetfor spurgte "Hvorfor?" fyren sagde mere mindre brokkende "En af tøsserne bliv fundet med sin hjerne slået til fiskefodder af en mursten" Castle trak på skuldrene sagde "Og?" fyren sluttede af med et mystisk og forvirret udtryk "Der står en besked skrevet på hendes ryg" Castle gik med fyren udenfor, og ville lige se hvad han snakket om, og hvilken besked han vrøvlet om, men da Castle fik kommet hen til den forslået pige der sad aflivet i et hjørne med den blodige mursten med hjerne væske og masse på kanterne stadigvæk. Der så han og læste højt beskeden på hendes ryg skrevet med varmt sterin fra et sterinlys som var hældt nedover hendes, et kunst værk der måtte have taget timer, men var sket hurtigere end den stakkels pige kunne råbe efter hjælp. "Time to play..." Castle læste videre "In the eyeball of the unlucky, a secret is hidden. The secret key you must find, rip out the eye of the unlucky, to be rewarded. or refuse me, to be punished."

Delilah snoede armene over hinanden, og lagde dem stramt over brystet. Polstringen på stolens ryglæn skrabede blidt op af hendes hud da hun lænede sig bagover, og et utålmodigt støn forlod hendes rødlige læber. Hendes blik klistrede til denne lille tøs, der prikkede og legede med Delilahs vrede i sådan en grad at den syntes at blusse op for at fortære hendes indre. Den lille pige havde spredt benzin over hendes irritation, og nu brændte den i hendes indre - den slikkede på indersiden af hendes hud, og syntes at ville brænde for evigt i hendes sind.
Børnehavesangen sendte kuldegysninger ned af Delilahs rygrad i lange stød, men det var ikke fordi sangen kunne komme nær at skræmme hende. Istedet var det fordi sangen sendte en krybende kvalme ned af hendes krop, og trak hendes tanker tilbage til hvad kjolen der blafrede dovent omkring hendes skjulte; Hendes graviditet. Hendes øjne gled kort i, og for nogle sekunder glemte hun hvordan hele hendes og Castles eksistens var truet, og lod tankerne falde i retning af det eneste emne hun ikke ønskede at betræde.
Hun ville aldrig kunne håndtere et barn alene, og hvad hun aldrig ville indrømme var, at hun var skrækslagen for at ende med at falde i den samme dybe brønd som hendes forældre var blevet skubbet i. Den brønd der udgjorde en opdragelse så forfærdelig at den tvang barnet til at gøre som Delilah havde gjort, og forvandle sig til et morderisk, koldt, sexhungrende og hadefuldt væsen. Det kunne hun ikke tillade.
Hendes blik fandt omgivelserne igen, da hun blev revet tilbage til virkeligheden af en simrende fornemmelser af alarmklokker der buldrede i hendes hoved. Hendes blik nåede netop at strejfe pigen, inden farven fra hendes hår sivede ned over hendes krop, og syntes at ændre hele hendes krop til et monster. Chokket burde hamre igennem Delilahs krop, og synet burde skræmme hende fra vid og sans - men det var som var kvoten for chok opbrugt i Delilahs krop. Hun betragtede blot pigen der ændrede sig til et misfoster.
Lyden der passerede monsterets læber, skar som skrig i Delilahs krop og hendes reflekser pressede hendes ene hånd imod øret for at holde den ubehagelig lyd fra fra at sprænge hendes trommehinder. Hun hævede et øjenbryn, men nåede ikke tænke over sætningen for det hele forsvandt.

En brændende smerte rev og flåede i Delilahs hals, og hun kunne nærmest mærke hvordan hendes luftrør klaskede sammen som kogt spaghetti. Hendes hænder løftede sig, netop som hun mærkede hvordan hende nakke dunkede af smerte, og hvordan luften syntes at have held til at slippe ud af hendes luftrør - men at komme ind var en umulighed.
Delilahs fingre lukkede sig om løkken der strammede om hendes hals og udelukkede muligheden 'at trække vejret', imens de panisk prøvede at løsne det kvælende greb. Hendes fødder bevægede sig desperat søgende under sig, da hun kæmpede for at finde et holdepunkt. Et eller andet! Delilahs tanker kunne ikke overskue at lede efter en løsning på hvorfor hun hang og dinglede fra loftet i en løkke.
Hendes syn begyndte at blive lettere sløret i kanterne, og mørke pletter dansede for hendes blik som pile af skygger der fløj imod hende. Hun kunne mærke hvordan hendes hjerte kæmpede for at holde sig bankende med de sidste rester af ilt der endnu kunne opspores i hendes blodårer, men hun kunne godt mærke at der ikke var lang tid til det gav op.
Af en eller anden grund var tanken der slog hende da dette gik op for hende, at hun i det mindste aldrig ville blive tyk med den gravide mave - men at hun dermed heller aldrig ville kunne se det barn der ville have været. Af en eller anden grund fandt hun det ubærligt i det sekund tanken passerede hende.

