How... What... Who...? No way! ~ Isobel

Hvis man spurgte Nille om hvorfor hun hele tiden efterlod Toby ved Rafaels villa, og havde en dæmon kvinde til at passe på ham... Ville hun bare trække på skulderen, og sige at hun havde brug for at mærke vinden mod sit ansigt. Det var rigtigt nok. Hun hadede at være i samme rum, og så indenfor...! Det var nærmest tortur for hende, hun elskede naturen, og ville være der hele tiden! Hun var jo, trods alt, en indianer. Hun berørte kort den hvide fjer der hang i hendes hår. Hun smilede skævt, og lukkede øjnene. Hun åbnede dem kort efter.
Der var noget galt... Hun stoppede op hvor stien endte... Hun så rundt. Det var som om der var en i nærheden... En hun skulle passe på, altså ikke sådan, 'nu skal jeg hjælpe dig', men en der måske kunne angribe hende... Hun rørte kort ved hoften hvor daggerten var, gemt af kjolen. Normalt gik hun ikke med kjoler, men skammer kjolen betød en del for hende. Hun vendte sig om, hen imod hvor hun var kommet fra.
"Kom frem!" Råbte hun højt.
Nogle fugle lettede fra træerne.

Isobel var ude at gå i skovene, hun vidste ikke meget om sig selv. Hun vidste blot sin evne og at den var meget stærk. Hun kiggede rundt, da hun hørte en lyd. Hun kiggede rundt omkring sig i skoven, her følte hun sig hjemme. Isobel hørte en råbte, hvilket bare fik hende til at stoppe. Måske en fjende? Hun havde en lille kniv i baglommen, hun havde et par shorts på og en top på med en jakke over. Nogle fugle lettede en smule fra hende, og hun begyndte at gå igen. Hun kiggede sig lidt til siden, og frem for sig igen. Hun kom frem i lysningen, og mærkede hendes knivs blad balancere på hendes håndflade. Hun kiggede på kvinden foran hende, noget mindede hende om nåedet men hun rystede det dog hurtigt af sig igen. Og kiggede på kvinden, med et lidt ligegyldigt ansigt.

Nille tog daggerten frem mens hun ventede på et livstegn ... Fra en eller anden! Hun hørte nogle gå... Hen imod hende. Nilles øjne fik sorte prikker i sig. Hun så rundt. Hun knugede daggerten i sin hånd, og var klar til at forsvare sig selv.
En kvinde dukkede op, frem i lysningen. Nille så på hende, og hævede et øjnebryn. Virkelig? Havde kvinden intet at sige? Wauw... Yeah. Nille himlede kort med øjnene over hendes ligegyldige ansigt. Hun vendte hele fronten mod kvinden. Kvinden havde en dolk... Hmm... Men, hun havde to evner! Kvinden kunne bare komme an! Der var noget bekendt ved pigen, og noget der sagde hende at hun ikke måtte slå kvinden! Eller såre hende! Noget som helst! Men, nu var Nille ligeglad. Kvinden stod med en dolk, det var rigeligt for Nille.
"Så dukkede du op... Har din mor aldrig fortalt dig at det ikke er pænt at luske rundt?" Nille hævede flabet et øjnebryn. Hun strakte den ene arm frem, og havde fingerspidserne vendt mod kvindens øjne. Typisk Skammer trick. Det fik normalt Skammerne til at føle sig mere... Rigtige. De kunne jo også holde 'kontakten' på den måde.
Nilles øjne var næsten fuld af sorte prikker, men kun lidt.

Selvom kvinden foran hende mindede hende om noget, og en tanke blev ved med at strejfe hende om at kvinden her ikke måtte skades. Så kunne hun ikke tage hende seriøst, hvorfor vidste hun ikke. Isobel fnøs af hendes kommentar.
"Det kan godt være men jeg lytter ikke til min mor, hvad med dig. Det gør du måske?" Svarede hun flabet igen og hævede et bryn. Små dråbelignede prikker kom i hends øje, ikke noget som var tydeligt for andre medmindre man stod foran hende.
Isobel lod kniven falde og greb den hårdt omkring skaftet, og kiggede på kvinden med et hævet bryn. Hun trådte et par skridt nærmere men sagde ikke noget, hun havde ladet fortiden ligge bag sig. hun så på kvinden igen, denne gang var hendes øjne hel sølv.