Et eller andet skubbede til hendes ben, så hun kunne mærke hvordan luftvejene blev befriet. Flere mundfulde af luft blev suget ind imellem hendes læber, og et hosteanfald fandt vej til hende. Hun kunne mærke lettelsen strømme igennem hende, som små prikkende nåle der underligt nok var behagelige.
Hendes syn vendte langsomt tilbage, og de mørke pletter trak sig sammen og forsvandt. Hun kunne mærke løkken strejfe sin kind, og hendes krop der ramte noget der var hårdt men stadig var blødere end det materiale hun havde troet hun ville ramme. Først da nåede Castles stemme igennem den bobble hun havde boet i siden hun havde fundet sig selv hængende i luften, og overraskende nok pustede hun et lille grin ud af læberne - selv i denne situation.
"Alenetid? Hvad snakker du om, Castle?"
Hun blinkede et par gange, og kunne derfor fokusere på Castle. På trods af at et tak ikke passerede hendes læber, så stod det tydeligt malet i hendes ansigt at hun var taknemmelig for den redning han netop havde lavet. Selv i hendes ord havde de et strejf af lettelse og taknemmelighed, hvilket var noget af det tætteste man kunne komme på et kram, grædende hulk og en rystende forklaring på hvor taknemmelig hun var. Det var uhyre sjældent hun kunne takke.
"Hvordan endte jeg deroppe? Hvad sker der?"
Forvirringen var tydelig i Delilahs stemme og i de grønbrune øjne der var en frodig grønlig omkring pupillen. Hun nåede dog ikke meget længere i at få en forklaring trukket ud af Castle, som hun havde reddet, men som nu også havde reddet hende. Ind af døren trådte en anden fyr nemlig, men en indgangsreplik der gjorde at han irriterede Delilah var første sekund. Selv hvis de været ved at have sex, var det så ikke deres sag?
Men ved hans besvarelse på Castles spørgsmål, forstod hun pludseligt hvorfor denne fyr syntes så alvorlig. Så da hans sætning var færdiggjort, kæmpede hun så på benene og ignorerede den lette svimmelhed der lagde sig over hende da hun nægtede at lade sin krop få et sekunds hvile på trods af nærdødsoplevelsen.

Fiskefoder var en meget malende beskrivelse af måden kvindens hjerne var smasket ud over murstenen. På trods af de tydelige brækfornemmelser der rullede igennem både mænd og kvinders kroppe omkring hende, så betragtede Delilah kvindens udsplattede hjerne med noget der lignede ligegyldighed. Hjernemasse betød ikke noget for hende, idet hun havde set langt værre ting. Det var beskeden på ryggen der interesserede hende.
"In the eyeball of the unlucky?"
Delilah tog dette overraskende køligt, men hun havde simpelthen ikke længere en dråbe af overraskelse, ængstelighed eller nervøsitet fanget i sin krop, idet flere ugers kvote var opbrugt på så kort tid. Hendes blik gled kort rundt over de tilstedeværende.
"Det kan enten betyde at en af os er uheldig ved at have den i øjet, eller at den der har været uheldig blandt os er den med nøglen i øjet."
De fleste af de tilstedeværende syntes at være ved at besvime af frygt, så Delilahs blik stoppede ved Castle der syntes at være det eneste fornuftige menneske hun kunne tale normalt til.
"Og siden det første ikke giver os en chance til at regne ud hvem det er, så må vi prøve at tænke ud fra at det er den uheldige blandt os der har nøglen."
Hun vippede hovedet på skrå, trak vejret ind og fortsatte sætningen.
"Hvem har været mest uheldig blandt os? Døde og levende."

En af fyrene var hurtig til at fløjte i Castles retning, og sagde med det samme "Hvor uheldig skal man være for at dø af et køleskab?" Men alle havde deres forskellige teorier, så inden man kunne tælle til fem peget alle fingre af alle og råbte over hiannden for at se om de kunne få deres pointe frem, hvilket gjorde ingen fik det. Castle satte sig ned i en stol med en flaske vodka fra det rum Delilah havde fundet tidligere. Han sukket og kigget på folk skændes, afslappede og rolig, indtil han endelig sagde "Ingen røre nogen. forhelved småbørn." Castle var ikke overbevist om at være på nakken af hinnaden var den bedste form for sammenarbejde, og måske havde han kun en ven blandt de her folk, men de var ikke fjender, huset var, og han havde ikke tænkt sig at lade sig presse. "Delilah og jeg har været i værre ords, så hvis i sætter jer ned, sutter tommelfinger, og undgår at hugge organerne ud af hinanden, så skal vi nok tage os af det" Det var tydeligt at Castle troet det bare var en vampyr eller dæmon som gemte sig et sted, eller kunne lidt trylletrick han havde lært på monster skolen, så Castle var ikke synderligt bekymret.

Delilah hørte i det sekund en skoleklokke for hendes øre, og følte en brændende smerte mellem hendes balder, og så¨brat som en gangster der fik et bat til hoved, var hun nu igen et andet sted, hun hang på en skole tøjkrog til tøj på en stor mellem gang der fungeret som skolens største social gang mellem klasseværelserne. Hun hang i sine trusser i en hængene olfert, bare i en udgave af hende selv som barn, dog var dette sket ikke et glimt fra hendes fortid selvom hun fysisk så sådan ud.
Der var små børn på hendes alder hele vejen omkring hende, men udenfor sparke afstand, de grinte og moret sig over hende, indtil en mand kom gående ud af en dør, han brød den realistiske ramme, for hans tøj var et støvet og beskidt jakkesæt, og hans sko var fyldt med mudder og overalt hans fødder trådte kom der et fodaftryk fra hans jakkesæts sko med mudder omkring. Manden havde slikhår, og havde selvom hans tøj så forfærdeligt ud, så var hans ansigt og duft som man ville forvente af en køn og hot adelmand i jakkesæt. "Børn altså" Hans stemme var mild og rolig som en sommerbrise. Børnene løb til deres korrekte klasseværelser, og lod Delilah hænge. "Ved du hvor du er?" Han gik ind foran hende, men hjælp hende ikke ned endnu, han stirret hende bare i øjnene, men så tog han fast i hendes underhylers kant og trak den op af for at få hende fjernet fra krogen, hvorefter han satte hende ned på gulvet. "Du en bølle Delilah. Du bruger andres usikkerhed til at fjerne din egen opmærksomhed fra hvor følelsesløst og usselt dit eget liv er. Du er altid vred er du ikke? din sindsforvirret familie, og din egen koldhed, sætter dig i et evigt stadie af had fordi du desperat vil have indhold i dit liv, og rager alle de følelser til sig du kan, selvom de eneste er dem som skader andre, såre andre, nedgøre og nedskyder uskyldige. Da tommy døde i den frydser, hvad tænkte du om ham? intet godt vel, en fyr med dårlig selvværd og et uheldigt liv, .. sikke et skvat ikke? Du en bølle fordi dit liv intet er værd i selv dine egne øjne. Du lever pågrund af et biologisk instinkt til at leve, ikke af glæde som andre." En stemme kom fra højtaler anlægget og sagde det, hvorefter brandalarmen gik igang, og alle eleverne kom ud af deres lokaler og gik mod hovedudgangen. Manden foran Delilah sagde "Too get out of the house, you need too understand the house" Manden nikkede til Delilah, også stod hun tilbage i samme situation som før hun var i skolen. som skete det hele i mindre end et sekund, og alle menneskerne stod stadig og råbte om hvem der skulle have skåret øjnene ud.

Delilahs blik blev skubbet væk fra Castle, idet de tilstedeværende afbrød hendes tankestrøm og bremsede eventuelle idéer. Et stød af irritation over denne mands ord flåede sig igennem hendes indre, idet den undertrykte logiske side af hendes hjerne forstod en gnist af sandhed i hans ord. Resten af hende trampede dog tanken i stykker, idet hun ikke ville lade det ses som en mulighed, at Castle skulle have trukket et øje ud af øjenhulen - Dog ville det være belejligt hvis glasøjet indeholdt denne nøgle. Og så syntes kommentarer og spekulationer at blive hamret igennem luften, og fyret afsted imod den tætteste som en pil der skulle gennembore alle beskyldninger rettet imod eget hjerte.
Langsomt begyndt en svidende lyst til at rive hovedet af hvert eneste individ - undtaget Castle - der var nær hende at brænde, men i stedet for at give efter for dette indre pres, borede hun neglene dybt ind i håndfladen, så bloddråber kunne pible frem fra det sår der trådte frem. Hendes øjne gled i da hun kæmpede en indre kamp for ikke at lade sit temperament finde lyset, idet det irriterede hende grusomt at ikke én af de mennesker syntes at tage det seriøst - istedet valgte de at hakke på hinanden, og panisk flippe ud over det mindste.
Hendes læber skiltes endelig for at bede diverse unger holde deres små kønne læber klistret sammen, da Castle kom hende i forkøbet og led beskeden falde - dog i et lettere tonefald og med kønnere ord. Et smil sitrede om hendes læber, idet hendes blik blev trukket imod Castle - men det frøs til døde ved hans næste ord, og den aura af ligegyldighed der dansede omkring hans kropsholdning og tonerne i hans ord.
De havde været i værre odds? Delilah havde uden tvivl været så tæt på døden at det syntes at være et mirakel at luften endnu bevægede sig ind og ud af hendes læber. Hendes krop burde - flere gange - være blevet fundet revet i småstykker, forblødt, hakket til krymmel eller kvast under diverse redskaber. Men hun havde alle gange været skyld i det selv, og havde trukket disse reaktioner frem på grund af hende selv - om hun havde været i værre odds var ikke sikkert. Nogle ville mene det, imens andre ville mene andet. Men den måde han slyngede ordene ud med ligegyldighed ... Det var ikke rigtigt.
"Castle? Du ..."