Før Nille døde ville den sætning kvinden lige have sagt have fået Nille til at græde... Eller bryde sammen. Men nej. Dette tvang blot Dæmonen inde i hende mere frem. Nille smilede lusket, og lagde hovedet lidt på skrå.
"Nej, jeg lytter aldrig til min mor." Hun sagde det med hævet stemme. For Lilly var der jo måske... Hvem vidste... Lilly havde jo sagt hun ville øje med Nille.
Nille knugede skaftet om Daggerten. Hun trådte et skridt til side, og et lille et frem. Hun smilede skævt. At se ind i Nilles øjne når de var helt blå var som at se ind i et dybt mørkt, og uendeligt hul. Det var værre end tortur, for de fleste. Specielt fordi de så deres minder... Og hun ville vide minderne. På grund af at hun vidste det folk fortiede havde hun fået mange fjender.
Nille reagerede hurtigt ved at kvinden trådte et par skridt nærmere.
"Se mig i øjnene..." Skammer stemmen sneg sig rundt om dem. Nilles stemme var som en gudindes når hun sang... Så ren, uskyldig, og vidunderlig. Hendes sorte blev sorte. Hun så på kvindens øjne.

Isobel gav ikke efter kvindens bevægelser, smil eller øjne som kunne ligne et sort hul. Alligevel kiggede hun hende i øjne, de helt sølvfarvede øjne var spærret op ret skræmmende. Og mange kendte ikke kræfterne i dem.
"Se mig i øjne!" Sagde hun med den lyse stemme som sang med den smukkeste melodi, men ordene blev blandet da de sagde det i kor hvilket gav et udslag med en smukkere klang end nogensinde før.

Det med at kvindens øjne blev sølv, gjorde Nille intet. Hun reagerede ikke på det. Hun havde set alt for mange i øjnene... Og var efterhånden blevet mange for det. Hun så helst ned, eller væk... Men når der skete noget som krævede hun brugte evnen, gjorde hun det.
Nille havde hørt at når Skammere sang sammen gav det sådan en vidunderlig melodi... At man ikke ville kunne modstå den. Da kvinden brugte skammer stemmen spærrede Nille øjnene op. Hendes øjne blev hurtigt blå lidt efter.
"Hvem er du?" Hendes stemme lød lidt vantro.

Da kvinden spurgte hvem hun var blev hendes øjne langsomt himmelblå og helt normale igen. Isobel lagde hovedet lidt på skrå, og hævede et bryn.
"Navnet er Isobel." Svarede hun for at være høflig, at være høflig var altid en god ting. Men hvorfor kvinden spærrede øjne op på den måde vidste hun ikke, men Isobel havde aldrig mødt en med evne som hende før. Havde hun?
"Men hvem er du?" Spurgte hun en anelse skarpt.

Nille trådte et skridt væk fra kvinden... Isobel, som hun åbenbart hed. Var der ikke noget bekendt ved det? Isobel... Mormors dagbog... Årh, hun kunne ikke huske det!
"Isobel..." Hun nikkede bekræftende.
Nille rankede sig da hun spurgte hvem hun var.
"Mit navn er Nille 'Skammer' Kahlan Panara. Også kaldt Skammeren." Hun lagde armene over kors.
En med hendes evne? En der havde den samme evne? Indtil nu havde hun kun mødt sin mor, og Toby der havde den evne...

Isobel kastede det lange hår tilbage og kiggede på Nille. Der var noget som slog klink men ikke meget, Isobel rystede det af sig. Men tog ikke øjne fra kvinden. Efterlysningen, nu kunne hun huske det!
"Nårh du den efterlyste skammer." Svarede hun og fnøs, ikke hånligt eller noget. Mere sådan lidt venligt i det. Isobel var ikke den onde type. Hun kiggede på Nille endnu engang, der var altså nogle træk i ansigtet hun kunne kende fra sig selv. Det var lidt skræmmende, men det betød sikkert ikke det helt store.

Ja, den efterlyste skammer... Det var alt sammen meget fint. Nille lagde armene over kors, og så roligt på Isobel.
"Ja, jeg er den efterlyste Skammer." Selvom der var noget yderst bekendt ved Isobel, ville Nille ikke rode i det. Hun trådte tættere Isobel.
"Er du Skammer, Isobel?" Nille så lidt udfordrende, samt spørgende på Isobel.

Isobel hævede et bryn af Nille, hendes evne var skam og hvad så? Isobel stod lidt og tænkte over hvad hun skulle sige.
"Ja det hvad jeg gør ihvertfal får folk til at skamme sig." Svarede hun og lagde hovedet lidt på skrå efter hendes svar. Betød det da noget særligt?