En høj, skinger lyd flænsede hendes øregang op, og en ukendt smerte ramte hende. Hendes øjenlåg gled ned og trak sig op igen, og i dét øjeblik hendes blink havde skabt mørke, havde hendes omgivelser ændret sig totalt. Hendes hånd gled automatisk bagover for at gribe fat i noget der kunne stoppe smerten, men fandt sin egen krop ikke smidig nok - hvilket var umuligt da hun næsten kunne bøje sin egen krop af led ved at gå i tilsyneladende umulige stillinger.
Alle farver der var klasket op på væggene var for blegt lyse og brækagtige til at have et glad skær, hvilket ellers syntes at være grunden til denne farve. Delilah huskede ikke dette - de børn hvis blikke morede sig over hendes situation kendte hun, og en brændende lyst til at kvæle hvert eneste væsen sprængte hendes indre. Men hun havde aldrig gået i skole, og hun var aldrig blevet behandlet respektløst i sin barndom, af andre end de folk der straffede hende for at gøre ingenting. Hun havde været som en prinsesse der var i konstant smerte. Dette kunne umuligt være virkeligt ...
Hendes blik fangede en mand, hvilket for et sekund viskede det raseri og den irritation der var begyndt at bygge sig op i hende væk, og tillod hendes sanser at gennemsøge ham for at finde tegn på eventuel fare. Hendes alarmer gik amok. På trods af den præsentable udstråling der fandt vej fra hans hår og ansigt, så gav det beskidte og forrevne tøj et skær af fare og problemer der pulserede fra hans krop som skygger. Men så snart ord forlod hans mund, slikkede vreden endnu engang imod hendes indre.
"Om jeg ved hvor jeg er?! Er du fucking dum, eller lader du bare som om du er en idiot!? Få mig ned herfra, eller jeg finder en måde at klaske dine indvolde op på den væg!"
På trods af den barnlige stemme der snoede sig imellem hendes læber, var det tydeligt at hun havde intentioner om at udfylde truslens mening, hvis han ikke fik hende ned fra denne knage - som hun nok ville ende med at bruge som våbnet der skulle klaske ham som en flue. Det var først da, at det gik op for hende at det ikke kun var hendes smidighed der var noget galt med - Hele hendes krop syntes skrumpet, så hendes fødder hang og dinglede over jorden i stedet for at lægge sig imod overfladen.
Hendes fingre snoede sig hårdt om mandens arm da han greb fat og hjalp hende ned fra denne besynderlige og ydmygende situation, men fandt det umuligt at løfte sin egen vægt endnu engang. Præcis som da hun var et barn der blev tvunget til svaghed, og dengang smerte og død betød noget for hende. Dengang hun ikke havde haft brug for at lade sit temperament flyde og kæmpe for sin overlevelse hver dag, idet de kun lod så meget smerte falde ind i hende at hun lige præcis overlevede.
Knap havde hendes fødder - endelig - ramt jorden, før en stemme skrattede igennem rummet og flåede hendes indre op. Hendes knæ blev bløde, og ramte jorden med et blødt dump. Hele hendes virkelighed blev i dét sekund trampet i stykker, idet ordene gik direkte ind og forplantede sig i hendes krop. Og det værste i dette kaos der opstod i hendes sind, var at hun genkendte ordene som sande. Hun fandt sig selv i de ord han slyngede ud.
"Du kender mig ikke ... Du ved ingenting ..."
Hendes øjenlåg gled i og minder strømmede frem. Var hun virkelig sådan? Var hun virkelig så svag og ynkelig, at hun ikke engang kunne indrømme hvor svag hun var? Var hun virkelig blevet til det monster der viste sig i hendes minder? Hun havde ikke fortjent det. Hun ville bare være sig selv, og vise verden at hun kunne gøre noget godt på trods af sin race - men var blevet rådden hele vejen ind i stedet. En rystelse gik igennem hendes hoved - det kunne ikke passe! Sådan var hun ikke, han vidste fandme ikke en skid!
Hendes blik gled op, og landede på højtaleren.
"Jeg er som jeg er, fordi denne her fucking verden har ødelagt mig! Du ved ingenting om den verden jeg lever i, fatter du det!? Der er intet andet end smerte, had og du kan gøre alt men alle vil stadig hade dig! Intet betyder noget, og du skal fandme ikke belære mig om hvordan jeg er når du ikke ved noget! Ingenting ..."
Hendes stemme balancerede på en fin linje. Den ene side havde lyst til at skrige af ham, flå højtaleren ud og hamre den ind i mandens krop til han ikke var andet end en smattet masse på jorden - imens den anden havde en voldsom trang til at krumme sig sammen på jorden og prøve at finde hoved og hale i det hele. En endnu mere skinger lyd end tidligere ramte hendes øre, og pludseligt strømmede de velkendte ansigter ud fra gangene uden at bemærke hende.
Hendes blik nåede lige præcis at fange mandens da hans ord landede i hende, inden hendes blink igen skiftede scenen.

Beskyldningerne forplantede sig endnu engang i hende, men denne gang trak det ikke vrede frem i hende. Hendes hånd gled ned af hendes krop, og landede beskyttende på den lette utydelige bule der var hendes fremskredne graviditet. Hendes chokerede blik fandt godt nok de omkringstående mennesker, men de betød ikke længere noget. Deres ord var ord, og der var ingen handling bag dem - så de betød endnu mindre end deres ejermand.
Castle. Hun måtte forklare ham hvad der skete - hvilket betød at hun måtte stole mere på ham end hun havde turdet gøre på mange i de sidste mange år. Hun havde fortalt dette til en af de personer hun stolede mindst på, men da havde hun ikke haft et valg - og havde sagt det ved en tilsyneladende uheldig sætning. Denne gang måtte hun faktisk forklare det ordentligt. Underligt nok følte hun ikke noget ved at skulle afsløre en af de eneste ting som praktisk talt ingen vidste.
Hun følte ingenting. Hun var en tom skal - hvornår var hun blevet sådan? Når vreden ikke dansede i hendes indre, var hun intet. Hun var intet.
"Castle, jeg er nødt til at snakke med dig."
Den hånd der ikke hvilede imod den skjulte mave, snoede fingrene omkring hans arm og trak i ham for at få ham med. Hendes kropsholdning viste tydeligt at hun ingen interesse havde i menneskene, og egentligt kunne hun godt lade ordene falde foran disse, idet de alligevel intet betød. Men hun ville alligevel foretrække at få ham på enehånd inden.
"Castle hvordan kan du tage det så let? Der er noget galt med dette her hus, og du ser ud til at tage det alt for let! Ånderne heri har alt for meget magt. Det er unaturligt, og jeg tror sgu ikke vi kan slå dem ud! Vi skal finde en udgang, for vi kan ikke bekæmpe huset Castle. For første gang nytter vold ikke!"
Hendes stemme var lav, men intens og indtrængende sådan at han uden problemer ville høre den på trods af stilheden der summede omkring dem. Hendes tænder berørte kort underlæben, før hun fortsatte ordstrømmen.
"Jeg kan se og kommunikere med ånder - hvis du griner slår jeg dig ned. Og jeg har allerede set 4-5 stykker! Og de var alle alt for stærke! Det her er fandme skidt, så vi kan ikke tage det som en normal situation. Vi skal ud herfra"
Hendes fingre der lå på maven gravede sig ind i kjolen og dermed huden, inden den pludseligt løsnede grebet og virkede mere rolig. Hun kunne ikke forklare det, og havde ingen intentioner om at prøve, hvis han ikke spurgte.

Castles læber adskilte sig men han frøs inden ord kunne forlade dem, hans krop og alt lyd og larm fra de andre i huset var stillegjort såvel, og endnu engang var alle frøset i tiden som oldtidens gamle statuer, og Delilah var den eneste stille tilbage. Fik de andre også de syner? hvis det overhoved var syner? havde mystikkens årsag en bestemt interesse i Delilah? Delilah ville måske stille sig selv de spørgsmål, men som en fuld tosse der spørger sig selv om toget køre mod ham fordi han står på togskinderne, eller fordi togføren bare ikke kan lide ham, det benægter ikke realiteten af han snart bliver kørt over hvis han ikke flytter sig.
Den lille pige kom fra bag Castle, som havde hun gemte sig bag ham, selvom hun enlig forkom ud af den rene luft der gav sig selv en dramatisk entre ved at komme fra bag noget. Hun sagde sødt, men spørgende som om hun ville lære Delilah noget "Du vil høre ham give dig ret, tilsidesætte sin egen opfatning af virkelighed for at vise sin tillid. Vise han er klar til at hjælpe dig, fordi.. Du er dig, så tydeligvis burde han tro dig" Pigen bevæget sig rundt og kigget på alt muligt i nogen dansende bevægelser mens hun forsat snakket "Men hvordan belønner du dem? viser din taknemlighed overfor dem som hjælper dig. Altså .. overfor manden der hjælp dig ned fra knagen, sparet dig smerte, ydmygelse og ubehag, var din eneste reaktion.. at gjorde han det ikke, ville du skade ham" Hun gik hen til Castle og tog et billede op af hans militærs støvle inderside der sad i en skjult lomme. "Ved du hvorfor Delilah? Hvorfor du er mere betænksom med .. hvis de ikke gør .. end hvad hvis de gør? Kan du huske det monster du krøb din dyne om dig for at slippe fra hvergang du lukket øjnene som barn for at sove? Du er det, spørg sig selv, hvis jeg skulle lave personlighedstræk ved den mest forfærdelige person" Pigen så betænktsom ud og sagde dem en af gangen mens hun gik frem og tilbage "Utaknemlig" hun satte sig en sofa "Kold og følelsesløs i sådan en grad kun orgasme og vrede kan mærkes." Hun fandt sin lille glass kugle frem, og lagde den over billedet taget fra Castle, og rollet med sin kugle på overfalden "Voldlig" hun forsatte "omsorgsløs" Glass kuglen knap midt over da hun sagde det sidste "Du tror ikke du omsorgsløs vel? Du tænker sikkert, ´Men men men men, Lailah, Seb, Sajro, osv´ Du ligeglad med dem, da Castle døde foran dig på en mest ubamhjertig måde følte du ingen sorg, ingen rigtig sorg. Fordi du for svag og ynkelig til det, du ville have en måde at genoplive ham på, men ikke for hans skyld, eller fordi tårene løb ned af kinderne på dig.. Men fordi at når de få folk du ´kan lide´ forsvinder, er der intet som står mellem dig og den ubenægtelige sandhed at du er opvokset op og blevet alt du ikke ville" Den lille pige tog en fjer frem og skrev på bagsiden af billedet, hvilket Delilah ikke havde haft mulighed for at se forsiden af endnu "Når barnet kommer ud af din mave vil det se en verden af vold, skødesløs og ligegyldig sex, utaknemlighed, frygt, koldhed og få omsorgsvigt." Hun leget videre med kuglen og vippet stille frem og tilbage imens, indtil hun nu kigget på Delilah igen direkte "Delilah, hvis du har det fint med den du er.. så okay.. men hvis du ser hvad jeg ser i dig nu, og ønsker at ændre det, så er det ikke længere væk end at ændre din adfærd. En god person ville takke for at blive hjulpet ned for knagen, en stærk person ville vise sorg hvis en nær døde, og en god mor ville ikke spanke en blond pige for noget hun ikke har fortjent uden så meget som en forklaring eller undskyldning... Du har gjort mange fejl her inat. Gør dem ikke i fremtiden" Pigen gik hen til Delilah med billedet i hånden og enten gav det til hende, eller lagde det ved siden af hende, alt efter om Delilah friviligt tog imod det. På billedet var Castle med sin nu afdøde lille søn Oliver, ikke særlig gammel, og med sin kæreste på den tid, Camille. Den lille pige sagde inden hun forlod Delilah "Misforstå ikke, jeg begynder snart at dræbe jer igen" Sagde hun i en enormt dyster tone, inden hun så sparket Delilah på skindebenet så Delilahlukket øjnene i et kort sekund, også var pigen væk og alt bevæget sig igen. og Castles billede var tilbage i hans støvle