//Nå ja, undskyld for det korte svar lige før. ^^

Dette var umuligt.
De eneste rigtige Skammere var nok Toby, hende selv, og Lilly. Lilly virkede dog ikke som en rigtig skammer, men jaja... Det var vel lige meget.
"Er du en rigtig skammer?" Nilles øjne borede sig ind i Isobels.
Hendes hjerte bankede som om det løb marathon.

//Det er helt iorden ^^


Isobel kunne mærke Nilles øjne borre sig dybt ind i hendes. En smule ubehageligt, men det rystede hun hurtigt af sig igen.
"Det skulle jeg da mene." Svarede hun og lagde armene overkors, og så en smule mistroisk på Nille. Så meget kendte Isobel ikke engang om sig selv, hun havde blot udvilket evnen.. Hun vidste ikke at der var en rigtig og ikke rigtig.. Eller hvad det nu var.

Nille knyttede hænderne. Dette var umuligt! Skammerne var jo næsten uddøde!
"Det er ikke muligt. Skammerne er næsten uddøde... I hvert fald de rigtige." Mumlede hun.
Nille kneb øjnene lidt sammen.
"Der er noget velkendt ved dig..."

Velkendt ved hende? Hvad mente hun dog med det? Isobel skulle ikke have ment at have set hende før, eller havde hun? Isobel tænkte tilbage, og kæmpede for at holde tankerne om hendes 'far' væk fra hendes sind.. Selvom det var svært.. Hun prøvede at huske hendes mor, og hendes mors billeder... Men det virkede ikke rigtigt for Isobel, for hendes 'far' trådte ind i billedet ligemeget hvor mange gange hun prøvede at skubbe ham væk.
"Hvorfra?" Lykkedes det så at sige, og kiggede på Nille.

Nille selv, havde haft store problemer med sin barndom. Det eneste gode ved den havde været mormoren... Mormoren som nu var død. Nille glattede kjolen lidt ud.
"Det ved jeg ikke. Der er noget... Du ligner... Min mor lidt... Eller, nok mest min mormor." Hun så lidt på Isobel.
"Hvor kommer du fra?" Hun lagde hovedet lidt på skrå.

Isobel startede en forviring oppe i sit hovede, hun havde aldrig følt hendes mor var 'hendes' mor forstået på den måde. Hun følte sig ikke hjemme ved dem, derfor var hun stukket af. Isobel så på Nille igen..
"Men hvordan det?" Spurgte hun forsigtigt. "Jeg er ikke sikker, jeg er opvokset i doomsvile tæt ved kroen. Sammen med mine forældre." Svarede hun en smule tøvende.

Nille trak på den ene skulder. Hun vidste da ikke hvordan? Det hele var så underligt. Hendes mormor havde da sagt at... Nej. Det havde mormoren ikke sagt. Men det var jo sådan det var? At Nille var den sidste? Den Sidste Rigtige Skammer. Skammerne var uddøde, sådan da. Kunne det være rigtigt at...?
"jeg ved ikke hvordan." hun sukkede lavt. "Doomsville..." Hun tænkte lidt. "Hvad race er du?" Hun så spørgende på Isobel.

Isobel var lettere forvirret over hvad der forgik.. Hun var slet ikke med ligenu..
"Jeg er shapeshifter?" Svarede hun stille og så på Nille. Isobel sank en klump og kiggede nøje på Nile, og kunne se at hun var virkelig fortvivlet.

Shapeshifter!
Shapeshifter... Nille så på Isobel, og begyndte så at kredse om hende. Mest for at se hende an.
"Hvilket dyr?" Hun hentydede til hvilken form hun forvandlede sig til. Panter? Ørn? Nille havde selv, da hun havde været shapeshifter, været en kulsort panter med tre hvide striber på ryggen.

Nille kredsede momkring hende, hvilket gjorde Isobels instinkter skarpe. Hvilket dyr?.. Isobel kunne skifte til en konge gepard.
"En konge gepard." svarede Isobel stille.

Konge gepard? Nille smilede skævt, og lagde armene over kors. Hun stillede sig foran Isobel.
"Hvad hedder din mor?" Hun så spørgende på Isobel.

ISobel fik i forsvars possion, og trådte et skridt tilbage. Hendes fasade kom op over hende.
"Hvorfor alle de spørgsmål?" Spurgte hun lidt halv forvirret, men holdt hovedet koldt. Hun så på Nille, og kørte en hånd igennem sit hår.

Hvorfor alle de spørgsmål?
Nille smilede skævt, og lagde armene over kors og hovedet lidt på skrå.
"Jeg har fået at vide jeg var den sidste skammer... Men nu har jeg en søn, og min mor lever. Og pludselig er der en anden skammer her også. Er du fra en indianer stamme?"