Skal forresten siges, at man ikke kan røre pigen med kroppen eller ting, alt får igennem hende udover det hun selv valgte at røre ved, når hun valgte at røre det.

Castle sagde i sekundet alt bevæget sig igen. "Jeg tror ikke på spørgelser.. Men .. Jeg tror på dig" Delilah kan have bevæget sig eller ødelagt ting imens, som stadig ville være ødelagte da tiden stoppet med at være frøset, men Castle sagde det alligevel som var intet hent fordi han var midt i en sætning og kigget lidt ned imens så han lagde ikke mærke til hvis Delilah ikke stod samme sted, i sekundet han sagde det.

"Er det her en fucking dårlig joke?! Synes du seriøst det her lort er sjovt!? Lad mig for fanden da have en samtale uden at du fryser alt fast, gider du?!"
Alting omkring hende var blevet besat af frosne iskrystaller, der borede alle bevægelser fast og skubbede reaktioner fra de omkringstående ned i et følelsesløst dyb. I starten havde manglen på bevægelser haft en ubehagelig klang i hendes hoved, men nu antændte det bare en simrende irritation over at kællingen ikke kunne lade hende gøre noget uden at blære sig. Hendes blik flakkede hastigt rundt i lokalet, for at finde tegn på endnu en af de ånder der tilbragte dagene efter deres sidste dage, i dette - meget bogstaveligt - gudsforladte hus.
Hun fandt den indskrumpede, spinkle skikkelse med blikket, da den tittede frem fra bag Castles ryg. Delilahs fingre bøjede sig smidigt indad en efter en, til de krummede således at neglenes spids lagde sig imod hendes håndflade. Men tonefaldet der flød fra ordene der kom brusende ud af pigens læber, var den værste del af den kombination der hamrede imod hendes sanser. Det var som var den lille tøs hendes lærer, der blidt lærte hende hvordan verden hang sammen - ikke fordi hendes lærer nogensinde havde været blid, men det var dét tonefald hun forestillede sig ville være brugt hvis han havde været det.
"Han skal stole på mig, fordi jeg er mig? Det er fandme det dummeste du kan sige! At jeg er mig er en god grund til ikke at stole på mig, men han er nødt til det hvis vi skal finde ud af det her fucking hus!"
Hendes stemme skælvede let, da ordene passerede hende. Ordene, sætningerne og stemningen der haglede nedover hende derefter, fik hele hendes verden til at brase sammen om ørerne på hende. Alle hendes tanker blev trampet til smat, mast sammen og flået fra hinanden endnu engang, til det blev blandet sammen i en stor skål af ingenting. Sætninger dannede sig som svar på hendes læber, men nåede aldrig blive fyret af inden den lille pige fortsatte med at føre sin egen tankestrøm videre.
Svarene klistrede sig fast i hendes hjerne, og idet hendes krop syntes ubevægelig grundet den sandhed der kvaste hendes indre, kunne hun ikke andet end vente på at tøsens ordstrøm udmundede. Hvordan denne ånd kunne vide så meget om hende, dunkede forvirret i Delilahs krop. Den lille pige sagde ting, der rørte ved minder og skjulte tanker i hendes krop - ting som hun ikke vil vide om hende selv, der nu flød oppe ved overfladen og overvældede hende.
Delilah var ikke et monster. Hun beskyttede de svage, selvom det flere gange havde bragt hende nær døden. Hun gav aldrig op, selv i situationer der ikke gavnede hende. Og hun havde sultet sig selv til en hungrende tilstand, idet hun ikke ønskede at suge sjælen ud af uskyldige længere - hvilket ligeledes havde bragt hende i en tilstand svagere end det var sikkert. Derfor skulle den kælling ikke komme og ødelægge det for hende! Hun vidste ingenting! Hun vidste ikke hvordan det var at leve som Delilah gjorde det. Hun havde aldrig haft chancen for at være en lyserød prinsesse omringet af hjerter!
Utaknemmelig. Følelsesløs. Voldelig. Disse ord satte sig på hende uden problemer, idet de helt tydeligt sank ind og blandede sig med hende - idet det allerede var en del af hende. Hun var sådan. Hun var en dårlig person - en ond person - men det ændrede ikke på at hun ikke var et monster. Kællingen skulle holde sin kæft, og det var lige med det samme!

"Jeg har aldrig haft et monster under min seng! Fatter du det ikke? Jeg har altid været monstret jeg var bange for! Min familie! Dem jeg elskede! Ånder, monstre, tortur og mord skræmmer mig ikke!"
Hendes stemme var lav, og blev skudt ud som noget der mindede om et hvæs. Hendes krop bevægede sig endnu ikke, som var hun en af de statuer de andre var fanget blandt, men hendes toner drejede hele virkeligheden til et blændende kaos der dansede i hendes indre.
"Mit barn?! Du vover fandme at sige noget om hvordan jeg kommer til at være omkring mit barn! Jeg kunne aldrig finde på at svigte det! Jeg elsker det, forhelvede!"
En bevægelse gennemrystede hende, da hendes hånd fløj op og lagde sig imod hendes læber. Elskede det? Barnet? Gjorde hun? Hendes tanker var et stort rod, som hun ikke kunne finde hoved og hale i. Et par blink svirrede omkring hendes øjenlåg, før hun kunne finde verden som et stabilt sted endnu engang - og kunne skubbe denne tanke bagerst i hovedet. Hun kunne ikke tillade sig selv at mase alle de forvirrende ting forrest.
"Ønsker at ændre det?! Det betyder intet hvad jeg vil, eller siger jeg vil! Jeg vil altid være et ondt væsen!"
I ren refleks trådte hun frem og greb fat i den stol Castle havde været placeret på. Den svang om hendes hoved, gik igennem pigens krop og splintres imod væggen bag hende, så træstumper blev sendt til alle sider som et projektil der splintres. Det skulle væk! Tvivlen! Tankerne! Væk!
Delilahs fingre snoede sig automatisk om billedet den lille tøs rakte hende, og trak blikket derned. Et stik rev sig igennem hendes bryst, da hendes blik landede på billedet, der forestillede Castle, et barn og en kvinde.
Har Castle en familie?
Delilahs øjenlåg skyggede for lyset da de faldt ned, og havde syn blottede derfor ikke pigens skikkelse da hun sagde den næste sætning. De gled dog op i samme sekund, men pigens fod blev hamret ind på hendes skinneben, så de igen trak sig sammen og skyggede for alt.

Men han troede på Delilah? Hendes blik gled op, og hendes hår bølgede omkring hende som snoende slanger da hun snurrede omkring for at møde hans blik igen. Billedet blafrede mellem hendes fingres greb da hun trådte frem, og gjorde noget hun aldrig gjorde - Hun slog armene om ham, og gav ham et hårdt kram.
"Tak Castle!"
Med et ryk trak hun sig lige så pludseligt væk som hun havde krammet ham, og dansede nogle skridt væk. Hendes blik gled over på mængden af paniske mennesker, idet hun tydeligt syntes at mene de var nødt til at vende tilbage til at få den opkogte, desperate stemning ned i gear.
"Hey Castle? Næste gang jeg er en kælling overfor dig, så slå mig lige ned. Det har jeg brug for."
Hendes blik strejfede ham end ikke da ordene faldt, men et smil fik læberne til at sitre, ligesom sætningen simrede at det samme smil.

Delilahs kropsvarme gjorde Castle varm og et svagt men hurtigt smil kom over hans læber der hurtigt bliv revet væk da han opdaget han smilet, da han enlig burde være forvirret.. hende.. et kram? .. men.. ja.. altså.. jamen..øhm.. Castle smid tanke strømmen til siden "Jeg vil mere end gerne slå dig, men bliver kun når du iført læder" han trak charmernende i smile båndet inden han tog det seriøse udtryk på ansigtet "Okay.. ånder" Castle vendte sig mod den ødelagte stol, og kigget over på Delilah mens han prøvet at tænke over hvad der var sket med stolen. "Men selv hvis det var små jule alfer eller flyvende grise, ville det ikke ændre på vi er lukket så godt inde som fisk i en tønde. Jeg har tjekket enhver krog, så jeg er frisk på en god plan hvis du har en" Castle stoppet i sin sætning da han følte en kold hage på sin skuldre, og Delilah kunne se en kinetisk kvinde med langt sort hår helt ned til taljen, og med en smuk timeglass figur, som kom ud af væggen bag ham og lagde sine arme om hans sider og lagde sin hage og hoved mod hans brede skuldre. Hun blødte ud af ørene svagt og havde havde et søm siddende gennem hendes pande og sad fast inde i hendes kranium. Hendes øje låg var syet fast med nål og tråd, og hendes kæbe var brækket og slået af led så den kontant hang åben.. en skam, hun så ellers hot ud.
Castle strammet alle sine muskler for at brøde fri fra de kolde arme som han selv ikke kunne se, men ånden var så stærk at den kunne skilde det metafysiske plan og påvirke den virkelige verden i sådan hun var alt for stærk for Castle tros hans anstrengelser, men inden Delilah ville kunne nå at trykke til hans forsvar skindet der en hjemme lavet kniv i hendes hånd ved hans hofte, lavet af nogen barbar blade klistret sammen af størknet tandpasta, og holderen man holdt hånden på var en snitte træ holder lavet af et dør håndtag. Castle kunne måske ikke se ånden, men føle kulden der fik hans hår i nakken til at rejse sig. og uden tvivl vile en stærk ånd kunne slå ihjel.

- Kort svar. Men opdaget pluselig jeg ikke kunne gå videre uden din reaktion.

En blød latter passerede hende, og smilet sitrede fortsat omkring hendes læber, da hans flabede kommentar trængte ind under hendes hud og satte sig i hendes hjerne, som en blinkende kuvert der ventede på et svar. Svaret kom da også uden voldsom tøven, idet hun ikke lod det klistre imellem den tåge hendes tanker var blevet forvandlet til, af den hårde behandling åndetøsen havde givet den.
"Heldigt jeg altid går i læder. Det skal vi nok finde ud af."
Smilet var blevet indprentet i hendes ansigt, ligesom det havde sat et aftryk i hendes stemme der dansede på smilende toner. Hendes blik havde endnu ikke nærmet sig ham, men ordene var uden tvivl henvendt til hans skikkelse, idet ikke ét væsen i dette forbandede hus kunne tvinge et smil frem på hendes læber udover Castle. Hendes tanker strejfede ikke problemet med den splintrede stol, idet den nok ville grave et spørgsmålstegn i ansigtet på langt de fleste tilstedeværende, idet den var blevet knust uden de kunne have bemærket det.

En skikkelse blev fanget i udkanten af Delilahs synsfelt, og tvang hende til at trække blikket imod Castle - selvom det ikke landede på hans krop, men på en anden person. At det var en smuk kvinde der holdt om ham, betød intet for hende - det var det skinnende søm der var hamret dybt ind i hendes hjerne, de tilsyede øjenlåg, kæben der dinglede en smule under hende og de blodige ører der interesserede hende.
Delilahs blik blev en kort stund tiltet imellem Castle der kæmpede for at slække hvad der måtte føltes som en kold vind der kølede ham ned som lange, klamme fingre og som låste hans muskler fast, og så kvinden der afslappet holdt om ham. Irritation slikkede op ad hendes indre, og små vindpust af vrede sivede omkring i hendes hjerne.
"Kælling, slip Castle nu!"
Hvæset der undslap hendes læber syntes at have glemt alt om den masse og panisk energi der klynkede i hjørnet af rummet, og lægge alt opmærksomheden som et tæppe omkring Castle og kvinden med det lange, mørke silkehår. Men igen blev opmærksomheden revet væk fra dette scenarie, og trak sig ned til ét objekt - En kniv der skinnede som ild i skæret fra det skærende lys.
Hun dansede hastigt nogle skridt fremad og løftede hænderne i et hurtigt ryk, i et tegn der mindede uhyggeligt meget om overgivelse. Hendes blik flakkede imellem den hud der var lagt over kvindens øjne og kniven, hvis skarpe side var alt for tæt på Castle.
"Du stikker ham ikke ned! Hvad vil du have?!"
Indestængt vrede rev sig løs fra sætningen, men det var tydeligt at hun kæmpede med sig selv om ikke at angribe ånden - idet hun ikke kunne rive noget væk fra kvinden. Delilah havde somme tider ligheder med et dyr, idet hun tit smed tankerne væk og lod kroppen overtage alle bevægelser. Derfor stod det også skrevet i hendes ansigt at hun nu prøvede at tæmme denne side af hende, og finde en måde hvorpå hun kunne hjælpe - uden at kunne flå struben ud på denne kvinde.
Hun trådte endnu et skridt nærmere, så hun nu var placeret lige bag Castle og foran denne kvinde. Hun løftede en hånd og lagde den imod Castles side, sådan at hvis kniven gik ind ville den ikke nå så langt, fordi den først ville blive hakket igennem hendes egen hånd.
"Hvad vil du have?"
Det var ikke mere end en hvisken.